Upåagtet ubåd skænkede 1.500 søfolk Døden i Nordsøen Ingen forventede, at ubåde kunne true andre end tyndskrogede handelsskibe, da 1. verdenskrig brød ud. Men på en blank efterårsmorgen i 1914 tvang en tysk ubådskaptajn med seks torpedoer verdens øjne op for kejserens nye supervåben. Otto Weddingen og hans ubådsmandskab skulle blot bruge halvanden time til at sænke tre tunge britiske krydsere og sende 1.500 britiske søfolk i døden. Netop som ubådskaptajn Otto Weddingen var kravlet ned Unterseeboot 9 s trange officerskvarterer for at spise sin morgenmad, kom beskeden fra næstkommanderende Johannes Speiss: Fjendtligt krigsskib i syne. Øjeblikkeligt kravlede Weddingen tilbage på broen, beordrede sin ubåd ned under Nordsøens beskyttende bølger og gik i stilling bag periskopet. Sigten var god denne tidlige septembermorgen, og Weddingen fik straks øje på et stort kigsskib med fire skorstene, så ét magen til, og derpå endnu et. Begejstret klappede kaptajnen sin næstkommanderende på skulderen. Speiss, det er tre lette britiske krydsere! Hævn for U15, svarede Speiss. Det var lidt over en måned siden, en britisk krydser havde sænket U9 s søster-ubåd og alle 23 mand ombord. Forsigtigt sejlede Weddingen nærmere de britiske skibe med sænket periskop. Den 32-årige ubådskaptajn ville helt tæt på for at være sikker på succes. Efter knap ti minutters sejlads var U9 blot en halv kilometer fra den midterste krydser. Første rør, stævnskud, beordrede Weddingen. Han tav kort, og tilføjede så: Dyk til 50 fod umiddelbart efter affyring og undgå at stige! Vi er meget tæt på målet! Hverken Weddingen eller Speiss anede, hvordan en torpedoaffyring ville påvirke den næsten spritnye U9. Begge frygtede, at chokbølgen fra en fuldtræffer blot 500 meter væk ville ryste deres ubåd i småstykker. Ingen troede på ubåden Her mindre end to måneder inde i 1. verdenskrig var ubåden endnu et uprøvet våben, og dens potentiale groft undervurderet af både flådechefer og menige søfolk. Briterne, der ivrigt patruljerede Nordsøen for at spærre Tyske flådefartrøjer inde i dens havne, bekymrede sig mest om miner og den Kejserlige Tyske Flådes moderne overfladeskibe. Som en britisk kadet senere bemærkede: Jeg tror ikke, nogen indså, at en ubåd kunne gøre skade. Selv ikke den tyske højsøflådes øverstbefalende og hjernen bag Tysklands massive flådeoprustning i årene frem mod 1. verdenskrig, admiral Alfred von Tirpitz, regnede sin undervandsflåde for et brugbart angrebsvåben mod briternes fuldblods krigsskibe. Weddingens egentlige mission var at sænke transportskibe, der var i færd med at sejle britiske ekspeditionsstyrker til Belgien for at slås mod tyske landtropper på Vestfronten. Ingen forestillede sig, at en ubåd som U9 kunne true et fuldblods krigsskib som de tre, Weddingen fik i syne i periskopet tidligt om morgenen den 22. september 1914. Søfolk tog torpedo for mine En kølig vind og en lun morgensol sloges om magten over dækkene på de tre britiske krydsere Aboukir, Hogue og Cressy, mens de skar sig gennem Nordsøen ud for den hollandske havneby IJmuiden. Alle tre skibe styrede en snorlige kurs, med Aboukir i midten og de to andre krydsere omkring to sømil på hver side. I dagevis var krydsernes i alt 2.296 søfolk blevet kastet omkring af en kraftig storm, som havde
tvunget skibenes sædvanlige destroyereskorte i havn. Nu var kun dønningerne tilbage, og i det fjerne stod horisontlinjen knivskarpt mod den klare efterårshimmel. Under dæk på Aboukir lå den 15-årige kadet Kit Wykeham-Musgrave i sin køje og sov, da lyden af en enorm eksplosion i forskibet med ét rev ham ud af søvnen. Hele skibet rystede og al køkkentøjet faldt ud af skabene, skrev han tre dage senere til sin bedstemor. Vi troede selvfølgelig, det var en mine, og fór op på dæk. Vi lukkede alle koøjer og og vandtætte døre og slæbte alt, der kunne flyde, op og smed det overbord. Klokken var 6:20, og en torpedo fra U9 havde ramt Aboukir i bagbords side af stævnen. Vragdele skød i vejret Ombord i den tyske ubåd hørte søfolkene et fjernt, dumpt drøn og så en klar, klirrende lyd. I 31 lange sekunder havde Johannes Speiss instinktivt knuget det sænkede periskop, mens han stirrede på dybdemåleren, skrækslagen for at trykbølgen fra en fuldtræffer ville skubbe U9 op og ud af sit skjul under vandet. Nu kunne han og kaptajn Weddingen endelig ånde lettet op deres ubåd havde holdt til en succesfuld torpedoaffyring fra klos hold: Der lød jubel under dæk, og vi kunne ikke gøre andet end at juble med. Weddingen beordrede U9 op i periskopdybde for at få et glimt af effekten på det fjendtlige skib. Torpedoen havde ramt under et af Aboukirs magasiner, som nu eksploderede: Der var en fontæne af vand, en opskydende røgsøjle, et glimt af ild, og en del af krydseren steg i vejret. Derpå hørte jeg et brag og følte rystelser sendt gennem vandet af detonationen. Hun var brækket i stykker og sank i løbet af få minutter, skrev Weddingen senere Inden han beordrede sin ubåd under vandet igen, nåede den tyske ubådskaptajn at se de to andre britiske krydsere sejle hen mod Aboukir for fuld kraft for at komme skibets hundreder af nødstedte sømænd til undsætning. Mænd rutsjede ned af kølen Flådekadet Herevard Hook betragtede forfærdet dramaet på det synkende Aboukir fra den bageste bro på Hogue klædt i pyjamas, støvler og en overfrakke, han hastigt havde kastet over sig efter at være styrtet ud af sin køje for at se, hvad der var los. Hundreder af mænd havde allerede forladt det synkende Aboukir og boblede nu hjælpeløst omkring i vandet nær den dødsdømte kæmpe. En del af skibets underside stak op af vandet, så den ene af skrogets to rulningsforhindrende kimingskøle var blotlagt. En konstant strøm af meget letpåklædte mænd dukkede frem fra overdækket og begyndte at glide ned langs skibets side. De stoppede pludseligt, når de kom til kimingskølen, kravlede over den, og fortsatte så deres rutsjetur, indtil de nåede vandet med et plask. Både Hogue og Cressy havde reageret på Aboukirs nødsignal og var dampet for fuld kraft hen mod det nødstedte søsterskib, som de nu forsøgte at komme til undsætning, mens de lå så godt som stille i søen. To mindre både blev sat i vandet fra Hogue, og mandskabet kylede alt, hvad de kunne finde af træ overbord borde, stole, skabe, skuffer for at give de nødstedte søfolk noget at klamre sig til. Imens satte Cressy hastigt redningsbåde i vandet. Englændere lod sig skyde Weddingen kunne ikke have ønsket sig en bedre udvikling. Englænderne spillede mit spil, for jeg behøvede knapt bevæge mig væk fra min position. Det var til stor hjælp, eftersom det hjalp mig til ikke at blive opdaget. Weddingens 13 år i flåden havde været én lang optur. Blot et år efter optagelsen som kadet blev han udpeget som officersemne, og siden fulgte forfremmelse efter forfremmelse. I 1904 fik den sportstrænede unge flådesoldat en medalje for at have reddet en overbordfalden kollega, selvom han selv brækkede en arm i processen. I 1912 som ledende officer på U9 havde han modtaget den gamle preussiske Roter Adlerorden for sit sømandsskab og heltemod. Nu var han klar til at vinde endnu mere hæder.
Næstkommanderende Speiss tog et hurtigt kig på Hogue i periskopet. I den tidlige morgensol så jeg det britiske krigsflag vaje fra masten og de vinklede kanoner, som dækkede hele krydserens flanke. Jeg kunne se artilleristerne i deres hvide uniformer ved siden af dem. Hvis vi kom op til overfladen nu, ville vi være færdige. Speiss vendte sig mod sin kaptajn. Herr Weddingen, dette er ikke lette krydsere, dette er panserkrydsere. Dette skib har dobbeltkanoner. Weddingen var skeptisk, men besluttede at sende to af sine fem dyrebare, tilbagevære torpedoer afsted for at være sikker på at gøre skade på det tykskrogede britiske skib. Ubådens trange kabine var et hektisk virvar af koncentreret aktivitet. Alt ledigt mandskab piskede frem og tilbage på ordrerne alle mand for! og alle mand agter! for at holde ubåden i en stabil position ved hjælp af deres kropsvægt. Officerskvartererne i ubådens forende var ét stort rod, fordi alt måtte kastes til side for at få de nye torpedoer igennem fra deres lagerplads længere bagude i ubåden og frem til torpedorørene. Men Weddingen var ovenud tilfreds med sit mandskab: Om bord på min lille båd viste den tyske flådes ånd sig i bedste udgave. Alle mand bevarede fatningen og koncentrerede sig om arbejdet. Klokken 6:55, 35 minutter efter den første torpedo forlod U9 s torpedorør i stævnen, var de to næste torpedoer klar til affyring. Hele skibet hoppede Få øjeblikke senere, på Hogues bageste bro, mærkede den 15-årige, pyjamas-og-overfrakke-klædte Herevard Hook pludselig to enorme eksplosioner med få sekunders mellemrum. Det føltes, som om hele skibet hoppede mindst 15 centimeter ud af vandet. En enorm vandsøjle skød op, og en del af den faldt med betydelig kraft ned over mine skuldre. Torpedoerne havde ramt næsten samme sted på midtskibet. Hogue var med ét omtrent skåret over i to. Vandet fossede ind i maskinrummet. Skorsten nummer tre faldt sammen som et korthus. Alligevel bevarede mandskabet fatningen. Jeg tror ikke, jeg så en eneste mand løbe på overdækket, huskede Hook. Selvom skibet sank hastigt, søgte adskillige ned til messedækkene for at hente deres hængekøjer. En tæt fastsurret hængekøje skulle være en god erstatning for en redningsvest, og på den tid havde vi ikke fået udstedt nogen form for redningsudstyr. Selv smed den unge flådekadet sin tunge frakke og sine støvler og søgte mod agterdækket for at svømme i sikkerhed. Knæhøje bølger slog ind over dækket. Hook kravlede op på rælingen, spejdede efter noget at klynge sig til, fik øje på en bøje, hoppede i og svømmede hen til den. Fra bøjen så Herevard Hook sit skib langsomt kæntre og forsvinde i bølgerne, mens kraftige vandsøjler skød ud af koøjerne. Ti minutter efter, at torpedoerne havde ramt, var Hogue væk. Ubåd vædrede næsten krydser U9 havde i mellemtiden slået fuld kraft bak på den ene motor for ikke at vædre Hogue så tæt havde ubåden været på den britiske krydser. Vores ubåd beskrev en stor bue langs med Hogue, hvilket næsten fik periskopet til at røre krydserens skrog, skrev Johannes Speiss senere. Batterierne, som drev skruerne under ubådens dyk, var næsten flade. Hvor meget længere, kaptajn? spurgte førstemaskinmesteren bekymret. Men Weddingen havde opmærksomheden stift rettet mod det sidste britiske skib, HMS Cressy. Ombord på Cressy var kaptajn Robert W. Johnson og hans mandskab nu fuldt ud klar over, at de var under ubådsangreb og skibet sejlede i zigzag for at undgå eventuelle torpedoer. Næsten lige efter, at Hogue blev ramt, så vi et periskop på bagbords side omkring 275 meter væk. Øjeblikkeligt åbnedes ild og maskinerne blev sat på fuld kraft frem for at vædre hende, skrev kommandør Bertram W.L.Nicholson senere. En af artilleristerne mente, han fik ram på ubåden ifølge officeren, der stod ved siden af, ramte projektilet dog blot et stykke tømmer.
Officeren havde formentlig ret, for reelt var U9 noget mere end 275 meter væk, og under alle omstændigheder gik Weddingen og hans mandskab fri. Gennem sit periskop betragtede den tyske ubådskaptajn, hvordan Cressys kanoner tordnede granater afsted i alle retninger: Jeg kom op til overfladen og så, hvor vildt ilden blev sendt afsted fra skibet. Ikke så sært, når ikke de vidste, hvor de skulle skyde hen selvom ét skud kom ubehageligt nær på os. Klokken 7:20, nøjagtigt en time efter den første torpedoaffyring, havde Weddingen igen sejlet sig i stiloing. Resolut sendte han to torpedoer mod Cressy fra U9 s to bageste torpedorør. Et grusomt syn Den 15-årige flådekadet Kit Wykeham-Musgrave sad nu i sygestuen ombord på Cressy og varmede sig på en kop kakao. Fra den synkende Aboukir var han hoppet i vandet og svømmet mod Hogue, blot for at se også dét skib blive ramt og synke, inden han var svømmet over til Cressy blevet halet ombord med et reb. Pludselig lød endnu en eksplosion. En af de to torpedoer fra U9 ramte Cressy i forskibet på styrbords side. Musgrave styrtede fra sygestuen op på dæk, men oppe på forskibet kunne han konstatere, at Cressy stadig flød og kanonerne bragede i et forsøg på at ramme den usynlige fjende under vandet. Weddingen betragtede på afstand, hvordan hans torpedo ikke havde formået at forvolde afgørende skade. Efter et kvarters anspændt venten besluttede han at sende endnu en torpedo mod den britiske krydser. Klokken 7:35 forlod vores sidste torpedo røret, huskede næstkommanderende Johannes Speiss. Anslaget forårsagede en gigantisk, sort røgsky efterfulgt af en kæmpemæssig hvid fontæne. Torpedoen havde ramt krydseren virkelig hårdt og forvoldt stor opstandelse i et allerede sørgeligt spektakel. Cressy fik hurtigt slagside og begyndte at synke. Vi så små, myrelignende skabninger forsøge at kravle op på den gigantiske køl, først på den ene side og så på den anden, før de forsvandt i bølgerne. Et grusomt syn for en sømand. 1.459 forsvandt i bølgerne Med batteriernes sidste kraft sejlede U9 i neddykket tilstand nordpå væk fra scenen i 20 minutter, inden Weddingen vovede sig op til overfladen og startede ubådens rygende petroleumsmotorer. Hastigt satte han kursen hjemover, inden britiske flådefartøjer fra Englands havne kunne nå ham. U9 havde da forårsaget 1.459 britiske sømænds død. De resterende 837 sømænd fra de tre krydsere blev reddet af hollandske fartøjer, britiske fiskerbåde og tililende britiske krigsskibe. Den 15-årige kadet Kit Wykeham-Musgrave fra Aboukir overlevede ved at klynge sig til en planke i tre timer, indtil han bevidstløs blev samlet op af en hollandsk trawler. Herevard Hook fra Hogue blev sammen med omkring 150 andre samlet op af en af krydserens egne motorbåde, efter at han i 15 minutter havde klamret sig til sin bøje. Læs mere: Henk H.M. van der Linden: The Live Bait Squadron. Aspekt 2012. Otto Weddingens memoirer: Tilgængelge via http://www.unz.org/pub/vfw-1925v11-00202. Innes McCartney: Britsh Submarines of World War I. Osprey Publishing 2008.
BOKSE Briterne fik hævn over Weddingen Sænkningen af de tre britiske krydsere Aboukir, Hogue og Cressy gjorde Otto Weddingen til højt dekoreret tysk nationalhelt, men han overlevede ikke krigen. Kejser Wilhelm 2. af Tyskland overrakte personligt Otto Weddingen et jernkors af første grad som belønning for ubådskaptajnens sensationelle sænkning af tre britiske krydsere den 22. september 1914. Det var ikke forbigået kejserens opmærksomhed, at han mindre end to måneder inde i 1. verdenskrig pludselig havde fået et våben, som kunne hamle op med Storbritanniens frygtede flåde, der ellers gennem århundreder havde domineret verdenshavene. Otto Weddingen fortsatte krigen i kejserens tjeneste med at gøre havet usikkert for britiske søfolk. Men han og kollegerne kom i stigende grad selv under angreb. Specialbyggede britiske ubåde jagtede tyskernes undervandsfartøjer, og på broen af Royal Navys store krigsskibe begyndte officererne at spejde efter periskoper. Nogle gange lod briterne en uskyldigt udseende fisketrawler trække en britisk undervandsbåd hen i nærheden af en tysk ubåd. Når tyskerne så gik løs på trawleren, sendte den skjulte britiske undervandsbåd en torpedo lukt i skroget på den tyske ubåd. Blandt de mest effektive midler mod tyskernes ubåde var dog fortsat det mest primitive: Vædring. Og netop dén taktik kom til at koste Otto Weddingen livet. Det tyske ubåds-es omkom sammen med hele sin besætning, da det britiske slagskib Dreadnought vædrede Weddingens daværende ubåd, U29, i farvandet nordøst for Skotland den 18. marts 1915. *** Krigen lærte søfolk at frygte ubåde Efter katastrofen i Nordsøen den 22. september 1914 forstod alle parter i 1. verdenskrig, at ubåden skulle tages alvorligt. Hurtigt gik et regulært undervandskapløb i gang. Alle de store flådemagter havde ubåde i sortimentet, da 1. verdenskrig brød ud. Men selv ikke tyskerne, der rådede over den nyeste og mest slagkraftige ubåds-armada, forventede at bruge de nymodens fartøjer til andet end angreb på handelsskibe nær kysten. Otto Weddingens sænkning af tre britiske krydsere med ubåden U9 i september 1914 åbnede med ét slag admiralernes øjne for ubådenes potentiale. Hurtigt skød flådecheferne et sandt våbenkapløb under vandet i gang. Briterne udviklede særlige ubåds-jagende undervandsbåde, som i alt sænkede 18 tyske ubåde omkring 10 procent af tyskernes totale ubådstab i krigen. Royal Navy skabte dertil den særlige K-klasse af rekognosceringsubåde, som ved hjælp af dampturbiner kunne skyde næsten 24 knob på overfladen spionere med 10 knob under vandet. Uheldigvis var de hurtige ubåde så godt som umulige at styre, hvilket forårsagede talrige ulykker. Også tyskerne investerede heftigt: Kejseren rådede ved krigsudbruddet over 38 ubåde; i oktober 1917 var tallet 140, og da krigen var slut, havde tyskerne i alt bygget 334 ubåde. Nogle fik kanoner på dækket med en kaliber på helt op til 150 mm for også at kunne kæmpe på overfladen. Torpedoangreb på handelsskibe med forsyninger til fjenden forblev dog tyske ubådskaptajners hovedmetier krigen ud: Alene i april 1917 sænkede kejserens undervandsflotille hele 430 allierede og neutrale skibe. I sidste ende udgjorde den tyske ubådssucces imidlertid et selvmål: Tyskernes hidsige angreb på neutrale, amerikanske skibe med forsyninger til Storbritannien fik amerikanerne til at gå ind i krigen på britisk side, hvilket i sidste ende afgjorde krigen med Tyskland som taber. ***
Levende Lokkemad-Eskadren var håbløst uddateret Krydserne Aboukir, Hogue og Cressy var bemandet af purunge kadetter og halvgamle reservister og havde i årevis samlet støv ved sydengelske havnekaje. De tre krydsere, som den tyske ubåd U9 fik ram på ud for Hollands kyst den 22. september 1914, skulle slet ikke have været så langt hjemmefra. Marineminister Winston Churchill havde beordret skibene trukket tilbage til Den Engelske Kanals vestmunding. Risikoen for disse skibe kan ikke retfærdiggøres med nogen af de tjenester, de kan yde, bemærkede den trinde flådechef men hans ordre blev aldrig ført ud i livet. Aboukir, Hogue og Cressy tilhørte alle Bacchantes-klassen, hvis i alt seks fartøjer blev lagt ned i 1898-99 og stod færdige i 1903. Trods deres relativt unge alder var skibene allerede håbløst forældede. De kunne knapt nok nå deres teoretiske topfart på 22 knob på jomfrusejladserne, og efter mange år som slumrende reserveskibe var topfarten ved krigsudbruddet reelt reduceret til blot 15 knob. I praksis måtte de tunge dampkrydsere patruljere med en fart af blot 10 knob for ikke at sluge kul som større kraftværker. Internt i flåden var de blevet kendt som The Live Bait Squadron Levende Lokkemads-Eskadren. Mere krigsegnede blev krydserne ikke af, at deres enorme besætninger, bortset fra officererne, udelukkende bestod af nyudklækkede kadetter og halvgamle reservister sydengelske familiefædre i 30 erne og 40 erne uden den mindste krigserfaring. HMS Aboukir, Hogue og Cressy Længde: 454 fod Bredde: 69,5 fod Max. Dybgang: 28 fod Vægt: 12.000 tons Drivværk: 2 stk. 4-cylindres dampmotorer Armering: 2 stk 9,2 og 12 stk 6 Krupp-kanoner Torpedorør: 2 stk 18 undervandstorpedoer Pansring: Krupp-stål på mellem 2 (siden foran) og 12 (kommandotårnet) Besætning: Ca. 700 mand *** Ubådskaptajn udmanøvrerede intetanende briter Kaptajnerne på de britiske krydsere Aboukir, Hogue og Cressy bekymrede sig stort set ikke om ubåde. Briterne afpatruljerede Nordsøen i en snorlige kurs uden forebyggende undvigemanøvrer, og da kaptajn Weddingen på den tyske ubåd U9 fik sin første fuldtræffer, troede briterne, de havde ramt et minefelt. De blev hurtigt klogere. 6:10 Den næstkommanderende på U9 spotter krydseren HMS Aboukir i horisonten. Kaptajn Otto Weddingen beordrer sin ubåd under vandet og sætter kursen i retning mod det fjendtlige skib, som hurtigt bliver til tre i periskopet. 6:20 Weddingen er nu så nær det midterste af de tre britiske skibe, han tør komme. Ubådskaptajnen affyrer en torpedo fra et af U9 s to torpedorør i stævnen og dykker ned på 50 fods dybde. 6:30
Torpedoen træffer Aboukir midt på styrbords side, lige under vandspejlet. Krydseren tager hurtigt vand ind og kæntrer 20 grader mod styrbord. Kaptajnen tror, han har ramt en mine, og hejser derfor sit mine-advarselsflag, mens han kalder de to andre britiske skibe til sig for at redde sin besætning. 6:35 HMS Hogue sætter kurs mod de nødstedte søfolk fra Aboukir. Briterne er nu klar over, at Aboukir blev ramt af en torpedo og ikke en mine, men ved at holde sig på styrbords side af det synkende søsterskib forventer kaptajn Wilmot Nicholson ombord på Hogue at være i sikkerhed. 6:55 Aboukir kæntrer fuldkomment og synker i bølgerne med kølen i vejret. 6:55 Med to hurtige kursændringer er det lykkes kaptajn Weddingen ombord på U9 at komme uopdaget bagom Hogue og helt ind på knap 300 meters afstand. Fra sin position på Hogues bagbords side affyrer det tyske ubåds-es endnu to torpedoer, som øjeblikkeligt slår hul midtskibs og får vandet til at fosse ind i den britiske krydsers maskinrum. 7:05 Den hjælpeløst beskadigede Hogue synker til bunds. 7:15 HMS Cressy sejler de nødstedte søfolk fra Aboukir og Hogue i møde. I et forsøg på at undgå torpedoer styrer kaptajnen i zig-zag. 7.20 Weddingen affyrer to torpedoer mod Cressy, hvoraf den ene rammer i forskibet uden dog at gøre alvorlig skade. 7:35 Weddingen er nu helt inde under en halv kilometers afstand af Cressy og affyrer endnu en torpedo, som rammer den britiske krydser i bagbords side. Cressy får slagside og begynder at synke. 7:55 Efter en eksplosion i en af kedlerne kæntrer Cressy helt og synker med kølen i vejret. *** Ubådsmandskab indtog opium for at undgå toilettet Livet ombord på 1. verdenskrigs tyske ubåde var alt andet end komfortabelt. Den tyske ubåd U9 var en af verdens første moderne ubåde i kraft af sin konstruktion: På overfladen blev den drevet af en petroleumsmotor, som samtidig ladede batterierne til den elmotor, som drev ubåden under dyk. Sådan fungerede i princippet også fx den kolde krigs atombevæbnede dieselubåde, men her hørte al sammenligning med senere ubåde også op. Livet ombord på U9 var trangt, fugtigt, primitivt og ligefrem kvalmende. Kondensvand dryppede konstant fra væggene ned i hovedet på enhver, der forsøgte at sove i sin hængekøje eller på en af de trange køjesenge, og stanken af petroleum forpestede luften i kabinen. Hver morgen vågnede man med betydelige mængder slim i næseborerne og såkaldt oliehjerne, skrev den tyske officer Johannes Speiss, som var næstkommanderende på U9. Til madlavning rådede mandskabet over et lille elkomfur, men kogepladen og ovnen kortsluttede,
hver gang nogen forsøgte at bruge dem. I stedet lavede mandskabet mad på et petroleumsblus på dækket. Toilettet var et kapitel for sig: Det befandt sig bag et primitivt forhæng i et hjørne af ubådens centrale kommandorum, klemt ind mellem dybderor, gyrokompas, lænsepumper og andet isenkram. Da jeg første gang så dette arrangement, forstod jeg, hvorfor den officer, jeg afløste, anbefalede brug af opium før alle togter, bemærkede Johannes Speiss. Stoffet har en forstoppende effekt, som efter sigende skulle vare i 12 timer.