Jesus, Helligånden og bøn

7 TIL SABBATTEN 16. MAJ 2015 Jesus, Helligånden og bøn Ugens vers Introduktion Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for (Luk 11,9-10). Af de tre synoptiske evangelier taler Lukasevangeliet mere end de andre om Jesu forhold til Helligånden. Matthæus henviser til Ånden tolv gange og Markus seks; men Lukas har 17 henvisninger i sit evangelium og 57 i Apostlenes Gerninger. Lige fra Jesu undfangelse som menneske (Luk 1,35) til befalingen, der grundlagde hans globale mission (Luk 24,44-49) ser Lukas en operativ forbindelse mellem Jesus og Helligånden. Denne forbindelse er grundlæggende for forståelsen af vores Frelsers arbejde. Lukas viser også den betydning, bøn har i Jesu liv og gerning. Sand Gud, et med Faderen og Ånden, var Jesus som menneske et eksempel for os i at bede. Hvis Jesus anså det som nødvendigt at bede, hvor meget mere har vi ikke brug for det? Uden uophørlig bøn og flittig årvågenhed er vi i fare for at blive ligegyldige og afvige fra den rette vej. Modstanderen forsøger til stadighed at blokere vejen til nådens trone, så vi ikke i oprigtig bønfaldelse og tro opnår nåde og magt til at modstå fristelse. (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 104). Ugens tekster Luk 2,25-32 Joh 16,5-7 Luk 23,46 Luk 11,1-4 Matt 7,21-23 Luk 11,9-13 66

SØNDAG 10. MAJ 2015 Jesus og Helligånden Lukas, som var en omvendt hedning og missionsledsager for Paulus, betragtede hele Kristi indtræden i historien fra Jesu inkarnation til hans himmelfart og til kirkens udbredelse som et guddommeligt mirakel, der blev gennemført og ledet af Helligånden. I Jesu liv ser vi hele guddommen samarbejde for vores frelse (Luk 3,21-22) og gennem Lukas gentagne henvisninger til Helligånden understreger han denne pointe. Luk 1,35.41; 2,25-32 Hvad fortæller følgende vers os om Helligåndens rolle i Kristi komme til jorden som et menneske? Jesu arbejde begyndte med adskillige henvisninger til Helligånden. Ifølge Lukas forudsagde Johannes Døber, at han selv døbte med vand; men der ville komme en, der skulle døbe med Ånden (Luk 3,16). Ved Jesu dåb bekræftede både Faderen og Helligånden hans arbejde for menneskers frelse. Gud Faderen erklærede fra himlen, at Kristus er hans elskede søn, sendt for at frelse menneskeheden; samtidigt dalede Helligånden ned over ham i form af en due (Luk 3,21-22). Fra det tidspunkt var Jesus fyldt af Helligånden (Luk 4,1) og parat til både at møde fjenden i ørkenen såvel som at begynde sit arbejde (Luk 4,14). Da Jesus begyndte sin tale i Nazaret, anvendte han Esajas Messiasprofeti om sig selv: Herrens ånd er over mig (vers 18). Ånden var hans stadige ledsager, den kraft der bekræftede hans opgave og hans nærværelse blandt disciplene, da Jesus ikke længere var midt iblandt dem (Joh 16,5-7). Men ikke kun det; Jesus lovede, at Gud ville give Åndens gave til dem, der beder om det (Luk 11,13). Ånden, der fra evighed forbandt Kristus med Faderen, er den samme Ånd, der skulle styrke disciplene i deres trosvandring. Dette viser Helligåndens afgørende betydning i den kristnes liv. Og spot mod Helligånden er den alvorligste af alle synder (Luk 12,10). Til at tænke over Tænk over nogle konkrete, praktiske måder, hvorved vi kan være åbne over for Helligåndens ledelse. Hvordan kan vi sikre os, at vores valg ikke gør os hårde over for Helligåndens stemme? 67

MANDAG 11. MAJ 2015 Jesu bønneliv Blandt de mange gange, Jesus bad, viser de følgende eksempler, at Jesus bad på vigtige tidspunkter i sit liv. 1. Jesus bad, da han blev døbt (Luk 3,21). En ny og betydningsfuld tid lå nu foran ham. Han var nu i større udstrækning på vej ind i sit livs kamp. (Ellen White, Jesu liv, s. 68). Han turde ikke begynde denne del som til sidst ville føre ham til Golgatas kors uden bøn. 2. Jesus bad, før han udvalgte de 12 disciple (Luk 6,12-13). Jesus udvalgte ikke kun efterfølgere, men dem der ville forstå og identificere sig helt og fuldt med hans person og hans mission. Næst efter Kristi egen gerning var deres embede det mest betydningsfulde, som mennesker nogensinde var blevet kaldet til. (Ellen White, Jesu liv, s. 203). 3. Jesus bad for sine disciple (Luk 9,18). Discipelskab kræver fuldstændig overgivelse og en forståelse af, hvem han er. Jesus trak sig tilbage for at bede, og derefter udfordrede han de tolv med det afgørende spørgsmål: Hvem siger I, at jeg er? (Luk 9,20). 4. Jesu bad før forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-36) og fik for anden gang himlens bekræftelse på, at han var Guds elskede søn. De prøvelser, han blev udsat for, kunne ikke ændre det nære forhold, der var mellem Faderen og Sønnen. Bønnen førte også til, at disciplene med egne øjne havde set Jesu majestæt (2 Pet 1,16). 5. Jesus bad i Getsemane (Luk 22,39-46). Dette er måske den vigtigste bøn i hele frelsens historie. Frelseren knytter himlen og jorden sammen og stadfæster tre vigtige principper: Guds vilje og hensigt har førstepladsen; forpligtelsen gælder, selv om det fører til smerte og død samt styrke til at overvinde enhver fristelse, der måtte forhindre opfyldelsen af Guds hensigt. 6. Jesus bad og overlod sit liv i Guds hænder (Luk 23,46). I sine sidste ord på korset, Fader, i dine hænder betror jeg min ånd, viser Jesus os den ultimative hensigt med at bede. Ved fødsel eller død, blandt venner eller fjender, mens vi sover eller er vågne, må bøn holde os i konstant forbindelse med Gud. 68 Til at tænke over Hvad siger disse eksempler om dit eget bønneliv?

TIRSDAG 12. MAJ 2015 Mønsterbønnen 1. del Luk 11,1-4 Hvordan kan disse vers hjælpe os til at forstå, hvordan bøn fungerer? Far er Jesu yndlingsmåde at beskrive Gud på, og det gengives mindst 170 gange i de fire evangelier. Ved at tiltale Gud som vores far anerkender vi, at Gud er en person og i stand til at have det mest intime forhold til os mennesker. Gud er ligeså personlig, virkelig og kærlig som en omsorgsfuld jordisk far. Men han er vores far i himlen. Han er anderledes end vores jordiske far; for han er almægtig, alvidende, allestedsnærværende og fuldkomment hellig. Udtrykket far i himlen minder os for evigt om, at Gud er hellig og personlig, og at kristendommen hverken er en filosofisk ide eller en panteistisk opfattelse af en gud, som er et med alt. Helliget blive dit navn (Luk 11,2). Her finder vi en anden påmindelse om Guds hellighed og ukrænkelighed. De, som hævder at følge Herren, må hellige hans navn både i ord og handling. At påstå at følge ham og samtidigt synde imod ham, er at vanhellige hans navn. Jesu ord i Matt 7,21-23 kan hjælpe os til bedre at forstå, hvad det betyder at hellige Guds navn. Komme dit rige (Luk 11,2). Evangelierne henviser til Guds rige mere end 100 gange, næsten 40 hos Lukas, næsten 50 hos Matthæus, 16 hos Markus og 3 hos Johannes. Dette er, hvad Jesus kom for at åbenbare og oprette, både i den nuværende virkelighed i nådens rige og i det fremtidige løfte om herlighedens rige. Hvis man ikke bliver en del af det første rige, kan man ikke få del i det andet, og det er Frelserens ønske, at hans disciple skal opleve det første, mens de venter på det andet. Ske din vilje som i himlen således også på jorden. (Nogle manuskripter har denne sætning med i Luk 11,2). Guds vilje anerkendes og adlydes i himlen. Jesus tager denne kendsgerning og forvandler den til et håb om, at dette også vil ske på jorden. På jorden antyder ikke noget generelt, men særligt. Lad Guds vilje ske på jorden; men lad den begynde med os, med hver enkelt af os personligt. Til at tænke over Kender du Herren, eller ved du kun noget om ham? Hvordan kan dit bønneliv give dig et nærmere forhold til ham? 69

ONSDAG 13. MAJ 2015 Mønsterbønnen 2. del Giv os hver dag vort daglige brød (Luk 11,3). Denne bøn begynder med ordet giv. Enten ordet udtales af en millionær eller et forældreløst barn i konstant nød, er bønnen både en indrømmelse af afhængighed og et udtryk for tillid. Vi er alle afhængige af Gud, og den bydende bøn giv tvinger os til at indse, at Gud er alle gavers giver. Han er Skaberen. I ham lever vi, bevæger os og er til. Han har skabt os, og ham hører vi til (Sl 100,3). Luk 11,9-13 Gud er vores far, som giver os alt det, vi har brug for. Hvilken enorm forsikring kan du finde i dette løfte hos Lukas? Forlad os vore synder (Luk 11,4). Tilgivelse er centralt i evangeliet. Uden Guds tilgivelse har vi ingen frelse. Jer, der var døde i jeres overtrædelser,... gjorde Gud levende sammen med ham, da han tilgav os vore overtrædelser (Kol 2,13). De, der har oplevet Guds tilgivelse må tage initiativet og omfavne enhver, som har syndet imod dem. Bønnen om at forlade, som vi forlader (Luk 11,4) betyder ikke, at Guds tilgivelse er afhængig af vores tilgivelse af andre; det betyder snarere, at vores tilgivne tilstand kræver, at vi som disciple altid skal leve inden for en altid voksende cirkel af nåde modtage Guds velvilje på den ene side, men også videregive hans kærlighed og tilgivelse til andre, som måtte have gjort noget forkert imod os. Led os ikke ind i fristelse (Luk 11,4). To ting bør understreges. For det første er fristelser ikke det samme som synd. Det græske ord for fristelse er peirasmos. Græske navneord, der ender med -asmos, beskriver normalt en proces, ikke et resultat. Skriften betragter ikke en fristelse som det endelige resultat; det er en metode, en proces, der benyttes til at opnå et bestemt produkt. Selv om en fristelse ikke er synd, er det en synd at give efter for den. For det andet er det ikke Gud, der sender os fristelser (Jak 1,13). Måske tillader Gud, at vi udsættes for fristelser; men han frister os aldrig i den forstand, at han lokker os til at synde. Bønnen er derfor en anerkendelse af, at Gud er kilden til den ultimative kraft til at modstå den onde. Til at tænke over Gennemgå Luk 11,1-4 igen. Tænk over alle de emner, der indbefattes. Hvordan kan din erfaring på hvert af disse områder blive rigere og dybere gennem bøn? 70

TORSDAG 14. MAJ 2015 Mere undervisning om bøn Umiddelbart efter at have givet disciplene en mønsterbøn, underviste Jesus dem gennem lignelsen om vennen ved midnat (Luk 11,5-13) om behovet for udholdenhed i bøn. Og da han nærmede sig afslutningen af sin tjeneste, mindede han sine efterfølgere om behovet for anger og ydmyghed i bøn (Luk 18,9-14). Begge disse lignelser viser, at bøn ikke kun er en religiøs rutine, men en vedvarende vandring med, samtale med og et liv med Faderen. Luk 11,5-8 Luk 18,9-14 Jesus fortalte denne lignelse for at opmuntre til udholdenhed i bøn. Bøn bør ikke blive en rutine. I stedet skal bøn være grundvolden i et personligt forhold, med absolut, uafbrudt og stadig tillid til Gud. Bøn er sjælens åndedrag. Uden bøn er vi åndeligt døde. Jesus fortæller lignelsen om en nabo, som nægter at opføre sig som en god nabo. De gentagne anmodninger fra vennen om et brød for at afhjælpe en nødsituation midt om natten er forgæves. Men til sidst giver selv sådan en nabo op og giver efter for den andens udholdenhed. Hvor meget mere vil ikke Gud vise velvilje over for den, der er udholdende i bøn? En sådan udholdenhed har ikke til formål at ændre Guds holdning, men at styrke vores tillid. Hvilken vigtig lektie finder vi her mht. bøn? Farisæeren forventede, at Gud skulle belønne ham på baggrund af, hvad han havde gjort, for hans retfærdige gerninger. Tolderen bad om Guds barmhjertighed og bønfaldt om at blive modtaget på grundlag af Guds nåde. Gud tager ikke imod os på grund af, hvem eller hvad vi er, men alene på grund af hans nåde. Kun personer, som angrer, er ydmyge og har en nedbøjet ånd, kan modtage hans nåde. Ydmyghed er forudsætningerne for fremgang og sejr. De, der bøjer sig ved korsets fod, har en krone i vente. (Ellen White, Profeter og konger, s. 288). Til at tænke over Mennesker, som ikke har kendt Jesus, har en tendens til at sammenligne sig med dem, der efter sigende er værre end dem selv, for at overbevise sig selv om, at de egentlig ikke er så slemme. Hvorfor er dette et åndeligt bedrag? Gør det nogen forskel, om andre er værre, end vi er? 71

FREDAG 15. MAJ 2015 Læs Ellen White Det menneske, der dagligt søger hjælp, støtte og kraft fra Gud gennem bøn, vil have ophøjede mål, en klar forståelse af sandhed og pligt, ædle formål med sine handlinger og en stadig hunger og tørst efter retfærdighed. Ved at holde forbindelsen med Gud vedlige vil vi i vores omgang med andre være i stand til at videregive den fred og ro, som hersker i vores hjerter. Den styrke, vi opnår i bøn til Gud, og vores ihærdige bestræbelser på at oplære sindet til betænksomhed og omsorg, forbereder os på de daglige pligter og bevarer under alle forhold fred i sjælen. (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 110). Ved at kalde Gud vores far anerkender vi alle hans børn som vores brødre. Vi er alle en del af menneskehedens store organisme, alle er medlemmer af den samme familie. I vores bønner bør vi indbefatte vores næste såvel som os selv. Ingen, der kun søger en velsignelse for sig selv, beder på den rette måde. (Ellen White, Fra naturens talerstol, s. 130-131). Spørgsmål til drøftelse 1. Det er ikke kun i sit evangelium, at Lukas fremhæver forbindelsen mellem Jesus og Helligånden. Ingen kan læse Apostlenes Gerninger, Lukas andet bind af historien om den kristne kirke, uden at lægge mærke til den stærke drivkraft, Helligånden er i den første kristne kirkes liv, mission og ledere. Kun Lukas gengiver Jesu instrukser til sine disciple efter opstandelsen om at blive i Jerusalem, indtil de blev iført kraft fra det høje (Luk 24,49), før de skulle gå til hele verden med budskabet om den korsfæstede og opstandne frelser. Lukas begynder sin bog om apostlenes gerninger med en repetition af Jesu løfte om Helligånden (ApG 1,7-8) og opfyldelsen af dette løfte på Pinsedagen (ApG 2). Hvad fortæller dette om den centrale rolle, Helligånden har i kirkens liv? 2. Hvordan er selve den handling at bede et udtryk for vores afhængighed af og behov for Gud? Læs Luk 18,9. Hvilket alvorligt åndeligt problem tog Jesus op i den lignelse, der følger lige efter? 72

DIALOG TIL SABBATTEN 16. MAJ 2015 Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter Mange store forfattere og tænkere har skrevet tanker om Jesu bøn Fadervor. Bed evt. en af klassens medlemmer om at læse fx en af følgende og dele nogle få hovedtanker fra læsningen: - Ellen White i Med Mesteren på Bjerget - Martin Luther i sin katekismus Hvorfor tror du, at Jesus siger Fadervor og ikke bare Fadermin? - Hvilke træk ved begrebet Fader passer for Gud? Hvilke gør evt. ikke? Lad evt. nogle af klassen medlemmer begynde at samle alle de tekster i Lukasevangeliet, hvor Ånden er omtalt. - Skriv dem på en liste og vurder det samlede billede af Åndens virke. Det Nye Testamentes forfattere taler ofte om Helligånden og bøn i samme åndredræt (se fx Rom 8,26-27 og Ef 6,18) - Kan du finde andre bibelske eksempler, hvor Ånden og bøn knyttes sammen? - Hvorfor tror du, at Helligånden er så betydningsfuld for et sundt bønneliv? Hvordan oplever du Ånden i din bøn? Uddybende spørgsmål Jesus ønsker, at vi skal bede om, at Guds vilje sker. Gør den ikke det allerede? Er Gud ikke suveræn Herre over historien? Hvis al magten og æren tilhører Gud, hvorfor skal vi som mennesker da bede om, at hans vilje sker? Mødet med dagligdagen Forstå det bedre Hvilke prøvelser kæmper du med? Hvilke af dem tror du hører til livets generelle genvordigheder, som alle i en vis udstrækning udsættes for? Er der nogle af dem, som Gud måske står bag, fordi han ønsker at lære dig noget, som udvikler din karakter og i den sidste ende bringer dig nærmere ham? Er der nogen form for prøvelser, som skyldes, at du er kristen, og hvori du kan føle et fællesskab med Jesus, som led for vores skyld? Jesu bøn i Fadervor om fristelse kan være svær at forstå. Baggrundskundskab kan hjælpe. Allerførst er det værd at bemærke, at det græske ord for fristelse (peirasmos) er det samme som for prøvelse. 73

DIALOG TIL SABBATTEN 16. MAJ 2015 Det betyder altså ikke nødvendigvis, at Gud frister os til at gøre noget forkert, snarere, at han lader os gennemgå prøvelser. Men dernæst beder vi jo Gud om hellere at fjerne det onde. Med andre ord: hvis Gud hjælper os til at erkende det onde og befrier os fra det, er prøvelser fra Gud ikke nødvendige i det mindste ikke med det formål. Rom 8,26-27 taler om Helligånden som vores talsmand i bøn. Beskrivelsen afspejler den rolle, som en bestemt udsending, en såkaldt benefactor, havde i den romerske husholdning. Han var den person, som blev sendt for at give medlemmer af familien del i de goder og velsignelser, som hørte til familien. Sådan er også Helligåndens opgave: Han kommer til os for at dele Kristi tanker og motiver med os, så vores bønner mere og mere afspejler Jesu holdning og er i overensstemmelse med hans karakter og personlighed. I Helligånden får vi del i den glæde og kraft og det nye liv, som hører Jesus til. NOTER 74

NOTER TIL SABBATTEN 16. MAJ 2015 75