Det posthistoriske eksponat af Henrik Mouritsen

Det posthistoriske eksponat af Henrik Mouritsen Som lovet i min artikel om det traditionelle eksponat, hermed en kort artikel om, hvad der karakteriserer den posthistoriske klasse, og hvordan den bedømmes. Hvad kendetegner et posthistorisk eksponat? Den posthistoriske klasse kendetegnes ved, at den fokuserer på postbehandlingen af hele forsendelser med eller uden frimærker fra afsendelsen til ankomsten hos modtageren. Postbehandlingen kan være foretaget af det nationale postvæsen eller af private og/eller lokalposter. Posthistoriske eksponater lægger normalt vægt på et eller flere af følgende aspekter af den postale udvikling i et nærmere defineret geografisk område: posttakster, postruter, stempler, postale påtegninger, postregulativer, anvendte frankeringer og specielle postale serviceydelser såsom rekommandation, ekspres eller postopkrævning. Valg af samleområde Det er udstilleren, der har valgt sit samleområde. Når udstilleren har valgt et samleområde, er der automatisk et antal objekter, som man som dommer forventer at se i et rigtigt godt eksponat indenfor det annoncerede samleområde. Det skyldes, at det er dommerens opgave at vurdere, hvor godt udstilleren dokumenterer og dækker de vigtigste aspekter af det valgte områdes posthistorie, og når vi taler om guldmedaljer, også hvor godt det viste eksponat er i forhold til det ideelle eksponat af det givne område. Derfor skal man overveje sit valg af samleområde nøje, hvis man på længere sigt har ambitioner om at opnå de allerhøjeste bedømmelser for sit eksponat. Hvis man har store ambitioner for sit eksponat, men ens økonomi ikke er til at bruge millioner af kroner på sit eksponat, så bør man nok overveje en ekstra gang, før man giver sig i kast med et posthistorisk emne, der fokuserer på tiden omkring de første frimærkers udgivelse fra et givet land. De bedste forsendelser indenfor et sådant samleområde er næsten altid meget dyre. Til gengæld findes der mange semiklassiske og mere moderne områder, der kan have ret stor betydning for filatelien, og som man kan bygge meget spændende eksponater op omkring uden at bruge nær så mange penge, som er nødvendig for at få fat i de bedste objekter fra et klassisk samleområde. Løse frimærker i posthistoriske eksponater I FIP s posthistoriske regulativer står der ikke noget om frimærker, hvilket skyldes, at løse frimærker ikke hører hjemme i et posthistorisk eksponat! Eneste ofte forekommende undtagelse ser man i stempeleksponater, hvor sjældne stempler på løse mærker eller klip accepteres. Men vil man helt til tops med et stempeleksponat, så bør alle stempler, der kendes på hel forsendelse, vises på en sådan. I andre posthistoriske eksponater kan løse mærker kun inkluderes i et posthistorisk eksponat, hvis de for eksempel bærer et stempel eller en påtegning, der beviser, at de har betalt en helt speciel postal service, som ikke kendes anvendt på en hel forsendelse. Som eksempel kan jeg nævne, at jeg i mit posthistoriske eksponat har et 8 øres mærke blækannulleret Avis de Payement, hvilket indikerer, at mærket blev anvendt til at betale for gebyret på 8 øre for et udbetalingsbevis for en international postanvisning. Da der ikke kendes nogle hele danske postanvisninger fra min periode med udbetalingsbevis, bliver jeg nødt til at bruge enkeltmærket, hvis jeg vil bevise, at servicen har eksisteret og er blevet brugt (Se Figur 1). Men som tommelfingerregel hører enkeltmærker ikke hjemme i et posthistorisk eksponat. Dette gælder ALTID for ubrugte mærker, essays og prøvetryk. Faktisk er det sådan, at hvis der i et posthistorisk

eksponat befinder sig ét eneste ubrugt frimærke, så skal ekponatet i princippet flyttes over i den traditionelle klasse! Eksponatets struktur For det traditionelle eksponat er det relativt let et beskrive, hvad et typisk traditionelt eksponat skal indeholde, og hvordan det bør opbygges. Det er langt sværere at gøre for et posthistorisk eksponat, idet den posthistoriske klasse byder på næsten uendeligt mange mulige temaer og planer. Derfor er det også utroligt vigtigt, at man som posthistorisk udstiller grundigt overvejer, hvordan man bedst og mest logisk kan strukturere og præsentere sit eksponat. Et posthistorisk eksponat bør fortælle en historie om et eller flere aspekter af den postale udvikling indenfor det valgte emne. Generelt kan man sige, at jo flere posthistoriske aspekter et eksponat behandler, og jo større det geografiske område og den tidsmæssige periode er, des vigtigere er eksponatet - vel at bemærke, hvis ikke området er defineret så bredt, at det ikke kan dækkes ordentligt på den begrænsede plads (8 rammer). Det vil for eksempel sige, at et rent stempeleksponat normalt ikke vil få så høje points som et eksponat, der behandler flere aspekter af det samme områdes filateli. Som sagt fortæller et godt posthistorisk eksponat en historie. En god historie har en logisk indholdsfortegnelse og en appetitvækkende start, en indholdsrig midte, og en klar og god afslutning. Her kan posthistoriske udstillere lære meget af den tematiske klasse, der har udviklet en mængde redskaber til at fortælle en veltilrettelagt historie i et filatelistisk eksponat. For eksempel bør et posthistorisk eksponat på indledningsplanchen have en indholdsfortegnelse med nummererede kapitler, og det aktuelle kapitelnummer og eventuelt kapitlets titel bør findes øverst på hver planche i eksponatet, så dommeren hurtigt kan se, hvor i udstillerens historie han befinder sig. Titelsiden bør også beskrive planen: Hvorfor har udstilleren valgt at strukturere sit eksponat som han/hun har? En mulig strukturering af teksten på de enkelte plancher i et posthistorisk eksponat har jeg behandlet i en tidligere artikel her i DFT, hvorfor jeg ikke vil gentage dette her. I stedet henvises læseren til denne artikel (DFT 8/2003, side 337-341). En rigtig god slutning på et posthistorisk eksponat er nogle gange let, andre gange svær at finde. I nogle tilfælde må man blot slutte efter behandlingen af den sidste forsendelsestype eller stempeltype, men nogen gange er det muligt for eksempel at finde et objekt sendt på den første dag med en ny møntfod, der afslutter ens posthistoriske periode, eller et brev med den gamle møntfod sat i efter porto på førstedagen efter dets ugyldiggørelse. Det kunne for eksempel være elegante afslutninger på et posthistorisk eksponat. Balancen i eksponatet En af de første ting en posthistorisk dommer forsøger at vurdere er, hvorvidt eksponatets titel stemmer overens med, hvad udstilleren viser. Er der balance i det, der vises? Er HELE den annoncerede periode dækket fyldestgørende. Her er den mest almindelige fejl fra udstillerens side, at han/hun annoncerer sit eksponat fra 1700 et eller andet til et stykke ind i frimærke tiden. Når man så ser eksponatet, så sidder der ofte f.eks. et enkelt brev fra 1729, ét fra 1813 og et fra 1850, hvorefter frimærke tiden starter. Et sådant eksponat vil nødvendigvis tabe mange points i behandlingen (og formentlig også i sjældenhedsgrad), da der er mange aspekter af postens udvikling fra 1729-1850, der ikke vises i et sådant eksponat. Hvis udstilleren går efter at opnå det højeste mulige antal point for sit eksponat, ville han/hun stå langt bedre ved at udelade de tre ældste breve fra eksponatet, hvorefter eksponatets titel og indhold fokuserer på den periode, som udstilleren kan dække ordentligt. For øvrigt er det sådan, at det, bortset fra nogle ganske få meget små lande, er umuligt at dække f.eks. en 1720-1890 periode fyldestgørende indenfor kun 5 eller 8 rammer. Derfor fokuser dit eksponat på en

afgrænset tidsperiode, som du har materiale til at behandle optimalt, hvilket betyder, at du kan illustrere alle væsentlige posthistoriske aspekter så komplet som muligt. Undgå at inkludere områder i din titel, som du ikke dækker ordentligt. Når du overvejer, hvilke tids afgrænsninger du skal vælge for dit eksponat, vil det være bedst, hvis du vælger logiske start- og slutdatoer. Eksempler på gode starteller sluttidspunkter kunne være tidspunktet for indførsel af en ny postlov, et nyt pengesystem, nye stempeltyper eller politiske ændringer, der har stor indflydelse på et lands/områdes postbefordring (f.eks. krige eller uafhængighedstraktater). Unaturlige tids afgrænsninger, der kun har til formål at ekskludere en speciel dyr, men filatelistisk interessant periode, er ikke optimale - specielt ikke internationalt. Ligeledes er en afgrænsning såsom Danske tofarvede frimærker på forsendelse heller ikke optimal, da denne titel giver indtryk af et eksponat visende forsendelser, der er samlet sammen pga. frimærkerne (dvs. behandlet som i et traditionelt eksponat) i stedet for at fokusere på forsendelsernes posthistoriske relevans. Det er i dette tilfælde også svært at finde en god posthistorisk grund til at diskriminere imod forsendelser frankeret med våbentypemærker, der jo blev udgivet sideløbende med den tofarvede udgave og derfor er underlagt de samme posthistoriske betingelser. Kvalitet, duplikering og traditionel behandling Da et posthistorisk eksponat først og fremmest fokuserer på postbehandlingen af hele forsendelser, betyder det, at det kan accepteres, at eventuelle frimærker på forsendelsen ikke altid er i perfekt kvalitet, hvis der er tale om meget sjældne forsendelsestyper, blot brevets helhedsindtryk er pænt. Hvis man har et meget grimt og defekt brev, der viser en meget sjælden takst/påtegning/stempel, bør man tænke sig ekstra godt om, før man sætter det ind i sit eksponat. Repræsenterer brevet et så vigtigt aspekt af din postale historie, at gevinsten i form af øget komplethed og sjældenhedsgrad overstiger tabet i dommerens indtryk af den generelle kvalitet af eksponatets objekter? Nogen gange er svaret ja, men bestemt ikke altid. Breve frankeret med sjældne frimærker kan bruges som krydderi, men adskillige breve med dyre frimærker, der viser den samme takst, og som ikke bringer den posthistoriske historie videre på anden måde, hører ikke hjemme i et posthistorisk eksponat, og bør trække fra under bedømmelseskriteriet behandling (treatment). Det værste eksempel på dette, jeg har set, var et canadisk eksponat med titlen Canadian Postal Rates 1851-1868. I eksponatet befandt sig over 30(!) breve med Canadas første 3d bæver frimærker, der alle betalte taksten for et første vægtklasse indenrigsbrev. På plancherne var mærkernes forskellige papirtyper og tryk beskrevet. Et andet sted i eksponatet befandt sig over 20 breve visende 6d brevtakten fra Canada til USA. Disse breve koster over 10.000 kr stykket, og igen var forskellige papirtyper, tryk og frankeringer beskrevet. Dette har intet med posthistorisk behandling at gøre! I et eksponat, der omhandler posttakster, bør der normalt kun sidde ét - maximalt to - breve visende den samme takst. Hvordan bringer tre breve visende den samme takst din posthistoriske historie videre? Tryk og papirtyper er næsten altid irrelevante for det hovedaspekt af posthistorien, som brevene skal illustrere i et posthistorisk eksponat. Sådanne traditionelle aspekter kan eventuelt nævnes i en bisætning sidst i beskrivelsen i enkelte specielt sjældne tilfælde, men kan aldrig danne basis for strukturen i et godt posthistorisk eksponat. Beskrivelse og valg af forsendelser Når man skal behandle sine forsendelser i et posthistorisk eksponat, er det vigtigt at huske på, at det er de posthistoriske aspekter såsom takst, forsendelsesrute, påtegninger, stempler og relationerne til postale reglementer, der står i centrum.

Hvis for eksempel titlen på dit eksponat er Danske posttakster 1920-1950, så er taksten den vigtigste posthistoriske information og bør derfor beskrives først i teksten under en forsendelse i et sådant eksponat. Er titlen på dit eksponat i stedet Stempler fra Langeland 1850-1945, så er det/de langelandske stempler på forsendelsen det vigtigste posthistoriske aspekt og bør derfor beskrives først. Derefter beskrives andre posthistoriske aspekter. For eksempel bør takstperioden og afsendelsesdatoen (hvis denne kendes) altid være beskrevet i et posthistorisk eksponat. Først når disse fundamentale posthistoriske aspekter af en forsendelse er blevet redegjort for, kan man overveje at krydre enkelte beskrivelser med informationer om sjældne frimærker, der er anvendt på forsendelserne. Når man skal udvælge forsendelser til et posthistorisk eksponat, så bør man så vidt muligt forsøge kun at vise korrekte ikke-filatelistiske forsendelser, der mest tydeligt viser det vigtigste posthistoriske aspekt, som man ønsker at forsendelsen skal illustrere. Er der for eksempel tale om et stempeleksponat, så er det af primær vigtighed, at det relevante stempel fremtræder klart og tydeligt. Hvis man har valget mellem at købe et brev med et sjældent frimærke, der betaler en almindelig takst, eller et ligeså dyrt brev med almindelige frimærker, der betaler en sjælden takst, så er den sjældne takst selvfølgelig vigtigere for det posthistoriske eksponat. Ved relativt almindelige stempler/takster/ruter vil det være optimalt, hvis man forsøger at finde usædvanlige forsendelsestyper eller forsendelser til sjældne destinationer fremfor almindelige indlandsbreve, idet en sjælden destination for eksempel ofte giver udstilleren mulighed for at beskrive andre interessante posthistoriske aspekter ved forsendelsen såsom ruter, takster og transitstempler. Det er ofte disse små rafinementer, der adskiller de rigtigt gode eksponater fra de gode til middelmådige. Sjældenhedsgradsangivelser Sjældenhedsangivelser er et vigtigt redskab, som man som udstiller kan bruge til at vise dommeren (og beskueren), at man viser sjældne objekter, der bør tages med i dommerens overvejelser, når han/hun giver points. Hvis man vælger at anvende sjældenhedsangivelser, så er det vigtigt, at man på indledningsplanchen angiver på hvilket grundlag disse beror. Henviser de til, hvor mange forsendelser af den givne type/takst man selv kender? Findes der en fælles registrering bygget op af en større gruppe samlere over en længere årrække? Er registreringen offentlig tilgængelig? Hvor omfattende et kildemateriale bygger registreringen på? etc. I den forbindelse er danske samlere af klassiske områder i en usædvanlig god situation, idet Karsten Jensens fantastisk omfattende registrering af danske frimærkefrankerede forsendelser til udlandet 1851-1906 er en af de bedste og mest omfangsrige registreringer af kendte forsendelser, der findes fra noget land set på verdensplan. Det betyder, at udstillere af dansk posthistorie (og traditionelle eksponater) fra denne periode har helt unikke muligheder for at angive usædvanlig velunderbyggede sjældenhedsangivelser og samtidig dokumentere, hvor komplet udstillerens eksponat er i forhold til det, der kendes. Ud over at angive kilden til sine sjældenhedsangivelser på sin indledningsplanche, er der én anden meget vigtig regel, som enhver udstiller bør følge. Betegnelsen eneste kendte fortæller ikke dommeren eller beskueren ret meget. Det kan jo være, at der er tale om eneste kendte brev fra Vester Hæsinge stemplet med brotype stempel type 79456y sendt til Asaa den 17. juli 1903 frankeret med kombinationen 2x5 øre våbentype takket 12 ¾ med vandmærke 2, eller der kan være tale om det eneste kendte pre-upu brev til Canada. Det er vel logisk for enhver, at det første er uden betydning, mens den sidste angivelse viser, at der er tale om en virkelig sjældenhed. Altså SKAL man skrive, hvad det er ved forsendelsen, der er eneste kendte eller to kendte etc.! Ellers kan dommeren i princippet ikke bruge udtalelsen til noget som helst. Specielt fordi man i et posthistorisk eksponat kan lave næsten hver eneste forsendelse til en

sjældenhed, hvis bare man tager tilstrækkeligt mange detaljer i betragtning. Derfor er der også en tommelfingerregel, der siger, at jo længere beskrivelsen af, hvad der gør forsendelsen til eneste kendte, bliver (hvis man er helt ærlig), desto mindre betyder udtalelsen. I forbindelse med brugen af Karstens registrering, så er der især mange, der skriver eneste kendte eller unik ved for eksempel et 30 øres over sø brev til Kina. Det kan godt være rigtigt, men kun hvis man tager frankeringen og den enkelte destination i betragtning, for der kendes p.t. over 200 breve med over sø frankaturen 30 øre til alle relevante oversøiske destinationer tilsammen (dvs. taksten er som sådan ikke nogen stor sjældenhed). Desuden kendes der over 15 breve frankeret med ialt 30 øre til lige nøjagtig Kina. Den korrekte beskrivelse ville i det tilfælde være: Eneste kendte brev visende 30 øres oversøtaksten sendt til Kina frankeret med 4x5 øre våbentype i kombination med 10 øre våbentype. En så lang eneste kendte beskrivelse kan man med fordel anvende i et eksponat på sølv-niveau, men i et guld-niveau eksponat hører en sådan beskrivelse ikke hjemme. Endelig skal man huske at bruge sin sunde fornuft, når man anvender Karstens eller andres registreringer. Meget almindelige forsendelser til halvalmindelige destinationer såsom næsten alle europæiske destinationer er underrepræsenterede i sådanne registreringer, fordi sådanne objekter ikke bliver solgt som enkeltobjekter på auktioner (hvilket Karsten også understreger i forordet til sin registrering). Derfor er det klogt ikke at anvende for firkantede sjældenhedsangivelser i sådanne tilfælde. Anvendelse af postulatet eneste kendte 5 øres tryksag til Belgien er rigtigt ifølge Karstens registrering, men farligt at anvende, for det kunne jo være, at dommeren lige havde været på byttedag i Belgien og har bragt 5 nye eksemplarer med sig hjem der findes garanteret over 50 sådanne forsendelser, hvis man gad kigge efter dem i Belgien. I mit eget eksponat skriver jeg kun sjældenhedsangivelser, hvis en takst (uden at tage hensyn til hvor den er sendt til) kendes i 5 eller færre eksemplarer. Denne grænse bør variere afhængigt af det medaljeniveau ens eksponat befinder sig på. Afslutning Jeg håber, det skrevne har bidraget til klarhed om, hvad der karakteriserer den posthistoriske klasse. Jeg håber også, at artiklen på længere sigt kan hjælpe til med til at forbedre læsernes eksponater, idet vores vigtigste opgave som filatelistiske dommere er at hjælpe andre udstillere med at forbedre jeres eksponater, så I kan få endnu mere glæde af at udstille i ind- og udland. Tak til Karsten Jensen og Lars Engelbrecht for kommentarer til manuskriptet. PS: Jeg har fået meget respons fra DFT s læsere på mine tidligere artikler om det at udstille, hvilket glæder mig meget. Jeg er meget villig til at hjælpe enhver, der mener at kunne gøre brug af mine råd og vejledning. Jeg beder jer dog acceptere, at jeg nogen gange har ekstremt travlt på mit arbejde, hvorfor der nogle gange kan gå ret lang tid, inden jeg svarer på henvendelserne. Hvis jeg ikke har svaret i løbet af nogle måneder, så er I meget velkomne til at sende en eventuel forespørgsel igen (email: henrik.mouritsen@uni-oldenburg.de).

Figur 1. Eksempel på et meget sjældent tilfælde, hvor et løst frimærke kan anvendes i et posthistorisk eksponat. Hvis en hel forsendelse med Avis de Payment fandtes, ville jeg aldrig vise et løst frimærke, men ingen hele forsendelser kendes p.t. Figur 2. Posthistorisk tekst (i et eksponat, der fokuserer på takster): Pre-UPU brev frankeret med 28 øre sendt til Finland via Tyskland og Rusland den 27/Maj/1875. Da pre-upu brevtaksten til Finland (del af det russiske postområde) var 29 øre 01/Jan/1875 30/Jun/1875, er brevet underfrankeret med 1 øre og derfor mærket Utilstrækkeligt frankeret. Utilstrækkeligt frankerede pre-upu breve til Rusland takseredes som ufrankerede minus værdien af frankeringen. Taksten for ankomne danske ufrankerede breve i Finland var 60 penni. Frankeringen 28 øre svarer til 39 finske penni (noteret i rødkridt). I Finland opkrævede man 24 penni, da efter portoen først skulle udregnes i kopek (60-39 penni = 5.25 kopek), dernæst rundes op til nærmeste hele kopek og så igen omsættes til penni (6 kopek = 24 penni). ENESTE KENDTE BREV VISENDE DEN UNDER- /UFRANKEREDE 60 PENNI TAKST. ET AF TRE KENDTE PRE-UPU ØREBREVE TIL FINLAND. Posthistorisk tekst (i eksponat der fokuserer på Københavnske stempler): Kassebrev ( K B i lapidar stemplet type IVb) sendt til Finland den 27/Maj/1875. Brevet er grundet sen ilægning (8-9A i stemplet = 8-9 aften) først blevet ekspederet videre dagen efter. Derfor er mærkerne afstemplet med det ovale såkaldte overnatningsstempel dateret 28/5. Et sådant ovalt overnatningsstempel kendes kun anvendt i København. Brevet er et pre-upu

ørebrev sendt til Finland. Da taksten var 29 øre 01/Jan/1875-30/Jun/1875 er brevet underfrankeret med 1 øre og derfor stemplet Utilstrækkeligt frankeret. 24 penni efterporto opkrævet i Finland (ufrankeret takst 60 penni 39 penni [værdien af 28 øre] = 5,25 kopek afrundet til 6 kopek = 24 penni). ET AF TRE KENDTE PRE-UPU ØREBREVE TIL FINLAND. Traditionel tekst: Trestribe 4 øre tryk 2 position B68-B70 og 16 øre tryk 2 på underfrankeret pre-upu brev til Finland sendt 27/Maj/1875. Den forudfrankerede takst var 29 øre 01/Jan/1875-30/Jun/1875. 24 penni efterporto opkrævet i Finland (ufrankeret takst 60 penni - 39 penni [værdien af 28 øre] = 5,25 kopek afrundet til 6 kopek = 24 penni). ET AF TRE KENDTE PRE-UPU ØREBREVE TIL FINLAND. Figur 3. Posthistorisk tekst (i eksponat, der fokuserer på takster): Lokalt anbefalet postkort sendt den 01/Dec./1905 visende 3 øres taksten for lokale brevkort + 15 øre rekommandationsgebyr = 18 øre 01/Okt./1902-31/Dec./1918. ET AF TRE KENDTE LOKALE ANBEFALEDE BREVKORT SENDT FØR 1906. Posthistorisk tekst (i eksponat der fokuserer på Københavnske stempler): Liniestempel Kassebrev Kjøbenhavns Brevpostkontor samt brotype stempler med K.K.B i bunden, der begge indikerer, at dette lokale anbefalede brevkort er blevet nedlagt i en postkasse, hvilket er usædvanligt for anbefalede forsendelser. Kortet er afsendt den 01/Dec./1905, men først udbragt med 4. ombæring dagen efter (se stempel længst til venstre). Taksten er korrekt: 3+15 = 18 øre 01/Okt./1902-31/Dec./1918. ET AF TRE KENDTE LOKALE ANBEFALEDE BREVKORT SENDT FØR 1906. Traditionel tekst: 3x1 øre våbentype samt 15 øre våbentype på rekommanderet lokalt brevkort sendt den 01/Dec./1905. Eksempel på typisk anvendelse af 15 øren som betaling a rek.-gebyret. Takst: 3+15 = 18 øre 01/Okt./1902-31/Dec./1918. ET AF TRE KENDTE LOKALE ANBEFALEDE BREVKORT SENDT FØR 1906.