Ministerielle skrivelser m.m.

Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 35 Ministerielle skrivelser m.m. Om udstykningsafgift m.v. har Kort- og Matrikelstyrelsen 1991/222) udtalt: i notat af 4. maj 1992 (j.nr. MCJ Kort- og Matirkelstyrelsen har efter den tidligere lov om afgift for ekspedition af udstykningssager (lovbekendtgørelse nr. 5 af 7. januar 1988) imødekommet ansøgninger fra landinspektører om fritagelse for udstykningsafgift, når det fremgik, at sagen kunne være gennemført ved omdeling i stedet for som ansøgt sammenlægning og udstykning. Med den nye lov om afgift ved udstykning m.v. (lov nr. 139 af 7. marts 1990) er denne praksis ophørt. For sager, der er udarbejdet efter den nye udstykningslov, skal der således betales ekspeditionsgebyr, eventuelt også udstykningsafgift, for de matrikulære ændringer, der sker i sagen. Om stempelafgift ved arealoverførsel har Told- og Skattestyrelsen i skrivelse af 23. april 1992 (j.nr. 398-311- 5020) til Kort- og Matrikelstyrelsen udtalt: Ved brev af 29. juli 1991 har Told- og Skattestyrelsen meddelt Kort- og Matrikelstyrelsen, at der skal betales stempelafgift efter stempellovens 34 i forbindelse med arealoverførsel, også når denne foretages efter reglerne i 25, stk. 3, i udstykningsloven (lov nr. 137 af 7. marts 1990), dvs. uden tinglysning af skøde på det overførte areal. Ved brev af 16. august 1991 (Deres j.nr. MCJ 1991/67d) har Kort- og Matrikelstyrelsen stillet en række stempelspørgsmål i forbindelse med stemplingen af meddelelser om skelforandring. Kort- og Matrikelstyrelsen har først spurgt, om matrikelmyndighederne for så vidt angår stempelafgiften er anholdelsespligtige myndigheder. I denne anledning skal Told- og Skattestyrelsen meddele, at efter stempellovens 32, stk. 1 er bl.a. ministerierne anholdelsespligtige myndigheder. Under henvisning til at Kort- og Matrikelstyrelsen er en del af Boligministeriet er styrelsen efter Told- og Skattestyrelsens formening anholdelsespligtig. I forbindelse med det rejste spørgsmål skal Told- og Skattestyrelsen gøre opmærksom på, at efter stempellovens 20, stk. 3, påhviler det et retsforholds parter selv at foranledige et dokument stemplet inden stempelfristens udløb, jfr. 21 eller at indsende dokumentet til stempelmyndigheden til afgørelse af stempelspørgsmålet. Efter stempellovens 23, stk. 1 er stempelmyndigheden statsamtmanden, i København overpræsidenten. I brevet af 16. august 1991 har Kort- og Matrikelstyrelsen i forbindelse med skelforandring videre forespurgt, om der ved overførsel af en del af haven fra en ejerbolig til helårsbeboelse til en anden ejendom skal betale stempelafgift efter stempellovens 34 med 0,6 pot. af arealets værdi. Kort- og Matrikelstyrelsen har videre forespurgt, om der ligeledes skal betales stempel med 0,6 pct. af arealets værdi, såfremt der er tale om salg af areal fra en ejendom med blandet benyttelse, når det areal, der overføres, er vurderet som have til ejerboligen. Spørgsmålene har været forelagt Skatteministeriets departement, og der er enighed mellem departement og styrelse om, at der ved overførsel af en del af haven fra en ejerbolig til helårsbeboelse til en anden ejerbolig til helårsbeboelse ikke er tale om overdragelse af en helårsbolig, der kan stempels med 0,6 pct. efter stempellovens 34. Ligesom anden afståelse af fast ejendom, der ikke er ejerbolig, skal de nævnte dispositioner stempels med 1,2 pct. 12.5.1992

1992 side 36 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider Om ophævelse af landbrugspligt på et areal, der agtes overført til fritidsbolig eller nedlagt landbrugsejendom har Landbrugsministeriet, Jordbrugsdirektoratet i brev af 19. december 1991 (j.nr. 90S-442-035-02553) udtalt: Jordbrugskommissionen har i forbindelse med behandlingen af en konkret sag anmodet Jordbrugsdirektoratet om en vejledende udtalelse med hensyn til, om der i forbindelse med ophævelse af landbrugspligten på et areal, der agtes overført til en almindelig beboelse, skal skelnes mellem, om beboelsen anvendes til helårs- eller fritidsbolig. Kommissionen anmoder endvidere Jordbrugsdirektoratet om at tage stilling til, om det bør tillægges betydning, om den ejendom, der ønskes suppleret, er en nedlagt landbrugsejendom. Baggrunden for dette spørgsmål er, at landbrugspligten på en landbrugsejendom kan ophæves, når ejendommens areal nedbringes under 2 ha, mens en parcel som udgangspunkt kun kan tillades frastykket med et jordtilliggende på op til 2000 m2. Jordbrugsdirektoratets besvarelse Det fremgår af 4, stk. 1, nr. 2, i landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 504 af 17. juli 1989), at der i almindelighed kan meddeles tilladelse til ophævelse af landbrugspligten, når jorden i nær fremtid kan påregnes anvendt til bebyggelse m.v., og parcellen normalt ikke overstiger 2000 m2' Denne regel gælder både for enkeltparceller til helårsboliger og til fritidsboliger. Det fremgår endvidere af 4, stk. 1, nr. 3, at der kan meddeles tilladelse til ophævelse af landbrugspligten, når særlige forhold taler derfor. Efter 5, stk. 1, i landbrugscirkulæret (cirkulære nr. 38 af 8. marts 1990) kan arealgrænsen på 2000 m2 for parceller i det åbne land, der agtes anvendt til bebyggelse m.v. fraviges, når særlige forhold taler for det. En fravigelse kan navnlig ske for at tilgodese befolkningsudviklingen i landdistrikterne ved udstykning til helårsbeboelse og mindre erhvervs- og industrivirksomheder og ved supplering af sådanne parceller. Bestemmelsen omhandler derimod ikke ejendomme, der anvendes til fritidsformål. Ved afgørelse af, om der kan meddeles tilladelse til supplering op over grænsen på 2000 m2, skal der således lægges afgørende vægt på, om der er tale om en parcel, der anvendes til helårsbeboelse. Dette gælder, uanset om der er tale om supplering af en nedlagt landbrugsejendom. Afgørelsen beror på et skøn, der udøves af jordbrugskommissionen. Hvis der er tale om supplering af en nedlagt landbrugsejendom, der anvendes til helårsbeboelse, bør det dog overvejes, om supplering af en sådan ejendom kan ske efter lidt lempeligere retningslinier end supplering af en almindelig helårsbeboelse. Der vil således ofte være tale om, at bygningsmassen er større, og at det derfor vil være naturligt med et lidt større jordtilliggende. Det anføres ofte, at en eventuel lempelse desuden bør ses i lyset af de regler, der gælder for genoprettelse af tidligere nedlagte landbrugsejendomme. Efter reglerne i cirkulærets 45, stk. 4, kan nedlagte landbrug tillades genoprettet som landbrugsejendomme med henblik på anvendelse til fritidslandbrug ved supplering over arealgrænsen på 2 ha i lovens 3, stk. 1. Det er bl.a. en forudsætning, at jorderne grænser op til bygningslodden, at der ikke er nærliggende landbrugsejendomme, der har behov for suppleringsjord, og at der findes de fornødne beboelses- og driftsbygninger på ejendommen. Hvis en sådan genoprettet landbrugsejendom herefter ved udstykning eller på anden måde nedbringes under 2 ha ophæves landbrugspligten, medmindre ejerne ønsker den opretholdt, jf. lovens 4, stk. 6. Det forhold, at den ønskede supplering således ville kunne gennemføres i 2 tempi, kan dog ikke i sig selv begrunde, at der meddeles tilladelse til supplering efter lempeligere regler. en af, om der kan meddeles tilladelse beror på et skøn, der udøves af jordbrugskommissionen. En ejer af en sådan ejendom har således ikke noget krav på at få en lempeligere behandling, fordi der er tale om en nedlagt landbrugsejendom. For så vidt angår spørgsmålet om genoprettelse af landbrugsejendomme under 2 ha kan henvises til en samtidig sag 90s-414-00013.

Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 37 Om ændring af oversigtservitut har Trafikministeriet i brev af 20. december 1991 (j.nr. 91-5231-k211-418) udtalt: I brev af 18. august 1991, har Deres klient N.N. klaget over kommunens afgørelse vedrørende ændring af oversigter ved tilslutningen til...... er offentlig vej. Det fremgår af sagen, at de omhandlede oversigter er pålagt ved en parcelhuserklæring, der er tinglyst den 24, maj 1966, og i 1972 medtaget i byplanvedtægt nr. 19. Ifølge parcelhuserklæringen er A kommune påtaleberettiget. Efter Deres klients opfattelse, er det udtryk for dårligt købmandskab, når kommunen afgiver rettigheder, som var en betingelse for udstykning for 25 år siden. Deres klient finder det uhensigtsmæssigt at slække på oversigtsservitutter, når trafikken i området siden udstykningen er blevet væsentlig forværret. Ministeriet har indhentet en udtalelse af 15. oktober 1991 fra kommunen, som Deres klient har modtaget i kopi. Kommunen har oplyst, at oversigterne ved... ændres fra 15 m x 40 nu til 2.50 m x 40 m. Beslutningen er foranlediget af en ansøgning fra grundejerforeningen... om ændring af de tinglyste oversigter. Ansøgningen blev på et møde den 25. juli 1991 forelagt for politiet, som anbefalede at oversigterne kunne ændres. Da mange oversigtsservitutter i området ikke længere er tidsvarende, besluttede kommunen herefter at ændre disse generelt. Ministeriet har herefter anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse for så vidt angår spørgsmålet, om ændringen af oversigtsforholdene er i overensstemmelse med vejreglerne. I brev af 1. november 1991 har Vejdirektoratet udtalt, at ændringen ikke er i overensstemmelse med vejreglerne for kryds i byer, jf.»byernes trafikarealer«, Hæfte 4, vejkryds. Imidlertid er disse vejregler ikke bindende for vejbestyrelsen, men kun vejledende. I brev af 6. november 1991 har Deres klient bl.a. anført, at oversigtsforholdene i k rydseter meget dårlige. De har i brev af 7. november 1991 kommenteret sagen. Baggrunden for, at der blev pålagt oversigtsservitutter, var et ønske om at området skulle være rekreativt og for at sikre de bedst mulige udkørselsforhold. I brev af 5. december 1991 har Deres klient kommenteret Vejdirektoratets udtalelse. Ministeriet kan oplyse, at efter bestemmelsen i 4, stk. 1, i lov om offentlige veje kan vejbestyrelsers afgørelser vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, påklages til trafikministeren for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2. Ministeriet kan således kun tage stilling til, om afgørelsen er lovlig. Ifølge bestemmelsen i 10, stk. 2, i lov om offentlige veje bestemmer vejbestyrelserne, hvilke arbejder der skal udføres på deres veje, herunder i hvilket omfang der skal pålægges oversigtsservitut ved adgange og vejtilslutninger til vejene. Der er således ved denne bestemmelse tillagt kommunen i samarbejde med politiet kompetence til at skønne over, om den vej skal pålægges oversigtsservitutter og eventuel ændring af disse. Under hensyntagen til, at vejreglerne ikke er bindende, samt at kommunen er påtaleberettiget, finder ministeriet, at ændring af oversigtssservitutteme er i overensstemmelse med vejlovgivningen og dermed lovlig. Endelig skal ministeriet beklage, at kommunen i sit brev af 16. august 1991 ikke har givet klagevejledning. Ministeriet har i et særskilt brev til kommunen gjort opmærksom på dette forhold. Ministeriet tinder herefter ikke grundlag for at foretage sig videre i sagen.

1992 side 38 Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider Sagsreferater fra Responsumudvalget v. lektor, landinspektør Lars Ramhøj Skelændring efter afgivelse af skelerklæring I forbindetse med salg af bygningslodden af en landbrugsejendom blev der mellem køber og sælger aftalt et cirkaareal på parcellen, og hvordan skellet skulle fastlægges bl.a. i f.t. til nogle eksisterende bygninger på ejendommen. Landinspektøren deltog i forhandlingerne om parcellens udformning og udarbejdede herefter et rids med vejforløb og skelplacering svarende til parternes ønsker og med angivelse af en foreløbig arealstørrelse. På dette grundlag blev der senere fremstillet et tinglysningsrids som bilag til det betingede skøde, ligesom skellene blev afsat i marken. Ved udarbejdelsen af den matrikulære sag viste det sig, at parcelarealet i marken faktisk var lidt større end aftalt. Landinspektøren flyttede efter anmodning fra sælgeren skellet i marken, og rettede målebladet. Det kom senere til tvist mellem sælger og køber, og i den forbindelse gjorde køber ophævelser over, at landinspektøren havde ændret skellet i marken uden at involvere køber. Responsumudvalget blev inddraget i sagen i forbindelse med den retssag, der blev anlagt. Udvalget indhentede en udtalelse fra den pågældende landinspektør, samt kopi af bemyndigelseserklæringen. Det fremgik heraf, at skelerklæringen alene var underskrevet af ejeren, uanset at der på det pågældende tidspunkt var indgået aftale om afhændelse. Sagen vedrører den tidligere udstykningsbekendtgørelse (UB), som i 7, stk. 1 forlangte både sælger og købers underskrift på skelerklæringen. Når landinspektøren er vi- Afsætning af skel afvigende fra I denne sag er baggrunden den, at en ejer anmoder en landinspektør om at afsætte skellet mod naboejendommen. Skellet fastslås herved med en beliggenhed, der tvinger naboen til at nedrive et udhus. Det kommer senere til en skelforretning, hvor en ny landinspektør afsætter skellet med en anden beliggenhed. Sagen kompliceres i øvrigt af nogle vejrettighedsproblemer og nabochikane. Responsumudvalget modtog henvendelse fra ejeren af en af de ejendomme, hvis skel var blevet fastlagt ved skelforretningen. Hans klage, der i øvrigt blev tilbagevist - vedrørte en række konkrete omstændigheder vedrørende skelfastlæggelsen, landinspektørens pligt til at søge forlig, hans kollegiale optræden m.v. Der kan være grund til at omtale et andet forhold, der lå skjult i sagen. Den første skelafsætning vedrørte et udskiftningsskel uden mål. Landinspektøren fastlagde her skellet ud fra forholdene i marken med en beliggenhed, der afveg fra matrikelkortet. Skellet blev afmærket, men dende om, at der er indgået aftale om overdragelse, kan landinspektøren ikke senere - hverken på egen hånd eller med kun den ene af parternes accept - ændre et skel, som tidligere er blevet godkendt af begge parter. Landinspektøren har således i denne sag handlet ukorrekt * ved kun at indhente sælges underskrift på skelerklæringen, og * ved at have ændret på et tidligere fastlagt skel uden at indhente købers accept. Udvalget måtte derfor svare den pågældende advokat, der repræsenterede parcelkøberen, at landinspektøren ikke kan ændre allerede afsatte skel uden accept fra såvel køber som sælger. I den nye bekendtgørelse om matrikulære arbejder (BMA) er der i 3, stk. 1 kun krav om skelerklæring fra ejere af de ejendomme, der berøres af de matrikulære forandringer. Men er landinspektøren vidende om, at der er indgået aftale om afhændelse, er det god landinspektørskik at få parcelkøberen til at tiltræde skelerklæringen. Se også vejledning om matrikulære arbejder (VMA) afsnit 7.2.2., hvor dette anbefales for at modvirke senere uklarhed om grænserne for det, der er overdraget. Hvis en skelerklæring indhentes inden bindende salgsaftale indgås, skal den matrikulære sag selvfølgelig ikke suppleres med en erklæring fra parcelkøberen, selv om aftale om overdragelse indgås, inden sagen er matrikulært udarbejdet/godkendt. matriklens registrering naboen blev ikke inddraget, og det ændrede skel blev ikke registreret i matriklen. En sådan fremgangsmåde er ikke i overensstemmelse med hverken de tidligere eller de nugældende regler. Det fremgår nu eksplicit af UL 34, at skelafsætning kun kan foretages i overensstemmelse med matriklens oplysninger om skellet. Udgør grænsen i marken ejendomsgrænsen, kan skellet kun fastlægges efter reglerne om ejendomsberigtigelse eller evt. efter reglerne om teknisk ændring, nemlig i de tilfælde, hvor der er fejl i matriklens registrering (jf. BMA 4, stk. 2). Det må også understreges, at parterne må inddrages, hvis der konstateres afvigelser mellem forholdene i marken og det registrerede skel. Hvis parterne herefter er enige om, at forholdene i marken repræsenterer ejendomsgrænsen, skal denne grænse registreres i matriklen, hvad enten det sker som en ejendomsberigtigelse eller ved arealoverførsel.

Landinspektørens Meddelelsesblad - De blå sider 1992 side 39 Men selv om der er overensstemmelse, kan skel ikke fastlægges uden partsmedvirken, hvis der ikke findes mål (eller kun er utilstrækkelige mål) til skellet. Det skal ske forud for skelfastlæggelsen, hvis skellet er diffust, eller efterfølgende i form af en orientering i andre tilfælde (jf. BMA 4, stk. 3 og 4). Spørgsmålet er dog nok, om det ikke er god landinspektørskik også at orientere parterne i de tilfælde, hvor skellet er uskarpt i marken, altså også selv om der findes gode mål. Ja i virkeligheden er det vel rimeligt at give en naboejer underretning i alle tilfælde, hvor der foretages afmærkning i og af bestående skel. Udlevering af planer og måledata En entreprenør havde på vegne af et privat vandværk bedt en landinspektør om at foretage den nødvendige tndmåiing og udarbejde materiale til brug for tinglysning af vandværkets ledninger, idet dog indhentelse af lodsejerunderskrifter blev foretaget af entreprenøren. Der blev aftalt en pris for landinspektørens arbejde, som blev udført og afregnet, og der blev efter det oplyste ikke i den forbindelse fremsat nogen indsigelse mod arbejdets udførelse eller vederlaget herfor. Det fremgår af sagen, at den måletekniske løsning blev tilrettelagt og gennemført mere omfattende end påkrævet for at kunne udarbejde de rekvirerede tinglysningsrids, idet måledata blev indsamlet, således at de kunne danne grundlag for automatisk kortudtegning, hvilket bl.a. medførte etablering - og udjævning - af et større antal fikspunkter. Baggrunden herfor var en mulighed for senere at kunne etablere et samarbejde med kommunen om digitale temaer til kommunens fremtidige kortdatabase. Vandværket anmodede efterfølgende om at få udleveret transparente ledningsplaner og måledata, som var udført i forbindelse med landinspektørens opmåling af ledningerne. Det nægtede landinspektøren, hvorefter vandværket rettede henvendelse til responsumudvalget. Responsumudvalget måtte henvise til landinspektørvedtægtens 5 og 6 hvoraf det fremgår, at det som udgangspunkt afhænger af parternes aftale, hvad rekvirenten i det konkrete tilfælde kan gøre krav på at få udleveret. Udlevering af de kort og data, som er fremkommet som er merarbejde i forhold til det, der er rekvireret, må efter udvalgets opfattelse forudsætte en særskilt aftale med landinspektøren. Endelig oplyste udvalget, at det ikke havde kompetence til pålægge landinspektøren at udlevere materialet, således som det var ønsket af vandværket. Ovennævnte sag understreger vigtigheden af, at arbejdsydelsens karakter og omfang - og vederlaget herfor - fastlægges nøje i forbindelse med rekvisitionen, når det vedrører ikke-standardiserede arbejder. Sagen indeholder også nogle principielle problemer om landinspektørens ophavsret, som gøres til genstand for nærmere overvejelser i forbindelse med den revision af landinspektørvedtægten, som udvalget arbejder med. Flytning af et skelmærke placeret afvigende fra måleoplysninger I forbindelse med en bygningsafsætning konstaterer en landinspektør, at et skelmærke i et skel, der har betydning for bygningens placering ikke er placeret i overensstemmelse med målebladet. Afvigelsen udgør ca. 70 cm. Det pågældende skel er fremkommet ved en udstykning, der er udført af en anclen landinspektør for få år siden. I marken er der rejst hegn i forhold til skelmærket. Landinspektøren retter henvendelse til naboen og gør denne opmærksom på den pågældende fejl, og beder ham om at underskrive en erklæring om»korrigering«af skellet. Naboen ønsker imidlertid ikke at underskrive nogen erklæring herom, men beder om at få forholdene herunder udgifterne ved en eventuel hegnsflytning afklaret. Herefter flytter landinspektøren skelmærket, og henviser i øvrigt naboen til at søge udgifterne ved hegnsflytning og andre tab dækket hos den landinspektør, der havde foretaget udstykningen. Når der konstateres uoverensstem melser som den foreliggende, må landinspektøren rette henvendelse til parterne med henblik på at få afklaret, hvor ejendomsgrænsen ligger. Det er også sket i dette tilfælde. Selv om geometrien i målebladet sandsynliggør, at skellet er afmærket forkert i marken, er der også en mulighed for, at det er forholdene i marken, der repræsenterer ejendomsgrænseme, mens målebladet er forkert. Dertil kommer, at parterne har rejst hegn i forhold til det afmærkede skel. Endelig kan det også have betydning for ejendomsforholdene, hvad parterne faktisk har fået påvist i forbindelse med købet. Så længe disse forhold ikke er afklarede, er landinspektøren ikke berettiget til at flytte skelmærket. Landinspektøren alene kan naturligvis ikke afgøre disse spørgsmål. Selv om et skel er fastlagt for mindre end 20 år siden, fremgår det af ovennævnte sag, at det altså ikke er ensbetydende med, at matriklens oplysninger om skellet uden videre repræsenterer ejendomsgrænsen. Afmærkning i marken må som udgangspunkt opfattes som udtryk for ejendomsgrænsens beliggenhed, og uoverensstemmelser mellem afmærkning og mål må som andre uoverensstemmelser afklares ved henvendelse til parterne. Kan der ikke opnås enighed, vil det kunne nødvendiggøre, at sagen må afgøres gennem en skelforretning eller evt. ved sagsanlæg ved domstolene, hvis der i sagen indgår spørgsmål om hvad der er overdraget, idet sådanne tvister ikke kan afgøres ved en skelforretning.

1992 side 40 Landinspektørens Meddelelsesblad Skels angivelse på rids Mellem to naboejendomme, der tilhørte samme ejer, var der etableret en fælles indkørsel således, at skellet mellem ejendommene lå i vejarealet. I forbindelse med en tvangsauktion over ejendommene i 1969 var det i det ene transportskøde fastsat som vilkår, at (ter skulle tinglyses vejret for naboejendommen vedrørende den fælles indkørsel (det foreligger Ikke oplyst, hvorfor det kun skete for den ene af ejendommene). Advokaten, der berigtigede handelen, fremsendte et luftfotokort til landinspektøren og bad denne om at udfærdige det fornødne rids til brug ved tinglysning af vejretten. Ridset udfærdiges uden markundersøgelser alene på grundlag af det fremsendte kort. På den baggrund blev vejretten tinglyst som anført i skødet på den ejendom, som vejarealet ifølge ridset ligger på. Det kommer senere til overensstemmelse mellem nogle senere erhververe af ejendommene, og det resulterer i en skelforretning, hvor ejendomsgrænsen fastlægges i overensstemmelse med matriklens registrering, altså med en beliggenhed i vejarealet. Herefter sagsøger ejeren af den ejendom, som vejen i marken ser ud til at ligge på (der er hegn i den ene vejside) den tidligere ejer og landinspektøren, idet vedkommende gør gældende, at ejendommen var behæftet med mangler, fordi den ikke havde en udstrækning som angivet i forbindelse med overdragelsen, og fordi det af landinspektørens rids ser ud, som om skellet ligger i vejsiden. Sagsøgeren beder under retssagen responsumudvalget om en udtalelse om landinspektørens handlinger og forpligtigelser i forbindelse med udarbejdelse af rids. Af besvarelsen fremgår, at det afhænger af de konkrete omstændigheder, om det er nødvendigt at angive de matrikulære skel på ridset, og at det i bekræftende fold må vurderes, med hvilken nøjagtighed det skal ske for at opfylde formålet med ridset, men at man kun kan påregne at skellet fuldt ud svarer til de foktiske ejendomsforhold, hvis grænsen er målsat Selv om skellet i det konkrete tilfælde var udfærdiget sådan, at man kan få den opfattelse, at skellet ligger i den ene vejside, må ridset anses for fyldestgørende i forhold til sit formål, idet færdselsarealets omfang og dets placering i forhold til bygninger og offentlig vej er korrekt. Udvalget oplyste endvidere, at deklarationsrids i almindelighed udarbejdes på baggrund af foreliggende kortmateriale, og uden at der foretages en egentlig skelkonstatering på stedet. En lodsejer vil derfor ikke på grundlag af et sådant rids kunne have nogen berettiget forventning om herpå at finde de faktiske ejendomsforhold angivet. Endelig udtalte udvalget, at det i det konkrete tilfælde næppe har nogen væsentlig betydning om vejarealet tigger i vejen eller i vejsiden, fordi arealet som følge af deklarationen kun kan anvendes til vej. Når landinspektøren på langsiden af blanketten attesterer tinglysningsridset, er der ikke heri indeholdt en garanti for, at kortet er i overensstemmelse med de faktiske og retlige forhold, men alene en attestation af kortets overensstemmelse med originalmaterialet (ridset er en genpart, der opbevares i akten). Men særligt hvis landinspektøren fremskaffer eller udfærdiger kortmaterialet, kan han pådrage sig et ansvar, hvis dette ikke er fyldestgørende i forhold til det, der er nødvendigt for at kunne opfylde sit formål. For at præcisere ridsets valør og undgå misforståelser kan man eventuelt vælge at give ridset en påtegning, f.eks. om at det er udfærdiget på grundlag af en kopi af matrikelkortet, og ikke nødvendigvis angiver de gældende ejendomsgrænser.