Sidste søndag i kirkeåret d Matt.11,25-30.

Transkript

1 Sidste søndag i kirkeåret d Matt.11, Med denne søndag slutter vi et kirkeår. Og i det år, der nu er gået, har vi gennem evangelierne fået fortalt historien om Jesus. Vi har hørt om hans komme til verden, hans fødsel, hans liv, hans død og opstandelse, hans udsendelse af Helligånden. Sagt på en anden måde: i året, der er gået, har vi lært Jesus at kende, fået at vide, hvem han er, at han er Guds Søn. Og her på denne sidste søndag i det gamle kirkeår, møder vi så i evangeliet Jesu lovprisning: Jeg priser dig, Fader fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige Men der er noget irriterende ved denne lovprisning. For Jesus siger ikke, hvad det er han lovpriser sin fader for. Han siger blot, at han priser sin fader for, at han har skjult dette for nogle og åbenbaret det for andre. Men hvad er det, Faderen har skjult for nogle, men åbenbaret for andre? Ja, det siger Jesus ikke noget om. Han er tavs. Han giver ingen forklaring. Derfor er vi selv nød til at komme med et bud på, hvad det er, at Faderen åbenbare for nogle, men ikke for andre. Jeg ved det ikke men mon vi tager meget fejl, hvis vi siger, at det Faderen har skjult for de vise og forstandige, men som han har åbenbaret for e umyndige, det er: hvem Jesus er; at han er Guds Søn og at han er kommet helt hjemmefra ned til vores jord for at åbenbare for os, hvem Gud er Gud som intet menneske har set. Hvis en billedhugger laver et statue af en mand, som ingen nulevende har set, kan det nok tænkes, når værket er blevet afsløret, at mange vil synes, at manden ser helt anderledes ud, end de havde tænkt sig. Det er jo også kun et forslag fra billedhug-

2 2 gerens side, da han heller ikke har set ham. Og så er der andre, der vil hævde, at statuen ligner manden storartet, for sådan havde de virkelig forestillet sig ham. Intet menneske har nogensinde set Gud undtagen hans Søn. Og da Jesus gik omkring på jorden afslørede han Gud for os men nesker. Men han afslørede ham dog ikke i form af en statue, men i skikkelse af sig selv. Den som har set mig, har set Faderen, sagde Jesus. Han var Guds Søn, der var kommet for at åbenbare for os, hvem Gud er. Og den Gud Jesus afslørede, er så vist anderledes end vi selv kunne have tænkt os. Ham kunne mennesker aldrig selv have digtet eller lavet en statue af fordi han er så meget anderledes end vi selv kunne have forestillet os. I Jesus er Gud kommet til os. Han er Guds åbenbaring, Guds afsløring af sig selv. Hvis vi altså vil vide, hvordan Gud virkelig er, så kan vi ikke finde ud af det ved at tænke os til det. I så fald havner vi bare i religionens verden, hvor vi selv skaber os en Gud med vore tanker. Og det er ikke spor svært at skabe sig en Gud. Men det er bare ikke den Gud, som biblen taler om. Nej, vil vi vide, hvordan Gud er, så må vi lytte lytte til det Jesus siger: for ingen kender Gud, undtagen hans Søn, Jesus af Nazareth. Spørgsmålet om at komme tril tro på Gud, er i høj grad et spørgsmål om at lytte til det Jesus fortæller om Gud. Troen opstår dér, hvor man vil høre efter. I alle de andre religioner drejer det sig om, selv at kunne tænke og der drejer sig om, at man selv skal yde en kolossal indsats. Derfor er det ofte sådan, at i disse religioner kasseres de

3 3 svageste, de ringeste, hvorimod de bedste og største, de vise og kloge bliver belønnet. I kristendommen derimod får man det hele foræret og så kommer navnlig de små og svage i betragtning; de, der bedst kan tage imod og det er det Jesus takker Gud for: Jeg priser dig Fader, fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for umyndige. De vise og kloge er i dagens evangelium en karakteristik af farisæerne. De er de vise og kloge, der ved alt om Gud. De ved besked. Der er ingen, der skal komme og belærer dem om, hvem Gud er og da slet ikke denne tømmermester Jesus af Nazareth. Og netop fordi de ikke vil lytte, forbliver det skjult for dem, hvem Gud i virkeligheden er. De umyndige det er en karakteristik af disciplene, som dem, der lytter til Jesu tale om Gud. Og for dem afsløres det, hvem Gud er. Anderledes er det ikke i dag. Enten er vi de vise og forstandige, dvs. vi lytter ikke med bruger derimod mod; holder stædig fast på vore egne meninger om Gud, om mennesker, om os selv, om livet, om døden og det, der er på den anden side døden. Gør vi det, så bliver det Jesus fortæller om Gud selvsagt skjult for os. Eller vi kan vælge og tie og i stedet lytte og så lade Ham tale og så taler han om Gud og siger til hver af os: du må kalde Gud for din Far og han taler om os og siger: Du må være Guds elskede barn. Dér stilles vi bestandigt i valget, når ordet lyder til os: Vi kan holde fast i vores egen klogskab om Gud eller vi kan vælge at tie og lade ham sige os det hele: om Gud, om os, om liv og død og om Guds rige.. Og hvis vi tier og lytter, så vil vi også høre, at Jesus i dagens

4 4 evangelium rækker os en indbydelse: Kom til mig, alle I, som slider og slæber, og jeg vil give jer hvile. I selv det ord finder Han dig, er Han hos dig, over dig, ved siden af og under dig. Og Han er der med sin gave: hvile. Og er der noget som vi alle trænger til i tankernes hvirvel, i opgivelsens øjeblik, i lidelsernes tryk, i skyldens uro, så er det den hvile, som han giver. Og spørger vi, hvordan han giver os hvile, så bruger han det mærkelige billede af et åg. Det betyder så vist ikke, at han lægger noget på vore skuldre, så vi af os selv lettere kan bære. For vores egentlige nød er jo den, at vi kun har os selv; at vi er overladt til os selv. Når et par okser skulle trække en vogn med læs på, så blev de sat i spand sammen under et fælles åg. Og så måtte de sammen trække læsset, enten de var lige stærke eller den ene var stærkere end den anden. Hvad vi så end slæber på, hvordan vi så end er kørt fast med vort læs, så vil han, der indbyder os, lade os spænde i åg sammen med os. Det betyder ikke, at vi slipper for byrderne men i åg sammen med ham, der indbyder os, så er det ham, der sammen med os, trækker læsset. Hvis vi vil tie og lytte til det Jesus fortæller om Gud, så siger han til os i dag, at Gud er den omsorgsfulde Gud. At han er den, der ikke lader os alene, men er os nær. At han er den, der vil hjælpe os med at bære vore byrder. Vi må lægge alt det, vi bærer på over i hans hænder: vor uro, vor skyld, vor angst, vort mismod, vor smerte. I alt det er vi ikke overladt til os, men han er hos os og vil samme med os bære med, så byrderne ikke bliver

5 5 helt så tunge og vi sammen med ham, kan finde hvile i det, der tynger os. Amen. 392-dåb-36/