OLE FOGH KIRKEBY PROTREPTIK PROTREPTIK PROTREPTIK PROTREPTIK SELVINDSIGT OG SAMTALEPRAKSIS

OLE FOGH KIRKEBY PROTREPTIK PROTREPTIK PROTREPTIK PROTREPTIK SELVINDSIGT OG SAMTALEPRAKSIS

PROTREPTIK SELVINDSIGT OG SAMTALEPRAKSIS er afrundingen på Ole Fogh Kirkebys mangeårige projekt med at genskabe og forny den protreptiske tradition og er uomgængelig læsning for enhver, der ønsker at arbejde som protreptiker. I bogen går Ole Fogh Kirkeby i dybden med de bærende tanker bag den nye protreptik. Læseren får således en teoretisk indføring i translo kutionaritetens princip; den grundlæggende erkendelsesteori baseret på funktionen af vores indre stemmer; ordets rolle i erkendelsen og etymologiens betydning; værdiernes funktion i bevidstheden; fornuftens hierarkier og deres forhold til magt; såvel som selvets struktur og metaforik samt relationen til psykoanalysens bevidsthedsmodel. PROTREPTIK SELVINDSIGT OG SAMTALEPRAKSIS er også en brugsbog, der gennem diverse tematikker, analyser af erfaringen af det andet menneske og eksempler på samtaler giver vejledning i, hvordan man gennemfører protreptiske dialoger. Bogen behandler en række temaer, herunder den psykologiske sans, kroppen, fortællingen, myten, allegorien, analogien, metaforen, den dialogiske begivenhed, retorikken, samtalesymmetrien og det protreptiske ethos. OLE FOGH KIRKEBY gennemførte to samtaler med to frivillige. Jeg meldte mig og oplevede at blive suget ind i en samtale om værdier, der tog udgangspunkt i begrebet at gæste, men som på 20 minutter kom omkring mange vigtige grundsten i et menneskeliv, såsom kærlighed, omsorg, livsmod og drivkraft. Jeg oplevede at glemme alt om tilstedeværelsen af plus/minus 30 fremmede mennesker i lokalet. Med fare for at lyde overdrivende og omvendt vil jeg betegne denne samtale som et vigtigt (vende)-punkt i mit lederskab (og i mit liv). Jeg har siden den dag oplevet en nysgerrighed på det sagte ord og et fokus på værdibegrebet i mit samvær med andre i faglig såvel som i privat regi. Inspirationen efter mere viden og erfaring med det protreptiske grundlag er drevet af stor indre motivation: et stort ønske om at tage mit liv såvel som mit lederskab alvorligt. (Overlæge Thea Kølsen Fischer) samfundslitteratur.dk

Protreptik

Ole Fogh Kirkeby Protreptik Selvindsigt og samtalepraksis

Ole Fogh Kirkeby Protreptik Selvindsigt og samtalepraksis 1. udgave 2016 Samfundslitteratur 2016 OMSLAG Imperiet (Annette Borsbøl) SATS TRYK ISBN ISBN SL grafik (slgrafik.dk) Specialtrykkeriet Viborg A/S 978-87-593-2437-0 (trykt bog) 978-87-593-2507-0 (e-bog) Samfundslitteratur Rosenørns Allé 9 1970 Frederiksberg C info@samfundslitteratur.dk samfundslitteratur.dk Alle rettigheder forbeholdes. Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller i virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er nævnt i aftalen. Undtaget herfra er korte uddrag til anmeldelse.

INDHOLD Forord 7 DEL I Det protreptiske univers og den erkendelsesteoretiske baggrund 35 1. Protreptikken som fænomen og dens historie 37 2. Hvorfor virker ordet? 47 3. Om sprogets oprindelse 63 4. Ordet og det ubevidste 81 5. Det semantiske fletværk og det ubevidste 93 6. Om translokutionaritetens væsen 107 7. Forståelsesproblemet i protreptikken 147 8. Vi er værdier 169 9. Grundtrange versus værdier 177 10. Selvopretholdelsesdriften 187 11. Den græske firkant 195 12. Bevidsthedens arkitektur 211 13. Bevidsthedens dynamik 221 14. Om selvet og om de etymologiske og metaforiske aspekter af vores begreber for det 239 15. Besættelsen og befrielsen af selvet 255 DEL II Protreptikkens metodiske praksis: Hvordan laver man en protreptisk samtale? 265 16. Fornemmelsen for den anden 267 17. Ordet som fokus: Dets indholds- og omfangslogik 279

18. Kriterier på fremskridt i den protreptiske læreproces og deres registrering 291 19. Hvordan får man fokuspersonen til at tænke rigtigt over sig selv og hvad indebærer det? 295 20. Hvordan aktiverer man fokuspersonens mest frugtbare brug af forestillingsevnen? 303 21. Evnen til at udnytte analogier og allegorier 313 22. Evnen til at udnytte homonymer og metaforer 323 23. Hvordan får man fokuspersonen til at aktivere og artikulere affekter? 331 24. Brugen af kognater, synonymer og associationer 341 25. Løgnen og usandheden i protreptikken 347 26. Brugen af fortællinger i protreptikken, myten og det hellige 361 27. Kroppens rolle 375 28. Retorikken og protreptikken 381 29. Væsentlige elementer i den protreptiske samtale 397 30. Måden at spørge på 405 31. At dele øjeblik: Den protreptiske samtale som begivenhed 423 32. Protreptikken og samtalesymmetrien 437 33. Protreptikkens ethos 443 Bibliografi 447 Indeks 457

FORORD FORORD FORORD diakríseis pneumáton dídotai ( får givet evnen til at bedømme ånder ; Det Danske Bibelselskab 1992: Paulus, Første Korintherbrev, 12, 10). Dette er en bog om protreptikken skrevet til mennesker, der vil dyrke protreptik som måde at leve på, som samtaleform generelt, som terapiform eller som ledercoaching specifikt. Historisk begynder protreptikken som ledercoaching ved de græske akademier, men den er meget mere. Den indeholder en teori om menneskets sproglige væren og om vores sproglige praksis, og dermed om den måde hvorpå vores virkelighed bliver til gennem den form, som vores tanker, følelser og begær får af ordene, når vi handler. At handle er ikke kun at bruge bevægeevnen, som den gøres mulig af kroppen ved hjælp af sanserne, at række ud mod verden med hænder og hud, men i lige så høj grad at tale. Derfor er verbet ordets kerne og tingenes oprindelige modus vivendi iblandt os. Protreptikken indeholder også den forudsætning, at sproget lejrer sig om og forankrer sig i værdier, fordi det gør en kommunikativ praksis, og dermed vores sociale væren, mulig. Talen anskueliggør for os, hvad vi vil, ved og kan. Denne bog har som opgave at udfolde det protreptiske univers og herunder at vise, at protreptikken er meget mere end en dialogisk praksis, eller bedre, at den kun kan være en dialogisk praksis, fordi den indeholder en teori om forholdet mellem bevidstheden, sproget, kroppen og verden. Det er væsentligt at bemærke, at protreptikken deler det vilkår med terapien, at den kræver stor dygtighed at udfolde og udføre. Heri ligger den tættere på psykoanalysen og dens grene end på de fleste af de forskellige typer af coaching, da den er fæstnet i en veludbygget ontologi og erkendelsesteori og i en analytisk taksonomi samt i en gennemprøvet praksis. I det sidste aspekt kan protreptikken dog ikke konkurrere med eksempelvis psykoanalyse eller gestaltterapi, da den nye udformning af den, som præsenteres i denne bog, kun kan henvise til en ti- 7

8 Forord årig praksis, og dermed til en kort erfaring med at uddanne kvalificerede protreptikere. Hermed er protreptikken nu ikke så forskellig fra de praksisser, der udgår fra kognitiv og positiv psykologi, fra narrativ terapi og fra systemisk terapi og appreciative inquiry, og fra adfærdsorienteret terapi og fra psykodynamisk terapi, selvom det spand af tid, der har været til deres rådighed, er noget længere, hvilket især gælder humanistisk og eksistentiel psykologi. I realiteten er udførelsen af den virtuose protreptik meget svær, hvilket selvfølgelig også gælder psykoanalysen og beslægtede terapier, da de alle forudsætter en hermeneutisk refleksion og fantasi på et meget højt niveau. Som alle dialogiske praksisser med et frigørende sigte, om de nu er orienterede mod mennesker med mere eksistentielle problemer eller koncentrerer sig om det, de ifølge deres horisont kan bestemme som patologier, har protreptikken en streng ethos. Protreptikeren skal ikke kun vise fokuspersonen ubetinget respekt, men med stor sikkerhed kunne fornemme hendes grænser og udøve en foregribende omsorg. Det er rimeligt, at jeg kort angiver mine personlige årsager til at skrive bogen. Protreptikken som tradition kendte jeg til især fra Werner Jaegers store bog om det antikke, græske uddannelseskoncept paideia. Men protreptikkens potentielle betydning opdagede jeg for alvor i 2005, da en ny oversættelse og udgivelse af Aristoteles protreptik kom på markedet på grundlag af Gerhart Schneeweiss rekonstruktion og udgivelse af Iamblichos manuskript (se Aristoteles 2005). Jeg indså straks, at denne klassiske form for vejledning og uddannelse af ledere var et tiltrængt supplement til det væld af tilgange til personlig rådgivning af ledere og til det virvar af coachingformer inden for ledercoaching, der på dette tidspunkt fulgte i kølvandet på de nye, strategiske programmer for selvledelse. Protreptikken kunne her udgøre et seriøst alternativ til sådanne intimteknologier. Samtidig var det mit udgangspunkt, at en del i det overleverede græske koncept måtte ændres og fornys. I 2002 havde jeg bl.a. sammen med professor Finn Thorbjørn Hansen været med til at grundlægge Dansk Selskab for Filosofisk Praksis. Til kredsen omkring dette initiativ hørte også Michael Højlund Larsen, der siden har skrevet en række fine bøger om dialog og ledelse i et protreptisk perspektiv og herunder taget det væsentlige emne op om muligheden for at udvikle refleksive samtaler med børn allerede tidligt i skolealderen. Jeg var dog hverken tilfreds med sokratiske dialoger eller med programmerne for filosofisk vejledning, der især trivedes i Norge, men også har rimelig indfly-

Forord 9 delse i England, Holland og USA, især fordi man i visse af disse lande kan erhverve et brugernummer som filosof, og personer dermed kan henvises til filosof fra egen læge med tilskud fra det offentlige. At udvikle protreptikken var et alternativ, selvom jeg stadigvæk har respekt for hele det intellektuelle og praktiske miljø omkring disse grupper og ikke ønsker at distancere mig negativt fra dem. Jeg har blot formet protreptikken til en anden praksis, hvor ikke mindst det narrative nedprioriteres, men der er uundgåeligt overlapninger. Min gennembrudsoplevelse med protreptikken kom i 2005, hvor jeg som medlem af firmaet Copenhagen Coaching Centers advisory board deltog i en session, hvor vi diskuterede coaching. Jeg sagde da, at jeg havde et alternativt koncept og spurgte om de deltagende ville se det udfoldet. Da svaret var ja, foretog jeg min første, egentlige protreptiske samtale. Det var med den daværende personalechef i Maersk. Seancen varede 25 min. Bagefter udtalte hun, at dette havde været så intenst og omkalfatrende, at det svarede til et års coaching. Da blev jeg klar over, at jeg havde fat i en ende af en rød tråd. Copenhagen Coaching Center har sidenhen været en meget vigtig faktor i at filtre tråden ud af dialogernes garnnøgle. Sammen med direktørerne Andreas Bering og Mette Mejlhede samt konsulent Jens Larsen og min kandidatstipendiat ved CBS på dette tidspunkt, Tobias Dam Hede, skrev jeg bogen Protreptik filosofisk coaching i ledelse, som udkom i 2008. Tobias Dam Hede har sidenhen selv bidraget væsentligt til forståelsen af ledelsesbaseret coaching. Senere kom filosoffen ph.d. Kim Gørtz til som chefkonsulent i dette firma, og han og Mette Mejlhede har også sammen udgivet antologier om det protreptiske projekt, som har involveret mange praktikere og mange problemer, som jeg ikke har kunnet berøre i denne bog. Gørtz har løbende profileret sig som en vigtig og vidende bidragsyder til protreptikkens filosofiske og praktiske aspekter. Mange andre personer har sidenhen sluttet sig til det protreptiske koncept i forbindelse med, at jeg har uddannet dem. Nævnes skal min samarbejdspartner gennem en del år, Maibritt Isberg Andersen, der også har skrevet en populær introduktionsbog til området. Det bør også nævnes, at lederne af kususcentret DISPUK, Allan Holmgren og hans kone Anette, med deres eminente forankring af den narrative praksis har været en betydningsfuld insprirationskilde til min udvikling af protreptikken. Den første af mine bøger, hvori protreptikken behandles i større omfang, er Begivenhedsledelse og handlekraft fra 2006 (ny udgave 2015), hvor der bl.a. præsenteres en protreptisk spørgeguide. Dernæst følger bogen Menneske og leder bliv den du er, skrevet sammen med Poula Helth, og her er der en række nye pro-

10 Forord treptiske interviews med ledere. Den udkom i revideret form med nye lederinterviews i august 2015. Poula Helth har i øvrigt sit eget vigtige forfatterskab om ledelse og dialoger. Dernæst kommer den nævnte monografi Protreptik filosofisk coaching i ledelse fra 2008. Det tredje bind af min trilogi om begivenheden, Selvet sker. Bevidsthedens begivenhed, fra 2008 har en hel, afsluttende del om protreptikken, der tilføjer meget nyt. Også i bogen Hvem er jeg? Om sjælens billeder: En lille bog om det, man måske kan vide om sig selv fra 2013, er der et vigtigt afsnit om protreptikken. På engelsk har jeg i 2009 udgivet monografien The New Protreptic. The Concept and the Art, godt hjulpet af professor Daved Barrys engelske tekstrevision. Her inddrager jeg de sider af Aristoteles forfatterskab, der udvikler det retoriske og argumentations- og udtrykstekniske. Det er på sin plads her at henvise til professor Reinhard Stelter, der i 2012 udgav bogen Tredje generations coaching. En guide til narrativ-samskabende teori og praksis. Heri rubriceres protreptikken under tredje generations coaching, der ud over det narrative perspektiv også omfatter artikulation af værdier og styrkelsen af en metateoretisk distance hos coachen. Jeg finder denne kategorisering særdeles relevant, da den sætter protreptikken ind i en aktuel, samfundsmæssig kontekst og perspektiverer den udvikling, som jeg har givet den, herunder netop det samskabende og symmetriske i dialogen. Vi forlader dermed det perspektiv på protreptikken, der bestemmer den som en dialogform bundet til den græske polis og til dennes særlige problemer med ledere, og kan se dens nødvendighed med andre øjne. Denne nødvendighed vokser ud af de ændrede lederprofiler, der følger med en langt bedre uddannet arbejdsstyrke, intellektuelt arbejde og den medarbejderpleje, der er en konsekvens af behovet for at forløse de ansattes innovative potentiale. Jeg har da også selv som nævnt tidligere præsenteret protreptikken i en sådan kontekst, nemlig som overvindelsen af de intimteknologiske ledelsesstrategier, som coaching er et produkt af. Da jeg begyndte at arbejde med protreptikken, var det netop i denne særlige ledelsesteoretiske kontekst som et alternativ til de manipulative coachingformer, der udviklede sig inden for erhvervslivet i de første år af dette århundrede. Coaching blev ofte brugt som et kontrol- og disciplineringsværktøj, det var en intimteknologi, der kunne overskride grænserne mellem medarbejdernes arbejdsliv og privatliv med henblik på at gøre disse medarbejdere til optimale instrumenter for maksimeringen af den økonomiske bundlinje. Det gav ofte coaching et dårligt ry og vakte begrundet mistillid blandt de ansatte. Protreptikken derimod bød på et alternativ, fordi den ikke fokuserede på medarbejderen som person, men som menneske. Den forholdt sig til det almene

Forord 11 grundlag for eksistensen og gjorde ikke den anden til en ting gennem psykologiske kategorier og common sense-karakteristikker. Men som jeg udviklede protreptikken, viste det sig, at den kunne danne basis for en ny dialogform og for et terapeutisk blik, hvis mål var gensidig symmetri og ikke magt. Skal jeg systematisere, hvad protreptikken handler om, så er det generelt at forøge kendskabet til sig selv samt forøge livskraft, livslyst og virkelyst hos mennesker, der personligt nok oplever, at de besidder disse kapaciteter, men ikke i tilstrækkelig grad. Det er også at styrke den enkelte, der føler, at hun vakler i disse henseender, til atter at tage magten over sit eget liv. Protreptikken er en samtaleform, men dens ultimative mål er at styrke fokuspersonens samtale med sig selv. Skal nogle af årsagerne til samt omstændighederne omkring det at skrive denne bog nærmere specificeres, så dækkes de af de følgende elleve punkter: For det første har jeg udviklet protreptikken i en ganske særlig form, hvoraf en del aspekter ikke vil være særligt genkendelige for en græker, i modsætning til hvad der ville gælde for retorikken og dialektikken. Det drejer sig om udgangspunktet i ordene og mit program, at ordene er klogere end begreberne, der skal forstås ud fra det historiske vilkår, at verberne generelt kom før substantiverne. Den indoeuropæiske rod *pri- betyder at elske eller skåne. Heraf kommer afledningen *prijos-, der betyder kær eller elsket. På de indoeuropæiske sprog producerer dette ord substantiveringer som den elskede, en ven, og adjektivet prijos-, der betyder kær, og dermed muliggør det abstrakte begreber som kærlighed, venskab og fred, samt egennavnet Frigg (Odins hustru). Da ordet fri henviser til en person, der er objekt for kærlighed eller venskab (som man kan fri til ) kommer det specifikt på tysk og keltisk også til at henvise til medlemmer af en gruppe eller klan og kan da forstås som en reference til den, der er beskyttet af sine egne det betyder da også at skåne og viser en eksklusion af fremmede, krigsfanger og slaver. Ordet frelse bekræfter dette, da det betyder fri hals, altså fri fra lænker. Dette giver et særligt indhold til substantivet frihed, der da får karakter af abstrakt begreb. Denne betydning af ordet fri får dog først indflydelse i middelalderen. Substativet magt med dets mange begrebslige betydninger har en indoeuropæisk substantivform, *magh-ti-, der kommer af en verbal form for det at magte, *magh- kunne, formå, hjælpe. Generelt er det dog svært at skelne strengt mellem ord og begreber, da mange ord med deiktisk (påpegende) reference, som gæst eller hud, allerede har en begrebslig ansats. Denne skelnen mellem ord og begreber skyldes også, at der for næsten enhver rod findes betin-

12 Forord gelser for udviklingen af flere ord og begreber, såkaldte kognater (jævnfør bibetydningerne af fri ). Man kan da slutte baglæns fra dette faktum til en oprindelig form af ordet, der måske ikke yder alle ordets senere betydninger retfærdighed men dog giver et fingerpeg om det betydningsfokus og de betydningsgrænser, som senere substantiveringer og abstrakte begreber udgår fra. Dette perspektiv er for det andet begrundet i, at protreptikken i min version hviler på en erkendelsesteori, der indeholder en teori om sprogets opståen. Ordet, eller bedre, verbet, er sprogets kerne, som også etymologien lærer os, og ordene opstår som individuelle udtryk for de indtryk, interaktionen med verden gør på os, indtryk, der gennem særlige kontekster og historisk formidlede mekanismer (ikke mindst magtformer) bliver kollektive. Hvert ord fører derfor tilbage til den raffinerede forbindelse mellem krop og bevidsthed og har altid en syntese af pathos, ethos og logos i sig. Ethvert ord åbner til menneskehedens historie og til det faktum, at vi aldrig har været alene. Derfor skaber enhver protreptisk samtale også et erkendelsesmæssigt scenarium, hvor man konfronteres med det historisk overleverede grundlag for at forstå, hvad man siger og tænker, og dermed hvorfor man gør det, dvs. hvordan man forstår sig selv. Det drejer sig dermed også om den omfattende inddragelse af etymologien, der, selvom den var kendt af grækerne, og vi finder væsentligt brug af den i Platons dialog om sproget, Kratylos (Platon 1996), og selvom stoikerne brugte etymologi i en betydelig grad, af gode grunde ikke kunne afspejle den sprogvidenskabelige, sproghistoriske, arkæologiske, og genetiske viden, der gør moderne etymologi mulig. Når jeg hævder, at der i sprogets historie ligger et uvurderligt grundlag for at forstå sig selv, så tænker jeg især på de såkaldte kognater til et ord, nemlig slægtskabet mellem ord med samme rod. Ordet fri, som blev nævnt ovenfor, producerer andre vigtige kognater som ven, frænde, fred, fri til, ord, der åbner mod valget af den konkrete, kontekstuelle mening og betydning af de ord, man bruger i talen, og dermed afslører, hvem man er. Der er meget stor forskel på et menneske, der forstår begrebet frihed som udtryk for skyld eller taknemmelighed, og dermed ansvarlighed og forpligtelse, over for det fællesskab, der gør den mulig; og det menneske, der opfatter friheden som en ubegrænset ret til at udfolde sig på andres bekostning. Hele liberalismens ideologiske dilemma er foregrebet i ordet friheds indholdsrigdom. Sat på spidsen: Sig mig, hvad frihed er for dig, og jeg skal sige dig, hvem du er! Det er dog vigtigt at understrege, at netop et begreb som frihed har så bredt og dybt et filosofisk, rets teoretisk, statsteoretisk og psykologisk indhold, at det ikke kan reduceres til nogen etymologisk fagviden.