Kontaktrejserapport. Tamil Nadu, Indien 2008

Kontaktrejserapport Tamil Nadu, Indien 2008 Evaluering og monitorering af partnersamarbejde U-landsforeningen Svalerne Af Louise Nolle 1

Indholdsfortegnelse Introduktion...3 Oversigt over besøg...4 Besøg hos Dalit Women s Development Society (DWDS)...5 Besøg hos GREAT...14 Besøg hos Rural People s Welfare Organization (RPWO)...15 Besøg hos Help for Helpless Organization (HHO)...26 Besøg hos Social Education and Action Society (SEAS)...30. Besøg hos Fewin...41 Besøg hos Indian Institute of Development (IID)...41 Besøg hos Yuvak Vikas Kendra...42 Overordnede anbefalinger...43 2

Introduktion Denne rapport er baseret på en måneds kontaktrejse til delstaten Tamil Nadu for U- landsforeningen Svalerne i december og januar 2007/2008. Formålet med det årlige besøg er at evaluere og monitorere de forskellige organisationer og projekter, som Svalerne har støttet i årets løb, samt at besøge nye potentielle støttemodtagere. Rejsen er en vigtig mulighed for med egne øjne at se den udvikling, som finder sted både hos vores partnere og hos den målgruppe af ofte marginaliserede personer, som Svalerne ønsker at støtte, samt at vedligeholde en dialog med vores partnere. Formålet med denne rapport er at videregive vigtige oplysninger og diskussioner mellem de kontaktrejsende og partnerne til Svalerne, samt at komme med konklusioner og anbefalinger til det kommende års samarbejde med partnerne i Tamil Nadu og til næste års Kontaktrejse. Rapporten er baseret på samtaler med ledere og medarbejdere fra partnerorganisationerne samt besøg i forskellige sangams og selvhjælpsgrupper, som udgør målgruppen for de projekter, som Svalerne støtter. Der er meget få personer hos de indiske partnere, som taler engelsk, hvilket gør det nødvendigt at bruge en tolk. De sidste mange år har de kontaktrejsende brugt de samme to tolke, Ursula Nathan og hendes bror Kennedy. I år fandt vi det nødvendigt at bruge en ny tolk og fandt den 29-årige Barathi gennem organisationen ROSA i Tranquebar (Tarangambadi). Han havde dog en del helbredsproblemer og talte meget dårligt engelsk, hvilket ledte til flere misforståelser. Det viste sig, at han heller ikke altid oversatte korrekt, og derfor blev der brugt andre tolke efter besøget hos Fewin. Det skal tilføjes, at der ved de fleste møder ofte var en anden engelsktalende person til stede udover tolken, hvilket kan have øget reliabiliteten af de informationer, som vi har modtaget. Problemerne med tolken skal dog tages i betragtning ved læsningen af denne rapport. Rapporten er opdelt således, at Louise Nolle har skrevet afsnittene om DWDS, RPWO, HHO og SEAS på baggrund af egne og Ebbe Primdahls besøg hos disse organisationer, mens afsnittene om GREAT, Fewin, IID og YUVAK er skrevet af Louise Nolle og baseret på Ebbe Primdahls besøg hos disse organisationer og hans beretning til Indiensudvalget den 5. marts 2008. Organisationerne præsenteres i den rækkefølge, som de er besøgt. Rapporten afsluttes med en række overordnede anbefalinger. God læselyst! Louise Nolle * 3

Oversigt over besøg 28. december: Ankomst til Chennai 29. december: Ankomst til Vellore 30-31 december: Besøg hos DWDS 1. januar: Hviledag og rapportskrivning 2. januar: Besøg hos GREAT 3. januar: Afrejse til Chengam 4-5. januar: Besøg hos RPWO 6. januar: Afrejse til Tiruvannamalai 7. januar: Afrejse til Chetpet og besøg hos HHO, afrejse til Mahabalipuram 8. januar: Hviledag i Mahabalipuram 9-11. januar: Besøg hos SEAS 11. januar: Afrejse til Trichy 12. januar: Besøg hos Fewin 13-21. januar: Pause i rejsen 22-24. januar: Besøg hos IID 25. januar: Afrejse til Theni distriktet 26. januar: Besøg hos Yuvak 4

Mary Elisabeth og Parvathi ved indgangen til DWDS s kontor i Kanyambadi (Foto: L. Nolle) 5

Besøg hos Dalit Women s Development Society (DWDS) Program: 30. januar: Samtale med Mary Elisabeth og personale Besøg i sangam i landsbyen Mottupalayam 31. januar: Fremtidsworkshop med medlemmer af sangams og føderationen DWM i DWDS kontor, Kaniyambadi Samtale med Mary Elisabeth Danseshow og kulturelt program i landsbyen Puttapatty 1. Baggrund og besøgets formål Svalerne har støttet DWDS siden 1999. Støtten er primært gået til oprettelse af sangams for dalitkvinder i 25 landsbyer og føderationen Dalit Women s Movement (DWM), hvor sangam medlemmerne kan mødes og diskutere fælles problematikker. I sangamerne forsøger kvinderne at diskutere og løse landsbyens problemer i forhold til basal velfærd og mere private problemer som hustruvold eller ægtemandens alkoholisme. Derudover laver de opsparing. Svalerne er ved at udfase sin støtte til DWDS og i den forbindelse er der givet tilsagn om et udfasningsbeløb på 100.000 rps. over 2 år. Svalerne håber, at DWDS vil bruge denne periode til at finde en eller flere nye donorer, enten i Tamil Nadu/Indien eller internationalt. Formålet med årets besøg fra Svalerne var at få en dialog med leder og medarbejdere i DWDS samt medlemmerne af DWM om deres fremtidsplaner og en generel vurdering af årets gang i DWDS/DWM. 2. Medarbejdere De sidste par år har flere medarbejdere forladt organisationen, og det var derfor vigtigt at få et overblik over medarbejdersituationen for at kunne vurdere om det er en generel tendens. Det ser dog ud til at der ikke har været frafald i forhold til sidste års besøg. Feltarbejderen Chandra var dog ikke til stede, da hun nu arbejder et andet sted, men hun fungerer fortsat som frivillig arbejdskraft. Kavitha, Parvathi, Jebamalai og Jeeva arbejder fortsat som feltarbejdere, og der er kommet en ekstra medarbejder, Selvam, som er ansat gennem Fewin til at oplyse kvinderne i de forskellige sangams om fagforeningen. Nedenfor er en oversigt over personalet og deres træning og arbejdsområder: 6

Kavitha har arbejdet 5 år i organisationen ARPED og 5 år i DWDS. Hun er 39 år og har gået på lærerseminaret, men fuldførte ikke læreruddannelsen på grund af økonomiske problemer, og fordi hendes skole ikke var registreret af regeringen og derfor blev lukket. Privat er hun skilt og har en søn som går i 11. klasse. Hun er fuldtidsansat i DWDS og har ansvar for sangamer i 7 landsbyer: 5 gamle og 2 nye landsbyer. Hun har ikke deltaget i træningsprogrammer, men har lært fra de andre i medarbejdergruppen. Hun taler lidt engelsk. Parvathi har også en fortid fra ARPED (9 år) og har arbejdet 4 år i DWDS. Hun er deltidsansat med ansvar for 4 gamle sangams, hvor hun især arbejder med kvinders fundamentale problemer som fx hustruvold. Derudover arbejder hun også med SHG opsparing og regeringslån til SHG erne. Ofte læser hun om regeringsprogrammer i avisen, som hun derefter fortæller om til kvinderne. Hun har gennemført 5. klasse og deltaget i følgende træningsprogrammer: Kasteløses rettigheder Kvinders arbejdstager rettigheder i landbruget (Trichy) Kvinders rettigheder (gennem organisationen Ektha i Madurai) Kvindelige landsbrugsarbejderes helbred (Thirukkovitur) Mariya Jebamalai har tidligere arbejdet 7 år for VSS Social Service, hvor hun også arbejdede med dalitters problemer. Hun blev inspireret af DWDS til at arbejde fuldtids med området. Hun har været i DWDS i 6 år og arbejder i 7 landsbyer: 5 gamle og 2 nye. Hun har gået indtil 12. klasse og deltaget i følgende træningsprogrammer: PRA: participatory rural appraisal (2004) Kvinders juridiske rettigheder i forhold til landbrug (Kolkata 2007) Panchayati Raj lovgivning (Madurai 2007) Jeeva er for øjeblikket på barsel med sin søn på 1 måned og fortæller os, at hun har haft mange problemer med sine forældre, fordi de var mistroiske overfor hende. I den forbindelse sørgede Mary Elisabeth for, at Jeevas sag kom for retten. Nu bor Jeeva med sin mand og sit lille barn i en nærliggende landsby. Jeeva har ansvaret for 6 landsbyer: 4 gamle og 2 nye. Hun har været 4 år i DWDS. Mary Elisabeth er vikar for Jeeva, mens hun er på barsel. Jeeva har deltaget i følgende træningsprogrammer: Kvinders juridiske rettigheder (Madurai) Kvinders seksuelle rettigheder (Pollachy) Kursus om brug af pesticider i landbruget og hvordan man beskytte sig imod det Kursus om Panchayati Raj og lederskabstræning Selvam er ny i organisationen. Han arbejder deltids som male animator hvor han underviser i landsbyerne om Fewins fagforening. Han har arbejdet 5 år hos ARPED. Han arbejder dagligt omkring 4 timer og er i følgende 4 landsbyer: Kizvallam, Salamanatham, Muttupalayam og Adukhambarai. Det var lidt uklart, hvorvidt Fewin betaler Selvams løn, eller om han slet ikke får løn. 7

3. Status for aktiviteter i 2007 Mary Elisabeth og personalet oplyste os om de aktiviteter, der var sket i årets løb: DWDS har arrangeret rallies mod bygning af fabrikker på tidligere landbrugsjord. I forbindelse med samme rally var det også lykkedes at få 100 dages arbejde gennem National Rural Employment Guarantee Scheme til nogle folk i området. I tre landsbyer er der kommet nye vandtanke (SHG erne i Kaniyambadi, Mottupalayam og Chinnapalambakkam) Installering af offentlige toiletter i mere end 20 landsbyer. Desværre er det offentlige toiletbyggeri påvirket af problemer med korruption og for dårlige byggematerialer. Nye tage til 5 huse i en landsby, betalt af regeringen Udarbejdelse af nye petitions til myndighederne til reparationer af huse. 4. Fagforeningen Som følge af DWDS deltagelse i Fewin netværket, bliver der nu oplyst om fagforeningens aktiviteter i de sangams, hvor DWDS arbejder. Ifølge medarbejderne har det betydet, at medlemmerne har fået ny viden om deres arbejdstagerrettigheder, som de ikke havde før. Det er dog ikke lige let at få alle medlemmer ind i fagforeningen, måske fordi hvert medlem skal betale 70 rps for det første års medlemskab. Det følgende år skal de betale 60 rps. Det er dog alligevel lykkedes at få 150 medlemmer til fagforeningen. Af de 70 rps går 20 rps til DWDS arbejde, mens resten går hhv. til Fewin netværket og til fagforeningen. Mary Elisabeth og resten af medarbejderne var dog ikke klar over, hvor mange penge det drejede sig om. Fagforeningen har lavet en folder med information om regeringsprogrammer og en oversigt over, hvor mange penge man kan få til støtte i forhold til fx uddannelse, ved ulykker, død eller ved bryllupper. Det er dog uklart, hvorvidt man kun kan opnå disse rettigheder, hvis man bliver medlem af fagforeningen eller hvis det er for alle, som lever under den officielle fattigdomsgrænse (er dalitter eller lignende). Vi foreslog, at man kan give sangam-medlemmerne en mulighed for at vælge mellem kun at betale til DWDS eller til både DWDS og fagforeningen. Derudover foreslog vi også, at DWDS kunne lave en lignende folder med en oversigt over alle de resultater, som organisationen har opnået de sidste mange år, så sangam-medlemmerne kan se, hvor meget de har fået ud af deres medlemskab. En sådan brochure kunne også bruges til medlemshvervning. På et møde med Mary Elisabeth om Fewin og fagforeningen fik vi det indtryk, at kommunikationen mellem Mary og Ursula er blevet forværret siden deres fælles besøg i Danmark i september-oktober 2007. Siden da har de ikke været særlig meget i kontakt med hinanden. Derudover er nogle af fagforeningsmedlemmerne (fra forskellige sangams) utilfredse med, at de er registreret i Trichy og ikke i Vellore distriktet, og at de dermed skal helt til Trichy for at holde møder. Denne utilfredshed har Ursula, ifølge Mary, ikke reageret på. 8

Vi opfordrer Mary til at tage sagen op i Fewin netværket, da det ikke har noget med Svalerne at gøre. Derudover er der en sag omkring noget manglende betaling af flybilletter til Danmark i forbindelse med besøget i 2007. På grund af forsinket betaling fra Danmark blev Mary og Ursula nødt til selv at lægge 13.500 rps. ud pr person til billetterne. Disse penge skulle derefter refunderes af Svalerne. Men Mary mangler fortsat at få 5500 rps. Da Svalerne udbetalte pengene til Ursula, troede Mary at de skulle komme gennem hende. Ursula mener derimod, at pengene mangler fra Svalerne. Efter nærmere undersøgelse viser det sig, at Svalerne mangler at betale pengene til Ursula og Mary. De 5500 rps. er derfor blevet udbetalt til Mary og sagen skulle nu være i orden. 5. Fremtiden for DWDS På et møde med Mary Elisabeth diskuterede vi udfasning og DWDS økonomiske fremtid, når Svalernes støtte stopper i 2010. Mary Elisabeth fortæller, at hun har været meget syg efter hun kom hjem fra Danmark i oktober, og at hun har været nogle dage i Delhi, hvilket betyder at hun ikke har kunnet kontakte så mange donorer. Dog har hun taget følgende initiativer: Hun har kontaktet dalitnetværket DMK for at høre, om hun kan få støtte fra dem. De bad hende om at søge senere. Hun forestiller sig, at de vil give hende 300.000 rps om året i 5 år, men har ikke direkte søgt om dette beløb. Hun har heller ikke lavet en skriftlig ansøgning, men kun afleveret sit budskab mundtligt og vedlagt DWDS årsrapport. I Danmark opfordrede vi hende til at kontakte Svalerne i Sverige for at høre, om de vil støtte hende. Hun har skrevet en mail til deres kontaktperson i Tamil Nadu, Olivia, men har ikke modtaget noget svar. Vi opfordrede hende til at sende endnu en mail til Olivia og lovede at undersøge, om Olivia har modtaget den første mail. I Danmark opfordrede vi Mary Elisabeth til at forbedre sine engelsk og IT kundskaber, så hun kan blive bedre til at kontakte potentielle donorer, og hun selv kan skrive sine ansøgninger på engelsk uden at være afhængig af sin mand. Mary har undersøgt, at det vil koste hende mellem 3000-7200 rps for et års engelskundervisning på en skole i Polur, tæt ved hendes hjem. Samme sted kan hun få IT undervisning for omkring 8000 rps for et halvt år. Hun har en computer derhjemme, som hendes søn bruger, og han viser hende, hvordan hun skal bruge den. Hun spørger om Svalerne kan betale for engelsk og IT undervisning. Ingen andre fra personalet kan bruge computeren. Mary Elisabeth har endnu ikke snakket med Emmaus India eller The Hunger Project om mulig støtte, som hun blev opfordret til at gøre i Danmark. Hun er også flere gange blevet opfordret til at kontakte Anthony Stevens, som måske kan være behjælpelig med at skaffe forbindelse til donorer. Men det har hun af forskellige grunde endnu ikke gjort. Først og fremmest er hun bekymret for, hvordan et besøg fra ham rent praktisk vil kunne lade sig 9

gøre: Hvor skal han sove, og hvem skal sørge for ham? Vi prøver at forklare hende, at AS er en meget sød og tålmodig mand, som ikke har noget imod at bo under simple forhold. 5.1 Fremtidsworkshop Vi ønskede at diskutere DWDS fremtid med sangammedlemmerne og arrangerede derfor en lille workshop. Her stillede vi følgende spørgsmål. - Hvordan kan DWM få de økonomiske midler til at fortsætte arbejdet i de forskellige sangams efter, at Svalernes støtte er ophørt? - Er sangammedlemmerne villige til at betale mere end 1 rps. per medlem per måned til DWM? Kvinderne blev inddelt i grupper på 4 personer og fik 20 minutter til at diskutere problemet ud fra fri fantasi og 10-15 minutter til at diskutere det i plenum. En feltarbejder var tilknyttet hver gruppe og kunne nedskrive deres forslag. Fra alle grupperne lød det enstemmigt, at de ønskede, at Svalernes skulle fortsætte sin støtte til DWDS. Det virkede ikke, som om de helt havde forstået, at Svalerne har tænkt sig at stoppe den finansielle støtte, og det måtte endnu engang forklares. Ikke alle sangams har betalt medlemsafgiften på 1 rps. per medlem per måned, men de sangams, som endnu ikke har betalt, gav på mødet udtryk for, at de gerne ville betale fremover. Men de fleste sagde, at de ikke havde mulighed for at betale mere. Dermed ser det ikke ud som om, at DWDS har mulighed for at få den afgørende økonomiske støtte gennem medlemmerne. Vi opfordrede Mary til at fortsætte workshoppens diskussion om egenbetaling med kvinderne i DWM og foreslog, at Mary kunne finde potentielle donorer blandt lokale forretningsfolk eller udenlandske firmaer i området. Men det er Mary noget mistroisk overfor, idet hun synes at tro at alle indere, som ikke er dalitter aldrig vil kunne finde på at støtte DWDS. Det er jo ikke rigtigt, eftersom flere af vores andre partnere bliver støttet af ikke-dalitter. 10

Nedskrevne svar fra de 4 grupper Gruppe 1: - Sangamerne vil have Svalernes hjælp i endnu 5 år til at fortsætte arbejdet - De ældre sangamer er blevet uafhængige - De er glade for at de kan løse problemer gennem DWM - Besked til Svalerne: hjælp os! - Det er svært at betale mere end 1 rs per medlem per måned pga deres lave indkomst som landbrugsarbejdere. Højkastefolk har flere penge. Gruppe 2: - De vil gerne have at DWM skal fortsætte - DWDS har hjulpet sangamerne med at løse basale problemer som at få en vandtank og hjælp til at kontakte myndighederne - Uden DWDS ville de ikke kunne løse disse problemer - De vil gerne have at Svalerne fortsætter med at støtte Gruppe 3: - DWM er vigtig - Vi har fortsat brug for hjælp fra Svalerne - Før vidste vi ikke, hvordan man kunne organisere sig og løse problemer, men det ved vi nu. - Målet er at empower kvinder økonomisk Gruppe 4: - Mange tak til Svalerne for deres hjælp - DWM er som et mangofrø som har vokset sig til et mangotræ med blomster og frugter - Svalerne skal altid hjælpe os. Hvis Svalernes støtte forsvinder, forsvinder solen og vandet fra mangotræet og det dør. 6. Besøget i Danmark Vi nåede at få en ganske kort snak om Marys besøg i Danmark, og hvad hun har taget med sig hjem derfra. Hun fortalte os, at hendes rejse har givet hende mere selvtillid, og hun synes, at hun kan overkomme mere nu. Hver gang hun bliver nervøs for at gøre en bestemt ting, tænker hun på, at hun turde tage på den lange rejse til Danmark. Hun har fortalt sangam-medlemmerne om besøget og forklaret dem, at folk i Danmark forstår og interesserer sig for kvinderne og dalitternes situation i Indien. Hun fortalte, at Danmark var meget forskellig fra Indien i og med at kastesystemet ikke eksisterer der, og børnene har det bedre end i Indien. For eksempel er der ikke problemer med drab på piger, som der er i Indien. Det havde sangam-medlemmerne været meget overraskede over, og de sagde, at de gerne ville komme til Danmark en dag. Især havde Mary været meget positivt overrasket over, hvor nemt det er at møde en dansk politiker, og hvor venlig han havde været overfor dem. Det er generelt meget svært at få kontakt til politikere i Indien som almindelig borger. 11

7. Vurderinger og konklusioner Det virker ikke som om, at hverken sangam-medlemmerne eller medarbejdere i DWDS har forstået alvoren af, at Svalerne i løbet af de næste to år udfaser sin finansielle støtte. Det viser deres besvarelser ved fremtidsworkshoppen. De 26 sangams betaler alt for lidt i medlemsafgift til at denne indtægt ville kunne få hjulene til at køre rundt i organisationen, hvilket gør det nødvendigt, at DWDS hurtigst muligt finder en eller flere andre nye donorer eller andre måder at skaffe en indkomst på. Dette ansvar hviler først og fremmest på Mary Elisabeths skuldre, fordi hun i DWDS er en dominerende leder, og det virker ikke som om, at de andre medarbejdere er involveret i at skaffe en ny donor. Selvom Mary Elisabeth er meget dygtig til sit arbejde med at mobilisere kvinderne i landsbyerne, mangler hun helt klart gå-på-mod til at kontakte udenlandske donorer eller endda personer fra andre miljøer i Tamil Nadu. Hendes mistro til indere, som ikke er dalitter, kan også være med til at begrænse DWDS muligheder for at finde alternative indkomstkilder. Det synes at være begrænset, hvor meget Svalerne på nuværende tidspunkt kan gøre for at give Mary mere selvtillid og gå-på-mod. Derimod kan man overveje at støtte medarbejdernes udvikling og uddannelse. Det er flot, at medarbejderne fortsat er så loyale overfor DWDS. Den komplicerede udfasningsproces som vi står i med DWDS burde givet anledning til eftertanke hos Svalerne: Svalerne støtter først og fremmest små organisationer, som aldrig tidligere har modtaget finansiel støtte fra udenlandske donorer. Vi burde derfor spørge os selv, hvor stort et ansvar vi har i forhold til at forbedre organisationens muligheder for at få støtte fra anden side? Hvilke erfaringer og kompetencer mener vi, at partnerne skal stå tilbage med, når det finansielle samarbejde slutter? Selvom Svalerne ønsker et så jævnbyrdigt forhold som muligt til partneren, har vi mange usagte forventninger i forhold til partneren, som kommer i spil, når samarbejdet bliver afsluttet. Det er en god idé at italesætte alle forventninger fra begyndelsen og undervejs i projektforløbet at holde øje med tendenser til afhængighed fra partnerens side. Anbefalinger til næste års kontaktrejse Hvordan ser medarbejdersituationen ud, og hvad er medarbejdernes forhåbninger og planer for fremtiden? Det kan anbefales at have et møde alene med medarbejderne, for det nåede vi ikke i år. Status for donorsøgningsprocessen: Hvilke konkrete tiltag er der blevet gjort for at finde nye indkomstmuligheder? Status for Mary Elisabeths uddannelse indenfor engelsk og IT. Har hun gennemført det? 12

Sangambesøg i Mottopalayam Kontaktrejsens første sangambesøg foregik i landsbyen Mottopalayam. Mødet fandt sted i en landsbygade, som var præget af små, hvide huse, der er betalt af myndighederne. Sangamen har eksisteret i 6 år og denne dag var der omkring 20 kvinder tilstede (der er flere end det i sangamen) og en del børn, som alle satte sig ned omkring os. Kvinderne, der alle er dalitter, fortalte os, at de havde gode relationer med højkasterne i landsbyen, og at de kasterelaterede problemer blev reduceret efter, at sangamen blev dannet. For eksempel har de i den lokale tebutik tidligere fået serveret te i andre glas end højkasterne. Men denne form for diskrimination blev stoppet, da de klagede til myndighederne. De fortæller også, at de har fået to små vandtanke, og at de gerne vil have en stor. De holder et månedligt møde i sangamen, og gruppen er organiseret sådan, at der er en leder, en sekretær og en kasserer. 5 til 6 af kvinderne kan læse og skrive, mens alle medlemmerne kan skrive deres navn, og alle børnene er begyndt at gå i skole efter, at sangamen blev oprettet. Før i tiden vidste de ikke, hvorfor uddannelse var vigtigt, men det ved de i dag. Før i tiden stillede de ikke kritiske spørgsmål til folk, som skulle bruge deres underskrifter, men det gør de i dag, og de får børnene til at hjælpe dem med at læse. De laver også opsparing i sangamen: hvert medlem betaler 50 rps på et halvt år og de penge bliver lånt ud til de andre medlemmer i gruppen, hvis der skal være bryllup eller fødsler. Medlemmerne har deltaget i nogle rallies imod ekspropriering af landbrugsjord til industrien. De fleste kvinder arbejder som landbrugskulier og er derfor afhængige af landbrugsproduktionen. Noget af deres eget land er også blevet overtaget af en velstående person, men den sag er nu ved at blive behandlet af myndighederne. I år er der kommet 13 nye medlemmer i sangamen og flere af dem var med til vores møde. De fortalte, at de var kommet med i sangamen, fordi de gerne ville komme ud af deres huse og lære nye ting. Mary Elisabeth havde selv introduceret dem til sangamen. I en diskussion om højere medlemsafgift til DWM fortalte medlemmerne, at de gerne ville betale for deres egen transport og frokost, når de skulle til seminarer. Men de havde ikke mulighed for at betale en højere medlemsafgift. Kulturelt program Nytårsaften besøgte vi landsbyen, Puttipattu, hvor der blev afholdt et kulturprogram med dans og gadeteater for beboerne. I landsbyen bor der hovedsageligt dalitter og den lignede lidt den landsby vi havde set dagen før, bortset fra at den nok var lidt fattigere. Her havde folk også fået små regeringsbyggede huse og en cementvej. Vi blev bedt om at sidde på plasticstole sammen med Mary og nogle mere prominente personer fra landsbyen, mens Marys mand sang for i festlighederne. Festligt udklædte børn optrådte med fine dansenumre, og der var adskillige teaterstykker om dalitternes kamp for et bedre liv og om vigtigheden af samarbejde blandt dalitterne. Hele aftnen blev der sunget særlige dalitsange og både børn og voksne sang med. Før turen gik tilbage til hotellet i Vellore, var der arrangeret middag i det lokale tempel. 13

Besøg hos GREAT GREAT har sendt en ansøgning med anmodning om éngangsstøtte til et projekt med fokus på organisering af jordløse dalitkvinder i 7 landsbyer. Ebbe Primdahl besøgte organisationen og konkluderede, at 1) det var en meget kristen organisation med hovedkvarter på en kristen skole og, at der var et missionerende element i deres arbejde, og 2) at målgruppen for aktiviteterne er noget mere velhavende end dem, som Svalerne plejer at støtte. Derfor har organisationen efterfølgende fået afslag på deres ansøgning. 14

Til møde med en af RPWO s selvhjælpsgrupper i Rettiyar Palayam (Foto: L. Nolle) 15

Besøg hos Rural People s Welfare Organization (RPWO) Program 1. dag: Møde med Kumar og medarbejderne i kontoret ved Chengam Besøg i Irula landsby 13 km fra Chengam, tæt ved Bangalore Main Road 2. dag: Møde alene med Kumar Møde med Kumar og medarbejdere og diskussion om den nye ansøgning Besøg i Irula landsby ca. 50 km fra Chengam Afsluttende diskussion med Kumar og medarbejdere Vi ville gerne have mødt én af de fire mandesangams, men fik at vide det ikke kunne lade sig gøre, fordi de ikke fungerer så godt. 1. Baggrund og besøgets formål Svalernes samarbejde med RPWO startede i 2003 med støtte til et etårigt kjolesyningsprojekt. Dernæst har vi fra 2004 støttet et treårigt tribal empowerment projekt for Irulaer med udgangspunkt i 15 kvinde SHG ere og fire mandesangams i Tiruvanamalai og Dharmapuri distrikt. Den treårige projektperiode er nu forbi, men RPWO har sendt os en ny treårig ansøgning med henblik på, at fortsætte deres arbejde i de 15 landsbyer i endnu 3 år. Denne ansøgning blev godkendt af Svalerne inden Kontaktrejsen. Formålet med besøget var dels at evaluere det første treårige projekt og dels at diskutere det nye projekt med leder og medarbejdere i RPWO. 2. Medarbejdere Medarbejderne i RPWO virker alle meget engagerede og deltog på lige fod med Kumar i vores samtaler. Der er kun én kvindelig medarbejder, Mahadevi, som arbejder i de landsbyer, der ligger tættest på Chengam. Det er meget svært for kvindelige medarbejdere at arbejde i de landsbyer, som ligger længst væk, idet det ofte tager meget lang tid at komme derhen, og det ikke er sikkert for en kvinde at rejse alene med bussen sent om aftenen. Desværre havde Mahadevi ikke mulighed for at deltage særlig meget i vores møde og diskussionerne, fordi hun havde ansvaret for at tilberede frokost. Derfor gjorde vi opmærksom på, at det var meget vigtigt, at alle medarbejdere kan deltage i vores diskussioner, og at de til næste år enten kan ansætte en kok eller kan købe frokosten udefra. Mahadevi kom med på ét landsbybesøg, men deltog desværre ikke i besøget i den landsby, som lå 50 km fra Chengam. Det havde ellers været en oplagt mulighed for hende at se denne landsby, eftersom RPWO havde lejet en jeep til turen, og de samtidig benyttede muligheden til at tage alle medarbejdere med på landsbybesøg. 16

Medarbejderstaben er siden sidste år blevet udvidet med en læge, som arbejder frivilligt for organisationen og underviser landsbybeboerne i at bruge akupunktur og naturmedicin til behandling af forskellige lidelser. Lægen taler meget godt engelsk, og var god til at supplere tolken. 3. Status for aktiviteter i 2007 3.1 RPWO Kontoret: Sidste år flyttede RPWO til et nyt kontor små tre km fra taluk hovedstaden Chengam. Kontoret indeholder et stort rum og 2 små lokaler, køkken og toilet og vaskerum i baggården. Udover at være kontor for leder og medarbejdere, bliver stedet brugt til at afholde kurser for medlemmerne af de forskellige SHG ere. Der har været nogle problemer med RPWO s engelske oversætter, men de har fundet en ny oversætter, som har gjort et godt stykke arbejde med den nye ansøgning. Træning af medarbejdere: Siden sidste kontaktrejse har medarbejderne deltaget i to dages træning i field approach og kommunikation, i field survey og i kulturprogrammer. Derudover har lederen Kumar deltaget i 10 dages juridisk træning og træning i forhold til kaste og stammerelateret vold. Han har dermed fået viden om, hvordan man registrerer en voldssag hos politiet, og hvem man skal henvende sig til i forhold til erstatning, hvis man bliver skadet som følge af communal (religiøs relateret) vold. Medlemskab af netværk: RPWO er medlem af Tamil Nadu Adivasi Federation (TAF). I forbindelse med dette medlemskab deltog de i en demonstration for stammefolks rettigheder den 17. November 2007. Anthony Stevens: På sidste års kontaktrejse blev det foreslået, at RPWO skulle kontakte Anthony Stevens med henblik på et samarbejde. Det har Kumar ikke nået, og han vil gerne kontakte Stevens pr brev, inden han inviterer ham. I lighed med Mary Elisabeth hos DWDS fornemmer vi en usikkerhed ved at invitere Anthony Stevens, som kan skyldes hans position som professor fra storbyen Trichy. Igen forklarer vi, at Stevens er en venlig mand, som ikke forventer så meget. Samarbejde med myndigheder: Det går godt med samarbejdet med Forest Department i Tiruvanamalai, og det er lykkedes at få regeringsstøtte til at købe får i to landsbyer. Arbejdsgang og metoder i RPWO: Hver dag tager Kumar eller en medarbejder ud for at besøge en landsby. I hver af de 15 kvinde SHG ere, som de arbejder i, bliver der afholdt et ugentligt møde, som feltarbejderne fra RPWO skal deltage i for at skrive referat. Hver lørdag er der personalemøde, hvor eventuelle problemer fra landsbyerne bliver skrevet ned. Hvis det er nødvendigt at kontakte district collectoren eller Forest Department i Tiruvanamalai gøres det om mandagen. Vi får at vide, at nogle SHG medlemmer selv tager til Tiruvanamalai for at kontakte myndighederne uden, at RPWO skal ledsage dem. Det var dog ikke tilfældet med den ene af de to SHG ere, som vi var ude at besøge, og som helt tydeligt afhang af RPWOs initiativ og støtte. 17

Kvinderne i SHG erne har lært at skrive deres navn, men de fleste kan hverken læse eller skrive. Dermed afhænger de af RPWOs hjælp til at udforme de vigtige ansøgninger (petitions) til myndighederne, som skal skaffe dem de basale hjælpemidler som elektricitet og vandtanke til landsbyen. For at kunne arbejde med Irulaerne har medarbejderne sat sig ind i deres juridiske rettigheder, livsstil, økonomiske forhold og deres ressourcer. Hyppige møder og regelmæssig tilstedeværelse synes at være en god måde at skabe tillid til Irulaerne og til at løse problemer. RPWO fortalte, at andre Irula landsbyer har hørt om SHG erne og har kontaktet RPWO med henblik på at oprette en lignende SHG. Dermed bliver nyheden om RPWOs arbejde spredt til andre steder, hvilket viser, at der kan være et reelt behov for hjælp i andre Irula landsbyer. Udfordringer med arbejdet: Medarbejderne fortalte, at det ofte kan tage halvandet til to år at etablere en SHG både på grund af landsbyernes isolerede beliggenhed og mistænksomhed fra de mandlige landsbybeboeres side. RPWO bruger taler og sange og kulturelle programmer til at samle folk fra landsbyerne og give dem deres budskab. Derudover har RPWO problemer med nogle personer udenfor Irula landsbyerne. En enkelt Panchayat præsident forbød dem for eksempel at komme til en landsby, og RPWO føler sig overvåget af enkelte personer. De fortalte også, hvordan lokale embedsmænd undrer sig over, hvorfor Irulaerne pludselig kan udarbejde ansøgninger og spekulerer på, hvem der har hjulpet dem med det. Ifølge RPWO er forholdet mellem Irulaerne og højkasterne dog blevet forbedret, fordi Irulaerne har fået mere viden om deres rettigheder. Derimod kan der være problemer mellem Irulaer og dalitter, idet de tilsyneladende konkurrerer om de samme ressourcer. Et andet problem er, at medarbejderne ofte har meget lange arbejdsdage i landsbyerne på grund af den isolerede beliggenhed og manglende busforbindelser. Bevidsthedsgørelse: Det er RPWOs mål, at Irulaerne får kendskab til deres rettigheder, og at de mødes i SHG erne for at arbejde for en bedre økonomisk fremtid og levestandard. I fremtiden vil RPWO gerne arbejde med Irula børnene. Visionen er, at børnene skal have en bedre position i samfundet gennem uddannelse, så de ikke behøver at lave deres forældres arbejde. Kumar mener, at den ældre generation er for ydmyg, og det er svært at gøre dem mere stolte af deres identitet som indfødte. RPWO og Kumar ser derimod fremtiden i den nye generation og mener, at børnene er nemmere at arbejde med end den voksne generation. Vi påpegede, at det virker som om, at kvinderne i SHG erne er kommet langt og allerede har fået en vigtig viden om deres rettigheder, men Kumar mente, at det er begrænset, hvor langt de kan nå med de voksne. Selvom Irulaerne måske siger, at de ikke er bange for de lokale myndigheder, så mener Kumar, at de alligevel er meget bange. Det er derfor en lang proces at arbejde med empowerment af Irulaer. Projektets bæredygtighed: Vi spurgte, hvad RPWO mente, der ville ske med SHG erne, hvis RPWO en dag trækker sig ud. Kumar fortalte, at han ofte siger til kvinderne, at de skal blive stærke, fordi RPWO ikke kommer til at være hos dem altid. Men kvinderne vil fortsat gerne modtage støtte fra RPWO og beder dem om at blive. Han mener ikke, at kvinderne vil kunne forstå det, hvis man gav dem en deadline for, hvornår RPWOs støtte 18

ophører. Det mener han hænger sammen med deres analfabetisme. (Dette spørgsmål kan man måske stille ved et SHG møde). 3.2 Målgruppen Certifikater: Irulaerne er afhængige af at kunne bevise deres identitet overfor myndighederne gennem særlige Schedule Tribe (ST) certifikater. Men ifølge RPWO er dette certifikat meget svært at få, hvorimod de andre certifikater, der er relateret til jordrettigheder og basale velfærdsgoder som elektricitet, vand og veje, er noget nemmere at opnå. Det er nemmere for stammefolk, som bor i bjergområder at få det særlige ST certikat end for dem, som bor i lavlandet, idet stammefolkene i bjergene i højere grad synes at leve op til myndighedernes definition af en tribal sammenlignet med Irulaerne i lavlandet. Derudover kræver mange lokale embedsmænd bestikkelse for at udstede ST certifikater, og det har de fattige Irualer ofte ikke råd til at betale. Siden sidste år har RPWO i samarbejde med landsbybeboerne udarbejdet 78 ansøgninger om ST certifikater og 32 ansøgninger for personer, som lever under fattigdomsgrænsen. Hvis de 78 ansøgninger om ST certifikater ikke bliver godkendt, planlægger RPWO at lave en protestaktion. Panchayati Raj deltagelse: For at kunne stille op til Panchayat valget og få de pladser, der er reserveret til personer fra ST kategorien, skal man have et ST certifikat. Uden adgang til de reserverede pladser er det ofte ikke muligt at komme ind i lokalpolitik. Til valget i 2006 lykkedes det 2 eller 3 personer fra projektområdet at blive ward medlemmer (medlemmer af det lokale Gram Panchayat råd). RPWO håber, at flere får mulighed for at stille op til det næste Panchayat valg i 2010. Træning af SHG medlemmer: I årets løb har der været 3 dages lederskabstræning på RPWOs kontor for 3 medlemmer fra hver SHG. Derudover har der været et kursus i social analyse for 3-5 medlemmer fra hver SHG. Det er ofte lederen, sekretæren og animatoren fra hver SHG, som deltager i kurserne. Derefter beretter de om kurset for de andre medlemmer. Mande-sangamerne: Mændene afholder tilsyneladende ikke regelmæssige møder ligesom kvinderne. Derimod mødes de kun, når der er problemer med certifikater og når myndighederne skal kontaktes. Dog sker det, at både mænd og kvinder i landsbyen mødes for at diskutere fælles problemer. RPWO forklarede, at mændene ofte migrerer til Bangalore, Chennai og Thirupur. Her arbejder de enten som landbrugsarbejdere eller laver mursten. Skole drop-out problematikken: Hvis begge forældre forlader landsbyen, som følge af arbejdsmigration, bliver børnene ofte taget ud af skolen for at følge med dem. Hvis det kun er mændene som migrerer, er det ofte drengene, der bliver taget ud af skolen. Dermed går børnene glip af en værdifuld uddannelse, idet det er uvist om, de har mulighed for at gå i skole de steder, hvor deres forældre arbejder. RPWO har sørget for, at en gruppe migrantbørn er blevet placeret i en ashram skole i Pondicherry ved navn Sri. Vast Ashram International Euchos Spirituality Centre. Da vi besøger en af de landsbyer, hvor børnene kommer fra, viser det sig at der ikke rigtig 19

foregår noget arbejdsmigration, og at børnene kom på skolen, fordi de var underernærede, hvilket er et generelt problem i Irula landsbyerne. Malkeprojekt: RPWO har ansøgt om et meget stort regeringslån til to malkeprojekter i to landsbyer. Lånet er på 375.000 rps. og er ved at blive godkendt af myndighederne. Det er meningen, at RPWO skal administrere projektet, men vi lagde mærke til, at der ikke er indskrevet nogen administrativ betaling til RPWO i ansøgningen. Medarbejderne forklarede, at det er fordi ansøgningen er til myndighederne, og RPWO har ansøgt på vegne af de to SHG ere. Det er åbenbart kun personer fra ST, som kan ansøge om dette lån, og hver SHG bliver bedømt ud fra deres evne til at betale lånet tilbage. SHG erne har allerede fået besked om, at de kan få lånet og venter kun på, om de kan få lånet på særlige lempelige vilkår. Ansøgningen blev sendt i juli 2007, og de regner med at få endelig besked inden for 1 til 6 måneder. Vi har fået en kopi af ansøgningen, som er blevet fordelt til Indiensudvalgets medlemmer. 4. Den aflyste tur til Danmark Det var meningen, at Kumar skulle have deltaget i turen til Danmark i september 2007 sammen med Mary Elisabeth fra DWDS og Ursula fra Fewin. Han forklarede, at det ikke var muligt for ham at komme til Danmark, fordi han havde store problemer med at få et pas. Politiet besøgte ham, som de skal for at bekræfte hans adresse. Derefter var det meningen, at de skulle sende hans oplysninger videre til paskontoret, som skulle udstede hans pas. Men han hørte ikke fra dem i lang tid. Kumar mener, at politiet ikke har sendt rapporten videre til paskontoret. Derudover krævede de bestikkelse fra ham, som han ikke ønskede at betale. Han har endnu ikke modtaget sit pas, men håber at det kommer på et tidspunkt. Han er ked af, at han ikke kunne komme, og så det som en meget stor mulighed der gik tabt. 5. Diskussion om det nye projekt Vi havde en lang diskussion om det nye projekt med Kumar og medarbejderne. Følgende emner blev diskuteret: Træning af medarbejdere og deltagelse i seminarer udenfor projektområdet: På det første år af projektet er træningen baseret på de specifikke problemer, landsbyerne kæmper med. Træningen er endnu ikke fastlagt, fordi der først skal laves en behovsundersøgelse. Vi gjorde opmærksom på, at Svalerne er meget interesserede i at vide hvilken slags træning, de ønsker at deltage i. I ansøgningen står der, at Kumar skal deltage i konferencer om adivasis (indfødte folk). Sidste år deltog han i en konference i Delhi, men han har ofte ikke tid til at deltage i konferencer udenfor projektområdet, og han er åben overfor, at andre fra medarbejderstaben kan deltage. Deltagelse i konferencerne er dog på egen regning, fordi der ikke er afsat penge til det i budgettet. Men siden deltagelse i konferencer er en del af projektansøgningen, bemærkede vi, at det også burde være en post på budgettet. Men både leder og medarbejdere mente, at træningen af medarbejdere er vigtigere end deltagelse i konferencerne. Derudover bliver deres deltagelse i konferencer nogle gange sponsoreret af dem, som afholder konferencerne. 20

Arbejdet med SHG erne: I det nye projekt vil RPWO gerne arbejde med ungdoms sangams, som består af unge mænd i alderen 18-35 år. Dog pointerer de, at disse grupper kun eksisterer ved navn og ikke fungerer i realiteten. Man kan dermed undre sig over, hvorfor de alligevel vil fortsætte med at arbejde med denne gruppe, hvis det ikke hidtil har fungeret? Kvinde SHG erne er for gifte kvinder eller ældre kvinder, som enten er ugifte eller enker. Der er for det meste ingen ugifte kvinder i SHG erne, fordi de bliver giftet bort til andre landsbyer i en ung alder. Ofte kommer unge ugifte kvinder ikke ud af deres hytte. Som følge af regeringens regler for SHG ere er det vigtigt, at de er mindst 12 kvinder i hver SHG, og hvis én kvinde forlader gruppen, skal de finde en erstatning. Aftenskolen: RPWO ønsker at oprette en aftenskole for børn i skolealderen. Det skal være et sted, hvor både drenge og piger kan få ekstra hjælp med skolearbejdet, og samtidig skal de få viden om deres egen kulturelle baggrund og identitet som Irulaer. Læreren skal have afsluttet 12. klasse og kan enten selv være Irula eller komme udefra. I første omgang skal skolen være i én landsby. Føderationen: RPWO ønsker at oprette en føderation i projektets sidste år. Den skal bestå af 45 medlemmer; 3 fra hver af de 15 kvinde SHG ere. De skal sammen vælge en leder og en sekretær etc. Lederen af føderationen skal kunne kommunikere med folk fra alle landsbyerne. Det er meningen, at føderationen med tiden skal blive uafhængig af RPWO og selv klare deres problemer, og RPWO skal stå i baggrunden og være en støtte. RPWO ønsker ikke, at føderationen skal repræsentere RPWO til politiske rallies, fordi de er bange for at få problemer med myndighederne. Føderationen skal først oprettes på 3. år af projektet, fordi det tager så lang tid at samle folk. Selvom kvinderne i SHG erne er blevet informeret om ideen med føderationen, har de endnu ikke rigtig reageret på det. Vi får at vide, at der findes mange af sådanne føderationer for indfødte folk i Tamil Nadu. Ifølge RPWO eksisterer der 42 føderationer i Tamil Nadu, hvoraf 36 er accepteret af regeringen. Der skulle eftersigende være 6 føderationer for Irulaer i TN (I Ariyalur, Jayamkondan, Sengalpattu, Thandaraipattu, Erode og Thalavadi). RPWO kender ikke til SEAS, som jo har oprettet Irula føderationer i tre talukker i Kancheepuram distriktet. Både aftenskolen og føderationen er pilotprojekter, og de vil blive evalueret efter et års tid. Vi opfordrer dem til allerede på nuværende tidspunkt at overveje, hvad der skal ske med dem og til at informere Indiensudvalget, hvis der sker ændringer. Vi gør også opmærksom på, at ikke alle ændringer vil blive accepteret. For eksempel hvis de vælger at ændre aftenskolen til en kostskole, hvilket Svalerne ikke har mulighed for at støtte økonomisk. RPWO havde selv en kommentar til det første års budget. De har søgt om 78 ST certifikater og ønsker at lave en rally, hvis de ikke får disse certifikater fra myndighederne. Derfor overvejer de at flytte et beløb fra posten med de kulturelle programmer til posten med mass petition projekter. Vi opfordrede dem til at skrive et brev til Indiensudvalget omkring disse ændringer. 21

6. Fremtiden for RPWO I forbindelse med diskussionen om den nye ansøgning præsenterede RPWO et brev for os, som de ville have sendt inden vi tog til Indien. I brevet udtrykker de den førnævnte frustration over at arbejde med de voksne Irualer, og deres ideer med at fokusere på børnene. Derudover vil de gerne lave indkomstgenererende aktiviteter for mandesangamerne, så mændene undgår migration og kan supplere deres daglejerindkomst. Vi gjorde dem opmærksom på at eventuelle større ændringer i den nye projektansøgning først skal diskuteres i Indiensudvalget, inden det kan gennemføres. RPWO ønsker ikke at ændre i det allerede godkendte projektforslag, men ser det som et forslag til et nyt treårigt projekt, som de gerne vil have Svalerne til at støtte, når det nuværende projekt slutter om 3 år. I forbindelse med denne diskussion fandt vi det relevant og nødvendigt at bringe emnet udfasning på banen, selv om projektet først bliver afsluttet om 3 år. Vi forklarede dem at Svalerne ikke plejer at støtte kostskoler, samt at vi måske trækker os ud af projektet efter de 3 år er gået. Derfor opfordrede vi dem til: 1) at allerede nu begynde at finde en ny donor til om 3 år, når vi måske trækker os ud af projektet. Vi anbefalede dem for eksempel at kontakte Action Aid, som også støtter stammefolk, og som har et stort kontor i Bangalore. Vi har på fornemmelsen, at det kommer til at tage noget tid, før de kan finde en anden donor. 2) at finde en anden donor til deres kostskoleprojekt De gav udtryk for, at det er meget svært at finde en anden donor, og vi gav nogle gode råd til, hvordan de kan finde en. Kumar og medarbejderne er aldrig blevet trænet i at skrive ansøgninger til potentielle donorer, men den seneste ansøgning var meget god. De har tilsyneladende ikke modtaget et anbefalingsbrev fra Svalerne, som de kan bruge, når de skal sende nye ansøgninger og de har ikke internet, hvilket gør at de må bruge andre kilder til at finde oplysninger om donorer. 7. Vurderinger og konklusioner Kumar og medarbejderne i RPWO har lavet et meget stort stykke arbejde, og det virker som om, at det er lykkedes dem at etablere et tillidsbånd til især kvinderne i Irula landsbyerne. Det er derimod sværere for dem at skabe samme gode relation til Irula mændene og til højkasterne og lokalpolitikerne i området. Baseret på deres selvstændighed i forhold til at finde nye projekter og navigere indenfor statens støtteprogrammer, virker det som om, at de vil kunne skaffe en ny donor, når støtteperioden er overstået. De har ikke samme afhængighedsforhold til Svalerne som DWDS. Dog skal vi være opmærksom på, hvorvidt RPWO er ved at ændre fokus i deres arbejde fra de voksne til børnene. Selvom der er store problemer med underernæring, som især går ud over børnene, er det begrænset hvor meget det kan afhjælpes ved at oprette kostskoler for et fåtal af børnene. Ikke desto mindre er det værd at overveje, hvad man hos Svalerne mener om et skift i målgruppe. På næste års rejse kan man måske tage en lignende diskussion med RPWO om empowerment af Irulaer og hvilke udfordringer det giver. Især mener jeg at det er nødvendigt at diskutere muligheden for et alfabetiseringskursus eller aftenskole for nogle af kvinderne i SHG en. Det kan gøre 22

SHG erne mere uafhængige af RPWOs hjælp i forhold til at afholde møder og udarbejde petitions. Anbefalinger til næste års rejse: Status på det første år af det nye projekt: er der sket nogle ændringer med projektet? Hvad er deres hovedinteresse nu og hvilket forhold har de til hhv. forældregenerationen og børnene? Status på malkeprojektet og andre projekter, som RPWO selv har startet Ændringer i medarbejderstaben - vær opmærksom på hvilken rolle den kvindelige medarbejder spiller, og om hun skal lave frokost under besøget, og derfor ikke kan være tilstede. Deltagelse i aktiviteter og seminarer i adivasi netværk og samarbejde med andre NGO ere i projektområdet Kontakt til andre donorer: man kan evt. lave noget undervisning i donorkontakt Hvis der er tid kunne det være en god idé at tage en diskussion om omfanget af migration samt hvad RPWO mener med bæredygtighed i forhold til deres arbejde med Irulaerne. De tager mange selvstændige initiativer og synes ikke at være bange for at sige deres mening. Besøg i landsbyen Thandampattu Thandampattu er en lille Irula landsby beliggende på en bakke lidt væk fra hovedvejen mod Bangalore. Fra bakken er der udsigt til et helt fantastisk landskab med skovklædte bjerge og grønt så langt øjet rækker. Rundt om hele bakken er der små lerklinede hytter med tage af palmeblade. Vi blev modtaget af kvinderne fra en af landsbyens to SHG'ere og bænket i en lille hytte på 15 m2. Der er stort set ikke andet end to indiske senge og et lille aflukke til et køkken og en hems med nogle få ejendele. Her bor SHG'ens præsidenten og hendes mand i, hvad vi senere fik oplyst, var landsbyens største hus. Halvdelen af landsbyen syntes at være tilstede samt alle medarbejderne i RPWO, så der var ikke så meget plads til kvinderne fra SHG en, som vi egentlig var kommet for at møde. Men det lykkedes omkring 5 kvinder at få plads på en måtte på gulvet foran os. Mens vi snakkede med kvinderne begyndte en mand at råbe op om hans utilfredshed med myndighedernes behandling af dem. Tidligere på dagen var der kommet nogle lokale embedsmænd, som skulle se på landsbyen, før de beslutter om de skal have en vandtank. En stor vandtank står lige neden for bakken, men den tilhører de andre beboere i områder, og det virker ikke som om at landsbybeboerne må bruge den. Vandtanken er en af de ting, som kvinderne i SHG erne har ansøgt om at få. Derudover er det indtil videre lykkedes dem at få elektricitet, gadebelysning og vejbelægning til den lille landsby. Beboerne fortalte os, at de har boet 3 generationer på den lille bakke og det er først ved hjælp fra RPWO at de har formået at få lidt hjælp. Denne SHG blev dannet i 2005 og vi fik at vide af RPWO medarbejdere, at det tog 6 måneder at danne SHG'en. Medlemmerne kan ikke selv skrive ansøgningerne (petitions) til myndighederne, men tager sammen med Kumar til district collectoren i Tiruvanamalai (centrum for distriktet) for at aflevere deres ansøgninger. 23

Det betyder åbenbart meget, at de kommer der personligt og kan se, hvordan kontoret ser ud. Kvinderne fortalte også, at de samler honning og graver rødder op i bjergene omkring landsbyen, når de ikke arbejder som landbrugsarbejdere. De ønsker at blive i landsbyen i stedet for at migrere for at arbejde. Der er tilsyneladende nok arbejde at få for mændene i landsbyen, som ikke migrerer. Derimod arbejder de også i landbruget som en del af centralregeringens National Rural Employment Guarantee Scheme. Syv af børnene fra landsbyen er sendt til en ashram skole i Pondicherry på foranledning af RPWO. Andre børn går i skole i landsbyen tæt ved. En 16-årig skolepige fortalte os, at hun gerne vil være lærer en dag, så der er lidt håb for den fremtidige generation. En af kvinderne kan skrive lidt, men ellers virker det som om, at kvinderne kun har lært at skrive deres navn, hvilket bliver fremstillet som meget godt af RPWO. Det virker ikke som om, at de synes det er nødvendigt for kvinderne at lære at skrive og læse. Det er RPWO's medarbejdere, som skriver referat til SHG møderne og ikke kvinderne selv. Der bor omkring 150 beboere i landsbyen. Omkring 10 familier ud af 50 har fået certifikater på at de tilhører Schedule Tribe kategorien. Kvinderne har fået et lån på 40.000 rps fra regeringen, hvoraf de 30.000 rps er med subsidier, som de ikke skal betale tilbage. 10.000 rps skal de betale tilbage. De fortalte, at de har brugt pengene på får. Til sidst fortæller de, at de også beskæftiger sig lidt med familieproblemer og at mændene behandler dem bedre efter de har startet SHG'en. Besøg hos SHG i Rethiyar Palayam Rethiyar Palayam er en lille landsby, der ligger omkring 50 km fra RPWO s kontor i Chengam. På grund af afstanden og på trods af Svalernes generelle forholdsregel imod at blive transporteret i dyre jeeps, havde RPWO lejet en jeep, hvor der også var plads til flere af medarbejderne. På grund af afstanden til landsbyen brugte RPWO vores besøg som en mulighed for at alle medarbejdere (med undtagelse af Mahadevi) kunne besøge landsbyen. Det er efter RPWOs mening en særlig landsby, fordi det er lykkedes dem at få opfyldt en del basale rettigheder som inkluderer et stort vandtårn, elektricitet og 10 regeringsbyggede huse med toiletter til 10 af medlemmerne af den kvindelige selvhjælpsgruppe. De regeringsbyggede huse består af ét stort rum, hvor hele familien skal bo, og de koster omkring 37.000 rps. Beløbet står malet på muren foran huset, så ingen kan være i tvivl om regeringens goodwill. Vi startede med at hilse på nogle af kvinderne fra selvhjælpsgruppen og derefter fik lov til at komme indenfor i formandens nye hus og i hendes gamle hytte. Selvom hytterne i Rethiyar Palayam helt klart er i bedre stand end i Thandampattu, virker de meget mørke og indelukkede, og man skal virkelig bukke sig ned for at komme ind i hytten. De kvinder, som havde fået et nyt hus til deres familier virkede meget glade, især fordi deres hytter bliver meget medtagede under den årlige monsunregn. Det bliver interessant at se, hvordan forholdet kommer til at være mellem disse familier og de andre familier, der bor i de små hytter. 24