Torsdag 10. januar 2019 kl Fredag 11. januar 2019 kl

Torsdag 10. januar 2019 kl. 19.30 Fredag 11. januar 2019 kl. 19.30 HONECK & FIDELIO DR SymfoniOrkestret DR KoncertKoret Manfred Honeck, dirigent Sally Matthews, Christina Landshamer, sopran Christian Elsner, Robin Tritschler, tenor Christof Fischesser, baryton Shenyang, basbaryton Henning von Schulman, bas Ghita Nørby, fortæller FID

2 Ludwig van Beethoven: Fidelio Librettoforfattere: Joseph Sonnleithner og Georg Friedrich Treitschke Ouvertüre 1. Akt Nr. 1 Arie O wär ich schon mit dir vereint, und dürfte Mann dich nennen! Ein Mädchen darf ja was es meint zur Hälfte nur bekennen. Doch wenn ich nicht erröten muss ob einem warmen Herzenskuss wenn nichts uns stört auf Erden. Die Hoffnung schon erfüllt die Brust mit unaussprechlich süsser Lust, wie glücklich will ich werden! In Ruhe stiller Häuslichkeit erwach ich jeden Morgen, wir grüssen uns mit Zärtlichkeit, der Fleisch verscheucht die Sorgen. Und ist die Arbeit abgethan, dann schleicht die holde Nacht heran, dann ruh n wir von Beschwerden. Die Hoffnung schon erfüllt die Brust mit unaussprechlich süsser Lust, ich werde glücklich sein! Ludwig van Beethoven: Fidelio Librettoforfattere: Joseph Sonnleithner og Georg Friedrich Treitschke Oversættelse: Magna Blanke Ouverture 1. Akt Nr. 1 Arie Åh, gid jeg var forenet med dig og turde kalde dig min mand! En pige tør jo kun bekende halvdelen af hvad hun mener. Men gid jeg ikke behøvede at rødme for et varmt hjertens-kys, uforstyrret af verden. Håbet derom fylder allerede mit bryst med usigelig glæde; hvor ville jeg blive glad! Jeg vågner roligt hver morgen i husets hjemlighed, vi hilser på hinanden med kærlighed, kroppen jager sorger bort. Og når arbejdet er gjort, så kommer den skønne nat, så hviler vi fra besværligheder. Håbet fylder allerede mit bryst med usigelig sød glæde; jeg bliver lykkelig! Nr. 2 Duett Jetzt, Schätzchen, jetzt sind wir allein, wir können vertraulich nun plaudern. Es wird ja nichts Wichtiges sein, ich darf bei der Arbeit nicht zaudern. Ein Wörtchen, du Trotzige, du! So sprich nur, ich höre ja zu. Wenn du mir nicht freundlicher blickest, so bring ich kein Wörtchen hervor. Nr. 2 Duet Nu er vi alene, skat, nu kan vi tale fortroligt sammen. Der vil jo ikke være noget vigtigt, og jeg skal skynde mig med mit arbejde. Bare et lille ord, du trodsige! Marcelline: Så sig frem, jeg lytter. Hvis du ikke ser mere venligt på mig, så siger jeg ikke et ord.

3 Und wenn du dich nicht in mich schickest, verstopf ich mir vollends das Ohr. Ein Wörtchen nur höre mir zu, dann lass' ich dich wieder in Ruh. So hab ich denn nimmermehr Ruh; so rede, so rede nur zu. Ich habe zum Weib dich gewählet, verstehst du? Das ist ja doch klar. Und, wenn mir dein Jawort nicht fehlet, was meinst du? So sind wir ein Paar. Wir könnten in wenigen Wochen Recht schön, du bestimmst schon die Zeit. Zum Henker, das ewige Pochen! So bin ich doch endlich befreit! Da war ich so herrlich im Gang, und immer entwischt mir der Fang. Wie macht seine Liebe mir bang, wie werden die Stunden mir lang. Ich weiss, dass der Arme sich quälet, es tut mir so leid auch um ihn! Fidelio hab ich gewählet, ihn lieben ist süsser Gewinn. Wo war ich? Sie sieht mich nicht an. Da ist er er fängt wieder an. Hvis du ikke retter dig efter mig, lukker jeg fuldstændigt mit øre. Hør på mig, bare en lille tid, så skal jeg lade dig være i fred. Jeg har da heller aldrig fred; men så tal da. Jeg har valgt dig som min kone, forstår du det? Ja, det er da klart. Ja, og hvis dit ja-ord til mig ikke mangler, hvad så? Så er vi et par. Vi kunne om få uger Ja, fint, du bestemmer tidspunktet. For fanden, altid skal man bøje sig! Så er jeg da endelig fri! Da var jeg herligt i gang, og altid undslipper hun nettet. Hans kærlighed gør mig bange, tiden bliver mig lang. Jeg ved, at staklen plages, jeg er så ked af det for ham! Jeg har valgt Fidelio; at elske ham er en herlig gave. Hvor kom jeg til? Hun ser slet ikke på mig. Der er han han begynder igen.

4 Wann wirst du das Jawort mir geben? Es könnte ja heute noch sein. O weh! Er verbittert mein Leben. Jetzt, morgen und immer, nein! Du bist doch wahrhaftig von Stein! Kein Wünschen, kein Bitten geht ein. Ich muss ja so hart mit ihm sein, er hofft bei dem mindesten Schein. So wirst du dich nimmer bekehren? Was meinst du? Du könntest nun gehn. Wie? Dich anzusehn willst du mir wehren? Auch das noch? So bleibe hier stehn! Du hast mir so oft doch versprochen Versprochen? Nein, das geht zu weit! Zum Henker, das ewige Pochen! So bin ich doch endlich befreit! Es ward ihr im Ernste schon bang, wer weiss, ob es mir nicht gelang. Das ist ein willkommener Klang, es wurde zu Tode mir bang. Hvornår vil du så give mig dit ja-ord? Det kunne jo være i dag. Ak, han forbitrer livet for mig nu, i morgen og altid, nej! Du er dog i sandhed af sten! Intet ønske, ingen bøn går igennem. Jeg må jo være så hård ved ham; han håber ved det mindste tegn. Du vil aldrig omvende dig? Hvad mener du? Du kunne gå nu. Hvorledes? Du vil forhindre mig i at se på dig? Også det? Marzellino: Så bliv stående her! Du har da så ofte lovet mig Lovet? Nej, det er at gå for vidt! For fanden, altid skal man bøje sig. Så er jeg da endelig fri! Hun var bange for alvor hvem ved, om det mon ikke lykkedes mig? Det er en velkommen lyd; jeg var dødsens angst.

5 Nr. 3 Quartett Mir ist so wunderbar, es engt das Herz mir ein; er liebt mich, es ist klar, ich werde glücklich sein. Wie gross ist die Gefahr, wie schwach der Hoffnung Schein! Sie liebt mich, es ist klar, o namenlose Pein! Sie liebt ihn, es ist klar; ja, Mädchen, er wird dein. Ein gutes, junges Paar, sie werden glücklich sein. Mir sträubt sich schon das Haar, der Vater willigt ein; mir wird so wunderbar, mir fällt kein Mittel ein. Nr. 3 Kvartet Jeg har det underligt, det trænger ind i mit hjerte; han elsker mig, det er klart, jeg bliver lykkelig. Faren er stor, håbet ser svagt ud! Hun elsker mig, det er klart, åh, navnløse pine! Hun elsker ham, det er klart; ja, min pige, han vil blive din. Et godt, ungt par, de bliver lykkelige. Håret rejser sig på mit hoved, faderen siger ja; jeg har det så underligt, jeg har ingen midler. Guldarien Hat man nicht auch Gold beineben, kann man nicht ganz glücklich sein; traurig schleppt sich fort das Leben, mancher Kummer stellt sich ein. Doch wenn s in den Taschen fein klingelt und rollt, da hält man das Schicksal gefangen: und Macht und Liebe verschafft dir das Gold und stillet das kühnste Verlangen. Das Glück dient wie ein Knecht für Sold, es ist ein schönes Ding, das Gold. Wenn sich nichts mit nichts verbindet, ist und bleibt die Summe klein; wer bei Tisch nur Liebe findet, wird nach Tische hungrig sein. Drum lächle der Zufall euch gnädig und hold, und segne und lenk euer Streben; das Liebchen im Arme, im Beutel das Gold, so mögt ihr viel Jahre durchleben. Das Glück dient wie ein Knecht für Sold, es ist ein mächtig Ding, das Gold. Guldarien Har man ikke også guld, kan man ikke være helt lykkelig; så slæber livet sig sørgmodigt afsted, mange kvaler viser sig. Men hvis pengene klinger fint i lommen, så har man fat i skæbnen, og magt og kærlighed skaffer dig guld og stiller dermed det dristigste forlangende. Lykken tjener guld, som en knægt får løn, guldet er en skøn ting. Hvis ikke noget forbindes med noget andet, er og bliver summen kun lille; den, der kun finder kærlighed ved bordet, higer efter bordet. Gid tilfældet må smile nådigt til jer og velsigne og lede jeres stræben; Med kæresten i armene og guld i posen, så kan I leve i mange år. Lykken tjener guld, som en knægt får løn, Guld er en mægtig ting.

6 Nr. 4 Terzett Gut, Söhnchen, gut, hab immer Mut, dann wird's dir auch gelingen; das Herz wird hart durch Gegenwart bei fürchterlichen Dingen. Ich habe Mut, mit kaltem Blut will ich hinab mich wagen: für hohen Lohn kann Liebe schon auch hohe Leiden tragen. Dein gutes Herz wird manchen Schmerz in diesen Grüften leiden; dann kehrt zurück der Liebe Glück und unnennbare Freuden. Du wirst dein Glück ganz sicher bauen. Ich hab auf Gott und Recht Vertrauen. Du darfst mir auch ins Auge schauen; der Liebe Macht ist auch nicht klein. Ja, wir werden glücklich sein. Ja, ich kann noch glücklich sein. Ja, ihr werdet glücklich sein. Der Gouverneur soll heut erlauben, Dass du mit mir die Arbeit teilst. Du wirst mir alle Ruhe rauben, wenn du bis morgen nur verweilst. Ja, guter Vater, bitt' ihn heute, in kurzem sind wir dann ein Paar. Ich bin ja bald des Grabes Beute, ich brauche Hilf', es ist ja wahr. Nr. 4 Terzet Godt, søn, hav nu mod, så vil det også lykkes; Hjertet bliver hårdt, når det møder frygtelige ting. Jeg har mod! Med koldt blod vil jeg vove mig ned: For en høj løn kan kærlighed også bære stor lidelse. Dit gode hjerte vil lide mange smerter i disse hvælvinger; så vender kærlighedens lykke tilbage sammen med usigelig glæde. Du vil bygge din lykke. Jeg tror på Gud og retfærdighed. Du kan også se mig i øjnene, kærlighedens magt er heller ikke lille. Ja, vil vil blive lykkelige. Ja, jeg kan endnu blive lykkelig. Ja, I vil blive lykkelige. Guvernøren skal i dag give tilladelse til, at du tager en del af mit arbejde. Du vil fratage mig enhver ro, hvis tøver til i morgen. Ja, gode fader, bed ham i dag, om kort tid er vi da et par. Jeg er snart gravens bytte, jeg behøver hjælp, det er sandt.

7 Wie lang bin ich des Kummers Beute? Du, Hoffnung, reichst mir Labung dar. Ach, lieber Vater, was fällt euch ein? Lang' Freund und Rater müsst ihr uns sein. Nur auf der Hut, dann geht es gut, gestillt wird euer Sehnen. Gebt euch die Hand und schliesst das Band in süssen Freudentränen. Ihr seid so gut, ihr macht mir Mut, gestillt wird bald mein Sehnen! Ich gab die Hand zum süssen Band, es kostet bittre Tränen. O habe Mut! O welche Glut! O welch ein tiefes Sehnen! Ein festes Band mit Herz und Hand, o süsse, süsse Tränen! Nr. 5 Marsch Hvor længe er jeg fortvivlelsens bytte? Du, håb, rækker mig vederkvægelse. Ak, kære fader, hvad falder jer ind? I var længe ven og rådgiver for os. Kun på den hårde måde går det godt, jeres længsel vil stilne af. Giv hinanden hånd og slut jer sammen i glædestårer. I er så god, I giver mig mod, min længsel vil snart stilne af! Jeg gav hånd til det kære bånd, det koster bitre tårer. Vær ved godt mod! Hvilken varme! Åh, denne dybe længsel! Et fast bånd med hjerte og hånd, åh, søde, søde tårer! Nr. 5 March Nr. 6 Arie mit Chor Ha, welch ein Augenblick! Die Rache werd' ich kühlen, Dich rufet dein Geschick! In seinem Herzen wühlen, o Wonne, grosses Glück! Schon war ich nah, im Staube, dem lauten Spott zum Raube, dahin gestreckt zu sein. Nun ist es mir geworden, den Mörder selbst zu morden! In seiner letzten Stunde, den Stahl in seiner Wunde, ihm noch ins Ohr zu schrein: Triumph! Der Sieg ist mein! Chor der Wache: Er spricht von Tod und Wunde! Wacht scharf auf eurer Runde, wie wichtig muss es sein! Wacht scharf auf eurer Runde! Nr. 6 Arie med kor Åh, hvilket øjeblik! Hævnen vil jeg nedkøle, skæbnen kalder på dig! I hans hjerte arbejder, o, fryd, en stor lykke! Jeg var allerede tæt på at blive kastet i støvet som offer for stor spot. Nu er det op til mig at myrde morderen; i hans sidste time med stålet i hans sår at skrige ind i hans øre: Triumf! Sejren er min! Vagt-kor: Han taler om død og sår! Våg skarpt på jeres runde, den er vigtig! Våg skarpt på jeres runde.

8 Nr. 7 Duett Jetzt, Alter, jetzt hat es Eile! Dir wird ein Glück zuteile, du wirst ein reicher Mann; das geb ich nur daran. So sagt doch nur in Eile, womit ich dienen kann. Du bist von kaltem Blute, von unverzagtem Mute durch langen Dienst geworden. Was soll ich? Redet! Redet! Morden! Wie? Höre mich nun an! Du bebst? Bist du ein Mann? Wir dürfen gar nicht säumen; dem Staate liegt daran, den bösen Untertan schnell aus dem Weg zu räumen. O Herr! Du stehst noch an? Er darf nicht länger leben, sonst ist's um mich geschehn. Pizarro sollte beben? Du fällst ich werde stehn. Die Glieder fühl' ich beben, wie könnt ich das bestehn? Ich nehm ihm nicht das Leben, mag, was da will, geschehn. Nein, Herr, das Leben nehmen, das ist nicht meine Pflicht. Ich will mich selbst bequemen, wenn dir's an Mut gebricht; Nr. 7 Duet Nu haster det, du gamle! Du får del i en lykke, du bliver en rig mand; jeg giver bare dette. Så sig dog med det samme, hvorledes jeg kan tjene. Du har længe været i tjeneste med koldt blod og uforfærdet mod. Hvad skal jeg gøre? Sig det, sig det! Myrde! Hvad? Hør nu her! du skælver? Er du en mand? Vi må ikke tøve; det gælder staten at få den gale undersåt hurtigt af vejen. Åh, herre! Er du stadig parat? Han bør ikke leve længere, ellers er det sket med mig. Skulle Pizarro skælve? Du vil falde jeg bliver stående. Jeg føler legemet skælve; hvorledes kunne jeg gøre det? Jeg tager ikke hans liv, ske, hvad der vil. Nej, hr.! at tage et liv var aldrig min pligt. Jeg vil selv nedlade mig til det, hvis dit mod svigter dig;

9 nun eile rasch und munter zu jenem Mann hinunter du weisst Der kaum mehr lebt und wie ein Schatten schwebt? Zu dem, zu dem hinab! Ich wart' in kleiner Ferne, du gräbst in der Zisterne sehr schnell ein Grab. Und dann? Dann werd' ich selbst, vermummt, mich in den Kerker schleichen ein Stoss und er verstummt! Verhungernd in den Ketten ertrug er lange Pein, ihn töten, heisst ihn retten, der Dolch wird ihn befrein. Er sterb in seinen Ketten, zu kurz war seine Pein, sein Tod nur kann mich retten, dann werd' ich ruhig sein. Gå nu hurtigt og glad ned til den mand du ved Som næppe lever mere, men svæver rundt som en skygge? Til ham ja, ned til ham! Jeg venter i nærheden, du graver hurtigt en grav i cisternen. Og så? Så vil jeg selv, formummet, snige mig ned i fangehullet et stød og han forstummer! Udhungret, lagt i lænker led han mange pinsler, at dræbe ham vil sige at redde ham, dolken befrier ham. Han vil dø i sine lænker, hans pine var kun kort; hans død kan redde mig, så vil jeg være rolig. Nr. 8 Rezitativ und Arie Ach, brich noch nicht, du mattes Herz! Du hast in Schreckenstagen mit jedem Schlag, ja neuen Schmerz und bange Angst ertragen. Komm, Hoffnung, lass den letzten Stern der Müden nicht erbleichen; erhell ihr Ziel, sei s noch so fern, die Liebe wird s erreichen. O du, für den ich alles trug, könnt ich zur Stelle dringen, wo Bosheit dich in Fesseln schlug, und süssen Trost dir bringen. Ich folg dem innern Triebe, ich wanke nicht, mich stärkt die Pflicht der treuen Gattenliebe. Nr. 8 Recitativ og arie Ak, brist dog ikke, du trætte hjerte! Du har i smertens dage, ved hvert et slag båret ny smerte og bange ængstelse. Kom, håb, lad ikke de trættes sidste stjerne blegne; lys op for målet, er det end nok så fjernt, kærligheden vil nå det. O du, for hvem jeg bar alt, kunne jeg dog nå til stedet, hvor ondskab lagde dig i lænker og bringe dig god trøst. Jeg følger den indre drift, jeg vakler ikke, jeg styrkes af pligten til trofast kærlighed til ægtefælle.

10 Nr. 9 Duett Um in der Ehe froh zu leben, muss man vor allem treu sich sein, muss nie sich Grund zum Argwohn geben. Ja, Argwohn ist der Ehe Pein. Derüber stimmen wir nun ein. Derüber stimm ich mit dir ein. Nur was du willst, soll stets geschehen, ich gebe deinen Willen nach; und wie die Steinchen in dem Bach sollst du, was ich mir denke, sehen. Dein Herz ist ja so spiegelrein, man kann mit dir nur glücklich sein. Wie schmerzlich täuschen sie zu müssen, der Himmel wird es mir verzeihen! Dein Weg soll stets voll Blumen sein. Das Leben wird uns sanft verfliessen, voll Blumen uns re Wege sein. Mein Vater wird mit dir und mir sein Alter innig froh verleben, und sind wir einmal unser vier, o das wird Himmelswonne geben. Mein Vater sagt, es gibt auf Erden nichts Süsser s, keine gröss re Lust; als ich zuerst ihn Vater nannte, da musst er weinen, und es brannte wie Glut die Freud in seiner Brust. Wie schmerzlich, täuschen sie zu müssen, der Himmel wird es mir verzeihen. Nr. 9 Duet For at leve glad i ægteskabet må man først og fremmest være tro mod sig selv, man må aldrig give sig selv grund til mistanke. Ja, mistanke er ægteskabets kval. Det er vi enige i. Det er jeg enig med dig i. Kun hvad du vil, skal ske; jeg bøjer mig for din vilje. og kun som små sten i bækken vil du se, hvad jeg tænker. Dit hjerte er jo så pletfrit, rent, man kan kun være lykkelig med dig. Hvor smerteligt at måtte bedrage hende, må Himlen tilgive mig! Din vej vil altid være fuld af blomster. Livet vil gå roligt for os, vore veje være fulde af blomster. Min far vil sammen med dig og mig leve sit liv i dyb glæde; og er vi engang os fire, åh, det vil give himmesk fryd. Min far siger, der gives ikke på jorden noget sødere, ingen større glæde, end da jeg for første gang kaldte ham far; da måtte han græde, da brændte glæden som en glød i hans bryst. Hvor er det smerteligt at måtte bedrage hende, Himlen vil tilgive mig det. Nr. 10 Terzett Ein Mann ist bald genommen, leicht nimmt man sich ein Weib, doch nach dem Zeitvertrieb kann bald die Reue kommen. Nr. 10 Terzet En mand får man hurtigt, let tager man sig en hustru, men efter lidt tidsfordriv kan der opstå anger.

11 Durch Eintracht nur der Herzen kann man zufrieden sein, mit Ernst ist nicht zu scherzen, drum rath ich euch, sagt nein! Das heisst den Satan schwärzen, sie willigt nimmer ein; sie scheint mit nicht zu scherzen, sie sagt im Ernste nein. Er spricht zu meinem Herzen, Fidelio wird mein, dann will ich ernstlich scherzen, dann sag ich nicht nein nein! Kun i hjerternes samdrægtighed kan man være tilfreds, alvor er ikke til at spøge med, derfor råder jeg jer: sig nej! Det er at sværte Satan, hun indvilliger aldrig, hun synes ikke at spøge, hun siger for alvor nej. Han taler til mit hjerte, Fidelio bliver min, så vil jeg for alvor være glad, så siger jeg ikke nej nej! Nr. 11 Finale Chor der Gefangenen: O welche Lust, in freier Luft den Atem leicht zu heben! Nur hier, nur hier ist Leben! Der Kerker eine Gruft. Einer: Wir wollen mit Vertrauen auf Gottes Hülfe bauen! Die Hoffnung flüstert sanft mir zu: Wir werden frei, wir finden Ruh. Chor: O Himmel! Rettung! Welch ein Glück! O Freiheit! Kehrst du zurück?! Einer: Sprecht leise! Haltet euch zurück! Wir sind belauscht mit Ohr und Blick. Chor: Sprecht leise! Haltet euch zurück! Wir sind belauscht mit Ohr und Blick. O welche Lust, in freier Luft den Atem leicht zu heben! Nur hier, nur hier ist Leben. Sprecht leise! Haltet euch zurück! Wir sind belauscht mit Ohr und Blick. Nr. 11 Finale Kor af fanger: Hvilken fryd at ånde let i den frie luft! Kun her, kun her findes livet! Fængselet er en grav. En fange: Vi vil med tillid bygge på Guds hjælp! Håbet hvisker blidt til mig: Vi bliver fri, vi finder ro. Kor: Oh, himmel! Redning! Sikken lykke! Åh, frihed, vender du tilbage? Anden fange: Tal sagte! Hold jer tilbage! Vi bliver afluret med ører og øjne. Kor: Tal sagte! Hold jer tilbage! Vi bliver afluret med ører og øjne. Åh, hvilken fryd at trække vejret i fri luft! Kun her, kun her er livet. Tal sagte! Hold jer tilbage! Vi bliver afluret med ører og øjne. Rezitativ Nun sprecht, wie ging's? Recitativ Sig nu noget, hvordan gik det?

12 Recht gut, recht gut! zusammen rafft ich meinen Mut und trug ihm alles vor; und sollt st du's glauben, Was er zur Antwort mir gab? Die Heirat und dass du mir hilfst, will er erlauben; noch heute führ' ich in den Kerker dich hinab. Noch heute! Noch heute! O welch ein Glück! O welche Wonne! Ich sehe deine Freude; nur noch ein Augenblick. Dann gehen wir schon beide Wohin? Zu jenem Mann hinab, dem ich seit vielen Wochen stets weniger zu essen gab. Ha! Wird er losgesprochen? O nein! So sprich! O nein, o nein! Wir müssen ihn, doch wie? befrein! Er muss in einer Stunde, den Finger auf dem Munde, von uns begraben sein! So ist er tot? Noch nicht, noch nicht. Ist ihn zu töten deine Pflicht? Nein, guter Junge, zittre nicht, zum Morden dingt sich Rocco nicht. Der Gouverneur kommt selbst herab, wir beide graben nur das Grab. Rigtig godt, rigtig godt! Jeg samlede alt mit mod og fremførte alt for ham; og vil du tro, hvad han svarede? Han vil tillade ægteskabet, samt at du hjælper mig; Endnu i dag fører jeg dig ned til fængslet. Endnu i dag! Endnu i dag! Hvilken lykke! Hvilken fryd! Jeg ser din glæde; men bare et øjeblik, så går vi begge to Hvorhen? Ned til den mand, som jeg i mange uger har givet stadig mindre at spise. Åh! Er han frigivet? Nej! Fortæl! Nej, nej! Vi må jo befri ham! Han skal på et tidspunkt i al hemmelighed begraves af os! Er han da død? Ikke endnu, ikke endnu. Er det din pligt at dræbe ham? Nej, min ven, vær ikke bange, Rocco kan ikke lejes til mord. Guvernøren kommer selv derned, vi to skal bare grave graven.

13 Vielleicht das Grab des Gatten graben? Was kann fürchterlicher sein! Ich darf ihn nicht mit Speise laben, ihm wird im Grabe besser sein. Wir müssen gleich zum Werke schreiten, du musst mir helfen, mich begleiten; hart ist des Kerkermeisters Brot. Ich folge dir, wär's in den Tod. In der zerfallenen Zisterne bereiten wir die Grube leicht. Ich tu es, glaub es mir, nicht gerne. Auch dir ist schaurig, wie mich däucht? Ich bin es nur noch nicht gewohnt. Ich hätte gerne dich verschont, doch wird es mir allein zu schwer, Und gar so streng ist unser Herr. O welch ein Schmerz! Mir scheint, er weine. Nein, du bleibst hier ich geh alleine. Ich geh allein. O nein, o nein! Ich muss ihn seh n; den Armen sehen, und müsst ich selbst zu Grunde gehen. Rocco, So säumen wir nur länger nicht. Wir folgen unsrer strengen Pflicht. Ach, Vater, Vater, eilt! Ach, ihr verweilt! Was hast du denn? Was ist gescheh n? Voll Zorn folgt mir Pizarro nach! Er drohet dir. Måske at skulle grave sin ægtefælles grav, hvad kan være mere frygteligt? Jeg må ikke give ham mad, at blive begravet vil være bedre for ham. Vi må gå til opgaven, du må hjælpe mig, ledsage mig; fængselsmesterens hverv er hårdt. Jeg følger dig, gik det end til døden. I den gamle cisterne kan vi let forberede graven. Jeg gør det, tro mig, ikke gerne; du ryster også, synes jeg. Jeg er blot ikke vant til det. Jeg havde gerne skånet dig, men det ville blive for svært for mig alene, og vor herre er så streng. Hvilken smerte! Det ser ud, som om han græder. Nej, du bliver her jeg går alene, jeg går alene. Nej, nej! Jeg må se ham, se den stakkel, om jeg så selv måtte gå til grunde. Rocco, Lad os nu ikke tøve længere, vi udfører vores hårde pligt. Fader, fader, hurtigt! Ak, det haster! Hvad er der? Hvad er der sket? Pizarro følger efter mig. Han er vred. Han truer dig.

14 So eilet fort! Gemach! Gemach! So eilet fort! Er kommt ja schon! Wie mir s im Innern tobet, empört ist mein Blut. Ich gehe schon, nur noch ein Wort! Er kommt ja schon, du weisst ja, wie er tobet, kennest seine Wut. Erst hat er mich gelobet, und jetzt ist er in Wut. Noch immer zaudert ihr? Noch immer seid ihr hier? Nicht mehr ein Wort, fort, eilet fort, sonst findet ihr den Lohn. Marzelline, Leonore, Ihr müsst, weil ihr, ach verzeiht. Ja, wir gehorchen schon. Auf euch nur will ich bauen, seid streng auf eurer Hut, rechtfertigt mein Vertrauen, sonst fürchtet meine Wut! Jetzt eilet auf die Zinnen, besetztet rings den Thurm. Bald wird sein Blut verrinnen, bald krümmet sich der Wurm! Chor: Fest könnt ihr auf uns bauen, und flöss auch unser Blut, uns ziemet das Vertrauen, wir sind voll Treu und Mut. Wir eilen auf die Zinnen, besetzen rings den Thurm. Und flöss auch unser Blut, wir sind voll Treu und Mut. Så, hurtigt af sted! Rolig nu! Rolig nu! Så, hurtigt! Han kommer jo snart! Det raser i mit indre, mit blod er i oprør. Nu går jeg, bare lige et ord. Han kommer jo snart; du ved jo, hvordan han larmer, du kender hans raseri. Først roste han mig, nu er han rasende. I tøver stadig? I er stadig her? Ikke et ord mere, af sted, hurtigt, ellers kan I se efter jeres løn. Marzelline, Leonore, Det må I, fordi I, ja, I tilgiver. Ja, vi adlyder nu. Jeg stoler kun på jer, vær hård på jeres post, retfærdiggør min tillid, ellers kan I frygte mit raseri! Skynd jer til tinderne, skaf besætning omkring tårnet. Snart vil hans blod være væk, snart krymper ormen sig! Kor: I kan trygt stole på os, og skulle vort blod flyde, råder tilliden, vi er fulde af tro og mod. Vi iler mod tinderne, besætter tårnet, og skulle vort blod flyde, så er vi fulde af tro og mod.

15 2. Akt Nr. 12 Rezitativ und Arie Gott! Welch Dunkel hier! O grauenvolle Stille! Öd' ist es um mich her. Nichts lebet ausser mir. O schwere Prüfung! Doch gerecht ist Gottes Wille! Ich murre nicht! Das Mass der Leiden steht bei dir. In des Lebens Frühlingstagen ist das Glück von mir geflohn! Wahrheit wagt ich kühn zu sagen, und die Ketten sind mein Lohn. Willig duld' ich alle Schmerzen, ende schmählich meine Bahn; süsser Trost in meinem Herzen: Meine Pflicht hab' ich getan! Ach, es waren schöne Tage, als mein Blick an deinem hing, als ich dich mit frohen Schlage meines Herzens fest umfing. Mild re, Liebe, deine Klage, wandre ruhig deine Bahn, sage deinem Herzen: Florestan hat recht getan! 2. Akt Nr. 12 Recitativ og arie Du store! Sikke mørkt her er! Og grusomt stille! Der er øde omkring mig. Kun jeg er levende. Det er en svær prøve! Men Guds vilje er ret! Jeg gør ikke vrøvl! Lidelsens mål står hos dig. I livets forårsdage smuttede lykken fra mig! Sandheden vovede jeg dristigt at sige, og lænkerne er min løn. Villigt tålte jeg alle smerter, min banes skammelige ende. En sød trøst i mit hjerte: Florestan gjorde ret! Åh, det var herlige dage, da mit blik hang fast ved dit, da jeg omfavnede dig med mit hjertes slag. Kærlighed, dæmp din klage, gå roligt din egen vej, sig til dit hjerte: Florestan gjorde det rigtige! Nr. 13 Duett Nur hurtig fort, nur frisch gegraben, es währt nicht lang', er kommt herein. Ihr sollt ja nicht zu klagen haben, ihr sollt gewiss zufrieden sein. Komm, hilf doch diesen Stein mir heben Hab' acht! Hab' acht! Er hat Gewicht! Ich helfe schon sorgt euch nicht; ich will mir alle Mühe geben. Ein wenig noch! Geduld! Nr. 13 Duet Grav nu bare hurtigt! Det varer ikke længe, før han kommer. I vil ikke have grund til at klage, I skal nok blive tilfreds. Kom, hjælp mig med at løfte denne sten Pas på! Pas på! Den er tung! Jeg hjælper jo vær ikke bekymret; jeg gør mig al mulig umage. Lidt endnu! Rolig nu!

16 Er weicht. Nur etwas noch! Es ist nicht leicht! Nur hurtig fort, nur frisch gegraben, es währt nicht lang', er kommt herein. Lasst mich nur wieder Kräfte haben, wir werden bald zu Ende sein. Wer du auch seist, ich will dich retten, bei Gott! Du sollst kein Opfer sein! Gewiss, ich löse deine Ketten, ich will, du Armer, dich befrein. Was er da mit sich selber spricht. Nur hurtig fort, nur frisch gegraben, es wärht nicht lang er kommt herein. Mein Vater, nein ich rede nicht, ihr sollt ja nicht zu klagen haben. Lasst mich nur wieder Kräfte haben, wir werden bald zu Ende sein. Nr. 14 Terzett Euch werde Lohn in bessern Welten, der Himmel hat euch mir geschickt. O Dank! Ihr habt mich süss erquickt; ich kann die Wohltat nicht vergelten. Der Himmel schicke Rettung dir, dann wird mir hoher Lohn gewährt. Mich rührte oft dein Leiden hier, doch Hülfe war mir streng verwehrt. Ich labt ihn gern, den armen Mann, es ist ja bald um ihn gethan. Wie heftig pochet dieses Herz. Es wogt in Freud' und scharfem Schmerz. Bewegt seh' ich den Jüngling hier, Den giver sig. Bare lidt endnu! Det er ikke så let! Nu hurtigt, bare grav, det varer ikke længe, så kommer den. Lad mig lige få kræfterne tilbage, vi er snart færdige. Hvem du end er, så vil jeg redde dig, ved Gud, du skal ikke være et offer! Helt sikkert, jeg løsner dine lænker, du arme, jeg vil befri dig. Hvad han taler med sig selv om dér. Nu hurtigt, bare grav, det varer ikke længe, så kommer den. Fader, nej, jeg snakker ikke, I burde ikke klage, lad mig bare få mine kræfter tilbage, så er vi snart færdige. Nr. 14 Terzet I vil blive belønnet i en bedre verden, Himlen har sendt jer til mig. Hav tak! I har så sødt oplivet mig. Jeg kan aldrig gengælde den velgerning. Gid Himlen vil sende dig redning, så får jeg større belønning. Din lidelse her rørte mig ofte, men hjælp var mig jo forbudt. Jeg vederkvæger ham gerne, den arme mand, det er jo snart ude med ham. Hjertet banker heftigt, det bølger i glæde og hård smerte. Med bevægelse ser jeg ynglingen her,

17 und Rührung zeigt auch dieser Mann. O Gott, du sendest Hoffnung mir, dass ich sie noch gewinnen kann. Die hehre, bange Stunde winkt, die Tod mir oder Rettung bringt. Ich tu, was meine Pflicht gebeut, doch hass' ich alle Grausamkeit. Dies Stückchen Brot ja, seit zwei Tagen trag' ich es immer schon bei mir. Ich möchte gern, doch sag' ich dir, das hiesse wirklich zu viel wagen. Ihr labtet gern den armen Mann. Das geht nicht an, das geht nicht an. Es ist ja bald um ihn getan. So sei es ja, so sei's du kannst es wagen. Da, nimm das Brot du armer Mann! O Dank dir, Dank! O Dank! O Dank! O dass ich euch nicht lohnen kann! Euch werde Lohn in bessern Welten, der Himmel hat euch mir geschickt. Ich kann die Wohltat nicht vergelten. Der Himmel schicke Rettung dir, dann wird mir hoher Lohn gewährt. Mich rührte oft dein Leiden hier, doch Hilfe war mir streng verwehrt. Ich labt' ihn gern, den armen Mann, es ist ja bald um ihn getan. O, mehr als ich ertragen kann. O dass ich euch nicht lohnen kann! og denne mand viser også rørelse. Åh Gud, du sendte mig håb om, at jeg kan vinde. Den barske, bange time venter, som bringer mig enten død eller redning. Jeg gør, hvad pligten byder mig, men jeg hader enhver grusomhed. Dette stykke brød ja i to dage har jeg bragt det med mig. Jeg ville gerne, men jeg siger dig, det ville virkelig være at vove for meget. Åh, I ville gerne vederkvæge denne arme mand. Det går ikke an, det går ikke an. Det er jo snart ude med ham. Så lad gå ja, så lad gå du kan jo vove det. Her, tag det brød du arme mand! Tak, mange tak! Tak, mange tak! Ak, at jeg ikke kan belønne jer! I vil blive belønnet i en bedre verden, Himlen sendte jer til mig. Jeg kan ikke gengælde denne velgerning. Gid Himlen vil sende dig redning, så får jeg større belønning. Ofte rørte det mig at se din lidelse, men det var mig strengt forbudt at hjælpe. Jeg ville gerne vederkvæge den arne mand, det er jo snart ude med ham. Dette er mere end jeg kan holde til! Åh, jeg kan slet ikke gengælde jer!

18 Nr. 15 Quartett Er sterbe! Doch er soll erst wissen, wer ihm sein stolzes Herz zerfleischt. Der Rache Dunkel sei zerrissen, sieh' her! Du hast mich nicht getäuscht! Pizarro, den du stürzen wolltest, Pizarro, den du fürchten solltest, steht nun als Rächer hier. Ein Mörder steht vor mir! Noch einmal ruf ich dir, was du getan, zurück; nur noch ein Augenblick und dieser Dolch Zurück! O Gott! Was soll ich? Durchbohren musst du erst diese Brust. Der Tod sei dir geschworen für deine Mörderlust. Wahnsinniger! Halt ein! Er soll bestrafet sein! Töt' erst sein Weib! Rocco, Sein Weib? Mein Weib? Nr. 15 Kvartet Han skal dø! Men han skal først vide, Hvem der sønderriver hans stolte hjert. Hævnens dunkelhed skal fjernes, se her! Du har ikke narret mig! Pizarro, som du ville styrte, Pizarro, som du burde frygte, står nu her som hævner. En morder står foran mig! Jeg siger igen til dig, hvad du har gjort. Nu blot et øjeblik og denne dolk Tilbage! Åh, Gud! Hvad skal jeg? Du må først gennembore dette bryst. Døden er dig sikker for din morderlyst. Du er vanvittig! Stop! Han skal straffes! Dræb først hans hustru! Rocco, Hans hustru? Min hustru?

19 Ja, sieh' hier Leonore! Leonore! Ich bin sein Weib, geschworen hab' ich ihm Trost. Verderben dir! Welch unerhörter Mut! Vor Freude starrt das Blut! Mir starrt vor Angst mein Blut. Ich trotze seiner Wut! Soll ich vor einem Weibe beben? Der Tod sei dir geschworen. So opfr' ich beide meinem Grimm. Durchbohren musst du erst diese Brust! Geteilt hast du mit ihm das Leben, so teile nun den Tod mit ihm. Noch einen Laut und du bist tot! Ach! Du bist gerettet! Grosser Gott! Ach! Ich bin gerettet! Grosser Gott! Ha! Der Minister! Höll' und Tod! O was ist das! Gerechter Gott! Leonore, So schlägt der Rache Stunde. Du (ich) soll(st) gerettet sein; die Liebe wird im Bunde mit Mute dich (mich) befrein. Ja, her er Leonore! Leonore! Jeg er hans hustru, jeg har svoret ham trøst. Fordærv over dig! Hvilket uhørt mod! Af glæde stivner blodet! Af angst stivner mit blod. Jeg trodser hans raseri! Skal jeg bæve for en kvinde? Døden er dig sikker. Så fortjener de begge min forbitrelse. Men først må du gennembore dette bryst! Du har delt livet med ham, så del nu også døden med ham. Endnu en lyd fra dig og du er død! Åh, du er reddet! Gode Gud! Åh, jeg er reddet! Gode Gud! Ha! Ministeren! Død og Helvede! Hvad er dog dette? Store Gud! Leonore, Nu er det hævnens time. Du/jeg skal reddes. Kærligheden vil sammen med modet befri dig/mig.

20 Verflucht sei diese Stunde! Die Heuchler spotten mein; verzweiflung wird im Bunde mit meiner Rache sein. O fürchterliche Stunde! O Gott, was wartet mein? Ich will nicht mehr im Bunde mit diesem Wütrich sein. Nr. 16 Rezitativ und Duett Ich kann mich noch nicht fassen zu denken wag ich s kaum sie hat mich nicht verlassen! O nein, es war kein Traum, sie war s, sie ist s, doch sank sie hin, o Leonore! Tot! Dahin! Ha, sie ist s. Weh mir dass ich gefesselt bin geliebtes Weib! O helft ihn retten! Sieh Florestan! sieh seine Ketten! Sieh, Leonore, den Gemahl! Was hör ich? Welch süsser Schall! Sie ist s! O himmlisches Entzücken! komm, lass an dieses Herz dich drücken, o Leonore, komm zu mir! Er ist s, er ist s. Ich bin bei dir! Leonore, O namenlose Freude, mein Mann an meiner Brust/an Leonorens Brust, nach unnennbaren Leiden so übergrosse Lust! Du wieder in meinen Armen! Fordømt være denne time! Hyklere spotter mig; fortvivlelse vil være bundet sammen med min hævn. Hvilken frygtelig time! Åh, Gud, hvad venter der mig? Jeg vil ikke længere være i forbindelse med denne tyran. Nr. 16 Recitativ og duet Jeg kan endnu ikke falde til ro jeg vover knap at tænke hun har ikke forladt mig! Nej, det var ingen drøm, det var hende, det er hende, men hun sank om, o Leonore! (vågner langsomt): Død... hvor er jeg? Åh, det er hende. Ak, at jeg er i lænker elskede hustru! Hjælp til med at redde ham! Se Florestan, se hans lænker! Se, Leonore, ægtemanden! Hvad hører jeg? Hvilken dejlig lyd! Det er hende! Åh, himmelske glæde! Kom, tryk dig til dette hjerte, o Leonore, kom til mig! Det er ham, det er ham! Jeg er hos dig! Leonore, O, usigelige glæde min mand ved mit bryst/ ved Leonores bryst efter unævnelige lidelser så stor fryd! Du atter i mine arme!

21 O Gott, wie gross ist dein Erbarmen! O Gott, o dank dir, Gott, für diese Lust! Mein Mann an meiner Brust! Mein Weib an meiner Brust! Du bist s/ Ich bin s! O himmlisches Entzücken! Florestan! Leonore! Du wieder mein an meiner Brust! Mein Weib, mein Weib an meiner Brust! Dank dir, Gott, für diese Lust! Åh, Gud, hvor stor er din barmhjertighed! Tak, Gud, for denne fryd! Min mand ved mit bryst! Min hustru ved mit bryst! Det er dig / Det er mig! Åh, himmelske henrykkelse! Florestan! Leonore! Du atter ved mit bryst! Min hustru ved mit bryst! Tak, Gud for denne fryd! Nr. 17 Finale Chor: Zur Rache! Zur Rache! Wir müssen ihn seh n. Wir müssen ihn seh n! O Gott! Nun ist s um uns gescheh n, o Hilfe, grosser Gott! Lass uns mit Mut dem Tod der Ruh entgegen geh n. Leonore, Ja, geh n wir ihm entgegen, er endet unsern Harm. Dein Wille, Gott, ist Segen, ich sterb in seinem Arm. Chor: Zur Rache! Zur Rache! die Unschuld werde befreit, Gott schützet die gerechte Sache und straft die Grausamkeit. Leonore, Gott schützet die gerechte Sache und straft die Grausamkeit. Hier sind sie! Seht! o habt Erbarmen! o rettet dieses edle Paar! Herbei! ich trotze der Gefahr! Wer reisst sie mir aus meinen Armen? Was seh ich? Don Fernando? Nr. 17 Finale Kor: Hævn! Hævn! Vi vil se ham. Vi vil se ham! Åh, Gud. Nu er det ude for os! Åh, hjælp, store Gud! Lad os med mod gå imod hvilens død. Leonore, Ja, vi går imod den, den ender vor sorg. Din vilje, Gud, er velsignelse, jeg dør i hans arme. Kor: Hævn! Hævn! Uskylden skal befries, Gud skærmer den rette sag og straffer grusomhed. Leonore, Gud skærmer den rette sag og straffer grusomhed. Her er de! Se! Hav barmhjertighed! Red dette par! Her hen! Jeg trodser faren! Hvem river hende ud af mine arme? Hvad ser jeg? Don Fernando?

22 Fernando: Ja, doch um die Tugend nur zu rächen, um eure Ketten zu zerbrechen, als euer Retter bin ich da. Leonore, O Gott! Fernando: Steht auf! es ziemte mir, mir selbst zu euren Füssen hier der Frauen edelste zu ehren. Zurück seh ich die Hoffnung kehren. Er wird nicht länger dich bethören, und du wirst wieder gut mir sein. Lasst euch auch über mich belehren; verfolgt hab ich euch nur zum Schein; das hab ich mit Gewalt geborgt, für Missbrauch war ich nur besorgt. Jetzt soll mein Herz nichts mehr beschweren. Das gabst du mit in diesem Kauf! Der Fluch der Hölle liegt darauf! Zu staunen kann ich mich nicht wehren, doch will ich ihres Glücks mich freu n. Vielleicht sag ich nun nicht nein nein. Chor: Bestrafet sei der Bösewicht, der Unschuld unterdrückt! Hält nicht das strafende Gericht der Rache Schwert gezückt! Fernando: Du grubst des edlen Mannes Grab, jetzt nimm ihm seine Ketten ab doch halt! euch edler Frau allein, euch ziemt es, ganz ihn zu befrei n. Chor: O Gott, o Gott! o welch ein Augenblick! Leonore, Fernando, Florestan, O welch ein Augenblick! Alle: Ach unausspechkich süsses Glück! Fernando: Ja, dog kun for at hævne dyden og for at bryde lænkerne; jeg er her som din redningsmand. Leonore, Åh, Gud! Fernando: Stå op! Jeg tænkte, det ville passe sig, at ære den ædleste frue. Jeg ser håbet vende tilbage. Han vil ikke længere besnære dig, og du vil igen være mig god. Lad mig forklare mig; jeg har kun på skrømtforfulgt jer, det har jeg med magt skjult. jeg var beordret misbrug. Nu skal intet mere besvære mit hjerte. Det gav du med ved dette køb! Flugten fra Helvede følger! Jeg må undres, men jeg vil glæde mig over jeres lykke. Måske siger jeg nu ikke nej nej. Kor: Ondskaben skal straffes, uskylden er undertrykt. Hold ikke den straffende doms sværd tilbage! Fernando: Du gravede graven til den ædleste mand, tag nu hans lænker af dog stop! Kun jer, ædle frue, times det at befri ham fuldstændigt. Kor: O Gud! O Gud! Hvilket øjeblik! Leonore, Fernando, Florestan, Hvilket øjeblik! Alle: O usigeligt søde glæde!

23 Chor, alle: Gerecht, o Gott, ist dein Gericht, du prüfest, du verlässt uns nicht! Fernando: Hinweg mit diesem Bösewicht! uns, Freunde, winket süsse Pflicht, auf, lasset laut in diesen Hallen der Wonne Jubel hoch erschallen! Marzelline, Jaquino, Fernando, Wer ein holdes Weib errungen, stimm in unsern Jubel ein! Nie wird es zu hoch besungen, Retterin des Gatten sein. Chor: Wer ein holdes Weib errungen, stimm in unsern Jubel ein! Nie wird es zu hoch besungen, Retterin des Gatten zu sein. Deine Treu erhielt mein Leben, Tugend schreckt den Bösewicht. Wer ein solches Weib errungen, stimm in unsern Jubel ein. Liebe führte mein Bestreben, wahre Liebe fürchtet nicht. Chor: Preist mit hoher Freude Glut Leonorens edle Mut! Wer ein solches Weib errungen stimm in unsern Jubel ein! Nie wird es zu hoch besungen, Retterin des Gatten zu sein. Liebend ist es mir gelungen, dich aus Ketten zu befrei n, liebend sei es hoch besungen: Florestan ist wieder mein! Kor, alle: Retfærdig, o Gud, er din dom, du prøver os, du forlader os ikke! Fernando: Væk med denne onde! Venner, for os vinker den søde pligt; nu, lad frydens jubel lyde højt i denne hal! Marzelline, Jaquino, Fernando, Den, der har vundet en skøn hustru, han istemme vor jubel! Aldrig prises det for højt at være ægtefællens redning. Kor: Den, der har vundet en skøn hustru, han istemme vor jubel! Aldrig prises det for højt at være ægtefællens redning. Din trofasthed opretholdt mit liv, dyden skræmmer den onde. Den, der har vundet en sådan hustru, må istemme vor jubel! Kærlighed ledede min bestræbelse; sand kærlighed frygter intet. Kor: Pris med glød og stor glæde Leonores ædle mod! Den, der har vundet en sådan hustru, må istemme vor jubel! Aldrig kan det prises for meget at være ægtefællens redning. Ved min kærlighed er det lykkedes mig at befri dig fra lænkerne. Gennem min kærlighed skal det højt prises: Florestan er atter min!