RIKKE YDE TORDRUP UDVIKLENDE ØJEBLIKKE UDVIKLINGSPSYKOLOGI I PÆDAGOGISK ARBEJDE AKADEMISK FORLAG

RIKKE YDE TORDRUP # UDVIKLENDE ØJEBLIKKE UDVIKLINGSPSYKOLOGI I PÆDAGOGISK ARBEJDE AKADEMISK FORLAG

Udviklende øjeblikke Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde Af Rikke Yde Tordrup Akademisk Forlag

Udviklende øjeblikke. Udviklingspsykologi i pædagogisk arbejde Af Rikke Yde Tordrup 2015 Akademisk Forlag, København et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler. Forlagsredaktion: Lone Fredensborg Omslag: Imperiet/Lonnie Hamborg Illustrationer i bogen: Imperiet/Lonnie Hamborg Sats: Tine Christoffersen Tryk: Livonia Print 1. udgave, 1. oplag, 2015 ISBN: 978-87-113-7719-2 www.akademisk.dk

Indhold Indledning 9 Bogens opbygning 12 Kapitel 1 Den vigtige udviklende hverdag 15 Udviklende øjeblikke 16 Sårbare børn 18 Risikofaktorer og beskyttende faktorer 20 Kapitel 2 Tilknytningsteori og institutionsstart 23 Tryg tilknytning 25 Utryg, ambivalent og desorganiseret tilknytning 27 Peter Fonagys neurotilknytningsteori 38 Allan N. Schores teori om tilknytning og hjerneudvikling 41 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 45 Kapitel 3 Daniel N. Stern, de udviklende øjeblikke og barnets selvudvikling 47 Kapitel 4 Det kropslige selv 57 Eksempler fra vuggestuen 62 Eksempler fra børnehaven 65 Eksempler fra indskolingen/sfo en 68 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 71 Kapitel 5 Kerneselvet 73 Selvhandling 75 Eksempler fra vuggestuen 77

6 Udviklende øjeblikke Eksempler fra børnehaven 79 Eksempler fra indskolingen/sfo en 80 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 82 Selvfølelse 83 Eksempler fra vuggestuen 86 Eksempler fra børnehaven 89 Eksempler fra indskolingen/sfo en 91 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 94 Selvsammenhæng 94 Eksempler fra vuggestuen 96 Eksempler fra børnehaven 98 Eksempler fra indskolingen/sfo en 99 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 102 Selvrytme 102 Eksempler fra vuggestuen 104 Eksempler fra børnehaven 106 Eksempler fra indskolingen/sfo en 109 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 111 Kapitel 6 Selvet med andre 113 Eksempler fra vuggestuen 116 Eksempler fra børnehaven 118 Eksempler fra indskolingen/sfo en 121 Kapitel 7 Det sproglige selv 125 Eksempler fra vuggestuen 127 Eksempler fra børnehaven 130 Eksempler fra indskolingen/sfo en 132 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 134

Indhold 7 Kapitel 8 Det historiske og identitets skabende selv 135 Eksempler fra vuggestuen 137 Eksempler fra børnehaven 140 Eksempler fra indskolingen/sfo en 142 Arbejdsspørgsmål til selvrefleksion 145 Kapitel 9 Eksempler på udviklingsplaner 147 Vuggestuebarnet Bastian 22 måneder 147 Observationer 147 Det professionelle skøn 148 Vuggestuebarnet Selma 2 år og 6 måneder 150 Observationer 150 Det professionelle skøn 151 Børnehavebarnet Leo 5 år 153 Observationer 153 Det professionelle skøn 153 Børnehavebarnet Nick 3 år og 3 måneder 155 Observationer 155 Det professionelle skøn 156 Indskolingsbarnet Amanda 8 år 159 Observationer 159 Det professionelle skøn 159 Indskolingsbarnet Gustav 7 år og 6 måneder 161 Observationer 161 Det professionelle skøn 162 Afslutning 163 Tak 166 Litteratur 169

Indledning I mit virke som psykolog har jeg undervist i udviklingspsykologi på universitetet samt rådgivet og superviseret professionelle og adoptanter særligt i forhold til at spotte udviklingsvanskeligheder og igangsætte udviklingsmuligheder hos sårbare børn. Derudover er jeg privatpraktiserende specialist i klinisk børnepsykologi samt supervisor for pædagoger, ergoterapeuter, sundhedsplejersker, lærere, misbrugsbehandlere, familieretslige jurister, børnesagkyndige og socialrådgivere, og jeg har gennem årene fået mange spørgsmål om, hvilke symptomer man skal være særligt opmærksom på hos børn, og hvornår der er grund til bekymring, pædagogisk indsats, underretning og særlige foranstaltninger. Hvor bekymret skal jeg være for dette barn? er et ofte stillet spørgsmål, som naturligvis er umuligt at svare entydigt på. Der er dog nogle generelle opmærksomhedspunkter på udviklingsvanskeligheder hos børn, som jeg mener, at alle fagpersoner, der arbejder med børn og unge, med fordel kan have kendskab til. Disse opmærksomhedspunkter vil jeg beskrive i denne bog, og jeg vil i forlængelse heraf gennemgå en række pædagogiske tiltag, der kan skabe optimale rammer for at få et sårbart barn i udvikling i den pædagogiske hverdag i vuggestue, børnehave, SFO, fritidshjem og skole. Jeg kommer selv i vuggestuer, børnehaver, SFO er og på fritidshjem som både supervisor og foredragsholder, og jeg oplever, at der ofte efterspørges pædagogiske redskaber til arbejdet med sårbare børn. Mange bevidste samspil mellem pædagogen og barnet, som udvikler barnets tilknytningsstil og selvfornemmelser, er mit vigtig-

10 Udviklende øjeblikke ste bud på, hvad der skal til for at bringe et sårbart barn i øget udvikling. Det positive budskab er, at de fleste pædagoger allerede sætter rammerne for disse samspil hver eneste dag i deres pædagogiske arbejde. Men det tager lang tid at bringe et sårbart barn i udvikling, og det kræver meget af både pædagog og barn. Derfor må vi gribe ind så tidligt som muligt, både for at ændre vilkårene for barnet, hvis de ikke er hensigtsmæssige, og for bevidst at iværksætte en pædagogisk udviklingsplan. Jeg ønsker, at bogen her vil bidrage til at illustrere, hvad hverdagens udviklende øjeblikke betyder for et barns udvikling, og hvad pædagoger skal være opmærksomme på, både hos barnet og hos dem selv, for at de kan skabe rammerne for, at disse øjeblikke kan opstå. Disse øjeblikke har mange navne. Psykiater og psykoanalytiker Daniel N. Stern kalder dem nuværende øjeblikke, nuøjeblikke og emergente øjeblikke, mens psykologen Susan Hart kalder dem mødeøjeblikke. I bogen her betegnes de samlet som udviklende øjeblikke, og de defineres som: de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt. Jeg kommer nærmere ind på denne kontakt i afsnittet Udviklende øjeblikke (på side 16). For at man som fagperson kan dygtiggøre sig i at skabe gode rammer for udviklende øjeblikke, er det vigtigt at kende sin egen udvikling og være bevidst om, hvor man er god til at skabe udvikling, og hvad man skal øve sig på. Derfor indeholder bogen også spørgsmål til selvrefleksion. Det er mit ønske, at bogen vil give en indsigt i, hvilke symptomer der kan spottes som tegn på udviklingsvanskeligheder hos et sårbart barn. Samtidig er det mit mål at fortælle, hvad pædagogen kan gøre for barnet her og nu, og hvordan den enkelte pædagog kan dygtiggøre sig i netop dette. Jeg oplever til tider, at pædagoger, der har indstillet et barn, ikke yder nogen målrettet indsats, mens

Indledning 11 de venter på pædagogisk psykologisk rådgivning (herefter PPR) eller andre foranstaltninger. Mange pædagoger har vist mig den tillid, at de har fortalt, at de har været bange for at sætte noget forkert i gang og derfor hellere ville vente på eksperterne. Der er ikke noget galt i at benytte eksperter, og det er godt, at vi bliver dygtigere til at differentiere børns udviklingsvanskeligheder, og at vi specialiserer os heri. Derved bliver vi flere og flere eksperter, og vi kan bedre rådgive præcist i forhold til det enkelte barn med udviklingsvanskeligheder. Men det er en fatal og ærgerlig konsekvens, hvis pædagogerne fra børnenes hverdag ikke tør agere her og nu og venter passivt på specialister. I denne ventetid kan dokumenterede observationer og målrettet pædagogisk praksis nemlig have afgørende indflydelse på barnets udvikling og på kvaliteten af den platform, specialisterne står på, hvis og når de rykker ud. Det er min mission at anerkende pædagoger for den store betydning, som deres pædagogiske observationer og interventioner i hverdagen har. Det er vigtigt vigtigt, at pædagogerne selv tør udnævne sig som eksperter i børnenes daglige udvikling. Det er min oplevelse, at der bliver ydet en enorm indsats i hverdagen i institutionerne; en indsats jeg personligt og professionelt beundrer, men som jeg oplever generelt mangler anerkendelse fra samfundet, fra fagfæller, fra forældre og måske også til tider fra pædagogerne selv. En fantastisk pædagog i en vuggestue havde for eksempel gjort et kæmpe stykke pædagogisk arbejde med at få et adoptivbarn i trivsel i den svære overgang mellem at forlade sin adoptivfamilie og være i en institution (der kan minde om livet på børnehjemmet) i dagtimerne. Pædagogen var blevet superviseret, videofilmet og havde med jævne mellemrum lavet en udviklingsplan for barnet. Tilfældet ville, at jeg en dag efter afslutningen af vores supervision brugte lang tid på at få samlet mit udstyr sammen. Derfor begyndte samme pædagog et møde med en pædagogstuderende i lokalet. Den studerende

12 Udviklende øjeblikke havde svært ved at finde det interessant at være i praktik i vuggestuen og savnede en tidligere praktik på et fritidshjem. Pædagogen anerkendte dette og sagde: Jamen der sker nok også mere på sådan et fritidshjem, her passer vi jo bare babyer Denne kommentar til praksis i vuggestuen harmonerede ingenlunde med det, jeg oplevede i forløbet med adoptivbarnet. Da jeg senere kom for at have supervision med pædagogen, talte jeg med hende om min observation, og hvordan jeg havde undret mig over det ordvalg, hun brugte overfor den studerende, når hun fortalte om sit arbejde. Det er jo bare sådan noget, man siger, sagde hun. Senere har hun fortalt mig, at hun nu bevidst bruger andre ord, når hun fortæller om sit arbejde, og at det har givet hende mere anerkendelse fra både sig selv og andre. Det er mit ønske, at vi alle anerkender pædagogernes store faglighed og betydning for børns udvikling, og at pædagogerne tager denne anerkendelse til sig. Bogens opbygning Efter nogle indledende begrebsafklaringer beskriver jeg tilknytningsteori og kommer ind på, hvilken betydning barnets tilknytningsstil har for institutionsstarten og for den første relation mellem pædagogen og barnet. Desuden beskriver jeg, hvordan pædagogen kan skabe optimale rammer for, at barnet kan få en god indkøring og udvikle en tryg tilknytning. Herefter gennemgår jeg udvalgte videreudviklinger og kombinationer af tilknytningsteori og hjerneforskning. Peter Fonagys neurotilknytningsteori og Allan N. Schores teori om hjernens udvikling sættes i relation til, hvordan pædagogen kan spejle barnet i hverdagen på en måde, der giver tryg tilknytning. Desuden inddrages Susan Harts fortolkninger af Paul D. MacLeans tredelte hjerne og jeg sætter dem i relation til Daniel N. Sterns teori om børns udvikling.

Indledning 13 Det er primært på baggrund af de ovennævnte teorier og ud fra mine erfaringer i praksis, at jeg herefter belyser, hvad pædagoger i vuggestuer, børnehaver og i indskolingen kan se som tegn på udviklingsvanskeligheder hos et barn, og hvilke pædagogiske tiltag de kan iværksætte for at give barnet bedre vilkår for en sundere udvikling her og nu. Jeg giver også konkrete eksempler på udviklende øjeblikke fra vuggestuer, børnehaver og indskolingen. Efter afsnittet om tilknytning og institutionsstart samt efter hvert afsnit med eksempler på udviklende øjeblikke følger en række refleksionsspørgsmål. Til sidst i bogen viser jeg seks konkrete udviklingsplaner: to fra en vuggestue, to fra en børnehave og to fra en SFO. Udviklingsplanerne har til formål at sætte pædagogen i stand til at spotte udviklingsvanskeligheder og arbejde med dem i hverdagen samt at følge barnets udvikling over tid. Jeg skifter gennem bogen mellem at skrive hun om pædagogen og han. Det er for at undgå hver gang at skulle skrive begge dele. Alle eksempler kunne lige så vel være en kvindelig som en mandlig pædagog.

KAPITEL 1 Den vigtige udviklende hverdag Når en pædagog har spottet symptomer på udviklingsvanskeligheder hos et barn, enten allerede ved institutionsstart eller senere, er det vigtigt, at hun tilbyder barnet de bedst mulige vilkår for at komme i bedre udvikling her og nu. Børn er i konstant udvikling, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at vente med en særlig pædagogisk indsats. Børn indgår i relationer og samspil hele tiden, og disse relationer og samspil kan, med det rette indhold, give dem mulighed for at komme i bedre udvikling. Jeg har en grundlæggende antagelse, som jeg deler med blandt andre Daniel N. Stern, om, at forandring bygger på levet oplevelse (Stern 2004). Det vil sige, at et barn lige nu i dette øjeblik har fortidens oplevelser med sig. Fortiden kan formørke barnets næste øjeblik ved at kaste en så negativ forventning ind over det, at det næste øjeblik kun kan bekræfte det (negative), barnet allerede ved. Men det næste øjeblik kan også påvirke fortidens eller et andet miljøs indflydelse på barnet positivt. Hvis barnet mødes i et udviklende øjeblik i hverdagen og føler sig set og forstået, og hvis barnet oplever mange af disse øjeblikke, så vil dets forventning til næste øjeblik langsomt ændres, og måske vil barnet, trods hårde oplevelser i fortiden eller nuværende negative oplevelser, kunne forholde sig tillidsfuldt og komme i udvikling.

16 Udviklende øjeblikke Måske er pædagogen barnets eneste mulighed for at opleve, at der findes voksne, der kan være i en omsorgsfuld relation og blive i et positivt samspil med barnet. Omsorgen for barnet sætter ikke alene aftryk i barnets oplevelser og følelsesliv, men det påvirker også de neurologiske processer i hjernen, der igen virker tilbage på barnets udvikling af følelsesmæssige, sociale og kognitive kompetencer. En øget opmærksomhed herpå er en velkommen konsekvens af en integration af hjerneforskning og udviklingspsykologisk teori (Hart 2006a). På denne baggrund ved vi, at det er fatalt at forholde sig passivt afventende overfor et barn med udviklingsvanskeligheder. Du kan i dit arbejde som pædagog gå i gang med at skabe udvikling med det samme lige nu i dette udviklende øjeblik. Udviklende øjeblikke De udviklende øjeblikke er dem, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt. Dette indebærer en gensidig mental indtrængen, der tillader os at opleve: Jeg ved, at du ved, at jeg ved eller Jeg føler, at du føler, at jeg føler. Man kan sige, at der sker en aflæsning af indholdene i den andens sind (Stern 2004). Igennem disse øjeblikke bliver barnets og omsorgsgiverens forskellige bevidsthedstilstande forbundet, og der opstår en gensidighed, hvor begge parter deler en fornemmelse af, hvad den anden oplever. Øjeblikkene er karakteriserede ved en følelse af tæthed og autenticitet og ved, at de giver begge parter stimulering til udvikling. Susan Hart kalder disse øjeblikke for mødeøjeblikke, og hun beskriver, hvordan de er udviklende for nervesystemets evne til bl.a. selvregulering og opmærksomhedsstyring (Hart 2011). Lars Rasborgs definition af spejling, mener jeg også, er en beskrivelse af, hvordan pædagogen i sit samvær med barnet kan skabe udviklende øjeblikke:

Den vigtige udviklende hverdag 17 En spejling er en beskrivelse af, hvad barnet måske tænker og føler, og af, hvordan det måske kan forstås. En spejling indeholder en formodning og indeholder ikke noget om, hvad den voksne tænker, føler eller gerne vil have barnet til at gøre. (Rasborg 2014) Udviklende øjeblikke kan opstå ved, at den voksne spejler barnet eller den unge, men det kan også være, at den voksne viser med sin krop, hvad den voksne formoder, barnet tænker og føler, uden at komme med et egentligt sprogligt udsagn. Dette er også en form for affektiv afstemning ; et begreb, som jeg vil beskrive nærmere i kapitlet om udviklingen af barnets kerneselv. Spejlneuroner I 1990 erne opdagede en gruppe af italienske forskere 1, at hjernen rummer såkaldte spejlneuroner. Spejlneuronerne er et neuralt netværk, der går i gang, når vi ønsker at sætte os i et andet menneskes sted. Når vi betragter et andet menneske, reagerer vores hjernes spejlneuroner på den anden. Det er for eksempel det, der sker, når vi mader et barn med ske og selv sidder og åbner og lukker munden, mens barnet spiser mad af skeen. Spejlneuronerne spiller formentlig en stor rolle i forhold til, at vi mennesker også kan spejle hinandens følelsesmæssige tilstande (Jørgensen et al. 2013). Som Daniel N. Stern udtrykker det, så er vi mennesker skabt til at deltage i hinandens nervesystemer (Stern 2004). De udviklende øjeblikke skabes altså bl.a. via spejling gennem ord eller via en kropslig tilkendegivelse som en dans eller mimik, som viser, hvad du formoder, at barnet tænker og føler. I deler barnets tanker og følelser et øjeblik, og derved opstår selvfornemmelsen af, at jeg ved, at du ved, at jeg ved eller jeg føler, at du føler, at jeg føler. Jeg kommer nærmere ind på 1 Rizzolatti & Arbib (1998), Riizzolatti et al. (1999), Gallese et al. (1996), Galesse & Goldman (1998), Gallese (2001).

18 Udviklende øjeblikke spejling i afsnittene om Peter Fonagy og Allan Schores teorier, og i afsnittet om Daniel N. Sterns teori vil der komme eksempler på disse udviklende øjeblikke. Flere af de pædagoger, der har leveret eksempler på udviklende øjeblikke til denne bog, har i processen fortalt mig, at de fandt det vanskeligt at give de små øjeblikke i hverdagen status som udviklende. De var vant til, at det var temaer, store indsatser, projekter, forløb og lignende, der blev forbundet med udvikling. Disse store tiltag er naturligvis også supergode for børnenes udvikling, og de er sikkert fyldt med udviklende øjeblikke. I denne bog er det dog selve de udviklende øjeblikke, jeg er på jagt efter, og ikke temaerne og projekterne i sig selv. Sårbare børn Jeg ønsker at bidrage til, at pædagoger bliver endnu bedre til at se de børn, der af mange forskellige årsager ikke trives, og som viser symptomer på udviklingsvanskeligheder. Selv om et barn måske er i risiko for at udvikle en egentlig diagnose, vil jeg råde til, at der i vuggestuen, børnehaven eller indskolingen i første omgang ikke fokuseres særlig meget på barnets eventuelle diagnose, men derimod på barnets udviklingsvanskeligheder og udviklingspotentialer. For uanset om barnet har en diagnose eller ej, kan pædagogen hjælpe barnet. Alle mennesker kan fra fødslen være disponeret for en diagnose, og den kan komme til udtryk, hvis barnet lever under særligt risikoprægede vilkår. Men en diagnose kan også komme mindre til udtryk, hvis et barn oplever optimale og beskyttende vilkår. Når jeg i denne bog skriver, at et barn opleves som havende udviklingsvanskeligheder, så betyder det, at barnet ikke er tilstrækkelig udviklet i sine selvfornemmelser i forhold til det gennemsnitlige barn i vores

Den vigtige udviklende hverdag 19 kultur og historie. Et barns selvfornemmelse forstår jeg ud fra Daniel N. Sterns teori, det vil sige som den måde, hvorpå barnet oplever sit selv over tid både det kropslige selv, kerneselvet, selvet med andre, det sproglige selv og det historiske og identitetsskabende selv (dette kommer jeg nærmere ind på i de enkelte afsnit om Daniel N. Sterns teori). Når jeg beskriver forskellige opmærksomhedspunkter på udviklingsvanskeligheder, har jeg naturligvis en bevidsthed om, at det samme symptom eller den samme adfærd kan have forskellige årsager hos forskellige børn. På samme måde kan de samme vilkår give anledning til forskellige symptomer hos forskellige børn. Alligevel vover jeg at opstille nogle generelle opmærksomhedspunkter, som pædagogen med fordel kan have fokus på, når hun skal vurdere, om barnet er i risiko for udviklingsvanskeligheder. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi tør samle viden om dette og dele den, til trods for at der kan være afvigelser. Det er min erfaring, at vores bevidsthed om kompleksiteten nogle gange gør os mere ydmyge, end godt er, og ude af stand til at turde se eller tage ansvar for, hvad der kan være lige for næsen af os. Jeg har nogle enkelte gange oplevet ulykkelige pædagoger stå med en sag, hvor mange alarmklokker ringede. For eksempel lugtede barnet på grund af dårlig personlig hygiejne, barnet havde sår og mærker på kroppen, barnet havde ikke mad med, barnet kunne ikke lege med de andre børn uden at blive aggressivt og var ikke alderssvarende udviklet motorisk, følelsesmæssigt og sprogligt. Når pædagogerne blev spurgt om, hvorfor de ikke havde lavet indberetninger herpå, var svaret: Jamen, vi kunne jo ikke vide det med sikkerhed. Og det er rigtigt! Vi kan aldrig vide med sikkerhed, om et barn får den omsorg, det har brug for det vil altid være et professionelt skøn. Opmærksomhedspunkterne på sårbare børns udviklingsvanskeligheder, som jeg vil beskrive i bogen her, håber jeg

20 Udviklende øjeblikke vil være med til at kvalificere pædagoger til at turde foretage dette skøn både når det gælder de lettere belastende vilkår, der måske kan løses ved forældrerådgivning samt udviklende øjeblikke, og når det gælder de til tider hårde belastende vilkår, som kan kræve en underretning, særlige foranstaltninger og ikke mindst udviklende øjeblikke. Risikofaktorer og beskyttende faktorer Et udviklende livsforløb er naturligvis en kompleks proces, hvor barnet både er et individ, der præger udviklingen med sine egne specifikke forudsætninger, og hvor barnets udvikling samtidig er afhængig af de betingelser, det tilbydes. Der er altså tale om et dy namisk samspil mellem medfødte ressourcer og ydre opvækstbetingelser. Arv og miljø er ikke hinandens modpoler, men virker derimod sammen i en uendelig proces. Epigenetikken forsker eksempelvis i, hvordan et individs gener (genotype) kommer forskelligt til udtryk i individets egenskaber (fænotype), alt efter de miljømæssige påvirkninger individet modtager (Fonagy 2006). Vi er for længst gået væk fra enkle årsagssammenhænge, når vi ser på, hvilke faktorer der præger et barns udvikling. I dag tænker vi mere i risikofaktorer og beskyttende faktorer. Det være sig både genetiske faktorer og miljømæssige faktorer på mange niveauer. Risikofaktorer kan spænde vidt. Det kan eksempelvis være overstimulering, overbeskyttelse, manglende struktur, understimulering og traumer m.m. Fælles for dem alle er, at de stresser barnet. Omvendt er der forskellige beskyttende faktorer, som giver mulighed for udviklingen af tryg tilknytning, og som dermed nedsætter risikoen for, at barnet oplever udviklingsvanskeligheder (Shaffer 1993). Disse beskyttende faktorer omfatter eksempelvis barnets psykiske robusthed, et roligt temperament og måske den vigtigste af dem alle: Bar-

Den vigtige udviklende hverdag 21 nets mulighed for at opleve omsorg fra en primær eller sekundær omsorgsgiver. Mere herom i afsnittet om tilknytning. En pædagog i en vuggestue, børnehave eller i indskolingen har mulighed for at dele sit professionelle skøn med forældrene, hvis hun oplever et barn med udviklingsvanskeligheder. Forældre kan i kærlighed til barnet tilbyde vilkår, der fungerer som en mindre eller større risikofaktor for, at barnet kan få udviklingsvanskeligheder. Det kan være, at forældrene har svært ved at indgå i symmetriske samspil med barnet med et asymmetrisk ansvar. De har med andre ord svært ved at være piloter (Dyrløv 2014) eller karavaneførere (Jørgensen et al. 2013) for deres barn. Barnet har på en måde fået alt for meget plads og på en anden måde slet ikke fået den plads, som det har brug for. Det kan være forældre, der har så travlt med deres eget liv, at der ikke er overskud til samspil med børnene. Det kan være usikre forældre, der har mistet grebet om børnene (eller måske aldrig rigtig har haft det), og som i afmagt lader børnene styre meget mere, end børnene kan holde til. Det kan være forældre, der nemt selv kommer til at kede sig i samspil med børnene og derfor sætter for mange forskellige aktiviteter i gang, eller det kan være forældre, der efter en skilsmisse nærmest konkurrerer mod hinanden i aktiviteter, så børnene er konstant overstimulerede. Det kan være forældre, der selv er i krise eller psykisk sårbare og derfor ikke har overskud til samspil. Det kan være forældre, der gør det bedste, de kan, men som stadig ikke er i stand til at udvise en tilstrækkelig omsorgsevne. I værste fald kan det være forældre, der udsætter børnene for omsorgssvigt eller traumer i form af psykiske, fysiske eller seksuelle overgreb. Alle disse forhold i hjemmet, der fungerer som risikofaktorer for barnet, kan pædagogen ikke gøre meget ved, udover at finde en konstruktiv måde at fortælle forældrene, hvad hun ser og bekymrer

22 Udviklende øjeblikke sig om, og i nogle tilfælde benytte sig af sin skærpede underretningspligt. Men når børnene er i vuggestue, børnehave og indskoling, kan pædagogen tage ansvar for at skabe de optimale institutionsrammer for, at et barn, der lever med risikofaktorer i hjemmet, kan udvikle sig bedst muligt. Det er muligt at bede om tværfaglig hjælp hos PPR, og pædagogen kan straks gå i gang med at skabe udviklende øjeblikke og dermed selv blive en beskyttende og måske også en udviklende faktor i barnets liv.

JEG VED, AT DU VED, AT JEG VED Udviklende øjeblikke er de øjeblikke, der opstår, når to mennesker etablerer en særlig form for mental kontakt. Hvad betyder hverdagens udviklende øjeblikke for et barns udvikling, og hvad skal pædagoger og andre voksne omkring barnet være opmærksomme på, både hos barnet og hos dem selv, for at disse øjeblikke kan opstå? Rikke Yde Tordrup gennemgår i bogen de tegn, der kan være på, at et barn har udviklingsvanskeligheder, og hun fortæller, hvordan pædagoger og andre voksne omkring barnet kan støtte børn i deres udvikling. I bogen bliver udviklingspsykologi og tilknytningsteori gennemgået på en enkel og tilgængelig måde, som knytter an til, hvordan hverdagen er for børn i dagpleje, daginstitution og indskoling. Bogen henvender sig til pædagoger, socialpædagoger, dagplejere, ergoterapeuter, sundhedsplejersker, lærere og andre, der arbejder med børn. Forældre vil også med udbytte kunne læse bogen. WWW.AKADEMISK.DK