Prædiken til midfaste søndag 2014, Johs. 6,24-37. For år tilbage var der et indslag i cirkusrevyen. Det var på nogenlunde samme tidspunkt som hele historien med færøske bank skandalen. I det lille nummer kommer en række skuespillere ind på scenen iført færøske nationaldragter og giver sig til at synge, mens de danser arm i arm: Vi vil bare ha og ha og ha ; vi vil ha en swimmingpool med spa, det er en del af vor stolte tradition. Om det nu er en rimelig gengivelse af de færøske holdning i forbindelse med førnævnte skandale, og hvorvidt man fra færøsk hold nogensinde forlangt at den danske statskasse skulle betale for swimmingpools på Færøerne er nok tvivlsomt, men ikke desto mindre, tror jeg at den lille sketch fortæller noget vigtigt i forhold til dagens læsning. Det er vistnok en almen menneskelig erfaring at mere vil have mere. Nok bliver modsat, hvad man skulle tro, aldrig nok. Uanset hvor meget vi bekymrer os om fremtiden og sørger for at vise rettidig omhu, så er der bestandigt mere at bekymre sig om. Det er det ene. Det andet er og nu tillader jeg mig at lave nogle antagelser, hvis der er nogen, der er uenige, så må I sige til, når vi hilser af i døren. Selv, når vi ikke har noget at bekymre os om, så er vi bestandigt truet af rastløshed. De fleste vil nok kunne 1
genkende tanken om, at når bare dette eller hint sker, så bliver alt godt. Så falder alting på plads. En undersøgelse, fra USA selvfølgelig, alt skal kunne dokumenteres ved hjælp af undersøgelser ellers findes det ikke i traditionel forstand. En undersøgelse fra USA hævder at fra det øjeblik vi får opfyldt vores hedest ønske til vi begynder at længes efter noget nyt går der mellem 20 minutter og tre måneder. Hvad enten det er det nu er tale om drømmehuset, drømmebilen eller det arbejde eller den uddannelse, vi har arbejdet hen imod. De fleste af os kender det om ikke andre steder fra, så fra sommerferien. I tiden op til sommerferien, tæller de fleste af os formodentligt dagene til vi kan gå på ferie. I selve ferien oplever de fleste samtidig at de bliver mere stressede og de skændes mere med familien. Og efter sigende skulle skilsmisseraten også ligge noget over normalen lige efter ferieperioden, når folk kommer til tilbage fra ferien. Om det er fordi det går op for folk, at de faktisk ikke kan lide deres ægtefæller melder historien ikke noget Uanset om det nu er den ene eller den anden årsag til dette, så tror jeg, de fleste mennesker har taget sig selv i at tænke, at det bliver nu rart at komme tilbage til arbejdet, studiet, skolen eller, hvor det nu er man har sin daglige gang. Om ikke 2
andet så for at møde kollegaer, kunder eller medstuderende igen. Måske trænger man sågar til at blive ædru, klippet og møde på arbejde igen. Beklageligvis går der som regel ikke mere end et par uger, før kunder, kollegaer og medstuderende begynder at irritere én grænseløst; jeg må lige tilføje at det her er altså et forsøg på at beskrive en almenmenneskelig tilstand og ikke et udtryk for min egen irritation, og man er tilbage ved det udgangspunkt, hvor man tæller dagene til weekenden, ferien, afslutningen på studiet eller pensioneringen. Eller som de nattergale engang formulerede det; jen kan snar blyv hel misundlig å dem dæ ollereje er i æ joæ Sagt med et gammelt mundheld, så er græsset altid grønnere den anden side af hegnet. Problemet, men det giver også sig selv, er naturligvis at den anden side er altid på den anden side. Uanset, hvad vi når frem til, vil der altid lige være én eneste lille ting mere som skal falde på plads, før vi kan være virkeligt tilfredse og nyde tilværelsen. Glasset er aldrig tilpas fyldt, der er enten for meget i eller for lidt. Det er ligesom med mad og drikke uanset at vi drikker de tre liter vand som sundhedsstyrelsen anbefaler og vi spiser tre måltider om dagen; i weekenden tilsat rigeligt med kaffe og blødt brød, så bliver vi både sultne og tørstige næste dag. Det er der, tror jeg ikke noget i vejen med, men det er et grundvilkår ved at være menneske, vi mættes aldrig, vores tørst slukkes aldrig. Bestandigt er vi urolige. 3
For os er det netop ikke, som vi hørte i dagens læsning fra anden Mosebog, at der altid er lige tilpas. I middelalderen omtaltes mennesket ofte som en pilgrim. Det var en påmindelse om tilværelsens forgængelighed, men samtidig en påmindelse om at mennesket altid er i bevægelse. Det er ikke i stand til at finde fred og ro noget sted. Meget betegnende siger da også om mennesker at de har fået fred, men kun når de er døde. I dagens læsning hører vi, at nok er mennesket anlagt med en uro i sig, men vi hører, også at det ikke er ligegyldigt, hvor menneskets uro driver det hen. I stedet for en uro der i egentligste forstand ikke har noget mål udover at bevæge os bort fra, der hvor vi er, så har vi i vores dåb fået lovning på, at al vores stræben og al vores uro har et mål, hvor den skal høre op. Vores uro skal rette sig mod Kristus, for i Ham skal vores uro, vores sult og vores tørst stilles. Hvorfor nu det? Kristendommen er nogen gange blevet anklaget for at love pie in the sky, when you die. Tærte i himmelen, men først, når du er død. Det er sådan noget forbenede gammelkommunister er meget optagede af. Forestillingen om at kristendommen er en narresut, der lover en belønning i det hinsides, med det underforståede formål at det er noget man fortæller mennesker, så de holder sig i ro og ikke klager for meget over deres traurige tilværelse i denne verden. 4
Jeg vil give gammelkommunisterne, hvor få der end er tilbage af dem i dag, hvilket er beklageligt for ateister af i dag er en temmelig ynkelig forsamling af småfornærmede såkaldte intellektuelle, deres reelle mentale overskud er til at overse, så var der mere refleksion i gammeldags kommunister. Men dem vil jeg give delvist ret. Ikke i at kristendommen er en narresut, men i at menneskets sted, vores egentlige hjem er ikke denne forgængelige verden, det er hos Gud. Ved Kristi korsdød og opstandelse, har vi fået del i den kommende verden. Kristus selv vil mætte os for Han er det sande brød, der giver del i det evige liv. Derfor lad vort håb og vor fortrøstning være til Kristus: For så vil døren til vor Herres og frelsers, Jesu Kristi, evige rige stå på vid gab for os. Amen 5