Dronning Kirsten Af Hans Rasmussen WeirdSpace Digital Library www.weirdspace.info
Hans Rasmussen Dronning Kirsten Udgivet 2013 af WeirdSpace Digital Library www.weirdspace.info Copyright 2013 WeirdSpace Digital Library og Michael Pilgaard Illustrationer: Karl Hansen Reistrup Sats & layout: Michael Pilgaard 1. version, pdf-format ISBN: 978-87-996419-4-9 (pdf) ISBN: 978-87-996419-5-6 (epub) Dronning Kirsten er gengivet efter Dronning Kirsten, 3. oplag, 1925, fra Chr. Erichsens Forlag. Bogen er første gang udgivet i 1907. Der er foretaget enkelte rettelser af trykfejl og enkelte stavemåder er moderniseret, men ellers er teksten uforandret. -1-
Indhold Kapitel 1: Et Møde i Skoven 3 Kapitel 2: På Borgen i Fjenneslev 8 Kapitel 3: Nye Gæster 13 Kapitel 4: På Ulvejagt 17 Kapitel 5: Oluf Haraldsøn 23 Kapitel 6: Slaget ved Buddinge Aa 27 Kapitel 7: I Kong Eriks Lejr i Skåne 33 Kapitel 8: Dronning Kirsten bliver tagen til Fange 40 Kapitel 9: Forfølgelse 46 Kapitel 10: Overfaldet i Ramløse 52 Kapitel 11: Forsat Forfølgelse 59 Kapitel 12: Vendisk Overfald på Sjælland 65 Kapitel 13: På Tog til Rygen 71 Kapitel 14: Slaget ved Thjutå 79 Kapitel 15: Stilhed efter Stormene 86 Om WeirdSpace Digital Library 92 Illustrationer af Karl Hansen Reistrup -2-
Kapitel 1: Et Møde i Skoven En smuk Majdag i Året 1142 red tre ungdommelige Ryttere gennem Ringsted. De var unge og smukke og sad ranke i Sadlerne. Over Ryggen bar de Bue og Pilekogger, medens korte Sværd stak frem fra Bælterne. De to så ud til. at være fjorten-femten År; deres gule, krøllede Hår rullede tykt frem under Læderhuerne; deres Blik var dristigt og roligt. På de høje Lædersko bar de Sølvsporer. Den tredie Rytter var yngre; han så ud til at være 11-12 År; men efter Alderen var han meget velvoksen; hans Ansigt var mørkere farvet end hans Kammeraters, og Håret var mørkebrunt. Også han lod Blikket strejfe dristigt omkring, som om han nøje ville indprente sig alt, hvad han så. De to ældste var Asser Rigs Sønner fra Fjenneslev, Esbern og Absalon. Skønt Esbern var godt og vel et År ældre end Broderen, var de dog lige store, og af Ydre var de hinanden så lig, at Folk, som ikke vidste bedre Besked, antog dem for at være Tvillingbrødre. I deres Væsen var de dog forskellige: Esbern var i høj Grad livlig og dumdristig; Absalon var langt mere alvorlig og sindig, hvorvel han, hvad Mod angik, ikke -3-
gav Broderen noget efter. Den yngste af Rytterne var Knud Lavards yngste Barn, Valdemar, som var født, otte Dage efter at Faderen var bleven myrdet, og senere var kommen til Asser Rig i Fjenneslev, hvor han blev opdraget sammen med hans Sønner. De tre Ryttere red under livlig Samtale fra Ringsted ned mod Haraldsted Sø.»Hvor mon Asser Rig nu færdes?«spurgte Valdemar, efter at de havde talt om alle mulige andre Ting.»Fader er sikkert ovre i Skåne,«sagde Absalon,»Kong Erik ligger jo i Leding med Oluf Haraldsøn, din Farbroders Søn.Den Oluf kunne jeg have Lyst til at se,«udbrød Esbern,»han er en rask Karl og snildere end nogen anden Mand. Det vil knibe for Erik Lam at få Bugt med ham.lad være at give Kongen Øgenavn,«formanede Absalon.»Jeg kalder ham kun, hvad alle andre kalder ham, og det Navn passer også rigtig godt på ham, for selv om han farer op som en Løve, så skal han nok passe at falde ned som et Får.«Da de tre Ryttere var nået til Haraldsted Sø, red de langs Bredden af den, indtil de nåede ind i Skoven. De red hen imod det Kapel, som Skjalm Hvides Sønner havde bygget på Stedet, hvor Valdemars Fader på en så svigefuld Måde var bleven dræbt. De satte sig på et omstyrtet Træ tæt ved den Kilde, som, efter hvad der fortaltes, var begyndt at rinde der, hvor Knud Lavard var bleven dræbt. Esbern blev dog ikke siddende længe; han greb sin Bue og gik ind i Skoven for at se efter Vildt. Absalon og Valdemar talte sammen; men kort efter hviskede Valdemar:»Der kommer nogen!«-4-
I samme Nu tog Absalon sin Bue fra Ryggen; Valdemar fulgte hans Eksempel. De hørte nu Trinnene af en Hest, der trådte de tørre Grene itu. Snart efter så de Rytteren. Det var en ung Mand med et lyst, tyndt Skæg. Hesten så meget anstrengt ud; det var let at se, at den havde tilbagelagt en lang Vej. Rytteren var fuldt væbnet og havde Brynie under den korte Kappe. Længere inde i Skoven sås flere væbnede Mænd.»Hvad er I for to Knægte?«sagde Rytteren, idet han sprang af Hesten.»Jeg kan vel få Lov at hvile mig lidt hos jer?«han satte sig ved Siden af Absalon.»Det er Skik, at Gæsten først siger sit Navn,«sagde Absalon.»Mit Navn er ikke til fals for alle og enhver,«svarede den unge Mand og lo;»men tager jeg ikke fejl, så er du af Skjalm Hvides Slægt; du ligner da godt nok Familien. Og han der er vistnok Valdemar Knudsøn, som er hos Asser Rig. Han ligner i alt Fald Knud Lavard. Det er altså her, de slog Knud ihjel,«vedblev han,»blodet har ikke været dyrt blandt Svend Estridsens Efterkommere.En skammelig Gerning var det,«sagde Absalon. -5-
»Åh ja, det kan man jo nok sige,«svarede den fremmede,»men det var dog meget værre, da Erik Emune slog sin Broder Harald og alle hans små Drenge ihjel. Værre Blodgerning har man ikke set i Danmark.Det gjorde også mig ondt for de mange små Drenge, som Kong Erik førte til Sejrø og dræbte der,«svarede Absalon;»men vi må ikke glemme, at Harald Kesja var en stor Voldsmand, og at det ville være bleven en forfærdelig Ulykke for Landet, om hans Sønner var bleven i Live. Han, som slap bort i Kvindeklæder, gør Kong Erik Knuder nok.«den fremmede lo.»nå, så Rygtet om hans Bedrifter er nået hertil,«sagde han;»han er dog også en Kongesøn. Men han, der nu kalder sig Konge her i Landet, er kun Søn af en Jarl i Jylland.«Esbern kom nu tilbage. Han studsede ved at se den unge, krigsklædte Mand, men hilste ham høfligt.»ah, der har vi nok en til af Skjalm Hvides Familie,«udbrød den unge Mand,»Asser Rig er vel borte; jeg ville ellers gerne have talt med ham.fader er i Leding,«skyndte Esbern sig at sige. Absalon tilkastede ham et advarende Blik.»Ja, ja, jeg træffer ham nok senere,«sagde den fremmede smilende og rejste sig.»men da vi nu engang er ved Knud Lavards Kapel, lad os så sammen gå ind og høre en Messe for hans Sjæl.«De gik nu alle ind i Kapellet og hørte en Messe af den Munk, som til Stadighed opholdt sig der. Da de igen kom ud, svang den unge, ukendte Mand sig Sadlen og red bort. De tre Ynglinge så, hvorledes nogle Ryttere længere borte sluttede sig til ham. Snart havde de tabt ham af Syne.»Hvem var det?«spurgte Valdemar, medens de stod og så efter Rytterne. -6-
»Hvis vi ikke nylig havde hørt, at Oluf Haraldsøn var i Skåne,«sagde Esbern,»så ville jeg næsten have troet, det var ham.men hvad har han at gøre her på vor Egn?«spurgte Absalon.»Det er ikke godt at vide,«svarede Broderen,»men du skal se, vi spørger snart nyt fra ham, hvis det var ham.«de tre Ynglinge steg til Hest og red hurtigt ad Fjenneslev til. -7-
Kapitel 2: På Borgen i Fjenneslev Det var i det ulykkelige År 1131, at Knud Lavard var bleven myrdet. 8 Dage efter fødte hans Hustru Ingeborg Sønnen Valdemar. Foruden ham havde Ægteparret tre Døtre; den mellemste af disse, som hed Kirsten, blev Året efter Faderens ulykkelige Død gift med Kong Magnus, senere kaldet»den Blinde«, i Norge. Hun var dengang kun femten År. Det var på den Tid, da Knud Lavards ene Broder, Erik Emune, havde begyndt en Krig mod Knud Lavards Morder, Magnus Nielsøn, og dennes Fader, Kong Niels. I Begyndelsen havde. Kong Niels og hans Søn Overmagten; efter et tabt Slag flygtede Erik Emune til Norge, hvor han håbede på Hjælp af Kongen der, som jo nylig var bleven gift med Knud Lavards Datter. Kongen i Norge var imidlertid en gerrig og troløs Mand. Der blev ingen Hjælp at få hos ham; thi Kong Niels havde sendt ham et Bud med en hel Del Penge og bedt ham gøre den danske Konge den Tjeneste at fængsle Erik Emune. Dette gjorde den norske Konge også. Men hans Dronning hjalp Erik Emune, som jo var hendes Farbroder, med at få sendt Bud til Sakstorp på Lolland efter hans tro Mand Sakse Falk. Sakse kom med et lille Skib til Norge. Erik Emune gjorde så et Gilde for sine Vogtere, som dræk så tæt, at de alle faldt under Bordet. Så skyndte Erik Emune sig at bryde Hul på Fængselsmuren og komme ned til Sakse Falks Skib. Den norske Konge blev svært ked af det, da han næste Morgen opdagede, at Fuglen var fløjen. Han lod sin Vrede gå ud over Dronning Kirsten. Hun lagde nemlig ikke Skjul på, at hun var glad og stolt over, at hun havde hjulpet sin Farbroder til at flygte. Enden på Striden mellem dem blev, at Kongen erklærede, at»siden hun holdt mere med sin Slægt -8-
end med sin Ægtemand«, så ville han ikke have hende længere. Dronning Kirsten mente, at det ville hun ikke græde over; hun ville hellere hjem til Danmark i Dag end i Morgen. Således gik det til, at hun kom til Sjælland, hvor hun boede på Pedersborg ved Sorø hos Asser Rigs Søster Cæcilia, som var gift med den ansete Ridder Peder Thorstensøn. Nogle År efter faldt Magnus den Blinde i Krig i Norge, hvorved Dronning Kirsten blev Enke. Da Erik Emune kom fra Norge, begyndte han igen at føre Krig mod Kong Niels, til det lykkedes ham at sejre ved Fodevig i Skåne anden Pinsedag 1134. Der faldt Magnus Nielsøn, og Kong Niels, som flygtede til Sønderjylland, blev dræbt i Slesvig af Byens Borgere, som endnu var forbitrede over Mordet på Knud Lavard. Derefter blev Erik Emune Konge. Han dræbte sin Broder Harald Kesja, som holdt med Kong Niels, samt alle Haralds Sønner så nær som Oluf, der flygtede forklædt som Kvinde. Erik Emune blev imidlertid i Året 1137 dræbt på Tinge af en Mand ved Navn Plov, hvorefter Erik Ejegods Dattersøn, Erik Lam, blev tagen til Konge. Alt dette kender vi fra vor Danmarks Historie; men det kan være meget godt at få det opfrisket. Det var nemlig Erik Lam, som var Konge på den Tid, vor Fortælling her foregår. Efter dette lille historiske Overblik vender vi os på ny til vore tre unge Venner, der på deres Heste nærmede sig Fjenneslevlille Borg. Asser Rigs Borg i Fjenneslev var bygget forneden af svære Kampesten. Men oven på Stenmuren var den muret op af røde Mursten, og samme Slags Mursten blev brugt til den Kirke med to Tårne, som Asser Rig, og Fru Inge var i Færd med at bygge Syd for Borgen. Borgen havde ikke noget Tårn, men den var stærkt befæstet, idet den var omgiven af en Vold med en bred, -9-
vandfyldt Grav omkring. En Vindebro førte over Graven. Øst for Borgen lå Avlsgaarden. Der var Lade, Stalde og Boliger for Karlene. Nogle af disse var Sønner af Ridderens Bønder; men enkelte var vendiske Trælle, som Asser Rig havde fanget på Søtog. Gårdens Piger boede sammen med Fru Inge og Børnene på selve Borgen. Mellem Borggraven og Kirken var en grøn Plads, bevokset med Græs, Tusindfryd og Løvetand og omgiven af enkeltstående, bredkronede Linde. Der var i Sommertiden Ungdommens Legeplads. Da de tre Venner ud på Eftermiddagen nåede hjem, kom den unge vendiske Træl Svantopolk løbende og tog Absalons Hest for at afsadle den og føre den på Græs; en anden Karl tog sig af Esberns og Valdemars Heste. Svantopolk, som Asser Rig havde fanget på et vendisk Skib, havde nu været på Gården et Par År. Han havde lært at tale Dansk og havde med særlig Forkærlighed sluttet sig til Absalon, som også godt kunne lide den unge Vender og gjorde sig megen Umage for at gøre ham til Kristen. Endnu var Svantopolk dog ikke kommen så vidt, at han kunne blive døbt. Han forsikrede stadig, at han nok ville tro på Absalons Gud; men han ville også gerne blive ved at tro på Svantevit, Porewitz, Radegast, og hvad nu hans Landsmænds Guder hed.»er der noget nyt, Svantopolk?«spurgte Absalon.»Ikke andet, end at en Flok væbnede Mænd red her forbi lidt over Middag.Hvem var det?næppe Kongens Mænd,«svarede Venderen,»jeg kunne høre på deres Mål, at det var Skåninger. Det var vist nogle af Oluf Haraldsøns Folk.Det er ikke rimeligt,«tog Esbern nu Ordet,»Oluf er uden -10-
Tvivl i Skåne for Tiden. Derhen er Erik i alt Fald dragen for at lede ham op.derfor kan Oluf godt være herovre,«mente Absolon,»han er snu som en Ræv. Vi må passe godt på, at han ikke overrumpler os. Jeg kan ikke komme fra den Tanke, at det var ham, som vi i Middags var sammen med i Haraldsted Skov.«Drengene kom nu ind på Borgen og fik deres Sult stillet ved et solidt Måltid af Flæsk, Brød og Honning med et Krus godt Øl til at skylle det sorte og hårde Rugbrød ned med. Samtidig fortalte de Fru Inge og Brødrenes syttenårige Søster, Jomfru Ingefred, hvad de havde oplevet. Moderen og Søsteren var enige med dem i, at det mærkeligste, der var hændet dem, var Mødet med den unge Mand ved Kapellet. Næppe var deres Måltid til Ende, før Borgvægteren blæste i sit Horn som Tegn på, at der nærmede sig fornemme Gæster. Fru Inge gik til den åbne Vinduesglug og så, at det var de ventede Gæster, Asser Rigs Søster Cæcilia med Dronning Kirsten. De to Damer var ledsaget af deres Jomfruer og en halv Snes væbnede Karle. Dronning Kirsten var lyshåret, mild og venlig af Væsen; men som oftest var hun stille og tankefuld. Man kunne nok i hendes Måde at være på mærke Spor af den kranke Lykke, hun havde haft som Dronning i Norge. Fru Cæcilia var ligeledes stille og alvorlig; hendes svære, mørkebrune Hår hang i to tykke Fletninger ned ad Ryggen på hende. Begge Damerne bar kostbare Dragter af nederlandsk Fløjl. Deres Jomfruer bar små Gyldenstykkes Huer over det udslagne Hår. Våbensvendene var klædte i Ringbrynier og fuldt rustede med Lanser, Skjolde, Sværd og Daggerter. Efter at de fremmede havde nydt et solidt Måltid til Velkomst, samledes Ungdommen nede på Legepladsen, hvor de legede og dansede, medens de sang de nyeste Viser, -11-
de kendte, om Mordet på Knud Lavard, Fodevigslaget o. fl. Ridderfruerne og Dronning Kirsten tilbragte derimod Tiden på Højeloftsvalen i Samtale om de alvorlige Tider, de levede i. Efter Nadveren drog Fru Cæcilia og Dronning Kirsten igen til Pedersborg. Fru Inge, hendes Børn og Valdemar fulgte Gæsterne ned på Grønningen; Hestene blev ført frem, Damerne kom i Sadlerne, og under mangt et Godnat drog de ad Hjemmet til. -12-
Kapitel 3: Nye Gæster Næste Morgen tidlig er de tre Drenge igen nede ved Avlsgaarden. De har fået Hestene ud og øver sig Ridning og Våbenbrug under Vejledning af Find, Asser Rigs gamle Huskarl. De rider rundt i en Kreds og prøver med deres Spyd at fange en Ring, der dingler højt oppe under en Gren. Valdemar er helt stolt over, at han kan fange Ringen lige så tit som Esbern. Absalon rider godt, men bryder sig øjensynlig ikke så meget om Øvelsen som de to andre. Derimod er han en ivrig Tilhører, hver Gang Find fortæller en Historie fra gamle Tider, da han fulgte Skjalm Hvide i Leding. Da Hestene var jaget trætte, fik de stillet en Skive op for at øve sig i Bueskydning, medens Find ikke glemte at fortælle en Historie om, hvor dygtig Skjalm Hvide havde været til at bruge sin Bue. Men som de var bedst i Gang, vaktes deres Opmærksomhed ved en Rytter, der kom fra Sorøvejen.»Hvem er det?«spurgte Valdemar.»Ham kender jeg,«svarede Find;»det er Peder Saksesøn fra Lolland. Det var hans Fader, Sakse fra Sakstorp, som i sin Tid var med at frelse Erik Emune fra Fangenskabet i Norge.«Den fremmede Rytter kom nu hen til dem. Det var en smuk ung Mand i en Alder af vel fem-seks og tyve År; han havde et åbent, frimodigt Åsyn, lyst Skæg og Hår og var for øvrigt i Ringbrynie og godt væbnet.»jeg tager vel ikke fejl,«sagde han med lollandsk Tonefald,»dette er vel Asser Rigs Gård?Ja, det er,«svarede Esbern,»hvor kommer du fra?«-13-
»Jeg er Sakse Falks Søn på Lolland; jeg har Brev fra min Fader til Ridder Asser Rig med Begæring, om jeg kan komme til at tjene ham.din Faders Navn kender vi,«svarede Esbern,»det er godt nok; men vor Fader er ikke hjemme. Han følger Kongen i Leding mod Oluf Haraldsøn.Så får jeg lede ham op,«svarede Rytteren.»Bliv hellere hos os, til han kommer herhjem,«sagde Absalon,»vi har lovlig få Folk her på Borgen og kan godt trænge til et Par stærke Arme mere.fru Inge vil sikkert blive glad, fordi du kommer,«sagde Valdemar,»og min Søster Kirsten har ikke glemt, at din Fader hjalp Erik Emune ud af Fangenskabet hos den norske Kong Magnus.Du er altså Valdemar Knudsøn,«sagde den unge Lollik, idet han med et glad Smil så på den smukke, kække Dreng;»dig kunne jeg nok have Lyst til at tjene, når din Tid kommer.«drengene førte den fremmede op til Fru Inge, som med Glæde tog mod hans Tjeneste, til hendes Husbond kom hjem. Da det blev Middag, indfandt Broder Johannes fra Sorø Kloster sig. Han kom et Par Gange om Ugen for at læse og skrive med Børnene. Broder Johannes var en mager, alvorlig Mand på et halvt Hundrede År; han gik barfodet, og den grove Kutte var bunden sammen med et Bastreb. Han var for Resten en lærd Mand, som ikke alene var fuldt kyndig i Latin, men også i alt, hvad der angik den hellige Kirkes Videnskaber. I Absalon havde han ikke alene en højst lærvillig, men også en særdeles begavet Lærling, og dette forsonede ham noget med, at Esbern og Valdemar ikke var så glade for at give sig af med boglig Lærdom. -14-
Da Broder Johannes havde fået sin Middagsmad sat til Livs og drukket en Kande af Fru Inges gode Øl, skulle der tages fat på Videnskaberne. Først skulle Drengene skrive Latin på deres Vokstavler. Det var små, glatte Brædder, overtrukket med Voks på den ene Side, og på dem skrev de med en spids Benpen. Pergament var jo I alt for kostbart til at øve sig på. Når Tavlen var skreven fuld, kunne Vokset igen glattes ud med en flad Spån. Da de havde skrevet nogle Linier efter Broder Johannes's Diktat, sagde Valdemar:»Broder Johannes, jeg stak Ringen lige så tit i Formiddags som Esbern!Det er godt, Valdemar,«svarede Munken;»men nu har vi andet at tænke på.«og han dikterede videre.»vi bliver da tidlig færdige i Dag,«sagde lidt efter Esbern,»vi skal med Svantopolk ud at grave nogle Ulveunger ud.det kan nok nås, min gode Esbern; se blot, du kommer til at skrive lige så pænt som din Broder.Det behøves ikke, Broder Johannes,«svarede Esbern,»Absalon skal jo være Klerk; jeg skal være Ridder ligesom min Fader.«Nu skrev Drengene flittigt i nogle Minutter; så kunne Valdemar ikke tie stille længere.»så du ingen Ulve, da du gik fra Sorø i Formiddags, Broder Johannes?«spurgte han med stor Iver.»Nej, jeg har ikke set andre Ulveunger end dig i Dag,«var Svaret.»Man kan jo nok kalde ham en Ulveunge,«bemærkede Esbern dybsindigt,»for Ulv Jarl var jo hans Stamfader; men jeg vil hellere kalde ham en ung Løve, fordi han er af Kongeslægten; der er Løver i det danske Våben. Løven er jo -15-
Dyrenes Konge; således skal Valdemar også engang være Danmarks Konge.Men han er det ikke endnu,«bemærkede Broder Johannes tørt;»nu skal både han og du øve jer i at bruge Griffelen.«Lidt efter sagde Valdemar:»Har du nogen Sinde været med til at grave Ulve ud, Broder Johannes?Lad heller de to gå med Svantopolk og finde den Ulvehule,«sagde nu Absalon,»de har ikke andet i Hovedet i Dag. Så skal jeg være flittig for dem med.lad så være, da Vejret er så godt,«sagde Munken, og næppe var Tilladelsen given, før Esbern og Valdemar var på Vej ned mod Stalden for at træffe Svantopolk. Absalon og Broder Johannes blev siddende, fordybede i Samtale om Fædrelandets Forhold, et Emne, som Absalon aldrig kunne blive ked af. -16-
Kapitel 4: På Ulvejagt Hen på Eftermiddagen finder vi Esbern og Valdemar, ledsagede af Svantopolk og de to Karle, i den store Skov, der strakte sig øst for Sorø- og Tjustrupsøerne. De var alle væbnede med Ulvespyd, og de to Drenge havde desuden deres Buer og Pile. Svantopolk og de to Karle havde Spader med for at kunne grave Ulveungerne ud af Hulen, og tre af Asser Rigs Ulvehunde sprang med glade og livlige Glam omkring det lille Selskab. Da de kom ind i Skoven, bød Esbern Hundene at tie og følge bagefter. Jægerne gik nu forsigtigt spejdende frem mellem de store Egestammer; hist og her var der tæt Krat af Hassel eller Naur; på sumpige Steder var der frodig Elleskov. Pludselig sprang Hundene frem med oprejste øren. Selskabet standsede. Inde fra en Tykning hørte de et Brøl som af en Hjort, der var i Fare, og straks efter et Par skingrende Hyl, som åbenbart kom fra et Par Ulve; tørre Grene knagede, og det raslede i Hasselkrattet, medens Brølet og Hylene tog til.»lad os skynde os derhen!«udbrød Esbern ivrigt;»det er Ulve, som er faldet over en Hjort.«Esbern og Valdemar gik forsigtigt frem efter Lyden, medens Svantopolk og Karlene fjernede sig noget ud til begge Sider for dem, således at det lille Selskab i en Halvbue rykkede frem mod Kamppladsen. Det var næppe muligt at holde Hundene tilbage. Jægerne nærmede sig forsigtigt, og det varede ikke længe, før de så de kæmpende. Det var en stor, prægtig Kronhjort, en fuldt udviklet Tolvender, som var bleven overrasket i sit Leje af to store Ulve. Hjorten stod med Ryggen mod en mægtig Eg, der hævede sig op over Haslerne, og medens den hidsigt -17-
stampede i Jorden med Forløbene, stangede den efter de to Ulve, som under vilde Hyl gjorde det ene Spring efter det andet for at bide sig fast i deres udvalgte Offers Hals.»Skal vi skyde, Esbern?«hviskede Valdemar.»Ja,«svarede Esbern,»hold du på ham til højre, så holder jeg på den anden!«svantopolk og de to Karle havde imidlertid nærmet sig og holdt deres Spyd rede. De to Drenge lagde hver en Pil på Buen, og i samme Øjeblik hvinede de fra Strengene. Esbern ramte sin Ulv lige bag den højre Bov; Ulven styrtede om på Ryggen og var åbenbart død med det samme. Pilen havde sikkert nok gennemboret Hjertet på den. Også Valdemars Pil havde ramt; men hans Ulv var kun bleven let såret i det ene Forben. Med et rasende Hyl vendte den sig fra Hjorten og styrtede frem mod sin nye Fjende. Hjorten, som nu var bleven befriet og tilmed så, at der var Mennesker, brød bragende gennem Krattet og flygtede. Den sårede Ulv for med opspilet Gab frem mod Valdemar, som uden Frygt ventede på sin Fjende med fældet Spyd. Idet Ulven sprang imod ham, stødte han også Spydet i Brystet på den; men han var for svag til at standse Ulven, der løb ham -18-
over Ende og kastede sig over ham. Heldigvis sprang Hundene i samme Øjeblik fra begge Sider over Ulven, og Esbern og Svantopolk for ind på den med deres Spyd. Dødeligt såret væltede den sig om på Ryggen, og Valdemar slap med at få sin Trøje flået itu i Brystet.»Sejr i din Hånd og Sejr i din Fod!«råbte Esbern henrykt, da han så den fældede Fjende ligge for sine Fødder.»Men du bløder jo, Valdemar!«tilføjede han bekymret, da han så, at den sønderflængede Trøje begyndte at farves rød.»det betyder ikke noget!«svarede Valdemar,»det er bare et Par Rifter af Ulvens Kløer.«Medens det lille Selskab fik travlt med at opsøge Ulvenes Hule og grave Ungerne ud, vil vi følge med Svantopolk, der efter sit Folks Sædvane forslog noget af Tiden med at drage ud på Spejdertog. I disse urolige Tider var det for øvrigt ganske naturligt, at man sikrede sig mod ubehagelige Overraskelser. For Svantopolk var det en sand Glæde at drage ud som Spejder. Når man så ham stille smyge sig gennem Krat og Buske uden at røbe sig ved den mindste Lyd, var man straks på det rene med, at han var født Spejder. Et Stykke neden for Bakken løb Sorøvejen. Svantopolk nærmede sig den forsigtigt og brugte hele Tiden ethvert Kighul, der kom til Syne mellem Buskene. Pludselig gav det et Sæt i ham; han standsede, idet han så fem-seks væbnede Ryttere komme frem fra en Bøjning af Vejen. De red langsomt og talte med hverandre. Svantopolk hørte på Sproget, at det var Skåninger, og han var derfor temmelig vis på, at det var Oluf Haraldsøns Folk. Han fulgte efter dem inde i Skoven, idet han nøje passede på, at de ikke fik ham at se. Da de var kommet et Stykke frem ad Vejen, standsede de ved en åben Plads, hvor der lå -19-
et gammelt, omblæst Egetræ.»Lad os lade Hestene bede her,«sagde Anføreren,»vi får et langt Ridt for os, hvis vort Ærinde lykkes.vi kan måske få andre Heste, hvis disse bliver redet trætte,«bemærkede en.»det er ikke så nemt at få ordentlige Heste,«var Svaret,»Bøndernes små, lådne Udgangsøg kan vi ikke hjælpe os med.«rytterne steg nu alle af Hestene, og medens de lod dem græsse, holdt de selv Aftensmåltid af deres medbragte Forråd; blandt dette var også Dunke med et Indhold, som øjensynligt havde en oplivende Virkning på dem.»blot nu Jagten lykkes for os,«bemærkede en.»det gør den nok,«sagde Anføreren,»vi kan sagtens få fat på hende; men det bliver naturligvis mere vanskeligt at bringe hende i Sikkerhed.«Svantopolk trak sig nu ganske stille tilbage; da han var kommen uden for Hørevidde, løb han hurtigt tilbage til sit Selskab, der lige havde fået fem Ulveunger op for Dagens Lys. Svantopolk fortalte, hvad han havde set, og Esbern sagde: -20-
»Jeg går med dig hen og ser, hvad det er for Folk.Skynd jer blot at komme tilbage,«sagde Valdemar,»vi må se at komme hjem, før det bliver mørkt.«da Esbern under Svantopolks Førerskab var nået hen til Stedet og forsigtigt nærmede sig Rytterne, så de, at disse var ved at stige til Hest. De hørte en af dem sige:»det bliver for sent i Aften!Det gør det,«svarede Anføreren;»men vi bliver i Skoven der i Nat, og i Morgen tidlig skal det nok lykkes os at få fat på det sjældne Vildt!Hvor langt har vi endnu at ride?«spurgte en.»jeg tænker, vi er der henimod Aften,«svarede Anføreren,»hvis vi da ikke rider fejl i disse tætte Skove.«Rytterflokken travede ad den smalle Skovvej ad Sorø til, og Esbern og hans Ledsagere vendte tilbage til deres Selskab. Alle var nysgerrige efter at vide, hvad Rytterne førte i deres Skjold; men de opgav snart at gætte det. Da de kom hjem, sagde Absalon:»Her har været en fremmed Rytter for et Par Timer siden.hvad ville han?«spurgte Esbern.»Han ville spørge, om Valdemars Søster Kirsten var hos os,«svarede Absalon,»det syntes, som om det lå ham stærkt på Sinde at få det at vide.hvad sagde du så?«spurgte Valdemar.»Jeg spurgte naturligvis, hvem han var, og da det så ud til, at han ikke holdt af at sige det, svarede jeg, at jeg ikke ønskede at sige, hvor hun var, selvom jeg vidste det. Så red han igen; men jeg syntes bestemt, at han var en af de Ryttere, som vi forleden Dag så ved Kapellet i Haraldsted Skov.«-21-
»Gud ved, om han ikke hørte til den Flok, som vi så i Skoven i Dag,«sagde Esbern,»kan du huske, Svantopolk, hvad det var, de talte om?ja,«var Svaret,»de var ude på Jagt efter nogen.men hvem?det talte de ikke om.i alt Fald er de ikke nogen af vore Venner,«sagde Esbern,»det er vist bedst, at vi i Morgen kommer ud og ser lidt efter dem.i Morgen er det Kirkefred,«svarede Absalon,»det er jo Søndag.«-22-
Kapitel 5: Oluf Haraldsøn Da Oluf lykkelig var undgået at falde i Erik Emunes Hænder, var han flygtet til Sverrig og havde ved svenske Venners Hjælp udrustet en Flåde, med hvilken han begyndte en Krig mod Erik Emune og efter dennes Død mod Efterfølgeren Erik Lam, en Borgerkrig, der sikkert har været en af de blodigste her i Landet, eftersom det siden sagdes, at der på een Dag havde stået tre Kampe og i eet År tretten Slag. Ved alle disse Kampe vil vi dog ikke dvæle, men kun minde om, at Erik Lam i et heftigt Slag ved Glugstorp i Skåne havde vundet en betydelig Sejr; Oluf flygtede til Sverrig; men Kong Erik blev nogen Tid i Skåne for at bringe Bønderne til Rolighed igen. Hos Kongen var Rigets betydeligste Høvdinge, særlig Skjalm Hvides Sønner Toke, Sune, Ebbe og Asser Rig og deres Svoger Peder Thorstensøn. Det var en måneløs Aften i Maj Måned, at en Snekke sejlede ind i Farvandet Havn i Øresund, hvor der langs Kysten lå nogle Hytter, som var beboet af Fiskere. Langs Strandbredden hang deres Garn til Tørring på høje Stænger. Farvandet var så dybt på dette Sted, at Skibet kunne sejle tæt ind til -23-
Kysten. Da de havde kastet Anker, kom en hel Del væbnede Mænd i Land fra Skibet og tog Opstilling på Strandbredden. Straks efter kom der et nyt Skib sejlende, og derefter flere. Alle lagde de til Land på samme Sted, og alle var de besatte af Krigsfolk. Da alle Skibene var bleven fortøjet, og hele Mandskabet tillige med et Antal Heste var kommet i Land, var det en Hær på omkring et Tusind Mand. Anføreren var, så vidt det kunne iagttages i Mørket, en ung Mand med tyndt, lyst Skæg; hans Holdning var rank og dristig; han sad godt på sin lille Hest, og hans Stemme havde en behagelig Klang, da han talte til de Ryttere, som holdt tæt omkring ham.»nu sørger du for, Oluf Hase, at holde Hæren samlet her i de nærmeste Byer, til jeg kommer igen. Jeg må nødvendigyis ud til Egnen om Fjenneslev for at se, hvorledes det står til på den Kant af Landet.Vær kun rolig, Herre Konge,«svarede den tiltalte;»alt skal blive taget i Agt; men vi er jo nødt til at sprede os noget her i Nordsjælland for at få den nødvendige Føde hos Bønderne.Det forstår sig; men hold alligevel Hæren så vidt muligt samlet. Når vi først har taget Roskilde, vil vi skynde os at tage de befæstede Gårde i Sorøegnen, der tilhører Skjalm Hvides Slægt, før de kommer hjem fra Skåne. Netop derfor er jeg nødt til at undersøge Forholdene. Men det varer kun et Par Dage.«Derefter red han, fulgt af en halv Snes Ryttere, ad Vejen, der førte langs Sundet ned ad Køge til, medens den øvrige Del af Hæren i Nattens Løb besatte de nærmeste Landsbyer, Solbjerg, Serridslev, Utterslev og Brønshøj. Den unge Mand, som Oluf Hase havde givet Kongenavn, -24-
var ingen anden end Oluf Haraldsøn. Medens Kong Erik mente ham vel forvaret hos Kong Sverker i Sverige, havde han med den Hastighed, der udmærkede alle hans Bevægelser, indskibet sig med Resten af sin Hær for at udføre et uventet Indfald i Sjælland. - - Vi træffer Oluf med sit lille Følge igen i Skovene ved Haraldsted. De holder Hvil; Hestene græsser, og Oluf og hans Mænd er i Færd med at spise deres Middagsmad, som de har skaffet sig for gode Ord og klingende Sølv hos Benediktinermunkene inde i Ringsted. Der er stillet Vagtposter ud på begge Sider af Vejen.»Du kender jo Knud Lavards Datter Kirsten, Tage Bjørn?«sagde Oluf pludselig.»ja, hende, som i sin Tid var gift med Kong Magnus den Blinde i Norge,«svarede den tiltalte.»ja vel, blind var det Fæ, også før Harald Gille lod øjnene stikke ud på ham! - ved du ikke, hvor Kirsten nu er?hun er sikkert på Pedersborg hos Cæcilia, Skjalm Hvides Datter, - eller måske i Fjenneslev hos Fru Inge.Vi må få at vide, hvor hun er. Når jeg nu rider tilbage til Hæren, så må du med de Folk, du beholder tilbage, for enhver Pris se at få fat på hende og, føre hende til mig. Når jeg først har overvundet Erik Lam, så gifter jeg mig med hende; så vil alle Knud Lavards gamle Venner holde med mig for hendes Skyld.Den Plan er god nok, Herre Konge,«svarede Tage Bjørn,»men hvor skal vi forvare hende, mens Krigen står på?det kan vi altid tænke på, når du først har hende fat. Men I må vare jer for at gøre for megen Larm; se at få fat på hende så stille som muligt, at I ikke skal blive forfulgt. Du så Asser Rigs Sønner og Kirstens Broder, den unge Valdemar, nede ved Kapellet; jeg tør sværge på, at de havde -25-