PROLOG Kort før daggry en efterårsmorgen lå et egern på øen Mistelten og kiggede på de mange stjerneskud, der fór hen over himlen. På den måde glemte hun sin smerte for en tid. Det var en underlig nat. Stjernerne forlod deres normale baner og hvirvlede så lavt hen over himlen, at det så ud, som om man næsten kunne nå dem. Den slags nætter var sjældne. Og når de indtraf, betød det altid, at der ville ske noget stort. Godt eller dårligt? Det var der ingen, der kunne sige. Ikke engang gamle broder Nobilis, der stod og kiggede på stjernene fra det højeste tårn på Mistelten Slot. 5
Det spinkle hunegern vidste det heller ikke, og hun var også ligeglad. Hun lå på siden og gispede og ønskede bare, at nogen ville komme og hjælpe hende med den hårde fødsel. Men hun var fremmed og kendte ingen her. Hendes egen ø lå langt borte, men hun turde ikke blive der. Der var blevet udtalt en profeti om det barn, hun skulle føde: Han skal omstyrte en mægtig hersker. Hvis kongen havde hørt om det, ville han have sørget for, at barnet blev slået ihjel. Så ond og ubarmhjertig var han. Hun havde skjult sig på det første handelsskib, hun kunne finde, og var flygtet. Hun havde håbet på, at skibet skulle til Mistelten. Hun havde hørt så meget om den skjulte ø, hvor en venlig konge regerede fra et slot, der lå højt på klipperne. Her levede røde egern, pindsvin, muldvarpe og oddere fredeligt sammen og hjalp hinanden. Det var et godt og trygt sted, skjult af den fortryllede tåge, der svøbte sig om øen som en kappe. På grund af tågen fandt kun få skibe frem til øen men heldigvis var dette her skib et af dem, der nåede frem. Fødselens smerte havde allerede overvældet hende, inden hun smuttede bort fra skibet og ned på stranden. Hun skyndte sig at kravle i ly under klipperne. Der var ingen af øens beboere i nærheden. De, der var vågne, var gået højt op på bakketoppene for at kigge på stjernerne. Hun gispede og vred sig, da en pludselig smerte jog igennem hende. Det tog fuldstændig vejret fra hende, så hun ikke engang kunne skrige. 6
Sådan burde det ikke være at føde. Der var noget helt forkert, og hun var alene. Hun løftede sit hoved og så lysene skinne ud fra vinduerne i Mistelten Slot, der hævede sig i silhuet mod den lyse nattehimmel. Men der var langt op til slottet. Stjernerne dansede hen over øen, da egernets barn gled ind i denne verden. En bleg og pjevset lille én med en tynd, dunagtig pels, der glimtede mat i stjerneskæret. Med sit livs største kraftanstrengelse satte moderen sig op, trykkede ham ind til sig og bed navlestrengen over.»må Hjertet bevare dig,«hviskede hun og lagde ham tæt ind til sin varme kind.»bliv lykkelig. Og gid du må blive fundet af en, der vil elske dig.«før hun nåede at give ham et navn, var hun død. Babyen lå på stranden, bleg som måneskin, og nærmest lyste mod de mørke klipper. En måge, der kom flyvende, fik øje på et eller andet, den troede var en stump fisk, dykkede og snuppede ham og flaksede højt op mod himlen igen. Den var tæt på Mistelten Slot. Det høje tårn ville være et godt sted at sætte sig og guffe måltidet i sig. I et sølvglimt susede først én stjerne forbi og så én til. Mågen drejede hurtigt fra og steg højere til vejrs. En stjerne blændede den, og en anden fik den til at skifte kurs. Vred og irriteret åbnede den næbbet for at skrige. Det nyfødte egern faldt, drejede rundt om sig selv og hvirvlede nedad. Hvis han havde ramt klipperne, ville 7
han være dræbt på stedet. Men han faldt på lavt vand, og bølgerne skyllede ham ind på det kolde, våde sand. På Mistelten Slot havde dyrene stået ved vinduerne hele natten og kigget på stjernerne. Nu var det næsten ovre, og de skjulte deres gaben med en pote for munden og kuglede sig sammen i deres reder for at få en smule søvn. Men i det højeste tårn stod broder Nobilis stadig og kiggede med poterne i vindueskarmen for at aflaste sit dårlige ben. Egernpræsten var gammel, men hans øjne var stadig skarpe. Da han så noget hvidt falde ned fra himlen, lænede han sig fremover for bedre at se. Nogle gange, når der var stjerneskud, faldt der små stykker sten ned fra himlen. Det kunne være sådan en. I et andet vindue, en etage længere nede, stod Crispin og strakte hals for at se himlen. Han var et ungt egern, der boede på slottet. Han var en af pindsvinekongens, kong Børstes, betroede mænd. Selv om han var ung, var han netop blevet medlem af Kredsen, den lille gruppe dyr, der stod kongen nærmest. Han hang halvvejs ude ad vinduet. Da han også så noget hvidt hvirvle ned gennem luften, sprang han ned fra vinduet og pilede ned ad muren til stranden. I det matte morgenlys knælede han ned ved noget i strandkanten. Han havde regnet med at finde noget hårdt og glitrende, en slags ædelsten. Men han fandt bare et eller andet sammenkrøllet, der kunne være hvad som helst. En søstjerne måske? 8
Det bevægede sig. Mens Crispin bøjede sig over det, gav det et svagt klynk, rettede sig ud og strakte en lillebitte pote op mod ham. Han kunne høre broder Nobilis sjokkende trin bag sig, men han var for optaget til at vende sig om.»det er en baby!«udbrød han.»ja, du gode Hjerte, det er det også,«sagde Nobilis.»Tag den op, Crispin, den kan ikke blive liggende der.«crispin kendte ikke så meget til småbørn. Han samlede ubehjælpsomt den lille op i begge poter, bange for at komme til at gøre den fortræd. Men den strakte sig veltilpas, og uden at tænke nærmere over det lagde han den blidt mod sin skulder. Broder Nobilis tog sin gamle, grå kappe af.»ingen af jer unge egern lægger mærke til kulden,«sagde han.»i går altid ud uden jeres kapper. Her, læg denne her over ham, før han bliver kold.hvor mon han er kommet fra?«spurgte Crispin og så ned i den lilles ansigt, mens han svøbte kappen om ham.»han kan ikke være ret gammel.kun et par timer,«sagde Nobilis.»Og han ser underlig ud. Se bare den pels.«nu vidste Crispin ikke lige, hvordan nyfødte babyer skulle se ud, men denne her så ganske rigtig mærkelig ud. Den var lysere end sandet på stranden.»vi må finde hans mor,«sagde han.»hun må da være ude af sig selv!«9
»Hun må være død,«sagde Nobilis ligeud.»eller også vil hun ikke kendes ved ham. Hvis en nyfødt var blevet væk fra sin mor, ville hun råbe og skrige, så klipperne sprang i stykker. Hun ville sætte hele øen på den anden ende for at lede efter ham.«crispin rakte babyen til Nobilis og løb hen langs stranden og fandt en gruppe oddere og satte dem til at lede efter moderen. Da han kom tilbage, så han et temmelig buttet hunegern komme traskende tungt hen ad stranden. På lang afstand kunne han høre hende råbe til Nobilis:»Nå, hva har du fundet? Var det en af de dersens stjerner?«crispin krympede sig. Blomme var et egern med et stort hjerte, men hun var ikke så kløgtig, og så var hun utrolig snakkesalig.»hejsa, broder Nobilis og uha da da, godmorgen Crispin. Jeg var ude og lede efter stjerner, jeg mener de dersens stjernestumper. Jeg har såmænd siddet oppe i et træ hele natten og kigget stjerner. Jeg aner ikke, hvordan stjernestumperne ser ud, når de rammer stranden, men jeg ville nu alligevel ned og se. Har I fundet noget?ja, noget meget bedre end en stjerne,» sagde Nobilis. Han løftede et hjørne af kappen, så man kunne se babyen blinke søvnigt.»en baby!«blommes brune øjne blev store.»åh! Må jeg holde ham bare lidt?«10
Crispin syntes ikke, det var nogen god ide, men Nobilis rakte hende babyen. Hun hviskede små trøstende lyde til den lille og nussede ham.»hvem er det ses baby?«spurgte hun.»det er et hittebarn,«svarede Nobilis.»Han blev skyllet op på stranden. Vi er ved at lede efter hans mor.hvis I ikke kan finde hende, så vil jeg ha ham,«sagde hun hurtigt.»jeg skal nok ta mig af ham. Jeg elsker simpelt hen små babyer.tak, Blomme,«sagde Nobilis og tog babyen tilbage.»vi tager ham med op i mit tårn, så han kan blive varm. Kan du finde en plejemor, hvis hans egen mor ikke dukker op?jamen, så ska jeg nok ta mig af ham!«råbte Blomme tilbage over skulderen, da hun hoppede videre.»det går ikke,«sagde Crispin.»Hun kender ikke forskel på sin snude og sin halespids. Hun glemmer bare, hvor hun har lagt ham.«men Nobilis sagde:»hun er meget moderlig. Og hun er jo ikke ene om at passe ham. I den store koloni af egern i Anemoneskoven passer de altid hinandens unger. De kan sagtens tage sig af én til. Deres egne klarer sig fint. Du ser da selv ud til at have overlevet!«de begyndte at klatre op over klipperne tilbage til slottet. Crispin ville helst være smuttet direkte op ad muren, men han satte farten ned for at følges med Nobilis. 11
»Du sagde, han var skyllet i land fra havet,«sagde han.»tjah, det gjorde jeg,«sagde Nobilis.»Han er uden tvivl forældreløs, og han kommer ikke her fra øen. Vi har aldrig haft et egern af den farve før. Så han er allerede meget anderledes end de andre egern. De behøver ikke vide, at han kom drattende ned fra himlen en nat med stjerneskud. Og hvis jeg kender Blomme ret, glemmer hun snart, at vi overhovedet havde noget med det her at gøre. Lad hende bare tro, at hun selv fandt ham. Vi skal nok fortælle ham, hvad han skal vide, når hans tid kommer.«de gjorde holdt ved et vindue, så Nobilis kunne støtte sig lidt og hvile sit ben og få vejret tilbage. Crispin kiggede op på himlen. Der kom ikke flere stjerner denne nat. Så så han på Nobilis.»Han skal da have et navn,«sagde han.»skal vi kalde ham Urchin? Det passer fint til sådan en lille splejs.«nobilis løftede en pote:»må Hjertet velsigne og bevare dig, Urchin fra Mistelten.«Og langt borte ved den anden ende af øen skyllede en bølge ind og løftede Urchins mor og vuggede hende blidt ud i havet.
KAPITEL 1 Fra det højeste punkt på Udsigtsbakken kunne Urchin se hele øen. I flere dage havde egern og pindsvin slæbt store grene op på bakken, og nu var deres bål endelig parat til at blive tændt. Det var stablet så højt op, at Urchin bare var nødt til at klatre op i det. Han var gammel nok til at kunne det og ung nok til at ville det. Let sprang han fra den ene gren til den næste, mens han svingede med halen for at holde balancen. Til sidst nåede han toppen, holdt godt fast med sine bagkløer og satte sig og børstede mos af sin pels. Han var stadig lys som honning. Kun på de yderste spidser af ørerne og halen havde han den almindelige røde egernfarve. Som han sad der og kiggede ud over Mistelten, følte han sig som herre over hele øen. 13
I nat ville der komme stjerneskud. Så ville dyrene samle sig her, når det begyndte at blive køligt, tænde deres bål og se på stjernerne, der hvirvlede og dansede gennem den mørke himmel, og gætte på, hvad der mon nu ville ske af store ting. Anemoneskoven lå dernede og strakte sig langt mod syd med det første kølige, gyldne strejf af efterår over løvet. Længere væk, nede på stranden, løb odderne og legede tagfat. En hel række af små både lå og gyngede på vandet. Urchin havde aldrig forstået, hvorfor oddere var så optaget af både, når de var så gode til at svømme. Måske elskede de bare alt, hvad der havde med vand at gøre. Et stort skib lå fortøjet ved anløbsbroen. Sejlene var rullet sammen, og den malede galionsfigur lyste farvestrålende i solskinnet. Et arbejdshold af egern og oddere var i gang med at losse det. Kasse efter kasse blev rakt ned gennem den lange række. Urchin gættede på, hvad der mon var i de kasser. Uld til at væve kapper af måske eller maling til værkstederne eller ædel vin til kong Børstes kælder? I morgen ville han selv være dernede og læsse træ på skibet, rigtigt voksenarbejde. Han havde slet ikke lyst til at tænke på i morgen. Han holdt godt fast med bagkløerne og vendte sig om, så han kunne se hen over trætoppene, helt op til Mistelten Slot, og hans hjerte slog et par ekstra slag. Det var slottet, han længtes efter. Som det lå højt deroppe på klippen og glitrede i hvide og gullige sandsten med et stænk af den der farve, der er inden i muslinge- 14
skaller, lignede Mistelten Slot en skulptur af guld mod den lyse himmel. Fra det højeste tårn blafrede en vimpel i vinden. En egernpige hoppede op ad trapperne med et eller andet i en kurv, og muldvarpevagterne trådte til side for hende. Måske var det en af dronningens kammerpiger. Urchin så misundeligt på hende. Han var ligefrem også misundelig på den køkkenmuldvarp, der stak hovedet ud ad et af de nederste vinduer for at hælde en balje opvaskevand ud. Hvad enten det var kongen i tronsalen eller muldvarpen i bryggerset, så måtte de alle sammen have det helt vidunderligt oppe på slottet. Han havde naturligvis prøvet at være der. Alle beboerne på Mistelten blev inviteret op på slottet ved særlige lejligheder som for eksempel forårsfesten. Blomme sagde, at da hun var lille, var der alle mulige dejlige fester og højtider med gode middage, musik og blomsterkranse. Den slags var der ikke meget af mere, men Urchin vidste da i det mindste, hvordan det var at stå i den store samlingshal på slottet. Han havde været der til den store fest, da kong Børstes og dronning Sylvias eneste barn, prins Tumle, blev navngivet. Den dag var det, som om alle dyr på øen var blevet stuvet sammen på slottet. Pragtfulde broderede billedtæpper med motiver fra øens historie hang på væggene, men der havde slet ikke været tid til at kigge ordentligt på dem. Det hele havde virket uoverskueligt, da han fulgte strømmen op ad trappen. Han havde spe- 15
kuleret på, om der overhovedet var nogen, der kunne finde ud igen. Der havde været en imponerende procession. Først var Kredsens dyr kommet ind, og så var der gået et sus af beundring gennem mængden, da Misteltens tre kaptajner med rank ryg var skridtet op gennem hallen. Deres kapper skinnede i sølv og guld, og om panden havde de en tynd guldring. Først egernet Kerne, derefter egernet Crispin og så odderen Padra. Lige bagefter dem kom broder Nobilis haltende i sin enkle hvide kutte. Til allersidst kom kong Børste, høj, stærk og prægtig, med dronning Sylvia ved sin side, begge klædt i farvestrålende kåber kantet med ædelsten. Ved siden af dronningen gik egernet lady Aspen med den lille prins Tumle. Det lille pindsvin med de klare øjne sprællede livligt i hendes arme. Mens alle dyr stod på deres potespidser for at se, havde broder Nobilis løftet prins Tumle i vejret og velsignet ham. Siden havde Urchin ikke været på slottet. Han kiggede forbi det og ud i den fortryllede tåge, der omgav øen og beskyttede den så godt, at kun få skibe nogensinde nåede derind. Misteltens indfødte beboere kunne aldrig vende tilbage over havet, hvis de forlod øen ad søvejen, sagde man. Det ville tågen forhindre dem i. Derfor passede odderne godt på, at de ikke kom til at sejle ud gennem tågen i deres robåde. Han sad og tænkte på, hvor længe der mon var til, det blev mørkt, da en grankogle ramte ham på skulderen.»han skal også altid vise sig,«sagde et egern. 16
»Bare ignorer ham,«sagde et andet egern. To egern var kommet op på bakketoppen - Gleaner og Crackle. De var altid sammen, og de kiggede altid på Urchin, som om de var ude på et eller andet ubehageligt. Crackle gjorde, hvad hun kunne for at lave ballade, men Gleaner lavede ballade uden overhovedet at tænke over det. Urchin lod, som om han ikke så dem. Nu var de flere dyr på vej op på bakken. De fleste egern skød genvej ved at springe fra træ til træ. Urchins gode ven Needle, et pindsvin med ualmindeligt skarpe pigge, var også på vej, og rundt om hende - men i behørig afstand - hoppede og dansede en flok små egern, der kun lige var store nok til selv at komme op på Udsigtsbakken uden at blive båret. Bagefter dem kom Urchins plejemor Blomme luntende ad stien op ad bakken. Hvis hun hoppede op på en gren, bøjede den sig faretruende under hende.»urchin!«hylede et lille egern begejstret.»ja, det er Urchin!«hujede en anden og sprang frem imod ham.»hov, vent lige!«råbte Urchin. Hvis de begyndte at klatre op til ham, kunne de vælte hele bålet ned over sig, så han skyndte sig ned til dem. De små egern kunne godt lide ham, og i løbet af ingen tid havde de omringet ham og råbte op om, at de ville have en ridetur på ryggen, og rakte deres poter frem for at få en svingtur. Needle kom hen til ham. 17
»Se, der står kaptajn Crispin på stranden,«sagde hun.»og kaptajn Padra.«Urchin kiggede ned mod stranden og fik øje på kaptajn Padra, der vadede ind fra vandet og rullede sig i sandet for at tørre sin våde pels. Kaptajn Crispin stod i nærheden og holdt hans kappe. Alle tre kaptajner havde været venner, siden de var små. De var blevet pager på slottet på samme tid og derefter forfremmet til Kredsen, og nu var de så kaptajner, den højeste værdighed på øen. Kaptajn Kerne var kongens nærmeste ven og rådgiver og opholdt sig mest på slottet. Kaptajn Padra tog sig især af strandene og de dyr, der boede der, mens kaptajn Crispin tog sig af skovområderne og dyrene i Anemoneskoven. Han virkede til at være særlig interesseret i Urchin. Crispin var Urchins helt. Hvis nogen havde spurgt Urchin, hvad han ville være, så ville han helt sikkert have tænkt:»jeg vil være ligesom kaptajn Crispin.«Men han ville ikke have sagt det til nogen. Det var en hemmelig drøm, som ikke måtte siges højt. Så ville de andre bare grine ad ham. I øvrigt var der ingen, der havde spurgt ham. Han skulle læsse tømmer på skibene resten af sit liv. Det yngste af de små egern var faldet og klynkede. Urchin samlede hende op og satte sig på en træstub med hende på skødet. Needle satte sig ved siden af.»er der ikke dejligt her?«sagde hun.»se bare på skibene.«så kiggede hun ned på sine poter.»undskyld.«18
»Det gør ikke noget,«sagde Urchin. Han vidste, hun var ked af, at hun var kommet til at minde ham om hans fremtid som havnearbejder. Crackle kom og masede sig ind imellem dem.»nå, Needle gider stadig tale med os,«sagde hun.»ham skal du ikke snakke med, Needle, han skal bare med på et almindeligt arbejdshold. Men du bliver jo et slotspindsvin. Du skal hen på værkstederne i morgen, ikke? Du skal male og væve og sy og være med til at lave billedtæpper, og hvad ved jeg. Du er da alt for fin til at snakke med os andre.«needle vendte sig hurtigt.»av!«udbrød Crackle.»Åh, blev du ramt af mine pigge?«sagde Needle høfligt.»du skulle ikke komme så tæt på. Ignorer hende, Urchin.Du glæder dig vel til i morgen,«sagde Urchin.»Jeg har slet ikke lyst til at tale om det.nå, fordi du har fået en læreplads på slottet, og jeg ikke har?«sagde Urchin.»Bare fortæl løs. Jeg er glad på dine vegne. Det er bare det, at...«han så ned på stranden igen. Kaptajn Crispin var gået. Et par søfolk og nogle oddere sad på anløbsbroen og pjaskede i vandet med deres poter.»jeg har tit drømt...«begyndte han.»nogle gange tænker jeg, at jeg er bestemt til noget stort.«han slog ud med poterne.»måske er det, fordi jeg ikke ved, hvem jeg er. Jeg ved ikke engang, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg er kommet her. Jeg ved ikke, hvem mine 19
forældre er - eller var - og jeg ligner ikke jer andre. Blomme har altid sagt, jeg var noget særligt. Jeg har tit tænkt, at jeg måske var udvalgt til et eller andet. Og jeg... du må ikke grine, vel?selvfølgelig ikke,«sagde Needle. Det her ville han ikke sige til andre end Needle. Selv hende var det ikke nemt at sige det til.»jeg blev født en nat med stjerneskud,«sagde han.»efter sådan en nat sker der store ting, men jeg mener ikke, der skete noget særligt efter den nat. Det er, som om... ja, som om det var mig, der var det, der skulle ske. Som om jeg blev sendt herhen den nat, og jeg har noget vigtigt, jeg skal gøre. Jeg har virkelig gjort mig umage med alt, hvad jeg har gjort. Jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke var fra Mistelten, og jeg har virkelig gjort en indsats for at blive som de andre. Men jeg har ikke fået noget ud af det. Ikke andet, end at jeg skal arbejde med at losse skibe resten af livet.resten af livet?«sagde Needle.»Det kan da godt være, at du...«hun holdt inde, da Blomme langt om længe nåede op på toppen. Hun kiggede ned på skibet, der lå for anker dernede, mens hun fik vejret igen.»losse skibe!«mumlede hun og dumpede ned ved siden af Urchin og Needle. Træstubben gav sig, og det lille egern, Urchin sad med, peb.»det er noget værre noget, alt sammen. Sådan var det altså ikke i gamle dage. Da var der ikke de dersens 20
arbejdshold og alt det. Alligevel blev alt arbejdet gjort, og vi havde det meget sjovere dengang.«urchin og Needle så på hinanden og grinede. Det nyttede ikke noget at diskutere med Blomme eller overhovedet at sige noget, når først hun var gået i gang.»skibene blev såmænd både losset og lastet, og alle nødder og bær og den slags blev samlet sammen og gemt hen, og der blev syet kapper og lavet saft, og der blev fisket og bygget både, og der blev lavet alt muligt på slottet og brygget medicin og bygget reder og den slags. Det blev bare lavet. Men nu til dags går det hele op i arbejdshold og alt så n noget.«hun kiggede sig omkring.»er det ikke rigtigt, hva?jo, Blomme,«sagde Needle.»Nu er det arbejdshold hele tiden, og før man overhovedet er kommet op, så er det alle oddere på Vestkysten til oprydning på stranden og alle egern fra Anemoneskoven stiller ved kogledepotet, og jeg ved snart ikke hvad. Se bare på Urchin, han burde jo ikke lave andet end tage sig af de små - hej med dig, lille ven - og klatre i træer, og hvad man nu ellers gør på hans alder. Men nu skal han hen og...losse tømmer!«hvinede Gleaner og fniste. Piggene på Needles ryg strittede.»og hvilket arbejde har du så fået, Gleaner?«spurgte hun sukkersødt.»det har de ikke fortalt mig endnu,«sagde Gleaner og trak på skuldrene.»måske overvejer de, om jeg skal arbejde på slottet.«hun slog ud med poterne.»selvføl- 21
gelig regner jeg ikke med at komme ind, men det er da rart, de overvejer det.hvem har sagt, de overvejer det?«spurgte Needle.»Pas dig selv!«hvæsede Gleaner og tilføjede hviskende:»du skulle have været udvalgt ved fødselen.udvalgt!«udbrød Urchin.»Det er ikke noget at gøre grin med.det var der heller ikke noget, der hed førhen,«sagde Blomme tvært.»der var ikke nogen, der blev udvalgt.«det lille egern vendte sig og kiggede op på Urchin.»Hvad er udvalgt?«spurgte hun.»det skal du ikke ta dig af, lille ven,«sagde Blomme.»Der var en lille muldvarp, der blev hentet for at blive udvalgt sidste uge,«sagde Crackle højt.»så er det nok!«sagde Blomme.»Men det er da bedst på den måde, ikke? At slå de svageste ihjel,«sagde Gleaner, da Needle tog det lille egern ved poten og trak hende væk, så hun kunne lege.»det er ikke godt for dem at leve, hvis de er for svage eller vanskabte. Så er det bedre at slå dem ihjel. De gør det meget hurtigt.de bliver da bedøvet først, ikke?«spurgte Crackle.»Nu tier I stille,«snerrede Blomme over skulderen.»det er noget forfærdeligt noget, og i gamle dage skete der aldrig så n noget.«22
Gleaner rankede ryggen.»det er kongens lov,«sagde hun vredt.»du mener vel ikke, at kongen gør noget forkert?«alle dyr på Mistelten var meget kongetro. Det havde de altid været. Det var umuligt at forestille sig, at nogen vendte sig imod kongen. Især var pindsvin berømte for at være trofaste og hårdtarbejdende. Ligesom oddere var berømte for deres mod og gode humør og egern for deres lyse og lette sind. Muldvarpe opholdt sig så meget af tiden under jorden, at det var svært at lære dem rigtigt at kende, men de var målbevidste og pålidelige.»nej, han er en rigtig god konge, det er han skam,«svarede Blomme bestemt.»han har bare lavet nogle mærkelige love. Som nu den... «hun kiggede hen mod det lille egern, der var sluppet væk fra Needle og nu klatrede op på ryggen af Urchin.»... den der lov, vi talte om, og de dersens arbejdshold. Det er ikke gode love. Faktisk så er det der, vi snakkede om, en rigtig dårlig lov. Der er ikke noget som helst godt i det, overhovedet ikke. Men han er en god konge, en rigtig god konge. Det er bare hans love, der er dårlige.hvad mener du?«sagde Urchin.»Åh nej, nu skal hun vel ikke til at gentage alt det,«sukkede Gleaner.»Jeg ville ønske, der ikke var noget, der hed udvalgt,«sagde Needle stille.»min mor skal have en lille, og jeg håber og beder til, at det alt sammen går godt. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvis...«urchin kiggede ned på det lille egern. 23
»Hvorfor skulle der være noget i vejen med babyen?«sagde han.»jamen, selv babyer, der kun er en lille smule i vejen med, bliver udvalgt,«sagde Needle.»Hvis de er lidt for små eller halter en smule eller er nærsynede.hvad er det, den lille glor på?«spurgte Blomme pludselig.»ih du godeste, det er jo ham.det er kaptajn Crispin,«udbrød Urchin. Han sprang op og stod på bagpoterne, så han var lige ved at tabe det lille egern. Kaptajn Crispin sprang ned fra et træ og landede på bakketoppen.»godmorgen!«hilste han.»sikke et flot bål.«som kaptajn bar han en tynd guldring om panden og havde et sværd i bæltet. Urchin bukkede for ham, spændt og forfjamsket på samme tid, mens han inderligt håbede på, at hans pels hverken var snavset eller pjusket. Det var det værste ved at være så lys. Alt snavs kunne ses. Og han ærgrede sig over, at han ikke havde været i gang med noget mere imponerende end at passe småbørn. Han fik fremstammet et godmorgen. Blomme nejede så dybt, at hun var lige ved at falde:»go mor n, kaptajn Crispin. Dejlig morgen, ikke osse, kaptajn Crispin? Vi har bygget et bål, sir, vi skal alle kigge stjerner i aften, vi laver aftensmad heroppe, og jeg har noget af min æble- og pebermyntesaft med, vil De ha lidt saft, sir?«urchin krummede kløer, så pinligt var det. Blommes saft var berømt for at holde insekter væk, men den smagte rædselsfuldt. 24
»Tak, madam Blomme, jeg tror, jeg springer den behagelige forfriskning over i dag,«sagde Crispin.»Men jeg ville gerne tale med Urchin, hvis jeg må. Urchin, vil du komme med mig lidt?«urchin mumlede et eller andet forvirret til svar. Han kiggede over på Blomme for at spørge, hvad han skulle gøre, men fik ingen hjælp. Han huskede lige akkurat at række det lille egern over til Needle. Så børstede han støvet af sin pels og løb over til kaptajn Crispin og fulgtes med ham ned ad bakken. Crispin spurgte til, hvordan Blomme havde det, hvilket arbejde han skulle have, og hvordan efterårets høst var gået. Urchin spekulerede på, hvad der var bedst at svare, og prøvede at sige noget intelligent, uden at det lød, som om han blærede sig. Men kaptajn Crispin var så venlig og ligefrem, at han helt glemte at være genert. På et tidspunkt vendte Crispin sig mod ham og spurgte:»skal du kigge stjerner fra Udsigtsbakken i nat?ja, det skal jeg da,«sagde Urchin.»Men hvis du har lyst, kunne du også komme op på slottet,«sagde Crispin.»Kaptajn Padra og jeg skal op i broder Nobilis tårn og se dem derfra. Det er nok det sted på hele øen, man har den bedste udsigt. Hvis du vil, er du velkommen.«urchin følte glæden risle gennem pelsen, selv om han var sikker på, at han måtte have hørt forkert. Han 25
åbnede munden, men der kom ikke en lyd ud. Til sidst lykkedes det ham at få sagt:»mig, sir? På slottet?ja, dig, Urchin, hvis de kan undvære dig her,»sagde Crispin.»Og hvis du ikke har noget imod at gå glip af bålet. Kom op til slottet omkring solnedgang. Jeg giver vagterne besked om, at du kommer. Så vil de vise dig op til Nobilis tårn.tak, sir!«gispede Urchin.»Det er mig, der siger tak,«sagde Crispin, og i et spring var han på vej ned ad bakken. Urchin stod og så efter ham, til han forsvandt for hans blik. Så pilede han hen til det nærmeste træ, klatrede op i det og slog saltomortaler af bare fryd. En nat med stjerneskud, slottet og kaptajn Crispin!