DEN BLANDEDE PARLAMENTARISKE FORSAMLING AVS-EU Udvalget om Sociale Anliggender og Miljø AVS-EU 3640/B/03 24. november 2003 UDKAST TIL BETÆNKNING om fattigdomsbetingede sygdomme og reproduktiv sundhed i AVS-landene inden for rammerne af Den 9. Europæiske Udviklingsfond (EUF) Ordførere: Karin Scheele Aime François Betkou (Madagaskar) PR\514370.doc APP/3640/B
BEGRUNDELSE Fattigdom og sundhed Et dårligt helbred mindsker den enkeltes ydeevne, sænker produktiviteten og mindsker indkomsten og bidrager følgelig til fattigdom. En høj grad af sygdom og dårligt helbred i et land mindsker den økonomiske ydeevne, medens en højere levealder, som er en nøgleindikator for befolkningens sundhed, stimulerer den økonomiske vækst. I den forbindelse kræver en vurdering af fattigdom en kombination af indkomstbaserede, indikatorbaserede og deltagerbaserede oplysninger, som vil føre til en hensigtsmæssig udformning af en udviklingspolitik. Investeringer i basale sundhedstjenester i udviklingslandene er kun en brøkdel af det, der er brug for. Udviklingslande med en lav indkomst bruger kun 21 US$ pr. indbygger pr. år på sundhedsydelser, hvoraf en stor del anvendes til dyre helbredende ydelser frem for til basal forebyggelse og sundhedspleje. Verdenssundhedsorganisationen (WHO)/Verdensbankens udvalg om makroøkonomi og sundhed anslog, at der er behov for yderligere 30 mia. US$ pr. år. Fattigdomsbetingede sygdomme De fattigdomsbetingede sygdomme er hovedårsagen såvel som følgen af omfattende fattigdom i udviklingslandene, såsom AVS-medlemsstaterne, især landene syd for Sahara i Afrika. Det er for det meste de fattigste udviklingslande, som bærer byrderne i forbindelse med fattigdomsbetingede sygdomme, især hiv/aids, malaria, tuberkulose og smitsomme sygdomme, diaresygdomme og hudsygdomme. Det årlige samlede dødelighedstal i forbindelse med disse tre sygdomme når op på omkring 6 millioner mennesker, og i visse afrikanske lande er 40 % af hele befolkningen smittet med hiv. Bekæmpelsen af disse sygdomme er en af nøglestrategierne i forbindelse med udryddelse af fattigdom og fremme af økonomisk vækst i udviklingslandene. Hiv/aids er en alvorlig trussel mod udviklingen i AVS-staterne, og følgerne heraf rammer de fattigste AVS-lande hårdest. Ifølge en rapport fra UNFPA i 2002 er halvdelen af de nyinficerede unge mennesker mellem 15 og 24 år, hvoraf mange ikke har adgang til informations- eller forebyggelsesydelser og stadigvæk er uvidende om epidemien og om, hvorledes de skal beskytte sig selv. Hiv/aids bidrager også til en langsommere økonomisk vækst og aktivitet i de værst ramte lande, eftersom de produktive menneskelige ressourcer er et bytte for infektioner. De påkrævede effektive strategier til bekæmpelse af hiv/aids-epidemien omfatter en kombination af behandling, uddannelse og forebyggelse. Sådanne strategier bør gå videre end lægemidler og sundhedsydelser og nå ud til lokalsamfundene. Først og fremmest er det nødvendigt med engagerede politiske ledere i denne kamp. Bekæmpelse af fattigdomsbetingede sygdomme Det sjette millenniumudviklingsmål omfatter bekæmpelse af hiv/aids, malaria og andre sygdomme. Deri fastsættes særlige mål for udbredelsen af hiv/aids og malaria, og der henvises APP/3640/B 2/7 PR\514370.doc
også udtrykkeligt til tuberkulose. Disse tre sygdomme er ligeledes målet for et stort nyt initiativ, der omfatter flere agenturer, den globale fond til bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria. Under den anden almindelige samling i Den Afrikanske Unions forsamling, som blev afholdt i Maputo (Mozambique) den 10.-12. juli 2003, beskæftigede stats- og regeringscheferne sig under en særlig samling med en undersøgelse af og debat om den nuværende udvikling i hiv/aids, tuberkulose, malaria og andre beslægtede infektionssygdomme i Afrika. De bekræftede deres tilsagn om at nå de mål, som de havde sat sig vedrørende finansieringen af sundhedssektoren i deres lande, og forpligtede sig til på ny at opfylde målet, hvorefter 15 % af det nationale budget skulle afsættes til sundhed. Initiativerne til bekæmpelse af fattigdomsbetingede sygdomme i AVS-staterne må af hensyn til deres bæredygtighed integreres godt i landenes nationale indikativprogrammer og regionale indikativprogrammer og på det sociale område i samarbejdet mellem AVS-landene under Den 9. Europæiske Udviklingsfond. Aktiviteterne inden for disse initiativer bør udformes på en sådan måde, at de tager sigte på de forfordelte og sårbare grupper, som f.eks. kvinder, unge og børn via: informations-, uddannelses- og kommunikationsprogrammer, der tager hensyn til befolkningens sociale, sundhedsmæssige, økonomiske og kulturelle dimensioner; udvikling af tjenesteydelser, som vil forbedre adgangen til primære sundhedsydelser; udarbejdelse af politiske foranstaltninger og fastlæggelse af prioriteter, hvor der politisk lægges vægt på bekæmpelse af fattigdomsbetingede sygdomme; forbedret samarbejde med udviklingspartnere og internationale organisationer, hvis mål er at bekæmpe fattigdomsbetingede sygdomme, at lette adgangen til de nødvendige lægemidler og sundhedsprodukter til en overkommelig pris såvel som til godt drikkevand og støtte til forskning og udvikling, der beskæftiger sig med relevante spørgsmål med hensyn til fattigdomsbetingede sygdomme i AVS-landene. Internationale initiativer Verdenssundhedsorganisationens globale sundhedssektorstrategi for hiv/aids 2003-2007 understreger den rigdom af viden og erfaring, som er blevet samlet over 20 år i en global indsats til bekæmpelse af hiv/aids. Det vil sige, at der findes en omfattende viden om, hvorledes man kan forhindre smitte med hiv, og om de faktorer, som sætter gang i udbredelsen heraf. Af de erfaringer, man har gjort, er følgende nogle af de mest effektive foranstaltninger i bekæmpelsen af hiv/aids: Et stærkt regeringsstyre fremkalder de mest effektive nationale reaktioner på hiv/aids; investeringer i forebyggelse, behandling og pleje på indeværende tidspunkt hindrer, at de menneskelige og finansielle omkostninger bliver langt større i fremtiden; omfattende offentlige informationskampagner (som omfatter åbne drøftelser om seksuel adfærd og anvendelse af narkotika) bidrager til, at sygdommen ikke fornægtes, og fører til en mindre grad af smitte med hiv; omfattende tilrådighedsstillelse af kondomer, sterile sprøjter og andre produkter, som mindsker risikoen og resulterer i lavere smittetal; PR\514370.doc 3/7 APP/3640/B
omfattende kontrolprogrammer for seksuelt overførte sygdomme resulterer i et mindre antal hiv-smittede; rationel og effektiv anvendelse af antiretrovirale behandlingsformer og andre hiv-beslægtede behandlingsformer, der medfører en forbløffende nedgang i hiv/aids-betinget dødelighed og sygdom; nationale strategiske planer for hiv/aids, der bidrager til at fremme en effektiv national og tværsektoral reaktion og optimere anvendelsen af humane og finansielle ressourcer; epidemiologiske og adfærdsspecifikke oplysninger er nødvendige for at udvikle og overvåge nationale strategiske planer til bekæmpelse af hiv/aids; hensigtsmæssige partnerskaber mellem regeringer, erhverv inden for sundhedssektoren, mennesker, der lever med hiv/aids, sårbare grupper, lokalsamfund og ngo'er resulterer i stærke nationale og lokale reaktioner; og retsforskrifter og politiske foranstaltninger til bekæmpelse af stigmatisering og diskriminering af mennesker, der har hiv/aids, samt sårbare befolkningsgrupper mindsker de negative følger af pandemien og forbedrer forebyggelse, sundhedsfremme, behandling og pleje. For at gennemføre alt dette er det nødvendigt at anerkende hindringer, som f.eks. mangel på uddannelse, manglende adgang til behandling, forskelsbehandling på grund af køn, negative kulturelle holdninger, stigmatisering og diskriminering, som alle bør bekæmpes stærkt. En række af disse spørgsmål er også nøglen til bekæmpelse af andre fattigdomsbetingede sygdomme end hiv/aids. Ligesom de fleste andre udviklingslande har mange af AVS-landene et tvingende behov for adgang til vigtige lægemidler til en overkommelig pris til behandling af smitsomme sygdomme, og de er stærkt afhængige af importen af sådanne lægemidler. I denne forbindelse vedtog Rådet den 26. maj 2003 en forordning (EF nr. ), der tager sigte på at tilskynde lægemiddelindustrien til at tilbyde essentielle lægemidler til bekæmpelse af hiv/aids, malaria og tuberkulose til overkommelige priser til fordel for de fattigste lande. Forordningen indeholder også bestemmelser om beskyttelsesforanstaltninger for at undgå handelsforvridninger, der kunne opstå som følge af genimport af sådanne lægemidler til EUmarkedet. AVS-gruppen af stater anmodede i juni 2003 også Kommissionen om at stille midler til rådighed fra interne AVS-ressourcer til et program med titlen " EC/ACP/WHO Partnership on Pharmaceutical Policies in ACP Countries" (EF/AVS/WHO partnerskab om lægemiddelpolitik i AVS-staterne), der beløber sig til 25 mio. euro. Programmets overordnede mål er at bygge bro over den enorme kløft mellem de muligheder, som de essentielle lægemidler har, og den faktiske omstændighed, at for millioner af mennesker i AVS-landene er lægemidler utilgængelige og alt for dyre, og de er usikre eller anvendes forkert. Finansieringsaftalen for dette program er blevet undertegnet i fællesskab. Den 30. august 2003 nåede TRIPS-rådet under WTO frem til en afgørelse, som synes at bringe et toårigt dødvande om adgang til lægemidler i fattige lande til ophør. Det bør imidlertid bemærkes, at hovedparten af producenter af generiske lægemidler, samtidig med at generiske lægemidler har den virkning, at de sænker priserne, må vente, indtil patenterne udløber (medmindre der gives en tvungen licens), inden de kan påbegynde produktionen af APP/3640/B 4/7 PR\514370.doc
sådanne lægemidler og opnå lavere priser for forbrugerne. Dette vil fortsat være tilfældet for mange lægemidler, som på indeværende tidspunkt er på markedet såvel som nye lægemidler. Reproduktiv sundhed og udvikling En forbedring af den reproduktive sundhed er et middel til en bæredygtig udvikling såvel som en menneskeret. Investeringer i reproduktiv sundhed redder og forbedrer liv, mindsker udbredelsen af hiv/aids og fremmer ligestilling mellem kønnene. Reproduktiv sundhed er det begreb, som dækker alle områder i forbindelse med reproduktion, fra seksuel sundhed til pars valg af tidspunktet for at få børn og størrelsen af deres familie. Den internationale konference om befolkning og udvikling, der fandt sted i Cairo i 1994, definerede den omfattende reproduktive sundhedspleje, som består af tre nært forbundne komponenter: Frivillige rådgivningscentre for prævention og familieplanlægning centre for prænatale, sikre aborter, fødsler, pleje efter fødsler og aborter centre for forebyggelse, konstatering og behandling af seksuelt overført infektioner, herunder hiv/aids. Tilsidesættelsen af de reproduktive rettigheder og reproduktiv og seksuel sundhed er årsagen til mange problemer, hvor det internationale samfund har konstateret, at der er behov for hurtige foranstaltninger. Disse omfatter: kønsspecifik vold hiv/aids dødelighed blandt mødre teenagergraviditeter forladte børn hurtig befolkningstilvækst. Det kan påvises, at der er forbindelser mellem udryddelse af fattigdom og reproduktiv sundhed, hvilket betyder, at udryddelsen af fattigdom skal prioriteres blandt alle de udviklingspolitiske foranstaltninger. En bedre grundlæggende sundhed og uddannelse kan føre til et bedre helbred for den enkelte og for familien, mere effektiv anvendelse af sundhedstjenesterne og forbedret familieplanlægning og en nedgang i seksuelt overførte sygdomme. International politik Den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD), der fandt sted i Cairo i 1994, var en milepæl i befolknings- og udviklingshistorien såvel som med hensyn til udviklingen i kvinders rettigheder. Handlingsprogrammet, der blev vedtaget af 179 lande, og som der var bred enighed om, er en fremadskuende tyveårig plan. Dette handlingsprogram er væsentligt, hvis millennium-udviklingsmålene skal nås (næste side). PR\514370.doc 5/7 APP/3640/B
I handlingsprogrammet gøres der også opmærksom på andre vigtige aspekter, som spiller en rolle, hvis der skal opnås en bæredygtig udvikling: sundhed generelt, ligestilling mellem kønnene, selvbestemmelse for kvinder, uddannelse, migration og forskning. Resultaterne af denne konference afspejler forståelsen for, at alle disse faktorer hænger sammen, og at de har indflydelse på hinanden og på økonomien, miljøet, de sociale strukturer og livskvaliteten generelt. Handlingsprogrammet indeholdt en række specifikke henstillinger og mål, som skal opnås. Nogle af de mere generelle er: Regeringerne bør bestræbe sig på at bruge 0,7 % af BNP til udviklingsstøtte og at forhøje budgettet for befolkning og udvikling; ngo'er og lokale aktører, som kan yde et bidrag, skal inddrages i den politiske beslutningsprocedure. Finansiel overenskomst I handlingsprogrammet specificeredes de finansielle ressourcer, både de nationale og støttegivernes midler, der er nødvendig for at gennemføre pakken om befolkning og reproduktiv sundhed i løbet af de kommende tyve år. Det er blevet anslået, at gennemførelsen af disse programmer globalt ville kræve 17 mia. US$ inden 2000 (artikel 13.15 i handlingsprogrammet ICPD). To tredjedele af de anslåede udgifter forventes at komme fra nationale kilder, hvilket udgør et samlet beløb på 11,3 mia. US$ inden 2000. En tredjedel af de nødvendige midler skulle komme fra de internationale donorlande (artikel 13.16 i handlingsprogrammet ICPD). Disse eksterne ressourcer skulle udgøre et beløb på 5,7 mia. US$ inden 2000 og 6,1 mia. US$ inden 2005 (artikel 14.11 i handlingsprogrammet ICPD). ICPD's ressourcetildelingsmål Finansielle ressourcer, der er nødvendige i perioden 2000-2015 i mia. US$ År Nationale ressourcer Eksterne ressourcer Samlede ressourcer 2000 11,3 5,7 17,0 2005 12,4 6,1 18,5 2010 13,7 6,8 20,5 2015 14,5 7,2 21,7 Kilde: ICPD's handlingsprogram, 5.-13. september 1994 (artikel 13.15 og 14.11) Uopfyldte behov og mangel på midler Industrilandene har gjort sig anstrengelser for at nå ICPD's mål og målsætninger efter 1994. Rent faktisk blev det samlede støttebeløb fra industrilandene forhøjet fra 1,37 mia. US$ i 1995 til 1,59 APP/3640/B 6/7 PR\514370.doc
mia. US$ i 2000. Endvidere reviderede adskillige donorlande deres politik positivt med hensyn til seksuel og reproduktiv sundhed i overensstemmelse med ICPD's mål. Imidlertid synes den generelle positive tendens efter konferencen at aftage og endog gå i den modsatte retning. Ressourcemobiliseringen i 2000 nåede ikke op på de vedtagne ICPD-mål. 1. Bidragene fra donorlandene til internationale befolkningsaktiviteter udgjorde kun 28 % af de 5,7 mia. US$, der var fastsat som mål for 2000. 2. Bidragene fra FN's system, fonde, udviklingsbanklån, osv. udgjorde 17,6 % af ICPD-målet for 2000. 3. I alt udgjorde de samlede udgifter til befolkningsanliggender (herunder banklån og FNsystemet) i 2000 ikke engang halvdelen af ICPD's mål for dette år (45,6 %). EU's politik I betragtning af manglen på midler bør målet være, at EU og medlemsstaterne når op på 0,7 % af BNP, der skal gives som bidrag til udviklingsbistand. Grundpillen i EU's samarbejde med de 77 AVS-stater er Den Europæiske Udviklingsfond (EUF). Cotonou-aftalen (2000) indeholder grundlaget for de femårige finansprotokoller for den 9. EUF (2002-2006). Det bør understreges, at EU-landene og AVS-staterne gennem Kommissionen og GD for udvikling har været imødekommende både over for UNFPA og IPPF med hensyn til at udfylde det tomrum, som er opstået ved Mexico City-politikken. Støtten til seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder bør styrkes under den 9. EUF og kommende EUF'er. Generelt er reproduktiv sundhed ikke blevet fastlagt som værende et prioriteret område i AVSstaternes landestrategipapirer. Som følge heraf stilles der kun få eller ingen midler til rådighed til reproduktiv sundhed, og AVS-staterne er ikke i besiddelse af en af de væsentlige midler til bekæmpelse af fattigdom. Derfor må der ubetinget investeres i seksuel og reproduktiv sundhed, således at den gøres overkommelig og omkostningseffektiv: det er blevet påvist, at familieplanlægningscentre er et af de mest omkostningseffektive indgreb, der står til rådighed, med henblik på at mindske dødeligheden blandt mødre og børn 1, og investeringer i forebyggelse af seksuelt overførte sygdomme, herunder hiv/aids, redder i tusindvis af liv. Sundhed og reproduktiv sundhed bør således prioriteres inden for landenes programmer, således at der kan stilles hensigtsmæssige midler til rådighed til disse sektorer. En måde, hvorpå man kunne løse dette problem, ville være aktivt at inddrage det civile samfund i udarbejdelsen og gennemførelsen af landestrategipapirerne for at sikre, at befolkningens reproduktive sundhedsbehov afspejles korrekt. Et nyt instrument er forordningen om bistand til politikker og aktioner vedrørende reproduktiv seksuel sundhed og rettigheder i udviklingslande (KOM(2002) 120). 1 Det koster omkring 20-25 US$ hvert år i gennemsnit at stille grundlæggende familieplanlægningsservice til rådighed for den enkelte i et udviklingsland. Denne overkommelige service beskæftiger sig med en bred række reproduktive spørgsmål. PR\514370.doc 7/7 APP/3640/B