De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 1. De kalder mig terrorist

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 1 De kalder mig terrorist

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 2

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 3 Niels Holck i samarbejde med Øjvind Kyrø DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 4 De kalder mig terrorist Niels Holck, Øjvind Kyrø og People spress, 2008 Sats: ForSats Omslag: Rasmus Funder Bogen er sat med Sabon Kortgrafik: Claus Larsen ISBN 978-87-7055-275-2 1. udgave, 1. oplag Printed in Germany 2008 Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy-Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret. Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser. People spress Ørstedhus Vester Farimagsgade 41 DK-1606 København V www.artpeople.dk

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 5 INDHOLDSFORTEGNELSE 1 NEDKASTNINGEN............... 9 2 SKUDT FORBI................. 38 3 FRA BARN TIL BARFODSRØVER........ 62 4 IDEERNE BLIVER VIRKELIGHED........ 88 5 PROJEKTER AF GULD............. 123 6 FREDLØS I DANMARK............. 147 7 KÆRLIG KONSOLIDERING........... 185 8 MEDIEMØLLEN KVÆRNER.......... 211 9 PETER BLEACHS VERSION........... 226 10 UDLEVERING.................. 259 5

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 6

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 7

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 8

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 9 1 NEDKASTNINGEN December Der er ikke mere at gøre. Vi har gjort alt, hvad vi magtede. Nu er det alene op til piloten ude i cockpittet, om missionen lykkes. Sveden er holdt op at dryppe, jeg sidder fastspændt på bænken og ser på vores værk. Tre enorme net står på hver sin palle, fyldt med våben og ammunition. Oven på hvert net ligger et hylster af lærred med en faldskærm, øverst en lille, ekstra faldskærm, der er foldet ud. Det er den, vinden skal tage fat i og flå resten op, så den store faldskærm folder sig ud og får nettet til at duve ned med en hastighed, der betyder, at våbnene ikke bliver smadret. For resten, i al ophidselsen har jeg rent glemt, at det nu ikke mere er min fødselsdag. Klokken er et om natten den 18. december 1995, og jeg glemte i går rent, at jeg fyldte 34 år. Men hvis det hele lykkes, er det den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig, hvis man ellers kan give sig selv en gave. Jeg har slidt i over et halvt år, dag og nat, for at gøre dette til virkelighed. Loadmasteren kommer ind. Han har med en sele fastgjort sig selv til en mekanisme i kabinen. Takket være den kan han gå rundt om lasten og bliver ikke suget ud i natten, når slisken snart åbner sig, og våbnene tumler ud ad bagsmækken. Det hele ser ud til at være i orden. Jeg kan ikke komme NEDKASTNINGEN 9

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 10 på mere, der kan gøres. Lige siden i morges har vi gået og pakket de tre net inde i denne lille Antonov 26 for at andre ikke skulle opdage, hvad de fire ton gods består af. Den russiske maskine bliver holdt i luften af to propeller og fem russere. Foruden den bomstærke loadmaster er der en navigatør, en mekaniker, en styrmand og en luftkaptajn. Herude i lastrummet sidder Deepak Singh, Peter Bleach og jeg. Deepak er en inder, som jeg arbejder sammen med. Bleach er en brite, som skal stå for våben- og flyindkøb samt at undervise dem, der skal modtage våbnene i at bruge dem. Egentlig skulle jeg blot sørge for, at 100 geværer med tilhørende kugler uset blev fragtet ind til den fjerne afkrog af Vestbengalen, vi nærmer os, men hele projektet er svulmet op til disse fire ton, som vi har omladet hele dagen.»for fanden, her er da alt for meget,«udbrød jeg, da jeg så kasserne blive lastet. Det var i Burgas, den bulgarske havneby, hvor vi fik våbnene om bord.»jeg var nødt til det,«sagde Bleach på sit smukke engelsk.»jeg kunne kun bestikke generalen i Bangladesh til at lave et end-user certificate, hvis jeg lovede, at lasten kom til at ligne en normal sending til en af hans divisioner. Derfor har jeg lavet en varieret package, og derfor er der ikke 100, men 300 Kalashnikov-geværer, der er desuden to snigskytterifler, og i hver af de 25 små kasser ligger der en pistol.«dertil store mængder af projektiler i kasser så tunge, at der skulle to mand til at løfte dem. Bleach forklarede, at han havde bestilt så mange kugler, fordi han jo skulle træne folk i at bruge våbnene, og ifølge hans erfaring måtte man beregne mindst 100 kugler til hver rekrut, før han havde lært at skyde nogenlunde ordentligt. Desuden havde vi købt 10 ra- 10 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 11 ketstyr af mærket RPG-7 med 200 tilhørende granater samt 100 håndgranater og 23.600 projektiler til Kalashnikov erne. På fragtbrevet blev det oplyst, at lasten bestod af»teknisk udstyr«. Hele ladningen var ifølge dokumenterne bestilt af generalmajor Subed Ali Bhuiyan, der var ledende stabsofficer i premierministerens kontor i Dhaka, Bangladesh. Vi lettede fra Bulgarien med kurs mod Karachi i Pakistan, hvor vi mellemlandede, og i morges fortsatte turen. Før afgang fik jeg en opringning med besked fra Indien om, at nedkastningen måtte og skulle ske inden for 24 timer, hvis de skulle yde den nødvendige bistand, så vi ikke blev stoppet undervejs. Vi var i luften ved titiden om formiddagen, og Bleach, Deepak og jeg sled i det med at pakke kasserne ud og fylde NEDKASTNINGEN 11

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 12 nettene med våben, mens maskinen støt arbejdede sig hen over Indien. Hvor er flyet dog lille, når lasten er så stor. Kabinen ville kunne rumme fyrre sæder, hvis den skulle fragte passagerer, men denne ramponerede maskine har aldrig været brugt til andet end gods, derfor er der kun denne ene bænk til os passagerer, der sidder med ryggen op mod cockpittet. Piloten måtte fingere motorproblemer, da vi nogle timer senere landede i Varanasi, hinduernes hellige by ved den grumsede Ganges-flod, for at tanke op. Vi havde kun nået at omlade en del af kasserne under flyveturen, og mens temperaturen hele tiden steg, sled vi inde i kabinen, mens piloten og mekanikeren lod, som om de reparerede motorerne. Ellers kunne vi ikke nå det. Det var faktisk nogle fine kasser, Kalashnikov erne var ankommet i 30 armygrønne trækister med hængsler. Inden i hver kasse lå der ti stormgeværer i to lag, og hvert gevær var nydeligt indsvøbt i olieret papir. Først tog vi de mørkegrønne metalkasser med ammunition og anbragte dem som en slags gulv i nettet. Ovenpå lagde vi de udpakkede AK-47 ere, som Mikhail Timofeyevich Kalashnikovs populære opfindelse også kaldes efter det år, den første gang gik i produktion Avtomat Kalashnikova model 1947. Allerøverst placerede vi de små stålbokse på størrelse med en cigarkasse, der hver rummede en halvautomatisk 9 mm-pistol af mærket Makarov også et standardvåben til den russiske hær. Først for et par timer siden, ved 23-tiden, var vi nogenlunde færdige. Bleach har mestendels påset og dirigeret omladningen og kontrolleret, at de tomme kasser er blevet surret fast, så de ikke også ryger med ud, når våbnene skal kastes. Den høje, stilfulde englænder har lagt den koksgrå habit- 12 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 13 jakke og uddelt sine råd iført slips og skjorteærmer, behørigt lukket med manchetknapper. Bleach er gammel militærmand, og selv om han nærmer sig de 45 år, er han stadig sportstrænet og slank. Men ansigtet er furet og brugt. På næsen bærer han dråbeformede stålbriller med glas, der mørkner, når han kommer ud i solen. Han sveder ikke nær så meget, som jeg gør. Det driver af mig, ned i mine joggingsko. Min lysegrå T-shirt er blevet mørk. Deepaks 180 centimeter høje krop er også våd, og den tætte flymekaniker er ved at gå i opløsning. Han har åbnet kasser og pakket i nettene iført sin hvide uniformsskjorte. Der var kun plads til én til i kabinen, og det blev loadmasteren, en høj og muskuløs russer med brede skuldre og et lyst lune, der gør, at han altid ser optimistisk på tingene. Alt i alt havde vi pakket om i 12 timer, men vi måtte alligevel lette fra lufthavnen i Varanasi, før alt var parat til nedkastningen, fordi vi skulle holde tidsplanen. Nu har vi efter en times slid fuldført arbejdet. Vi er møre. Jeg er i hvert fald, men ikke trætte. Adrenalinen pumper. Meget kan gå galt, og piloten har aldrig før foretaget en nedkastning. Bleach står i cockpittet og forklarer ham, hvordan han skal gøre. Når vi nærmer os stedet, skal han dykke fra marchhøjden, der ligger på 8.000 meter, ned til 1.000 meter. Og når han kan se et stort bål nær et hus i en halvørken, og koordinaterne stemmer, skal han foretage en kraftig stigning, så pallerne glider ud ad bagsmækken i halepartiet, trukket ned af tyngdekraften. Hvis det går efter planen, fortæller Bleach, vil den første faldskærm lande hundrede meter fra bålet, og de to efterfølgende vil dale ned med hundrede meters mellemrum. NEDKASTNINGEN 13

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 14 Alexander Klichine nikker. Han er i midten af fyrrerne, knap 180 cm høj med ansats til vom over den nye, sorte livrem. Han er professionel pilot, uddannet i militæret, og hans dygtighed har jeg aldrig haft grund til at tvivle på. Han skal nok udføre de ordrer, Bleach har givet. Herude i kabinen larmer det rædsomt, men selv om jeg ikke kan snakke med de andre man skal råbe højt for at blive hørt kan jeg mærke, at stemningen er højspændt. Kun få råb gjalder nu mellem de nøgne metalvægge, og de handler om, hvorvidt det ene eller det andet er fastspændt og tjekket. Vi må se at komme af med våbnene, ellers får vi et forklaringsproblem, når vi om en times tid skal mellemlande i Calcutta for at tanke op. Og vi har besluttet at skille os af med alle de tomme kasser over Den Bengalske Havbugt, når våbennedkastningen er overstået. En grusom tanke strejfer mig. Tænk, hvis våbnene bliver kastet et forkert sted, og politiet finder dem og rapporterer til Calcutta, før vi lander der eller mens vi er der. Der er en halv time endnu, før vi er der, råber Bleach. Har de nu husket at tænde bålet, tænker jeg. Og holder Bleachs beregninger om nedkastningen? Han har prøvet det før, dengang han arbejdede i Afrika, og hverken hans stemme eller hånd ryster, når han forklarer, hvordan man gør. Bleach er i det hele taget cool, selv under det hårdeste pres. Hvis vi slipper godt af sted med aktionen, bliver de glade, dem dernede. Våbnene i nettene skal bruges til forsvar mod de brutale militsstyrker, som det kommunistiske styre i delstaten sender ud for at bekæmpe de lokale beboere. De fattige bliver forfulgt, torteret og dræbt af regimet i Vestbengalen. En kvart million mennesker er konstant truet af styret, og det har de været i over tredive år. Op gennem 14 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 15 1990 erne er volden eskaleret; for nylig har den bredt sig til også at være rettet mod udlændinge, der var kommet for at hjælpe. En australsk sygeplejerske blev næsten torteret ihjel af politiet, og en agronom blev hugget i fem stykker med macheter. Jeg har fulgt begivenhederne på tæt hold, for jeg har gennem 14 år været involveret i forskellige projekter, der skulle hjælpe de fattige mennesker. Projekterne handler om at beskytte dem mod overgreb, og våbnene om bord skal bruges til at udruste et vagtværn til det formål. Førhen var vagterne kun bevæbnet med kæppe, men det battede ikke mod militsgruppernes skydevåben. Jeg har i otte år sneget mig ud og ind af Vestbengalen, fordi enhver udlænding, der er involveret i projekterne, bliver anholdt og deporteret. Projekterne, jeg har arbejdet med på, er et for et blevet jævnet med jorden siden 1967, da det hele begyndte. Hvorfor? Fordi projekterne skaber udvikling, de hjælper de fattigste i de fattigste egne af Indien, og det bryder kommunistpartiet sig ikke om. Pengene kommer ikke fra partiet, så æren tilkommer ikke kommunisterne. Sulten forsvinder, og levealderen stiger, takket være vores biogasanlæg og vandkraftværker, som gør folk selvforsynende med mad, og som sikrer, at både piger og drenge kan gå i skole skoler, som vi har bygget. Helt tåbeligt opførte de sig i kommunistpartiet, når der kom udenlandske delegationer for at blive inspireret af vores projekter og etablere noget tilsvarende i andre u-lande. Derfor begyndte de nye bølger af overgreb, der nu har varet fire-fem år, og de stakkels mennesker forsvarede sig med kæppe det var alt, hvad de havde. Jeg blev harmdirrende, hver gang jeg hørte om de ugerninger, kommunisterne var ansvarlige for. Jeg tilbød min hjælp, og for et år siden kom begæringen fra højeste sted. NEDKASTNINGEN 15

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 16 * Jeg fløj til Pakistan, der svømmer i våben efter at have været nabo til den ene krig efter den anden. I byen Peshawar ved Khyberpasset ind til Afghanistan traf jeg en våbenhandler. Jeg anede intet om geværer. I løbet af de to uger, jeg var i Peshawar, fik han overbevist mig om, at jeg burde satse på AK-47 ere. Han skulle have 150 dollars for et brugt. Jeg rejste tilbage til Indien, sneg mig ind i Vestbengalen og fortalte en af mine indiske venner om mit besøg i Peshawar. Han tog dertil. Men den stakkels mand blev anholdt af politiet, sigtet for at være spion og torteret. Han blev dog sluppet løs, da betjentene omsider begyndte at tro på, at han ikke var ude på at samle efterretninger ind til arvefjenden, Indien. Min ven fik derfor ikke anskaffet så meget som én patron på sin lange rejse, og jeg fløj hjem til Danmark og begyndte at spørge folk derhjemme til råds. En af dem anbefalede mig Brian Thune, som havde en fortid i den kriminelle underverden. Ham kendte jeg. Brian Thune havde jeg for nylig forsøgt at handle guldbarrer med. Brian Thune er en høj, pæreformet mand i slutningen af tyverne. Ham mødtes jeg med tre gange på Café Zeleste nær Nyhavn. Nogen forstand havde han på våben. Han viste mig på cafébordet en kuglepen af stål, som tilmed kunne skrive. Den indeholdt et projektil, som kunne affyres ved et tryk. En éngangs-skyder. Brian fortalte, at han havde»tæt forretningsforbindelse«med en højtstående militærmand i Polen. Denne officer kunne løse mine problemer, mente Brian. To dage senere tog vi LOT s flyver til Warszawa. Inde i 16 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 17 bymidten blev vi budt velkommen i et prangende kontor af en mand, der talte gebrokkent engelsk. Jeg spurgte, om han kunne levere AK-47 ere, og han svarede beredvilligt, at det bestemt var muligt. Men, sagde han, minimumsordren skulle være på 2.500 styk, og prisen var omkring 35o dollars. Desuden ville han gerne se et end-user certificate, indskød han. Jeg indså med det samme, at der ikke blev nogen handel her. Jeg fortsatte mødet med høflige og intetsigende bemærkninger, takkede og gik. Da vi havde lukket døren bag os, bad jeg Brian om ikke at spilde min tid fremover. Brian henviste mig til sidst til en mand ved navn Peter Hæstrup, efter at nogle af hans kontakter i Sverige åbenbart heller ikke kunne leve op til mine krav. Peter Hæstrup var manden, der kunne skaffe alt det, jeg søgte. Sagde Brian. Et par dage efter mødtes vi alle tre på Café Zeleste. Brian præsenterede mig for en typisk fyr fra Rungsted Havn. En overklassedreng i business dress, buttet, i begyndelsen af trediverne ligesom jeg. Han var iklædt en blå blazer, grå bukser og dyre, brune lædersko. Rent britisk antræk.»jeg lever af forskellige forretninger inden for importeksport,«oplyste han. Den beskrivelse passede også på mig. Han lød ikke til at have meget at rive i for tiden, og samtalen mellem ham og Brian tydede på, at de ikke havde arbejdet sammen før. Jeg berettede om mit projekt med at bistå folk, der ville beskytte sig mod overgreb fra kommunister. Det var tydeligvis noget, Hæstrup kunne lide at høre. Kommunist-vold. Jeg tilføjede, at jeg ikke havde forstand på våben, og at jeg derfor ledte efter en, der kunne hjælpe mig.»javel. Okay,«sagde Hæstrup nikkende. Han lod til at billige projektet.»jeg har brug for lidt tid til at tjekke mit bagland. Jeg kender en tysker, der er inde i den verden med NEDKASTNINGEN 17

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 18 våbenhandel. Men allerførst skal jeg sige, at prisen for at sætte denne kontakt op er 10.000 dollars.«han gav mig sit kontonummer. Nogle dage senere modtog han pengene. * Tre uger senere løftede jeg røret på en kimende telefon i Hongkong.»Du må komme til København, der er nyt i sagen.«det var Brian Thune. SAS havde kun ledige sæder på business class, men jeg blev opgraderet gratis, fordi jeg havde et SAS-guldkort. Da jeg landede i Kastrup om morgenen, lejede jeg hos Hertz en Toyota Carina. Det var en skøn og lun sommermorgen, og jeg kørte til Wilders Café på Christianshavn, hvor Brian sad og ventede. Han satte sig ind i sin sølvgrå Mercedes 600 coupé og satte kursen mod Strandvejen. Jeg fulgte efter i solskinnet. Ved Taarbæk svingede han af og ned ad hovedgaden og så til højre ad en blind vej. For enden af Nordlyvej lå et nydeligt, hvidpudset hus. Vi ringede på, og den ulasteligt klædte Hæstrup åbnede døren. Han havde poloskjorte og lyse slacks på. Vi blev vist ud på verandaen med blændende udsigt over sundet. Hæstrup pegede, og vi satte os i havemøbler af teaktræ. Hæstrup meldte:»jeg har gennem min tyske kilde fået kontakt til en englænder, som er våbenhandler. Han har flere ideer til, hvordan opgaven kan løses.«hæstrup gik indenfor og ringede til sin tyske kilde, mens Brian og jeg sad og så på de hvide sejl og blå bølger. Et par minutter efter fortalte Hæstrup, at våbenhandleren kunne troppe op om to dage i Danmark. 18 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 19 Jeg takkede for hjælpen og kørte ind til min søster i det københavnske nordvest-kvarter, hvor hun bor med sine to børn. Jeg sov på sofaen i stuen, som jeg plejede, når jeg var i København. * Efter to nætter på sofaen kørte jeg til Taarbæk. Klokken 14 parkerede jeg bilen foran Hæstrups hus, og lidt efter sad jeg igen på verandaen med den overdådige udsigt. Mens jeg drak saftevand af en kande, der var sat frem på havebordet, kunne jeg høre, at Hæstrup og Brian havde travlt inde i stuen med at forklare et eller andet for den engelske gæst. Pludselig kom de ud i solen.»peter Bleach, arms dealer. Pleased to meet you,«sagde han og strakte hånden frem. Ærlig snak, lige fra begyndelsen. Han stak ikke noget under stolen.»jeg forstår, at du har problemer?«sagde Bleach og satte sig. Hæstrup hentede en flaske kølig hvidvin og hældte op i højstilkede glas. Vi talte sammen, mens Hæstrup og Brian lyttede. Jeg fortalte igen historien om projekterne i Vestbengalen, som bliver udraderet af kommunistpartiet, og sagde, at jeg havde brug for en pakkeløsning. Der skulle etableres en serie vagtværn til selvforsvar, som dels skulle patruljere, dels skulle kunne tilkaldes.»i øjeblikket er der 25 mand i tre jeeps, og deres hyrdestave skal opgraderes til skydevåben, ligesom der skal være fem jeeps til roaming patrols,«forklarede jeg. Jeg forestillede mig, sagde jeg videre, at våbnene blev smuglet ind i området, der hedder Purulia, og at det drejede NEDKASTNINGEN 19

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 20 sig om AK-47 ere og pistoler til 50 mand, for det var, hvad de i Indien havde sagt, at der var brug for. Plus ammunition, selvfølgelig. Jeg fortalte, at jeg allerede havde kontakter i Calcuttas frihavn, og det bedste ville være, hvis Bleach kunne levere våbnene dér. Så ville mine lokale kontakter sørge for resten.»det er desværre ikke muligt at gøre det på den måde,«sagde våbenhandleren.»for at jeg kan købe våben og stå for transporten af dem, skal jeg kunne forsvare, at det er en lovlig handel lige indtil våbnene bliver overdraget til dine folk. Når jeg siger lovlig, så betyder det, at der skal udstedes et end-user certificate. Der skal også på fragtdokumenterne stå, hvor lasten skal hen og hvordan. Men jeg har ikke forbindelser til Indien, der kan sikre mig en officiel underskrift på, at våbnene skal til Calcutta.«Men der var en anden mulighed, sagde Peter Bleach. Han kunne skaffe de nødvendige dokumenter fra Bangladesh, og hvis man fløj våbnene dertil, kunne de afleveres i Purulia, inden man nåede den officielle destination. Hvis jeg gik med på den idé, kunne han ordne sagen. Han spurgte, om Purulia-distriktet var tæt bebygget, og om jeg kunne assistere med at finde ud af, om det ville være muligt at rydde et fladt areal og anlægge en landingsbane 50 meter bred og 800 meter lang, der var jævn, uden huller eller sten.»du må rejse til stedet med en GPS og notere koordinaterne og fotografere området,«sagde han og føjede til:»overdragelsen skal finde sted om natten, og når lasten er landsat, skal maskinen straks lette. Der skal tændes små bål langs startbanen til at oplyse den.«jeg nikkede ja. Peter Bleach ville selv løse en anden og nok så væsentlig opgave, nemlig købe våbnene i Bulgarien 20 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 21 og skaffe et end-user certificate et slutbrugerdokument, som beviser, at handelen er godkendt af myndighederne i det land, der har købt våbnene. Han indvilligede også i at stå for træningen af vagtværnspatruljerne. Han ville komme til Vestbengalen to gange og i Purulia-distriktet undervise vagtværnsfolkene i to måneder, med et halvt års mellemrum. Vi havde nu en aftale. Vi havde også en plan. Og en køreplan. Min nyansatte lænede sig tilbage og fortalte om sin fortid i Rhodesia som i dag hedder Zimbabwe hvor han havde arbejdet for den britiske efterretningstjeneste. Desuden havde han gennem flere år været leder af en fængselsafdeling, hvor dødsdømte ventede på deres endeligt. Men hans hovedindtægt nu om dage kom fra salg af reservedele til fly samt våben gennem hans eget firma»aeroserve«i England, hvor han nu boede. Især hæren i Bangladesh havde været storkunde hos Peter Bleach. Vi sludrede om, hvilken type geværer vi skulle købe. Jeg gik ind for AK-47, fordi det som jeg havde lært i Pakistan var nemt at rense, let at skaffe reservedele til, og meget driftsikkert. Peter Bleach sagde, at han kunne få det fabriksnyt i Bulgarien for 100 dollars, men at det ville koste mig 250 dollars, når han indregnede udgifter til det vigtige enduser certificate og andre af hans omkostninger. * Mens Bleach arbejdede på at købe våben og skaffe certifikat, fløj jeg til Calcutta, hovedstaden i Vestbengalen. Her steg jeg ind i et lokaltog til stationsbyen Pundag i Purulia, som jeg havde gjort så mange gange før. Turen tog 12 timer, og som sædvanlig hoppede jeg af på den anden side af NEDKASTNINGEN 21

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 22 stationen, klatrede ned ad en skrænt og gik gennem en viadukt, så jeg ikke blev observeret af politifolkene på perronen. De havde stående ordre til at anholde alle udlændinge. Igen lykkedes det at snige mig ind i området, fordi det var nat. Efter tre kilometers trasken gennem mørket nåede jeg frem til hovedkvarteret for et stort udviklingsprojekt, der i begyndelsen af 1960 erne blev grundlagt af organisationen Ananda Marga, et projekt ved navn Ananda Nagar det betyder»den velsignede have«. Ingen i Ananda Nagar vidste, at jeg kom, for det var umuligt at varsko nogen, al den stund at egnen er så fattig, at der ikke findes telefonlinjer. Jeg fandt huset, hvor vagtværnene holdt til. Jeg fik et tæppe og faldt i dyb søvn på gulvet. Næste morgen blev jeg som aftalt hentet af to medarbejdere hos en højtstående politiker, for de vidste udmærket, at jeg kom. Jeg havde nemlig lavet en aftale med parlamentsmedlemmet, som jeg vælger at kalde»jerath«. Det var ham, der havde bedt mig om at skaffe våbnene til vagtværnene. I hele sit politiske liv har Jerath kæmpet for de allerfattigste og kasteløse. Han arbejder ligesom Ananda Marga med at opbygge en bred vifte af projekter, der forbedrer de fattigste inderes levevilkår. Han var landskendt, fordi han med livet som indsats havde modsat sig og kritiseret kommunisternes voldelige fremfærd, der ramte Ananda Margas projekter. I den nationale kongres i Delhi indgår Jerath i en alliance, der prøver at begrænse kommunisternes uhyrligheder i Vestbengalen, blandt andet ved at udforme resolutioner sammen med andre politikere i parlamentet, som opfordrede centralregeringen til at gribe ind for at beskytte lokalbefolkningen, hans egne og Ananda Margas projekter. De to medarbejdere kørte mig ud til det område, de havde udset sig som et egnet landingssted, for dér kunne de 22 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 23 kontrollere situationen. Vi kørte omkring fire timer ad dårlige, hullede grusveje, som flere steder var eroderet bort. Derfor kunne kun en jeep komme frem. Men det var umuligt at virkeliggøre Bleachs plan. Der var ikke et eneste sted på egnen, som var så plant, at man kunne anlægge en landingsbane. Og de lokale beboere advarede imod, at et fly skulle lande og lette, for selv om der var langt til alt, inklusive den nærmeste politistation, og selv om området var øde, ville det være svært at udføre aktionen ubemærket. Jeg fotograferede stedet, tog GPS en frem og fastfrøs cifrene, der angav koordinaterne. Om natten sneg jeg mig tilbage til Pundag og entrede fra den forkerte side toget mod Calcutta. * Jeg fløj til Hongkong, hvor jeg faxede og ringede med Bleach. Han accepterede resultatet af mine undersøgelser. At lande og lette var udelukket, kun en nedkastning kunne lykkes. Vi skulle arbejde videre med dette som udgangspunkt. En uges tid senere mødtes vi på det femstjernede Swissôtel Le Concorde i Bangkok. Hæstrup var der også.»det vil være nødvendigt at købe en flyvemaskine til at stå for nedkastningen af våbnene,«sagde Bleach. Han mente også, at det ville være en fordel, hvis maskinen blev benyttet til andet og mere end våbentransport for at forklare dens tilstedeværelse i regionen. Derfor ville en cover-up business være vital for at beskytte projektet. Den side af sagen besluttede vi, at Hæstrup skulle stå for. Jeg ville gerne vide, hvad sådan en maskine kostede. Omkring 250.000 dollars, mente Bleach. NEDKASTNINGEN 23

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 24 Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det var nødvendigt at købe et fly. Kunne vi ikke lease eller leje et? Men Peter Bleach tøvede ikke med sit svar:»en våbenhandel af denne type kan vi ikke gennemføre, uden at vi selv har et fly.«jeg godtog det hele. Jeg ringede til min backing-group i Hongkong. Over for dem havde jeg tidligere luftet den mulighed, at vi måske skulle bruge et fly for at effektivisere vores guldsmugleri. Jeg fortalte, hvordan sagen nu stod, og anbefalede, at vi selv købte en maskine. I øvrigt, tilføjede jeg, var det ret billigt, hvis vi kunne få flyet for en kvart million dollars. De var positive over for ideen. I de seneste år var de blevet mere og mere desperate over bølgerne af vold og overgreb i Vestbengalen, og de ville ikke stille sig i vejen for et flykøb. Jeg skulle blot sige til, de skulle nok skaffe pengene. Ikke alene kunne maskinen bruges til våbennedkastningen, den kunne også være et særdeles indbringende instrument i vores fælles import-eksport-firma. Jeg følte mig efterhånden som en anden hemmelig agent på udebane. Millioner af kroner, flykøb og hemmelige forhandlinger. For at undgå aflytning lejede vi et mødelokale på et hotel og huskede at minde hinanden om at slukke for mobiltelefonerne. Det kunne jo være, at en agent havde pillet ved en af dem og lavet den om til en lyttepost, der transmitterede, hvad der skete på mødet. Men mit navn var ikke Bond. Det var Davy. Kim Palgrave Davy. Og jeg var statsborger i New Zealand. Det stod i mit pas, som jeg havde anskaffet for to år siden. Hverken Peter Bleach eller Peter Hæstrup havde dæknavne, og især den sidste følte tydeligvis, at han var med i noget stort og spektakulært. Havde hans evner til at organisere blot været lige så store som hans armbevægelser! Det 24 DE KALDER MIG TERRORIST

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 25 skulle vise sig, at han trods tre måneders arbejde på at skaffe en landingstilladelse i Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, ikke mestrede opgaven. Jeg ved ikke, om myndighederne havde lugtet, at hans plan om at købe et parti kæmperejer i Dhaka var et skalkeskjul for noget ulovligt, eller om han blot ikke var i stand til at fremskaffe de nødvendige dokumenter. At kunne lande i Dhaka var vigtigt, først og fremmest fordi dette var den officielle endestation for våbnene. Desuden ville vi for alt i verden undgå at lande i Indien igen, når vi havde afleveret våbnene på det aftalte sted i Vestbengalen. Først tre dage før aktionen skulle løbe af stabelen, måtte Hæstrup bekende, at han ikke kunne løse sin opgave. Vi måtte så i stedet satse på at lande i turistmekkaet Phuket i Thailand, hvor vi kunne komme i sikkerhed, når våbenlasten var kastet ned. Men der var for langt til Phuket; derfor kunne vi ikke undgå at mellemlande i Calcutta, hovedstaden i det kommunistisk styrede Vestbengalen, for at få brændstof hældt på Antonov en. Hæstrup udsatte os for stor risiko med sin mangel på professionalisme. Vi måtte satse på, at nyheden om nedkastningen ikke var nået til Calcutta, når vi skulle lande for at tanke op. Begge mine nye danske forretningsforbindelser viste sig at være mere end tvivlsomme. Brian Thune snød mig for en million kroner. Da vi havde holdt møde med Bleach i Hæstrups villa i Taarbæk, fortsatte Brian og jeg forhandlingerne, og han sagde, at Bleach krævede, at der blev deponeret 150.000 dollars hos Brian som mellemhandler, før Bleach ville gå videre med sagen. Jeg overrakte pengene i kontanter til Brian Thune på Café NEDKASTNINGEN 25

De kalder mig terrorist 22/04/08 16:07 Side 26 Hovedpersonens opgørelse over udgifter i perioden op til våbenkøbet. Den britiske våbenhandler opgav høfligt de 35.000 dollars, han fik udbetalt til rejseudgifter, til efterretningstjenesten. De 150.000 dollars, som blev indbetalt til Danacot, forsvandt sammen med firmaets ejermand, Brian Thune.»Peter«er hovedpersonens daværende dæknavn. 26 DE KALDER MIG TERRORIST