HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. april 2017 Sag 295/2016 B (advokat Claus Bonnez, beskikket) mod Direktoratet for Kriminalforsorgen (selv) I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Herning den 12. maj 2016 og af Vestre Landsrets 11. afdeling den 12. september 2016. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Jon Stokholm, Lars Hjortnæs, Kurt Rasmussen og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, B, har nedlagt påstand om, at indkærede, Direktoratet for Kriminalforsorgen, skal anerkende, at han skulle have været prøveløsladt den 20. januar 2016, hvor to tredjedele af straffen var udstået, således at direktoratets afgørelse af 18. januar 2016 ophæves. Subsidiært har han påstået, at sagen hjemvises til direktoratet med henblik på fastsættelse af vilkår for prøveløsladelse. Direktoratet for Kriminalforsorgen har påstået stadfæstelse. Sagsfremstilling B blev ved Østre Landsrets ankedom af 13. marts 2014 idømt fængsel i 3 år og 6 måneder for bl.a. samleje og anden kønslig omgængelse med sin mindreårige datter begået over en fireårig periode indtil 2007.
- 2 - I Statsfængslet Midtjyllands handleplan for B hedder det bl.a.: Bolig: Indsatte har en 1½ vær. lejebolig X-vej, 2sal th. 4700 Næstved. Han fortæller, at han gennem 17 år har boet i lejlighed, de seneste 4 år sammen med ægtefælle og hendes datter. Familie og andet netværk: Indsatte er gift med H, der har to døtre på 13 og 16 år. Den ældste bor for sig selv i en ungdomsbolig. Selv har han en søn på 25 år og en datter på 24 år (forurettede) fra første ægteskab. Vurdering og indsatsområder: 20.05.14. Marianne Gunneskov, psykolog: Indsatte er egnet, men ikke motiveret for psykiatrisk/sexologisk behandling i Netværket fordi han er kategorisk benægtende omkring det pådømte. Heri skjules en vis risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet og en latent bekymring for den 13-årige hjemmeboende steddatter. Der er for det pådømte en vis recidivrisiko tilstede først og fremmest på baggrund af indsattes kategoriske benægtelse, særlige personlighedsmæssige træk (forstyrrer psykisk udvikling med ustabile emotionelle relationer til følge) og at han ikke tidligere er dømt for sædelighedskriminalitet. Recidivrisikoen vurderes at kunne mindskes såfremt der i forbindelse med udgange og evt. prøveløsladelse er vilkår om ikke at have kontakt til piger under 18 år. D. 23.11.15 Tanja Lerche/ socialrådgiver: Efter anmodning om udtalelse fra Psykiatrisk center, sexologisk klinik/københavn, til behandling af prøveløsladelse er indgået udtalelse vedr. behandlingsforløb. Af udtalelse fremgår, at det efter 4 sessioner, d. 18.11.15 er besluttet, at afslutte forløbet, idet B er benægtende if. til det pådømte. Af Bs personjournal for den 22. september 2015 fremgår bl.a.: Indsatte har været mødebehandlet med henblik på uledsaget udgang igen. Genbehandlingen skyldes nye oplysninger fra de sociale myndigheder vedr. det barn der er på udgangsadressen. De nye oplysninger er af sådan karakter, at det giver anledning til revurdere misbrugsrisikoen ved uledsaget udgang. På den baggrund gives der afslag på uledsaget udgang. Indsatte orienteret og klagevejledt.
- 3 - I Kriminalforsorgens indstilling af 18. januar 2016 vedrørende prøveløsladelse efter straffelovens 38, stk. 1, hedder det bl.a.: 23.11.15: Udtalelse fra psykiatrisk center/sexologisk klinik, København. B har under samtlige samtaler fastholdt, at han ikke har vbegået den kriminalitet han er dømt for udover, han har erkendt, han har berørt forurettedes bryster; men det skal angiveligt være sket under voldsomt pres fra hendes side, da hun angiveligt ville have ham til at undersøge dem for cancer. Han har således fremdeles været benægtende. det kan mulgvis bidrage som en forhindring for han at erkende mere, da hansnuværende ægtefælle og steddøtre angiveligt tror ham. han har formuleret personlighedsmæssige problematik omkring grænsesætning og et problematik omkring tilbøjelighed til at indgå i problematiske parforhold, men givet behandling i medfør af ordningen skal have udgangspunkt i den pådømte kriminalitet, hvoraf en væsentlig del derfor bør erkendes, synes det ikke muligt at behandle B efter de afstukne retningslinjer for ordningen. I henhold til step care modellens trin synes han end ikke at nå trinnet erkendelse af en væsentligdel af det pådømte. I overensstemmelse hermed besluttedes det derfor i temaet ved konf. 18.11.15 at afslutte forløbet her. han vil blive orienteret særskilt. Den 18. januar 2016 traf Direktoratet for Kriminalforsorgen afgørelse om, at B ikke kunne løslades på prøve i medfør af straffelovens 38. I afgørelsen hedder det bl.a.: Vi mener ikke, at din klient kan prøveløslades nu, fordi der er for stor risiko for, at han vil begå ny kriminalitet, som ikke er bagatelagtig. Det mener vi, fordi: - Han er idømt en straf af fængsel i 3 år og 6 måneder for samleje og anden kønslig omgængelse med egen datter under 15 år og blufærdighedskrænkelse af samme begået i perioden fra 2001 og frem til 2007, samt for besiddelse af børnepornografisk materiale begået i 2011. - Han er benægtende over for de pådømte forhold. - Det har grundet hans benægtelse ikke været muligt at vurdere hans eventuelle behov for psykiatrisk/sexologisk behandling, og det kan derfor ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. - Han har ikke afviklet uledsaget udgang, idet man som følge af ovenstående har fundet en risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet samt en latent bekymring i forhold til, at der på udgangsadressen bor en steddatter på 14 år.
- 4 - Den 19. januar 2016 anmodede B om at få spørgsmålet indbragt for retten, og den 12. maj 2016 afsagde Retten i Herning kendelse om stadfæstelse af direktoratets afgørelse. I kendelsen hedder det bl.a.: B er idømt en straf af fængsel i 3 år og 6 måneder for blandt andet samleje og anden kønslig omgængelse med egen datter under 15 år begået over en fireårsperiode. B er vurderet som egnet til psykiatrisk/sexologisk behandling, men det har på grund af hans benægtelse af de pådømte forhold ikke været muligt at iværksætte en behandling. Det kan som følge heraf ikke udelukkes, at der er en væsentlig risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet. B har på grund af disse forhold ikke opnået tilladelse til uledsaget udgangsforløb. På den baggrund finder retten ikke grundlag for at tilsidesætte Direktoratet for Kriminalforsorgens vurdering af, at en prøveløsladelse af B er utilrådelig, jf. straffelovens 38, stk. [4] Den 12. september 2016 stadfæstede Vestre Landsret byrettens kendelse med følgende begrundelse: B har været frihedsberøvet siden den 20. september 2013, hvor Retten i Næstved afsagde dom i 1. instans. Han har ikke under afsoningen haft uledsaget udgang. Der er efter det oplyste givet afslag herpå navnlig under henvisning til oplysninger om en hjemmeboende teenagesteddatter sammenholdt med Bs benægtelse af at have begået de pådømte forhold. Herefter og på baggrund af sagens øvrige oplysninger er landsretten enig med byretten i, at prøveløsladelse var utilrådelig, og at der ikke er grundlag for at tilsidesætte Direktoratet for Kriminalforsorgens afgørelse af 18. januar 2016 om afslag på prøveløsladelse under henvisning til stor risiko for recidiv til ny og ikke bagatelagtig kriminalitet. Anbringender B har anført bl.a., at han opfylder betingelserne for at blive prøveløsladt efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, idet hans forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, jf. straffelovens 38, stk. 4. Han har i perioden fra 2007 til 2013, hvor Retten i Næstved afsagde dom i første instans, været på fri fod uden at begå kriminalitet.
- 5 - Han er førstegangsafsoner, og han har uden problemer afviklet ledsaget udgang til sin bopæl. Han har endvidere haft et problemfrit afsoningsforløb uden disciplinære forhold, ligesom han under sin afsoning har været talsmand for de indsatte. Kriminalforsorgen har afvist at give ham tilladelse til uledsaget udgang, fordi han nægter sig skyldig og derfor ikke kan indgå i sexologisk behandling. På Anstalten ved Herstedvester er han fundet egnet til behandling, men ikke motiveret, idet han nægter sig skyldig. Sexologisk Klinik i København har afvist at behandle ham med samme begrundelse. Han har ikke modsat sig sexologisk behandling eller andre tiltag fra Kriminalforsorgen, men behandlerne har ikke villet lade ham undergå behandling, fordi han nægter sig skyldig. Hans fortsatte benægtelse bør ikke i sig selv føre til, at løsladelse på prøve nægtes. Direktoratet har bevisbyrden for, at der består en væsentlig risiko for recidiv til ikkebagatelagtig kriminalitet. Prøveløsladelse efter to tredjedele af straffetiden er den ordinære løsladelse efter straffeloven, og prøveløsladelse skal derfor ikke betragtes som et privilegium, som den indsatte skal gøre sig særligt fortjent til. Afslaget på prøveløsladelse er udtryk for usaglig forskelsbehandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5 (ret til frihed) og artikel 14 (forbud mod diskrimination), når indsatte dømt for seksualforbrydelser som hovedregel skal erkende det pådømte for at blive prøveløsladt på trods af, at disse dømte statistisk set har den laveste recidivprocent. Det er desuden i strid med det forbud mod selvinkriminering, der er udledt af konventionens artikel 6, at pålægge den indsatte at erkende det pådømte, idet nægtet prøveløsladelse i realiteten påfører den indsatte en yderligere straf set i forhold til de øvrige indsatte. Direktoratet for Kriminalforsorgen har anført bl.a., at Bs forhold gør prøveløsladelse utilrådelig, således at der ikke er grundlag for løsladelse efter afsoning af to tredjedele af straffetiden, jf. straffelovens 38, stk. 4.
- 6 - For personer, der er dømt for seksualforbrydelser, indgår det i direktoratets samlede afvejning med særlig vægt, om det vurderes, at der er behov for psykiatrisk-sexologisk behandling, og om den pågældende er fundet egnet og motiveret til behandling, herunder om den pågældende har accepteret og gennemgået behandlingsforløb, hvis der er behov for det. Der lægges bl.a. også vægt på, hvor lang tid den pågældende var på fri fod mellem den begåede kriminalitet og den endelige dom, om den pågældende var varetægtsfængslet i forbindelse med sagen, om den pågældende var på fri fod mellem endelig dom i sagen og påbegyndelse af udståelse af straffen, og om den pågældende har afviklet uproblematisk udgangsforløb mv. I alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Ved bedømmelsen af, om prøveløsladelse af B er utilrådelig, er der således ikke alene lagt vægt på hans benægtelse af det pådømte og hans manglende motivation for behandling. Der er også lagt vægt på bl.a., at han er dømt for en særdeles grov seksualforbrydelse, hvor overgrebene har stået på over flere år. Han er under afsoningen vurderet som egnet til psykiatrisk-sexologisk behandling, men på grund af hans manglende motivation som følge af hans benægtelse af den begåede kriminalitet blev behandling ikke iværksat. Han har ikke opnået tilladelse til uledsaget udgang, og han blev varetægtsfængslet efter byrettens dom og har været frihedsberøvet siden da. Der er som anført tale om en samlet konkret vurdering, og diverse statistikker herunder statistik for recidiv for de enkelte kriminalitetsarter er ikke afgørende i forhold til spørgsmålet om prøveløsladelse og herunder ved utilrådighedsvurderingen. Forbuddet mod selvinkriminering finder alene anvendelse i tilfælde, hvor en person er anklaget for en forbrydelse. Selvinkrimineringsforbuddet medfører derfor ikke, at myndighederne er afskåret fra også at lægge vægt på, at B ikke erkender den kriminalitet, som han er dømt for, og at det derfor ikke er muligt at vurdere, om han har behov for psykiatrisksexologisk behandling.
- 7 - Retsgrundlag Straffeloven indeholder bl.a. følgende bestemmelser om prøveløsladelse: 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået, afgør justitsministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve. Stk. 4. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter 39, stk. 2 og 3. I straffuldbyrdelsesloven hedder det bl.a.: Beslutning om prøveløsladelse 80. Såfremt den straf, der fuldbyrdes, giver mulighed for prøveløsladelse efter straffelovens 38, stk. 1, skal afgørelsen om prøveløsladelse træffes på et sådant tidspunkt, at en eventuel prøveløsladelse kan ske straks efter udståelse af to tredjedele af straffen. Stk. 2. Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af sager om prøveløsladelse, 112. Endelige administrative afgørelser kan inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af denne kræves indbragt til prøvelse for retten, hvis der er tale om 6) en afgørelse efter 80 om nægtelse af prøveløsladelse i henhold til straffelovens 38, stk. 1, I betænkning afgivet i 1923 af Straffelovskommissionen af 9. november 1917 hedder det bl.a. (sp. 110): En Hovedbetragtning er her ganske vist Ønsket om at lade de under Straffuldbyrdelsen indvundne Erfaringer faa Indflydelse paa Straffens Varighed, men ved Siden heraf gør den Betragtning sig selvstændigt gældende, at Løsladelse paa Prøve træder til som en nyttig Afslutning paa Strafbehandlingen ved at skabe en Overgangstilstand mellem denne og den fulde Frihed. Løsladelse paa Prøve er derfor tænkt som en normal Afkortning af Straffen, der kun bør udeblive, naar Fangens Forhold gør den utilraadelig, Ved lov nr. 274 af 15. april 1997 om ændring af straffeloven (om bl.a. en forstærket indsats mod seksualforbrydelser) gennemførtes en udvidet adgang til at idømme forvaring efter straf-
- 8 - felovens 70. Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget (jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, lovforslag nr. L 12, s. 97 og 103-104) fremgår bl.a.: 3. Forstærket indsats mod seksualforbrydelser 3.1. Indledning Lovforslaget omfatter endvidere initiativer med henblik på en forstærket indsats mod seksualforbrydelser, herunder navnlig seksualforbrydelser begået mod børn. Denne del af forslaget er udarbejdet i samarbejde med Sundhedsministeriet og Socialministeriet. Der foreslås en mindre lempelse af betingelserne for anvendelse af forvaring (dvs. tidsubestemt frihedsberøvende foranstaltning) efter straffelovens 70, jf. nedenfor pkt. 3.5.2. I tilknytning hertil er det hensigten at iværksætte forskellige administrative foranstaltninger, herunder en forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse seksualforbrydelser [som alternativ til frihedsstraf], jf. nedenfor pkt. 3.5.3. Også over for personer, der har begået grovere seksualforbrydelser, vil der blive tale om en øget behandlingsindsats, jf. nedenfor pkt. 3.5.4. 3.5. Justitsministeriets overvejelser 3.5.4. Afsoning og behandling ved tidsbestemt fængselsstraf Af de personer, der i dag idømmes en sædvanlig, tidsbestemt fængselsstraf, vil en del blive omfattet af den foreslåede forsøgsordning med behandling af personer, der har begået visse mindre grove seksualforbrydelser, jf. ovenfor i afsnit [3.]5.3., mens en (lille) del vil blive idømt forvaring og i den forbindelse søgt behandlet på Anstalten ved Herstedvester, jf. ovenfor pkt. 3.5.2. Også for de øvrige personer, der dømmes for en seksualforbrydelse, er der imidlertid behov for at iværksætte en målrettet behandlingsindsats. For at sikre den bedst mulige placering og behandling af disse personer er det hensigten at etablere en visitationsordning for alle personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf for seksualforbrydelser. Det er hensigten at etablere ordningen under Anstalten ved Herstedvester, hvor der oprettes en visitations- og observationsafdeling Som anført ovenfor under pkt. 3.3.2. er det erfaringen i Anstalten ved Herstedvester, at navnlig personer, der er idømt en tidsbestemt fængselsstraf, undertiden modsætter sig behandling i anstalten, selv om det har den følge, at de ikke prøveløslades, men må afsone den fulde straf. Justitsministeriet forudsætter, at der ved seksualforbrydelser i højere grad end sædvanligt gives afslag på prøveløsladelse, hvis den kriminelle ikke accep-
- 9 - terer et relevant vilkår om i prøvetiden at fortsætte en påbegyndt psykiatrisk behandling eventuelt kombineret med kønsdriftsdæmpende medicin. Af Direktoratet for Kriminalforsorgens dagældende vejledning nr. 10341 af 27. august 2015 (nu vejledning nr. 9476 af 31. maj 2016) om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, fremgår bl.a.: Forberedelse af spørgsmålet om løsladelse på prøve 5. Prøveløsladelse er forudsat som et regelmæssigt led i fuldbyrdelse af fængselsstraffe på 2 måneder og derover. I nogle tilfælde er det imidlertid oplagt, at prøveløsladelse ikke skal ske. I andre tilfælde, hvor det er tvivlsomt, om prøveløsladelse skal ske, påhviler det kriminalforsorgsområdet løbende, så vidt det er muligt, at overveje og iværksætte tiltag, som kan bidrage til, at der skabes en situation, hvor betingelserne for prøveløsladelse er til stede Utilrådelighedsvurderingen 6. Efter straffelovens 38, stk. 4, forudsætter prøveløsladelse, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelse utilrådelig. Dette betyder, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er en forudsætning, at betingelserne for prøveløsladelse er til stede, både når afgørelsen om prøveløsladelse træffes, og når prøveløsladelse faktisk skal ske. Om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig beror på en konkret vurdering. I denne vurdering indgår kriminalitetens art, tidligere kriminalitet og den indsattes personlige forhold. Længden af den straf, som kan idømmes, vil ikke i sig selv være afgørende for, om kriminaliteten kan betragtes som bagatelagtig, men vil sammen med kriminalitetens art være et moment, der indgår i vurderingen. Det bemærkes, at voldskriminalitet, uanset straffens længde, ikke betragtes som bagatelagtig kriminalitet. Afgørelsen om prøveløsladelse skal, når sagen er tilstrækkeligt oplyst, træffes ud fra en samlet afvejning af alle omstændigheder, som taler enten for eller imod prøveløsladelse. Ved denne vurdering skal der i alle tilfælde foretages en konkret og aktuel utilrådelighedsvurdering, hvor der tages stilling til, hvor stor vægt de forskellige omstændigheder skal tillægges i den aktuelle sag. Der er således ikke mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes. Visse momenter vil dog typisk indgå med særlig vægt: 7. Antallet af tidligere løsladelser og betingede domme 8. Den indsattes forhold under tidligere tilsynsperioder
- 10-9. Den nu foreliggende løsladelsessituation. Prøveløsladelse vil selvom at de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set måtte føre til afslag kunne komme på tale, hvor der skønnes at foreligge en særlig gunstig løsladelsessituation, f.eks. med hensyn til arbejds-, opholds- eller uddannelsesmuligheder, den indsattes forhold til pårørende m.v., og/eller at der under den aktuelle strafudståelse må antages at være sket en væsentlig holdningsændring hos den indsatte, som mindsker risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet. Omvendt vil afslag kunne komme på tale, hvis der foreligger en særlig dårlig løsladelsessituation med deraf følgende forhøjet recidivrisiko, også selv om de under pkt. 7 og 8 nævnte momenter isoleret set ville have ført til en positiv afgørelse Det understreges, at de under pkt. 7, 8 og 9 anførte forhold skal indgå med lige stor vægt i utilrådelighedsvurderingen. I vurderingen af, om prøveløsladelse efter 38, stk. 1, bør finde sted, indgår andre momenter end de ovenfor nævnte, herunder bl.a. følgende: 10. Ung alder 11. Kriminalitetens art. Kriminalitetens art vil have en vis betydning for bedømmelsen af risikoen for ny kriminalitet. Risiko for tilbagefald til personfarlig kriminalitet vil med større vægt tale mod prøveløsladelse end risiko for tilbagefald til (ikke professionel) berigelseskriminalitet. 12. Forhold under indsættelsen. Den indsattes forhold under indsættelsen (afsoningen og en eventuel varetægtsfængsling) skal tillægges vægt, i det omfang disse kan give anledning til at formode, at der er risiko for recidiv til fornyet kriminalitet. Højesterets begrundelse og resultat Efter straffelovens 38, stk. 1, sammenholdt med stk. 4, er det bl.a. en betingelse for, at en dømt kan blive prøveløsladt efter at have udstået to tredjedele af straffetiden, at den dømtes forhold ikke gør prøveløsladelsen utilrådelig. Sagen angår, om det efter Bs forhold var utilrådeligt at prøveløslade ham, da Direktoratet for Kriminalforsorgen traf afgørelse herom den 18. januar 2016. Af pkt. 6 i Direktoratet for Kriminalforsorgens løsladelsesvejledning fremgår om den utilrådelighedsvurdering, som efter loven skal foretages, at der ikke må foreligge en væsentlig risiko for recidiv til ikke-bagatelagtig kriminalitet, som ikke formodes at kunne begrænses ved tilsyn og eventuelle særvilkår. Det er endvidere anført, at der ikke er mulighed for at fastlægge, at visse momenter altid vil føre til, at prøveløsladelse enten meddeles eller nægtes.
- 11 - Højesteret finder, at det ved vurderingen af, om en prøveløsladelse må anses for utilrådelig, ikke kan tillægges vægt i sig selv, at den dømte ikke før eller efter domfældelsen har erkendt at være skyldig i den pådømte forbrydelse. Det fremgår da også af afgørelsen af 18. januar 2016 og grundlaget herfor, at direktoratet har vurderet, at der er risiko for recidiv til ligeartet kriminalitet, samt at B under afsoningen ikke har opnået tilladelse til uledsaget udgang, bl.a. fordi der på udgangsadressen var en hjemmeboende mindreårig steddatter. At B fortsat ikke erkender sig skyldig, har medført, at man ikke har kunnet afklare behandlingsbehovet. Højesteret finder efter en samlet vurdering, at det var utilrådeligt at prøveløslade B. Ud over den ovenfor nævnte vurdering af recidivrisikoen lægger Højesteret herved vægt på arten af den pådømte kriminalitet, hvor B gennem flere år begik grove seksualforbrydelser i familieforhold. Højesteret lægger endvidere vægt på, at B blev varetægtsfængslet efter byrettens dom og således har været frihedsberøvet siden september 2013, og at han som anført ikke har haft uledsaget udgang. Det, som B har anført om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan ikke føre til et andet resultat. Højesteret stadfæster herefter landsrettens kendelse. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.