Tekster: Sl 116, 1 Kor 11,23-26, Joh 13,1-15 Salmer: 180 Hører til, I høje Himle 456 Vor Herre Jesus 179 Herren god (mel. Bøj, o Helligånd) 457 Du som gik foran os (Asger Pedersen) 438 Hellig 192.7 Du, som har dig selv mig givet 217 Min Jesus lad (mel. Carl Nielsen) Der er noget særligt ved fødder. De bærer en livet igennem. Tænk på hvordan hele ens vægt dag ud og dag ind hviler på disse to punkter. Somme tider synes fødderne, det bliver for meget. De gør opmærksom på at de er der og at den byrde man lægger på dem er for stor. Og fødderne som man ellers dårligt skænker en tanke kan pludselig fylde hele ens bevidsthed, fordi det gør så nagende ondt i dem. Så er der ikke noget bedre end at stikke de værkende fødder i vand. Fødder er så mange slags. Der er smukke og velplejede fødder med pæne buede negle, solbrændte fødder i sandaler. Og der er knortede, knudrede fødder. Fødder der ustandseligt revner. Der er små lyserøde barnefødder, og snavsede drenge og pigefødder. Der er gamle fødder med ligtorne og hård hud alle vegne. Vi ved ikke så meget om Jesu disciple. Vi ved ikke hvor gamle de var, men vi kan vel gætte på, at de fleste nok har været på alder med Jesus, altså sidst i tyverne eller først i 30erne. Og så ved vi, at nogle 1
af dem havde været fiskere ved Genesareth-søen. Og at de alle sammen havde vandret sammen med Jesus nogen tid. Og alle sammen havde de i alt fald vandret de 160 km sammen med ham fra Genezarethsøen og ned til Jerusalem ad dårlige, stenede veje. De har vel haft sandaler på fødderne, - hvis de da ikke har gået barbenede. De har haft stærke, senede fødder med sej læderagtig hud. Det har nok heller ikke kunnet undgås, at de havde sår og ar på fødderne. Og støv. Fint, hvidt støv der var trængt ind i alle revner og sprækker. Og nu sad de eller lå de der og spiste sammen med Jesus. Og pludselig gør Jesus noget meget mærkeligt. Han rejser sig, tager det meste af tøjet af, binder et klæde om sig, tager en balje vand og begynder at vaske disciplenes fødder, som vi lige hørte det. For de fleste er det vist forbundet med stort velvære at få vasket fødder. Hvad enten man har gået meget langt, eller har siddet hele dagen med fødderne i et par snævre sko, så er det usigeligt dejligt, at få blødt de trætte varme fødder op. Fødder kan jo også godt være temmelig ulækre sommetider, uanset om man har haft sko på eller ej. Det er ikke særligt rart at skulle tage skoene af, når der andre til stede, hvis man samtidig har en fornemmelse af at der vil brede sig en stram lugt fra ens fødder så snart de kommer ud i det fri. Også det ulækre forsvinder når fødderne vaskes. Det er en stor behagelighed at få vasket fødder. Noget af det helt specielle ved Jesus var, at han var så fantastisk god til at bruge billeder. Hans billeder var overrumplende. Somme tider fik de en til at forstå noget, som man ellers ikke forstod. Somme tider gjorde de tværtimod at man blev forvirret og begyndte at 2
tænke over noget, man troede man godt vidste, på en ny måde. Hele tiden brugte Jesus billeder. Han fortalte om en kone der fandt en mønt hun havde mistet og blev kisteglad, og han gjorde samtidig dem der hørte det opmærksom på, at Gud jo altså bliver ligeså glad som sådan en kone over at et mennesker der er blevet borte fra ham finder tilbage til ham. Men Jesus brugte ikke kun billeder, når han talte. Somme tider var hans handlinger også billeder. En gang blev han så ærgerlig over et figentræ, der ikke bar frugt, så han forbandede det, og træet gik ud. Og de der så det havde nok en anelse om, at han dermed også ville vise dem, at det i det hele taget var katastrofalt ikke at bære frugt, uanset om man var et figentræ eller et menneske. Da Jesus vasker disciplenes fødder giver han dem et billede, som ikke blot lader dem høre eller se, hvad det er, han vil have dem til at fatte. Han lader dem mærke det på deres egen krop. Han lader dem mærke hvilket velvære, det betyder for et menneske, at der er nogen der bøjer sig ned og vasker dets fødder. Han lader dem mærke, hvor meget godt man med ganske få midler kan gøre for et andet menneske, ved at bruge sig selv til at tjene den anden med. Normalt fokuserer man i forbindelse med fortællingen om, hvordan Jesus vasker disciplenes fødder på, at det var slavearbejde at vaske andres fødder og at Jesus altså ydmyger sig og fornedrer sig over for disciplene som et billede på hvordan han i det hele taget og specielt i forbindelse med sin død på korset, fornedrer sig for menneskers skyld. Men jeg tror der ligger mere i fodvaskningen end blot dette at Jesus fornedrer sig. Jeg tror selve det der sker, når fødderne bliver 3
vasket spiller med ind. Velværet, fornemmelsen af at være ren og ikke at være ulækker. Det er det Jesus gør ved mennesker: han får dem til at føle sig godt tilpas, han tager skam og selvforagt fra dem. Han sætter dem i stand til at kunne være sammen med andre mennesker med oprejst hoved, at kunne se andre i øjnene. Han gør det for det første ved at sige til de mennesker, han møder, at de har værdi og betydning, fordi de er Guds børn. Han lader dem mærke Guds kærlighed i sin egen kærlighed til dem, og Guds kærlighed og Jesu kærlighed gør, at de får ny værdighed og betydning: Tænk, han kan lide mig, profeten. Han kan virkelig lide mig. Gad vide hvad det er der gør at han bryder sig om mig! har folk sagt til sig selv, når på en eler anden måde havde vist dem godhed. Når Jesus vasker sine disciples fødder er det på én og samme tid udtryk for Jesu egen kærlighed til dem, et billede på Guds kærlighed til dem og et billede på hvordan disciplene fremover hver især skal bruge sig selv på at gøre hinanden glade. Peter forstår ikke billedet i fodvaskningen. Han nærer en grænseløs beundring for Jesus og vil ikke have at Jesus på den måde skal ydmyge sig for ham. Jesus svarer ham, at det altså er nødvendigt, hvis Peter vil høre sammen med ham. Meningen må vel være, at Jesus simpelthen er identisk med den kærlighed han viser i fodvaskningen, så der slet ikke kan findes noget fællesskab med Jesus som ikke vil vide af den kærlighed, Jesus viser. Peter misforstår, han tror at det handler om selve det at blive vasket og ikke om den kærlighed som fodvaskningen er tegn på, og så vil han ikke blot vaskes på fødderne men over det hele. Jesu svar lyder 4
virkelig gådefuldt: Disciplene er allerede badet, så de er egentlig rene, de behøver bare lige at få vasket fødderne, så er de helt rene. Men hvis vi forstår fodvaskningen som et konkret udtryk for den kærlighed Gud nærer til verden og som Jesus giver mærkbare udtryk i verden, så kan vi måske forstå det, Peter i første omgang ikke forstår: Gud elsker os. Det er selve Jesu liv, ja alene det at han er blevet menneske i verden et udtryk for. Men Guds kærlighed bliver abstrakt og fjern, hvis ikke den også får helt konkrete, mærkbare udtryk. Det er det, der også sker ved fodvaskningen, når den opleves konkret som det velvære det giver at få vasket sine fødder. Det er det der opleves, når Jesus gør et menneske rask af den sygdom det lider af, eller når han giver et sultent menneske et stykke brød. Men det er også det der sker, når vi i vort liv med hinanden gør hinanden glade. Det kan være et knus. Det kan være et anerkendende eller trøstende ord. Det kan være hvad som helst der lader et andet menneske mærke, at det er elsket. At det har værdi og betydning i ens liv. Det er det, Jesus med fodvaskningen den sidste aften han lever sætter os til at gøre for hinanden, så vi kan mærke at vi er elskede af Gud og af mennesker. Så Guds kærlighede ikke bliver fjern og abstrakt, men konkret og nærværende i den måde vi ser og omgås hinanden på. Vi skal lade hinanden mærke kærlighed, akcept og agtelse. For som Guds elskede er vi sat til at bære Guds kærlighed videre i verden. 5
Og nu vil vi holde nadver sammen. så selvom Jesus ikke kommer og vasker vore fødder i aften, lader han os på en anden konkret måde mærke, at han elsker os. Han giver os sig selv i brødet og vinen, for at vi kan leve med ham i evighed. Amen. 6