Ferdinand Ahm Krag Forcefield Climber 28.03 17.05 2015 Ferdinand Ahm Krag, Forcefield Climber, 2015. Installationsview Kartografiske klange af en monstrøs tid En samtale med Ferdinand Ahm Krag Af Anna Holm Anna Holm På din udstilling på Overgaden viser du i første rum en værkserie, der stilistisk lægger sig i forlængelse af din tidligere praksis ved at være bygget op omkring et grid af streger. Denne stregstruktur har du tidligere omtalt som et virtuelt kort, der udgør et mulighedsfelt for billeddannelser. Her danner den grund for nogle abstrakte figurer, der vækker associationer til hoveder hvad handler det om? Ferdinand Ahm Krag Ja, i det første rum viser jeg nogle rimelig gennemarbejdede værker. Hensigten er at suge beskueren ind i et skærpet og intensivt rum, hvor billedfladen træder frem som et kraftfelt. Jeg har bygget værkerne op omkring en vekselvirkning eller oscillation imellem rød og blå. Men som du nævner, har værkerne også med hoveder at gøre. Eller hoveddannelse, ansigtsdannelse og planetdannelse. De handler om af- og indsnøring af et psykisk rum og om forholdet mellem en geografi og et menneske, som er installeret i den her geografi. Jeg bruger egentlig ordet geografi i mangel af bedre, for jeg tænker det mere som et kraftfelt eller en geografi gjort af kraftfelter. Inden for det traditionelle maleri finder man en klar figur-grund opdeling, som selvfølgelig er tilbagelagt kunsthistorisk, men som kultur tænker vi stadig via denne opdeling. Det er dog ikke entydigt, for samtidig fornemmer man i de her år, at nogle meget grundlæggende ændringer i opfattelsen tid, rum og liv finder sted. Kombinationen af dybe økologiske omvæltninger og en accelererende teknologisk udvikling har fået distinktionen mellem lokalt og globalt, indre og ydre til at kollapse. Det har indflydelse
på, hvordan en psyke gestaltes og afsnøres. I værkerne arbejder jeg på et helt personligt, kropsligt og perceptivt plan med, hvordan man både åbner og afskærmer sig i forhold til denne nye geografi. Derfor er der mange landsskabsplaner i dem, men fremfor på traditionel vis at skildre et hoved foran et landskab, så udgør fx kindens konturlinje et landskab, du kan trænge ind i der er noget psykotisk eller skizofrent over det. Jeg har altid været meget interesseret i skizofren kunst, hvor grænserne mellem subjekt og objekt er uklare, som fx når Carl Fredrik Hill tegner en arm, der vokser ned i et bord og dukker op igen i et klaver, hvor den spiller musik. Det er nogle helt vilde blandinger af subjekt-objekt rum, og jeg tænker, at vi i dag på mange måder lever i en verden af sådan nogle sammenfiltrede, netværksagtige strukturer. Jeg betragter mine egne værker som en form for psykisk kartografi, der forsøger at åbne hovedet op og omfolde det, således at det imaginære kan forbinde sig til materien og energiformerne på ny. Jeg vil godt lige vende tilbage til din beskrivelse af geografien som et landskab af kraftfelter, for sammen med disse hoveddannelser viser du nogle tegninger af, hvad der ligner energifelter. Hvordan relaterer de sig til hinanden? Jeg har som direkte forlæg til tegningerne brugt fysikeren James Clerk Maxwells illustrationer til hans feltligninger, der beskriver, hvordan elektromagnetisme fungerer. Det, der interesserer mig ved hans tegninger, er, at de anskueliggør nogle kraftfelter, som er præsente, men som vi ikke har adgang til rent sansemæssigt. Perceptionens grænseegne er dog ret elastiske. Det er fx en almindelig erfaring ved indtagelse af psilocybinsvampe, at du kan se elektromagnetisk stråling uden for det synlige spektrum. Det er tegningens væsen at udforske grænseegne. Hvorfor er tegning som medium særligt velegnet til det? Alle værkerne i første rum ser jeg som tegnede malerier eller malede tegninger, så de befinder sig et sted midt imellem, men det, der er velegnet ved tegning generelt, er, at den på én og samme gang kan være analytiskdiagrammatisk og ekspressiv. I hele sit anslag arbejder den med at lave grænsedragninger, det vil sige med at producere en orden, og vi har brug for grænsedragninger for at danne en subjektivitet. Normalt ville vi sige, at kroppen slutter med huden, men det interessante er, at det elektromagnetiske felt omkring kroppen rækker meget længere ud, og det interagerer med andre entiteters kraftfelter. De sort-hvide tegninger i næste rum, der bærer titlen Force- Field-Notes, er langt hen ad vejen et forsøg på at registrere og fabulere over kroppens før-personlige kraftplaner, mens hovederne i højere grad er kartografiske efterrationaliseringer over psykiske lag. Og dertil egner maleriet sig godt, fordi det er en langsommere proces. Kan du fortælle lidt mere om tegningerne i serien Force-Field-Notes? Ja, tegningerne i mellemrummet er lavet meget hurtigere og kommer fra nogle skitsebøger, som jeg tegner i hver dag. Jeg forsøger at have dem med overalt, og de er derfor lavet mange forskellige steder og i mange forskellige tilstande, så de rummer en anden form for umiddelbarhed. Jeg har altid været optaget af den antropologiske metode, hvor man laver noter i felten, og jeg tænker værkerne som en slags kraftfeltnoter. Du taler om, at vi lever i en ny tid, som også kræver nye billeddannelser. Kan du uddybe dine tanker omkring det? Det kan jeg godt, men det er svært, fordi vi har ikke et særlig veludbygget sprog for det. Men ser man fx på kunstens verden, så kan du møde kunstnere, som flyder rundt i et internationalt rum og rejser fra residency til residency. På trods af en enorm rejseaktivitet er der dog ikke nødvendigvis noget i deres sprog, som indikerer, at de har flyttet sig. Det betyder ikke, at rejser, der transformerer et subjekt, ikke er mulige, og jeg prøver ikke at komme med et argument for, at man skal blive hjemme. Jeg
siger bare, at der er en hel logik, som er kollapset i forholdet mellem centrum og periferi, ude og hjemme, lokalt og globalt. Det betyder, at man potentielt kan opfinde nye rejseformer, som muligvis slet ikke er geografiske i traditionel forstand. Du kan eksempelvis rejse ind i en plante det er der shamanistiske traditioner for. Det er geografisk set ikke en lang rejse, men du overskrider en artsgrænse. Omvendt kan jeg rejse rigtig mange steder hen på kloden og være connected via smartphone og computer og på denne måde bære min socialitet med mig overalt. Filosoffen Peter Sloterdijk taler om det som en elektro-medial hud som udgør et nyt immunsystem. 1 Jeg kan godt lide at betragte de digitale medier og strukturer som en form for hud eller immunsystem, der skaber en hinde omkring dig og udgør en ny inde-ude-figur, men den er enormt svær at tegne, fordi den er mobil og hele tiden indgår nye forbindelser. Så skal værkerne på udstillingen betragtes som et forsøg på at tilnærme sig denne nye geografi og de nye rejseformer, den giver mulighed for? Altså, jeg vil for alt i verden gerne undgå nogen form for pædagogik. Jeg mener, at hvis man skulle være så heldig at lave et godt billede, må det lande ned i nogle huller i sproget. Ikke fordi billedet skal fejre en form for mysticisme, men det skal have noget i sig, som unddrager sig sproget. Det, som sproget ikke træffer, får mig til at tænke over afstanden mellem min begrebsdannelse og mit sprog og det, jeg står overfor. Men jo, der er en tilnærmelse, og så handler det også om transcendens. Det problematiske ved monoteistiske religioner er, at gud, evigheden og pardiset, alt guffet, er hinsides, og du får kun adgang til det gennem et moralkodeks og et præsteskab eller efter døden. Det, mener jeg, er forkert, fordi det uendelige, det guddommelig er lige her, immanent i vores kroppe. Vi befinder os inde i Guds vejrtrækning. Det er ikke ensbetydende med, Ferdinand Ahm Krag, Forcefield Climber, 2015. Installationsview
Ferdinand Ahm Krag, Timewave Zero, 2015. Animationsstill at jeg mener, man skal fejre holistiske verdner, og derfor er det vigtigt, at der også er ødelæggelse og kaos i billederne, som der fx er i nogle af tegningerne. Det handler ikke kun om, at vi skal prøve at mærke vores grundtuning og lige komme helt ned eller jo, det må man gerne men lad os lige på den baggrund prøve at se, hvor ødelagt en virkelighed, vi befinder os i. På hvilken måde ødelagt? Jamen, det er jo på nærmest samtlige planer et fuldstændig kontamineret rum, vi befinder os i, men det er også det spændende. Her tænker jeg bl.a. på den antropocæne tese om, at vi indtrådt i en ny menneskeskabt geologisk epoke, men også på de samfundsmæssige rum, som er blevet ødelagt af vores besættelse af kulturel identitet. Et godt eksempel er det aktuelle terrorattentat i København, som har affirmeret og styrket alt, hvad der har med tænkning i kulturel identitet at gøre, og ingen ser en vej ud af miseren, fordi det er så fastlåste figurer, men jeg tror på, at der er noget, der er fælles. Men det er vel svært bare at annullere kulturel identitet eller identitet i det hele taget, for forestillingen om identitet er jo dybt rodfæstet i vores måde at tænke og agere i verden på Præcis, agens er et nøgleord. Du kan fx ikke indsætte agens i et Jackson Pollock maleri, og derfor er det er højdepunkt og et slutpunkt. Hvis du opgiver figuren, opgiver du agens, men hvis du indsætter den som en figur-grund-relation, så lyver du. Her vil jeg godt lige vende tilbage til maleriet eller tegningen som et sted for tænkning af verden. Tænkning er ikke bare akademia; de aborigi-
Ferdinand Ahm Krag, Timewave Zero, 2015. Animationsstill nales mønstre i sandet er også tænkning det var noget Asger Jorn forstod og vikingeornamentik er en fortolkning af, hvordan rumtiden folder sig. På nogle måder synes jeg selv, at mit ærinde er helt håbløst, fordi jeg insisterer på, at noget så gammeldags og ikkespektakulært som maleri og tegning kan tænke noget som helst i verden. Vil du producere en heftig effekt, kan du male Muhammed som en hund i en rundkørsel det skaber virkelig meget larm, men absolut ingen lydhørhed over for noget uden for de menneskelige kulturer, og det er den lydhørhed, vi har brug for. Har denne lydhørhed at gøre med den enorme bølgeanimation, som du viser i bagrummet, og som har en mere meditativ karakter? Det er helt klart det mest monumentale og også meditative værk. Det har mere karakter af et uendeligt ornament. Og ja, det handler om at skabe lydhørhed over for noget tavst i verden, men noget tavst, som er fælles, og som gør, at vi overhovedet har stemmer og kan råbe. Jeg er dog, som før nævnt, virkelig modstander af enhver form for holisme, der præsenterer en helt færdig køreplan for menneskelig væren. At forsøge at skabe en boble af væren og ro er ligesom at pisse i bukserne for at holde sig varm. Sagen er, at man ikke kan suspendere spørgsmålet om agens. Hvis du gør det, ender du i rene meditative praksisser eller buddhisme, hvor man er i verden ved at sætte sig ud over den, og det tror jeg ikke på. Det gør kunsten forloren, fordi den ignorerer, at verden er ødelagt på alle mulige planer økologisk, kulturelt et cetera. Sagen er at udvikle en værensform, hvor det stadig er muligt at producere drømme, forestillingsrum, spekulationer. Ellers er man bare et symptom på ødelæggelsen, og så er det hele virkelig ødelagt.
Nu har vi snakket om subjektivitet, kultur og teknologi, men der er også referencer til naturhistorien i udstillingen. Hvorfor er det inddraget, og hvordan kobles det an til subjektet? Som sagt føler jeg, at vi befinder os i et sprængt, flydende rum, også i forhold til naturhistorien. Theis Ørntoft har skrevet nogle digte, som, jeg synes, udtrykker den erfaring godt. Man bliver måske pludselig ramt af en følelse af dyb identifikation med ting fra fx kridttiden. Vi er ikke bare skudt ud af et mindreværdskompleks affødt af krigen i 1864, og vi er mere end summen af vores likes på Facebook og Instagram. Vi er forbundet med noget langt dybere. Hvis man kigger på DNA-forskeres kortlægninger af folkevandriger, kan man se, hvor organisk vi tidligere har bevæget os, så hvorfor er vi efterfølgende begyndt at afsnøre vores identiteter så hårdt og rigidt? Der har jo været flere indvandringsbølger til Europa og Skandinavien, og vi er blevet godt genetisk blandet op, så ideen om, at vi er vokset op af et territorium, der definerer vores kulturelle identitet, er ikke bare forkert, men også decideret ødelæggende. Jeg ved ikke, hvordan man sætter sig ud over det, men jeg tror meget ydmygt, at sådan noget som kunst, poesi og videnskab kan skabe en lydhørhed, og det er her naturhistorien kommer ind. Den anfægter effektivt rigiditeten og narcissismen i de kulturelle identitetsdannelser og gør det muligt at betragte artsdannelsen som et kontinuum, der kan føres tilbage til det præ-menneskelige som i J.G. Ballards roman The Drowned World, der beskriver en bevidsthed, der synker ned i krybdyrsstadiet. Eller som i filmen Eksperimentet, hvor hovedpersonen ligger i en tryktank og kommer tilbage til abestadiet. Tiden er pludselig ikke irreversibel, du kan bevidsthedsmæssigt strømme ned igennem arterne igen. er rummet og kosmologien mere åben end nogensinde før, samtidig med at alt er totalt ødelagt og katastrofisk, og dét inviterer til en grænseløs udforskning af, hvad det levende er. Det er hverken utopisk eller dystopisk det er monstrøst. Anna Holm er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og er kurator på Overgaden. 1. Redaktionens oversættelse. Til trods for dine katastrofiske betragtninger er der overvejede nogle meget positive anslag i dit projekt og syn på verden Ja, som jeg ser det, lever vi i en tid, hvor der er grund til den allerstørste optimisme og den allerstørste pessimisme. I vores tidsalder
CV Ferdinand Ahm Krag (f. 1977) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2006. Han har haft adskillige udstillinger i ind- og udland, heriblandt soloudstillingen Waves over Graves på Esbjerg Kunstmuseum (2011) samt gruppeudstillingerne Systemics #4 på Kunsthal Aarhus (2014), @ the shrink på Shanaynay i Paris (2014) og Aesthetics After Finitude på UNSW Art & Design i Sydney (2015). Han fungerer desuden som skribent og anmelder i forskellige sammenhænge og var medstifter af det nu hedengangne kunstnerdrevne udstillingssted IMO. ARRANGEMENTER Søndag d. 12/4 kl. 14 Omvisning // Ferdinand Ahm Krag og Stine Marie Jacobsen Overgaden inviterer til omvisning i de aktuelle udstillinger Forcefield Climber af Ferdinand Ahm Krag og Mann beißt Hund af Stine Marie Jacobsen i selskab med kunstfaglig medarbejder Sarah Hansen. Efterfølgende serveres kaffe og kage. Søndag d. 26/4 kl. 15 Foredrag // Karsten Wind Meyhoff om Terence McKenna I forbindelse med Ferdinand Ahm Krags udstilling giver forfatter Karsten Wind Meyhoff en introduktion til den amerikanske filosof og psykonaut Terence McKenna, som er en af nyere psykedelisk kulturs mest markante personligheder. I oplægget vil Meyhoff komme ind på McKennas psykedeliske antropologi og etno-eksplorationer, herunder hans eksperimentelle praksis og konkrete investering af krop og ånd i udforskningen af traditionelle rusformer. Derudover gives et bud på, hvordan McKennas opdagelser og ideer kan udgøre en vibrerende horisont for fremtidens intellektuelle og kunstnere. TAK TIL Ferdinand Ahm Krag vil gerne takke Astrid Myntekær, Rasmus Myrup, Christian Vind, Sune TB Nielsen, Jesper Carlsen, Peer K, Mikkel Peter Andersen, Anders Sune Berg, Asbjørn Skou, Jesper Aabille, Amitai Romm, Christine Bjerke og Amalie EB. KOMMENDE UDSTILLING Fredag d. 5. juni 2015 er der fernisering på soloudstillingen Spin Φ af Lea Porsager samt gruppeudstillingen Våbenhvile 100 års forestillinger, der er kurateret af Tomas Lagermand Lundme. Begge udstillinger varer til og med d. 9. august 2015. Denne udstillingsfolder kan downloades fra www.overgaden.org Udstillingen er støttet af: Overgaden er støttet af Statens Kunstfonds Billedkunstudvalg og Det Obelske Familiefond. Overgaden. Institut for Samtidskunst Overgaden neden Vandet 17 DK-1414 Copenhagen K www.overgaden.org +45 32 57 72 73