Det Det. Det Det er - billeder i Berlin

November Det Det 2009 er Det Det er - billeder i Berlin 1

Indholdsfortegnelse 03 Festligheder for hvem? 04 Hotel DDR 08 Ostalgi for begyndere og viderekommende 10 Find DDR i Berlin 12 Godt og Ondt 14 Det står ikke i historiebøgerne 16 ABC til DDR 18 Rennpap er kult 18 Trabanter på safari 18 Legetøjsfabrikant elektrificerer Trabant 20 Forstå min ostalgi ret 22 DJ Best holder fest 23 Der danses natten lang 24 DDR-Design er gedigent kitsch 26 Spøgelser i undergrunden 27 Generationer ser forskelligt på Murens fald 28 Tape fortæller historie 29 Der Ampelmann 30 Berlin på tidslinje 32 Sammenstød i indkøbscenter 34 Lang vej til et fælles Tyskland 35 Tanker fra Berlin Festligheder for hvem? Den 9. november 2009 var det 20 år siden, at Berlinmuren faldt. Det blev fejret i byen med blandt andet en menneskemur og farvestrålende domino-murbrikker, der skulle symbolisere Murens. Det var lagt op til store festligheder. Rød løber, fyrværkeri og koncerter med internationale navne. Pressen var mødt talstærkt op. Menneskemængden var tyk om Brandenburger Tor. Men var det en begivenhed for tyskerne og berlinerne selv? Eller var festlighederne mere til ære for verdenspressen, og en mulighed for statsledere at udnytte CNN og BBCs rullende kameraer og give hver deres version af Ich bin ein Berliner, mens Berlin igen var verdens brændpunkt? Politiken var tilstede i Berlin på 20-årsdagen for Murens fald. Ingen af de almindelige berlinere, redaktionen talte med, havde planer om at deltage i festlighederne. Ifølge dem var der ikke noget at fejre. Det er jo 20 år siden, som de fleste pointerede. Og hvad vil Berlins eventmakere slå op om fem år, når Murens fald fylder et kvart århundrede? Tilsyneladende bestod menneskemængden foran Brandenburger Tor mest af alt af turister, og i knap så høj grad af de mennesker, hvis frihed og genforening vi egentlig fejrer. dette særtillæg til Politiken lader vi berlinerne selv, steder og I genstande fortælle deres version af erindringen om DDR og tiden efter. Erindringen har mange former. Kendetegnende for størstedelen af berlinerne er dog, at det var hverdagen, der var det afgørende. Og her har Muren, på både godt og ondt, været en integreret del af det liv, der blev levet på begge sider. God læselyst! Chefredaktørerne Chefredaktører Redaktion Udgiver Tryk og sats Nina Bjerglund Andersen Tytte Hagen Johnsen Tine Obel Schmidt Anne-Mette Esbøl Alex Friis Hansen Jette Merete Axelsen Anne Rosenmeyer Anne Noller Nygaard Fagjournalistuddannelsen Efterår 2009. Danmarks Journalist Højskole Damgaard-Jensen Foto: Flickr.com 2 3

Hotel DDR I den østlige del af Berlin ligger et hotel, som tilbyder en rejse tilbage til DDR tiden. Hotellets ejer, en tidligere linedanser fra Østtysklands statscirkus, viser stolt sit koncepthotel frem. Af Nina Bjerglund Andersen & Tine Obel Schmidt At træde ind i receptionen på Hotel Ostel er som at gå lige ind i et fotografi fra DDR tiden. Væggene er beklædt med mønstret tapet, hvor farveskalaen er holdt i brunt, rødt og orange. Bløde veloursofaer sørger for, at man kan sidde behageligt, mens man venter på at kunne checke ind, og træbeklædte kummer med plastikblomster dekorerer lokalet. Fornemmelsen af at træde ind i et gammelt fotografi er lige netop det, der er ideen bag Hotel Ostel. Hotellet er et billede på en tidsperiode, der skal opleves og soves i. Det er ikke ment som et politisk statement, selvom billeder af hedengangne DDR diktatorer pryder væggene. Hoteldirektør Daniel Helbig, Foto: www.ostel.eu Hoteldirektør og østberliner Daniel Helbig ligner derimod ikke et levn fra fortiden. Med jakkens krave slået op bagtil, fylder han rummet ud og viser gerne hotellet frem. Han er scenevant, han er tidligere cirkusartist og ved, hvordan folk vil underholdes. Scenen er sat mellem boligblokke i det trøstesløse kvarter i Friedrichshein i den østlige del af Berlin. Netop her i betonbyggeriet, ligger Hotel Ostel. Fra receptionen går turen til mødelokalet. Jakken med kraven hænger over stolen, der som alt andet i lokalet er originalt DDR møblement. Det er i slutningen af 2006 og over lidt for mange snaps sammen med vennen og kollegaen fra DDR s statscirkus Guido Sand, at ideen til hotellet opstår. Det var eine Schnaps idee, forklarer Daniel Helbig, mens han med et glimt i øjet og et smil på læben læner sig tilbage i stolen. Konceptet var at designe et hotel efter DDR tidens trends, tendenser og produkter. Og fra ideen blev født, gik det hurtigt. Kun et halvt år senere stod hotellet klar, indrettet i en typisk østtysk betonklods af en boligejendom og fyldt med møbler fra DDR tiden. Møblerne er fundet ved besøg på loppemarkeder, internetauktioner, dødsboer og plejehjem. Det har ikke været svært at finde møblerne. Man passede godt på sine ejendele i DDR, så mange af møblerne er meget wvelholdte, forklarer Daniel Helbig, mens han med lidt spyt på fingeren ihærdigt renser en plet af det store fine mødebord. Han kigger op og griner, da han opdager, at handlingen registreres. Det der har været sværest at få fat i, har været de karak- Værelse på Hotel Ostel, Foto: www.ostel.eu teristiske DDR tapeter og lamper. Alt hvad der findes her på hotellet er originalt og har stået i almindelige hjem, forklarer han og fortæller, at der oven i købet er møbler fra hans eget barndomshjem rundt omkring på Hotel Ostel. For enden af mødelokalet hænger et meter højt billede af DDR s tidligere leder Erich Honecker, flankeret af store faner fra DDR og USSR. Det kunne være et politisk statement, men det er ikke ment sådan. Hotel Ostel er et designkoncept - intet andet, fastslår Daniel Helbig roligt. wdaniel Helbig smiler, så de hvide tænder lyser op. At åbne et hotel, som sælger sig på at være en rejse tilbage til DDR, er ikke noget man gør uden at møde kritik. For Hotel Ostel kom reaktionerne næsten fra de højere magter. Berlins romersk-katolske ærkebiskop, Kardinal Sterzinsky, anklagede i et langt radioindslag hotelprojektet for at være politisk. Daniel Helbig synes, at kritikken af Hotel Ostel er uberettiget, men er ikke bekymret for hotellets omdømme. Efter kardinalens radioudtalelser havde vi 20.000 besøgende på vores hjemmeside, så det var godt for markedsføringen, siger han med et glimt i øjet og et tilfreds smil. At Daniel Helbig i dag sidder som hoteldirektør, var måske ikke det mest oplagte for 20 år siden, da han gik på line i DDR s statscirkus. Alligevel overrasker det ikke ham selv. Som cirkusartist har jeg rejst verden rundt og boet på mange forskellige hoteller. Så jeg ved, hvad man har brug for på et hotel. Daniel Helbig har fundet en niche, noget som folk vil have, for hotellet udvider. Der skal laves udflugter; DDR rundfart i Berlin og gourmet restaurant, hvor der skal serveres retter fra den tidligere østblok. Daniel Helbig har ikke lyst til at tale om penge. Han siger selv, at projektet med hotellet naturligvis skal løbe rundt økonomisk, men at det mest af alt er et ønske om, at arbejde med et sjovt koncept. Det er dog vigtigt for ham, at man forstår, at han ikke har noget ønske om at forherlige DDR. Det skal være underholdende, ikke tankevækkende. Hotel Ostel Åbnede i maj 2007 40 værelser, 70 sengepladser Priser per nat: Sovesal 9 Enkeltværelse 33 Dobbeltværelse 54 Adresse: Wriezener Karree 5 Friedrichshein, 10243 Berlin 4 5

Gæster på Hotel Ostel Chris Langer, 38 år, bogholder fra Hamborg. Bor med sin kæreste Christine Scherrer på Hotel Ostel for første gang. Hvorfor har I valgt at bo på netop Hotel Ostel? Fordi det var det eneste hostel, som stadig havde ledige senge. Så det er lidt en tilfældighed, at vi bor netop her. Hvad synes du om konceptet med at indrettet hotellet efter DDR-design? For mig er det lidt en joke. Lidt som Disneyland. Det virker, som om man prøver at vise DDR tiden på en positiv måde, men jeg tror ikke, at det giver et sandt indtryk af DDR tiden. Hotelværelse på Hotel Ostel, foto: www.ostel.eu At der hænger billeder af Erich Honecker på væggen, er jo bare en del af det at genskabe DDR tiden. Det er en slags spas over et design og en objektiv gengivelse af, hvordan det så ud den gang. For Honecker hang jo på væggen. Daniel Helbig Hvilken oplevelse giver det dig at være her? For mig, som vestberliner, er det en rejse tilbage til et andet lands fortid. For østberlinere er det vel mere en rejse til deres egen fortid. Men der er alt for meget underholdning i det. Det negligerer alle de skrækkelige ting, som også var en del af DDR, eksempelvis Stasi og knapheden på varer. Chris Langer og Christine Scherrer på Hotel Ostel Foto: Tine Obel Schmidt Akiko Suzuki, 30 år, sygeplejerske fra Japan. Bor med sin veninde på Hotel Ostel for første gang. Er på rundrejse i Europa. Hvorfor har I valgt at bo på netop Hotel Ostel? Fordi vi havde fået det anbefalet af en veninde, som har boet her før. Akiko Suzuki på Hotel Ostel Hvad synes du om konceptet med at indrettet hotellet efter DDR-design? Jeg synes det er rigtig cute. Hvilken oplevelse giver det dig at være her? Jeg synes det er sjovt at få mulighed for at genleve DDRtiden. Foto: Nina Bjerglund Andersen DDR genstande udstillet på Hotel Ostel, fotos: www.ostel.eu 6 7

Ostalgi for begyndere og viderekommende Turisterne er vilde med fænomener fra det forgangne DDR. Også mange tidligere østtyskere dyrker ting fra dengang. Begge dele kalder man ostalgi. Forsker i erindringskultur, Britta Tinn Knudsen, kaster lys over, hvad ostalgi er. Af: Anne Noller Nygaard og Jette Merete Axelsen Begrebet Ostalgi som er en sammentrækning af de to ord Ost (øst) og Nostalgi støder man uundgåeligt ind i, når man bevæger sig rundt i Berlin i dag. Man konfronteres med en forunderlig blanding af splinterny arkitektur og design sammen med alle mindelserne om tiden, før Muren blev væltet. Det er turisterne og de unge, som ikke har en chance for helt at kunne forstå, hvad DDR stod for, såvel som tidligere borgere i Østtyskland, der er ramt af Ostalgi-feber. Britta Timm Knudsen fra Århus Universitet forsker i erindringskultur, og forøger her at kaste lys over Ostalgi som begreb. Hvad er din forklaring på, at unge tyskere og turister, som i sagens natur ikke har nogen erindring om DDR, kaster sig over ting, tøj og kulisser fra den tid og giver det kultstatus? De oplever simpelthen tingene som eksotiske og lækre. Mange får et æstetisk kick af DDR-design. Der er noget uspoleret over det fra dengang, som de kan lide at se på. Berlin er fyldt med retromode lige uden for gadedøren. Det tilbyder et sjovt kig ind i en anden tidszone. De seneste år er der kommet flere eksempler på, at besøgende kan leve sig helt ind i livet i DDR. Hvad er det for nogen oplevelser folk får? På retrohotellet Ostel og DDR-museet for hverdagsliv iscenesætter de udgaver af, hvordan der så ud dengang. Folk kan få lov at træde ind i kulisserne og lege, at de kører i Trabant, eller de kan sove en nat på Ostel under et billede af Honecker. Der er bare det ved det, at hvis iscenesættelsen er barberet for kritik og vidneudsagn, der kan sætte tingene i perspektiv, så får oplevelsen let karakter af en tur i et DDR-Tivoli. I Stasifængslet har oplevelsen en helt anden karakter. Her er det kun de tidligere fanger, som viser rundt. De er vidner, der på egen krop har mærket systemet, men fangerne gør meget ud af, at formidle fakta til publikum. På den måde bliver det et læringssted, hvor oplysning og oplevelse går hånd i hånd om de sværeste skyggesider i deres erindring. Hvad er det, der er på spil, når det er østtyskerne selv, der dyrker Ostalgien? De tidligere DDR-borgerne har en tung arv med sig fra diktaturet, men de har samtidig erindringer om et levet hverdagsliv. De bærer på en dobbelthed, som de skal forholde sig til. Ingen ønsker sig tilbage til det politiske system med afluringer, angiveri og tortur, men det enkelte menneske har brug for at holde fast i helt almindelige erindringer om barndom, ungdom, glæder og sorger. Sagt på en anden måde, når østtyskerne spiser den kendte syltede agurk Spreewaldgurken, er det på grund af søde barndomserindringer. Det betyder ikke, at de æder hele det gamle system. Og hvad så med dem, der (n)ostalgisk længes efter det forgangne politiske system? Den slags længsel, tror jeg, kommer først og fremmest af frustration over deres aktuelle situation. Mange forventninger er ikke blevet indfriet. Det bliver et problem, hvis ikke de hiver den utilfredshed med over i den nuværende demokratiske struktur. Det er der, kampen står for bedre børnepasning, sundhedssystem og for arbejde til alle, som de husker det fra DDR. Nogle tidligere østtyskere hænger fast i tidsbobler, hvor de idealiserer det politiske, og de har svært. Bøger om DDR. Børn af Zonen af Jana Hensel, 2004 Forfatteren (født 1976) skriver sin egen generations roman. Hovedpersonerne er 13-16 år gamle ved murens fald i 1989. Deres barndom er formet af Øst, men de bliver voksne og skal skabe sig en fremtid i Vest. Mine frie tyske ungdom af Claudia Rusch, 2005 En novelleagtig skildring af forfatterens opvækst og ungdom i det østtyske oppositionsmiljø, hvor murens fald pludselig åbner verden for den unge generation. Claudia Rusch tegner med humor, men samtidig med forståelse og en vis sympati et billede af DDR som en spændetrøje, hun ikke kan leve i. Dengang vi drømte af Clemens Meyer, 2009 Roman om østtysk ungdom i tiden før og efter Murens fald. Daniel og hans kammerater vokser op i DDR. Efter genforeningen bliver de rodløse og fristes af en tilværelse med bandekrige, narko, druk, fængsler. Middagsfruen af Julia Franck, 2008 Middagsfruen er en stor anlagt episk roman, skrevet af Julia Franck (født 1970), som voksede op i DDR indtil familien flygtede til Vesttyskland, men vendte tilbage til Berlin efter genforeningen. Gennem en tysk kvindes livshistorie fortæller hun Tysklands historie i første halvdel af det 20. århundrede. Film om DDR. Good bye Lenin, 2003 En tragikomisk historie om Alex Kerner, hvis mor er varm fortaler for Østtysklands socialisme. Kort før Murens fald går Alex mor i koma. Da hun vågner otte måneder senere, tør læger og pårørende ikke fortælle hende om Murens fald af frygt for et nyt hjerteslag. For at beskytte sin mor fører Alex familiens lejlighed tilbage til DDR tiden - en fortids-ø, hvor hans mor kærligt lulles ind i den tro, at intet er forandret. Instruktion: Wolfgang Becker De andres liv, 2006 Et fiktivt drama om en stasiagent i 1980 ernes DDR. Wiesler er stasiagent, uhyre partiloyal og pønser på at blive til noget stort indenfor systemet. Derfor slår han til, da han får til opgave at overvåge den intellektuelle forfatter Dreyman og hans kæreste, for det er en operation, som de allerhøjeste kredse satser stort på. Instruktion: Florian Henckel-Donnersmarck 8 9

Stasi Museum I det tidligere hovedkvarter for Ministerium für Staatssicherheit der DDR i Berlin, har Stasi-museet i dag til huse. Besøgende kan i de oprindelige lokaler informere sig om statssikkerhedstjenestens og oppositionens arbejde i DDR fra 1945-1989. Ruschestrasse 103, 10365 Berlin www.stasi-museum.de DDR Museum Museet givet i indblik i de fleste aspekter af østtyskernes hverdag i DDR-perioden. Der er både tekst, billeder og forskellige objekter, eksempelvis en dagligstue og en Trabant i fuld størrelse. Det meste på museet kan føles på, hvilket hjælper til indlevelsen. Karl-Liebknecht-Strasse 1, 10178 Berlin, ddr-museum.de Kino International Bygningen har den smukkeste biografsal i Berlin, og det er som at træde direkte tilbage til 60 erne. Fordriv ventetiden med en drink i baren og nyd det rene DDRinteriør. Karl-Marx-Allé 33, 10178 Berlin, www.yorck.de Genbrugsbutik HUMANA Ud til Frankfurter Tor ligger en kæmpe genbrugsforretning, Humana, på fem etager. På den øverste fjerde sal kan man købe autentisk tøj fra DDR-tiden, der er kategoriseret efter DDR Männer og DDR Frauen. Humana er desuden en del af den danske organisation Tvind. Frankfurter Tor 3, 10243 Berlin Find DDR i Berlin Wall Memorial Her kan man genopleve en sektion af Muren. Gennem murens sprækker kan man studere de forskellige barrierer og grænseinstallationer, som er placeret i ingenmandslandet mellem de to ydermurer. Her er desuden et mindesmærke for de, som i forsøg på at krydse Muren, mistede livet. Hjønet af Bernauer Strasse og Ackerstrasse, 13355 Berlin-Mitte U-bahn I Berlins undergrund kan man besøge de tidligere såkaldte spøgelsesstationer i Østberlin, som under Tysklands deling fald var aflukket. På stationen Nordbahnhof er en lille udstilling, som fortæller om stationernes historie under DDR-regimet. Stationerne Potsdamer Platz, Friedrich Strasse og Orangienburg strasse Hotel Ostel Hostel ganske tæt på Ostbahnhof indrettet med autentiske DDR-møbler og Erik Honecker over sengegærdet. Krystallamper og mønstrede tapeter i orange og brunt kæmper om kap med de gamle radioer, som står på alle værelser. Wriezener Karree 5, 10243 Berlin Konnopke Imbiss En næsten 80 år gammel pølsevogn på Prenzlauer Berg er en af de ældste og mest populære snack barer i Berlin. Hvis du skal prøve en ægte Curry Wurst, er det her: Wenn s um die Wurst geht Tradition mit Geschmack. Schönhauser Allee 44a, Berlin Trabi safari Sightseeing tour i en rigtig Trabant, den tidligere standard familie-bil i Østtyskland, kombinerer fornøjelsen ved at køre med den ægte atmosfære i Østberlin. Find reklame-trabierne for firmaet ved blandt andet Checkpoint Charlie, Friedrichstrasse 43-45 og East Side Gallery, Mühlenstrasse, Berlin. Karl Marx Allé Østberlins tidligere pragtallé. De kæmpe bygninger er i stilen socialistisk klassicisme og gaden er 80 m bred, så der var plads til de store parader, der skulle holdes. Gaden hed oprindeligt Stalinallee, men som en del af af-staliniseringen skiftede den i 1961 navn. Bygningerne er optaget på UNESCO s liste over verdens kulturarv. Clärchens Ballhaus På Clärchens Ballhaus tager unge og gamle berlinere sig en svingom eller spiser en ægte schnitzel. I DDR var balhuset et af ganske få steder i Østberlin, hvor man kunne gå ud og danse. Man kan møde de gamle stamgæster til pardans for øvede om fredagen. www.ballhaus.de Auguststrasse 24, 10178, Berlin Mitte TV tårn Berliner Ferhnsehturm blev færdig i 1969 og den 365 meter høje bygning blev et kendetegn for DDR. Placeringen sikrede, at vestberlinerne huskede Østberlin. I dag er tårnet stadig et markant symbol for Tysklands hovedstad. 204 meter oppe er der restaurant og udsigtsplatform. Panoramastrasse 1a, 10178 Berlin-Mitte Tekst: Redaktionen, kort: www.bloxa.ru 10 11

Godt og Ondt For mange mennesker er det en positiv oplevelse at besøge det nye DDR Museum for hverdagsliv i det tidligere Østtyskland. Modsætningen findes på Stasimuseet og i det tidligere fængsel Hohenschönhausen. Af Alex Friis Hansen DDR museet er et stort rum. En stor labyrint med forskellige interaktive udstillinger. En nydeligt påklædt ældre dame går rundt, tæt fulgt af en mand i fyrrene med tophue, konstant mumlende for sig selv. De åbner skuffer og skabe, og kommenterer det meste de ser. Mor og søn på opdagelse og genkendelse. På vej tilbage i tiden. Det lignede deres køkken med de samme kopper og tallerkener, det samme bestik. Kaffekværn og sodavandsmaskine undersøges med kendermine. Den velklædte dame hedder Frau Grimm, og hun fortæller: Jeg ønsker ikke DDR tilbage, men der var nu mange gode ting. Det hele var temmelig enkelt. Vi manglede ikke noget i vores dagligdag. Der var altid nogen, der bekymrede sig om vores børn, hvis de var syge, og arbejdspladsen tog meget hensyn. Vi havde alle arbejde, konstaterer Frau Grimm. Frau Grimm har boet i bydelen Lichtenberg i 43 år. Tænk på, at det var lige efter krigen. Der var fremgang. De byggede masser af nye lejligheder, vi fik nogle gode boliger. Der var plads til vores tre børn. Frau Grimm tænker tilbage. Vi havde det jo godt. Stasi var lige i nærheden Fem kilometer væk fra det hyggelige DDR Museum ligger et andet museum. Stasimuseet i Lichtenberg. Stasi er en forkortelse for Ministerium for Statssikkerhed. Museet ligger lige netop i det område, hvor Frau Grimm og hendes sønner har boet i alle årene, tilsyneladende uden de store bekymringer. Foto: Alex Friis Hansen Stasi havde i sin tid hovedkvarter i det store bygningskompleks. På første sal er der sammenhængende kontorer og konferencerum, store brune klodsede sofaer beige gardiner, trægulve i sildebensmønster, høje kontorstole med armlæn og blåt betræk og lugten af hengemte tider. I disse bygninger kontrollerede ministeren for statssikkerhed, Erich Mielke, i 32 år den østtyske befolkning med hård hånd. Stasi sørgede for, at diktaturet kunne gennemføre sin politik. Stasi var en enorm organisation med i alt 93.000 ansatte og 276.000 meddelere. Man forsøgte at overvåge hele befolkningen. Ord, tanker og handlinger skulle passe til partiets interesser. På alle offentlige arbejdspladser var der mindst én stasimedarbejder. Stasi tog billeder og aflyttede telefoner, der blev spioneret og anmeldt. Opfindsomheden kendte ingen grænser, når befolkningen skulle overvåges. På Stasimuseet kan man ved selvsyn få indblik i hvordan kameraer og mikrofoner blev gemt i træstubbe, stærekasser, slips og vandkander. Som taget ud af gamle agentfilm. Dagligt blev der åbnet 90.000 breve. Stasi var hævet over den enkelte borger. Organisationen understøttede partiet, SED Socialistische Einheitspartie Deutshland ved at kontrollere befolkningen. Da Stasi blev opløst i 1990 fandt man 180 kilometer sagsakter med oplysninger om borgere i DDR. På DDR museet går en ung kvinde rundt og kigger i skufferne. Cindy Dieckmann er 29 år, og besøger museet for første gang sammen med sin kæreste. Hun bor i Köln, men er vokset i Østberlin. Hun husker sin barndom som en god tid. Det var en meget tryg barndom. Byen var ikke bygget til mange biler, så gaderne var sikre, og der var ingen kriminalitet, genkalder hun. Hun husker ikke at have manglet noget, for som hun siger: Jeg vidste jo ikke, hvad jeg gik glip af. At komme på museum er for Cindy Dieckmann en rejse tilbage i tiden. For mig er det rigtig sjovt at genoplive gode minder fra min barndom, slutter hun. Hohenschönhausen var Stasis hemmelige fængsel. Det centrale fængsel for politisk undertrykkelse i DDR. Tidligere var det en sovjetisk interneringslejr og fandtes ikke på noget officielt kort. Ingen kendte til beliggenheden, alle kom dertil ad snørklede omveje. I DDR tiden var Hohenschönhausen den grufulde virkelighed for 40.000 mennesker. De skulle systematisk ødelægges psykisk og fysisk ved mangel på mad og søvn, tortur, forhør nat og dag, total isolation og uvirksomhed i månedsvis. Hovedparten af fangerne var mennesker, som havde forsøgt at flygte, eller personer, som blev forfulgt på grund af deres politiske overbevisning. Advokater og dommere var loyale over for diktaturet og formålet var at give den højst mulige straf. I dag er det tidligere fanger, som viser rundt i fængslet. Kilder: Stasi Museum: http://www.stasimuseum.de/ Hohenschönhausen: http://www.stiftung-hsh.de/ DDR Museum:http://www.ddr-museum.de/ Øvrige fotos: Google 12 13

Det står ikke i historiebøgerne Katrin Braune blev født i Murens skygge. Hendes historie er en hverdagsberetning om en helt almindelig DDR-borgers vej gennem forandringen til et genforenet Tyskland. Af Jette Merete Axelsen Erkner. Endstation. Bitte aussteigen. Længere mod øst kommer man ikke med S3 fra Berlin. Efter genforeningen er et kæmpe renove-ringsarbejde i færd med at forvandle det tidligere DDR til en nypudset tysk landsdel. Langs banen på vejen til Erkner, stikker enkelte graffitibemalede, forladte bygninger ud som rådne tandstumper i en mund fuld af funklende nye stifttænder i muntre farver. En blygrå himmel drysser støvregn hen over byen. Tourismus Information ligger i bunden af et lejlighedskompleks på hovedgaden i Erkner. Indenfor sidder to kvinder bag skranken. Der er ingen kunder, og de to kvinder er tilsyneladende ikke i gang med andet end at sidde der. Den ældste, en spinkel kvinde med sirligt opsat hår, tager sin frakke på, nikker venligt og går. Tilbage sidder Katrin Braune på 45 år. Da hun gik hjemmefra i morges, var hun intetanende om, at hun denne dag skulle blive trukket en tur ned ad mindernes allé. Katrin Braune, Erkner temningen var Sagiteret, og folk var på gaderne i de dage i Erkner som i resten af Berlinområdet. Den 8. november havde oprørte borgere i byen styrtet den DDR-venlige borgmester til et borgermøde på rådhuset, fortæller Katrin Braune. Hun var 25 år i 1989. I maj havde hun fået en datter, så hun var hjemmegående på barselsorlov. Den 9. november efterlod hun datteren hjemme hos sin mand og gik til endnu et møde på rådhuset, hvor man krævede frihed og forandring. Da hun kom hjem kl. 21, lå manden på sofaen og sov med fjernsynet stillet ind på en fodboldkamp. Katrin Braune satte sig til rette og slog over på vesttysk TV. Hun så folk i Berlin, som brød gennem Muren og festede på vestsiden. I begyndelsen troede hun, der var tale om satire eller i hvert fald noget konstrueret, så der gik ti minutter, inden hun vækkede sin mand. ele dagen d. 10. november stod jeg i kø på poli-tistatio- for at få stempler i vores pas til at passere grænsen. Hnen Det var endnu ikke gået op for os, at man kunne komme over uden stempler. Stemmen slår knæk, da hun beretter. Dagen efter stod de tidligt op og tog S-banen mod vest, fortæller Katrin Braune. Folk stod som sild i en tønde, men stemningen var forventningsfuld, så snakken gik livligt på kryds og tværs. Jeg glemmer aldrig den følelse det var at gå op ad trapperne på Wittenberg Platz, og at gå ad Kurfürstendam hele vejen ned til Gedächtniskirche. Steder, som vi kun havde set på postkort. Det var ikke til at tage ind. Vi havde aldrig turdet håbe på, at det ville ske. Es war gross! Nu krakelerer stemmen helt, og tårerne strømmer ned ad hendes hektisk røde kinder. Katrin Braune må tage hænderne til hjælp for at forklare, hvor bevægende det var. Hun lægger brillerne på bordet, virrer med hovedet og favner hele verden med sine udstrakte hænder. De bare gik og gik hele den lange dag. Folk fra øst og vest stoppede spontant hinanden på gaden. Fortalte historier om deres liv og hørte på andres. De så til de segnede, og om aftenen vendte de mættede af indtryk hjem til Erkner. Katrin Braune blev født i 1964 i Stalin Strasse i Berlin tæt på Muren. Hendes far var statsansat kunstmaler til en løn på 700 Mark om måneden. Selvom det lyder af lidt, levede den lille familie med fire børn et almindeligt liv og manglede ikke noget. Moderen var delvist hjemmegående men havde også små jobs indimellem. Faderen malede politisk korrekte landskabsbilleder i sin arbejdstid. Sin egen kunst holdt han for sig selv. I 1985 blev Katrin Braune gift og flyttede til Erkner med sin mand, der var tømrer. Hun selv var udlært murer. I DDR blev akademisk uddannelse ikke belønnet. Det var arbejdere, man havde brug for, og det afspejlede lønnen. Som murer tjente Katrin Braune 1200 Mark om måneden, mens hendes byggeleder, der var ingeniør, måtte nøjes med 700 Mark. udkanten af Erkner lå et stort indhegnet område med bygninger, hvor Stasi holdt til. Hvad de lavede, var en hemmelighed, I men mange folk fra byen var ansat til almindeligt arbejde, så som kontorarbejde og at sy uniformer. Alle vidste, at der var Stasiagenter, men ingen vidste, hvem de var. Alligevel følte Katrin Braune sig ikke utryg. Det var jo hverdag, at man skulle tage højde for den slags Man var nødt til at tale med to tunger. Der var ting, man ikke sagde højt, fortæller hun. Tyve år efter Murens fald skyller Ostalgi-bølgen ind over Berlin med souvenirs, design og events, som tager udspring i DDR nostalgi. Es ist typisch West, sukker Katrin Braune og trækker på skuldrene. Hun synes, det er overfladisk og lidt ligegyldigt. Selvfølgelig er det sjovt at se ting, hun forbinder med sin barndom, men hun føler ikke trang til at deltage i temafester, hvor man klæder sig ud i gammeldags tøj og hører musik fra dengang. Katrin Braune længes ikke efter DDR-tiden, men hun synes alligevel, at mange værdier er gået tabt i vestliggørelsen af hendes land. Den frihed, de opnåede, var ikke helt den, de havde forestillet sig. Kapitalisme er på en måde bare en anden slags diktatur, forklarer hun. Der er kamp om arbejdspladserne, fortæller hun videre. Det handler om at kunne sælge sig selv, og det er svært for gamle øst-borgere, som ikke har haft brug for den egenskab før. Egoismen har sejret over solidaritets-følelsen. Det er lidt som at leve i en omvendt verden. I DDR kunne jeg sige til min chef, at jeg var uenig og ikke brød sig om det han gjorde, men jeg kunne ikke kritisere min statsleder. I dag kan jeg sige til Angela Merckel, at jeg er uenig og ikke bryder mig om det, hun gør, men jeg kan ikke sige det til min chef. For så risikerer jeg at miste mit arbejde, forklarer Katrin Braune. Hun mener, at østtyskerne har mere menneskelig ballast end vesttyskerne. De har lært at klare sig med lidt og under vanskelige forhold. Vesttyskerne er mere forkælede og overfladiske af natur. Vesten er overbevist om, at det var dem, som befriede os. Sandheden er, at vi befriede os selv. Det var os, der gjorde oprør, og os, der brød muren ned, slår Katrin Braune fast. Vesttyskerne ville aldrig kunne have klaret den forandring, som vi har været igennem. De ville fluks gribe telefonen og råbe: Hilfe! brøler Katrin Braune ned i et imaginært telefonrør og griner løssluppent. Latteren forstummer, da den sirlige kollega træder ind ad døren igen efter godt en time. Katrin Braune sender et sigende blik hen over brillekanten, og med høflig distance præsenterer hun pjecer med seværdig-heder i området. fotos: Jette Merete Axlsen. 14 15

ABC til DDR Af Tine Obel Schmidt Alexanderplatz. Stor central plads i det tidligere Østberlin. Det berømte TV tårn, står midt på pladsen og er vartegn for byen. Her foregik de store protestdemonstrationer, som førte til DDRs sammenbrud i 1989. Bananer. Da grænserne åbnede ville mange Østtyskere smage en banan for første gang. Så der blev hurtigt udsolgt. Sydfrugter var sjældne i DDR, men indimellem blev ananas og bananer fløjet ind fra det socialistiske Cuba. Lenin og Marx s ideer var at finde overalt. Der var ingen institutioner i DDR, som ikke havde en marxistiskleninistisk målsætning, og alle private relationer skulle bidrage til at videreudvikle socialismen i nye faser. Checkpoint Charlie. Kendt grænseovergang mellem Øst- og Vestberlin, hvor man udvekslede spioner. Indbyggere. Befolkningen var på 16.111.000 ind- byggere. De måtte ikke rejse ud af landet med mindre der blevet givet tilladelse til det. DDRs straffelov bestemte, at uautoriseret udrejse af DDR var strafbar - i alvorlige tilfælde med fængsel i optil 5 år East Side Gallery. Verdens største udendørs galleri. Et 1.3 kilometer langt stykke Berlinmur, hvor der er lavet 106 grafitti-malerier. Gurken. Spreewälder Gurken er en kendt syltet agurk fra Østtyskland. Efter genforeningen var man i Spreewald bange for at blive oversvømmet af billigere EU agurker. Man søgte derfor om at få Spreewälder Gurken godkendt som et regionalt varemærke. Det lykkedes. Julepynt. Julen var omdøbt til Årsafslutningsfest i DDR, men man havde en storstilet produktion af træjulepynt hovedsageligt til eksport. DDR. Deutsche Demokratische Republik (Den Tyske demokratiske Republik) blev oprettet i 1949 og i 1990 indlemmet i den Tyske Forbundsrepublik. Officielt en demokratisk flerpartistat, men i praksis var det kun partiet Sozialistische Einheitspartei Deutschlands (SED), der bestemte. FKK. Freie Körper Kultur kan oversættes til Fri Krops Kultur. Nudisme og nøgenbadnig var udbredt i DDR. Da nøgenbadning blev erklæret ulovligt af myndighederne i 1954 opstod der en protestbølge, der medførte at magthaverne måtte ophæve forbudet. Honecker. Erik Honecker var DDR s leder fra 1971-1989 og var en af de ansvarlige for opførelsen af Muren. Måtte i oktober 1989 gå af efter omfattende massedemonstrationer mod regimet. Karl-Marx Allé. Opført i starten af 50 erne i Østberlins centrum. Det første lange stykke med 10 etager høje huse i den såkaldte Sukkerbagerstil er en gave fra Sovjetunionen til arbejderne i DDR. Alléen blev brugt til parader, når man fejrede socialismen. Muren. Mur, som delte Øst- og Vestberlin. Stod færdig i 1963. DDR styret kaldte den en Antifascistisk beskyttelsesvold. Muren målte 43,1 kilometer, men den totale længde rundt om Vestberlin var på 155 kilometer Ossie. Betegnelse for en østtysker, som vandt folkelig udbredelse efter Murens fald. Ordet korresponderer med Wessi, også kendt i varianten Besserwessi, om den bedrevidende vesttysker. De to ord er i dag en del af hverdagssproget og bruges relativt neutralt. Stasi. Folkelige betegnelse for Ministeriet for Statssikkerhed. Stasi var undersøgelsesorgan for politiske forbrydelser. Stasi registrerede alle borgere, de mente kunne være en trussel for staten. Mange almindelige mennesker blev tvunget til at spionere i deres egen omgangskreds. Valuta. Valutaen hed DDR-Mark. De kunne kun veksles i begrænset omfang til andre østblokvalutaer. Fra 1. juli 1990 til 30. juni 1991 kunne hver østtysker veksle 4000 Østmark lige over til Vestmark. Det var otte gange så meget som sortbørskursen i DDR. Ny begyndelse. Nu vokser det sammen, der hører sammen, sagde den forhenværende forbundskansler Willy Brandt, da Berlinmuren faldt. Man talte om en Ny Begyndelse for et samlet Tyskland. Planøkonomi. Økonomisk styringsform, hvor staten bestemmer, hvad der skal produceres og til hvilken pris. DDR s planøkonomi kørte efter femårs-planer, der ofte slog fejl. Landet led konstant af varemangel, og folk måtte stå i kø for at få brød, skinke, sko og så videre. Trabant og Wartburg. Bilmærker produceret i DDR. Man kunne vente op til tolv år på at få en bil. Efter sammenbruddet stoppede produktionen af begge biltyper. Reichtag (Rigsdagen). Den tyske parlamentsbygning, som i dag hedder Bundestag. Den 31. august 1990 underskrev Forbundsrepublikken Tyskland og DDR en genforeningstraktat og den 3. oktober samme år blev Tysklands genforenet. U-bahn. Transportnet i hele Berlin, som også led med bydelingen. Nogle linjer blev kappet over, sådan at østtogene kørte frem til grænsen og vendte tilbage. Det samme med vesttogene. Kun en enkelt vestlinje kørte et et stykke under østtysk jord, men uden at stoppe. Wende. Begrebet Die Wende, betyder vendepunkt og henviser til Murens fald og genforenelsesprocessen. Foto: Jette Merete Axelsen, Tine Obel Schmidt og Google. Kilder: Wikepedia, Den Store Danske og Google 16 17