RG TALENTS FORFATTERWORKSHOP 2015 Antologi Teksterne i denne antologi er skrevet af elever, der deltog i efterårets forfatterworkshop i RG Talent-regi. Der blev leget med ord og genrer og skrevet meget mere undervejs, men ikke alle har haft lyst til at få tekster med i denne antologi. Teksterne er her gengivet fuldstændigt uredigerede, altså som forfatterne har sendt dem til mig. Nogle af teksterne er afsluttede, mens andre er uddrag af noget større, som forhåbentlig bliver til noget en dag. Det var endnu en gang en fornøjelse af undervise i workshoppen, så forhåbentlig vil teksterne være lige så stor en fornøjelse at gå på opdagelse i! Rikke Andersen 1
Et digt skrevet i løbet af workshoppen af Asiya Ahmed: BANG BANG Lød skuddene indefra betonjunglen Aftenens avl af asfalt vågnede Patronerne faldt Ekkoet hørtes i de nøgne gader Åh du skøre natteliv Hvor har du dog taget dagens mødom Og åh i trafiklys som blænder vinduernes blanke ansigter Har I da ingen skam i livet her? Nattelivet har i vækket Og fra alle gyder udspringer byens sjakaler 2
Tre digte og et prosastykke skrevet af Olivia Haldbo Eckardt: Krop Handsker, Smukke hænder der snor sig, Omkring den nøgne sande hud Hue, Lyttende øre der bilder sig Løgnagtige ting ind. Sko, Fødder der går. Går mod fremtiden Går mod håb. Bukser, Beklædte ben der bær byrden. Den byrde som ingen vil kendes ved. Jakke, Det dunkende hjerte der forsikrer livet, og står parat som vogteren ved porten. Det dunkende hjerte som river livet i stykker, og knuser den forbundne. Frygten Snus. Et stille øjeblik Duften af det grønne Kilder i kinderne Den kærtegnende vind Holder håret i luften 3
Flyder blidt Hen over næseryggen Den stærke sol Forgylder dagens lys Mærkbare bølger Varmer den rå hud Nyder dagens farver Og ser den brændende Sol gå ned. Frygter at det igen i morgen varer ved. Pauseskærm Et kritisk øjeblik. Spildt mælk Og brændt brød. Et hurtigt øjeblik. En hånd der rækker Men ikke helt når. Et krævende øjeblik. To ting af gangen, Og så lidt til. 4
Et tænksomt øjeblik. Hvor verden er vendt på hovedet Og vejet ind i evigheder. Et dybt øjeblik. Værdien bliver vurderet Og senere hældt ud i sand. Stop, Man kan næsten høre vandhanen dryppe. Han sad og så på regnen. Den silede ned fra taget, og dråberne ramte jorden med tunge slask. Han kunne lugte træerne tydeligere nu. Selvom han sad flere meter væk fra rosenbusken, under halvtaget kunne han også dufte en mild duft, som mindede ham om en gammel dame i et forklæde og træsko. Han tænkte på de solskinsdage, de havde haft sammen. Hvordan de var gået ned til parken, og havde gynget i det røde og gule gyngestativ, og løbet igennem labyrinten i bøgeskoven. Hvordan, da han mistede sin sko, blev hurtigt fundet igen. Og hvordan hun havde grebet ham, den gang han faldt ned fra klatrevæggen. Det pludselige lyn bragte ham tilbage fra sine nostalgiske tanker. Det var blevet mørkere og han burde finde hjem snart. Tiden gik, men der var dejligt tørt og trygt under halvtaget. Endelig satte han i løb. Omgivelsernes blev slørrede, og ved hvert skridt han tog, frygtede han hvad der ventede derhjemme, hvor den gamle dame med forklædet ikke længere var tilstede. 5
En novelle skrevet af Christian Wendelboe-Nielsen, som han også sendte ind til DM i novelleskrivning: Vanvidet kaldet mennesket Jeg står i en skov fuld af krogede, askehvide træer, der ikke bærer skyggen af blade. Foran mig er der en sø. Jeg kigger ned i den og ser, at vandet er sort som natten, men mærkeligt nok kan jeg se mit spejlbillede i det. I søen ser jeg, at der står en sortklædt person på min højre side. Ansigtet er dækket af en hætte. Jeg ser til højre, men der er ingen der. Jeg kigger ned i søen igen og ser, at den sortklædte person er begyndt at gå op fra vandet. Da personen er kommet op af søen, ser jeg, at personen ikke er våd og ser rundt om i skoven. Jeg er lettere overrasket over måden, personen dukkede op på. Men det lykkes mig at sige: Hvem er du? Hvor er vi? Personen vender sig imod mig og siger: Vågn op! Et sværd dukker frem fra personens højre ærme. Det er langt og tveægget og ser ud til at være lavet af sølv. I samme sekund jeg ser sværdet, stikker personen det igennem mit hjerte. Smerten er stor, og mit blod flyder langsomt ud af mig. Jeg lukker mine øjne og venter på dødens kolde omfavn. Pludselig åbner jeg mine øjne igen-. Jeg er igen i skoven foran søen. Jeg ser ned mod mit hjerte, hvor sværdet var blevet stukket igennem, men der er ikke noget blod, ikke engang et ar efter sværdet. Som om det aldrig var sket. Som om jeg er startet forfra. Men jeg kan stadig mærke stedet, hvor jeg er blevet stukket. Og lugten af blod er frisk i min næse. Jeg går helt hen til søen for at se ordentligt efter. Og igen ser jeg den sortklædte person på min højre side. Da personen igen begynder at gå op fra vandet, trækker jeg mig væk fra søbredden. Et øjeblik overvejer jeg at løbe, men i samme sekund som jeg får den tanke, står personen igen foran mig og siger igen: Vågn op! og stikker igen sit sværd igennem mit hjerte. Jeg mærker på ny smerten og blodet, der forlader mig. 6
Igen lukker jeg mine øjne og venter på dødens favntag, og igen åbner jeg mine øjne til skoven og søen. Er jeg fanget i en form for tidsloop? Hvad er det egentlig, der sker? Men hvis det her er et tidsloop, så vil den sortklædte person komme op fra søen igen om lidt. Måske kan jeg gemme mig? Men efter et hurtigt kig på mine omgivelser kan jeg, se at der ikke er noget ordenligt gemmested. Træerne er for tynde til det. Derefter ser jeg personen stående foran mig. Vågn op! siger personen finder sit sværd frem og stikker det igennem mit hjerte igen. Jeg begynder at løbe, så hurtigt jeg kan, væk fra denne sø, men efter at have løbet i ti minutter, er jeg tilbage ved søen. Ovre på den anden side af søen står den sortklædte person. Jeg begynder at løbe igen, og inden længe står jeg ved søen igen, og personen står igen på den anden side. Jeg løber og kommer tilbage til søen, jeg løber og kommer tilbage til søen. Igen og igen løber jeg, og igen og igen dukker jeg op ved søen med den sortklædte person ventende på mig på den anden side. Jeg stopper for at få pusten og sætter mig ned efter at havde løbet i cirkler. Jeg ved ikke hvor mange gange. I det øjeblik kommer den sortklædte person gående hen til mig. Jeg er for træt til at løbe igen. Da personen står foran mig, har jeg ikke engang kræfter til at rejse mig. Igen siger personen: Vågn op! Igen finder personen sit sølvsværd frem og stikker det igennem mit hjerte. Da jeg igen åbner mine øjne, er jeg igen foran søen. Jeg sætter mig ned. Denne gang venter jeg kun på, at den sortklædte person stikker sit sølvsværd i mig. Igen og igen finder jeg mig foran den forbandede sø i den her helvedes skov, og igen og igen bliver jeg stukket igennem hjertet af den sortklædt person med sit sølvsværd. Når jeg har åbnet mine øjne, sætter jeg mig ned og venter på gentagelsen. Jeg føler ingen tørst eller sult, ej heller kulde eller varme. Det her sted er et sandt helvede. Der er ingen begyndelse eller slutning på det her mareridt. Jeg har opgivet alt. Den sortklædte person kommer hen til mig igen, og siger igen: Vågn op! for derefter igen at finde sit sølvsværd frem og igen at stikke det igennem mit hjerte. Denne her gang gider jeg ikke en gang at lukke mine øjne. Måske kan jeg så endelig dø, hvem ved. Nu ser jeg, at verden 7
nærmest spoler tilbage, som var det en film. Mit blod flyder ind i mig, personen tager sit sværd ud af mig og gemmer det væk, derefter siger personen:!po ngåv og går så ned i søen. Da jeg på ny er ved søen, falder jeg på knæ og skriger ved mine lungers fulde kraft: HVORFOR SKER DET HER? HVEM ER I? HVORFOR GØR I DU DET HER IMOD MIG? Intet svar. Ikke at jeg havde regnet med et. Jeg havde bare et lille håb om, at der var en højere magt, som ville svare mig eller vise mig en smule medlidenhed. Tåbeligt af mig. Jeg ser op, og der står den sortklædte person og igen stikker personen mig ned. Og igen kommer jeg til søbredden. Jeg lukker mine øjne. Og ser, at der kun er en udvej fra det her Helvede. Da den sortklædte person dukker frem, løber jeg ind i personen. Jeg vælter personen om og begynder at slå personen igen og igen i hovedet. Efter mange slag stopper jeg og spørg: Hvem er du? Hvorfor gør du det her imod mig? Personen svarer ikke men forbliver bare tavs. Jeg hiver personen op at stå, og i samme øjeblik jeg gør det falder hætten af, og jeg ser hvem personen er. Jeg slipper personen, og går tilbage imens jeg siger: Hvad i Helvedes Porte? Jeg sagde nok det, fordi jeg var i Helvedet. Men jeg kunne ikke tro, det jeg så. Hvem personen virkelig var. Personen står som det, jeg havde gjort ikke var sket og siger: Vågn op! og finder sit sølvsværd frem. Men inden det går igennem mit hjerte, griber jeg fat i det og stikker det igennem personens hjerte. Personen falder bag over. Jeg slipper sværdet og lader det sidde i personens krop. Foran mig ligger nu kroppen af min bøddel og den, som havde skabt frygt dybt inde i mig. Foran mig ligger min egen døde krop. Det var svært at fatte det, men foran mig ligger min egen krop. Måske var det det psykologiske traume, eller også var jeg blevet vanvittig af at være her. Hvem ved? Jeg vender mig om for ikke at se på det. En skræmmende tanke har jeg lige har dræbt mig selv? Kan man kalde det selvmord? Pludselig kan jeg mærke mit hjerte stoppe. Det føles, som om mit hjerte er blevet gennemboret af sølvsværdet igen. Jeg ser ned, men det er der ikke. Nu ser jeg hen på mit andet jeg, men kroppen er væk. Jeg falder om, som de mange andre gange. 8
Men jeg har det, som om jeg ikke kommer til at åbne mine øjne igen. Jeg smiler og lukker mine øjne en sidste gang. 9