Charlotte Link Det sidste spor Oversat af Jacob Wisby
Det sidste spor Copyright 2008 by Charlotte Link and AVA Autoren- und Verlags-Agentur Gmbh, Herrsching-Breitbrunn (Germany) Title of the original German edition: DIE LETZTE SPUR Dansk copyright 2009 Audioteket A/S Oversat af Jacob Wisby Sats: SIDE-1, Odense Bogen er sat med Garamond Tryk: Bookwell, Finland Omslag: Anne Charlotte Mouret, SIDE-1, Odense Omslagsfoto: istockphoto ISBN: 978-87-645-0320-3 1. udgave, 1. oplag Mrs. Robinson en del af Audioteket
Indholdsfortegnelse: November 2002.................................... Fredag, den 10. januar 2003........................ Fredag, den 8. februar 2008......................... Lørdag, den 9. februar............................... Søndag, den 10. februar............................ Mandag, den 11. februar............................ Tirsdag, den 12. februar............................ Onsdag, den 13. februar............................ Torsdag, den 14. februar............................ Fredag, den 15. februar.............................. Lørdag, den 16. februar............................. Søndag, den 17. februar............................ Mandag, den 18. februar........................... Tirsdag, den 19. februar............................. Onsdag, den 20. februar............................. Torsdag, den 21. februar............................ Fredag, den 22. februar............................ Lørdag, den 23. februar............................. Lørdag, den 1. marts............................... 7 13 25 34 38 55 74 109 143 166 172 223 271 336 345 390 426 449 504
November 2002 Det ville blive snevejr i weekenden. Det havde meteorologerne forudsagt, og det så ud til, at de kunne få ret: Det var iskoldt på denne novembereftermiddag. En skarp vind blæste fra nordøst. De, der var nødt til at gå udenfor, fik hurtigt tårer i øjnene, og huden brændte. Det tidlige vintermørke var allerede ved at sænke sig. Hele dagen havde det ikke rigtig været lyst, og nu syntes tusmørket allerede at gå over i aften. Den unge kvinde så elendig ud. Forfrossen, bleg, med røde pletter på kinderne. Hun holdt begge arme slynget tæt omkring sig, som om hun heller ikke herinde kunne slippe fri af den nådeløse kulde, der herskede udenfor. Til trods for at kælderen på det retsmedicinske institut var varmet godt op. I hvert fald det lille forværelse, hvor inspector Fielder og hans medarbejder, sergent Christy McMarrow, havde ført den besøgende ind, efter at hun havde identificeret den ukendte døde fra Epping Forest. Hun havde blot kastet ét hastigt blik på det voksagtige ansigt og havde vendt sig hastigt om, mens hun hørligt kæmpede med at undertrykke en heftig trang til at kaste op. Og så havde hun endda ikke engang set resten af den ilde tilredte krop. Det syn ville bare have fået hende til at besvime, havde Fielder tænkt. Det havde varet nogle øjeblikke, inden hun kunne sige noget. Det er hende. Det er Jane. Jane French Ude i forværelset bad hun om en cigaret. Fielder tændte for hende. 7
Hun rystede kraftigt på hænderne, men det skyldtes nu ikke kun den belastende situation. Kvinden var narkoman, det havde han opfattet ved første blik. Og prostitueret, efter påklædningen at dømme. Hendes kjole var så kort, at det ikke ville have gjort den store forskel, om hun slet ikke havde haft den på. Spindelvævstynde, sorte strømper, der ikke på nogen måde var egnet til at beskytte hende mod kulden. Højhælede støvler, en jakke, nærmest en tynd vindjakke af metalglinsende stof, åbentstående, så hendes yppige, velformede bryster blev fremhævet så meget, som de kunne fortjene. Hun var ung, i begyndelsen af tyverne, efter Fielders vurdering. Hør her, Miss Kearns, sagde han og gjorde sig umage for at lyde saglig og kølig, også for at give hende lejlighed til at fatte sig. De er helt sikker på, at den døde er en vis Jane French? Lil Kearns sugede kraftigt på cigaretten og nikkede. Absolut. Det er hende. Genkendte hende med det samme. Hun ser lidt forandret ud, men ja, det er helt sikkert, at det er hende! Hun må have ligget næsten en uge i skoven, før hun blev fundet. Det vil sige, at hun er blevet myrdet omkring den tiende november. Myrdet er du sikker på det? Desværre ja. Arten af kvæstelser og den kendsgerning, at hun var bagbundet, da hun blev fundet, udelukker andre muligheder. Sikke noget lort, sagde Lil. Hun havde henvendt sig her til morgen, efter at politiet næsten havde opgivet at få nogen som helst antydninger om identiteten af den døde fra Epping Forest. De havde famlet forgæves i mørke i næsten fjorten dage nu. Hun var blevet fundet af nogle mennesker, der gik tur i skoven, og hendes kvæstelsers natur, den grusomhed, hvormed volden var udført, som hun havde lidt under og til sidst var død af, havde fået selv hærdede betjente til at tabe mælet. Det var en psykopat, havde en eller anden sagt til sidst, og alle havde nikket. Den unge kvinde måtte være faldet i hænderne på en fuldstændig vanvittig person. Hendes påklædning eller rettere: det, der var tilbage af hendes påklædning fik hende til at fremstå som prostitueret, så det var en nærliggende antagelse, at hun var steget ind i den helt forkerte kundes 8
bil. Desværre forekom den slags tilfælde ikke så helt sjældent, selv om det ikke var almindeligt at følgen var en så hensynsløs brutalitet. Men der rendte alle slags perverse mennesker rundt, og der var ingen steder, de kunne opføre sig så uhæmmet som overfor de gadeprostituerede. Man kunne ikke altid se på dem, at der var noget helt galt. Inspector Fielder havde oplevet sædelighedsforbrydere, der havde et sådant udseende og en sådan væremåde, at enhver moder ville ønske sig dem som svigersøn. Den afdøde havde ikke haft nogen papirer på sig, og hun passede ikke på nogen eksisterende beskrivelse af savnede personer. Hendes billede var blevet offentliggjort i aviserne, men det havde ikke fremkaldt nogen reaktion med det samme. Først da Lil Kearns var dukket op og havde hævdet, at hun genkendte sin tidligere værelseskammerat. Hun har været forsvundet siden marts! Uden at sige et ord. Pludselig kom hun bare ikke mere. Og nu ser jeg hende så her i avisen! Fielder havde spurgt, hvorfor Miss Kearns ikke havde anmeldt sin venindes forsvinden, men kun fået et skuldertræk til svar. Han kunne tænke sig til grunden: Lil Kearns var alt andet end henrykt ved tanken om et nærmere samarbejde med politiet. Som misbruger var hun formodentlig blandet ind i kriminelle aktiviteter, eller hun kendte i hvert fald nok mennesker, der bevægede sig på den forkerte side af loven. Hun havde ikke lyst til pludselig selv at befinde sig i en eller anden kedelig suppedas. Selv om hun påstod, at hun først nu havde opdaget billedet af sin veninde i en gammel avis, havde Inspector Fielder en klar fornemmelse af, at hun havde haft kendskab til det i længere tid. Hun havde haft behov for et langt tilløb, inden hun vovede at henvende sig på en politistation. Men hun havde trods alt gjort det. Og han havde ingen interesse i at kværne hende ned. Han var kun interesseret i oplysninger om offeret. Desværre havde Lil ikke meget at fortælle. Da hun stod i det lille rum på retsmedicinsk og sugede på sin cigaret, mens hun nervøst vippede på sine halsbrækkende høje støvlehæle, kom hun frem med, hvad hun vidste. Jane French. Kommer fra Manchester. Jeg tror kun hendes mor 9
stadig lever. Tog til London for tre år siden. Ville gøre karriere! Hun betonede ordet karriere på en sådan måde, at det lød næsten obskønt. Njah, sådan mellem os, så ville hun prøve at score en pæn mand. En eller anden fyr, der ville gifte sig med hende og tilbyde hende et bedre liv end det, hun havde. Hun havde prøvet snart det ene, snart det andet job aner ikke, hvad det præcis var. Til sidst stillede hun sig på fortovet. Havde ikke en jante og intet tag over hovedet. Jeg gav hende et fur. For det var mit område. Hvornår var det? indskød Christy McMarrow. For et år siden, sådan cirka. Fik medlidenhed. Hun kunne rykke ind hos mig. Vi trak sammen. For hvem? Lil så skarpt på Christy. Ikke for nogen! Jeg afleverer ikke mine penge til en eller anden lorte alfons! Jane og jeg var uafhængige. Og i marts forsvandt hun? Ja. Dukkede pludselig ikke mere op. Jeg kom tilbage om natten og hun var der ikke. Ikke usædvanligt. Men, altså, hun kom altså bare slet ikke tilbage! Hun smed skoddet på linoleumsgulvet og trådte det ud. Og hun har altså ikke været død siden marts, eller hvad? Nej, sagde Fielder. Som sagt, højst en tre ugers tid. Mærkeligt. Hvor har hun så været i al den tid? Det ville Inspector Fielder også meget gerne vide, men det så ikke ud til, at Lil Kearns kunne hjælpe ham videre i det spørgsmål. Kender du nogle af hendes veninder? Bekendte? En eller anden, der kan have haft kontakt med hende? Nej. Jeg tror slet ikke, hun har haft nogen. Skønt engang troede jeg Hun tav. Ja? sagde Inspector Fielder prøvende. Det var vel engang i januar. Jeg spurgte hende, om hun havde lært en at kende. Sådan lidt bedre. Fordi hun gik bedre klædt i nogen tid. Hvad betyder bedre klædt sådan helt præcist? Njah, sådan hun grinede lidt forlegent, altså stadig arbejdstøj. Du ved, hvad jeg mener. Som mit. Men på en eller anden måde bedre kvalitet. Dyrere. Som om hun pludselig havde flere skillinger. 10
Og du tror ikke det bare var fordi hun gav flere af sine egne penge ud, dem, hun selv havde tjent? Næh. Jeg vidste godt, hvad hun tjente. Og det var ikke rigtig hverken fugl eller fisk. Du mener, hun havde en ven, der gav hende gaver? Ja, det gættede jeg på. Men hun sagde nej. Jeg spurgte heller ikke ret meget. Det ragede jo ikke mig. Fielder sukkede. De var sådan set kommet lidt længere nu, hvor den døde havde fået et navn, en identitet. Desværre syntes sagen at stoppe der. Lil Kearns kæmpede selv en så ubarmhjertig kamp for at overleve, at hun kun havde kunnet holde øje med sin værelseskammerat fra sidelinjen. Hun var forlængst kommet så langt ud, at andre mennesker ikke inter esserede hende, med mindre de kunne finansiere hendes næste skud. De har været os til stor hjælp, Miss Kearns, sagde han alligevel. De skal have tak, fordi De kom ind til os. Naturligvis jeg mener jeg har meget ondt af Jane. Det er noget rigtig lort! Hun strøg håret fra panden, der glinsede af sved. Hun havde haft skidt, lige siden hun havde skullet se liget. Inspector Fielder fiskede sin bilnøgle op af lommen. Kom, sagde han, jeg kører Dem hjem. Gør De? Det var nice! sagde Lil taknemligt. På den måde kunne han få et glimt af det sted, hvor Jane French havde boet, indtil hun forsvandt. Men han havde en mistanke om, at det heller ikke ville bringe ham spor videre. Han havde mange års erfaring i denne branche, og han havde været parat til at vædde på, at tilfældet Jane French måtte regnes med til hans nederlag. Den unge kvinde havde levet i et socialt belastet område, det var med til at gøre sagen så kompliceret. Der var tilsyneladende heller ingen vidner til ugerningen. Og hvis der trods alt skulle være en eller anden, der kunne udtale sig nærmere om den unge Jane Frenchs død, så bevægede vedkommende sig sikkert rundt på den samme scene som Jane havde været så hjemmevant på. I det område var man yderst forsigtig med at give politiet nogen som helst informationer. 11
Af angst for at få rodet op i noget kriminelt, man havde været med til, men også af angst for hævn. Det var altså højst usandsynligt, at et muligt vidne ville melde sig. Inspector Fielder hadede, at han var nødt til at gå ind på denne tankebane, men det så ud til, at Jane Frenchs morder ville slippe ustraffet fra mordet på hende. 12
Fredag, den 10. januar 2003 Hvis hun havde taget morgenmaskinen fra Heathrow til Malaga, ville hun forlængst have nået sit mål. Gibraltar. Vejret i den britiske enklave på den sydligste snip af den iberiske halvø var sikkert væsentligt bedre end i London, hvor tågen ikke var lettet siden de tidlige morgentimer, ja, den var nærmest blevet tættere og tættere. Nu sank byen, forstærket af det tidlige vinterlige mørke, ned i en slags uigennemtrængelig, fugtig masse, der syntes at sluge alt lys og tilmed alle lyde og bevægelser. Mens solen som en rød ildkugle var sunket ned i en mørkeblåt hav fra en pastelblå himmel i Gibraltar, og de første stjerner begyndte at blinke. Sandsynligvis. Og hvis det ikke var tilfældet, så kunne det også være lige meget: hovedsagen var, at hun ville være der. Havde det ikke været for Geoffs tårevædede sammenbrud tidligt på aftenen, havde hun holdt sig til sin plan om at tage maskinen her til formiddag. Hun skulle være stået meget tidligt op for at være i London i tide, og det ville have betydet, at den sygeplejerske, der var hyret for de næste tre dage, havde skullet lave morgenmad til Geoff. Men det havde alt sammen været aftalt. Den resolutte plejerske havde lovet at være præcis. De skal ikke være bekymret, frøken Dawson! Tag De bare afsted i fred og ro. Det skal vi nok klare. Senere blev hun klar over, at hun i sit inderste hemmeligt havde ventet, at Geoff ville bryde sammen. Han havde taget det alt for roligt, da hun havde meddelt, at hun tog til Gibraltar i tre dage. Han havde ikke været glad, men han havde taget det på en ret voksen måde. 13
Du har godt af at komme lidt ud, Elaine. Selvfølgelig er jeg ikke glad for det. Men du gør så meget for mig, så jeg vil ikke være egoistisk. Du har brug for at komme lidt på afstand! Jeg forstår heller ikke, hvorfor Rosanna har inviteret mig. Vi har jo egentlig ikke haft så meget med hinanden at gøre. Jeg mener, jeg er jo ikke ligefrem en af hendes veninder På dette tidspunkt lod Geoff skinne tydeligt igennem, at han i bund og grund anså hendes rejse til Gibraltar for totalt overflødig. Du må jo vide, hvad du gør, Elaine. Jeg tror det er en almisse fra Rosanna. Det er sikkert hendes mor, der har overtalt hende til det. Hun har altid haft en hang til at være åh så social. Vi må gøre et eller andet for den stakkels, lille Elaine Og til sidst har Rosanna med et suk erklæret sig parat til det. Ja, ja Han tav sigende. Uudtalt hang ordene i rummet: Hvis det så alligevel kan more dig Måske ikke ligefrem more, tænkte hun nu, hvor hun stirrede på den blinkende lystavle, der meddelte hende, at hendes fly til Spanien var aflyst, lige som alle de andre fly fra Heathrow, der skulle være fløjet på denne sene januar eftermiddag, men det virkede som en mulighed for mig. En mulighed, der ændrede et eller andet. Det kunne have været en chance, som skæbnen tilbød mig. Ophidsede mennesker trængtes ved alle skrankerne, rejsende, der ville vide, hvad der nu skulle ske. Overbebyrdet lufthavnspersonale forsøgte at bevare roen og give informationer. Men i grunden stod kun ét helt fast: Her i aften ville der ikke starte et eneste fly fra Heathrow. Det lykkedes hende at få en fra British Airways i tale. Undskyld, men det er altså uhyre vigtigt at jeg flyver til Malaga her i aften! Den anden smilede, professionelt og udeltagende. Det gør mig ondt. Vi kan ikke gøre noget ved tågen. Og det ville være alt for farligt at flyve. Ja, men Hun fattede det ganske enkelt ikke. Én gang, en eneste gang i sit forbandede treogtyveårige liv forlod hun den landsby, hun var født og opvokset i, gjorde sig rede til at begive sig på rejse, forsøgte at frigøre sig fra sin hverdags dødlignende rutine og ensformighed, og så 14
blev det hele ødelagt af londontågen. Hun kunne mærke tårerne fylde hendes øjne og forsøgte panisk at holde dem tilbage. Jeg ville være fløjet i morges, forklarede hun lidt fjollet, men jeg bookede om Det er da en skam, sagde damen ved skranken, for indtil middag var der ingen problemer. Geoff var uden varsel brudt sammen aftenen før. Han lagde pludselig skeen midt under aftensmaden. Han havde siddet og stukket til maden uden rigtigt at spise noget, men det gjorde han så tit. Nu strømmede tårerne ned over hans kinder. Jeg er ked af det, hulkede han, jeg er ked af det! Åh, Geoff! Geoff, hold nu op med at græde! Er det på grund af mig? Fordi jeg fordi jeg rejser til Gibraltar? Det var et retorisk spørgsmål. Hun vidste udmærket, at det var på grund af Gibraltar. Mærkværdigvis havde den påfølgende samtale drejet sig om, hvornår hun skulle rejse, ikke om selve rejsen. Hvis du så i det mindste var her til morgenmad! Men at du skal væk så tidligt at jeg skal være overladt til denne fremmede allerede så tidligt Måske går der et lidt senere fly, tilbød hun lidt halvhjertet. Brylluppet er jo først på lørdag Han havde straks rettet sig op. Vil du gøre det? Vil du virkelig gøre det? Flyve om eftermiddagen? Åh gud, Elaine, det ville gøre det hele meget lettere for mig! Hvorfor egentlig det? De par timer? Morgenmaden? Men gennem årene havde hun vænnet sig til at Geoff var sådan. Irrationel. Uforståelig. Ikke til at sætte sig ind i. Men sådan var han bare. Sådan ville han altid være. Hvad skal jeg nu gøre? spurgte hun rådvildt. Tror De, der er andre lufthavne Gatwick? Stansted? Tror De, der går fly derfra? Damen fra British Airways rystede på hovedet. De har de samme problemer at slås med, som vi har. Ja, men Bor De i London? spurgte hun. 15
Nej. Jeg bor i Kingston St. Mary. Tror jeg helt ærligt selv på, at der er nogen, der kender det lille hul? spurgte hun sig selv. I Somerset, tilføjede hun hastigt. Det er desværre ikke lige i nærheden. Og rent trafikalt nærmest en katastrofe, var hun lige ved at fortsætte, da hun mærkede, at den anden straks havde tørret smilet af og vaklede mellem irritation og fornærmethed. Jeg tror ikke, det vil være muligt at komme dertil i aften. Så ville jeg prøve at finde et hotel hurtigst muligt. Her i Heathrow er der strandet så mange mennesker i aften, at det sikkert er umuligt at finde noget i en fart i ret stor omkreds. Eller også finder De Dem en plads i en af ventesalene og tilbringer natten der. Man kan få noget at spise og drikke alle vegne. Tror De, at jeg kan flyve tidligt i morgen? Allerede på vej videre til den næste trak damen på skuldrene. Det er der ingen, der kan garantere Dem. Men det er da muligt! En kvinde, der havde hørt samtalen, skældte ud. Det er utåleligt! Der er ingen, der hjælper os! Jeg aner ikke, hvor jeg skal henvende mig! De må da virkelig gøre et eller andet! Elaine så sig om i afgangshallen. Sådan en vrimmel af mennesker havde hun aldrig nogensinde set før. Hvem skulle gøre et eller andet? Damen ved skranken havde formentlig givet hende det eneste realistiske råd: Hun måtte se at finde sig en plads for natten, der var nogenlunde komfortabel. Snart ville hendes øjne stå fulde af tårer. Hun blev stående med hængende arme midt i kaosset, ude af stand til at bevæge sig, ude af stand til at lægge en fornuftig plan. Virvaret af menneskestemmer svulmede op til en orkan. Højtaleranlæggene overdøvede larmen. Rejsende, der hastede forbi, ramlede ind i hende. De formåede end ikke at reagere. Hun stod bare der, i sin slidte, brune vinterfrakke, der ikke engang havde været elegant, da hun købte den for fire år siden, og som nu mest af alt lignede en sæk, som hun havde hængt over skuldrene. Ved siden af hende stod kufferten. I den ene hånd holdt hun en håndtaske af plastik, en designerefterligning, der havde kostet ti pund hos Woolworth, med den anden knugede hun sit pas nede i frakkelommen. Klar til at vise det. Hvilket næppe ville ske i dag. 16
Jeg må lige overveje, hvad jeg nu skal gøre, tænkte hun til sidst. Hun havde gjort noget letsindigt og købt en virkelig dyr kjole til Rosannas bryllup. Normalt passede hun godt på sine penge, for hendes halvdagsjob i en lægepraksis i det nærliggende Taunton indbragte ikke meget. Geoffrey fik en lille pension, og med den klarede de nogenlunde skærene. Der var ikke til de store udskejelser, men alligevel havde Elaine af og til kunnet lægge lidt til side, hendes nødpenge, som hun kaldte dem. De var naturligvis tænkt til rigtigt pressede situationer, ikke til at købe en fiks kjole eller flyve til Gibraltar, men pludselig havde hun tænkt: Det må jeg kunne gøre en enkelt gang! En smuk kjole! En herlig fest! En smule ufornuft. Sædvanligvis tillod hun sig slet ikke nogen ufornuft i tilværelsen. En plejekrævende bror i kørestol gav ikke spillerum til letsind og ufornuft. Og Geoffrey selv levnede, som det menneske, han nu engang var, ikke megen plads til store armbevægelser. Han var som en blæksprutte. Med lange, stærke snoarme. Han holdt hende fast, klamrede sig til det eneste, der var blevet tilbage i livet for ham: hans søster. Han ville aldrig give slip på hende. Og ethvert forsøg på frigørelse fra hendes side stod tydeligvis under en dårlig stjerne. For næppe havde hun taget sig sammen til at åbne en dør på klem i sin skæbnes forløb, før alle magter svor sig sammen mod hende. Hun kunne kun alt for godt forestille sig, hvordan hun ville se ud efter en nat, som hun havde tilbragt siddende i denne overfyldte afgangshal. Hvis hun var heldig, afgik der et fly i morgen, som imidlertid under alle omstændigheder ville lande så sent, at der ikke kunne være tale om at trække sig tilbage til hotellet lidt først. Hun ville sikkert være nødt til at klæde sig om på et offentligt toilet i lufthavnen i Malaga, hvor der ikke var nogen mulighed for at få et brusebad eller i det mindste at vaske håret og få det tørret i en blot nogenlunde frisure. Kjolen ville være helt mast og krøllet. Og hun ville ankomme til kirken i sidste øjeblik, forjaget og med et udseende som en pjusket gårdkost. Under hele festligheden ville hun i den grad være sig sin ufordelagtige fremtræden pinligt bevidst, og på et eller andet tidpunkt ville hun begynde at tælle minutterne til hjemrejsen skulle begynde. Så meget for letsind og livslyst! 17
Endnu engang ville hun bekræfte det forventede billede af hende, alle ville kunne se, at intet havde ændret sig. Rosanna, bruden, ville naturligvis være der. Hendes forældre. Hendes bror. Mennesker, der havde kendt Elaine siden hun kom til verden. Der havde fulgt hendes opvækst. Og som kun alt for godt vidste, at hun altid havde stået på livets skyggeside. Hvordan var det, Geoffrey så fint havde citeret det? Vi må gøre et eller andet for den stakkels, søde Elaine Den søde Elaine. Den stakkels Elaine. Som passede noget så perfekt til det samlede billede ved, at hendes fly blev aflyst på grund af tåge, så hun nær var kommet for sent til festen, ved at hun dukkede op i en kjole, der lignede én stor krøllet fold. Uvasket og med uredt hår. I den grad uanselig. Den stakkels Elaine, som hun dog pjosker rundt, ville de sige. Nu skød tårerne frem i hendes øjne med sådan en kraft, at hun ikke længere kunne holde dem tilbage. En mand så forbavset på hende. To kvinder hviskede sammen og så over mod hende. Et barn pegede på hende og så ophidset på sin mor. Hun kunne ikke blive stående her og hengive sig til sin gråd, en gråd, der om få sekunder ville ligne et dæmningsbrud. Hun tog sin kuffert op, stolprede hulkende og næsten blindet afsted. Toilettet. Et eller andet sted måtte der da være et toilet. Hun ville forsvinde ind i en lille, stinkende kabine, alene i tusmørket, skjult for de hastende, råbende, ilende mennesker, der gloede på hende. Synke sammen på et WC-bræt, rulle sig sammen som et foster og græde, græde, græde Gennem det slør, der havde lagt sig over hendes øjne, fik hun øje på det skilt, hun længtes efter. De små piktogrammer, der lovede mulighed for at gemme sig. Hun løftede kufferten og stolprede hen mod døren, næsten blindet af tårer. Hun skubbede den op og ramlede sammen med en mand, der netop ville ud af det hvidflisede, menneskefyldte rum. Hovsa, sagde han. Hun ville mase sig forbi ham, men han holdt hende fast i armene. Undskyld, men det er herretoilettet. Vil De virkelig derind? Selvom hun hulkede og skælvede, trængte ordene langsomt ind i hendes øre. Hun stirrede på den fremmede. 18
Herretoilettet? spurgte hun i et tonefald, som om hun aldrig havde hørt dette ord før. De skal vist lige en dør længere hen, sagde han og pegede. Åh, nå, på den måde, sagde hun og lod kufferten falde ned ved siden af sig og græd videre. Da der var andre mænd, der ville ind og ud af toilettet, og de to stod og blokerede indgangen, tog den fremmede Elaines kuffert op og trak hende et par skridt med sig, til de stod i et hjørne, hvor de ikke generede nogen. Hør, sagde han. Er der noget, jeg kan gøre for Dem? Jeg mener er De helt alene i lufthavnen, eller er der? Han så sig søgende om, som om han havde et stille håb om, at der ville dukke en eller anden ud af den uoverskuelige menneskemængde og hjælpe ham af med den uophørligt grædende kvinde. Men da der ikke viste sig nogen, der syntes at høre sammen med hende, og der heller ikke kom noget svar fra hende, fiskede han til sidst et lommetørklæde frem og rakte hende det. Tag det nu lige lidt med ro. Det er sikkert slet ikke så slemt alt sammen. Nå, går det bedre nu? Hans beroligende stemme fik hende faktisk til at føle sig lidt bedre tilpas. Hun foldede lommetørklædet ud, pudsede næsen kraftigt og duppede sit våde ansigt. Undskyld, kom det stille fra hende. Ingen årsag, sagde han. Hun havde indtryk af, at han gerne ville være gået videre, men at han af en eller anden følelse af forpligtelse ubeslutsomt blev stående. Det er bare mit fly til Malaga er aflyst, mumlede hun og følte sig i det samme tåbelig. Han smilede. Alle fly ud af London er aflyst i aften. Forbandede tåge. Jeg skulle til Berlin, og nu kan jeg bare køre hjem igen. En af mine veninder skal giftes i Gibraltar i morgen. De kommer sikkert afsted i morgen tidlig. Hvis lufttrafikken altså bliver genoptaget. Tårerne vældede op i øjnene på hende igen. Måske 19
Han virkede irriteret. Hun spekulerede et øjeblik på, hvad der foregik inden i ham. Sandsynligvis spurgte han sig selv, hvorfor han skulle være så uheldig i dag. Han kom ikke til Berlin og måske spændte det ben for en vigtig forretningsaftale. Og så brasede han ind i et forgrædt, utiltrækkende kvindemenneske, der var så forvirret, at hun forsøgte at vakle ind på herretoilettet, og han var samtidig for meget gentleman til at overlade hende til sin skæbne. Hør, nu kører jeg hjem, sagde han, kan jeg sætte Dem af et eller andet sted? Min bil står her i lufthavnen. Jeg bor ikke i London. Hun pudsede næsen igen. Jeg må se herrens ud, tænkte hun resigneret, med rødplettet ansigt og tyk næse. Jeg bor i årh, der kommer jeg aldrig til i dag. Ude i syvende kartoffelrække. Håbløst. Hmmm Han så sig om. Det bliver ikke ligefrem komfortabelt at overnatte her i lufthavnen. Et hotel? Jeg ved ikke, om det er til at få et værelse nogen steder. Desuden Ja? Det spillede egentlig ikke nogen rolle mere, det hele var efterhånden næsten så pinligt, som det kunne blive. Desuden har jeg vist ikke penge nok. Hotellet i Gibraltar kommer jeg helt sikkert til at betale, selv om jeg ikke dukker op i aften. Ikke nødvendigvis, bemærkede han, men De har naturligvis ret: Det er et stort spørgsmål, om det er til at finde noget her i Heathrow. Jah hun forsøgte at smile, glad over, at der ikke var så mange tårer tilbage, jeg må se at finde et behageligt sted i en af ventesalene. Der er da i det mindste varmt og tørt. Han tøvede. Jeg jeg kunne måske tilbyde Dem kunne De tænke Dem at overnatte hos mig? Mit gæsteværelse er ret lille, men det er dog nok lidt mere bekvemt end ventesalene her. Og i morgen tidlig kan De nemt komme herhen med undergrundsbanen. Hans tilbud overraskede hende. Hun kunne efterhånden atter se og tænke klart igen, så meget, at hun kunne se, at hun stod overfor 20
en godt udseende mand. Høj og slank, smalt, intelligent ansigt. Slutningen af trediverne, højst begyndelsen af fyrrerne. Dyr frakke. Den type mand, der knipser med fingrene og straks kan vælge mellem en stor flok attraktive og interessante kvinder. En, der bestemt ikke tændte på en forgrædt, uanselig treogtyveårig, der fjumrede rundt i lufthavnen og klynkede som et barn, fordi hendes planer var gået i fisk. Men han tilbød naturligvis heller ikke sit gæsteværelse, fordi han på en eller anden måde var fascineret af hende. Eller fordi han gerne ville lære hende nærmere at kende. Han var bare rar, og han havde ondt af hende. Under normale omstændigheder ville han slet ikke have lagt mærke til hende. Det tror jeg ikke, jeg kan tage imod, sagde hun for at vinde tid. Han trak på skuldrene, lidt utålmodigt, forekom det hende. For min skyld kan De godt tage imod det, ellers havde jeg ikke tilbudt det. Jeg hedder i øvrigt Reeve. Marc Reeve. Her. Han greb i inderlommen og trak et kort frem, som han rakte Elaine. Her er mit kort. De er advokat? Ja. Hendes afdøde mor havde naturligvis lært hende, at man ikke skulle gå med fremmede mænd. Og bestemt ikke stige ind i deres biler for slet ikke at tale om at tage med dem hjem. Det misforstår mænd altid, havde hun forklaret. Og bagefter står du der som idiot, for der er ingen, der vil tro dig, hvis du siger, at du ikke selv havde lagt op til en kompromitterende situation. Åh, mor, du mente det så godt, men hvis du ikke altid havde advaret mig mod alt og alle, ville mit liv måske ikke være endt i sådan en blindgyde. Alligevel stod det hende helt klart, at hun desværre ikke havde det mindste at frygte fra Marc Reeves side. En tiltrækkende, tydeligvis velhavende og derfor succesrig London-advokat. Han fandt hende sikkert lige så spændende som en slurk lunkent vand. Men havde social empati. Jeg er dagens gode gerning for ham. Fint, fint! 21
Jeg hedder Elaine Dawson, sagde hun, og det ville være utrolig dejligt at få lov til at overnatte hos Dem. Godt, sagde han og tog hendes kuffert. Kom så. Bilen står i parkeringshuset. Hun sendte lige en lille prøveballon op. Vil det ikke komme Deres kone på tværs, at De sådan kommer hjem med uanmeldte gæster? Jeg er skilt, svarede han kort. Hun fulgte efter ham gennem vrimlen. Trods de mange mennesker travede han godt til, så hun havde sit besvær med ikke at miste ham af syne. Hendes hjerte bankede hurtigere og hårdere end det plejede. Og selv om der ikke er noget, der ikke sker noget som helst, så er det dog bedre end Kingston St. Mary, tænkte hun, det er bedre end den evindelige trummerum. Dag ud, dag ind. Det er bedre! Nærmest tilfældigt gled hendes hånd ned i hendes uelegante plastiktaske, ledte lidt, fandt mobilen og slukkede for den. Det var ledt af hende, men for en gangs skyld ville hun ikke stå til rådighed for Geoffrey. Bare denne ene nat. 22