~ 15. december ~ Uden mad og drikke, dur helten ikke af Sven P. Valde åbnede sine øjne og glippede lidt mod det skarpe lys der trængte ind gennem persiennerne. Solen var stået op og lyset var meget skarpt, da det gav genskær i den kridhvide sne der havde lagt sig over landskabet i løbet af natten. Valde næsten sprang ud af sengen og løb hen til det store vindue i hans værelse, hvor han, noget fumlende, fik vippet persiennerne, så han kunne se ud. Nøj, hvor var det flot, tænkte Valde. Han havde glædet sig til den første rigtige sne i lang tid, for hans Far havde lovet ham at tage ham med ud i Dyrehaven, til den store Djævlebakke i Ulvedalene. Hans Far havde altid talt om denne bakke som værende den største, og mest farlige bakke på Sjælland at kælke på, og Farens mange historier om hans egne oplevelser på bakken, havde skabt en følelse af ærefrygt i Valde, der trods alt kun lige var fyldt 10 år. Valde skyndte sig i tøjet, og fik børstet tænder i badeværelset, der lå lige uden for hans dør på første sal i det store hus i Lyngby. Han vidste godt, at han havde det virkelig godt i forhold til så mange andre. Hans Far kom selv fra en familie af 7 søskende fra en lille by i Vestjylland, så der havde ikke været mange penge. Men hans Far var taget til København for at læse til Ingeniør, og han havde næsten fået heltestatus i den jyske familie, da han som den første i familien færdiggjorde en universitetsuddannelse og kunne kalde sig Civilingeniør. Han var hurtigt blevet ansat i et af de store danske byggeselskaber. Valde kunne aldrig rigtigt huske navnet på selskabet, da han syntes de lavede det om hele tiden på grund af noget hans Far kaldte sammenlægninger. Valde fór ned af trappen og var nær snublet på det sidste trin. Han skyndte sig ud i det store spisekøkken, for klokken var allerede 08.00, og duften af kaffe havde bredt sig i det store hus, så Valde vidste at Mor og Far havde gjort morgenmaden klar. Hej Mor, hej Far næsten råbte Valde, da kun kurede på sine strømpesokker ud i køkkenet. Pas nu på, Valde sagde hans Mor formanende. Hans Far kiggede blot op på Valde med et smil på læberne. ~ 1 ~
Valde syntes hans far så lidt træt ud, og det var som om hans sædvanlige humør ikke var der. Valde satte sig til bordet, og begyndte at tage for sig at det nyindkøbte morgenbrød, mens han i smug skævede til hans Far. Han kunne mærke at der var noget galt. Han bemærkede at hans Mor kastede et kort blik på hans Far, hvorefter hun læste videre på nyhederne på sin ipad, som hun havde for vane at gøre hver morgen. Hans Far sagde Jeg synes altså stadig at vi skal gøre som vi plejer og holde Julefrokost for hele familien. Det er blevet en fast tradition, og jeg har glædet mig til det siden sommerferien. Valde kiggede op. Ingen Julefrokost? Hvad var nu det for noget? Du ved godt hvorfor jeg ikke orker de Julefrokoster. Det er MIG der skal knokle i dagevis med at købe ind og lave mad, og det er altid os der skal stå med det hele. Hvorfor er der aldrig nogen der inviterer OS til en Julefrokost?. Valdes Mor var en smule vred, og Valde kunne mærke sit humør dale. Hans Far havde lovet at de skulle til Ulvedalene når den første rigtige sne dækkede jorden, og det var helt klart i dag. Og da det samtidigt var søndag, syntes Valde at det måtte da være i dag de skulle afsted. Men samtidigt vidste han også, at når hans Far var i dårligt humør, kunne det være rigtigt svært at få ham til at holde sine løfter. Det havde han prøvet før. Far, glæder du dig ikke til at vi skal ud at kælke på Djævlebakken? spurgte Valde forsigtigt. Faren kiggede på Valde med et lidt opgivende blik i øjnene. Jeg kan godt huske at vi snakkede om det, men jeg synes ikke rigtigt jeg orker i dag sagde hans Far. Moren kiggede op fra sin ipad, og så først på Faren, derefter på Valde, og hun kunne ikke undgå at bemærke den skygge af skuffelse der gled over Valdes ansigt. Valde kiggede ned på sin tallerken. Han syntes ikke rigtigt at de friske rundstykker smagte så godt, og han var heller ikke rigtigt sulten mere. Okay Far, det forstår jeg godt sagde Valde. Må jeg godt rejse mig fra bordet? Jeg er ikke så sulten her til morgen. Det er OK, min skat sagde hans Mor, men Valde kunne høre en tøven i sin Mors stemme. Valde gik langsomt ud af køkkenet, og gik ind i det bibliotek hans Far havde fået indrettet, med høje bogreoler på væggene, høje træpaneler, tunge Chesterfield-møbler og en helt igennem gennemført stil, ~ 2 ~
som gjorde at rummet var som taget ud af en gammel engelsk film. Valdes Far elskede dette lokale, hvor han også havde fået fat i et restaureret gammelt engelsk mahogniskrivebord, som stod foran det store vindue. Valde syntes lokalet føltes trygt og varmt, og han holdt meget af at sidde i en af de store lænestole, og læse i en af de bøger som Faren havde stående på hylderne. Men det var også et sted han søgte hen når han var ked af det. Han kunne høre Moren og Faren diskutere Julefrokosten, men han kunne høre at Moren holdt fast i sin beslutning om ikke at afholde Julefrokosten dette år. Hans Far blev aldrig rigtigt vred, men nogle gange kunne han være svært at vride et ord ud af, og han trak sig ligesom ind i sig selv. Valde kunne høre Faren rejse sig. Moren sagde Husk lige at du skal rydde indkørslen for sne, og vores del af fortorvet udenfor. Hans Far brummede et uforståeligt svar, gik ud i entreen, tog sine store støvler på og varme frakke, og gik ud for at rydde sne. Lidt efter stak Moren hovedet ind ad døren til biblioteket til Valde. Er alt som det skal være? spurgte hans Mor. Ja, det er det vel sagde Valde forsigtigt. Svaret stillede ikke helt Moren tilfreds. Er det fordi din Far ikke vil ud at kælke med dig i dag? spurgte Moren lavmælt. Ja, det kan da godt være svarede Valde, mens han bladrede på må og få i en stor bog om byggekraner, som han elskede at kigge i. Så fik Valde en idé. Mor, du ved den der Julefrokost I plejer at holde hvert år. Jeg tænkte, at jeg efterhånden er blevet så stor, så jeg synes jeg bør hjælpe mere til herhjemme. Hvad nu hvis jeg hjælper dig rigtigt meget med både at købe ind, og lave mad, kan vi så ikke holde Julefrokosten alligevel? Hans Mor kiggede på ham med et undrende blik. Det kom fuldstændigt bag på hende at Valde ville tilbyde sin hjælp på denne måde. Men hun syntes at Valde lød oprigtig, og at han rent faktisk havde tænkt sig at hjælpe til. Hun tænkte lidt over det. ~ 3 ~
Tror du at du ville kunne klare at røre fars til frikadellerne og være med til at stege dem? sagde hans Mor. Og vi skal også have renset fisk til fiskefiletterne. Hun kiggede undersøgende på Valde. Valde rettede sig op i stolen og lagde bogen fra sig. Ja, jeg er blevet rigtig stærk det sidste år, og Far lærte mig at rense fisk da vi var ude at fiske i sommers. Valde øjnede et håb. Valdes Mor fik et forbavset udtryk i øjnene. Har du lært at rense fisk? Hun havde slet ikke tænkt den tanke, da Faren og Valde var kommet hjem fra deres å-fiskeri i august måned. Hun overvejede sin beslutning igen. OK, Valde, hvis du hjælper til, så prøver vi at tage et år til med at holde Julefrokost, og så ser vi hvordan det går. Moren sendte Valde et stort smil. Du kan jo gå ud og fortælle det til din Far. Valde skyndte sig at løbe ud i entreen og iføre sig sit varme vintertøj og sine tykke, varme vinterstøvler. Han åbnede døren og skulle lige til at råbe til sin Far at de skulle holde Julefrokost alligevel. Men så slog en tanke ned i Valde. Han var nødt til at gøre det her på den rigtige måde. Han gik stille og roligt ned til sin Far, som var kommet halvvejs gennem indkørslen. Far, startede han. Faren stoppede med at skovle og så på ham. Du har altid sagt at jeg skal sælge idéen til dig, hvis der er noget jeg gerne vil have. Faren kiggede nysgerrigt på Valde. Ja, det er rigtigt, hvad vil du gerne sælge? Du ved jeg gerne vil ud til Ulvedalene og kælke, så jeg tænkte, at hvis jeg nu kunne overtale Mor til at holde Julefrokost igen i år, kunne vi så tage til Ulvedalene?. Valde holdt næsten vejret. Han syntes selv at han var lige lovlig fræk nok, da Moren allerede havde sagt ja. Faren fik et udtryk i ansigtet, som var en blanding af forbavselse og stolthed. Han tænkte sig lidt om. OK, hvis du kan få overbevist Mor, så tager vi til Ulvedalene og kælker så snart jeg er færdig med at skovle sne. ~ 4 ~
Valde sendte sin Far et stort smil, og Faren gik i gang med at skovle videre. Han tænkte, at hvis det virkelig kunne lykkes for Valde at overbevise Moren, så var knægten blevet bedre til at forhandle end han havde kunnet forestille sig, for Moren havde været meget fast i sin holdning. Han elskede disse Julefrokoster med al den gode mad, gode venner og familie, og ikke mindst de dejlige kryddersnapse, som han selv bryggede. En kunst han havde lært af sin egen Far, som stadig var frisk og rørig. Der gik noget tid. Hvad Faren ikke vidste var, at Valde blot var smuttet lydløst ind i entreen, og blot havde stået og ventet i noget tid. Da Valde syntes der var gået lang tid nok, gik han ud til sin far igen. Så har jeg talt med Mor. Hun har sagt at vi prøver et år til, da jeg fortalte hende at jeg ville hjælpe til i år. Faren blev forbløffet. Den ville han ikke selv have kunnet klare, så knægten havde virkelig lært noget. OK, så skynder jeg mig at blive færdig sagde Faren. 30 minutter senere sad Faren og Valde i bilen med kælken spændt fast på taget, og vinkede til Valdes Mor som stod i oppe ved hoveddøren og vinkede tilbage. Da de kørte, sagde Faren til Valde Den klarede du flot, godt gået min søn Far sagde Valde, jeg ved du godt kan lide gamle ordsprog. Faren kastede et kort blik på sønnen. Valde fortsatte, Du var ked af det i morges, og ville ikke ud at kælke, og da Mor og jeg altid har talt om at du er vores helt, kan man så ikke sige, at fordi du troede du ikke fik din Julefrokost, og derfor ikke havde humør til at kælke, kan man så ikke sige at uden mad og drikke, dur helten ikke? Faren slog en høj latter op. Det er måske lidt søgt, men ok, den vil jeg mene kan bruges her. Valde smilede mens faren tænkte stolt, at den knægt skal nok blive til noget. De havde en dejlig dag med masser af ture ned af Djævlebakken.. ~ 5 ~