Prædiken Alle Helgens søndag

Transkript

1 Prædiken Alle Helgens søndag Salmer: DDS 732: Dybt hælder året i sin gang (mel. Crüger) DDS 544: Som dug på slagne enge DDS 571: Den store hvide flok vi se // DDS 573: Helgen her og helgen hisset DDS 406: Søndag morgen fra de døde DDS 218: Krist stod op af døde (mel. Førreformatorisk) Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde:»i er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker. I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset. Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«matt 5,13-16 Amen! En af vores største nutidige digtere, den nu desværre afdøde, Inger Christensen, har engang skrevet et digt, der hedder Alfabet. Hér benytter hun alfabetet som en slags opslagstavle eller, om man vil, huskeseddel. Ved hvert bogstav regner hun alle de ord op, som hun finder væsentlige og som begynder med det pågældende bogstav. Med A, med B, med C osv. hele vejen gennem alfabetet. På den måde udfoldes alle de forunderlige fænomener og erfaringer, som vores menneskeliv består af. De bliver til lange rækker af ord, der bugter sig frem for 6/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 1

2 læseren. Læst på papiret. Eller for tilhøreren. Opfanget gennem øret. Rækkerne af ord bliver som en tørresnor, hvor hele vores rige liv hænges op. Og på en regnfuld og grå november dag kan de minde os om, hvad tilværelsen egentlig rummer. Under bogstavet E skriver Inger Christensen: Efteråret findes; eftersmagen og eftertanken findes; og enrummet findes; englene, enkerne og elsdyret findes, egetræet og elmetræet findes, og enebærbusken, ensheden, ensomheden findes, og edderfuglen og edderkoppen findes, og eddiken findes, og eftertiden, eftertiden. Sådan skriver hun, Inger Christensen Eftertiden. Eftertiden er den tid, der er anderledes end fortiden. Eftertiden er heller ikke bare identisk med fremtiden. For fremtiden ligger åben. Den er principielt udefineret og klar til at blive beskrevet. Men eftertiden. Eftertiden er den tid, hvor noget er forandret; hvor noget aldrig bliver, som det var engang. Eftertiden er der, hvor intet længere kan blive, som det var. Vi, der har oplevet at miste et menneske, vi elsker og holder af, vi lever i eftertiden. I eftertiden skal vi lære noget nyt. Vi skal lære at leve uden det, der var. At leve uden det uerstattelige. At leve uden det menneske, vi ikke kan leve uden. For det uerstattelige hér i livet er altid det andet menneske. Det, som intet kan træde i stedet for, er altid den anden. Selv er vi heller ikke længere den samme. Vi må leve i eftertiden som forandrede. Fordi noget i os selv dør, når vi mister den, der for os blev den særlige anden. Fordi vi selv i tabet og sorgen er en anden. Hver enkelt af os er ægtefælle til en eller barn eller barnebarn af en, der nu er død. Måske er vi forældre til den, der er død. Måske har vi mistet vores bedste ven. Den andens død forandrer alt. Forandrer os. Sorgen og tabet og ensomheden gør verden til et forandret sted at være. Et andet sted leve. Det ændrer os. Intet kan længere blive det samme. Og det må vi affinde sig med. For eftertiden. Så barskt er det grundvilkår, vi lever under: At døden 6/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 2

3 findes. Midt i denne eftertid af sorg og savn. Lige i dag, hvor vi her i kirken i særlig grad mindes dem, vi har mistet, da hører vi så Jesus, der siger: I er jordens salt. I er verdens lys. Det føles på en underlig måde urimeligt. Det er uforståeligt. Næsten en hån, at vi netop i dag af alle dage skal høre disse ord. Vi kan få lyst til at protestere, fordi netop det menneske, der var lys og salt i vores liv, nu er gået bort. Og med hende eller ham forsvandt så meget lys, salt, smag og farve fra vores tilværelse, at tanken om, at vi nu skal være lys og salt for verden er meningsløs. Vi kan hver især genkalde os situationer eller samtaler eller traditioner i vores nærhed, der vidner om, hvordan den, der nu er død, har været salt og lys for os. Hvordan hun eller han blot med sin måde at tage vores hånd på, fløjte en bestemt melodi, stable brændet, tage jakken på eller lave jordbærgrøden på en bestemt måde, var salt og lys i vores liv. Vi kan genkalde os, hvordan det store findes i det små. Hvordan sådanne hverdagsting har fyldt vores eget liv med mening og betydning og væsentlighed: med lys og med salt. Allehelgens søndag er den dag, hvor vi hér i kirken i særlig grad mindes vores døde. Mindes, husker, genkalder os. Der findes mange ord, der udtrykker det, vi gør til Alle Helgen. Måske er ordet ihukomme i virkeligheden et bedre ord for det, vi egentlig skal. Vi skal ikke blot dvæle ved de gode minder. Vi skal ihukomme den, der er gået bort, ved nu selv at være den, der laver jordbærgrøden, stabler brændet, fløjter en stump af en melodi. Vi skal bære det gode med os. Det gode, der blev givet os gennem det menneske, vi ikke længere kan være sammen med. Vi kan bære deres lys og salt videre og på den måde lade det være salt og lys i vores liv. I andres liv. Til glæde for os selv og for andre. Måske er det også det, vi mener, når vi kan tale om at ære den afdødes minde. At gøre noget, som hun eller han ville have elsket at gøre eller blot plejede at gøre 6/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 3

4 med den største selvfølgelighed i verden. Men at gøre det som os. Som vi nu gør det. Ikke fordi de ville have gjort det, men fordi det er nødvendigt at gøre det for os. Og for den næste, vi stadig har i vores liv. For eftertiden. Eftertiden findes. Det har Inger Christensen ret i. Men et vigtigt supplement til hendes alfabetdigt må være under bogstavet E at tilføje: Evigheden findes. Vi lever i Guds evighed. Og det gør vores døde også. I forhold til den gode Gud gør døden ingen forskel. Om vi lever eller dør, er vi i ham. I evigheden. I Guds evighed. Det er det løfte, vi fra Gud får at leve videre på. For eftertiden: Evigheden findes. Døden skal ikke længere være det endelige, der er at sige. Dødens magt er blevet brudt. Gud har selv brudt den. I sin død på et kors har han taget vores skæbne på sig. I korsdøden er Gud selv gået ind i vores livssorg, vores lidelse, vores endelighed. I den fortælling, Gud gav sig selv ved at blive menneske, får vi øje for, at det menneskeliv, der i tidens ubønhørlige strøm aldrig kan være andet end et flygtigt fnug, i Guds øjne har uendelig og umistelig værdi. At vi at hver enkelt af os er kendt og set og elsket af Gud. Ikke for det, vi er i os selv, men fordi vi i dåben har fået lov til at høre ham til. Det gælder før, det gælder nu, det gælder i eftertiden. Det gælder i evigheden. Derved føjer kristentroen det afgørende nye til vores erfaring. Den lægger det egentlige oveni. I mødet med Kristus strækkes vores erfaringsverden, så vores endelighed ikke længere er tilværelsens egentlighed. I Kristus kan vi erfare, at vores møde med altings ende ikke er det endelige. Vores sorg, tab og død bliver omkranset af håb. Det kristne håb. Håbet i Kristus. Det håb, der rækker ud over vores erfarings grænse. I opstandelsens påskemorgen omslutter Gud dødens endelighed med nyt håb. Det er håbet om, at Gud er den Gud, der går ind i graven og kalder os alle, de levende og de døde, ud til nyt liv i ham. Han kalder os ud til liv i ham. Til nyt liv sammen med hinanden. Guds håb er håbet om, at alt det, vi har tabt igennem livet, skal gives os igen. Det er håbet om, at det brudte skal heles. At det forbrudte skal læges igen. Det er 6/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 4

5 håbet om, at alt bliver nyt ham, og der aldrig igen skal være sorg, eller skrig eller pine. I det kristne håb findes eftertiden for os. I håbet er evigheden i Kristus. I ham bliver vores endelighed ikke længere det endelige. I ham forvandles den død, som vi i vores kæres død har erfaret som vores tilværelses grænse, til liv. I fællesskabet med den Gud, der har bundet sig til os, ved selv at tage døden på os, er vi altid vendt mod liv i ham. Også når vi går imod vores egen død. Derfor siger vi: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen. 6/ Prædiken v/ Søren Peter Villadsen 5