Jomfrudans Julie Raben-Korch en slægtsroman fra Sankt Croix
Jomfrudans 1
Jomfrudans e-bog Copyright 2014 Julie Raben-Korch og Vigs Forlag Redigering: Annemarie Elkjær Korrektur: Bernadette Hamman Grafisk tilrettelæggelse: Henriette Wiberg Danielsen og Thomas Holmberg Forsidefotos: Christina Bardram Portrætfoto: Malene Lindberg Bogen er sat med Palatino 1. udgave, 09.15 ISBN 978-87-996023-1-5 Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copydan og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Det er tilladt at bringe korte uddrag i forbindelse med anmeldelser. Særlig tak til Ulrikke Juul Bondo, Forlaget Bolden 2
Julie Raben-Korch Jomfrudans en slægtsroman fra Sankt Croix VIGS FORLAG 3
Indhold Jomfruøernes historie i korte træk 7 Fra København til Sankt Croix 1890 13 Hjemme er et duftende, velkendt favntag 28 Strandgade og Rose Hill 32 Søde kartofler og ikke et ord om søsyge 36 Den slags taler man bare ikke om 41 Søndagsfrokost på la Reine 47 En blandet landhandel 57 Drømmerier i elefanttræets skygge 67 Ubehøvlede gæster bedes forlade lokalet 78 Guvernør Arendrups nytårsbal 86 Profetiske evner kan være en tung byrde 95 Oh Lord, take her soul 103 Hverdagen tikker videre, som et ur efter et jordskælv 105 Anden del Belmont, Sankt Kitts, sommeren 1893 113 Anne Barrys utrolige historie 120 Tilbage på Rose Hill 129 Den usynlige tilbeder 135 Himlen ligger for Deres fødder 139 Stakkels Alexander 148 Regentens punch og kransekage 157 Østen for sol, vesten for måne 165 Hemmeligheden i håndtasken 171 Te, kage og løs snak 177 Gid jeg var en vante på den hånd 184 De grønne enge 190 Esse quam videri 199 4
En steddatter mindre i huset er et skridt i den rigtige retning 208 Close your eyes and think of England 221 Hvedebrødsdage og hverdage 237 Kanelkager og sorte trommer 248 Midlertidigt buret inde 254 Emil Berridge Fleming 262 Ulmende utilfredshed slår ud i lys lue 272 Jomfrudans 283 Sort sommer 289 Bayrom viser vej til Paradiset 298 Kærlighedens uvejsomme veje 312 Blodets bånd er ubrydeligt 318 Agnete og løjtnanten 322 To søstre sættes på porten 326 Nina, min Nina 331 Afskedens time er blot et kort sekund 336 Epilog 344 5
6
Jomfruøernes historie i korte træk Vestindien også kendt som Jomfruøerne er en del af de frodige vulkanøer, der danner en grøn, kuperet sti tværs over den part af det Caribiske hav, som adskiller Nord- og Sydamerika. Oprindelig var øerne befolket af indianere, sandsynligvis fra waraostammen indvandret fra Orinoco-området i Sydamerika. Indianerne levede som agerbrugere på stenalderstadiet. De havde i generationer eksisteret uden andre trusler end deres egne indbyrdes stridigheder, som kunne være nok så blodige, da de var kannibaler. I slutningen af 1500-tallet skete der en afgørende vending i øernes historie. Søfareren Christopher Columbus havde dristigt efter adskillige vellykkede togter lovet Dronning Isabella af Spanien, at han ville finde søvejen til Indien. I 1493 stævnede Columbus, med skibene Santa Maria, Ninã og Pinta samt en besætning på 87 mand ud fra Spaniens kyst på vej vestpå mod Indien? Efter uger på havet uden land i sigte, var forholdene ombord ved at udvikle sig kritisk. Mandskabets oprørstrang voksede i takt med, at forsyningerne af mad og drikke truede med at slippe op. Det var forståeligt, at Columbus blev overmåde lettet, da han en tidlig morgen skimtede et bakket landskab dukke op af havet i det fjerne. I sin opløftede stemning var han overbevist om, at han havde nået sit mål: ramt søvejen til Indien. Hvorpå han døbte det, der snart skulle vise sig at være en større øgruppe, Vestindien. Ledsaget af nogle få mænd gik han i land ved den bugt, der senere blev døbt Salt River Bay, på øen Sankt Croix (Ay Ay, som indianerne kaldte den). Sømændene blev mødt af en regn af uvenlige pile. Indianerne lod sig ikke godvilligt erobre. Men i længden magtede det sårbare naturfolk ikke at forsvare sig imod de svært bevæbnede søfolk. 7
I løbet af ganske få år blev den oprindelige befolkning på øerne nedkæmpet og så godt som udryddet. Da det rygtedes, at Columbus havde opdaget nogle hidtil ukendte, frugtbare øer, strømmede det til med europæere, der var opsatte på at få deres bid af den søde frugt. Portugisere, spaniere, hollændere, franskmænd og ikke mindst danskere krigedes om øerne. Det var en lovløs tid, hvor kun de stærkeste og dristigste formåede at plante deres nationale flag i sandet. Triumfen varede oftest kort, idet europæere og pirater næsten dagligt kæmpede om herredømmet på øerne. Kolonihistoriens spæde start i Vestindien var en rå og blodig affære. Man kunne med rette undre sig over benævnelsen Jomfruøerne. Forklaringen - ifølge historiske kilder lyder på, at Columbus opkaldte øerne efter martyrerne De ellevetusind jomfruer Helgensdag den 21. oktober 1493. Dagen, hvor han endte sin rejse her. En ganske anden fortolkning fortæller, at det var den hårdkogte pirat, med det romantiserede ry, Sir Francis Drake, der gav øerne navn for at hædre sin herskerinde, Jomfrudronningen Elisabeth den første af England. Hvorom alting var, så var det sømændene, der navngav de enkelte øer. De svælgede i hellige betegnelser som Santa Cruz (Sankt Croix), Santa Johannes (Sankt Jan), Santa Thomas (Sankt Thomas), Trinidad (treenigheden på grund af øens tre bjerge) etc. Måske var det de barske mænds måde at hylde de himmelske kræfter, der havde ført dem frelst over havet. Hvem ved? Sikkert var det, at øerne blev en hellig perlekæde. En grøn rosenkrans mellem barbariske fingre. I anden halvdel af 1600 tallet forsøgte de danske handelsskibe for alvor at få fodfæste på Sankt Thomas, som havde en attraktiv, let tilgængelig naturhavn. Men trods danskernes ihærdighed, mislykkedes de første forsøg på kolonisering. De mange skuffelser dæmpede ikke danskernes interesse for øerne. Og den 11. marts 1671 oprettede Danmark Vestindisk Kompagni med kongelig tilladelse til at besætte og bebygge øen Sankt Thomas. 8
Året efter, den 26. maj 1672, plantede Jørgen Iversen det danske flag i sandet på Sankt Thomas. Efter en syv måneders lang, dramatisk sørejse tog han øen i besiddelse i Kompagniets og den danske kong Christian den V s navn. Tre år senere blev naboøen Sankt Jan lagt ind under Kompagniet. Selve koloniseringen var en opslidende kamp. Danskerne måtte til stadighed forsvare sig imod fjendtligsindede europæere og pirater. Dertil kom klimasygen, den gule feber, som havde mange liv på samvittigheden. Oven i det blev øerne fra tid til anden ramt af ødelæggende orkaner, som i løbet af få timer kunne udslette meget af det, som havde taget kolonisterne måneder at bygge op. Det varede flere år, før det lykkedes danskerne at etablere fort og bebyggelse på Sankt Thomas. Mange vil nok undre sig over, at danskerne, trods uoverskuelige vanskeligheder, fortsatte arbejdet med at få sat skik på disse fjerne kolonier. Belønningen var, at øerne var rige på eftertragtede varer som tobak, rom og råsukker. Samt træsorterne ibenholt, mahogni og det specielt stærke pokkenholttræ. Udover det var især Sankt Thomas, med sin let tilgængelige havn, en uundværlig, neutral base, hvor de danske handelsskibe kunne samle og udskibe varer fra Ostindien og de danske kolonier på Afrikas guldkyst, Guinea. Uden at være afhængige af fremmede magters forgodtbefindende og indblanding. De første år omfattede Vestindisk Kompagni alene øerne Sankt Thomas og Sankt Jan. Danmark var interesseret i Sankt Croix, men indtil videre var øen på franske hænder. Først da Frankrig, af økonomiske årsager, ønskede at afhænde kolonien, lykkedes det Danmark, den 23. september 1733, at erhverve Sankt Croix for den nette sum af 750.000 livres. Vestindisk Kompagni rådede nu over: Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Forude ventede et gigantisk pionerarbejde. Der skulle etableres fort, bebyggelse og komfort på øerne. Et årelangt projekt, som blev en bekostelig affære. Ikke alene med hensyn til menneskeliv men i stigende grad også i rede danske kroner. Danmarks konge, adel og Det Københavnske Storborgerskab måtte løbende fodre den sultne kasse. Til gengæld blev det starten på en epoke, der skulle vise sig enestående i europæisk kolonihistorie. Sankt Thomas udviklede sig, især på 9
grund af de eminente havneforhold, til at blive et handelscentrum. Og Sankt Croix viste sig at være særdeles velegnet til sukkeravl. Snart flød det hvide guld i næsten uudtømmelige strømme. Plantageejerne blev velhavende og førte overdådig livsstil. Maden serveredes på guld- og sølvtallerkener. Mændenes ridetøj blev bestilt i London. Og kvindernes balkjoler i Paris. Slaver havde man på hver en finger. Det sorte kapitel i øernes historie var handlen med slaver, som blev intensiveret i takt med etableringen af den berygtede trekantshandel: Fra Danmark afgik tungt lastede handelsskibe med kurs mod de danske kolonier på Guldkysten. Ved ankomsten til Afrika blev ladningen af varer plus klingende mønt og brændevin brugt som betaling for sunde, stærke, arbejdsduelige afrikanske slaver. Slaverne blev stuvet sammen i bunden af skibene. De var lænkede til hinanden under hele overfarten, som foregik under umenneskelige forhold. Rejsen kunne tage måneder, og mange afrikanere omkom undervejs. Når skibene nåede frem til de Vestindiske kolonier, blev slaverne solgt på slavemarkedet. Størstedelen blev købt af plantageejere og købmænd, som ofte betalte med naturalier i form af råsukker og rom. Efter at have afhændet den levende last, kunne de danske skibe igen sætte kursen mod Danmark. Nu lastet med eksotiske varer som tobak, te, kaffe, kakao, krydderier, råsukker, rom samt elfenben og ædle metaller. I midten af det 19. århundrede brændte frihedens fakkel overalt i Europa. De undertrykte og forarmede rejste sig mod deres herrer. Revolutioner brød ud, og oprørstrangen bredte sig med ildens hast helt ned til Vestindien, hvor utilfredsheden blandt slaverne længe havde ulmet. På Sankt Croix kom det til en alvorlig konflikt den 3. juli 1848. Et oprør, der kunne være endt med et blodbad, hvis ikke den daværende guvernør, Peter von Scholten, havde grebet ind ved at erklære slaverne for frie med de historiske ord: Now you are free. You are hereby emancipated. Slavernes frigivelse blev begyndelsen til enden på et af historiens rigeste og mest blodige kolonieventyr. 10
Igennem alle disse år var Amerikas rolle på øerne sporadisk. Der var kun få amerikanske plantageejere på øerne. Amerikanernes interesse for kolonierne startede så småt under den amerikanske borgerkrig 1861-65, hvor nord- og sydstaterne benyttede øerne som base. I denne periode fik amerikanerne for alvor øjnene op for de danske koloniers perfekte strategiske beliggenhed (egnet base i tilfælde af krig). Igennem årene forhandlede Amerika mere eller mindre seriøst med Danmark om et køb af øerne. Men ikke før forholdet mellem Amerika og Tyskland tilspidsedes i forbindelse med første verdenskrig, skete der noget afgørende. Amerika frygtede med rette, at kolonierne kunne ende som tysk base, hvis tyskerne besatte Danmark og dermed tog øerne i besiddelse. Det var denne trussel, der for alvor fik amerikanerne til at presse på for at erhverve sig de danske kolonier. I Danmark afholdt man en folkeafstemning om salg af øerne. Mange undlod at stemme. Men flertallet af de danskere, der stemte, gik ind for et salg af øerne. Og den 14. december 1916 vedtog den danske rigsdag den endelige beslutning om at afhænde de dansk vestindiske øer til Amerika. Den 17. marts 1917 var salget en realitet. Fire dage efter, den 21. marts, underskrev amerikanerne en check på 25 millioner dollars. Checken blev modtaget af den danske gesandt i Washington. Selve overdragelsen af øerne fandt sted knap to uger efter, den 31. marts, på øerne Sankt Thomas og Sankt Croix. De to overdragelses-ceremonier fandt sted på samme tid. På Sankt Croix foregik det på paradepladsen mellem fortet og den åbne havn i Christiansted. Det danske æresmarinekompagni og et amerikansk æreskompagni stod opmarcheret over for hinanden. Efter 250 års tro tjeneste blev Dannebrog langsomt sænket. Stolt hejste amerikanerne Stars and Stripes. Danmark havde solgt deres kolonidrøm. Amerika havde købt en strategisk beliggende base. Og et stykke dansk kolonihistorie. 11
Denne familieberetning fra de tidligere danske kolonier i Vestindien er tilegnet mindet om min mormor, Nina Frederikke Amalia Kalmer, født og opvokset i Christiansted på Sankt Croix. Hun forlod øerne i 1899 som enogtyve årig og vendte aldrig tilbage. Men Sankt Croix levede evigt i hendes hjerte. 12
Fra København til Sankt Croix 1890 På broen er den danske kaptajn Emil August Hansen lettere utålmodig. Siden skibet slap Den Engelske Kanals beskyttende favn og ramte Biscayen, har helvedet været løs. Ikke alene skal han holde sin skude på ret køl, men nu er han yderligere belastet af søsyge passagerer og et mandskab, der mister fodfæstet for et godt ord. For lidt siden tabte messedrengen kaffebakken ud af hænderne. Uheld følges ad. Derfor er sikkerhedslinerne for længst spændt ud og passagererne forbudt adgang på dækket. Alligevel vil det aldrig undre ham, om et af besætningsmedlemmerne falder og brækker benet på de glatte, våde dæksplanker. Eller bliver skyllet over bord, når søen fråder ind over rælingen. Hansen kniber øjnene sammen. Ruden er næsten dækket af skumsprøjt, men det hindrer ham ikke i at have et vågent øje på det oprørte Atlanterhav, han har taget mangt et livtag med. I sin sjæls inderste nyder han disse opgør, der får ham til at føle sig som en kriger i kamp. Magsvejr er for kællinger og luksuspassagerer. Satans til storm, når man har skrællinger om bord, grynter han henvendt til førstestyrmanden, som nikker blegt. Søen bekommer ham ikke så vel lige nu. Kraute kan ikke få den lille frøken Nina ud af køjen. Og når skibslægen ikke ved sine gode råd, må vi andre tage affære, brokker kaptajnen og tygger på sit overskæg, der smager formildende af tobak. Førstestyrmanden mumler noget, Hansen kan tolke, som han lyster. Når søen er i det humør, er passagererne kun i vejen. Og så skal vi ovenikøbet trækkes med skolebørn, som ikke tåler lidt bølgegang, siger Hansen. Det er net, at forældrene sender dem i skole i København, for at de kan blive oplyste og dannede, når de ikke er til at jage ud af køjen! Frøken Nina sejler under hans bevågenhed. Ungen er hans ansvar, og 13