Trøstet sorg som slebet glas!

Trøstet sorg som slebet glas! Matt 5,1-12 kollekt: Lissner, s. 214 Salmer: 573-575-654-321-775 Vær fortsat ved vor side, når stormen stilner af. Vær hos os, når vi søger til vore kæres grav. Giv, at vi aldrig mister velsignelsen fra dem, men altid bærer med os det gode, de bar frem. I Jesu navn, Amen! I sangen om barndommens land taler forfatterstemmen til et barn. Jeg tror, det er en dreng. I et af versene fornemmer vi, at han græder. Han er stødt ind i en kampesten og har slået sit ene ben. Kom, siger Bente Bisgaard Thomsen 1

forfatteren trøstende: la mig puste på skrammen. Vi ska ha lappet dig sammen. Du må vist hellere få plaster på! Ingen slipper gennem livet uden skrammer hverken børn eller voksne. Nogle sår kan klares med et plaster og et klap på kinden andre er dybe og må syes eller limes for at kunne hele. Nogle skrammer forsvinder helt og glemmes, mens andre efterlader ar udvendigt i vores hud og indvendigt i vort sind. Man siger ganske vist, at tiden læger alle sår. Men det betyder ikke, at alle sår forsvinder. Kun, at de gør mindre ondt med tiden og at vi lærer at leve med smerten og savnet! Sorg kan man sammenligne med glasskår. Noget, der før var helt, skinnende og klart, er nu knust og ligger på jorden. I et smerteligt nu er vi os tabet bevidst. Troen er rystet. Glæden og håbet ligger knust. Vi skærer os på stumperne, når vi prøver at samle dem op. Alt det, vi fik sagt eller ikke sagt gjort eller ikke gjort er udleveret til glassets hjerteløse gennemsigtighed. Bente Bisgaard Thomsen 2

Sorgen over det tabte lader sig ikke trøste bort. Dertil stikker sårene for dybt. Det kan være svært at udholde andres sorg næsten værre end at udholde sin egen. Vi vil så gerne puste på skrammen få smerten til at forsvinde. Vi vil så gerne trøste sorgen væk erstatte den med glæde og fornyet håb. Sorgen minder os om vore egne tab om det, vi endnu har og ved, vi skal miste! Derfor vil vi have glasskårene fejet sammen og smidt væk og erstattet af nye, hele ting! Men prøv at gå en tur langs stranden. Havet har en tålmodighed, der minder om Guds. Spredt på stranden blandt sten, tang og muslingeskaller finder man ofte nogle matte, fintslebne stumper glas: strandsmaragder er der nogle, der kalder dem. Disse glasskår er ikke længere skarpe og hårde. Havet har slebet kanterne af dem. De er blevet bløde og glatte. De skinner ikke så klart og er ikke mere gennemsigtige, men man kan tage dem i hånden uden at skære sig og putte dem i lommen, uden at de flår foret i stykker. Disse strandsmaragder er som trøstet Bente Bisgaard Thomsen 3

sorg. De er stadig glasskår, men de har fået en anden og mere håndterlig form. Måske kan sorg ved hjælp af egne tårer, andre menneskers støtte og opmuntring og Guds kærlighed langsomt forvandles ligesom disse glasskår og blive til noget andet. Vi må forsone os med vore tab med at have mistet og skulle miste vi må væbne os med en tålmodighed, vi sjældent ejer selv, men som vi kan finde hos Gud. Gud vil ikke trøste sorgen væk, men være hos den, der sørger og bære med, indtil kræfterne vender tilbage og vi selv magter det. Gud ånder på øjet, når det græder, og sådan bliver tårer over tid til slebne diamanter. Til minder og errindringsglimt, der lyser og varmer i vort sind. Gud vil ikke trøste sorgen væk. Han kender den og kan rumme den. Det viste han, da han selv blev menneske. Da han levede og døde for vores skyld. Gud går med os i sorgen, som Jesus gik med disciplene på vejen til Emmaus. Det skete i dagene efter korsfæstelsen, hvor de Bente Bisgaard Thomsen 4

var handlingslammede af sorg og rædsel ikke kunne øjne hverken håb eller fred. Den opstandne kom og slog følge med dem. Han forsøgte ikke at trøste deres sorg væk, men talte til dem om løfterne i Bibelen og om tiden, de havde tilbragt sammen, så de forstod, de havde fået mere end de havde mistet: sorgens skarpe glassplinter blev helet til bløde, matslebne nulresten. For sådan er det med troen på den Gud, der gør alting nyt. Du kan gå i lang tid med sådan en sten i lommen, gribe om den og føle dig godt tilpas: varmet, trøstet og styrket. Eller du kan have den under hovedpuden og opleve det samme. Og så en skønne dag kan du vågne som af en drøm og føle dig ny og hel. Du har ikke glemt eller fortrængt sorgen. Men tiden har med Guds hjælp gjort den lettere at bære. Den Gud, der på korset overvandt døden, hjælper os til at overvinde sorgen! Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Ja, vi skal trøstes ikke glemme og fortrænge, men netop huske og acceptere. Deri består saligheden: I at vi føler og husker Bente Bisgaard Thomsen 5

smerten, men ved, at vi ikke skal bære den alene. Ved at vore liv har værdi og mening, uanset hvor mange skrammer og sår, vi bærer. Vi bærer sorgerne i vort liv med os ligesom glæderne. Vi lader dem gennemtrænge, fylde og farve os på samme måde som når man farver garn eller stof. Sorger og glæder skaber vort liv ved at give det tyngde og dybde. Hvis vi fornægter og fortrænger vore tab, vil de efterlade huller og golde pletter i sind og tanker. Fortællingen om vort liv ville savne helhed og sammenhæng. Vi ville blive glansbilleder i stedet for mennesker. Salige er de, der sørger, for de skal trøstes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed, siger Jesus. Sådan kan vi høre og fatte julebuddet beretningen om Jesu liv og død som bud om trøst og fred. Fred til at stride vor strid med mod Fred til at vente på enden god For Bente Bisgaard Thomsen 6

Julebuddet i vinterens vånde, det er Gud Faders varme ånde, Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Lad os bede: Kære Gud! Vi takker dig for menneskelivet med alle dets glæder og sorger. Tak for alle dem, der har holdt af os og for alle dem, vi har holdt af og stadigt holder af døde såvel som levende. I aften tænker vi særligt på alle dem, der sidder med hjertet fyldt af længsel og tunge savn. Ånd på det øje, der græder og det hjerte, der fryser i kulde og ensomhed. Lad dit lys jage skyggerne på flugt, så livet fornyes og genopstår i din kærlighed. Giv os andre ordene giv os smilene og krammerne, så vi tør møde de sørgende der, hvor de er. Hjælp os, så vi ikke mister håbet og troen på det gode i vort liv her på Bente Bisgaard Thomsen 7

jorden. Støt og styrk os, når tvivl og mismod fylder os og vi ikke kan finde mening med vort liv. Giv os fred i sindet og tålmodighed til at vente på de svar, livet gir os og dem, vi først får i mødet med dig dér hvor blomsten ikke visner og fuglen ikke dør. Indtil da ber vi dig forny vort håb og vor tro. Hold os fast i den kærlighed, der er størst af alt og som end ikke døden kan overvinde! Amen! Bekendtgørelser: Jeg vil nu læse listen med navne på dem, vi har mistet her i Bogense siden sidste Allehelgens Søndag. Menigheden må gerne blive siddende under oplæsningen. Først vil jeg dog læse endnu et vers fra Svein Ellingsens og Holger Lissners salme: Din fred skal aldrig vige, som vi sang tidligere i aften: Bente Bisgaard Thomsen 8

Navnene. Snart går vi ud af tiden, og hvert et navn bliver glemt, men, Gud, i din erindring er vi for evigt gemt. Det liv, der bliver til intet, er i din skaberhånd, og trygt vi overgiver til dig, o Gud, vor ånd. Så vil jeg be jer rejse jer, så vi sammen i stilhed kan mindes vore kære, som ikke længere er iblandt os: (1 minut) Lad os med apostlen kan ønske for hinanden, at: Vor Herre Jesu Kristi Nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab må være med os alle! Amen! Bente Bisgaard Thomsen 9