Af den rette støbning afstøbningssamlinger i københavn skoletjenesten
Den græske og romerske antik Antikken er fællesbetegnelsen for den græske og siden den romerske kultur fra ca. 1000 f.v.t. til 400. Grækerne udviklede den kunst, vi i dag kender som klassisk kunst, og som er blevet beundret lige siden. Romerne efterstræbte græsk kultur og kunst og bortførte tusinder af kunstværker. Deres begær efter græsk skulptur var umætteligt, og kunne de ikke få originaler, fik de hugget kopier af mesterværkerne eller nye værker i græsk stil. Mange af de antikke statuer, vi kender i dag, er fundet i romerske ruiner. Romerne var fascinerede af det græske, men udviklede også deres egen stil. Laokoon 1. årh. f.v.t. Laokoongruppen blev fundet i 1506 i Rom og vakte begejstring blandt renæssancens kunstnere. Senere, i 1762, skriver den danske nyklassicist Johannes Wiedewelt: Paa at bilde Smerte, Ængstelse og Medlidenhed udi en Figure, findes den høyeste Prøve udi Laocoon med sine to Sønner. I slutningen af 1800-tallet var smagen skiftet, og kunsthistorikeren Julius Lange var ikke så imponeret: Det er skade, at denne mærkelige og interessante Skikkelse skæmmes af en altfor paatrængende Henvendelse til Publikums rørte Hjerte og af et umandigt Tiggeri om dets Medlidenhed med ham selv og hans arme, haardt betrængte Familie. På denne tid fandt man større skønhed i de ældre antikkers mere tilbageholdende udtryk, som f.eks. Apollo Belvedere.? Når man betragter Laokoon og hans sønner, er det mærkeligt at tænke på,hvor længe de har vredet sig i angst og fortvivlelse i kampen mod slangerne. Marmorgruppen har overlevet godt to tusind år, og den formår stadig at fastholde vores opmærksomhed. Hvordan kan det være? 2
Renæssancen Apollo Belvederes hånd For 30 år siden fandt man en hidtil ukendt antik afstøbning af den originale hånd. Hånden på statuen nedenfor er en restaurering. Renæssancen tog sin begyndelse i 1400-tallets Norditalien. Kunstnere og arkitekter som Donatello, Mantegna, Alberti, Leonardo da Vinci og Michelangelo udforskede den antikke kunsts formsprog og stilarter. Natur og menneske, som man opfattede som Guds uovertrufne skaberværk, var idealet for billedkunsten. Det enkelte menneske var dog hverken i udseende eller moral fuldkomment, men det fuldkomne var det, kunsten skulle stræbe efter. Man mente, at grækerne i deres kunst nærmede sig dette ideal, og deres mesterværker blev ivrigt studeret. Nyklassicismen Efter renæssancen inspireredes man fortsat af antikken, men i den efterfølgende periode, barokken, blev stilen mere og mere effektsøgende. I 1700- og 1800-tallet, i nyklassicismen, søgte man igen tilbage til det enkle og ophøjede. Ændringen var også politisk. Barokken var kongernes stil, nyklassicismen var demokratiets. De store samlinger af antikke værker fandtes i Italien, og det var her, kunstnere, forskere og den europæiske elite mødtes i begejstring for den antikke kunst og kultur. Den kunst, de oplevede, var primært antikke romerske kopier. Fra omkring 1800 tog rejsende i stigende grad til Grækenland, og original græsk kunst blev efterhånden kendt i Europa. Fra ca. 1850 blev Paris kunstnernes hovedstad, og maleriet og arbejdet med farver kom i centrum på bekostning af skulpturen. De berømte statuer blev dog ikke glemt. De blev nu studeret og beundret som del af den historiske arv. Antikken var fundamentet for den europæiske kultur på tværs af landegrænser. Apollo Belvedere ca. 330 f.v.t. Apollo Belvedere blev fundet i 1400-tallet i Italien, og man anså den for at være en af de smukkeste antikker overhovedet. Wiedewelt var århundreder senere enig: Alt hvad Natur, Geist og Konst formaaer at frembringe, ligger der for Oyne kort sagt: en Kierne af al idealsk Skiønhed.? Antikkens kunst er rig på variation, men har også mange fællestræk. Prøv at sammenligne Laokoon og Apollo Belvedere. 3
Gipsen som massemedie Renæssancens kunstnere studerede den antikke skulptur, men de kostbare originaler var ikke sådan at komme til. Allerede fra før 1450 brugte man derfor afstøbninger til studierne. Fra ca. 1540 sendte man afstøbninger fra Italien til Frankrig og senere også til andre europæiske lande. Fyrster lod deres kunstneriske rådgivere købe afstøbninger og forme, så de kunne fordele de antikke forbilleder videre til mindre byer. I Danmark havde Christian IV i 1620 erne afstøbninger, bl.a. en Laokoon. De ledende kunstnere blev hurtigt enige om, hvilke statuer der var de bedste, og de blev kopieret igen og igen til kunstskoler og akademier. Det første Tegneakademi, som det hed, blev grundlagt i Firenze i 1566. I 1700-tallet var der mere end 100 kunstakademier i Europa og endnu flere private kunstskoler. Alle steder tegnede man efter de samme statuer og relieffer. Afstøbninger var et massemedie, som skabte en ensartet kunstundervisning i forskellige lande. Efterhånden som nye mesterværker dukkede frem af ruinerne, blev de hurtigt distribueret ud i Europa. I København fik vi f.eks. afstøbninger af skulpturer fra Parthenon allerede i 1819, kun fire år efter de kom til British Museum. Der var behov for mange gipsværksteder. Særlig berømt er Louvres gipsformeri, som blev grundlagt midt under revolutionen i 1794: Nu skulle den store kunst ud til folket! Og det skete virkelig gennem 1800-tallet i takt med oprettelsen af offentlige museer i alle lande. De berømte skulpturer skulle ikke kun være fyrsternes, heller ikke de enkelte landes, men skulle være tilgængelige for alle. Afstøbningerne blev brugt i et kulturpolitisk og ikke mindst demokratisk opbyggende projekt. 4 Flodguden Ilissos fra Parthenon ca. 430 f.v.t. Skulpturer og relieffer fra Parthenontemplet i Athen blev nedtaget og sendt til London i 1801.Værkerne var en af hovedattraktionerne i den nyopdagede originale græske kunst. Nogle mente, at deres kvalitet var højere, andre, at de var en anelse ringere end Laokoon og Apollo Belvedere og Belvedere-torsoen. Thorvaldsens samtidige, billedhuggeren Canova, var ikke i tvivl, da han så Ilissos: Nu endelig ser jeg, hvad der burde være billedhuggerkunstens sande skole.
Afstøbningsform Kileformstykker og et stykke af støbekappen. Formen er til afstøbninger af hestehovedet fra rytterstatuen af den romerske kejser Marcus Aurelius. Afstøbning af hestehovedet fra rytterstatuen af den romerske kejser Marcus Aurelius fra ca. 170. Afstøbningsprocessen Når man i dag laver en afstøbning, sker det med silikonegummi, som man smører på originalen. Det når nemt ind i alle folder og kan krænges af. Uden om silikoneformen lægger man en fast gipskappe, som holder den bløde form på plads. Formen tages af originalen, samles, og når den flydende gipsmasse hældes i, skabes en præcis afstøbning. Tidligere var processen mere omstændelig. I stedet for silikone kunne man bruge ler eller benlim, men normalt brugte man ægte forme, dvs. faste forme i gips, som møjsommeligt blev bygget op af ofte flere hundrede stykker. Deres kilefacon sikrer, at de ikke falder ind i formen under støbningen, mens gipskappen forhindrer, at de falder udad. På gamle afstøbninger ses grænsen for de enkelte kiler som smalle linjer. Afstøbningerne er hule, og vægtykkelsen er normalt kun mellem 1 cm og 8 cm tyk. Er de rigtig store, styrkes de med indvendige stivere i træ eller metal. Allerede i antikken lavede man afstøbninger, og i Baiae i Syditalien har man fundet et antikt romersk billedhuggerværksted med mange dele af afstøbninger, bl.a. Apollo Belvederes venstre hånd.? En gipsafstøbning har helt samme tredimensionale form som originalen. Hvad er så egentlig forskellen på afstøbning og original? 5
Uddannelsen af kunstnere I 1754 åbnede Frederik V Det Kongelige Danske Kunstakademi. Indtil da havde man indkaldt kunstnere og arkitekter fra udlandet, når der skulle bygges stort, eller der skulle kunst på kongernes vægge. Undervisningen på det nye akademi var trinvist opbygget. Først blev de studerende sat til at kopiere; det kunne være kobberstik efter berømte statuer og malerier eller tegninger, som underviseren havde lavet. Derefter skulle de tegne efter gipsafstøbninger af klassiske mesterværker, først arme, ben og hænder og derefter hele figurer. Så først efter ca. fire år var man skolet til at tegne efter levende model. Akademiet havde en såkaldt antiksal, hvor gipsafstøbningerne blev udstillet. Her fik eleverne indsigt i den antikke kunst og teknisk kunnen til selv at udtrykke sig. Selvom undervisningen alene bestod i aftegning og kopiering, var formålet at skole og udvikle elevernes eget talent. H.D.C. Martens Antiksalen på Charlottenborg fra 1824. Studietegning efter gipsafstøbning af Laokoons hoved. Venus Medici ca. 200 f.v.t. Mange blev fascineret af Venus Medici, og H.C. Andersen skrev ligefrem et digt til hende. Wiedewelt skriver om hendes ydre og indre skønhed: Et Legeme, som Naturen har dannet uden Tvang, Kiønnet udi den blomstrende Alder, Lethed og Slankhed udi alle Lemmer, den kiærligste Caractere, de kielneste Bevægelser og det smukke Kiøns behageligste og ædleste Geberder fremskinne her i en gelassen Anstændighed. Først i 1833 begyndte man at tegne efter kvindelig nøgenmodel på Akademiet i København. Indtil da var venusafstøbningerne den eneste mulighed for at studere den nøgne kvindekrop på Akademiet. 6
Johan Vilhelm Gertners billede af Thorvaldsens Atelier på Charlottenborg fra 1836. En af de elever, der tog den klassiske kunst til sig, var Bertel Thorvaldsen. Han var søn af en fattig træ- og billedskærer og havde gode evner for at tegne. I 1781, kun 11 år gammel, kom han på Akademiet, hvor han skulle igennem de traditionelle tegneøvelser, inden han begyndte at dygtiggøre sig i skulptur- og reliefarbejde. Thorvaldsen viste stort talent. Han vandt som 22-årig den store guldmedalje, og det gav ham mulighed for at komme til Rom og arbejde. Gennem 1800-tallet voksede Kunstakademiets samling fra ca. 100 til mere end 1000 afstøbninger. Middelalderen og renæssancen skulle også være med, og hele tiden dukkede der nye mesterværker op af jorden, som også måtte anskaffes. Samlingen blev mere og mere en historisk samling, som sprængte alle rammer, og som kunstnerne mistede interessen for. Men borgerskabet var interesseret, og mere end halvdelen af samlingen blev overdraget til det nygrundlagte Statens Museum for Kunst.? Hvordan forholder nutidens kunstnere sig til den klassiske kunst? Christen Købkes Parti af Afstøbningssamlingen på Charlottenborg fra 1830. Der findes mange malerier fra 1800-tallet, der viser kunstnere, der studerer i antiksalen. Billedet her viser en ung mand foran Ilissos og et relief fra Parthenon. Måske er den klassiske kunst lige ved at tage pusten fra ham, og han tænker på, hvordan han skal kunne leve op til dens idealer 7
Den private samler Thorvaldsen levede det meste af sit liv i Rom. Her skabte han sin egen kunst og anlagde en stor samling af originale antikke vaser, mønter, smykker, bronzefigurer, marmorfragmenter og en stor mængde gipsafstøbninger af antikke statuer og relieffer. Selvom han havde den originale kunst tæt på sig, både gennem egne erhvervelser og gennem alt det, han kunne se udstillet i Rom, så ville han altså også selv eje afstøbninger. Som samler har Thorvaldsen formentlig haft stor fornøjelse af blot at have alle disse værker rundt om sig, men han brugte dem også i sit arbejde. Som ung kunstner tegnede og modellerede han kopier af antikke skulpturer for at blive fortrolig med formsproget. Senere producerede hans værksted kopier af antikke værker både i gips og marmor. Som mange andre billedhuggere arbejdede Thorvaldsen også med at restaurere antikke statuer, som ofte manglede hoved, arme eller ben, når de blev fundet. Afstøbningerne har været en vigtig forudsætning for det arbejde. Også i hans værker kan man tydeligt se en forbindelse. Hans skulpturer er meget antikke at se på både i deres motiv og formsprog. Thorvaldsen vendte på sine ældre dage tilbage til Danmark. Alle skitser og modeller af hans kunst og hans samlinger af maleri, antikker og afstøbninger blev også sendt til København og senere udstillet på Thorvaldsens Museum. På museet har man altid kunnet se større eller mindre udvalg af afstøbningssamlingen, og man har således kunnet sammenholde dem med Thorvaldsens egne værker. Dioskurer Thorvaldsen modellerede en lille kopi af den ene af de to kæmpefigurer på Quirinal-pladsen i Rom. I sin samling havde han afstøbninger af hovederne fra begge statuer. Øverst ses Thorvaldsens model, nederst hans afstøbning af den andens hoved. Wilhelm Tischbeins tegning af Goethe, der reder sin seng. Der fandtes mange private samlere, der ligesom Thorvaldsen samlede antikker og afstøbninger. En af de kendte var Johann Wolfgang Goethe. På tegningen ser man Goethe rede sin seng omgivet af afstøbninger af antikker. 8
Georg Emil Liberts, Thorvaldsen på lit-de-parade i Antiksalen på Charlottenborg 1844. Da Thorvaldsen døde, kunne man tage afsked med ham i Antiksalen mellem afstøbninger af egne og antikke værker. Afstøbninger I Thorvaldsens samling er der alt fra fragmenter af fødder, arme og andre kropsdele til afstøbning af de klassiske mesterværker. Thorvaldsens selvportrætstatue, hvor han læner sig til Håbets Gudinde. Afstøbning af antik pigefigur.? Thorvaldsen lavede en selvportrætstatue, hvor han læner sig op ad statuen Håbets Gudinde. Håbets Gudinde er ikke antik, men et af Thorvaldsens egne værker. Prøv at sammenligne hende med pigefiguren fra hans afstøbningssamling. 9
Opdragelse af folket Den Kongelige Afstøbningssamling blev grundlagt i 1895 som en del af Statens Museum for Kunst. Direktør var først kunsthistorikeren Julius Lange, derefter brygger Carl Jacobsen. Takket være Jacobsens energiske indsats og mange penge blev samlingen snart en af de største i verden. Ønsket om, at samlingen skulle gavne den almene dannelse, uddannelsen og forskningen, fremgår af Jacobsens åbningstale for publikum: Udstillingens formål var gennem en Række Genfremstillinger af Billedhuggerkunstens ypperste og skønneste Værker at være til Undervisning og Nydelse for Folket i Almindelighed, [og] tillige tjene til Studium for Kunstnere og Videnskabsmænd [og til] Publikums kunstneriske Opdragelse. Belvedere-torsoen 1. årh. f.v.t. Michelangelo var så begejstret for dette værk, at han sagde, at han var elev af torsoen. Hans forkærlighed for værket er formentlig grunden til, at det i modsætning til de fleste andre antikker ikke blev restaureret, men forblev, som man havde fundet det. På nogle af afstøbningerne har man tilføjet et lille blad over torsoens kønsdele for anstændighedens skyld. 10
Den døende slave. Afstøbning efter et af Michelangelos renæssanceværker fra 1500-tallet. Udsmykning fra den gotiske middelalderkatedral i Strasbourg. Værket er fra 1200-tallet. Den Kongelige Afstøbningssamlings mere end 2200 værker blev opstillet i 19 store sale, hvor man kunne følge kunstens udvikling fra det gamle Egypten, ca. 2500 f.v.t., over Grækenland og Rom og indtil ca. år 1600 i Italien, Tyskland og Frankrig. De allerbedste værker fra mere end 115 museer i mange lande blev samlet på et sted. Det kunne aldrig lade sig gøre med originaler. I løbet af 1900-tallet mistede man interessen for afstøbninger: Gips var nu grimt og kedeligt! I forbindelse med en ombygning af museet 1966-71 blev afstøbningerne pakket væk, og de kom ikke ind i bygningen igen. Efter 18 års magasinering blev de bragt til Vestindisk Pakhus, restaureret og nyopstillet.? Bliver man et bedre menneske af at se på kunst? 11
Spejlinger i gips Kunstnere i renæssancen og nyklassicismen skabte værker, der i form og motiv lå tæt op ad antikkens kunst. Antikken var inspirationskilden, men det var ikke bare efterligninger, kunstnerne skabte, det var en kunst, der med antikken som afsæt havde sin egen stil. Fælles for perioderne var, at de tilstræbte skønhed og det ideale. I dag lader kunstnere sig stadig inspirere af antikken og afstøbningssamlingernes mange skulpturelle kroppe. Men det er sjældent klassisk skønhed, de arbejder med. Her er to eksempler på værker, der kan være spændende at spejle i den klassiske kunst. Fotografiet viser dele af værket Point of view, Lone Høyer Hansen, 1996. Den nøgne krop, den hvide gips og stoffet, der diskret dækker underlivet, er elementer, som kan henvise til den klassiske kunst. Men i dette værk er det kunstnerens egne kropsmål, formindsket med 10%, vi ser, og ikke det klassiske ideal. Figuren er placeret på en hylde i et rum af plader med huller i, så man kan se den fra udvalgte vinkler, men aldrig i sin helhed.? Prøv at sammenligne kvindefiguren i Point of view med Venus Medici. Hvad er klassisk, hvad er moderne? Horror Vacui (Roll over Giacometti), Christian Lemmerz, 1987. En gipsplade gennembrydes af et ansigt. Det ser ud, som om ansigtet er stivnet i et skrig, og en følelse af angst og magtesløshed dominerer værket.? Prøv at sammenligne Lemmerz værk med Laokoongruppen. Er det de samme følelser, der er på spil? Kan to så forskellige værker, skabt med over 2000 års mellemrum, handle om det samme? Skoletjenesten 2004. Redaktion og tekst: Line Esbjørn og Jan Zahle. Layout: Marianne Bisballe/Skoletjenesten. Tryk: Kailow Graphic. Foto: Jørgen Bau, Ole Woldbye, Jens Frederiksen, John R. Johnsen, SMK Photo, Pernille Klemp, Stine Heger, Poul Pedersen, Line Esbjørn. Materialet er trykt i forbindelse med Det Kongelige Danske Kunstakademis 250-års jubilæum, og er et samarbejde mellem Skoletjenesten Thorvaldsens Museum, Den Kongelige Afstøbningssamling og Akademiet. Købkes maleri s. 7. tilhører Den Hirschsprungske Samling. www.skoletjenesten.dk 12