2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

Kære medlem af Enhedslisten Hermed får du 2. udkast til nyt principprogram for Enhedslisten, samt ændringsforslag til 1. udkast. På årsmødet i 2013 besluttede vi, hvordan vi skulle arbejde hen mod et nyt principprogram, som så kan vedtages på årsmødet i 2014. Årsmødet besluttede, at et vigtigt mål for programmet er, at det skal være tilgængeligt for medlemmer og interesserede, også selvom man hverken har lang politisk skoling eller akademisk uddannelse som forudsætning. Derfor skal partiprogrammet også være væsentligt kortere og skal derfor heller ikke indeholde selvstændige afsnit om hvert enkelt politiskområde, men i stedet fokusere på de overordnede politiske principper og inddrage politikområder, når de kan anskueliggøre eller eksemplificerer vores principper. Programmet skal være på maks. 10 sider. Programmet skal fastholde partiets socialistiske revolutionære politik og skal bestå af tre dele: En beskrivelse af de grundlæggende principper, som vi mener, et socialistisk samfund skal bygge på. En kort analyse af det kapitalistiske samfund i dag. En beskrivelse af hvordan Enhedslisten arbejder for samfundsforandringer. Hovedbestyrelsen nedsatte en skrivegruppe på fem personer, der har udarbejdet et udkast ud fra disse retningslinjer. Hovedbestyrelsen diskuterede udkastet til principprogram. HB stemte ikke om ændringsforslag, og HB-medlemmerne tog derfor ikke stilling til, om de var enige i alle dele af forslaget. Udkastet til et nyt principprogram fra hovedbestyrelsen (forslag 3.1) blev udsendt som indstik til Rød + Grøn i oktober 2013.). Er hæftet bortkommet, kan et nyt rekvireres fra landskontoret. Den 3. februar var der deadline for indsendelse af ændringsforslag til Udkast til et nyt principprogram (3.1) Disse ændringsforslag er listet op, så de følger linjenumrene i Udkast til principprogram (3.1). Formålet med at påbegynde behandlingen af de indkomne ændringsforslag allerede nu, er at sikre at årsmødet har plads til diskussioner i stedet for alene at skulle stemme. Derfor har ændringsforslagene først været igennem hovedbestyrelsen og sendes dernæst videre til delegeretkonferencen med henblik på at minimere antallet af ændringsforslag. Hovedbestyrelsen har på sit møde 15.-16. februar taget stilling til de indsendte ændringsforslag og indarbejdet de ændringsforslag, som flertal i hovedbestyrelsen er enig i. Det gennemskrevne Udkast til nyt principprogram (3.1.A) er trykt i dette hæfte med nye linjenumre og med henvisning til de ændringsforslag, der er indarbejdet. Delegeretkonferencen den 9. marts skal tage stilling til to ting både de fire indsendte forslag til et nyt principprogram og de ændringsforslag, som er fremsendt til HB-skrivegruppens forslag. Delegeretkonferencen skal træffe således to beslutninger: a. De delegerede stemmer mellem de fire fremsendte forslag til principprogram og sender to videre til årsmødet. b. De delegerede stemmer om de ændringsforslag samt sammenskrivninger af ændringsforslag, som er indleveret til deadline den 3. februar til HB-skrivegruppes forslag til principprogram. De ændringsforslag, som ikke kan samle mindst 20 % af de delegeredes stemmer, behandles ikke af årsmødet. De øvrige ændringsforslag, altså dem som opnår mindst 20 % af de delegerede stemmer, sendes videre til årsmødet. Delegeretkonferencen vedtager ikke forslag eller ændringsforslag. Ændringsforslag til alternative forslag til principprogram Da det ikke var muligt at nå at stille ændringsforslag til de alternative forslag til principprogram til den 3. februar, sættes en deadline den 31. marts for at stille ændringsforslag til disse forslag. Ændringsforslag til HB-skrivegruppens forslag Frem til 31. marts kan man stille følgende typer ændringsforslag til HB s forslag til Principprogram Man kan stille ændringsforslag, der går ud på at fjerne elementer, som er tilføjet af Skrivegruppen/HB fra 3.1 til 3.1.A (fra udkast 1 til udkast 2). Man kan fastholde ændringsforslag, der allerede er fremsat til 3.1 (udkast 1), herunder tilpasse de oprindelige ændringsforslag, så de passer ind i 3.1.A (udkast 2). Man kan sammenskrive allerede fremsatte ændringsforslag, hvis ikke de nye sammenskrevne forslag indeholder nyt indhold. Man kan ikke stille ændringsforslag, der introducerer nyt indhold, nye synspunkter, nye pointer. Opretholdelse af vedtagne delprogrammer, politikker og beslutninger HB foreslår endvidere at opretholde tre dele af det nuværende program»kapitalisme og Socialisme i det 21. århundrede«som delprogrammer: En Europæisk superstat Miljøkampen Frigørelse: kvinde- og kønskamp Det nye program erstatter ikke andre gamle årsmødevedtagelser end det gamle principprogram. Årsmødet Årsmøde 2014 skal behandle og vedtage et nyt principprogram for Enhedslisten. 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 3

Indholdsfortegnelse Forretningsorden.... 6 Program.... 6 Hovedbestyrelsens programforslag Hvad er Enhedslistens principprogram?.... 7 Frihed i fællesskab.... 7 Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati.... 8 Kapitalisme i Danmark.... 9 Et socialistisk demokrati.... 11 Vejen til et socialistisk demokrati.... 12 Ændringsforslag til 3.1 Programskrivevgruppens udkast 3.1.1 ÆF.... 15 3.1.2 ÆF.... 15 3.1.3 ÆF.... 15 3.1.4 ÆF.... 16 3.1.5 ÆF.... 16 3.1.6 ÆF.... 16 3.1.7 ÆF.... 16 3.1.8 ÆF.... 17 3.1.9 ÆF.... 23 3.1.10 ÆF.... 23 3.1.11 ÆF.... 23 3.1.12 ÆF.... 24 3.1.13 ÆF.... 24 3.1.14 ÆF.... 24 3.1.15 ÆF.... 24 3.1.16 ÆF.... 24 3.1.17 ÆF.... 24 3.1.18 ÆF.... 25 3.1.19 ÆF.... 25 3.1.20 ÆF.... 25 3.1.21 ÆF.... 25 3.1.22 ÆF.... 25 3.1.23 ÆF.... 25 3.1.24 ÆF.... 25 3.1.25 ÆF.... 25 3.1.26 ÆF.... 25 3.1.27 ÆF.... 26 3.1.28 ÆF.... 26 3.1.29 ÆF.... 26 3.1.30 ÆF.... 26 3.1.30.a ÆF.... 26 3.1.31 ÆF.... 27 3.1.32 ÆF.... 28 3.1.33 ÆF.... 28 3.1.34 ÆF.... 28 3.1.35 ÆF.... 29 3.1.36 ÆF.... 29 3.1.37 ÆF.... 29 3.1.38 ÆF.... 29 3.1.39 ÆF.... 30 3.1.40 ÆF.... 30 3.1.41 ÆF.... 30 3.1.42 ÆF.... 31 3.1.43 ÆF.... 31 3.1.44 ÆF.... 31 3.1.45 ÆF.... 31 3.1.46 ÆF.... 31 3.1.47 ÆF.... 31 3.1.48 ÆF.... 31 3.1.49 ÆF.... 31 3.1.50 ÆF.... 32 3.1.51 ÆF.... 32 3.1.52 ÆF.... 32 3.1.53 ÆF.... 32 3.1.54 ÆF.... 32 3.1.55 ÆF.... 32 3.1.56 ÆF.... 32 3.1.57 ÆF.... 33 3.1.58.... 33 3.1.59 ÆF.... 33 3.1.60 ÆF.... 34 3.1.61 ÆF.... 34 3.1.62 ÆF.... 34 ÆF til ÆF. 3.1.62.1.... 35 3.1.62.a.... 35 3.1.63 ÆF.... 35 3.1.64 ÆF.... 35 3.1.65 ÆF.... 36 3.1.66 ÆF.... 37 3.1.67 ÆF.... 37 3.1.68 ÆF.... 37 3.1.69 ÆF.... 37 3.1.70 ÆF.... 37 3.1.71 ÆF.... 37 3.1.72 ÆF.... 37 3.1.73 ÆF.... 37 3.1.74 ÆF.... 38 3.1.75 ÆF.... 39 3.1.76 ÆF.... 39 3.1.77 ÆF.... 40 3.1.77.a.ÆF.... 40 3.1.78 ÆF.... 40 3.1.79 ÆF.... 40 3.1.80 ÆF.... 40 3.1.81 ÆF.... 41 3.1.82 ÆF.... 41 3.1.83 ÆF.... 41 3.1.84 ÆF.... 42 3.1.85 ÆF.... 42 3.1.86 ÆF.... 42 3.1.87 ÆF.... 42 3.1.88 ÆF.... 42 3.1.89 ÆF.... 42 4 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

3.1.90 ÆF.... 43 3.1.91 ÆF.... 43 3.1.92 ÆF.... 43 3.1.93 ÆF.... 43 3.1.94 ÆF.... 43 3.1.95 ÆF.... 44 3.1.96 ÆF.... 44 3.1.97 ÆF.... 45 3.1.97.a ÆF.... 45 3.1.98 ÆF.... 45 3.1.99 ÆF.... 45 3.1.100 ÆF.... 45 3.1.101 ÆF.... 45 3.1.102 ÆF.... 46 3.1.103 ÆF.... 46 3.1.104 ÆF.... 46 3.1.105 ÆF.... 46 3.1.105.a ÆF.... 46 3.1.106 ÆF.... 47 3.1.107 ÆF.... 47 3.1.108 ÆF.... 48 3.1.109 ÆF.... 48 3.1.110 ÆF.... 48 3.1.111 ÆF.... 48 3.1.112 ÆF.... 49 3.1.113 ÆF.... 49 3.1.114 ÆF.... 49 3.1.115 ÆF.... 50 3.1.116 ÆF.... 50 3.1.117 ÆF.... 50 3.1.118 ÆF.... 50 3.1.119 ÆF.... 50 3.1.120 ÆF.... 51 3.1.121 ÆF.... 51 3.1.122 ÆF.... 51 3.1.123 ÆF.... 51 3.1.124 ÆF.... 51 3.1.125 ÆF.... 52 3.1.126 ÆF.... 52 3.1.126.a ÆF.... 52 3.1.127 ÆF.... 52 3.1.128 ÆF.... 53 3.1.129 ÆF.... 54 3.1.130 ÆF.... 54 3.1.131 ÆF.... 54 3.1.132 ÆF.... 54 3.1.133 ÆF.... 55 3.1.134 ÆF.... 55 3.1.135 ÆF.... 55 3.1.136 ÆF.... 56 3.1.137 ÆF.... 56 3.1.138 ÆF.... 56 3.1.139 ÆF.... 56 3.1.140 ÆF.... 57 3.1.141 ÆF.... 57 3.1.142 ÆF.... 57 3.1.143 ÆF.... 57 3.1.144 ÆF.... 58 3.3.145 ÆF.... 58 3.1.146 ÆF.... 58 3.1.147 ÆF.... 58 3.1.148 ÆF.... 58 3.1.149 ÆF.... 58 3.1.150 ÆF.... 58 3.1.150.a ÆF.... 58 3.1.151 ÆF.... 59 3.1.152 ÆF.... 59 3.1.153 ÆF.... 59 3.1.154 ÆF.... 59 3.1.155 ÆF.... 59 3.1.156 ÆF.... 59 ÆF til ÆF 3.1.156.1.... 60 3.1.157 ÆF.... 60 3.1.158 ÆF.... 60 Ændringsforslag til hovedforslag 3.2, 3.3, 3.4 3.2.1 til Frihed, Lighed og Solidaritet.... 61 3.2.2 ÆF til Frihed, Lighed og Solidaritet.... 61 3.2.3 ÆF til»frihed, lighed og solidaritet«.... 61 3.3.1 ÆF»Enhedslistens principprogram det enkle«.... 61 3.3.2»Enhedslistens principprogram det enkle«.... 61 3.3.3. ÆF»Enhedslistens principprogram det enkle«.... 61 3.4.1 ÆF til»frihed, lighed og socialisme«.... 61 Forslag til hovedbestyrelsen vedrørende programdiskussionen Forslag 1.... 62 Forslag 2.... 62 Forslag 3.... 63 Forslag 4.... 63 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 5

Delegeretkonference om Enhedslistens Principprogram Søndag den 9. marts kl. 11.00-17.00 i Nørrebrohallen Forretningsorden 1. Formålet med konferencen Delegeretkonferensen skal forberede årsmødets beslutningsgrundlag. Konferencen tager stilling til to ting: a. De delegerede stemmer mellem de fire fremsendte hovedforslag til principprogram og sender to af dem videre til Årsmødet. b. De delegerede stemmer om de ændringsforslag samt sammenskrivninger af ændringsforslag, som er indleveret til deadline den 3. februar til HB-skrivegruppes forslag til principprogram. De ændringsforslag, som ikke kan samle mindst 20 % af de tilstedeværende delegeredes stemmer, behandles ikke af årsmødet. De øvrige ændringsforslag, altså dem som opnår mindst 20 % af de delegerede stemmer, sendes videre til årsmødet. 2. Dirigenter Hovedbestyrelsen foreslår tre dirigenter. Dirigenterne leder konferencens debat om forslag, ændringsforslag mv. 3. Taletid og talerliste Alle tilmeldte delegerede har stemme- og taleret og HB medlemmer har taleret. Taletiden i plenum er som udgangspunkt højst 3 minutter, ved andengangsindlæg 2 minutter. Førstegangstalere sættes øverst på talerlisten. Dirigenterne kan foreslå kortere taletid, hvis det skønnes nødvendigt (dog kan taletiden aldrig sættes til mindre end 1 minut). Der føres to talerlister: Kvinder føres på den ene, mænd på den anden. Så vidt muligt vælges talerne på skift fra de to lister. Dirigenterne kan holde en af de to lister længere åben, hvis fordelingen på de to lister er skæv. Hvis de to lister er meget ulige, efter talerlisten er lukket, har dirigenterne mulighed for at tildele talertiden, så begge bliver repræsenteret gennem hele debatten. F.eks. med to mænd for hver kvinde. Hvis talerlisten overtegnes har dirigenterne beføjelse til at indskrænke taletiden. Der kan gives tilladelse til korte bemærkninger uden for talerlisten. 4. Afstemning Der stemmes som udgangspunkt ved håndsoprækning. Dirigenterne fastslår ved begyndelsen af et punkt hvor mange delegerede der under dette punkt udgør 20 % af de tilstedeværende. Dirigenterne skønner om et forslag er vedtaget eller forkastet, samt om et har fået under eller over 20% af stemmeren. Dirigenterne gennemfører en optælling af stemmerne, hvis de vurderer, at det er uklart, hvad resultatet af afstemningen er. Eller hvis de vurderer, at det er en vigtig afstemning, hvor det vil være væsentligt at have optalt stemmerne. Hvis der kræves optælling fra delegerede og dirigenterne er uenige heri, kan dirigenterne iværksætte en procedure afstemning om, hvorvidt der skal være optælling. PROGRAM 10.00-11.00 Indskrivning (for københavnere fra kl. 9.45) 11.00-11.10 Velkomst og valg af dirigenter 11.10-11.20 Om den videre proces, v. Pia Boisen 11.20-11.45 Fremlæggelse af PP-forslag om udkastet og processen: - HBs forslag - Frihed, Lighed og solidaritet - Enhedslistens principprogram - Det enkle - Frihed, Lighed og Socialisme 11.45-12.15 PP debat 12.15-13.00 Frokost 13.00-15.00 Debat og afstemninger 15.00-15.15 Pause 15.15-16.50 Debat og afstemninger, fortsat 16.50-17.00 Afslutning 6 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

Hovedbestyrelsens programforslag vedtaget på HB-mødet den 15. 16. februar 2014 (3.1.A) Alle nye ændringer i teksten er markeret med fed kursiv, og i parantes henvisning til de ændringsforslag der refereres til. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 Hvad er Enhedslistens principprogram? Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores socialistiske værdier og visioner, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund, vi lever i, vores strategi for socialistisk samfundsforandring og vores principper for det daglige politiske arbejde. (ÆF 3.1.5, stillet af Thomas Bugge) Ud fra disse principper formulerer vi delprogrammer om særskilte emner, hverdagens politiske forslag samt kampagne- og aktivitetsplaner. Principprogrammet udstikker målet og retningen. Alt det andet er forskellige metoder til at virkeliggøre visionerne og principperne i programmet. (Skrivegruppen redaktionelt) Det er vigtigt, at Enhedslistens medlemmer kender og jævnligt diskuterer principprogrammet. Hvis man kan genkende sig selv og sine grundholdninger i principprogrammet, hører man hjemme i Enhedslisten. Det er ikke et krav for at være medlem, at man er enig i alle dele af principprogrammet, eller at man til hver en tid forsvarer hver eneste sætning. Men det er Enhedslistens program, og derfor forsvarer Enhedslistens medlemmer programmet, når de med tillidsposter repræsenterer Enhedslisten. (Skrivegruppen redaktionelt) Samfundet omkring os ændrer sig hele tiden. Som parti får vi nye erfaringer. Gennem diskussioner bliver vi klogere. Derfor har vi efter to års debat - vedtaget dette program som erstatning for det, vi vedtog i 2003. Heller ikke dette program kan vare evigt. Derfor er det til debat fra dagen efter, at vi har vedtaget det. Vi vil diskutere det med folk uden for partiet, og vi vil diskutere det indbyrdes. Når vi på et tidspunkt vurderer, at partiet er i stand til at lave et bedre principprogram, vil der blive sat en ny programdiskussion i gang. Den proces vil blive afsluttet med nyt principprogram vedtaget af et årsmøde i Enhedslisten. Indtil da er dette principprogram Enhedslistens grundlag. Frihed i fællesskab Verden kan forandres. Undertrykkelse og sult behøver ikke eksistere på vores jord. Arbejdsløshed og boligmangel kan vi gøre noget ved. Vores samfund er skabt af mennesker, og derfor kan mennesker også forandre det. (Skrivegruppen redaktionelt) Uligheden vokser, og miljøet ødelægges, både globalt 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 og lokalt. Der skyldes (3.1.12, stillet af Miljøudvalget), at vores samfund i dag er indrettet og styret efter, hvordan der skabes mest mulig profit. Hvor formålet med at producere mad, tøj, bygge boliger og skabe nye teknologier er at tjene penge og skabe overskud til ganske få personer frem for at opfylde de behov, vi har som mennesker. Det er jagten på profit til de få, der kendetegner det kapitalistiske samfund, vi lever i. Men det behøver ikke være sådan Mennesker kan forandre Menneskelivet kan være godt. Det oplever de fleste af os med større eller mindre mellemrum. Især trives vi i hverdagens fællesskaber med familie, kolleger og venner. Vi bliver klogere, gladere og bedre af at være sammen med andre på arbejdspladsen, i skolen og i fritiden. Det er sammen med andre mennesker, at vi hele tiden udvikler os. Det er, når mennesker organiserer sig sammen, at vi bliver stærke nok til at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold og understøttelse, hvis vi mister arbejdet. Vi har sammen skabt skoler for alle børn og sygehuse, hvor det er gratis for almindelige mennesker at få behandling. (Skrivegruppen, redaktionelt) Fællesskab og fælles løsninger er fundamentet for de fremskridt, vi som mennesker har nået. Men ikke alle har villet fremskridtet. Der er en grundlæggende modsætning mellem de mennesker, økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på andre mennesker og på at udnytte vores naturressourcer, og så på alle os, der får løn for vores arbejde, og som har gavn af fælles løsninger på vores problemer. Derfor er der modsatrettede interesser og kamp mellem de forskellige klasser om, hvordan samfundet skal udvikles. Historien har vist, at vi kan forandre verden, når vi er mange, der sammen arbejder for det. Enhedslisten består af mennesker, der har sluttet sig sammen for at skabe et bedre samfund til fordel for den brede befolkning. Et samfund, hvor demokratiet gælder alle dele af samfundet herunder økonomien, og hvor solidariteten omfatter alle. Et socialistisk samfund. (Skrivegruppen, redaktionelt) Frihed i fællesskab Vi vil sætte mennesket frit. Frit for alle former for undertrykkelse. Frit for fattigdom og frygten for økonomisk nød. Frit til at udvikle sig, frit til at vælge sin livsbane og livsstil og frit til at blande sig i samfundets udvikling. Frihed forudsætter samtidig et stærkt fællesskab. Et fællesskab, hvor alle kan udfolde sig uanset køn, seksualitet, handicap, etnicitet eller religion, og hvor alle mennesker har lige muligheder for at udfolde deres potentialer og livsønsker. (ÆF 3.1.22 delvist, stillet af Emma Platz m.fl.) 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 7

97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150 151 152 153 154 155 Frihed forudsætter et solidarisk fællesskab, som sikrer hvert enkelt menneskes basale behov såsom mad, tøj, et sted at bo, uddannelse, sundhed og mulighed for et meningsfuldt arbejde. (ÆF 3.1.23, stillet af Ingelise Bech Hansen m.fl.) Uden beskyttelse i et fællesskab er friheden til at leve sit liv, som man ønsker det, ikke reel. Hvis man er bange for at blive hjemløs, eller hvis konsekvensen ved at miste sit arbejde er en social katastrofe, finder man sig i overgreb og i, at arbejdsgivere stiller urimelige krav til, hvor meget og hvordan man skal arbejde. Frihed forudsætter, at mennesker kan bestemme i deres eget liv. At vi sammen bestemmer ikke bare over frugten af vores arbejde, men også over, hvilke ting der skal laves i vort samfund. Frihed forudsætter lighed mellem kønnene. (ÆF 3.129 delvist, stillet af Tobias Clausen) Frihed forudsætter, at vi ikke skal være bange for den luft, vi indånder, det vand, vi drikker, og den mad, vi spiser. Det er en forudsætning, at vores ret til at opnå disse goder ikke sker på bekostning af menneskers ret til de samme goder andre steder på jorden. Derfor skal miljøet beskyttes lokalt og globalt i solidaritet med kommende generationer (ÆF 3.1.27 delvist, stillet Miljøudvalget) Det er vores vision. En reel frihed for mennesker i stærke og bæredygtige fællesskaber. (Skrivegruppen redaktionelt). Det forudsætter et andet samfund end det kapitalistiske, hvor de få, der tilhører en lille elite, bliver rige på alle andres arbejde, og hvor magt og rigdom derfor koncentreres hos et lille mindretal. Det forudsætter et socialistisk samfund, hvor det er de almindelige mennesker, som igennem et udfoldet demokrati i fællesskab forvalter den værdi, som skabes, til gavn for det store flertal. Kapitalisme står i vejen for frihed, tryghed og demokrati (ÆF 3.1.34, stillet af Miljøudvalget+ 3.1.35, stillet af Mikael Hertoft m.fl.) Som økonomisk system har kapitalismen skabt en enorm teknologisk udvikling og øget forbrugsmulighederne blandt almindelige mennesker i den rige verden. Og i særdeleshed blandt de mennesker, som ejer og kontrollerer virksomheder og naturressourcer, har kapitalismen skabt en enorm rigdom. Enhedslisten er imod kapitalisme, fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed og ødelægger det økologiske grundlag på kloden. (ÆF 3.1.40, stillet af Miljøudvalget). Derfor arbejder vi for, at kapitalisme erstattes af en socialistisk økonomi, hvor det er menneskenes behov - ikke jagten på profit - som er omdrejningspunktet for samfundet Kapitalisme skaber ulighed (Ny overskrift) (Tekst flyttet) Den kapitalistiske økonomi skaber ikke bare ulighed mellem mennesker i de enkelte lande. Den skaber også stor global ulighed. Historisk har de vestlige lande gennem kolonisering og senere gennem ulige handelsrelationer tilegnet sig store værdier fra den 3. Verden, som i dag kaldes det globale syd. (Inspireret af ÆF 3.1.43, stillet af Tobias Clausen). Denne 156 157 158 159 160 161 162 163 164 165 166 167 168 169 170 171 172 173 174 175 176 177 178 179 180 181 182 183 184 185 186 187 188 189 190 191 192 193 194 195 196 197 198 199 200 201 202 203 204 205 206 207 208 209 210 211 212 213 214 magt over og udnyttelse af lande i det globale syd. (Inspireret af ÆF 3.1.43, stillet af Tobias Clausen) kaldes imperialisme og den eksisterer fortsat i dag, hvor internationale strukturer er med til at fastholde millioner i fattigdom ved bl.a. at flytte værdier fra Syd til Nord som et resultat af såkaldte frihandelsaftaler, kapitalflugt, illegitime gældsbyrder, tvangsliberaliseringer og privatisering af naturressourcer. (ÆF 3.1.45, stillet af Tobias Clausen) Stridigheder mellem kapitalistiske stormagter om adgangen til arbejdskraft, markeder og naturressourcer har gennem historien ført til to store verdenskrige og et utal af blodige konflikter. Også i dag fører kampen om adgangen til vigtige ressourcer som olie, metaller, vand og jord til alvorlige konflikter. Især mødes de befolkningsgrupper, der bor i områder, hvor ressourcer produceres, med undertrykkelse og militærmagt. (Inspireret af 3.1.48, stillet af Miljøudvalget) I den kapitalistiske økonomi bliver samfundets rigdom fordelt skævt mellem menneskene. Det skyldes, at kapitalismen skaber et klassesamfund, (ÆF Peter Kjær) hvor de, der ejer produktionsmidler som virksomheder, jord og naturressourcer, tilegner sig frugten af lønmodtagernes arbejde. I det kapitalistiske klassesamfund ophobes rigdom og dermed magt hos en stadig mindre del af befolkningen. Kapitalismen har skabt et klassesamfund, hvor et lille mindretal ejer og kontrollerer værdipapirer, fabrikker, jord, råvarer og infrastruktur. Derved har denne lille gruppe mennesker meget stor indflydelse på samfundets udvikling. Dette lille mindretal er omgivet af en gruppe af højtlønnede mennesker, såsom direktører, advokater, mediechefer m.fl., som identificerer sig med og arbejder for dem. Over for denne klasse af ejere og deres allierede står en stor og broget klasse af det store flertal, som lever af at sælge sin arbejdskraft, eller af overførselsindkomster. Enhedslisten kalder flertallet for arbejderbefolkningen, lønarbejderne, arbejderklassen, det arbejdende flertal eller almindelige mennesker. Der er tale om en sammensat gruppe med mange indbyrdes modsætninger; nogle arbejder på private arbejdspladser, andre i det offentlige. Nogle har adgang til ejerboliger, andre bor til leje. Til fælles har flertallet at man som udgangspunkt er nødt til at sælge sin arbejdskraft for at overleve, og flertallet har fælles interesser i gode løn og arbejdsforhold, velfærd m.m. I kampen mellem klasserne om værdierne, samfundets udvikling og i perioder også om magten i samfundet kort sagt i stort set alle centrale politiske spørgsmål vil de to klasser stå med modsatrettede interesser. (Inspireret af 3.1.32, stillet af Mikael Hertoft m.fl.) Kapitalisme forhindrer folkestyre (Tekst flyttet) Den grundlæggende (redaktionel ændring) ulighed står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på. Det er det, vi oplever, når finansmarkederne kan true lande og regeringer til at føre en politik til skade for almindelige mennesker. Kapitalismen er også kendetegnet ved, at demokratiet stopper ved indgangen til de private virksomheder. Indenfor har 8 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

215 216 217 218 219 220 221 222 223 224 225 226 227 228 229 230 231 232 233 234 235 236 237 238 239 240 241 242 243 244 245 246 247 248 249 250 251 252 253 254 255 256 257 258 259 260 261 262 263 264 265 266 267 268 269 270 271 272 273 medarbejderne lidt eller ingen indflydelse på, hvordan arbejdet organiseres, og hvordan fortjenesten fordeles og forvaltes. De mest afsides egne af kloden inddrages i den kapitalistiske verdensøkonomi. Usynlige og tilsyneladende ustyrlige bånd binder verden sammen og det enkelte menneskes livsvilkår styres af beslutninger truffet tusindvis af kilometer væk. En dårlig dag på børsen i Tokyo fører til arbejdsløshed i Pandrup. (ÆF 3.1.63, stillet Miljøudvalget) Den nuværende organisering af økonomien betyder også, at der drives rovdrift på de menneskelige ressourcer. De fleste har på egen krop mærket, at arbejdstempoet på arbejdsmarkedet er enormt. Evige krav om at arbejde hurtigere og producere mere betyder, at mange mennesker i dag er stressede eller nedslides. Samtidig holdes en stor del af befolkningen uden for arbejdsmarkedet, fordi de enten ikke kan få et job eller ikke kan holde det nuværende arbejdstempo. (ÆF 3.1.63, stillet af Miljøudvalget) Jagt på profit står over menneskenes behov Kapitalismen er en måde at organisere produktionen og samfundet med det formål at opnå profit. Er der ikke konstant vækst, så er der ingen afkast af den private kapital. Så vil kapitalejeren enten miste sine penge eller sætte dem i noget andet. Dette er baggrunden for, at spekulation fylder stadig mere i verdensøkonomien. Hvis afkastet ved spekulation er større end afkastet ved at investere i vareproduktion, bruges kapitalen til spekulation. For de få, som ejer kapital, har det medført enorm rigdom. For samfundet kan det værre dybt skadeligt. Eksempelvis har spekulation i fødevarepriser ført til prisstigninger, sult og fattigdom for verdens fattige. Spekulation kan føre til økonomiske kriser og forværre disse, hvilket efterlader enorme regninger til den brede befolkning i form af arbejdsløshed og fattigdom. (3.1.56 delvis imødekommet, stillet af Jakob Lindblom) Jagten på profit betyder at det ikke er menneskers behov, der bestemmer hvilke produkter der skal skabes. Eksempelvis forskes der langt mere i udvikling af skønhedsprodukter til forbrugerne i den rige del af verden end i de sygdomme, der dræber hundredtusinder i den fattige del af verden. (Redaktionel ændring) Kapitalismen koloniserer stadig flere livsområder. I takt med, at konkurrencen øges, bliver stadig flere områder underlagt jagten på profit. Det ses i form af kommercialiseringen af menneskelige relationer, når omsorg bliver en vare, eller i kulturlivet, hvor undergrundskulturer kommercialiseres på ingen tid. Det ses ved den enorme mentale magt, kapitalisme har, hvor mennesker tillægges kunstige behov og reduceres til forbrugere uden fokus på faktiske behov eller bæredygtighed. På den måde tillægges mennesker også stereotype sociale roller, der alle passer ind i kapitalismens markedsføring og masseproduktion af konsumvarer. (ÆF 3.1.63, stillet af Miljøudvalget) Kapitalismen truer klima og miljø 274 275 276 277 278 279 280 281 282 283 284 285 286 287 288 289 290 291 292 293 294 295 296 297 298 299 300 301 302 303 304 305 306 307 308 309 310 311 312 313 314 315 316 317 318 319 320 321 322 323 324 325 326 327 328 329 330 331 332 Kapitalismen er ved at sprænge naturens rammer. Den massive forurening med drivhusgasser har igangsat klimaforandringer, som er på vej til at blive katastrofale og uigenkaldelige. Klimakrisen indgår i og forstærker en større økologisk krise, som truer Jordens økosystemer og biologiske mangfoldighed. Klima- og miljøkrisen skyldes grundlæggende, at produktionen styres ud fra, hvad der skaber profit, og at kapitalismen er afhængig af en fortsat og i princippet uendelig vækst. Det fører til overproduktion og fortsat rovdrift på naturen. Vækstøkonomien er ikke økologisk bæredygtig, og det forbrug af naturressourcer og belastning af naturgrundlag, som verdens rige lande har i dag, overstiger allerede naturens bæreevne. Det er ikke muligt at afkoble vækst i ressourceforbrug og miljøbelastning fra den økonomiske vækst. Det vil føre til en forringelse af livsvilkårene for fremtidige generationer. Det stadigt stigende behov for råstoffer og energi kombineret med behovet for profit fører til stadigt mere risikable former for naturudnyttelse som olieboringer i Arktis. Samtidig rammer konsekvenserne socialt skævt. De miljøødelæggelser, som væksten forårsager, rammer de fattige hårdest, såvel internationalt som i Danmark. (ÆF 3.1.63, delvis imødekommet, stillet af Miljøudvalget) Kapitalisme fører til kriser og arbejdsløshed Kapitalismen præges af stadigt tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed, nedlæggelse af virksomheder, fattigdom og angreb på arbejdernes rettigheder. Selvom kriserne fremstår forskelligt er de alle grundlæggende en konsekvens af kapitalismens indbyggede modsætninger. (Redaktionel ændring) I krisetider skærpes kapitalinteressernes forsøg på at forringe velfærd, arbejderrettigheder og miljøhensyn i konkurrence med andre lande. Til dette bruges rå kapitalmagt, hvor kapitalen presser folkevalgte politikere til forringelser med trusler om udflytning af arbejdspladser og massefyringer. Men også internationale institutioner som EU, Verdenshandelsorganisation (WTO) og Den Internationale Valutafond (IMF) (ÆF 3.1.68, stillet af Tobias Clausen) er med til at lægge et pres, der forringer velfærd og sociale rettigheder. EU, WTO (ÆF 3.1.68, stillet af Tobias Clausen) og IMF løfter beslutningerne ud af de demokratiske rum, væk fra almindelige mennesker og hen, hvor kapitalen står stærkere, end den traditionelt gør for eksempel i de skandinaviske lande med historisk set stærke arbejderbevægelser. Derfor er kapitalismemodstand også kampen mod institutioner som EU og IMF. EU og IMF er samtidig redskaber for de rige kapitalistiske landes dominans over resten af kloden. Som socialister er vi imod kapitalisme. Det er uligheden, fattigdommen, miljøødelæggelsen, den enorme magtkoncentration af kapitalmagt og alle de andre følger af kapitalisme, som er årsagen til, at vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. Kapitalisme i Danmark Det danske samfund er som en del af den kapitalistiske verdensorden også et kapitalistisk samfund. Men den konkrete udformning kan se meget forskellig ud fra land til land. (Redigeret ÆF 3.1.75, stillet Tobias Clausen m.fl.) Det afhænger af produktionens sammensætning, de økonomiske forhold, af kultur og historie, men først og fremmest af de politiske styrkeforhold. Den politiske kamp om udviklingen i 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 9

333 334 335 336 337 338 339 340 341 342 343 344 345 346 347 348 349 350 351 352 353 354 355 356 357 358 359 360 361 362 363 364 365 366 367 368 369 370 371 372 373 374 375 376 377 378 379 380 381 382 383 384 385 386 387 388 389 390 391 samfundet klassekampen foregår overalt i samfundet. Den udkæmpes i aktive bevægelsers arbejde for at begrænse kapitalens magt og opnå sociale og demokratiske forbedringer i folketing og byråd og i statslige og kommunale institutioner. Det er denne konstante kamp mellem klasserne om, hvordan Danmark skal udvikle sig, som har ført til, at Danmark er et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund i forhold til mange andre lande. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, (ÆF 3.1.78, stillet af Gunna Starck m.fl.) andre folkelige bevægelser og de socialistiske partier har (Inspireret af Emma Platz m.fl.) vundet markante sejre, men vi har også oplevet tilbagegang, forringelser af velfærd og sociale rettigheder. I øjeblikket vokser uligheden i Danmark, og de solidariske ordninger er under markant pres. Fremskridt er skabt i kamp 392 393 394 395 396 397 398 399 400 401 402 403 404 405 406 407 408 409 410 411 412 413 414 415 416 417 418 419 420 421 422 423 424 425 426 427 428 429 430 431 432 433 434 435 436 437 438 439 440 441 442 443 444 445 446 447 448 449 450 Gratis adgang til skole og sundhed, ret til forsørgelse under arbejdsløshed, sygdom og barsel og indskrænkninger i virksomhedernes muligheder for at forurene. Det er eksempler på fremskridt, som er opnået i Danmark. Sådan har det ikke altid været. Engang stod alle, der fik løn for at gå på arbejde, alene hver for sig mod den mægtige arbejdsgiver. Arbejdsgiveren kunne derfor skalte og valte med arbejdstid, løn og arbejdsforhold. For flertallet betød det et liv i fattigdom og uden indflydelse på eget liv. Arbejderbevægelsen og de socialistiske partier opstod som del af en international bevægelse, (Redigeret ÆF 3.1.83, stillet af Tobias Clausen m.fl.) fordi arbejderne fra anden halvdel af 1800-tallet og frem opdagede, at de havde fælles interesser og var stærkere i fællesskab. Meget er lykkedes siden da. Vi har frie og demokratiske valg, hvor alle voksne kan stemme. Kvinder og mænd har langt mere lige vilkår i Danmark end i de fleste andre lande. Det er gratis at gå i skole, og alle kan komme på sygehuset. Men tingene kommer ikke af sig selv alle sejre er kommet, fordi arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen, (ÆF 3.1.86, stillet af Astrid Vang Hansen m.fl.) andre folkelige bevægelser og socialistiske partier (Inspireret af Emma Platz m.fl.) har demonstreret, strejket, forhandlet, (Inspireret af Peter Raben) gennemført vellykkede kampagner, haft fremgang ved valg og vundet andre vigtige konflikter mod de økonomiske og politiske kræfter, der tjener penge på vores arbejde. Nogle gange har arbejdsgiverne og de borgerlige partier haft interesse i at udbygge velfærden, for eksempel for at sikre en veluddannet og veldisciplineret arbejdskraft, der kan bidrage til vækst i økonomien og virksomhedsejernes profit. I andre perioder har frygten for, hvilke mere radikale forandringer en stærk venstrefløj ellers kunne få opbakning til, været medvirkende til, at der blev skabt sociale fremskridt. De økonomiske konjunkturer har også sat en ramme for, hvornår det var muligt at opnå fremskridt, og hvornår der har været tilbageslag. Arbejderbevægelsens sejre har ikke været fuldstændige. Selvom uddannelse formelt er gratis, er uddannelsessystemet således stadig præget af social ulighed og i alt for høj grad indrettet efter erhvervslivets ønsker og behov. Og selvom sundhed officielt er lige for alle, så betyder brugerbetaling og private sundhedsforsikringer, at virkeligheden er mere nuanceret. (Inspireret af ÆF 3.1.88, stillet af Emma Platz m.fl.) Fremskridt for ligestillingen mellem kønnene er ikke bare et resultat af kvinde- og arbejdsbevægelsens krav om lige rettigheder, men også et resultat af arbejdsgivernes behov for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet som lønarbejdere. Selvom der er sket fremskridt i arbejdet for ligestilling mellem mænd og kvinder, er der stadig lang vej igen. Både i forhold til at sikre f.eks. lige løn og lige barselsvilkår og i forhold til at mindske de sociale og kulturelle begrænsninger, vi møder i kraft af vores køn, hvad enten det gælder valg af uddannelse, arbejde, påklædning og seksualitet. (ÆF 3.1.89, stillet af Rosa Lund m.fl.) Det danske kapitalistiske samfund er altså et resultat af kampe, konflikter og aftaler mellem forskellige politiske, økonomiske og sociale kræfter og interessegrupper. Det ændrer ikke ved, at de folkelige bevægelsers (Inspireret af Gunna Starck, Emma Platz mfl.) sejre, herunder opbygning af kollektiv og offentlig velfærd, har udvidet demokratiet. Gennem udviklingen af sundhedsvæsenet, den sociale sektor og ældreplejen er der skabt en tryghed, som sammen med det store uddannelsesløft i de seneste 100 år har givet det enkelte menneske mere frihed og bedre mulighed for i højere grad at blande sig i udviklingen af samfundet. (Redigeret af skrivegruppen) Velfærden er under pres (ÆF 3.1.93, stillet af Astrid Vang Hansen m.fl.) I dag er vores sejre under massivt pres. Under dække af den økonomiske krise arbejder stærke kræfter på at rulle de folkelige bevægelsers sejre tilbage. (Redigeret af skrivegruppen) De arbejdsgivere og borgerlige partier, der tidligere har søgt kompromisser med arbejderbevægelsen, (ÆF 3.1.96, stillet af Astrid Vang Hansen m.fl) står stærkere og ønsker nu at omfordele samfundets midler til virksomhedsejerne gennem skattelettelser, løntilbageholdenhed og forringelser af solidariske løsninger. Samtidig ønsker man og har held til at skabe usikkerhed og frygt for arbejdsløshed for at holde krav om ordentlige løn- og arbejdsforhold nede. (ÆF 3.1.97, stillet af Astrid Vang Hansen m.fl) Arbejderbevægelsens oprindelige grundtanke var, at mennesket som individ har en værdi i sig selv, og samfundet skal bidrage til at give mennesker muligheder. Heroverfor står stærke kræfter, som ser (Redigeret af skrivegruppen) mennesker som soldater i den internationale konkurrence, der kun er noget værd i kraft af deres arbejde. Siden 1980 erne har disse kræfter såvel i Danmark som internationalt (ÆF 3.1.98, stillet af Tobias Clausen) været i offensiven og arbejder for at udvikle en konkurrencestat, hvor mennesket ses som et egoistisk væsen, der skal have pisk for at komme i arbejde. Det er på den baggrund, at vi ser en række af de tilbageskridt, forringelser og såkaldte»reformer«, som er gennemført i de seneste årtier uanset hvilke partier, der har siddet i regering. Samtidig angribes de kollektive løsninger, hvor alle bidrager til og har ret til støtte fra det offentlige. I stedet introduceres individuelle løsninger, f.eks. i form af forsikringer, hvor den enkelte har ansvaret for at forsikre sig mod arbejdsløshed og sygdom. På den måde skabes store forskelle mellem dem, der er på arbejdsmarkedet og kan forsikre sig, og dem, der ikke har mulighed for det, og som derfor må nøjes med de ringeste tilbud og muligheder. Forringelserne inden for de offentlige velfærdsopgaver rammer kvinder dobbelt, fordi de oplever fyringer, samtidig med at velfærdsopgaverne lægges tilbage i hjemmene 10 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

451 452 453 454 455 456 457 458 459 460 461 462 463 464 465 466 467 468 469 470 471 472 473 474 475 476 477 478 479 480 481 482 483 484 485 486 487 488 489 490 491 492 493 494 495 496 497 498 499 500 501 502 503 504 505 506 507 508 509 i takt med, at de kollektive løsninger udhules og afvikles. (ÆF 3.1.101, stillet af Astrid Vang Hansen m.fl.) Meget af det, vi kalder velfærd, er omsorgsopgaver som sygepleje, børnepasning og omsorg for ældre. Disse opgaver er igennem århundreder blevet lagt på kvinders skuldre som gratis arbejde i hjem og familie. Kollektiv og samfundsmæssig varetagelse af dette arbejde er en forudsætning for lighed og frihed for kvinder til at leve, som de ønsker. Når velfærdsarbejde typisk er dårlig lønnet, skyldes det bl.a. den stadig manglende anerkendelse af det arbejde, som traditionelt er blevet udført af kvinder. (3.1.79 Forslag er indsat et andet sted end foreslået af stillerne, Gunna Starck m.fl.) Presset på samfundsorganiseringen skyldes den globalisering af økonomien, som blandt andet EU er udtryk for. Når arbejdskraften kan og skal flyde frit mellem grænser, bliver det ganske enkelt sværere at opretholde kollektive ordninger for alle i et bestemt land. Også demokratiet er under pres fra EU. EU bestemmer en stadigt større del af lovgivningen og det repræsentative demokrati tømmes for indhold. (Delvis indarbejdning af 3.1.104 af Jakob Lindblom) (Redigeret af skrivegruppen, står i to afsnit herover) Midt i det massive pres mod de fælles løsninger sker der stadig fremskridt. Aktive bevægelser har eksempelvis opnået store fremskridt for mindretals rettigheder. Der er sket (Redigeret af skrivegruppen) fremskridt i såvel det grundlæggende menneskesyn som i den konkrete behandling af mennesker, der lever på andre måder end flertallet. Det er også værd at bemærke, at afviklingen af sociale og kollektive rettigheder foregår væsentligt langsommere i Danmark end i mange andre lande, fordi det ind imellem er lykkedes at skabe modstand mod forringelser. (HB vedtog 15.02.14 afsnit B) Kimen til et nyt samfund Vi bekæmper alle forsøg på at skabe større utryghed og ulighed, for der er stadig mange solidariske og kollektive dele af det danske samfund, der er værd at bevare. Men vi vil mere end at bevare de sejre, vi har opnået gennem historien. Vi vil udvide fællesskabet og demokratiet og udvikle samfundet i en socialistisk retning. Det danske samfund har gennem opbygningen af en relativt stor offentlig sektor vist, at det kan lade sig gøre at producere og skabe ting, uden at det sker for profit. I Danmark sker fordelingen i nogle tilfælde ud fra behov og ikke efter betalingsevne. Folkeskolerne, de kommunale plejehjem og DSB s togdrift drives ikke ud fra et profitmotiv. Selvom alle disse ting sker inden for de kapitalistiske rammer og derfor også direkte eller indirekte bidrager til at skabe overskud for virksomhedsejere, så tages der i den offentlige sektor samtidig udgangspunkt i menneskenes og samfundets fælles behov. I vores samfund er der altså steder, som viser, at det kan lade sig gøre at producere på andre måder end den kapitalistiske. Ligesom der findes bevægelser og fællesskaber, hvor andre behov end profitten bestemmer. Uanset om det er dele af den offentlige sektor, konkrete fællesskaber eller bevægelser, så adskiller de sig fra markedet ved at være mere demokratiske og give flere mennesker mulighed for indflydelse på, hvad der sker. Her gemmer sig kimen til et andet samfund. Vi kan se, at tingene kan være anderledes, og at der er dele af vores samfund, 510 511 512 513 514 515 516 517 518 519 520 521 522 523 524 525 526 527 528 529 530 531 532 533 534 535 536 537 538 539 540 541 542 543 544 545 546 547 548 549 550 551 552 553 554 555 556 557 558 559 560 561 562 563 564 565 566 567 568 hvor vi kan ane socialisme. Det giver konkrete muligheder for at udvide de rum, hvor demokrati dominerer frem for profitjagt. Og det giver inspiration i arbejdet for et samfund, hvor økonomien er underlagt demokratisk kontrol, og hvor menneskers behov er i centrum for produktionen. Et socialistisk demokrati. Et socialistisk demokrati Et fremtidigt socialistisk samfund hverken kan eller skal beskrives i detaljer, men skal udvikles og formes af de mennesker, som lever i det. For Enhedslisten er socialisme ikke en færdig opskrift på et samfund, men en række grundlæggende principper for, hvordan det enkelte menneske kan blive mere frit og få langt større indflydelse på sit eget liv. Socialisme er et svar på de store problemer, som følger af kapitalisme i form af manglende demokrati, kriser, ødelæggelse af naturen, (Inspireret af Stine Rahbek, ÆF 3.1.112) ulighed og krig. I et socialistisk samfund har alle reelt lige muligheder for at leve det liv, de ønsker, i respekt for andre mennesker, for fremtidige generationer, (Inspireret af Stine Rahbek, ÆF3.1.115) og for naturen. Demokratisk økonomi Den socialisme, vi arbejder for, udvider demokratiet. Den bevarer alle de demokratiske rettigheder og muligheder, vi har opnået i dag.(inspireret af Erling Holst) Den indfører flere og nye demokratiske rettigheder, og den gør de rettigheder, der ofte kun eksisterer på papiret til virkelighed, fordi socialismen afskaffer mindretallets udemokratiske magt over de afgørende samfundsbeslutninger. Frie og hemmelige valg til folkevalgte forsamlinger samt de individuelle frihedsrettigheder - såsom retten til at ytre sig og organisere sig - er grundprincipper, som skal fastholdes og udbygges. Socialisme indebærer også, at demokratiet udvides til at omfatte økonomiske beslutninger og arbejdslivet. Samtidig vil et socialistisk samfund give helt nye muligheder for at indføre direkte demokrati. I dag træffes helt centrale beslutninger om økonomi hen over hovedet på befolkningen. Det sker, selvom beslutninger om produktion, udflytning af arbejdspladser og investeringer i nye teknologier har enorme konsekvenser for mennesker og natur. Også på arbejdspladsen er demokratiet sat ud af kraft med lille eller ingen indflydelse til medarbejderne. Et socialistisk demokrati kan give den enkelte langt mere indflydelse på egne livsvilkår og samtidig sikre et reelt demokrati, hvor flertallet i befolkningen har magten til at træffe vigtige samfundsmæssige beslutninger lokalt, nationalt og globalt. Frem for som i dag, hvor den økonomiske magt er koncentreret hos en lille elite af multinationale selskaber, banker, aktionærer og spekulanter, som ingen nogensinde har stemt på. Allerede i kampen mod kapitalismen ser vi nye demokratiske måder at organisere sig på. (Forslag fra Guldborgsund om forenkling) De udgør kimen til socialistisk demokrati. Efter en grundlæggende samfundsforandring (Ændringsforslag fra Erling Holst) vil der være mulighed for i langt større omfang at udvikle et direkte demokrati, hvor befolkningen deltager mere direkte i beslutningsprocessen. Lokalområder, (Forslag fra Guldborgsund) arbejdspladser og offentlige institutioner vil i langt større omfang være styret og organiseret direkte af befolknin- 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 11

569 570 571 572 573 574 575 576 577 578 579 580 581 582 583 584 585 586 587 588 gen. (ÆF 3.1.124, stillet af Miljøudvalget. Afsnittet er flyttet) Et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. (Inspireret af Ringsted) Her vil kollektive (Inspireret af Vagn Kofoed) ejendomsformer blive dominerende. Derfor arbejder vi for, at offentlige myndigheder, medarbejdere, lokalsamfund og andre sammenslutninger af mennesker skal eje og drive virksomheder. (Redigeret af skrivegruppen inspireret af medlemsdiskussioner) Den kapitalistiske udbytning, hvor de få lever af de manges arbejde, skal afskaffes. Det er afgørende, at samfundsbærende sektorer ejes og kontrolleres af fællesskabet. Det betyder, at den økonomiske magt forvaltes af befolkningen og dens valgte repræsentanter. En demokratisk økonomi betyder også et demokratisk arbejdsliv. Arbejdspladsen skal være kendetegnet ved demokrati, og de ansatte skal have en forfatningssikret ret til afgørende indflydelse på organiseringen af arbejdet på arbejdspladsen. (Skrivegruppen, inspireret af medlemsdiskussioner) 628 629 630 631 632 633 634 635 636 637 638 639 640 641 642 643 644 645 646 647 befolkningen og ret til at arbejde (Inspireret af Vagn Kofoed) for en tilbagerulning af de socialistiske landvindinger. Frihed betyder også, at de, der mener noget andet end flertallet, skal have deres fulde frihed til at ytre sig og arbejde politisk for deres synspunkt. Når vi taler om frihed, er det ikke kun frihed for dem, der har råd. Derfor er lighed en forudsætning for reel frihed. Det kræver en omfattende omfordeling fra dem, der har mest, til dem, der har mindre. Og det kræver at vi sikrer, at alle har lige adgang til sundhed, uddannelse, bolig og andre fornødenheder. (Inspireret af Eva Marianne Thune Jacobsen) Men ulighed og ufrihed handler ikke kun om penge eller klassetilhørsforhold. Også køn, etnicitet, handicap, seksualitet, alder (ÆF fra Guldborgsund) og meget andet er udgangspunkt for diskrimination og undertrykkelse. Det er undertrykkelsesformer, som vi arbejder imod i det nuværende samfund. En socialistisk organisering af økonomien fjerner ikke disse undertrykkelsesformer. Det kræver fortsat politisk arbejde (En imødekommelse af ændringsforslag fra Flemming Jensen) uanset, hvilken samfundsorganisering befolkningen vælger. 589 590 591 592 593 594 595 596 597 598 599 600 601 602 603 604 605 606 607 608 609 610 611 612 613 614 615 616 617 618 619 620 621 622 623 624 625 626 627 Et økologisk bæredygtigt samfund Den store udfordring i de kommende årtier bliver at vise, hvordan vi kan sænke det samlede materielle forbrug, samtidig med at livskvaliteten øges. I stedet for at gøre kagen større i håbet om, at alle får et stykke, er der brug for en radikal omfordeling af forbruget, for at verdens fattige inklusive fattige mennesker i rige lande kan få hævet deres levestandard. I Danmark såvel som i de andre rige lande må vi først og fremmest gøre livet bedre gennem kortere arbejdstid, mindsket spild, bedre og mere holdbare produkter samt vækst i ikke-materielle goder som natur, viden og færdigheder, sundhed, sociale relationer og kulturel udfoldelse. For at gennemføre dette er det nødvendigt med en demokratisk planlægning, hvor langsigtede miljømæssige og sociale hensyn træder i stedet for kortsigtede profithensyn og krav om vækst. Unyttige og miljøskadelige aktiviteter skal afvikles, mens samfundsnyttige og miljøskånsomme aktiviteter udvikles og retten til arbejde garanteres. Socialisme indebærer, at økonomien bygger på fælleseje og demokrati, og at der ikke produceres efter profithensyn, men ud fra menneskers reelle behov og på en måde, som respekterer det globale miljømæssige råderum. Kun ved at tage fat på overgangen til et socialistisk demokrati kan vi for alvor sætte ind mod klima- og miljøkrisen, ressource-, fattigdoms- og fødevarekriserne og gennemføre en omstilling til et økologisk bæredygtigt velfærdssamfund. (31.124 delvist redigeret, stillet af Miljøudvalget) Et samfund med lige muligheder Også under socialisme vil der være modsætninger og uenigheder. Derfor er det afgørende at fastholde og forbedre (Inspireret af Vagn Kofoed) de demokratiske rettigheder, der findes i dag. Disse rettigheder kan gives et langt mere konkret indhold, når den økonomiske ulighed begrænses. Men det er fortsat fundamentalt at sikre ret til organisering af mindretal i 648 649 650 651 652 653 654 655 656 657 658 659 660 661 662 663 664 665 666 667 668 669 670 671 672 673 674 675 676 677 678 679 680 681 682 683 684 685 686 Vejen til et socialistisk demokrati Enhedslistens daglige arbejde foregår udenomsparlamentarisk som en aktiv del af politiske bevægelser og civilsamfund. (Inspireret af Vagn Kofoed) Det foregår også i byråd, regionsråd og folketing. Vi arbejder sammen med andre progressive kræfter for at forsvare de sejre, som arbejderbevægelsen tidligere har vundet, og for at opnå flere demokratiske rettigheder, bedre leveforhold og mere solidaritet. De daglige kampe hænger sammen med kampen for socialisme I Danmark står kapitalejerne og deres allierede i konstant modsætning til befolkningens store flertal. Denne modsætning giver sig med mellemrum udtryk i bevægelser og kampe. Det er den modsætning, der ligger bag en konflikt om udlicitering. (HB redigering) Det er den modsætning, der ligger bag en lokal konflikt om udlicitering: Skal de ansattes arbejdsvilkår og den offentlige velfærd forringes, for at rengøringsgiganten kan opnå større profit? Det er også den modsætning, der ligger bag, når de store multinationale koncerner presser regeringerne til at tillade en fortsat ødelæggelse af jordens klima. Det sker på trods af en bred folkelig forståelse for, at det er ved at være sidste udkald. Det er styrkeforholdet mellem disse klasser, som er afgørende for, hvordan samfundet udvikler sig. Velfærdssamfundet er skabt som følge af arbejderklassens politiske og faglige organisering. De seneste års angreb på velfærden er et resultat af, at arbejdsgivere og virksomhedsejere har fået mere magt og flere penge, mens fagbevægelsen og arbejderklassen samlet set er blevet svækket. En grundlæggende forandring af samfundet i socialistisk retning forudsætter, at styrkeforholdet mellem klasserne ændres markant til arbejderklassens fordel. For Enhedslisten hænger arbejdet for aktuelle forbedringer 12 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

687 688 689 690 691 692 693 694 695 696 697 698 699 700 701 702 703 704 705 706 707 708 709 710 711 712 713 714 715 716 717 718 719 720 721 722 723 724 725 726 727 728 729 730 731 732 733 734 735 736 737 738 739 740 741 742 743 744 745 således tæt sammen med kampen for et socialistisk demokrati. Når vi i en fagforening arbejder for ordentlige løn- og arbejdsforhold, er det ikke kun for at give almindelige mennesker et bedre liv. Tryghed er nødvendig, hvis man skal have reel mulighed for at kunne blande sig i, hvordan samfundet er skruet sammen. På samme måde arbejder Enhedslisten konstant for at udvide demokratiet for at give mennesker større mulighed for indflydelse på eget liv. Hvad enten det er forældres mulighed for indflydelse på deres børns vuggestue, vores mulighed for at være medbestemmende på arbejdspladsen eller vores mulighed for at have en lønkonto i en bank, der ikke eksisterer for profit. Vi tror på, at jo mere mennesker får mulighed for at bestemme over eget liv, desto bedre bliver samfundet, og desto klarere vil vi kunne se, hvordan samfundet kan forandres til et mere demokratisk sted at leve. Derfor er det afgørende, at folkelige bevægelser samler sig om krav, der tager udgangspunkt i konkrete problemer, men som samtidig antaster selve strukturerne i det kapitalistiske samfund. Her er et helt centralt omdrejningspunkt magten over økonomien, markedsstyringen og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Enhedslisten deltager aktivt i arbejdet med at udtænke og udbrede den slags krav og forslag, der kan løse de problemer, som kapitalismen skaber eller forstærker. Det gør vi i en tæt dialog med de grupper i samfundet, der er mest direkte berørt af problemerne, og i samarbejde med andre venstreorienterede kræfter i Danmark og i andre lande. I dette arbejde lader vi os ikke begrænse af, hvad den kapitalistiske økonomi kan tåle, hvad kapitalejerne vil gå med til, hvad markedet reagerer på, eller hvad EU og WTO kan godkende. Vi fremlægger en politik, som styrker arbejderklassen og dens muligheder for at forsvare og forbedre sine forhold. Og vi præsenterer ideer til, hvordan arbejderklassen og de folkelige bevægelser kan vinde kampen for sådan en politik. Enhedslistens alternativ er en politik, som bryder med kapitalismens rammer, fordi vi ved, at det aldrig vil være muligt at skabe retfærdighed, frigørelse og en bæredygtig klode i et kapitalistisk samfund. Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen. (3.1.145, stillet af Aage Skovrind og 3.1.138, stillet Michael Voss. Redigeret sammen) Folkelig bevægelse er afgørende Vi er overbevist om, at chancen for at afværge forringelser og opnå forbedringer er størst, hvis mennesker med fælles interesser organiserer sig sammen for at kæmpe for deres rettigheder. Derfor deltager Enhedslisten i at opbygge, støtte og samarbejde med politiske bevægelser, og vi arbejder for, at de bliver så aktive og demokratiske som muligt. Det gør vi både som parti og som enkeltmedlemmer. (ÆF 3.1.141, stillet af Jakob Lausch Krogh m.fl) Enhedslisten ser fagbevægelsen som en helt central bevægelse, når det drejer sig om at organisere arbejderklassen til kamp for bedre løn- og levevilkår og for samfundsmæssige forandringer. Enhedslisten arbejder for stærke, 746 747 748 749 750 751 752 753 754 755 756 757 758 759 760 761 762 763 764 765 766 767 768 769 770 771 772 773 774 775 776 777 778 779 780 781 782 783 784 785 786 787 788 789 790 791 792 793 794 795 796 797 798 799 800 801 802 803 804 uafhængige og demokratiske fagforeninger, uden pamperi, hvor medlemmerne sætter dagsordenen. (ÆF 3.1.142, stillet af Janne Gleerup, m.fl.) Det er gennem de kampe og de sejre, vi som mennesker selv tager del i, at vi oplever, at det er muligt at forandre verden og skabe et bedre samfund. Det er også gennem disse kampe, at vi opdager de begrænsninger, som kapitalismen sætter for vores demokrati og for at opbygge et mere retfærdigt og lige samfund. De nye demokratiske strukturer, som opstår i politiske bevægelser og organisationer, bærer også kimen til et socialistisk demokrati, hvor en aktiv befolkning tager langt mere direkte del i udformningen af samfundet. Enhedslisten arbejder også for at samle og styrke de bevægelser og kræfter, der gennem alliancer kan fremme den fælles kamp. Som parti tager vi derfor ikke del i at spille forskellige grupper ud mod hinanden ved at indgå studehandler til fordel for en gruppe, men på bekostning af en anden. Splittelse er gift for kampen for socialisme. Derfor bekæmper Enhedslisten racisme og arbejder for lige rettigheder for alle, samtidig med at vi forklarer, hvordan kapitalismen bruger racismen til at skabe kunstige skel og til at hindre en fælles modstand mod kapitalismen. Derfor anser vi kvindekampen for en uundværlig og politisk kamp mod kapitalismen. Og derfor arbejder vi for at forbinde faglige og sociale bevægelser med klima- og miljøbevægelser og dermed styrke kravet om økologisk bæredygtige og solidariske kriseløsninger. (Inspireret af 3.1.58, stillet af Mikael Hertoft m.fl.+ 3.1.143, stillet af Jakob Lausch Krogh m.fl. +3.1.128, stillet af Chr. Bundgård m.fl.) Endelig er det en vigtig opgave for Enhedslisten at være drivkraft for de mennesker og bevægelser, der er modstandere af nyliberalismens angreb på arbejderklassens rettigheder og vilkår og for alle dem, der vil forsvare og videreudvikle velfærd og fællesskab. (Inspireret af 3.1.135, stillet af Johanne Schmidt-Nielsen m.fl.+3.1.134, stillet af Jakob Lindblom) Folkelig mobilisering og folkelige bevægelser er kernen både i kampen for socialisme og i den daglige forsvarskamp, men socialisme vokser ikke spontant ud af de forskellige bevægelsers kampe. Socialistiske partier spiller en vigtig og nødvendig rolle. I den daglige kamp skal Enhedslisten virke som inspirator og organisator i de folkelige bevægelser og komme med forslag, som peger ud over den ramme, som kapitalismen sætter for samfundet i dag. Vi arbejder for en socialistisk og demokratisk revolution Selvom Enhedslisten hver dag arbejder for at gennemføre selv de mindste forbedringer, er vi overbeviste om, at så længe vi lever i et klassesamfund med kapitalistisk økonomi, vil der være ulighed, fattigdom, ødelæggelse af natur og en enorm magtkoncentration af kapital, som undergraver de folkevalgte organer. Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. (ÆF 3.1.148, stillet af Tobias Clausen m.fl) Det er det, vi kalder for en revolution. Med sådan en omvæltning overtager flertallet af befolkningen den faktiske demokratiske mulighed for at styre samfundet fra den minoritet, som i dag har den økonomiske magt. 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 13

805 806 807 808 809 810 811 812 813 814 815 816 817 818 819 820 821 822 823 824 825 826 827 828 829 830 831 832 833 834 835 836 837 838 839 840 Hvordan en sådan omvæltning af det økonomiske system (ÆF 3.1.150, stillet af Tobias Clausen m.fl.) konkret vil forme sig, er umuligt at forudsige. Men det er afgørende, at befolkningen tager magten over samfundets økonomiske centre, således at flertallet får demokratisk mulighed for at styre de økonomiske prioriteringer i samfundet. (HB besluttede 15.02.14 ikke af vedtage et afsnit, der ikke var enighed om i skrivegruppen) Det er helt fundamentalt for Enhedslisten, at kun et flertal i befolkningen (ÆF 3.1.152, stillet af Jakob Lindblom og ÆF 3.1.153, stillet af Aage Skovrind) kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændig frie valg til repræsentative forsamlinger. På samme måde er det indlysende, at et flertal i befolkningen gennem demokratiske valg til enhver tid kan ændre samfundet i andre retninger. Men flertallets beslutninger skal også respekteres af den økonomiske elite, som mister den magt og de privilegier som den har i dag. Enhedslisten står vagt om de personlige frihedsrettigheder og demokratiet. Vores kamp er en kamp for udvidelse af demokratiet for alle borgere. Det betyder, at de grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder er ukrænkelige i alle situationer både på vej mod et socialistisk samfund og i et socialistisk samfund. Kampen for socialisme er en proces, som kun kan drives frem af en aktiv og organiseret befolkning. Ud over at et flertal af befolkningen tilkendegiver sin støtte til en socialistisk forandring af samfundet, vil det være en forudsætning, at befolkningen tager aktivt del i udformningen af samfundet i en helt anden grad end i dag. Det kræver, at man organiserer sig og diskuterer opgaverne. Det kan være i kraft af nye eller allerede demokratiske velkendte organer som for eksempel beboerråd, forældrebestyrelser, ældreråd (Inspireret af Guldborgsund) og faglige klubber får langt mere indflydelse end i dag. Udviklingen af et socialistisk samfund vil på den måde være en radikal udvidelse af demokratiet, som kun kan finde sted, hvis befolkningen tager rettigheder og pligter i forhold til at lede et samfund på sig. 864 865 866 867 868 869 870 871 872 873 874 875 876 877 878 879 880 881 882 883 884 885 886 887 888 889 890 891 ønske. Hver eneste dag arbejder Enhedslistens medlemmer for at styrke fællesskabet og skabe et mere retfærdigt samfund. For os hænger tingene sammen. Vore visioner giver retning for den daglige kamp. Enhedslisten er et socialistisk, feministisk og grønt parti. Enhedslistens værdier har udgangspunkt i, at alle mennesker er lige, ingen skal undertrykkes, hverken på grund af køn, seksualitet eller etnicitet. Vi arbejder for et socialistisk samfund, grundlagt på demokrati, lighed, solidaritet og et samfund som er økologisk holdbart. Vi mener at vi sammen kan forandre samt udvikle vores samfund til gavn for alle, med bæredygtige økologiske løsninger. (ÆF 3.1.7, redigeret, stillet af Mikael Hertoft m.fl.) Enhedslisten er en samling af mennesker der ønsker at gøre verden bedre og vi er aktive for at nå det mål. Vi er anderledes end de fleste andre partier. Vi tror på at det er medlemmerne der skal bestemme, og vi har et levende partidemokrati med højt til loftet og mange diskussioner. Vi er ikke et parti for karrieremagere og levebrødspolitikere. Alle Enhedslistens ansatte og folketingsmedlemmer tjener det samme som gennemsnittet for en metalarbejder i København, og vi har en rotationsordning, der betyder at vores folkevalgte og ansatte skal ud og prøve et liv uden for folketinget og rådhusene. (ÆF 3.1.158, redigeret, stillet af Christianshavns afdeling) Det er ikke partiet Enhedslisten alene,(redigeret af HB) der kan skabe et mere retfærdigt samfund. Kun sammen med andre aktive mennesker kan vi skabe forandringer. Kun i fællesskab kan vi forandre verden. 841 842 843 844 845 846 847 848 849 850 851 852 853 854 855 856 857 858 859 Internationalt fællesskab Enhedslisten arbejder for en fredelig og åben verden, hvor alle mennesker kan leve et liv uden frygt for krig og fattigdom. Kampen for en retfærdig verden og for socialismen er en global kamp, og derfor er internationalt arbejde og opbygning af alliancer på tværs af landegrænser helt afgørende for Enhedslisten. Overalt, hvor det er relevant, sætter vi fokus på det internationale perspektiv. Arbejderklassen og undertrykte i Danmark har mere til fælles med de samme grupper i Bangladesh, USA eller Sverige end med storaktionærerne i danske banker og koncerner. Derfor bekæmper vi pression og de krigseventyr, der har til formål at styrke kapitalismens magt på kloden. Og derfor opfordrer vi til fælles organisering og aktivitet på tværs af landegrænser og international solidaritet. Internationalt samarbejde mellem forskellige fremtidige socialistiske demokratier vil desuden kunne skabe bedre forudsætninger for at skabe en verden uden fattigdom og krig, og hvor vi sammen passer på vores fælles planet. 860 861 862 863 Afslutning I dette program præsenterer vi vores visioner for det samfund vi ønsker og arbejder for. Men vi nøjes ikke med at drømme og 14 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

Ændringsforslag til 3.1 Programskrivevgruppens udkast Trykt som indstik i Rød+Grøn i oktober 2013 892 893 894 895 896 897 898 899 900 901 902 903 904 905 906 907 908 909 910 911 912 913 914 915 916 917 918 919 920 921 922 923 924 925 926 927 928 929 930 931 932 933 934 935 936 937 938 939 3.1.1 ÆF Ændring af navnet på principprogrammet til:»enhedslistens rød - grønne principprogram«begrundelse: I Enhedslistens vedtægternes pkt.2 står:»enhedslisten vil arbejde for skabelse af et socialistisk demokrati i Danmark og internationalt. Enhedslisten opfatter det som en afgørende opgave at sikre samarbejde på venstrefløjen og samling af de røde og grønne kræfter. Enhedslisten vil arbejde for venstrefløjsrepræsentation i Folketinget.«Vi mener med afsæt i vedtægterne, at betegnelsen på principprogrammet indledningsvis skal afspejle af det er et principprogram for røde og grønne kræfter. Stillet af Peder Christian Hvistendahl, Ringkøbing Skjern, Inge Marcuslund, Århus, Peter Kjær, Skanderborg, Christian Bundgård, Syddjursland, Anna Karina Andersen, Skanderborg, Else Kayser, Århus, John Graversgaard, Århus. 3.1.2 ÆF Side 4, linjerne 1-143 erstattes af følgende: Hvad er Enhedslistens principprogram? Principprogrammet er det ideologiske grundlag for Enhedslisten. I det fastlægger vi vores visioner og ideer om socialismen, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund, vi lever i, vores strategi for at nå frem til socialismen og vores principper for det daglige politiske arbejde. Hvis du kan genkende dig selv og dine grundholdninger i Principprogrammet, er Enhedslisten et parti for dig. Ud fra disse principper formulerer vi delprogrammer om særskilte emner (klima, boligpolitik, EU-politik og meget andet) samt hverdagens politiske forslag og kampagne- og aktivitetsplaner. Principprogrammet udstikker målet og retningen. Samfundet omkring os ændrer sig hele tiden. Som parti får vi nye erfaringer. Gennem diskussioner bliver vi klogere. Derfor er principprogrammet til debat fra dagen efter, at vi har vedtaget det. Vi vil diskutere det med folk uden for partiet, og vi vil diskutere det indbyrdes. Når vi på et tidspunkt vurderer, at vi kan lave et bedre principprogram, sætter vi en ny programdiskussion i gang. Frihed i fællesskab Verden kan forandres. Undertrykkelse og sult behøver ikke eksistere på vores jord. Arbejdsløshed og boligmangel kan vi gøre noget ved. Vores samfund er skabt af mennesker, og derfor kan mennesker også forandre det. Når uligheden vokser og vores miljø ødelægges, skyldes det, 940 941 942 943 944 945 946 947 948 949 950 951 952 953 954 955 956 957 958 959 960 961 962 963 964 965 966 967 968 969 970 971 972 973 974 975 976 977 978 979 980 981 982 983 984 985 986 987 at vores samfund i dag er indrettet og styret efter, hvordan der skabes mest mulig profit. Det er det, der kendetegner det kapitalistiske samfund, vi lever i. Menneskelige behov kommer i anden række. Men det behøver ikke være sådan. Mennesker kan forandre Det er sammen med andre mennesker, at vi hele tiden udvikler os. Fællesskab og fælles løsninger er fundamentet for de fremskridt, vi mennesker har opnået. Historien har vist, at vi kan forandre verden, når vi er mange, der sammen arbejder for det. Enhedslisten består af mennesker, der har sluttet sig sammen for at skabe et bedre samfund til fordel for den brede befolkning. Et samfund, hvor demokratiet gælder alle dele af samfundet, og hvor solidariteten omfatter alle. Et socialistisk samfund. Sæt mennesket frit Vi vil sætte mennesket frit. Frit for alle former for undertrykkelse. Frit til at udvikle sig, frit til at vælge sin egen livsbane og livsstil og frit til at blande sig i samfundets udvikling. Frihed forudsætter et stærkt fællesskab, hvor alle kan udfolde sig uanset køn, seksualitet, handicap, etnicitet eller religion, og hvor alle mennesker har lige muligheder. Uden et fællesskab er friheden til at leve sit liv, som man ønsker det, ikke reel. Det er vores vision: En reel frihed for mennesker i stærke fællesskaber. Det forudsætter et andet samfund end det kapitalistiske. Det forudsætter et socialistisk samfund, hvor det er de almindelige mennesker, som igennem et udfoldet demokrati i fællesskab forvalter den værdi, som skabes. Begrundelse: Ændringsforslaget er en sproglig opstramning og en forkortelse af forslaget. Stillet af Flemming Søgaard, Gladsaxe og Hans Genefke, Gladsaxe. 3.1.3 ÆF Side 5, linjerne 43-143 erstattes af: Socialisme et revolutionært brud med den kapitalistiske produktionsmåde Enhedslisten arbejder for socialismens visioner om samfund fri for sult og undertrykkelse og ophør af den vedvarende nedbrydning af jordens klima og rovdrift på natur og ressourcer, som kommer af den kapitalistiske produktionsmådes kyniske prioritering af kynisk profit orienteret økonomisk og materiel vækst frem for hensynet til natur og mennesker. Vores socialistiske mål er at sætte mennesket fri for alle former 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 15

988 989 990 991 992 993 994 995 996 997 998 999 1000 1001 1002 1003 1004 1005 1006 1007 1008 1009 1010 1011 1012 1013 1014 1015 1016 1017 1018 1019 1020 1021 1022 1023 1024 1025 1026 1027 1028 1029 1030 1031 1032 1033 1034 1035 1036 1037 1038 1039 1040 1041 1042 1043 1044 1045 1046 for undertrykkelse og udbytning, for nedslidning og frygten for økonomisk nød. Fri til at udvikle os som hele mennesker i et dagligt liv med tid og overskud til mangfoldige kulturelle, sociale og politiske aktiviteter i hverdagen sammen med hinanden. Mennesket lever ikke blot for at hengive sig til økonomiske gøremål, for økonomi og arbejde er blot midler til at understøtter det at leve, og selve det at leve, handler om et fuldbyrdet liv i et kreativt og skabende liv sammen andre - og i stort som i småt at skabe til gavn for naturen, os selv og fællesskabet, for det er netop i denne skaben, vi vil se fremtidens ægte vækst i et frit og åbent samfund, hvor alle menneskers iboende fantasi og initiativrigdom kan komme til udfoldelse under hensyntagen til både individuel og kollektiv ansvarlighed over for naturen og fællesskabets udvikling. Det menneske syn der fremmes af kapitalismens fortaler er at mennesket af natur er hensynsløs, egoistisk og grådig. Socialister ser anderledes på det. Vi mener at vores natur er bestemt af det sociale miljø vi lever i, og fordi mennesket gennem årtusinder har levet i tætte fællesskaber i pagt med naturen, erkender vi at behovet for fællesskaber ligger dybt i vores dna, og uden beskyttelse i fællesskaber, forsvinder også friheden til at leve et fuldbyrdet liv. Mennesket har gennem årtusinder kæmpet for overlevelse under forskellige livsvilkår, samfund og produktionsmåder; i jæger- og samlersamfund, simple agerbrugssamfund til mere og mere komplekse systemer med hierarkier af enten stænder og klasser hvor flertallet er blevet domineret af brutale herskere, og i dag er det kapitalejerne der sidder på magten. Karl Marx var den første nøje analyserede forholdet mellem den økonomisk magt og udbytningsforhold i de kapitalistiske samfund i 1800-tallet, og uanset de forbedrede materielle forhold i den vestlige del af verden, har intet ændret sig i forhold til den kapitalistiske udbytnings karakter. Samfund skabes og formes af de mennesker som lever i det, og derfor kan vi mennesker også forandre dem. De økonomiske, sociale og de kulturelle forhold i samfundet påvirker vores levede liv, samt vores bevidsthed, og bevidstheden styres af de værdier vi indpodes med og de aktiviteter vi deltager i. Når samfundets politiske ideologi og værdier primært handler om økonomisk rigdom og profit for sig selv, tilsidesættes alle etiske, moralske og humanistiske værdier, og begreber som fællesskab og samfund mister enhver mening. En kulturel, social og politisk bevidsthed der styrker fællesskabet skabes når vi indgår i fællesskaber, og vil revolutionere vores måde at se på både samfundet og vores medmennesker. Derfor handler socialisme også om at skabe en ny kulturel og social konstruktion af livet i overensstemmelse med et nyt samfund, hvor det ikke længere er økonomi og profit der driver hjulene. Vi vil et samfund hvor lighed og respekten for hinanden alle forhold dominerer. Vi vil have reel demokratisk indflydelse på samfundsudviklingen og arbejdslivet, og vi vil have en ægte bæredygtig produktion og distribution med en retfærdig fordeling af samfundets goder i henhold til overordnede princip fra kommunistiske manifest om at» yde efter evne og nyde efter behov«. Derfor udgør socialisme med sine mål og krav et klart revolutionært brud med kapitalismen og dens værdigrundlag. Stillet af Studiekreds Amager Vest. 1047 1048 1049 1050 1051 1052 1053 1054 1055 1056 1057 1058 1059 1060 1061 1062 1063 1064 1065 1066 1067 1068 1069 1070 1071 1072 1073 1074 1075 1076 1077 1078 1079 1080 1081 1082 1083 1084 1085 1086 1087 1088 1089 1090 1091 1092 1093 1094 1095 1096 1097 1098 1099 1100 1101 1102 1103 1104 1105 3.1.4 ÆF Umiddelbart før linje 1 indsættes som overskrift samt underrubrik: På sporet af socialisme 1. Indledning Stillet af Christian Gorm Hansen, Vesterbro, Reinout Bosch, Bordvest, Per Hørning, Nordvest. 3.1.5 ÆF Side 4, linje 2-6 ændres til:»i det forklarer vi vores socialistiske værdier og visioner, vores opfattelse af det kapitalistiske samfund vi lever i, vores strategi for en socialistisk samfundsforandring og vores principper for det daglige politiske arbejde.«begrundelse: I det oprindelige udkast anvendes begrebet»socialismen«, i bestemt form og det giver indtryk af at vi har en fiks og færdig opfattelse af hvordan et socialistisk samfund skal se ud. I ændringsforslaget er ordet»værdier«også anvendt da principprogrammet første afsnit vel bedst kan siges at beskrive vores værdier om fællesskab og frihed. Endelig er»fastlægger«erstattet af»forklarer«, da begrebet»fastlægger«står lidt i modsætning til det der står i afsnittets slutning om at programmet ikke varer evigt. Stillet af Thomas Bugge. 3.1.6 ÆF Tilføjelse side 4, linje 3 efter socialisme:»en bæredygtig udvikling, social-, miljømæssigt og økonomiske, der sikrer fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov og som indbefatter en cirkulær produktionsform«begrundelse: Vi mener det er vigtigt at vi i indledningen til principprogrammet markerer at vi er et grønt parti. Hvad hjælper det at vi får indført socialisme, hvis kloden og vi samtidig er ved at bukke und i»skidt og møg«. Stillet af Peder Christian Hvistendahl, Ringkøbing Skjern, Inge Marcuslund, Århus, Peter Kjær, Skanderborg, Christian Bundgård, Syddjursland, Anna Karina Andersen, Skanderborg, Else Kayser, Århus, John Graversgaard, Århus. 3.1.7 ÆF Side 4, linje 6 tilføjes:»enhedslisten er et socialistisk, feministisk grønt parti. Vi er en del af arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen internationalt og i Danmark. Enhedslistens socialistiske og feministiske værdier har udgangspunkt i at alle mennesker er lige, ingen skal undertrykkes, hverken på grund af køn, seksualitet eller etnicitet. Vi arbejder for et socialistisk samfund, grundlagt på demokrati, lighed, solidaritet og et samfund som er økologisk holdbart. Vi mener at vi sammen kan forandre samt udvikle vores samfund til gavn for alle, med bæredygtige økologiske løsninger. 16 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

1106 1107 1108 1109 1110 1111 1112 1113 1114 1115 1116 1117 1118 1119 1120 1121 1122 1123 1124 1125 1126 1127 1128 1129 1130 1131 1132 1133 1134 1135 1136 1137 1138 1139 1140 1141 1142 1143 1144 1145 1146 1147 1148 1149 1150 Enhedslisten er antikapitalistisk fordi den kapitalistiske samfundsstruktur og økonomi tager sit afsæt i profit til de få, på bekostning af fællesskabet. Enhedslisten er imod EU, der er en centralistisk og udemokratisk struktur, som bl.a. har til formål at bevare kapitalismen, hindre en solidarisk udvikling og forhindre, at medlemslandene bliver socialistiske. Enhedslisten arbejder for, at Danmark forlader EU og at EU nedlægges. Enhedslisten stemmer imod den mindste forringelse og for den mindste forbedring. Vi accepterer ikke studehandler og pakkeløsninger, hvor der tilbydes forbedringer mod at vi til gengæld skal acceptere forringelser.«begrundelse: Afsnittet indeholder nogle væsentlige principper for Enhedslisten, som bør indgå i principprogrammet og i den indledende præsentation af Enhedslisten. Stillet af Mikael Hertoft, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, medlemmer af Hovedbestyrelsen. 3.1.8 ÆF Side 4, linje 7 til linje 970 erstattes med følgende tekst:»i vores dagligdag oplever vi alle uretfærdighed, uret og meningsløshed. Hvad der ved første øjekast kan ses som tilfældigheder viser sig ved nærmere eftersyn at have en sammenhæng. Hvad der virker som tilfældige sammenfald viser sig ofte at være forskellige symptomer på et grundlæggende problem i vores samfund. Problemet er samfundssystemet kapitalismen. 1.1 Kapitalismens rammer I vores samfund har den teknologiske udvikling gjort, at der skabes nok værdi til, at vi ikke behøver arbejde hele dagen for at overleve, ingen behøver at gå sultne i seng, og ingen behøver at lide. Alligevel eksisterer alt dette i vores samfund. Ikke fordi der ikke er nok til alle, men fordi værdierne er fordelt ulige. Samfundets økonomiske indretning er kendetegnet ved, at det er et lille mindretal, der tilegner sig værdien af den samfundsmæssige produktion, mens det store flertal end ikke ser en brøkdel af den værdi, de producerer. De problemer, som kapitalismen skaber, kan ikke løses inden for rammerne af kapitalismen selv. Men for at kunne bryde med det kapitalistiske system kræver det en fælles indsats af dem, der ønsker at omdanne samfundet i retningen af socialisme. Vores politiske perspektiv er det klasseløse samfund, hvor enhver yder efter evne og modtager efter sine behov. 1165 1166 1167 1168 1169 1170 1171 1172 1173 1174 1175 1176 1177 1178 1179 1180 1181 1182 1183 1184 1185 1186 1187 1188 1189 1190 1191 1192 1193 1194 1195 1196 1197 1198 1199 1200 1201 1202 1203 1204 1205 1206 1207 1208 1209 Til det formål er principprogrammet en vejledning. Det er vores ønske, at både nye og gamle medlemmer og alle andre interesserede med principprogrammet i hånden vil finde inspiration og redskaber til handling og politisk uddannelse. Vores principper er ikke proklamationer. Vores principper udspringer af de analyser, vi laver. Men for anvendelighedens skyld er de kursiverede i teksten. Principprogrammet afklarer, hvad vi er enige om indadtil i Enhedslisten, men klargør også samtidig vores afgrænsning udadtil, således at andre uden for partiet får kendskab til vores politiske virksomhed og standpunkter. 2. Udbytning under kapitalismen «Jeg står op om mor nen og går hen på mit job og jeg laver noget, og jeg får min løn. Men det jeg laver er mere værd end det jeg får. Hvordan sku nogen men sker ellers blive rige uden at lave no et?«i den kapitalistiske måde at producere på er det ikke menneskers behov, der bestemmer, hvad og hvordan der skal produceres. Kapitalisten igangsætter kun en produktion, hvis der er udsigt til, at den giver profit. Og profit kan kun skabes gennem udbytning af arbejdende mennesker. I Jesper Jensens»Sang om merværdi«beskrives det på en forsimplet måde, hvad udbytning er. Arbejderen udfører sit arbejde, og på den måde bliver der skabt værdi. Men det er kun en del af denne værdi, der udbetales som løn. Det er arbejdsgiveren, kapitalisten, der ejer produktionsmidler; det vil sige maskiner, bygninger og råvarer. Arbejderen derimod ejer ingen produktionsmidler, han ejer kun sin arbejdskraft. Så for at få en løn til at leve af, må han sælge sin arbejdskraft til kapitalisten. Arbejdskraften er altså en vare på lige fod med alle andre varer. Den har en brugsværdi og en bytteværdi. Brugsværdien i alle varer er udtryk for deres anvendelighed. Derimod afgøres varernes bytteværdi af den mængde arbejdstid, der er brugt til at fremstille dem. Dette gælder naturligvis også for varen arbejdskraft. Arbejdskraftens brugsværdi er mennesket selv med arbejdsevner og kompetencer. Arbejdskraftens bytteværdi er, som alle andre varers værdi, summen af den mængde arbejdstid, der er forbrugt til at fremstille den. Det vil sige, løn til at dække de udgifter, der gør mennesket i stand til at forsørge sig selv og familien på en måde, der svarer til samfundets velstandsniveau. Lønnen skal samtidigt være stor nok til at kunne opfostre børn, som kan være grundlag for en ny arbejdskraft. 1151 1152 1153 1154 1155 1156 1157 1158 1159 1160 1161 1162 1163 1164 1.2 Enhedslistens program For at et sådant samfund skal kunne se dagens lys, er det først nødvendigt at definere en række opgaver og dernæst pege på deres løsning. Kun ved at forstå det samfund, vi lever i, har vi mulighed for at forandre det. For at opnå en fælles politisk forståelse er det vigtigt, at mennesker har kendskab til, hvad socialisme og kapitalisme egentlig er. Af denne grund tager dette program udgangspunkt i, hvad udbytning er rent teoretisk, da dette er grundlaget for kapitalismen. Derpå trækker vi linjerne op til den konkrete virkelighed. Med dette principprogram er det vores håb, at du som læser opnår forståelse for det samfund, vi lever i og hvordan, vi i fællesskab kan forandre det. 1210 1211 1212 1213 1214 1215 1216 1217 1218 1219 1220 1221 1222 1223 2.1 Værdi og pris Alle varer får først pengeværdi på markedet, når de omsættes i handelen. Der findes mange forskellige markeder, f.eks. et råvaremarked, detailhandel og interessant i denne sammenhæng også et arbejdsmarked En vares pris er resultat af udbud og efterspørgsel på markedet. Udbuddet af arbejdskraft som vare bestemmer også arbejdskraftens pris det vil sige lønnen. Jo flere mennesker, der er arbejdsløse, desto større er udbuddet af arbejdskraft. Dermed stiger presset på lønnen. En vares pris er altså ikke nødvendigvis det samme som dens værdi. I virkeligheden ser vi, at varer sælges både over og under deres værdi. Dette gælder altså også for arbejdskraften. 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 17

1224 1225 1226 1227 1228 1229 1230 1231 1232 1233 1234 1235 1236 1237 1238 1239 1240 1241 1242 1243 1244 1245 1246 1247 1248 1249 1250 1251 1252 1253 1254 1255 1256 1257 1258 1259 1260 1261 1262 1263 1264 1265 1266 1267 1268 1269 1270 1271 1272 1273 1274 1275 1276 1277 1278 1279 1280 1281 1282 2.2 Merværdi og profit Når kapitalisten ansætter en arbejder til en aftalt løn, så køber han arbejdskraftens brugsværdi, men han betaler for dens bytteværdi, altså lønnen. Lad os sige, at ansættelsen gælder i 8 timer. Det tager 4 timer at producere den værdi, der svarer til prisen på de varer og ydelser, som arbejderen kan købe med den aftalte løn. De næste 4 timer producerer arbejderen altså ud over det, som han har fået i løn. Det, han udfører i disse timer, er merarbejde. Og den værdi, han producerer, er merværdi. En del af merværdien skal bruges til at dække kapitalistens omkostninger i forbindelse med produktion, administration, pensioner, reklame og salg, mv. Den overskydende del af merværdien er kapitalistens profit. Udbytningen består i, at kapitalisten, i sin egenskab af ejer af produktionsmidlerne, tilegner sig merværdien, som er skabt af arbejderen. Det er udbytning, og det er grundlaget for den kapitalistiske produktionsmåde. Det er værd at bemærke, at merværdien først bliver til penge og profit, når de varer, der indeholder merværdien, er solgt. 2.3 Arbejde og konkurrence Kapitalisterne lever i en evig konkurrence med hinanden om at afsætte deres varer. For at være konkurrencedygtig har den enkelte kapitalist i sidste ende kun én udvej at investere i nyt og mere effektivt produktionsudstyr. Det er investeringerne i stadig dyrere maskiner, der kan producere mere end de gamle, som sender kapitalisterne ud i en evig jagt på profit. Det betyder, at de mere effektive produktionsmidler erstatter menneskelig arbejdskraft. Det betyder så igen, at værdien i det enkelte produkt (eller vare) falder, fordi det kun er arbejdskraften, der kan tilføre varerne værdi. I det store hele produceres der mere og mere værdi på grund af den øgede varemængde, hvoraf arbejderens løn udgør mindre. Således intensiveres udbytningen. Den stigende produktivitet medfører, at tempoet og dermed arbejdets intensitet hele tiden øges med stress og nedslidning som resultat. 2.4 Jeg laver noget, og jeg får min løn Det, vi har beskrevet i dette kapitel, omhandler det tekniske aspekt ved kapitalismen. Det, der kendetegner den kapitalistiske produktionsmåde er, at den værdi, som arbejdskraften skaber, er lig med den samfundsmæssige rigdom. Denne rigdom tilegnes af kapitalisterne, fordi de ejer produktionsmidlerne. Kampen i det kapitalistiske samfund består i fordelingen af denne rigdom. Det er her, at Jesper Jensens»Sang om merværdi«kommer til kort, fordi den kun beskæftiger sig med det tekniske aspekt. Hvad den derimod ikke beskæftiger sig med er, hvad vi gør ved det. 3. Klasser og klassekamp Som vi har set i det foregående kapitel, har alle ikke samme interesser i nutidens samfund. Nogle mennesker ejer produktionsmidlerne, mens andre er tvunget til at sælge deres arbejdskraft. I samfundet findes der mange uenigheder mellem mennesker både blandt individer og blandt grupper. De økonomiske tilhørsforhold rækker ud over de interne uenigheder. Det er disse tilhørsforhold, der afgør, om man skal arbejde, eller om man kan 1283 1284 1285 1286 1287 1288 1289 1290 1291 1292 1293 1294 1295 1296 1297 1298 1299 1300 1301 1302 1303 1304 1305 1306 1307 1308 1309 1310 1311 1312 1313 1314 1315 1316 1317 1318 1319 1320 1321 1322 1323 1324 1325 1326 1327 1328 1329 1330 1331 1332 1333 1334 1335 1336 1337 1338 1339 1340 1341 leve af andres arbejde. De økonomiske tilhørsforhold inddeler befolkningen i overordnede grupper. Det er det, man betegner som sociale klasser eller bare klasser. I Enhedslisten opfatter vi overordnet klasser som menneskegrupper, der har samme forhold til den samfundsmæssige produktion. Det betyder, at en»arbejder«ikke kun skal forstås som et menneske, der arbejder med at fremstille værdi men også de mennesker, der har en produktiv funktion i samfundet, f.eks. inden for handel, distribution, service og i den offentlige sektor. Det kan altså være alt fra en mekaniker til en skolelærer eller en sosu-medarbejder. 3.1 Arbejdere og kapitalister I al historisk tid har der eksisteret sociale klasser. De kapitalistiske samfund har frembragt de vigtigste klasser i nutidens samfund, arbejderklassen og kapitalistklassen. I dag spiller disse to klasser den afgørende rolle i samfundsudviklingen. Kapitalisterne er interesserede i, at arbejderne skal producere mere, arbejde i længere tid og modtage en lavere løn. Arbejderklassen, derimod, er interesseret i det modsatte. De forskellige klasser kæmper altså en kamp om at bestemme samfundets udvikling. Lønnens størrelse, arbejdsdagens længde og arbejderens produktivitet udgør den økonomiske klassekamp. 3.2 Klassekamp under kapitalismen Klassekampen foregår ikke kun på arbejdsmarkedet. Alle aspekter af samfundet er en del af klassernes kampe. Som eksempler kan man tage uddannelse, sundhed eller omsorg. Under kapitalismen er arbejderklassen interesseret i at få så mange gode og skattefinansierede muligheder som muligt. Dette sørger for, at arbejderen i tilfælde af arbejdsløshed eller sygdom er sikret basale rettigheder i samfundet, f.eks. behandling og pleje, og at børnene kan komme i skole. Arbejderen er også interesseret i lige adgang til uddannelse, der sikrer, at alle har lige muligheder, når de forlader skolen. Kapitalistklassen har derimod kun interesse i at uddanne mennesker i det, som de skal bruges til på arbejdsmarkedet. Ligeledes har de kun interesse i at sikre behandling og pleje, så længe det sikrer arbejdskraften. Klassekampen afspejles også i den måde, hvorpå mennesker tænker. Fordi vi lever i et kapitalistisk samfund, der er tilpasset kapitalistklassens ideer, er det disse, der påvirker menneskers tænkning. Gennem hele livet præges vi derfor til at tænke i konkurrence, individualisme og til at identificere os med arbejdsmarkedets præstationskrav. Op imod dette kan arbejderklassen kun sætte sin solidaritet. Gennem fælles aktivitet og ved at angribe ideen bag kapitalismen, kan vi udfordre det præg, kapitalismen sætter på vores tænkning. Denne del af klassekampen kan derfor betegnes som den ideologiske klassekamp. De ovenstående kampe finder også deres udtryk i politik. Politik handler først og fremmest om, hvem der har magten til at ændre på eller opretholde de nuværende forhold i samfundet. Denne kamp foregår først og fremmest i staten (se afsnit 4.1). 3.3 Den herskende klasse Da det er kapitalistklassen, der ejer produktionsmidlerne, er forholdet mellem klasserne ikke lige. Som ejere af produktionsmid- 18 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten

1342 1343 1344 1345 1346 1347 1348 1349 1350 1351 1352 1353 1354 1355 1356 1357 1358 1359 1360 1361 1362 1363 1364 1365 1366 1367 1368 1369 1370 1371 1372 1373 1374 1375 1376 1377 1378 1379 1380 1381 1382 1383 1384 1385 1386 1387 1388 1389 1390 1391 1392 1393 1394 1395 1396 1397 1398 1399 1400 lerne er det altså kapitalisterne som klasse, der er samfundets herskende klasse. Fordi den herskende klasse konstant angriber arbejdernes interesser, må arbejderklassen sørge for at sikre disse interesser som rettigheder. Det er f.eks. stemmeret, retten til uddannelse, retten til sygebehandling, retten til dagpenge og strejkeretten for bare at nævne nogle få. I den nuværende situation i Danmark kræves der forsvarskamp mod de konkrete angreb på de erhvervede rettigheder. Dette er dog ikke klassekampens egentlige mål. Man må ikke fortabe sig i øjeblikkets udslag af modsætninger. Arbejderklassens enkelte krav og kampe skal bruges som samlet løftestang i kampen mod udbytning. 3.4 Kvindekamp og splittelser i arbejderklassen Arbejderklassen er som nævnt ikke betegnelsen for en samlet, social gruppe snarere tværtimod. Den er splittet på mange leder og kanter, f.eks. på køn, alder, etnicitet og uddannelse. Men det er netop klassekamp, der er medvirkende til at konstituere arbejderbefolkningen som klasse for sig selv. Det betyder, at mennesker begynder at opfatte sig som en del af den klasse, de tilhører. I kampen mellem klasserne forsøger kapitalisterne at splitte arbejderklassen op på alle de brydningsflader, der eksisterer inden for klassen. De forsøger at spille grupper ud mod hinanden på kønsmæssige, seksuelle, etniske og religiøse områder så vel som på uddannelsesniveau. Dette gøres ved at stille disse forskellige grupper i modsætning til normen om den heteroseksuelle, hvide mand. Manden favoriseres stadigt både juridisk, politisk og økonomisk. Det kønsopdelte arbejdsmarked, den ulige løn og ulige fordeling af arbejdet i hjemmet, vidner om disse forhold. Uligheden i lønnen ses ikke kun inden for hvert enkelt fag men inden for hele faggrupper stemplet som kvindefag, der er dårligere lønnet end såkaldte mandefag. For at styrke solidariteten og sammenholdet i arbejderklassen er det afgørende for Enhedslisten at medvirke i kampe for alle disse gruppers rettigheder. Under kapitalismen forstærkes modsætningerne mellem kønnene og minoritetsgrupperinger. Skal de forskellige kampe mod undertrykkelse føre til resultater, må disse knyttes sammen. Det som forbinder dem er en fælles kamp mod kapitalismen. 4. Det danske samfund Den konstante kamp mellem klasserne om, hvordan samfundet skal udvikle sig, har ført til det danske samfund, vi kender i dag. Arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen og venstrefløjen har vundet markante sejre, men har også oplevet tilbagegang og forringelser af velfærd og lovfæstede sociale rettigheder. I den sidste tredjedel af 1800-tallet indså arbejderne i Danmark og i resten af Europa, at kun organisering kunne sikre dem fra forarmelse. Ved at organisere sig i fagforeninger og socialistiske partier tilkæmpede arbejderbevægelsen sig en lang række rettigheder i samfundet. Alle disse sejre er kommet, fordi arbejderbevægelsen og socialistiske partier har demonstreret, strejket, gennemført vellykkede kampagner, haft fremgang ved valg og vundet andre vigtige konflikter mod de økonomiske og politiske kræfter, der tjener 1401 1402 1403 1404 1405 1406 1407 1408 1409 1410 1411 1412 1413 1414 1415 1416 1417 1418 1419 1420 1421 1422 1423 1424 1425 1426 1427 1428 1429 1430 1431 1432 1433 1434 1435 1436 1437 1438 1439 1440 1441 1442 1443 1444 1445 1446 1447 1448 1449 1450 1451 1452 1453 1454 1455 1456 1457 1458 1459 penge på vores arbejde. I Danmark stod det socialdemokratiske parti i spidsen for arbejderbevægelsen, der med strejker og demonstrationer frem mod århundredeskiftet fik forstærket den faglige organisering og gennemtvunget rettigheder for arbejderklassen. Resultaterne af arbejderklassens øgede styrke var dels, at modstanderen, kapitalistklassen, styrkede sin organisering, men også at partiet fik mandater i Folketinget. Stor-lockouten i 1899 blev et vendepunkt for arbejderbevægelsen, da»septemberforliget«blev vedtaget som et kompromis mellem arbejdsgivere og fagforeningernes ledelser. Fagbevægelsen fik organisationsretten, men arbejderne mistede deres stærkeste våben i klassekampen, strejken. Hermed ændredes socialdemokraternes projekt fra at stå i opposition til staten til at gennemføre forbedringer for arbejderklassen ved hjælp af staten. 4.1 Den danske stat Med enevældens ophør og indføjelsen af den ukrænkelige private ejendomsret i Grundloven, blev kapitalisterne den herskende klasse i det danske samfund. Det er den private ejendomsret, der er grundlaget for den kapitalistiske måde at producere på. Staten er ikke hævet over samfundets klasser og klassekampen. Så længe den herskende klasse ejer produktionsmidlerne, er staten et redskab for denne klasses herredømme. Staten selv finansieres gennem det kapitalistiske samfunds produktion. Dette er grunden til, at staten altid som udgangspunkt varetager den herskende klasses interesser. Staten består af en række lag og funktioner, som har modsætningsfyldte interesser. Hvordan disse interesser handler, og hvordan staten imødekommer de forskellige klassers interesser, afhænger primært af styrkeforholdet mellem klasserne i samfundet. Ved at samarbejde og indgå i forlig med samfundets andre klassers politiske partier, formåede Socialdemokratiet at bruge staten til at fremme arbejdernes interesser. Arbejdstiden blev begrænset, så arbejderne fik et liv uden for arbejdet. Og samtidig blev de politiske rettigheder, som tidligere kun tilfaldt en del af befolkningen, udbredt til også at omfatte arbejderklassen. Derved dannedes grundlaget for at opbygge et velfærdssamfund. 4.2 Efterkrigsopsving og velfærdsstat Med det store økonomiske opsving efter Anden Verdenskrig lykkedes det at forbedre arbejderklassens leveforhold betragteligt. Den store vækst i økonomien gjorde det blandt andet muligt for den socialdemokratisk ledede fagbevægelse at tilkæmpe sig højere løn, sikkerhed på arbejdspladsen og ferie, mv. En væsentlig forudsætning for denne udvikling var, at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og at børn blev sendt i daginstitutioner. Mens det var frigørende for kvinder at komme i lønarbejde skulle de dog samtidig udføre samfundsnødvendige opgaver gratis i hjemmet. Denne udnyttelse af kvinders arbejdskraft forbliver også i dag usynlig. Samtidig opbyggede socialdemokratisk ledede regeringer gennem lovgivning i Folketinget velfærdstaten. Denne sikrede skattefinansierede offentlige ydelser til alle borgere efter devisen, at fælles løsninger sikrede samfundets svageste. Ofte var dette mod men nogle gange også med kapitalistklassens gode vilje. Der var på denne måde tale om et klassesam- 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten 19

1460 1461 1462 1463 1464 1465 1466 1467 1468 1469 1470 1471 1472 1473 1474 1475 1476 1477 1478 1479 1480 1481 1482 1483 1484 1485 1486 1487 1488 1489 1490 1491 1492 1493 1494 1495 1496 1497 1498 1499 1500 1501 1502 1503 1504 1505 1506 1507 1508 1509 1510 1511 1512 1513 1514 1515 1516 1517 1518 arbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere. Velfærdsstaten er således et produkt af klassernes styrke i forhold til hinanden på et givent historisk tidspunkt. Heri ser vi velfærdsstatens tosidede funktion. De forbedrede leveforhold tillod mange at leve et liv uden for arbejdspladsen, men sikrede også en sikker leverance af sund og veluddannet arbejdskraft til arbejdsmarkedet. Arbejdsgiverne måtte give afkald på noget af deres profit, der gik til højere løn og kollektive ydelser. Til gengæld undgik de social uro eller revolution og integrerede arbejderbevægelsen i staten. 4.3 Socialdemokratismens århundrede er forbi Så længe den kapitalistiske økonomi havde høj vækst, fungerede klassesamarbejdet om velfærdstaten. Men den internationale oliekrise i 1973 afslørede den kapitalistiske økonomis svagheder. Til trods for udbytning af arbejdskraften havde de stadigt voksende investeringer i nye maskiner gjort, at produktionen i sidste ende ikke gav nok profit. Krisen betød en ende på den produktionsorienterede industrikapitalisme i Danmark. I stedet begyndte økonomien i højere grad at vende sig mod den spekulationsorienterede finanssektor. Kun ved at øge kreditten og gennem gældssætning kunne økonomien fortsætte med at vokse og almindelige menneskers levestandard opretholdes. Gældsætningen havde dog sine grænser, og der var ikke længere økonomi til at opretholde velfærdsstatens mange ydelser. De mange reformer til arbejderklassens fordel, der kendetegnede efterkrigsopsvinget, kom til ende. Fra 1980 erne og frem oplevede arbejderbevægelsen nogle af de største tilbageslag siden 1800-tallet, da en modoffensiv, siden kaldet neoliberalismen, satte ind for at tilgodese den kapitalistiske økonomi. Resultatet blev et frontalangreb på arbejderklassen og dens faglige organisationer. Vi har siden set en accelererende afmontering af velfærdstaten med en række tilbageskridt og forringelser, såkaldte»reformer«, som er gennemført de sidste årtier uanset hvilke partier, der har siddet i regering. I stedet for arbejderbevægelsens kollektive løsninger, hvor alle bidrager og har ret til støtte fra det offentlige, introduceredes nu individuelle løsninger, hvor den enkelte selv skal forsikre sig mod ulykke og arbejdsløshed. Disse velfærdsopgaver lægges tilbage i hjemmene i takt med, at de kollektive løsninger udhules og afvikles. Dette arbejde pålægges som oftest kvinder. Mens Enhedslisten ser det som sin strategiske opgave at forsvare velfærdstatens landvindinger, forstår vi også, at der ikke kan være en tilbagevenden til velfærdstaten under den kapitalistiske økonomi. Gældsætningen, der begyndte i 1970 erne, nåede i 2008 sin grænse. Da gælden ikke kunne tilbagebetales, begyndte bankerne at krakke. Siden da har nedskæringer i velfærdsstaten været den eneste mulighed for, at det kapitalistiske system kan overleve. De sidste hundrede år har overbevist os om, at den socialdemokratiske reformstrategi ikke kan føre til et opgør med det kapitalistiske system og heller ikke har kunnet sikre arbejdernes tilkæmpede rettigheder. 5. Den internationale situation 1519 1520 1521 1522 1523 1524 1525 1526 1527 1528 1529 1530 1531 1532 1533 1534 1535 1536 1537 1538 1539 1540 1541 1542 1543 1544 1545 1546 1547 1548 1549 1550 1551 1552 1553 1554 1555 1556 1557 1558 1559 1560 1561 1562 1563 1564 1565 1566 1567 1568 1569 1570 1571 1572 1573 1574 1575 1576 1577 I Danmark har vi set, at Socialdemokraterne, SF og de andre politiske partier i Folketinget i modsætning til Enhedslisten er villige til at vedtage nedskæringer. De såkaldte»reformer«har til formål at tilbagerulle alle de fremskridt, arbejderbevægelsen har opnået de sidste hundrede år. Denne udvikling bunder ikke kun i danske forhold men må som allerede antydet ses i lyset af den krise, som kapitalismen har undergået som system på internationalt plan. Her er det nødvendigt at forstå, at kapitalismen indeholder en række indre modsætninger, der i sidste ende fører til tilbagevendende kriser senest i 2008. Under industrikapitalismen skal værdien af de producerede varer være større end de omkostninger, kapitalisten har ved produktion. Ellers er det ikke muligt for kapitalisten at realisere en profit, og denne er jo forudsætningen for ny investering og vækst. Kapitalistens omkostninger til løn er en del af hans produktionsomkostninger. Det betyder derfor, at varemængdens værdi må være større end lønsummens værdi, men det betyder så også, at lønmodtagerne ikke har penge til at aftage hele varemængden. Her ser vi industrikapitalismens indbyggede brist. Resultatet er overproduktion, hvor varerne ikke kan afsættes. Industrikapitalismen kan med andre ord ikke fungere, hvis der ikke tilføres midler, der kan opsuge den overskydende varemængde. En måde at tilføre midler på er, at kapitalismen spreder sig ud i alle afkroge af verden for at skabe nye markeder. Dette skete først ved en kolonialistisk udplyndring af fremmede lande. Her benyttede de europæiske lande deres væbnede styrker, der gennem erobring åbnede nye markeder, så kapitalisterne i de enkelte nationalstater kunne afsætte deres varer. Samtidig åbnede dette for en udnyttelse af de naturressourcer, man fik adgang til i de nye lande. En konsekvens af dette blev, at de erobrede lande blev underlagt den kapitalistiske produktionsmåde. 5.1 Imperialisme Konkurrencen skaber vindere og tabere. Vinderne får større markedsandele ved opkøb af konkurrenter eller ved, at udkonkurrerede virksomheder må lukke. Således kan et monopol skabes på et område. Ved etablering af koncerner bliver monopoliseringen udvidet til at omfatte mange kapitalister og brancher. Disse koncerner etablerer private banker, der direkte og indirekte forvalter og administrerer de penge, som bankerne får til rådighed. Disse penge, som er blevet skabt gennem den produktive proces, kan i bankerne forøge deres værdi ved rente, kredit (udlån) og sikkerhedsstillelse. Ved at bankerne får tilført penge fra monopolerne, skabes der en enorm magt i den finansielle sektor. Når den finansielle sektor i et enkelt land opnår et vist omfang, bliver den samlede rigdoms forvaltning til en magtfaktor i landet. Dette kan man se med eksempelvis Danske Bank i Danmark eller Goldman Sachs i USA. Så stor en faktor er denne magt, at den bliver bestemmende for, hvilke interesser selve staten varetager. Hvis kapitalisterne f.eks. ønsker en bro til at fuldbyrde deres afsætning,»opstår der en national interesse«, som netop er at bygge en bro. Et andet eksempel er de bankpakker, som staterne har måttet udlægge for at redde de store banker fra at gå konkurs og dermed skabe kaotiske tilstande i samfundet. De private kapitalisters interne konkurrence udtrykt i nationalstaternes konkurrence med hinanden er imperialisme. Glo- 20 2. udkast til et nyt principprogram for Enhedslisten