Hanstholm Fæstningen herunder Atlantvolden [samt Besættelsen af Danmark] Specialudgave i anledning af overlæge Arne Skippers foredrag 'ATLANTERHAVSVOLDEN' onsdag 25 NOV på 'DANNEVIRKE'. Specialudgaven er et uddrag; afsnittet om besættelsen af Danmark er således udeladt. I anledning af FOUAT efterårstur 2013 Major Leif Mosegaard
,INObt tg1 (-1,1 Hav n MANDSKABS- BUNKER 3 LUFTVÆRNS- BUNKER 2 LYSKASTER- LUFTVÆRNSBUNKER 3 B U N K E R I AMMUNITIONSBANE I N a RESERVEILDLEOE R I 4. KANON I STATION` MASKINGEVÆRFtEIN, s %, MORTERST1LLING M U S E U M MANDSKABSBUNKER 2 FLANKERINGSBUNKER.1:"0 fewf DEPOTBUNKER 10.5 CM KANON O ar.12,pm KANON N --t 12,2 CM KANON GUL RUTG Thisted N AMMUNITIONSJUNKER LUFTVÆRNSBUNKER. LET OBSERVATIONSPOST* Q LUFTVÆRNS- BUNKER 1 MANDSKABSBUNKER 1 ^ E L V Æ R K 10.5 CM KANON. 2. KANON Det unikke frilandsmuseum omkring museumsbunkeren og bunkermuseet dækker ca. 100.000 m 2 og udgør den vestlige halvdel af det tyske 38 cm-batteri. Under krigen var museumsområdet et bart og barskt klitlandskab. I begyndelsen af 1950'erne gennemførte den danske stat imidlertid en beplantning med gran for at give byen Hanstholm ly for vestkystens barske klima. Det er lykkedes, så at man i dag har en smuk og afvekslende klitskov. Museumsbunkeren har et samlet areal på ca. 3000 m 2, og er dermed en af de største bunkere tyskerne byggede i Danmark. I midten af museumsbunkeren stod en af de fire 38 cm kanoner, som udgjorde det tyske kystbatteri "Hanstholm II". Et kanonrør på 19 meter Det var det helt tunge skyts, tyskerne havde kørt i stilling ved Hanstholm. De fire store kanonstillinger rummede hver en 38 cm kanon med et kanonrør på 19 meters længde, en totalvægt på 110 tons og en rækkevidde på 55 kilometer. Dermed kunne kanonerne i praksis skyde næsten halvvejs til Norge og sammen med et tilsvarende batteri ved Kristiansand i Norge, på den anden side i Skagerrak, skulle batteriet i Hanstholm spærre det ca. 120 km brede farvand 2
mellem Danmark og Norge. Den manglende rækkevidde blev dækket af et min efelt. Hanstholm var af samme grund den stærkeste fæstning i hele Nordeuropa under 2. verdenskrig. De oprindelige kanoner fra Hanstholm stillingen er forlængst skrottet, men et tilsvarende 38 cm kanonrør er udstillet ved museet. Den pågældende kanon var dog ikke opstillet i Hanstholm, men var tiltænkt Tirpitz kanonstillingen ved Blåvand. Men selvom den oprindelige kanon er væk, er resten af bunkeren et særdeles interessant bekendtskab, og museums-bunkeren i Hanstholm er uden tvivl den største, mest komplette og velrestaurerede bunker i Atlantvolden langs hele den jyske vestkyst. 3.000 soldater i Hanstholm Der var udstationeret cirka 3.000 mand i Hanstholm. da krigen sluttede i 1945. Heraf var der plads til cirka 100 mand på vagt i den nuværende museumsbunker. Bunkeren udgør et enormt kompleks af gange og rum med forskellige funktioner. Alle rum er restaureret og udstyret med det oprindelige udstyr i det omfang, det har været muligt. Således kan man gå ind i de forskellige mandskabsrum, hvor soldaterne opholdt sig, når de havde vagt. Disse rum er naturligvis udstyret med køjer, borde og skabe, som de så ud under krigen. Også flere af maskinrummene er blevet genetableret med det oprindelige udstyr. Det samme gælder de gamle ammunitionsrum, hvor man opbevarede granaterne til kanonerne. Her kan man fx se det sirlige transportsystem til de forskellige typer granater - inkl. de tilhørende kraner og transportvogne, som fragtede granaterne ud til kanonen. Man kan naturligvis også komme ud i selve kanonbrønden - den kæmpemæssige runde cementsokkel, som den enorme kanon sad fastmonteret i. Udstilling og friluftsmuseum Ud over selve museumsbunkeren byder Museumscenter Hanstholm også på et stort og velfortalt udstillingsafsnit, hvor man kan blive klogere på baggrunden for byggeriet af Atlantvolden langs Europas vestkyst. Desuden findes der adskillige interessante effekter i udstillingen, som diverse håndvåben, maskinkanoner, lyskastere, vragdele fra nedskudte allierede fly, m.v. Museumscenter Hanstholm er også et stort friluftsmuseum, hvor du via forskellige naturstier i området kan går rundt til nogle af de forskellige andre bunkere i området. Alle de forskellige bunkeres funktioner er beskrevet på plancher og skilte rundt om i landskabet. 3
Tag en tur med Olsen Bande-toget Sidst, men ikke mindst, kan du også tage museumstoget rundt i området. Det er den gamle ammunitionsbane, som man har reetableret. Ammunitionstoget kører rundt på en cirka en kilometer lang bane i området. Bl.a. kører toget gennem et af de gamle ammunit ionsdepoter, som du også komme gå ned. Her er der også installeret lys, så du ikke behøver have lommelygte med. Ammunitionstoget kører også ned gennem en af de andre af de i alt fire kanonstillinger, der er helt identisk med museumsbunkeren. Granaterne til 38 cm kanonerne var simpelthen for tunge til, at de kunne fragtes rundt med håndkraft. Ammunitionstoget kører kun i sommerhalvåret. Det lille tog har i øvrigt haft en berømt birolle i "Olsen Banden i Jylland", hvor Egon Olsen og kompagni bl.a. kører rundt med det lille tog. Er du Olsen Bande-fan, kan du købe en lille guide på museet til de lokaliteter, hvor filmen er optaget. Batteri Hanstholm I Museumscenter Hanstholm er altså ikke kun for de "voksne" historisk interesserede. Man sagtens kan tage ungerne med også, der ikke har svært ved at lade sig fascinere af de store bunkere og de mange udstillede kanoner på stedet. Og så vil ammunitionstoget sikkert også vække begejstring. Lige syd for Hanstholm by ligger der i øvrigt endnu et kanonbatteri med tilhøren de bunkere. Dette batteri var det første, som tyskerne anlagde i Hanstholm lige efter besættelsen i 1940. 4
Feltmarskallens kritiske blik Fornemt besøg i Festung Hanstholm i slutningen af maj 1943. Den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, og Værnemagtens øverstkommanderende, general Hermann von Hanneken. For første og eneste gang bliver det demonstreret, at de langtrækkende kanoner kan skyde. Det sker med et dommedagsbrag, der får holmen til at skælve og til at pastor Mehr rejser erstatningskrav. Pastorens minke smider deres unger af bare forskrækkelse. Senere på året besøg af feltmarskal Erwin Rommel, der konstaterer, at den reelle tyske kampværdi i Jylland er problematisk. Og han er heller ikke imponeret af beredskabet langs vestkysten. For meget beton og for ringe ildkraft. Ikke sandsynligt med invasion i Danmark, men usikkerhed om tid og sted nødvendiggør en forstærkning af det jyske forsvar. Feltmarskal Rommel og general Hermann von Hanneken Feltmarskal Erwin Rommel Højt til vejrs i det tyske hierarki havde man opmærksomheden rettet mod Festung Hanstholm og de øvrige jyske kystbefæstningsanlæg. Der lå en Fører-ordre bag anlægget af kanonstillingerne ved Hanstholm efter indstilling fra storadmiral Raeder. Han inspicerede anlægget i maj 1942. Nogen egentlig kritik gav han ikke udtryk for. Men han var jo også selv øverst ansvarlig. Han anså dog bemandingen for utilstrækkelig. I slutningen af maj 1943 blev Festung Hanstholm beæret med besøg af de øverste tyske ledere i Danmark - den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best og Værnemagtens øverstkommanderende, general Hermann von Hanneken. Et par herrer, der ellers ikke gik alt for godt i spand sammen. Med følge blev de installeret på Hotel Aalborg og Hotel 5
Royal, og i løbet af et par dage aflagde de besøg i Hanstholm og ved de øvrige søforter langs Thys kyst. Der er ingen vidnesbyrd om, at besøget fik følger for befæstningsarbejdets udvikling. Besøget er alligevel mindeværdigt, for det var ved denne lejlighed - mere præcist 27. maj at man for første og eneste gang fik demonstreret. at de langtrækkende 38 cm-kanoner kunne skyde. Dommedagsbrag og erstatninger Det skete med et nærmest dommedagsbrag, der fik holmen til at skælve og efterlod en regn af glasskår i miles omkreds. Snart efter fulgte en tilsvarende regn af erstatningskrav fra pastor Mehr og andre - mere herom senere! Det mest interessante af de fornemme besøg foregik til gengæld med den største diskretion. I begyndelsen af december 1943 aflagde helten fra ørkenkrigen i Nordafrika, feltmarskal Erwi n Rommel besøg i Hanstholm. Han havde udtrykkeligt frabedt sig enhver form for festivitas. Han ville opleve vestvoldens hverdag. Kun de stedlige kommandanter fik ordre til at melde sig hos feltmarskallen. Det var også en egentlig arbejdsrejse, Rommel var på med sin stab. Han havde i sommeren og efteråret 1943 ledet det tyske forsvar af Italien. Under indtryk af den voksende trussel om invasion fra vest fik han til opgave at inspicere det nordeuropæiske kystforsvar og i lyset af erfaringerne fra Italien opstille en samlet plan for, hvordan et invasionsforsvar kunne organiseres. Som»lnspekteur«havde han ikke nogen egentlig kommando. Måske har hans udnævnelse været et skub ud på et magtmæssigt sidespor. 2. december ankom Rommel med sin stab til Hannekens hovedkvarter i Silkeborg. Her blev det konstateret, at selv om der stod seks divisioner i Jylland, var den reelle kampværdi problematisk. En af divisionerne var først under opstilling, tre var uddannelsesdivisioner og en var reservepanserdivision med meget lid t panser til rådighed. Endelig var der en Luftwaffe- Felddivision. der bevægede sig rundt på cykler. Luftvåben og marine var svagt udstyret. Rommel konkluderede. at der i Danmark ikke var noget egentligt»frontverband«. De følgende dage bevægede Rommel og hans stab sig med særtog til Esbjerg og op langs vestkysten via Hanstholm til Skagen. Staben blev installeret i fornemme salonvogne. Og en af dem var særlig fint udstyret. Den havde - efter de kyrilliske bogstaver at dømme - tilhørt en stormægtig Balkan-fyrste. Dagen startede med morgenmad i spisevognen. Rommels adjudant beretter, hvordan man et par minutter i otte endnu sad i afslappet samtale. Et øjeblik efter var vognen som blæst for mennesker. Alle var lynhurtigt på plads i den ventende bilkortege. Kl. otte præcis bevægede kortegen sig så af sted til dagens inspektionsrunde. Det rommelske tempo og præcisionskravet herskede over alle. Ved de udvalgte anlæg tog Rommel et hurtigt blik over situationen og modtog de fornødne rapporter. Når mørket faldt på ved 16-tiden, vendte man tilbage til stabstoget, og dagens indtryk blev bearbejdet og diskuteret. Middagen skulle efter planen leveres fra et feltkøkken. Ofte blev der dog rettet finere an.»til ringe glæde for Rommel«, som hans adjudant bemærker,»han var ikke bygget til det fredelige besættelsesliv i det velforsynede land«. Langt fra imponeret Rommel var langt fra imponeret af forsvarsberedskabet langs den jyske vestkyst. Overalt herskede der et stærkt misforhold mellem de mange kubikmeter beton og den lette armering med kanoner eller endda kun maskingeværer. Han anså det ikke for særligt sandsynligt. at invasionen ville blive rettet mod Danmark. Bl.a. var afstanden til England for stor til en egentlig jagerdækning. Alligevel gjorde usikkerheden om tid og sted det nødvendigt at forstærke det jyske forsvar. Hans grundopfattelse var kort og godt:»hauptkampflinie ist der Strand«(»Hovedkamplinie er stranden«). Det gjaldt om at skubbe forsvaret så langt frem, at fjenden aldrig fik etableret et brohoved i land. Det bedste forsvar ville være stærke panser-enheder støttet af jagere. Men den mulighed lå begravet ved Stalingrad. Derfor måtte man gribe til nødløsninger med de forhåndenværende 6
midler. De bestod helt konkret i spærreforanstaltninger - spanske ryttere - og minefelter langs strandkanten. Endelig skulle infanteri-divisionerne flyttes tæt til kysten. Infanterienhederne befandt sig inde i land langt bag de kystforsvarsinstallationer, de skulle forsvare. Tesen om det fremskudte forsvar blev langt fra modtaget med begejstring - især ikke hos den tyske hærs officerer. I nogen grad kom Rommels kritik dog til at sætte præg på det følgende års udbygning af kystbefæstningen. Påvirket af feltmarskallens kritik - og fremskyndet af invasionen i Normandiet - blev der opstillet ni 47 mm Skoda-kanoner i jernbetonbunkers til bestrygning af alle tilførselsveje. For at imødegå invasionsforsøg fra havet blev der opstillet fire 50 mm automatiske granatkastere. Og der blev anlagt skyttegrave på kryds og på tværs. Især på skrænterne. Alt blev viklet ind i pigtråd. Atlanvolden i Danmark Atlantvolden i Danmark var en kystforsvarsstilling langs den jyske vestkyst under 2. verdenskrig. Den bestod af omkring 8.000 forskellige betonkonstruktioner, herunder knap 2.000 egentlige bunkere. og minefelter. Atlantvolden strakte sig fra Nordkap i Norge til Pyrenæerne ved den spanske grænse, og blev anlagt af Nazi-Tyskland for at afskrække de allierede fra at foretage en landgang i det kontinentale Europa. Selv om faste forsvarsstillinger på byggetidspunktet var forældet, betød de enorme mandskabsressourcer som østfronten slugte, at Hitler måtte befæste Europas vestvendte kyster bedst muligt. 7
Atlanvolden i Europa Atlantic Wall 1942-1944 F.3 r pr Illands IB ril din] Pod ugal Ideen om en uigennemtrængelig befæstning langs Atlanterhavet var udtænkt af Hitler selv. I samtidig tysk propaganda blev Atlantvolden hyppigt fremstillet som en ubrydelig mur af betonstillinger, spækket med artilleri og bemandet med loyale elitetropper. Sandheden var en anden. idet Atlantvolden hovedsageligt bestod af en række befæstede støttepunkter, og elitetropperne på det tidspunkt kæmpede en vigende kamp mod Stalins Røde Hær. Atlantvolden var derfor fortrinsvis besat med soldater, der enten var på rekreation efter kampskader, havde skavanker af den ene eller anden art, var for gamle eller for unge til fronttjeneste eller sågar var krigsfanger. der var undsluppet fangenskabet ved at melde sig til den tyske hær. 8
Anlæggelsen af Atlantvolden Arbejdet på Atlantvolden havde i større eller mindre grad stået på siden Frankrig, Bel gien, Holland, Danmark og Norge blev besat i 1940, og med Hitlers Führerweisung Nr. 40 i marts 1942 blev der sat et vist fokus på kystforsvaret. I august samme år formulerede Hitler sin strategi om at bygge 15.000 bunkere i Frankrig, Belgien og Holland, og i samme forbindelse også styrke kystforsvaret i Danmark, men først med Hitlers Führerweisung Nr. 51 af 3. november 1943, der satte klare mål for hær, marine og luftvåben, kom der virkelig gang i byggeriet. Organisation Todt Opgaven med at bygge de mange betonbunkers blev overladt til Organisation Todt. i daglig tale OT. Navnet har ikke, som mange tror, noget med det tyske ord for død (tot) at gøre, men er opkaldt efter Fritz Todt, OT's første leder, der var arkitekten bag Siegfried-linjen og de tyske autobahner. Efter Todt i 1942 døde ved en flyveulykke overtog Albert Speer ledelsen af OT. OT gjorde i vid udstrækning brug af tvangsudskrevne arbejdere eller slavearbejdskraft, når der skulle bygges bunkere. I Danmark blev der dog anvendt lokale entreprenører med "frivillig" arbejdskraft (i den forstand, at det ofte var det eneste arbejde, der blev anvist de arbejdsløse). Bunkerne blev bygget efter det såkaldte Regelbau-system, der var en slags typehusreglement for bunkere. Flere steder kom fantasien dog til hjælp, når det gjaldt om at forsøge at skjule bunkerne for fjendtlige flyvere, bl.a. ved Thyborøn, hvor en del bunkere blev camoufleret som civile bygninger. Rommels forstærker Atlantvolden Feltmarskal Erwin Rommel var en af Hitlers mest kompetente hærførere og superstjerne fra ørkenkrigen, hvor han fik tilnavnet "ørkenræven". I december 1943 blev han af Føreren beordret til at inspicere Atlantvolden med henblik på, hvorledes kystforsvaret kunne forbedres. Rommels inspektionstur begyndte i Danmark, hvor han tilbragte tiden fra d. 3 14. december. inden han fortsatte ned ad Atlanterhavskysten. Resultatet af Rommels tur var en ret negativ rapport til Hitler. der reagerede ved at gøre feltmarskallen ansvarlig for at bringe Atlantvolden op til den standard, denne selv havde foreslået. Uden at lægge skjul på, at han anså opgaven for næsten håbløs, tog Rommel med stor energi fat på at gøre volden til den uindtagelige fæstning, propagandaen allerede havde udnævnt den til at være. Som pansergeneral ville han have foretrukket at kunne basere forsvaret på stærke. mobile styrker, men som sagerne stod, blev han af den overbevisning, at den eneste chance for at afværge en invasion var at knuse angriberne i strandkanten. Da Nazitysklands ressourcer allerede på det tidspunkt var strakt til bristepunktet. var knapheden på cement, stål og stort set alt andet så udtalt, at Rommel tog tilflugt til mange krigstekniske innovationer i form af improviserede terrænhindringer. Han, der som ung ville have været ingeniør, designede selv en del af forhindringerne, bl.a. de berømte Rommelasparges, der i al enkelhed var kraftige pæle, boret ned i sandet under vandoverfladen og forsynet med en pansermine på toppen. Et landgangsfartøj, der rørte minen, ville blive sprængt. 9
I Afrika havde Rommel lært at frygte og respektere minen som våben, og det var hans mål at lægge 50.000.000 miner langs Atlanterhavskysten. Så langt nåede han dog ikke, hovedsageligt pga. forsyningssituationen, men omkring 6 millioner blev lagt på Normandiets kyst, og alen e i Danmark blev der udlagt 1,5 million. D-dag Den 6. juni 1944 kl. 06:30 om morgenen angreb en overvældende allieret styrke som bekendt Atlantvolden, og samme aften var denne gennembrudt flere steder, og brohoveder etableret. Som Rommel havde forudsagt, så lod de allierede sig ikke stoppe, da de først var kommet i land, og den vellykkede invasion markerede begyndelsen til enden for Naziriget. Endnu en "uindtagelig" fæstning var faldet. 10