Ofte har vi ikke mere end 3-4 meter under kølen, men her er overhovedet ingen bølger, og vore skuder høvler afsted i den favorable vind.

SOL OVER TOPPEN Stolt ser den ud, som den står der med løftet snude og vejrer ud mod os. En Isbjørn i sin bedste alder, tilsyneladende rimelig velnæret og i god form. Vi er ved at have passeret det strømfyldte Bellot Stræde i den østlige del af den sagnomspundne Nordvest Passage. Og dette er den tredje isbjørn vi har set indenfor de sidste 12 timer. Han er ikke på nogen måde genert, da vi forsøgsvis sætter stævnen ind mod kysten hvor han står. Tværtimod er det lige før han poserer for os, vender og drejer sig, mens han lurer på, om vi skulle være et muligt bytte. Ishavets hersker Kameraet klikker, og videoen snurrer, indtil den kraftige strøm fører os forbi ham, og videre østpå til Fort Ross, en gammel Hudson Bay Company handelsstation, som blev nedlagt i 1948. Bestyrerboligen og lagerbygningen står der endnu. Sidstnævnte er blevet restaureret, og fungerer nu som nødhytte og til tider overnatningssted for videnskabsfolk i sommerperioden. Her har vi tænkt os at hvile ud nogle dage, ovenpå en lille måned, hvor vi næsten har sejlet i døgndrift, og til tider måttet være meget koncentrerede for at sno os gennem isen. Lidt trætte er man vel blevet, og selvom skibskosten er både solid og rigelig, har vi begge tabt os, så tøjet hænger en smule på os. Vores tur gennem Nordvestpassagen begynder i Nome, Alaska som ligger ud til Beringshavet. Da vi ankommer til Nome den 17. juli, lægger vi til udenpå to andre både, som skal samme vej som os: Upchuck fra Glasgow, England med skipper Frank og 4 gaster, samt Tokimata fra New Zealand med skipper Peter, hans kone Rachel og deres to voksne sønner Tom og Dan. De pålidelige israpporter fra den amerikanske Iscentral viser, at isen stadig lukker for al gennemsejling ved Point Barrow, nord for Beringstrædet. 8 dage senere støder endnu en sejlbåd til, Tranquilo fra Holland med singlesejleren Bart

ombord. Upchuck, Tokimata, Sol og Tranquilo klar til afgang fra Nome! Så nu er vi et firkløver af både, som bare ligger og venter på en gunstig israpport. Vi benytter bl.a. ventetiden til at få toppet alle tanke og dunke op med vand og dieselolie. Vi har skaffet en hel del ekstra dieseldunke, som er stuvet i kahyt og forreste toilet. Samlet kapacitet 580 liter, svarende til ca. 1100 sømil for motor, og en måneds varme ombord. Ekstra dieselbeholdning 30. juli 2012: Afgang! 5-døgnsudsigten for både is og vind er gunstig. Der er stadig lukket ved Point Barrow, men en frisk søndenvind vil skubbe isbarrieren mod nordvest, og åbne for en passage langs med kysten om

3 dage. Denne åbning vil dog kun vare et par dage, hvorefter en nordvestlig kuling atter vil skubbe isen helt ind til kysten. Sådan et vindue er det bare med at udnytte, så alle 4 både forlader Nome, og haster mod Beringstrædet, som vi passerer dagen efter i en behagelig østlig brise. Upchuck, som er en 52-fods motorsejler, ligger 30 mil forude, og går udelukkende for motor. Tokimata og vi er samme størrelse, og holder stort set samme fart. Vi går for sejl så meget som muligt, men må af og til tage motoren til hjælp, når vinden løjer. Og Bart på Tranquilo sejler stort set udelukkende for sejl. Og er derfor sakket lidt agterud. Vi har aftalt at tale sammen på kortbølgeradioen en gang om dagen, og har derved fordel af, at Upchuck er foran os. På den måde får vi løbende melding om, hvad vi kan forvente af is forude. Point Barrow om styrbord Ismeldingen holder stik. Vi passerer tæt forbi Point Barrow den 3. august, og kan se iskanten ude i horisonten. En flok rethvaler på samme kurs kommer meget tæt op ad os, og vi er nødt til at lave en undvigemanøvre i sidste øjeblik, da en af giganterne kommer til overfladen lige foran stævnen. Da den panikdykker, snitter dens enorme halefinne prædikestolen, og hvordan den undgår at blive ramt af vores køl, står fortsat som en gåde for os! Vinden holder sig sydlig de næste par dage, så vi for sejl kan komme godt østpå i det forholdsvis isfri landvand (omkring 10 % is), helt tæt langs kysten. Det er en helt eventyrlig sejlads med klar himmel, enkelte tågebanker, og med isskossernes evigt skiftende former og farver i hvide og blå nuancer mod det blå hav. Vi har stadig midnatssol, så sejladsen mellem isen er ikke noget problem. Vi sejler nord for nogle meget lave grus-øer der ligger langs med kysten, og har udsigt til Alaskas enorme bjergmassiver inde på fastlandet.

Ofte har vi ikke mere end 3-4 meter under kølen, men her er overhovedet ingen bølger, og vore skuder høvler afsted i den favorable vind. Isbjørn og hvalknogler på Cross Island

Natten til den 5. august passerer vi helt tæt op ad to grus-øer, hvorfra inuitterne siden tidernes morgen har fanget rethvaler. Der er nogle primitive hytter, og en hel formation af kæbeknogler fra de store hvaler, ude på et næs. Og så er der isbjørne! På den første ø vi passerer, ligger der to lidt nussede snedriver. Som pludselig rejser sig op på alle fire og vejrer ud mod de mærkelige ting, der for fulde sejl nærmest lydløst farer forbi, 100 meter fra kysten. Præcis samme fænomen oplever vi på den næste ø, hvor to ligeledes smånussede bamser vækkes af deres slummer. Den ene er så entusiastisk, at den ligefrem springer i vandet, og begynder at svømme ud mod os. SOL er dog så hurtigt forbi, at den ikke når hen til os. Derimod må Tokimata, som sejler nogle hundrede meter agterude i vort kølvand, ligefrem foretage en undvigemanøvre, for ikke at kollidere med rovdyret! Sejlbåd viger for bjørn! Fatamorgana i isen Gang på gang oplever vi fatamorgana, især når vi sejler i isen. Flade isflager ligner på afstand pludselig en voldsomt høj gletscherfront! Ismeldingen lyder, at vi snart vil være ude i åbent vand, - stort set ingen is før vi er i den østlige del af Nordvestpassagen, små 1000 sømil forude. Inden vi er ude af isen ankrer vi nogle timer, sammen med Tokimata, ved Flaxman Island, der for en dansker har særlig interesse. Her overvintrede Ejner Mikkelsen i 1906/07, under et forsøg på at finde et ukendt landområde, man mente måtte eksistere nord for Alaska. Sammen med sin amerikanske makker, geologen Ernest Leffingwell, brugte han et par år på sagen, hvor han bl.a. foretog lange slæderejser ud i det frosne Beauforthav, under meget vanskelige forhold. De måtte afslutte projektet med uforrettet sag, da deres skib, Duchess of Bedford sank i lagunen indenfor øen. Man anvendte en del af skibstømmeret til at

bygge en tørvehytte, hvorfra Leffingwell tilbragte en stor del af de følgende 10 år på at opmåle og Resterne af Ejner Mikkelsens tørvehytte? registrere geologien langs kysten. Hans mest signifikante opdagelse var i øvrigt olieforekomsterne ved Prudhoe Bay, som i dag er U.S. A s største oliereserve. Landet nord for Alaska eksisterer ikke, men må tilskrives de fatamorganaer, der er helt specielle for de arktiske farvande og i øvrigt også i ørkener. I land kan vi konstatere, at der ikke er meget tilbage af Mikkelsens tørvehytte. Erosion langs Flaxman Islands kyster

Vi finder de rektangulære rester af tørvefundamenterne, nogle stumper af tøndestave, samt et stykke egetræ, som engang har siddet på en slæde. Men ellers er der ikke meget tilovers fra for snart 100 år siden. Til gengæld kan vi ligefrem se, hvordan klimaforandringerne får Flaxman Island til at forsvinde i havet. Øen har haft permafrost i årtusinder. Men de frosne klinter på hele øens nordside er ved at smelte, og brække af. Når der bliver mindre is i Beauforthavet, har bølgerne frit spil, og underminerer hele kystlinjen, som med uhyggelig hast skrider i havet. Om ikke ret mange år, er Flaxman Island måske skyllet i havet, så vi er glade for at vi nåede at opleve den inden! Mikkelsen skrev en glimrende bog om sine oplevelser: Ukendt mand til ukendt land. Vi får os en tiltrængt lur, inden vi letter anker og fortsætter vores lange rejse mod øst. Vi kan mærke, at vi trænger til et stop af lidt længere varighed, for at blive lidt mere udhvilede. Isen i den østlige del lukker stadig solidt af for passagen ud i Baffinbugten, så vi behøver ikke stresse afsted mere, nu vi er fri af Beauforthavets ismasser, og ikke risikerer at blive presset op på land, hvis vinden skulle blive nordlig! Tokimaterne har det på samme måde, og ikke mindst Bart på Tranquilo, som har måttet sno sig gennem isen uden afløsning de sidste 4 dage, er ved at nå udmattelsesgrænsen. Så vi stiler alle mod Demarcation Bay, som ligger nær den amerikansk-canadiske grænse. Her finder vi en perfekt, stille ankerplads ud for en lille flod, med store bjergmassiver i baggrunden og hvor en flok moskusokser fredeligt går og

græsser. Vi hviler ud, vandrer småture i land, og slapper af nogle dage i den helt specielle natur. En af aftnerne samles vi alle ombord på SOL til middag, hvilket er rigtig hyggeligt. Pauline Cove, Herschel Island Forude ligger et af de historiske steder, vi har set frem til at besøge: Herschel Island, der har en af de få, godt beskyttede ankerpladser langs hele nordkysten, Pauline Cove. Fra 1890 benyttede hvalfangere den som base, når den korte fangstsæson gik i gang.

En overgang blev der oprettet handelsstation, og hvalfangere overvintrede her i deres både, for at kunne få en tidlig start, når isen brød op. Vinteren 1894-95 overvintrede hele 2000 hvalfangere. Inuitter fra hele området valfartede hertil for at opleve alt det nye, og blev dermed introduceret til civilisationens glæder, såsom spiritus og tobak. Vi ankommer til Herschel Island sidst på dagen i strålende solskin og let vind, og oplever endnu et forunderligt sted. De gamle bygninger er smukt vedligeholdt, og ligger på et lavt næs, som beskytter ankerpladsen. I dag er stedet Nationalpark, og der er udstationeret to parkbetjente, som holder øje med tingene. I sommerperioden er her også en gruppe videnskabsfolk, som har studeret og fulgt områdets fysiske udvikling gennem de seneste 40 år. Ikke mindst permafrosten har været i fokus. Og de kan bekræfte vore observationer fra Flaxman Island: Permafrosten tør, og kysterne eroderer i havet med uhyggeligt tiltagende hast. Vi overnatter på ankerpladsen, og alle sover som små sten, da ikke en vind rører sig hele natten. Næste morgen giver Parkbetjentene os en rundvisning gennem de gamle bygninger, hvorefter vi vandrer en tur i det flotte solskinsvejr. Bl.a. ser vi den gamle hvalfangerkirkegård, hvor vi minsandten støder på gravstedet for Georg Sørensen fra Danmark. Han døde den 17. december 1897, i en alder af 32 år, står der på gravkorset, - han har utvivlsomt været hvalfanger. Pauline Cove, Herschel Island, omkring år 1900 Vi får en vejrudsigt, som lyder på kuling fra Nordvest, hvilket giver os en frisk sejlads henover det meget lavvandede delta fra MacKenzie floden. Meget af tiden har vi ikke mere end et par meter under kølen, og søerne er krappe og ikke særlig behagelige. Men stærkt går det, og snart kan vi sejle ind gennem den velafmærkede rende til Tuktuyaktok, som er en lille inuitlandsby i den canadiske stat Nunavut der, ligesom Grønland, har selvstyre.

Her klarerer vi let og smertefrit ind i Canada hos Royal Canadian Mounted Police. Vi får også importtilladelse til vores gevær, samt formaninger om, altid at have det med, når vi går i land. Isbjørne udgør en reel fare heroppe! Og endelig får vi fyldt alle tomme dieseldunke op, samt købt lidt friske grønsager i det lokale supermarked. Nordvestenvinden er der stadig, men er aftaget til frisk vind. Så det bliver til under et døgn i Tuktuyaktok. Medvind i dette område er en sjælden sag, så den skal udnyttes så meget som muligt! Vi er i Amundsen Golfen, - landskaberne vi sejler igennem er meget lave, og består stadig for det meste af grus og sten. Vi ser kysterne som brunlige streger i horisonten. Først da vi nærmer os Victoria Island, efter 3 dages behagelig sejlads for sejl, begynder der at komme lidt buler på horisonten, stadig i de brunlige nuancer. Vandets farve er skiftet fra MacKenzie-deltaets grumsetgrønne til klart azurblåt. Og luften er så klar, at det er meget svært at bedømme afstand. Vi ankommer til Cambridge Bay små 5 dage efter afsejlingen fra Tuktuyaktok. De fleste af de 700 sømil har været for sejl og vindror, hvilket er temmelig usædvanligt for Nordvestpassagen. Her støder vi atter på Upchuck, som sejlede for motor direkte her til, og har ligget her en uge og ventet på at isen længere fremme skal bryde op. Tranquilo, som ikke stoppede på Herschel Island eller i Tuktuyaktok ligger her også. Og på den måde er vi 4 østgående både atter forenede. Her støder vi samtidig på sæsonens første to vestgående sejlbåde fra Baffinbugten. De har været heldige at smutte gennem isen, da den for en kort stund trak sig en smule tilbage, men lige nu er alle stræder totalt blokeret af is, der presses ned nordfra. Cambridge Bay er et hyggeligt lille samfund, med et glimrende turistkontor, hvor de forstår at kræse lidt for de få sejlere, der kommer forbi. Her er gratis Internet, altid kaffe eller the på kanden, og man kan sågar få

et gratis brusebad. Her samler man også oplysninger om alle de både der passerer, og har passeret Nordvestpassagen gennem tiden. I Cambridge Bay ligger også et stykke norsk søfartshistorie, som vi naturligvis må opleve på allernærmeste hold. Det drejer sig om Amundsens gamle skib Maud, som man stadig kan se resterne af i en lille vig øst for byen. Amundsen havde planlagt at lade sig fryse inde i isen nord for Sibirien, og lade isdriften føre Maud hen over Nordpolen. Amundsens store forbillede, Fridtjof Nansen, havde jo prøvet at gøre det samme i Fram, men havde kalkuleret en smule forkert, og kom slet ikke i nærheden af Nordpolen i de tre år (1893 96) Fram drev med isen. Så det mente Amundsen at kunne gøre bedre. Vraget af Maud, med Cambridge Bay i baggrunden, og den nye norske varde i forgrunden Maud-ekspeditionen blev Amundsens eneste fiasko. Han sejlede fra Norge i 1918, gennem Nordøstpassagen mod Beringstrædet. Det blev til 4 overvintringer i russiske farvande, men det lykkedes aldrig at finde den isdrift, der skulle bringe Maud og besætning over Nordpolen. Det endte med at Amundsen måtte erklære sig konkurs, Maud blev solgt til Hudson Bay Company i 1926, og tilbragte de næste 4 år sejlende i Nordvestpassagen. I 1930 sank hun, mens hun lå oplagt som depotskib og telegrafstation i Cambridge Bay. Hun ligger der stadig, med en del af skroget intakt. Men is, vind og vejr har naturligvis gnavet en del i det gamle egetræs-skrog. Norge har dog fået øjnene op for den gamle kulturskat på havbunden. Og de seneste par år har et team af norske arkæologer opmålt og registreret Maud, som hun ligger. Næste år er det planen at løfte hende op på en flydedokspram, og slæbe hende hjem til Norge. Vi møder de to arkæologer, samt et filmhold som er ved at lave en dokumentarfilm om projektet. For ikke at efterlade Mauds vig helt tom, når Maud bliver fjernet, er arkæologerne ved at bygge et mindesmærke i form af en perfekt norsk varde inde på kysten.

Vinden er blæst op til kuling fra sydøst, så Tokimata og vi flytter op i den lille fjordarm hvor Maud ligger, og ankrer tæt ved vraget, hvor vi ligger i perfekt læ. Vinden er lige præcis hvad vi har brug for, til at åbne op for ismasserne, som ligger og blokerer for sejladsen mellem Victoria Island og Boothia-halvøen. Efter 2 dages hård sydøstenvind viser iskortet at der er åbnet en passage gennem Victoria-strædet langs med King William Island. Og at is-proppen langs med Boothiahalvøen ligeledes har løsnet sig. Vi sejler nu ind i historisk farvand, hvor tidligere tiders forsøg på at finde Nordvestpassagen førte til utallige forlis og menneskelige tragedier. Specielt den stort anlagte Franklin-ekspedition, som forlod England i 1845, og i første omgang forsvandt sporløst, hvilket førte til et utal af eftersøgningsekspeditioner. Med deraf følgende opdagelser, kortlægning, og dramatiske begivenheder. Der skulle gå 14 år fra ekspeditionens forsvinden, før man i 1859 fandt de første beviser på Franklin og hans 134 mænds skæbne. Det vil føre for langt, her at komme nærmere ind på de mange skæbner, som gennem tiden er blevet beseglet her i området. Vi har et omfattende bibliotek af spændende bøger herom ombord, som alle er blevet slugt med stor interesse. I øvrigt ligger der en dykkerbåd ved kajen i Cambridge Bay, som rygterne vil vide har fundet resterne af Franklins skibe, Erebus og Terror. Premierministeren skal komme på besøg om et par dage, og det siges at han vil offentliggøre fundet. Den 19/8 sidst på dagen letter vi anker sammen med Tokimata, og stævner østpå. I løbet af det næste døgn skal det vise sig om isprognoserne holder stik! Et frisk iskort dagen efter viser, at vi kan spare 200 sømil, ved at sejle op gennem Victoria-strædet, tæt op ad King William Island. Og dermed undgå det snørklede, strømfyldte Simpson Strait. Vi misser dermed Gjøa Haven, som vi ellers havde set frem til at besøge. Det var her Amundsen overvintrede to gange, da han som

den første gennemsejlede Nordvestpassagen (1903 06). Men først og fremmest drejer det sig om at komme hurtigt og sikkert frem til Baffinbugten, før efteråret for alvor begynder at sætte ind. Victoria-strædet er for en stor dels vedkommende ikke kortlagt. Vi sejler simpelthen på et søkort uden dybder, hvilket ikke er alt for betryggende. Men heldigvis har vi altid nok vand under kølen, selv da vi tvinges tæt op ad land på grund af isen. Vi passerer tæt på Victory Point, hvor McClintock i 1859 fandt varden med meddelelser fra den forsvundne Franklin-ekspedition. Stedet er næsten altid blokeret af is, så vi beslutter at ankre op sammen med vore venner, for at få et sjældent kig på Franklins gamle varde. Den er der endnu, men tidens tand har fået den til at falde noget sammen. Franklins varde på Victory Point Victory Point er i det hele taget et utroligt øde og trøstesløst sted. Alt består af grus og sten, med meget lidt bevoksning. Længere nede af kysten har man fundet rester af joller og mange skeletter af ekspeditionens deltagere. - De fleste er simpelthen faldet om hvor de stod og gik i vintermørket, på vej sydover med håb om at nå frem til civilisationen og mulig redning. At det hele endte så katastrofalt, har der været mange gisninger om. Man er dog nogenlunde enige om, at ekspeditionens store lager af meget dårlig, og bakteriefyldt konserves, påfyldt blyloddede dåser, bærer en stor del af skylden. Man har kunnet udtage vævsprøver fra nogle søfolk af Franklins besætning, som døde og blev begravet i permafrost på Beechey Island i Lancaster Sound, inden ekspeditionen begav sig sydover og forsvandt. Og de påviste et ualmindeligt højt blyindhold. Bogen Iceblink skrevet af Scott Cookman, giver et fascinerende indblik i de fakta man kender i dag. Victory Point er stadig ikke helt nem at ankre ved, og vi må faktisk ankre om to gange, da store isflager driver hen mod os, i de få timer vi er på stedet. Den ene gang når vi kun lige at få ankeret op, inden isflagen rammer stævnen!

Der ankres om ved Victory Point! For sejl går det videre mod nordøst og øst, i tiltagende tåge. Vi runder Cape Felix, King William Islands nordligste punkt, og står østover ind i James Ross Strædet. Iskortet viser, at iskanten ligger nogle få sømil

nordpå, med nogle tætte bælter der stikker sydpå, og som vi skal passere. I tågen må vi være ekstra på vagt, og et par gange må vi med lynets hast ændre kurs, for at finde et hul mellem de isskosser som ganske rigtigt ligger i enkelte tætte bælter. Som vi nærmer os James Ross Strædet og Boothia halvøen letter både tåge og is. Og snart sejler vi nordpå i smukt vejr. Den tætte pakis ligger kun en mil til bagbord, som en kridhvid bræmme der lyser godt op på baggrund af det dybblå hav. Og store isbjerge ser vi hele tiden omkring os. En smutvej, som kun kan anvendes når der ikke er is, er Bellot Strædet, som adskiller Boothia halvøen og Somerset Island. Strømmen kan løbe op til 10 knob, og strædet slår et knæk midt på, så man ikke kan se om der skulle ligge is længere fremme. Lodsbogen advarer kraftigt mod at besejle strædet, hvis der er is, og har ligefrem en rædselsberetning om et havundersøgelsesskib, det nær var gået galt for. Vi møder en stor, britisk motoryacht for sydgående i James Ross Strait. Han beretter at der ikke er noget is af betydning før Baffinbugten, og at Bellot Strædet er helt isfrit. Så det stiler vi imod. De sidste 6 timer har vi strid modvind, så vi krydser for små sejl. Men kl. 21.35 den 22/8 kan vi smide anker i en lille vig i False Strait, lige N for Bellot Strædet. Her vil vi tilbringe natten, for at fange det rigtige tidevand østpå gennem strædet næste morgen. Idet vi ankrer, kommer en isbjørnemor med en enkelt unge vandrende inde på bredden. Larmen fra ankerkæden der rasler ud forskrækker dem, så de i rask trav forsvinder over nærmeste bakkekam. Nu er vi for alvor i isbjørne-territorie! På vores passage gennem Bellot Strædet næste dag, ser vi yderligere 2 isbjørne. De ligger begge og snuer, da vi kommer sejlende, men vågner op og kigger interesseret ud på os. Bange er de overhovedet ikke! Den forladte handelsstation ved Fort Ross Vi ankrer op i bugten ved Fort Ross, og føler egentlig, at vi nu er ved at være gennem Nordvestpassagen. At vi stadig har 1000 sømil foran os, før vi kan lægge til kaj i Aasiaat, Grønland, spekulerer vi ikke så meget

over. Det vigtigste er at der stort set er isfrit resten af vejen, og at vi ikke behøver at bekymre os over at blive fanget i pakisen længere! Så vi beslutter at tager nogle tiltrængte hviledage, sammen med besætningen på Tokimata, og med Bart fra Tranquilo, som dukker op senere på dagen. Kirsten, Kim, Rachel, Bart, Tom, Dan og Peter Den gamle Hudson Bay lagerbygning bliver vores fælles samlingssted. Alle sejlere, som kommer forbi her, besøger huset, og skriver i gæstebogen. Døre og vinduer er solidt sikrede mod isbjørne, med U-jern og kraftigt tømmer. At det er nødvendigt, vidner dybe mærker efter isbjørnekløer i sikringsplankerne om! En stor, gammel olieovn ligger ned derinde, men er tilsyneladende brugbar. Ved fælles hjælp får vi den til at virke, og snart breder varmen sig i det før så kolde rum. Og så holder vi ellers sammenskudsgilde for at fejre den gode sejlads hidtil. Kirsten står for desserten, og hertil serverer vi en fin flaske Ice Wine som vore venner Cherie & Peter havde foræret os, med påbud om, først at tage hul på den oppe i Nordvestpassagen. Den får hurtigt ben at gå på, og den efterfølges af Spiced and buttered Rum Grog, som Bart har haft med. Skipper Peter på Tokimata har fundet en særlig fin skotsk whisky frem af gemmerne, som også bliver rundhåndet skænket rundt. Så humøret er højt, uden at vi dog for alvor bliver berusede. Den internationale dessert til Fort Ross Topmødet!

På et tidspunkt bliver der rigeligt varmt inde i hytten, så Peter åbner døren ud til mørket. Vi andre undrer os, da han lynhurtigt smækker døren i igen, og alle morer sig, da han siger: There s a bloody polarbear right outside! Men hans ansigtsudtryk får os hurtigt overbevist om at det er sandt. Der findes kun ét lille vindue i hytten, nemlig på loftet lige over døren. Så vi styrter alle op af hønsestigen, og ganske rigtigt: En meget interesseret bamse står og kikker sultent op på os! I første omgang bliver den fotograferet og filmet, og vi synes Udsigt til bamse! alle det er rigtig sjovt og spændende. Vi er dog klar over, at vi må se at få jaget den væk, inden vi skal tilbage til vore joller. - Specielt Bart, som har ankret i en nabobugt, skal gå et par kilometer i buldermørke, før han kommer til sin jolle. Så han er ikke helt tryg ved situationen! Et varselsskud hen over hovedet på bamsen med vores gevær, gør ikke noget som helst indtryk på rovdyret. Det gør derimod en infernalsk koncert af potter og pander som bliver slået mod hinanden, akkompagneret af vores fælles råben. Det bliver for meget for den, så den lunter stille og roligt ud i nattemørket. Da vi lidt senere forlader hytten, ser vi ikke noget til den, men har nok lidt ekstra travlt Udsigt fra loftvinduet med at få søsat jollerne! Stakkels Bart vandrer derudaf, iført gevær og pandelampe, som ikke oplyser ret meget af landskabet. Da vi andre er vel ude, hører vi ham pludselig råbe og skrige derinde, og vi kan se hans pandelampe svinge forvirret rundt. Redningsaktion bliver straks iværksat, i form af to sværtbevæbnede skippere i en jolle, med kraftige projektører. I mellemtiden har vi hverken hørt eller set noget til staklen, som vi frygter, kan være endt som isbjørnemad. Redningsekspeditionen lander, hvor vi sidst så Bart, men finder hverken blodspor eller tegn på kamp. Så man går i retning mod Bart s ankerplads, hvor det konstateres, at han i samme øjeblik er ved at entre sit skib fra jollen. Via VHF-radioen får man kontakt, og Bart melder med lidt røde ører, at alt er vel, men at det er helt utroligt, som mange lyse klipper grangiveligt ligner isbjørne i mørket! Sidste aften ved Fort Ross samles vi alle på Tranquilo, hvor snakken går livligt. Her skilles vore veje, idet Bart har planlagt at overvintre højt mod nord i Framhaven, hvor nordmanden Otto Sverdrup overvintrede i 1898/99 med Nansens gamle polarskude Fram.

Tokimata afsejler som de første, og melder kort tid efter, at de har fået øje på en isbjørnemor med to unger, samt en enlig bjørn lige rundt om hjørnet. Bart tilbyder at vi kan tage derom i hans store, hurtiggående jolle. Og her har vi endnu en næroplevelse med isbjørne, af de rigtig gode: Den enlige isbjørn er vores gamle kending fra forleden nat (vi kan genkende et ar på snuden). Vi kommer helt tæt på den inde ved kysten, hvor den i meget lang tid står lige i vandkanten, og ikke rigtig ved om den nu skal springe i vandet og svømme ud til os, der kun ligger 15 m ude. Tilsyneladende ser vi ikke delikate nok ud, for den bliver hvor den er! 30 knob i Barts jolle Isbjørnemor med sine to unger står på en lille klippetop, og holder rigtig godt øje med os. Den lille trio bevæger sig ligeledes ned til vandkanten, hvor vi oplever dem på allernærmeste hold. Lidt reserverede er de, men de finder sig tålmodigt i klikkene fra vore kameraer, og gider åbenbart ikke rigtig bevæge sig væk. Så vi får nogle rigtig gode optagelser på helt nært hold. Vi har ligget stille tre dage, og har fået nogenlunde hvilet ud. Kalenderen tikker, og vi må se at komme videre. Lidt tåget er der, og de sædvanlige store isbjerge flyder rundt i farvandet. Vi stopper næste aften for

en enkelt nat i bugten Port Bowen, hvor den britiske kommandør Parry overvintrede med sine skibe Fury og Hecla i 1824/25. Nu er vi for alvor kommet til høje bjerge og kyster, efter alt det lave grus-land vi har passeret mellem Nome og her. Indsejlingen til Port Bowen Erosionen har skabt fantastiske formationer i de bløde, okkerfarvede sandstensklinter, der virker helt eventyragtige i den sene aftenbelysning. At bugten slet ikke ligner søkortet, og at der ligger en ukortlagt ø midt i det hele, er bare med til at gøre stedet endnu mere fortryllet. Fossil af havdyr, Port Bowen

Vi bestiger det nærmeste bjerg, hvor vi 100 150 m over havet ser masser af fossiler af havdyr og forstenede koraller i klipperne. Vi finder også Parrys gamle varde på toppen af bjerget. SOL entrer nu Lancaster Sound, som er adgangsvejen til Baffinbugten. Den 29. august kl. 05.30 når vi vores nordligste punkt på denne rejse: 73 53,08 N. Vi ligger i frysende tågedis, som sætter sig i sejl og rig, og drysser ned på dækket med små smæld, - tid at komme sydover! Da solen står op, har vi stadig tåge, men blå himmel over os, og en slags konstant regnbue i disen foran os. Temperaturen er i det hele taget faldet generelt, som vi har bevæget os øst- og nordover. Og vi har efterhånden måttet iføre os flere og flere lag tøj, for at kunne holde varmen. Vore isolerede, vandtætte kedeldragter og det uldne skiundertøj har været guld værd på turen. Vores autopilot, som kun anvendes når vi går for motor, har ikke fungeret siden Herschel Island. Magnetfeltet er simpelthen for svagt, her tæt på Regnbue i istågen

den magnetiske Nordpol. Der står både på søkort og i lodsbogen, at magnetiske kompasser er ubrugelige her i området. Så vi rigger nogle blokke og liner til, så vi kan styre båden inde fra vort lille cockpit-telt, når vi går for motor. GPS en angiver kursen, og der er noget lunere i teltet, end udenfor. Gode ankerpladser er her ikke for mange af, så da der meldes om kuling imod, stiler vi mod Tay Bay på Bylot Island. En bekendt af os, amerikaneren Alvah Simon, overvintrede her i sin stålbåd for 18 år siden, og har skrevet en bog om det: North to the Night. Så vi ved den er sikker, og føler næsten at vi kender stedet efter hans nøje beskrivelser. Og et spændende sted er det, omkranset af høje bjergtinder, og med en gletscher der ikke når ned til havet, inde i bunden. Vi går på opdagelse, mens blæsten efterhånden lægger sig. Og da vi en tidlig morgenstund skal til at sejle videre, har vi i nattens løb fået gæster i bugten: To hollandske både, Tooluka og Abel Tasman. Eef på Tooluka mødte vi sidst i Patagonien, og Jacques og Gerda fra Abel Tasman så vi sidst i Grytviken på South Georgia for 4 år siden. Kun et begrænset antal lystbåde besejler de høje breddegrader, så vi kender næsten alle hinanden og føler os som én stor familie. Det er altid hyggeligt, når vi har et glædeligt gensyn, og kan udveksle oplevelser. Her i begyndelsen af september, kan vi tydeligt mærke, at vi nærmer os Baffin Bugten og mere ustabilt efterårsvejr. Vores rejse har hidtil budt på forholdsvis stille og rolige vejrforhold, men det er ved at være slut. Vi har nærmest sejlet på fladt vand, uden bølger af betydning, så man skal lige vænne sig til de store dønninger, som nu begynder at melde sig. Vore venner på Tokimata ligger på en gammel hvalfanger-ankerplads på Baffinland, Albert Harbour, og venter på os. Vi har hård kuling lige imod, og kæmper os om natten på hårdt kryds med kraftigt nedrebede sejl østpå forbi landsbyen Pond Inlet. Albert Harbour, - dagen derpå!

Ankerpladsen viser sig at være temmelig marginal, klemt inde mellem en ø med høje stejle klipper, og endnu højere bjergtinder på land, og med dybder på 40-60 meter. Eneste sted vi kan ankre, er i delvist læ bag en sandtange. Vi sejler næsten op på stranden og smider ankeret på 18 meters dybde(!), og da al ankerkæde (65 m) er ude, ligger vi på 29 meter. Vinden hyler, og store dønninger ude fra Baffin Bugten får skuden til at hoppe og danse. Men vort super Rocna anker holder solidt, og efterhånden lægger vind og sø sig. Vi vågner op til en dag med strålende sol og vindstille, og tager i land og går på opdagelse i det specielle landskab. Billederne fra dagen derpå viser en imponerende flot bugt, med to sejlbåde som ligger trygt og fint for anker ud for en sandstrand. Men et godt sted i dårligt vejr, er det altså ikke! Meteorologerne melder opfriskende nordenvind, så det er bare med at komme videre. Et par dage ud i fremtiden vil et kraftigt lavtryk atter gøre livet surt for søens folk. Så vi stiler mod endnu en gammel hvalfanger-ankerplads, 200 sømil mod sydøst, Ravenscraig på Baffinland. Og fin ser ankerpladsen da også ud, da vi ankrer op i en lille vig, omgivet af høje tinder og et vildsomt, smukt klippelandskab. Men da først lavtrykket er over os, med hylende vind og sne som fyger vandret gennem den iskolde luft, går idyllen fløjten. Vi holder ankervagt en lang og ubehagelig nat, hvor dønning udefra og vilde vindstød får båden til at hoppe og danse. Og næste morgen er båd og landskab dækket af et tyndt lag sne. Morgenidyl i Ravenscraig Harbour Ud på morgenen får en voldsom dønning båden til at gire ekstra kraftigt, og der lyder larm fra ankerkæden. Skipper er tilfældigvis på fordækket for at checke tingene, og kan nå at gribe ind, da vores nye rustfrie krog på ankerspringet slipper sit greb i kæden. Den er simpelthen blevet vredet ud af facon, så den er ubrugelig. Heldigvis har vi en reservekrog af hærdet stål, som hurtigt bliver monteret på springet, og dén holder!

Ingen storm varer for evigt, selvom det sommetider kan føles sådan. Vinden løjer, og vi kan se på vejrbilledet, at det er nu vi skal afsted mod Grønland. I starten byder Baffinbugten stadig på grov dønning fra nord, men vinden er med, og vindroret styrer fint. I løbet af de næste dage bliver vinden let, og maskinen må holde for. De klare nætter byder på et festfyrværkeri af Nordlys der til tider dækker hele himlen. Et fantastisk men helt tyst show, som man måbende med bagoverbøjet nakke iagttager. Man må sande at naturen er forunderlig! Desuden lytter vi på gode lydbøger, så nattevagterne bliver aldrig kedelige. Vi ankommer til Aasiaat, ved indsejlingen til Diskobugten om aftenen den 8. september. Om natten lægger Tokimaterne til udenpå os! Og dagen efter er der stormende kuling fra syd, efteråret har indhentet os! Og vi må til at indstille os på, at SOL kommer til at tilbringe en vinter i Grønland i stedet for 2000 sømil mod syd på Azorerne, som har været vort hidtidige mål. Skal man absolut prøve at gøre rejsen op i tal, har vi fra Nome, Alaska til Aasiaat, Grønland udsejlet 3208 sømil. Heraf ca. halvdelen for motor. Vi har sejlet 30 døgn, og ligget stille 10. Vi har brugt i alt 716 liter dieselolie, heraf anslået 140 liter på opvarmning af båden. Motoren har gået 363 timer, med et gennemsnitligt forbrug på 1,6 liter i timen, hvilket er ekseptionelt lavt. Det hænger bl.a. sammen med den medstrøm og gunstige vind vi har haft i den vestlige del af Nordvestpassagen, så vi selv i let vind kunne gå god fart med sejl og motoren for små omdrejninger. - Naturligvis godt hjulpet af vores effektive Autoprop propel. Totalt set har vi udsejlet 5300 sømil i sommerens løb, fra Cordova, Alaska til Nuuk. Nordvestpassagen har været en eventyrlig rejse for livet, og det er svært med ord, at gengive de mange indtryk. Hvordan beskriver man den klare luft, farverne, de specielle landskaber, isen i al dens kolde,

blåhvide pragt, midnatssolen og det evigt skiftende lys, og det at bevæge sig gennem det hele i døgndrift på en lille sejlbåd? Sammenholdet og venskabet med de andre sejlere? Eller den specielle oplevelse at have øjenkontakt med en imponerende isbjørnefamilie, få bådlængder fra én? For øvrigt kan det ikke understreges kraftigt nok, at INGEN af os har ønsket eller regnet med, nogensinde at blive nødt til at nedlægge en isbjørn. - Det ville simpelthen have været forfærdeligt, da vi alle beundrer og respekterer dette fantastiske dyr! SOL kommer på land i Nuuk for vinteren, og besætningen drager hjem til efterårs-danmark, for at lade op til næste års sidste etape mod de danske farvande. Velankommet til Aasiaat