Åben de lukkede øjne! vejen fra overgreb til overmedicinering. Forord. Efter en traumatiseret barndom med vold, mobning og overgreb, stod jeg i en tidlig voksen alder face to face med en kamp større end alt andet. Min kamp varede i næsten et årti og er nu blevet vundet, dog med mén. Jeg har mødt alle former for svigt, men det største svigt skete fra systemet. Jeg blev ikke hørt. Man sætter sin lid til at systemet ved bedst, det gør de generelt også og når jeg nu nævner generelt, så blev jeg behandlet på et generelt plan. Min bog kan godt minde om en tilsvining af systemet og mange vil måske føle sig stødt, men jeg skriver min historie på den måde som jeg oplevede det. Jeg skriver den også i håb om, at den vil kunne ændre tankegangen omkring alt den medicin der bliver givet til psykisk syge, nu også er nødvendig. Jeg håber det kan give et indblik i at man skal gå mere ind i den enkeltes situation og ikke tage beslutninger ud fra overordnede emner. At man skal se mennesket, ikke sagsnummeret og ikke sygdommen, MEN mennesket. Jeg tænker at hvis jeg var blevet mødt på en anden måde og ikke nærmest opfordret til at give op, var det måske aldrig blevet så slemt. Det er med vilje at jeg har udeladt familie så godt som muligt, da jeg ikke er interesseret i at de skal være en del af mit opråb, da dette er min kamp. Dog er der beskrevet traumatiske oplevelser fra min barndom, da de var med til at forme mig til den person som jeg blev. Det er også med vilje at detaljerede emner som hvor og hvem i psykiatrien ikke er blevet nævnt. Jeg vil ikke klandre nogen specifikt, men mere åbne øjnene for at nogle ting i psykiatrien og sagsbehandling deraf godt kan ændres. Da jeg det meste af mit liv har skrevet dagbog, tekster/digte og sange, er noget af det kommet med ind i bogen.
Kapitler: 1: Ung og forvirret. 2: Første indlæggelse og diagnose. 3: Piller og atter piller. 4: Sat i bås. 5: Forbedring efter nedtrapning. 6: Optrapning i medicin og nedgang i sind. 7: Behandlet ud fra fakta. 8: Medicin mod angst, men virkede det? 9: Vendepunktet. 10: Den umenneskelige hårde kamp. 11: Tilbage til start. 12: Efter gennemlevelsen. 13: Livet gik videre. 14: Hjernefejl. 15: Den næste kamp. 16: Nyt luft under vingerne. 17: Læger har også fordomme. 18: Nedtrapning, lykkelig og igen bremset. 19: Jeg er en fighter. 20: Billedalbum.
Ung og forvirret. Da jeg var 19år var jeg en ung pige ligesom alle andre, der prøvede at finde min plads i tilværelsen og gik og tænkte på hvad jeg ville med min fremtid. Jeg ville være lidt af hvert og jeg kunne slet ikke tage en beslutning, men jeg var gået i gang med en HF som kunne åbne mange døre for mig. Jeg havde altid været god bogligt, så det var ikke et problem for mig at følge med i undervisningen. Jeg havde egentlig ikke noget problem med at være social og udadtil var jeg altid smilende og glad. Ved siden af skolen havde jeg nogle enkelte venner, jeg var for nyligt vendt tilbage til min barndomsby og havde fået mig et lille kollegie værelse og jeg syntes selv at det gik godt. I weekenderne holdte jeg tit fest, som alle andre unge mennesker gør og hyggede mig med de venner jeg havde. Jeg var forsigtig og lukkede ikke alt og alle ind, de fleste kendte mig kun på min facade som jeg ligeså langsomt havde bygget op igennem min opvækst. Af og til gik de mange fester over gevind da der blev drukket alt for meget alkohol og en mandag morgen i skolen kunne godt være hård med de mange tømmermænd. Alligevel så gik det okay og jeg fulgte godt med bogligt. De enkelte venner jeg havde ved siden af skolen blev til flere, men ikke gode venner for der gik for meget fest, hat og briller i den. De kom selv fra nogenlunde samme kår som mig og havde ikke altid den bedste måde at opføre sig på. Når man er sådan en gruppe unge mennesker, der holder sammen og har det sjovt begynder man hurtigt at gøre de samme ting. Vi blev egentlig hurtigt meget tætte og ret berygtet, det var egentlig ikke noget jeg brød mig om, men på den anden side var det også sejt. Jeg var en del af dem og vi var gode venner. Venner havde jeg aldrig haft mange af, jeg havde altid haft problemer med at føle mig accepteret. Når man ikke kan få den positive opmærksomhed, må man nøjes med den negative og den kunne jeg egentlig godt lide. Jeg kunne godt synes det var sejt hvis jeg fik at vide at nogen var bange for mig, for det var jo altid mig der havde været bange og ikke havde været accepteret. Det var en helt forkert måde at få det godt med sig selv på, men jeg vidste ikke bedre på det tidspunkt. Festerne med vennerne blev oftere og oftere og de begyndte også at være i hverdagen, så jeg begyndte at svigte skolegangen. Jeg vidste godt at det var forkert, men der var en masse rebelsk i mig der gjorde at jeg ikke altid var lige fornuftig. Klassen holdte en dag en fest og der fik jeg mig en del alkohol allerede inden, så da jeg kom til festen var jeg beruset. Jeg havde ikke været til festen i særlig længe før jeg tog en flaske vodka for munden og tømte den. Der gik ikke mere end et kvarter så
blev alt sort for mig. Det var meget flovt for mig og det endte med at på grund af det, så droppede jeg ud af skolen. Jeg gik noget tid derhjemme og alt gik op i fest, hat og briller. Efter noget tid og en samtale med min sagsbehandler startede jeg på en skole i en by cirka 30km fra mit hjem. Jeg startede på et hold hvor man skulle lære sin krop at kende, dyrke motion og spise sundt. Det var svært for mig at overholde og dukke op på skolen. Jeg ville egentlig bare gerne drikke mig fuld om aftenen, da verden var lidt nemmere når jeg festede. Jeg var begyndt med ikke altid at kunne se en mening med livet, det var som om der var et stort mørkt tomrum inde i mig. Der gik ikke længe efter jeg var startet på det hold før bestyreren for skolen ville snakke med mig. Hun spurgte ind til mig omkring mit liv og om jeg havde problemer. Jeg fortalte hende at jeg til tider havde det svært og at jeg nogle gange drak lidt for meget alkohol. Hun kiggede på mig med søde øjne og fortalte at der faktisk var et hold på skolen for unge mennesker med forskellige former for problemer. Hun spurgte om jeg ikke var interesseret i at rykke over på det hold i stedet og det var jeg faktisk, så det fik hun ordnet og så skulle jeg starte på det nye hold dagen efter. Jeg glædede mig faktisk lidt til at starte, for på det hold ville der nok ikke blive forventet så meget af mig. Det var de skønneste mennesker der var på det hold, de andre unge mennesker var sjove og ligetil og lederen af holdet var det dejligste menneske, der var klar til at gøre alt for os unge mennesker. Jeg kom hurtigt tæt på dem og oplevede et godt sammenhold, men desværre kunne det ikke holde mig væk fra alkoholen og miljøet på hjemmefronten. Jeg gik og levede på en facade, men jeg vidste godt at den på et tidspunkt ville krakelere. Kære dagbog! Jeg er inde i en periode hvor jeg bare flyder rundt og ikke hører til nogle steder. Jeg har masser af folk at snakke med og alligevel ikke. Jeg har venner, men for det meste drikker jeg kun med dem. Jeg drikker en del, men det hjælper mig med at skjule at jeg til tider har det svært. De tanker jeg har nogle gange og den store følelse af tomrum er for meget for mig at leve i hele tiden, så derfor er det lidt lettere når jeg er fuld. Det der bare er et problem er at når jeg er fuld, så har jeg svært ved at skjule min kæmpe vrede der også ligger og dulmer i mig, men stadig så føler jeg mig mere i live når jeg drikker. Jeg er dog lidt bange, for jeg kan jo godt tænke mig til at jeg er inde på den forkerte vej, men så længe jeg har det sådan her er det nok bedst at jeg
prøver at holde mig selv nede. Jeg vil jo nødig være en person der bare er fyldt med problemer, men jeg er bange for at tomrummet bliver større og jeg er nødt til at drikke endnu mere for at gemme det længere væk. Hvis jeg nu bare kunne lære at styre min vrede når jeg er fuld, det er bare svært for hæmningerne bliver automatisk lagt væk når man er påvirket. Jeg er rigtig glad for at gå på den skole som jeg går på lige nu, der er det mere tilladt at være mig. Lederen af vores hold er en mand med et meget stort hjerte, jeg har endda været hjemme ved ham mange gange og nogle af de andre bor endda ude ved ham i campingvogne og skurvogne. Han gør godt nok rigtig meget for os unge mennesker, han har hjertet det rette sted. Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal komme videre på det punkt med tomrummet og at jeg føler at jeg ikke hører til nogen steder. Jeg håber at jeg får et svar eller bare et hint i den rigtige retning, men jeg er sikker på at skolen kan hjælpe mig i den rigtige retning. Problemet er bare at jeg ikke aner hvad jeg vil og hvilken vej jeg skal gå, der er så mange muligheder men jeg ved ikke hvilken en der er den rette for mig. Den dag jeg mødte John forandrede tingene sig lidt i den positive retning. Han var en sjov fyr, der ved en fejl bankede på min dør. Jeg kunne ikke lade være med at fyre en joke af og den grinte vi meget af. Vi var på samme bølgelænge humormæssigt og den fik ikke for lidt bare der i dør åbningen. Det endte med at jeg inviterede ham med indenfor og vi fik en øl sammen. Det var ret hyggeligt og det var sjældent man mødte en man hurtigt klikkede sådan med, som jeg gjorde med John. Vi fik os en rigtig god snak allerede første dag og det var faktisk rigtig rart. Han var et åbent menneske og viste en omsorg imellem hans ord. Et fantastisk venskab startede her, John var den ven jeg havde ledt efter i længe. Han kunne dog også sige mærkelige ting som for eks sagde han nogle gange at han arbejdede hemmeligt for regeringen. Det tog jeg ikke seriøst, i hvert fald ikke i starten. Det var en sjældenhed at jeg sådan tog imod et andet menneske på den måde, men der var noget ved ham som gjorde at jeg kunne identificere mig en smule mere som mig selv. John blev hurtigt min bedste ven og vi lavede alt sammen. Vi handlede, vi lavede mad, vi festede og vi skabte os åndssvagt. Vi skar endda i hinanden nogle gange for at vise hvor meget vores venskab betød for hinanden. Endelig følte jeg mig også i live imens jeg var ædru, det var skønt! Jeg drak ikke så meget som før jeg mødte John, men vi festede
da sammen og stadig lige lidt for meget. Jeg gik lidt med panden højt, for jeg følte at tingene var lidt nemmere nu og faldt bedre i hak. Vi havde mange lange og dejlige snakke, jeg følte at jeg kunne fortælle ham alt og han lyttede gerne, det var bare det bedste i verden. Vi kunne sidde oppe hele natten og snakke og det betød bare så meget for mig. Han var lidt ældre end mig, men det gjorde mig intet, for venskab har ingen alder. Han var endda meget attraktiv, men tanker med henledning på noget seksuelt forekom mig slet ikke, for han var den allerbedste ven i hele verden og det skulle intet ødelægge. Jeg følte mig lykkelig og det var en følelse der meget sjældent havde været i mit liv. Følelsen af lykke gør et masse ved et menneske og det gjorde den i hvert fald også for mig, det kunne slet ikke beskrives. John var som sendt fra himlen. Tingene blev mere seriøse den dag han fortalte mig at jeg var udvalgt og det slet ikke var en fejl at han havde banket på min dør. Jeg blev gal da jeg følte at jeg endnu engang bare var blevet svigtet og udnyttet, men John var meget alvorlig og sagde at det var rigtigt hvad han sagde. Jeg lod ham fortælle mig det hele, da han var den vigtigste person i mit liv og jeg skyldte ham at lytte til ham, efter alt hvad han havde gjort for mig. Han fortalte mig at jeg var meget vigtig for regeringen, for jeg skulle sammen med ham forhindre jorden i at blive overtaget af fremmede væsner. De invaderede jorden helt langsomt ved at indtage biers kroppe og derfor var der kommet så mange bier til på det sidste. Jeg synes det var helt vanvittigt hvad han sad og lukkede ud, men alt hvad han sagde og alt hvad han gjorde for at bevise mig det, fik mig til at tro på det alligevel. Han sagde også at det var meget fortrolige oplysninger han havde givet mig og det var meget vigtigt at det ikke blev nævnt over for nogen andre. Vi ville også blevet kontaktet når vores hjælp var påkrævet. Vores venskab fortsatte som det plejede, nu havde han bare fortalt mig hvad der ventede mig i min fremtid og hvor vigtig jeg egentlig var for nationen. Mig? Var jeg virkelig vigtig? Det havde jeg aldrig været, jeg var på kort tid blevet meget privilegeret, jeg havde fået mig en bedste ven og jeg var et vigtigt og betydningsfuldt menneske, det var fantastisk. Nu kunne ingen da vælte mig af pinden, så jeg gik med panden endnu mere højt og følte mig godt tilpas. Jeg lagde meget mere mærke til bier efter vores samtale og han havde ret, der var godt nok ekstremt mange bier og det var da klamt at tænke på at de små væsner var
i færd med at overtage jorden. Det var godt at der var nogle som var opmærksomme på det og at der var blevet lagt en plan for hvordan de kunne udryddes. Nu var min verden også lige blevet så god og det var der da intet der skulle ødelægge og da slet ikke noget så uvirkeligt som dette. I skolen kunne mine hold kammerater også mærke en forandring ved mig, jeg var glad og en humør bombe. Jeg lavede sjov og fis og så livet meget lettere end jeg gjorde før. Vi havde vores eget lille musik hold og en meget dygtig lærer som underviste os i dette. Jeg havde jo altid elsket at synge og spille guitar og det fik jeg gjort der. Alle mine dejlige følelser om livet kom også til udtryk igennem musikken, det var slet ikke svært for mig. Musik som i forvejen betød alt for mig, kom også mere positivt ud end før. Hvor var livet dog godt. Det begyndte efter nogle måneder at gå mig voldsomt på at folk aldrig hilste på John når jeg mødte dem sammen med ham, hverken mine familie eller venner hilste på ham. Jeg var så gal over det og skuffet. Det kunne da ikke være rigtigt at de ikke kunne unde mig, at jeg endelig havde fået mig en ven og at jeg havde det godt. Det var så typisk at folk ikke kunne unde mig noget godt. Det var som om at de fleste havde det bedst med at se mig ligge ned. Kære dagbog! Jeg er så glad og lykkelig! Jeg har fået mig jordens bedste ven, han hedder John og gør mig bare så glad. Nu har jeg endelig noget dyrebart og han er det rene guld. Han er alt det jeg har manglet. Han udfylder pladsen for alt, han er meget mere værd end ti veninder. Jeg føler mig så heldig og det var da også på tide at der skete noget godt for mig! Det er som om at det hele glider lidt lettere nu. Jeg er endda også vigtig for nationen, men det må jeg ikke fortælle til nogen, ikke engang dig kære dagbog! Men når jeg kan fortælle dig det en dag, så gør jeg det. Det eneste der er træls i alt den her lykke, er at alle andre åbenbart bare er sure på mig fordi jeg har det godt. Jeg forstår ikke hvorfor de ikke bare kan være glad på mine veje. Hvorfor skal det altid være sådan? Hver gang det kører godt er der altid nogen der får ondt i røven. Det irriterer mig voldsomt, for de har så ondt i røven at de ikke engang vil hilse på John når han er med mig. Det er jo skide flovt for mig, men ja ja hvis de får det bedre af at håne mig på den måde, så må det jo være