BRIEF p,'\j 0041212

*» X.

rvwjll

5R. g. runbldigé Snglandébrcue til ^ané )uftru

Digitized by the Internet Archive in 2010 With funding from Un ivers ity of Toronto http://www.archive.org/details/nfsgrundtvigsbreoogrun

9J. g. S. ruubtdig^ ^rcdc til I)ttiK^ ^uftru unber Gnfllonb^rcjfernc 1829-1831 Ubøiune af bereé SBøruetørn. 1920

ori'e4 t' 6> Ztjiele«iBogtT^nen. Jtjøben^obn.

INDLEDNING IN aar nærværende Brersamling fra sit snart hundredaarige Gemme drages frem for Offentligheden og saaledes ger Krar paa den almindelige Interesse, da er det fra et noget andet Udgangspunkt, end Tilfældet er med de mange andre Brevsamlinger, der i vore Dag«udgives. Disse byde som Regel paa Billeder af kulturhistorisk Værd, paa Skildringer fra fremmede Lande, paa betydelig«mænds Tankeudvexling og Indgriben i vigtige Begivenheder eller deslige. Åf saadant findes kun lidet her og i alt Fald ikke saa meget, at det kunde give rimelig Adkomst til Udgivelse. Hvad der gor dette, er derimod det interessante Lys, som Brevene kaste over N. F. S. Grundtvigs Personlighed ved at vise ham i det daglige Livs Dragt, hvori ban er saa lidet kendt, i hans Forhold til Hustru og Børn, til Slægt og Venner, i det fremmede Land og i hans ydre og indre En«somhedsfelelse. Til nærmere Forstaaelse af denne hans Sindsstemning og af Brevenes Baggrund i det hele skal her kastes et Blik paa hans offentlige og private Stilling paa Brevenes Tid, der ikke kan forudsættes bekendt for den almindelige Læser.^ * Sé nærmere: F. Renning: N. F. S. Grundtvig, 1911 Bd. lu & H. Rosendal: N. F. S. Grundtvig. 1913.

u Grundtvig havde i adskillige Aar med Bekymring iagttaget den rationalistiske Bevægelse i Kirken og taget til Orde mod denne baade i sine Prædikener og i Pressen, uden at der dog havde rejst sig nogen mere omfattende Strid, Saa udkom i August Maaned 1825 Professor H. N. Clausens Skrift :»Katholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning«Heri hævdes det, at den protestantiske Kirke ikke som den katholske staar og falder med det historiske Vidnesbyrd og derfor tillader større Frihed ved Benyttelsen af Kildeskrifterne. Da intet Ord er os umiddelbart overleveret af Jesus selv eller udtrykkelig beseglet med hans højeste Autoritet, og da den hellige Skrift, hvori Textens Ægthed endog undertiden er tvivlsom, indeholder megen dunkel Tale og aabenbare Modsigelser, bliver det den theologiske Videnskabs Opgave ved filologisk Lærdom og filosofisk Kritik at udfylde det manglende, oplyse det dunkle og bestemme det vage for ved Fornuftens Hjælp at gøre Aabenbaringen tilgængelig for Menneskene. Efter Læsningen af dette Skrift var Gnmdtvig klar paa, at Øjeblikket var kommet til»at forkynde aaben Fejde i Stedet for den herskende falske Fred«, og den 5. September 1825 udsendte han da:»kirkens Genmæle mod Professor theologiæ H. N. Clausen«. Heri opstiller han imod Clausens Lære den apostoliske Trosbekendelse, Daab og Nadver som det umiddelbart fra den ældste kristne Kirke overleverede Grundlag for den historisk-kristelige Klirke, og han siger bl. A. om Clausen, at»han har stillet sig i Spidsen for alle den kristelige Kirkes Fjender og Guds Ords Foragtere her i Landet«, og fordrer, at han»som ærlig Mand enten maa gøre den kristelige Kirke højtidelig Afbigt for sin

m ukristelige og forargelige Lærdom eller nedlægge sit Embede og aflægge sit kristne Navn.Jeg red", tilføjer han,»at det Skridt, jeg her gør, er i vore Dage usædvanligt, i manges Øjne latterligt og i manges uforsvarligt, men det er ikke desto mindre veloverlagt og aldeles nødvendigt, naar jeg ikke, efter min nærværende Indsigt, vil være en Forræder mod den Kirke, hvori jeg har annammet mit Saligheds-Haab, og hvori jeg har Kald til at udbrede og forsvare det store Evangelium, mig er betroet at prædike«. Grundtvig havde altsaa tænkt hermed at indlede en Kirkekamp, som han ansaa for uundgaalig. Clausen optog den imidlertid ikke paa det aandelige Grundlag, som Grundtvig havde haabet, men valgte at anlægge Injuriesag imod ham, som efter en vidløftig Procedure afsluttedes ved Hof- og Stadsrettens Dom af 30. Oktober 1826, der ikke indlod sig paa at afgøre, om Clausens Læresætninger vare rigtige, men holdt sig til, at Grundtvig havde anvendt utilbørlige og fornærmelige Udladelser, hvortil han ikke kunde søge Berettigelse i sin Embedsforpligtelse, og derfor dømte ham til en Bøde paa 100 Rdlr. Sølv, der ligesom Sagens Omkostninger blev betalte af hans Venner. En bitter Skuffelse var ham naturligfvis dette kristelig set utilfredsstillende og personlig forsmædelige Udfald af, hvad han havde gjort ud fra sin dybeste Overbevisning om sin kristelige og præstelige Pligt, og ikke mindst trykkede det ham, at han ifølge Datidens Lovgivning herefter stod under Censur, saa at han intet kunde udgive i Trykken uden Politiets Tilladelse. Han fik snart at føle, at det var

IV Alvor med denne, og søgte i 1627 Kongen om Fritagelse derfor, men fik Afslag og maatte døje den lige til 1838. Allerede inden den endelige Dom rar falden, var imidlertid andre Omstændigheder stødt til, der havde drevet Grundtvig ud af Kirkens Tjeneste.»Kirkens Genmæle«havde, siger J. P. Mynster«, vakt en Sensation som næppe noget andet Skrift i Danmark«; den maatte i Løbet af 14 Dage trykkes i 3 Oplag, Bladene vrimlede af Indlæg i Striden fra Læg og Lærd, 88 theologiske Studenter indgav en Tillidsadresse til Clausen, og mangfoldige Piecer udkom fra begge Sider, Grundtvigs Forsvarere vare dog i afgjort Mindretal. Navnlig drog Mynster, af hvem han havde ventet Støtte, i Spidsen for den officielle Kirke stærkt tilfelts imod ham, og samtlige Landets 9 Biskopper advarede i deres Hyrdebrev i Anledning af Tusindaarsfesten for Ansgars Komme til Danmark, der fejredes den 14. Maj 1826, med tydelig Hentydning til Grundtvig Menigheden mod de fanatiske Urostiftere, som angreb deres Modstandere i smaa Fejdeskrifter,»Mennesker, som jage efter folkelig Gunst, søge smudsig Vinding og derfor vil føre sig Mængdens Uvidenhed til Nytte... og hige efter en ublodig Martyrkrone a Da det endelig blev ham forbudt ved Froprædiken 1ste Pintsedag i Frelsers Kirke at lade afsynge nogle af ham selv til Tusindaarsfesten digtede Salmer, deriblandt den senere saa berømte:»den signede Dag med Fryd vi ser«, brast Troen for ham paa, at han kunde udrette noget i den danske Kirke, som han fandt fuld af saa megen Ufrihed og Urenhed, at man knap kunde gaa ubesmittet igennem den, og han førtes til Tanken om at søge sin Afsked

»Naar man ikke kan synge mine Salmer, kan man heller ikke hore mine Prædikener!«Allerede rent'' udvortes set var dette naturligvis et højst alvorligt Skridt. Han var gift og havde 3 Bom. Fra 1822 havde han været residerende Kapellan ved Frelsers Kirke paa Kristianshavn, men naar han gik af, vilde han intet have at leve af, medmindre han kunde faa Lov at beholde de 600 Rdlr., som af Frederik VI var tilstaaet ham for at fortsætte Fordanskningen af Nordens Oldskrifter. Vel var han af nøjsomme Livsvaner og kunde kun betragte alle de ydre Ting som Smaatterier, saa at han havde let ved at sige:»i Jesu Navn! Pokker i Vold med alle Bekymringer for Skidt og Mog og alle de Hedningesorger, som Kristne skal lege med!«men vilde ogsaa hans Hustru forstaa ham i dette? Paa hende faldt jo det daglige Livs mang«smaa Besværligheder, som ikke lade sig skyde tilside med et Kraftsprog; hun var tillige i de Dage dybt bedrøvet over sin gamle Moders nylige Død, men med hende maatte han raadføre sig. Her kom Hjælpen imidlertid af sig selv. En Aften kom hun ind til ham i hans Studerekammer og sagde:»jeg ser godt, hvad der piner Dig, Grundtvig, og at Du ængstes for Kone og Børn. Men glem os, og gør trøstig, hvad Vorherre byder Dig! Han vil nok vide, hvorledes han skal give os Brødet«. Saa var Tvivlen løst, og Tiden til Handling kommen: den 10. Maj 1826 indgav han sin Ansøgning, og den 26. havde han sin Afsked. Hans Venner rystede paa Hovedet, ingen kunde ret forstaa Nødvendigheden af dette Skridt, som med ét Slag

VI satte ham paa bar Bakke i alle Henseender og navnlig lukkede ham ude fra at yirke efter hans Aands og Hjertes dybeste Trang, og skønt Kredsen af hans Tilhængere voxede og just Ted den Tid døbtes»grundtyigianere«, bragte dog de nærmest følgende Aar ingen virkelig Lysning tværtimod:»theologisk Maanedsskriftu, hvor han havde haft Arbejde og nogenlunde frit Ord, maatte gaa ind, hans trofaste Ven og Medarbejder Dr. Rudelbach drog til Sachsen som Præst, nogen fast Gerning eller Indtægt viste sig ikke, og han befandt sig, som han udtrykte sig, paa Grænsen af»borgerlig Fortvivlelse«. Ikke desto mindre kunde han hverken af indre eller ydre Grunde ligge ledig, og han fortsatte da ogsaa under stadig Kamp med Censuren sin litterære Virksomhed og udgav bl. A. med særligt Hensyn paa sine Sønners Undervisning i 1829 > Krønikerim til Børnelærdom«. Tanken om Udvandring kom dog jævnlig op i ham i disse Aar. Allerede i 1810 efter den Storm, som rejste sig imod ham i Anledning af hans Dimisprædiken, havde han haft Anfægtelser i den Retning, og navnlig stod England for ham som det Land, hvor han nærmest kunde tænke sig at søge Tilflugt, skønt han naturligvis havde haft ondt ved at komme over Begivenhederne i 1807 og endnu i 1815 ikke vidste andet godt at sige om Englænderne end, at de havde bevaret den biskoppelige Rækkefølge, der i alle andre ikkekatholske Lande var bleven brudt ved Reformationen. Shakespeare havde han dog altid beundret, og alt længe havde hans Interesse været fanget af de oldengelske Heltekvad, af hvilke han i 1820 havde oversat»bjovulfskvadet«fra Angelsachsisk, hvori Rasmus Rask havde givet ham

VII Vejledning. Man vidste imidlertid, at der i de engelske Bibliotheker endnu fandtes mange, af Englænderne selv slet ikke paaagtede Haandskrifter fra Middelalderen. At komme til at studere disse og virke for deres Bearbejdelse til Brug for Historien var ham en tiltrækkende Opgave, og Tilfældet jævnede Vejen for ham. Da han nemlig engang havde Lejlighed til at tale med Frederik VI, som trods alt stedse var ham god, spurgte denne ham, hvad han nu bestilte, hvortil han svarede»ingenting, Deres Majestæt! og jeg ved heller ikke, hvad det skulde være, uden Majestæten vilde sende mig til England at undersøge de angelsachsiske Haandskrifter, som ogsaa for Danmark kan være af Vigtighed«. Næste Aar fik han 2000 Rdlr. til dette Formaal, og den 3. Maj 1829 gik han da ombord paa sin første Udenlandsrejse, ja sin første Færd paa den anden Side af Lillebælt, siden han i Aaret 1800 var bleven Student han havde atter faaet et Slags Haab! I 1830 og 1831 var han paany i samme Hensigt i England og endelig i 1843 med en ny kongelig Understøttelse paa 500 Rdlr., denne Gang for at studere engelsk Kirkelir, fra hvilken sidste Rejse imidlertid ingen Familiebreve kendes. Om sit videnskabelige Arbejde paa disse Rejser har han udtalt sig indgaaende i de alt i 1888 udgivne Breve til hans Ungdomsven Chr. Molbech, og om Resultaterne deraf foreligge grundige Undersøgelser^, hvorefter her kun skal ^ F. Rønning: Historisk Maanedsskrift, Bind IV & V og I. P. Bang: Dansk Kirketidende 1902 & 1908, jfr. ogsaa Grundtvigs egne Udtalelser i Fortalen til»fønixfuglena.

VIII oplyses, at, skønt hans Forehavende fra Begyndelsen af Englands Lærde blev mødt med en vis Ironi, lykkedes det ham dog virkelig at vække deres Interesse for de oldengelske Haandskrifter i den Grad, at de ikke vilde unde en Udlænding Æren af at bringe dem frem for Lyset, hvorfor den oprindelig mellem ham og Boghandlerfirraaet Black & Young aftalte Udgivelse af en Del Haandskrifter blev forpurret ved Mellemkomst af»the antiquarian Society«i London, som i de følgende Aar udgav adskilligt af den Art. Grundtvig selv naaede derfor først i 1840 at faa udgivet Texten til Digtet»Fonixfuglen«tilligemed det derfor til Grund liggende latinske Digt med en»fri Fordanskning u og først i 1861 udkom hans Hovedværk paa dette Omraade, nemlig en Textudgave af»bjovulfskvadet«. Hvad angaar Rejsernes Betydning for Grundtvig selv, da er det at domme efter hans senere Værker, hvori han jævnlig henpeger paa Exempler eller Erfaringer fra England, fuldkommen klart, at Opholdet der har modnet hans Personlighed og udvidet hans Synskreds betydelig og haft en om end ikke direkte, saa dog ganske utvivlsom Indflydelse paa hans senere oftentlige Virksomhed, derunder ogsaa hans Skole- og Elirketanker. Han omtaler selv sit stærke Indtryk af den engelske personlige Frihedsaand, Virkelyst og Handlekraft i Modsætning til den danske Spidsborgerlighed og Vakkelvornhed :»I England lærte jeg forst i Henseende til Frihed som til alt menneskeligt at lægge hele Vægten paa Virkeligheden med dyb Foragt for det tomme Skin og for Penneslikkeriet og Bogormevæsenet i alle Retninger... Vi ere umaadelig rige i Ideen, men store Stoddere i Virkeligheden, rige paa Kundskab og Erfaring, men fattige paa

IX Livskraft, Varme og Fyldet«Han Tar altsaa bleven klar paa, at England ikke blot yar interessant for sine Fortidsminders Skyld, men at der ogsaa var noget at lære til Nutidens Brug; han folte, at der var aandelige Tilknytningspunkter mellem England og Norden og vilde gerne virke for at uddybe disse og fremme Forbindelsen. Medens Grundtvig saaledes bevægede sig ude i den store Verden, sad hans Hustru hjemme i Strandgade Nr. 56, nuværende Nr, 4, den bekendte Grosserer Jacob Holms Ejendom, tilligemed sin Søster Jane og de tre Børn, som Grundtvig i Brevene stadig paalægger hende»at holde godt i Ørerne«, naar de foretrak at lege i den store Gaard eller paa Holms Pakhuslofter i Stedet for at sidde stille og læse i Rimkrøniken. Til hende ere Brevene skrevne, og hun har ogsaa Krav paa at mindes i disse Linier efter den Plads, hun indtog i hans Liv, og da ikke mindst i de her omhandlede Aar. Elisabeth Christine Margrethe Blicher var født i Gunslev den 28. September 1787 og Datter af Provst Diderik Nicolai Blicher, en begavet og virksom Mand,»klar i Tanke, vittig i Samtale, en udmærket Provst^«. Han havde i sin Studentertid været søgt som Huslærer hos fornemme Folk, bl. A. æret Hovmester hos Grev Adam Moltke, og»hans Aand havde i dette fyrstelige Hus faaet et Sving ligesom hans Udvortes en Politur og Anstand, der for bestandig udmærkede ham«, hedder det i en Embedsbroders Nekrolog over ham'. I hans stille og harmoniske Præstegaard tilbragte hun sin Barndom og Ungdom, fjernt fra Livets stærke Storme, men ^ Nordens Mythologi, 3. Udgave S. 75. ^ Wibergs Præstehistorie I S. 504. 3»Minerva«, Juli-Septbr. 1805. S. 194 ff.

dog ikke uden Forbindelse med Tidens Roreiser af religiøs og æsthetisk Art, hvortil ogsaa bidrog det heldige Naboskab med de to ansete Præster, S. S. Ingemann i Torkildstrup, Digterens Fader, og Henrik Christopher Glahn i Riserup, Stamfader til den bekendte Glahnske Slæg^, hvis Søn Poul Egede ægtede hendes ældre Søster Marie. Hun var lige fra sin Ungdom svagelig af Helbred, men virkelysten og aandelig interesseret og indtog et Dannelsesstandpunkt, som var over det for Præstedøttre paa Landet dengang almindelige. Grundtvig havde oprindelig lært hende at kende 17 Aar gammel i hendes Hjem i Gunslev, hvor han jævnlig kom, naar han var i Besøg hos sin ældre Broder Otto, som var bleven Ingemanns Efterfølger i Torkildstrup, og allerede i 1U04 taler han i sin Dagbog om, at hun <> interesserede! ham, han er stolt ved at tro, at det er Tanken om hans forestaaende Afrejse, der lader»en vis Sørgmod beskygge hendes skønne Ansigt«, han beruses af Fryd ved hendes Nærværelse og kan ved hendes Side tænke sig lykkelig endog ved Armod, naar den ej blev altfor trykkende^. Han er dog koldsindig nok til ikke strax at fri til hende, da han kan regne ud, at det vil vare mindst 4 Aar, før han, som lige var bleven Candidat, vil kunne gifte sig. Han skulde da ogsaa gennemgaa ikke blot mange flere Aar, men tillige mange svære Kampe af forskellig Art, før de blev forlovede den 1. September 1811 og endelig fik Bryllup den 12. August 1818. Som det alt kan skønnes af den dybe Forstaaelse, hvormed hun kom ham imøde, da han gik og grublede over 1 N. F. S. Grundtvigs udvalgte Skrifter, I, 1904, S. 50 ff.

XI sine Planer om at søge Afsked, hørte hun til de i den Tid ikke saa sjeldne Kvinder, der forstod alting med Hjertet. Hun gik ind i Ægteskabet med det gamle Vielsesrituals Ord om Kvindens Underdanighed skrevet i sit Hjerte; det var for hende Aand og Sandhed, Normen for al hendes Væren som Hustru. Det var hendes største og kæreste Opgave at omgærde Grundtvigs Liv og Hjem med den Ro og Tryghed, som hans Arbejde fordrede ; deraf var hun altid inderlig optaget, og hun forstod at bære Dagens Byrde med ham i Ungdommens og Manddommens Kampaar med deres ydre og indre Tryk, dengang der ikke var nogen Ære eller Glands ved at være hans Hustru, og let var det aldrig at dele det daglige Livs Kaar med en saa udpræget og stærk Personlighed, hvis Synsmaader ofte maatte bringe ham til at støde an mod det borgerlige Livs Indretninger og Kxav i stort og i smaat. Han vidste det selv og sagde hende det bl. A. i Efterskriften til Digtet»Karen Bjørns Minde a, som han sendte hende paa hendes Fødselsdag 1813: Pige! ej jeg tor forjætte, Dine Trin skal vorde lette. Til en Skjald du gav din Tro, Glad du hører Harpen tone. Men se hist, hvor Tome gro. Vid: der voxer op hans Krone! Ej for Guld og Herregunst Rører han en Lyvetunge, Ej vanærer han sin Kunst Ved i Verdens Takt at sjunge. Pige! kan du bære glad Verdens Spot og Daarers Had? Thi det er hans Fæstensgave!

XII Paa ét Punkt hårde hun navnh'g ondt red at bøje sig for hans Mening, og det rar med Hensyn til deres Sønners Undervisning, som han væsentlig selv besørgede. De sad i hans Stue ved et firkantet Bord, den ene Søn ved hans Side, den anden lige overfor ham; den første Plads kappedes de om at undgaa, da der jævnlig faldt en»bagvendt«lussing af, som skal have været meget følelig, ligesom deres Opdragelse i det hele var alt andet end blødsøden. Til Fornøjelserne hørte lange Spadseretoure med Faderen, som dog ikke altid vare lige morsomme, da han ikke lagde Mærke til, at Ordene vare altfor faa for livlige Drengehoveder og Gangarten altfor hurtig for korte Ben. Religion, nordisk Mythologi, Historie, Latin og Græsk vare de Fag, deres Fader tog sig særlig af, medens de almindelige Skolekundskaber mere overlodes til Selvstudium. Af Brevene ses f. Ex., at den 7-aarige Johan blev holdt til at læse Saxo og Snorre, og i de Fag, som Faderen selv lærte dem, blev de lærde allerede som Drenge ; de havde saaledes i 14 15 Aars Alderen læst mere Latin og Græsk, end det ikke lidet, der krævedes til den daværende Studenterexamen. Denne maatte de dog ikke tage, i alt Fald vilde Faderen ikke ly'ælpe dem til det, hvorimod de til Støtte i Livets Kamp hver lærte et Haandværk, den ældste, Johan, Bogbinderi, den yngste, Svend, Snedkeri. Deres Moder forstod imidlertid, at Grundtvigs Tanker ved denne Opdragelsesmethode ikke vare af denne Verden, og ved hendes Hjælp den han aldrig glemte lykkedes det da ogsaa Johan at faa Midler til at søge Undervisning i de mange forsømte Examensfag og 20 Aar gammel at tage Artium. Fire Aar efter blev ogsaa Svend Student, og trods Faderens Opposition

XIII imod, at de erhvervede det til Kundskabernes Frugtbargorelse i Livet fornodne Stempel, var det dog utvivlsomt hans vækkende Undervisning og Exempel, der gjorde dem begge til dygtige Arbejdere i Videnskabens Tjeneste. Lise Blicher forstod sig derimod ikke paa at skrive»litterære«breve og havde ogsaa kun ringe Tanker om sine egne Ævner i denne som i andre Henseender. I et Brev fra 1817 klager hun over, at, naar hun faar sin»tinger paa den døde Pen«, vil det aldrig ret lykkes hende at udtrykke alt, hvad hun fojer og tænker. Af de faa Breve ^, som her ere medtagne, kan man dog ikke undgaa at faa et levende Indtryk af hendes ydmyge, fromme og milde Sind, hvorom da ogsaa flere af dem, der kendte hende, og hvis Ord er af Vægt, har efterladt skønne Vidnesbyrd. Dronning Caroline Amalie nævnte hende saaledes blandt de Kvinder, hun gerne vilde ligne, og Rudelbach siger om hende:»tilvisse var hun en ædel Sjæl,... som jeg saa ofte har haft Lejlighed til at beundre i hendes stille bramfri Færd, hvorved hun ganske opfyldte det apostoliske Grundbillede af den kristne Kvinde (1ste Peter. 3)«. Ingemann, der var knyttet til hende fra den tidlige Ungdom og gennem hende havde lært Grundtvig at kende, taler i et Digt, som han sendte denne ved hendes Død, om»øjet, der mindede om Markens Kornblomst og om det dybe Hav, om Røsten med Skovduens yndigste Hjerteklang og om den Sjæl, der stille lyttede til Skjaldens Flugt«. Frederik Barfod skriver:»hendes sjælelige Ynde var ikke mindre end hendes store legemlige Skønhed. Hun var mild 1 Nr. 3, 8. 20, 30, 38, 47. 54.

XIV og blød, men trofast i sin Kærlighed og udholdende i sin Taalsomhed ; hun var stille og bly, men.., hos den bly Kvinde var der baade Kraft i Villien og Liv og Højhed i Tanken. Man skulde færdes en Stund med hende, inden man saa... hendes Betydning, men da blev det ogsaa klart, at hun fuldelig var ham værdig... thi en mere gudhengiven Sjæl, en renere Hustru og ommere Moder skal man sjelden finde. Hun glimrede ikke i Selskabslivet, men hun hyggede og smykkede den hjemlige Arne, og man gik aldrig forgæves til hende om Raad eller Deltagelse, ej heller vare de længste Syner hende for lange eller de højeste Maal for høje eller de største Oflfre for store«. En lille utrykt Skildring af Grundtvigs Hus i 1830eme af en Dame, som da jævnlig færdedes der, giver hende ogsaa et talende Vidnesbyrd og bekræfter tillige adskillige af de ovenfor gengivne Familietraditioner, hvorfor deraf skal uddrages følgende: i> Grundtvig var en meget alvorlig Mand ; i hans Hus var at se og lyde ham et. Han smilte sjelden... og jeg synes aldrig, jeg har hørt ham le af Hjertens ' Lyst af noget komisk eller glædeligt. Dermed være ikke sagt, at han altid var mut og utilgængelig. Ved sit Bord var han om ikke en forekommende, saa dog en venlig og gæstfri Vært... Store vare de Fordringer, som han stillede til hende, naar hun skulde opfylde hans just ikke store, men ufravigelige Pretensioner paa personligt Velvære og Sørgen for alle de Mennesker, han indbød til at dele det daglige Samliv, thi Grundtvig var en saare gæstfri og velgørende Mand, men det forekommer mig rigtignok, at han tog den økonomiske Side af Sagen saare let og overlod sin Kone at be-

XV spise de mange med 5 Brød og 2 smaa Fisk. At han imidlertid ikke kunde finde nogen, der var mere skikket til det, er sikkert, thi foruden at være ordentlig og sparsommelig til det yderste, havde hun den skønne Gave at traktere selv med det allertarveligste... og alt dette udsprang af hendes kærlige og i god Forstand ydmyge Sind, parret med en Ynde, i Vuggegave. som hun og hendes Sødskende maa have faaet.. Saa var der de tre Børn... Hvad der udmærkede disse Børn fremfor andre, var for de 2 Drenges Vedkommende ikke deres Uvidenhed, men deres totale Mangel paa»skolekundskaber«. Jeg vil just ikke paastaa, at de allerede i 1832 33 læste Johannes' Evangelium i Grundsproget, men det ved jeg, at de praktiserede sligt, længe inden man havde forsøgt at bibringe dem den lille Tabel eller lært dem at skrive Skønskrift i en reglementeret Skrivebog... En Tidlang var det i det mindste Methoden, at Drengene, efter at have været til Bøn hos deres Fader om Morgenen, i en bestemt Tid blev indespærrede bag Grundtvigs Værelse i den oven omtalte»sal«og der formanede til af de dem givne Bøger at lære saa meget, som de formaaede. Da Faderen meget sjelden lindede Døren og endnu sjeldnere kom ind i Salen, og da begge vare lærenemme, saa forstod de den Ting anderledes og drev al Slags Tant ved Siden af eller rettere under Læsningen«. Den 14. Januar 1851 sov Lise Blicher hen efter flere Aars Lidelser»med et til Døden utrøstelige Hjerte«, og blev jordet paa Frelsers Kirkegaard. Grundtvig skrev derom til Ingemann:»Jeg kunde ikke længer trøste og opmuntre den ædle Sjæl med det tunge Sind, og hun kunde da heller ingenlimde trøste og opmuntre mig, som da ogsaa trænger

XVI \&Bgt mere til begge Dele, end Verden ved eller med Guds ^jælp skal faa at vide«. Hendes Børn bevarede hende til deres Død i Manddoms- og Oldingealderen i det kærligste og taknemligste Minde og kunde aldrig ret forsone sig med, at der efter»idyllen» skulde følge en iroman«, ja endda et»æventyr«, som Grundtvig selv betegnede sine tre Ægteskaber i et Digt fra 1858. Langt hellere dvælede de ved de Mindeord, han sendte dem paa deres Moders første Fødselsdag efter hendes Død, hvori det bl. A. hedder: Haft jeg har, hvad faa kun finde, Hos en ægte Dannekvinde Gennem mer end treti Aar, Yndig som en Rosensblomme, Tro og kærlig var den fromme, Delte blid fuldtrange Kaar, Hist, hvor ingen Blomster visne. Hist, hvor ingen Læber isne, Hist, hvor ej de fromme dø. Der skal jeg min Tak gentage Fer alt, hvad i svundne Dage Hun raifj skænked under 0. København, Atigust 1920. STENER GRUNDTVIG

1829

1. neblerflfn 3bie IRoi 1829. 5?iærc gcbe?ifc! ul> jtcc?ot! SBeg^nbcIfen er gob! S3i gif meb feielig S3inb, og beiligt 53cir ^crncb, cg faftcbc %nux Sil 12Vj 3J?ibbag. 2)a 33inben gif mere oeftlig, oilbe Sa^itainen iffe ooce fig oibcre fer i ajjorgen tibtig, og ot blit»e ba liggcnbe ^er, f)tab oel ei er til 2)'?orffab, men til bin 5Beroligelfe, om bet [fulbe blæfe libt i 9?atten, og felt) fiben til S3eroIigeIfe, ba!du beraf feer, jeg iffe er omborb meb 33ot)cI;alfe, fom t)il b^be 33eirct Srob«. )ibti( i}ax jeg ftaaet mig tappert, ffieint jeg baabe ^ar bruffet Jtaffe, fpift gi^ofoft cg rj)gt Icbaf. 33ccr nu rolig, fioerc?ife, og faft al bin Sorg paa ^erren, fom ^ar Io»et at førge for o«, foigter albrig fit?øfte, og t)ar jo nu alt i mange 2tar uienft^nlig oiift oéi, at t»i ere medem bem, ^an gier ftcre!j:ing imcb, for at»i f!al ^aaht fafi paa ^am, og ære ^am meb tor 2:iflib blanbt 9J?enneffcné 33crn! ^ils aue (2øftre, Sooger og 3?enner fioerligft. ^\)é SSømene fra mig, og tænf ligefaa rolig fom jeg ceeb, Xu tænfer emt og ibelig paa Din 9?. d- 'B. runbtcig.

2. S^emfen 15 9Rai 1829. ^iære gobc Sifc! S3cl er jeg, fom 3)u feer, iffc i?onbon enbnu, og før jeg fommer ber, toit 33rct>et blibe liggenbe, men ba @ub 'i}ax ført mig Itjffetig og tocl otoer bet [tore ^ato, og t»i ligger for ^nfer i beiligt ommerioeir, og jeg fibber i Sta* mtn fom i en $ai>cftue, mcb be beiligftc (Sgne, 33^er og fibe omhing mig, maa jeg bog toge fennen, og bcgl^nbe paa et 5Brco, jeg Ijar loengbeé faa inberlig efter cit f?ri»c, og 5)u at mobtage! Om graiocerelfen»il jeg ^elft Sntct fige, tl^i bet minbfte Orb berom, ja 2^anfen feto giør mig bløb til 3::aarcr, og nu ffal»i»ære ftær!e, ftærfe i ^crren og i ^ané ti^rfe«^raft, fiffre paa, at ^an bit iffc prøoe o«o»cr 2@one, og at an»it tære o9 meb læbe at taffc ^am ogfaa for bet, fom nu fljncé os bebrøbeligt, og er bet nøbtoenbig for cort fjerte af (Støt)! Dm 9?eifen bitbe jeg tun I)er anmoerfc bet S3igtigfte. aabet (Sa^jitainen fom t^r* manben (en idanff fra 2ltS) og t)ele fibcts SDlanbffab, fom ubmcerfer fig beb tittjeb, 5øietigt>eb og 2@rbart)eb, ^r giort mig garten faa befjagetig, fom muetigt, og naar jeg attigeifet ftunbum ^r»æret tibt utaalmobig, maa bet ene tilffribeé bect«mine foeregne g^orl^otb, og beeté mit Ube* ficnbtffab meb ^»ab en øreifc ^aa 150 Wik gennem fattc= gat, S'iorbføen, og bet oanffetigc ^arbanb unber ben Sngelffe tl)ft l^ar at bettjbe. 3)u fif, tænfer jeg, bet ^ar Orb, jeg om ønbagen ffreb paa ^etftngørs 9?^eb, og ber bte»»i tiggenbe tit SiWanbag 2}?orgen tibtig, ba bi lettebc meb øn* ffetig 5Sinb og naaebe omtrent ^øiben af otl^enborg, men fiben taae bi mere for S5inbftitte enb 9)?obbinb og bajebe meb kattegattet og Ubtøbet i 9fiorbføcn tit Søberbag 5lftcn. 2)a

faibt S3inbcn øftltg; om ønbagen tioibt jeg, efter Sapitainen«iØnfte, en fort ubåtjcnefte meb 3)tanb tabet, og nu gif S^ieifcn fort meb ben ønffcligfte SJinb og bet blibefte 33eir, inbtil oi i OnSbagé 2)?orge, ftra^: efter @oel8 ilgang, (fom jeg faae fra jdæffct) fif engelj!?ob8 omborb, og nogle stimer fencre @ngtanb i (Sigte. 3Sinben car enbnu gunftig, men ftoag, faa oi naaebe fun om Giftenen ub for $artoi(^ (fom 3toI)an^) maa lebe op) l^cor»i, for bet»anf!e* lige 3^ar»anbé <S!t)Ib, ^oor ber brimler af (Sonbbanfer, maatte anfre om 9?attcn, og taffc ub, at bet car førftc ^nfer^)tobg efter ^dfingør«9?^eb. 3 @aar SKorge«fjaobe»i SWobtoinb og fom faa gobt fom ingen SJei, tit»i fif (Strømmen meb 08, og maatte anfre igien. 3)a bleo jeg utaalmobig,»eb ^^anfcn om, at faalebeé funbc bet Icenge gaae, og jeg ønffebc mig nu omborb >aa en af be 3)amj)s baabe, fom man unber ben engetffc ^tjfl ibetig fer tigge, men ^erren gjorbc mig ftraj til (Sfamme, men«l^arbtab alle 9>lanb foto tit 2>iibbag, f:tae jeg 53inben toenbe fig, og ^urrcbe ub, toi fom unber (Seit, og anfrebc i liften mibt inbe i STl^emfcn. Ogfaa l^erinbe er (Seitabfen noget toanffe«tig, naar man ei ^r gob 3?inb meb friff huling, tl^i eller«maa man brioc meb (Strømmen, og anfre naar man faar ben imob fig. jderfor ligger toi nu l^er og bier paa 3lften* (Strømmen, men tør bog iffe toente enbnu meb ben at naae Sonbon, meb minbre bet ffulbe fule op meb gunftig 35inb. (Stteré anfrer toi paa ntj i 'illat, men fommer ba meb ubs ^klp til Sonbon i idf^orgen 9)iibbag. toor mange 3)am))= baabe ber i Dag f)ar matet o«forbi, toeeb jeg iffe fclto, men jeg ^r iffe ønffet mig paa nogen af bem, tf)i jeg toeeb ingen runb ^toorfor jeg ffulbe ønffc mig tit Sonbon en

!I)ag tibligere, og feoabc S3eiret, cg?anbffabet meb fine?anbébi)cr og ^iøbftcebcr, grønne Wlaxhx og ubf^rungne fooe {i)x>cx t>\ fan Iiøre fuglene ftjnge) crc faa beilige, ot JD^feilingen for mig fortjener '^a\m af en St^ftfart, font if!e maa»ccre for tilforn, naar man ftal l^aoe gobt beraf. yiu»eeb 2)u i ^ort^eb, Ijoorban bet er gaaet mig fibcn Slfrcjfen, ub gi»e, jeg nu fnart maattt l^øre, at 'j^u og be»elfignebe maa lese»el, og gobe libenber fra (icere SBenner! ilreere,»il @ub, fra bonbon, paa ønbag! Sonbon at)n 17 SDJai 1829. Sicerc Sifc! 3eg afsrøb i grebag«og tog mig en lille awibbagsssur, l^torpaa»i lettebe, og faofnart bet»ar ffebt,»cnbte S3inben ftg til»oreé ^^orbeel, faa»i enbnu ^^rebag Siften anfrebe l^er. -3 @aar»ar jeg ba førfte ang i Sanb i Sonbon, og er fun atter omborb, forbi jeg iffe funbe faa mit Sløi ilanb, uben S^iflabeffe fra Uolbboben»el»ar bet ogfaa, at jeg iffc efter 2)?r. 33 ro ton 8 2) 9?aab fom fiørenbe meb alle mine 'ipaffenellifer til kræmmeren»eb SI)aring Srofé, t^i ba jeg enbelig fanbt Ijam, faae jeg!un en ftor* agtig bræmmer, ber l^oerfcn ]^a»be gjort SfJoget for mig, etter agtebe at giøre tjnberligt. 3teg gi! ba E)en til ben awabame, Slat^anfen^) l^a»be anbefalet mig, l^»or jeg fanbt ^ufct fulbt, faa nær fom et litte dammer l^øit til S3eiré, men beftuttebe bog at nøie«bermeb for bet førfte, ffiønbt jeg ogfaa maa ^olbe min egen Øconomie, f)»ortii Xu nof»eeb, jeg er fun libet ffitfet. 2)et»ar imiblertib en I)øflig ^one, fom tilbøb mig at inbfiøbe bet 9'Jøb»enbige til l^»er S)ag«i^rofoft og 2Iften«mab, og mon f)oiber bet ba fagten«ub en Ugeé Jib etter to, til man finber en bebre?eilig»

I^cb. (5n ftor?^!fc bar bet attercbc, at bcr fom en ung ^iøben^toner omborb tit oé ^rcbag ^ften, fom er paa S^ontoiret l^o8 ben SD'JcEgler, min (la^itain jfulbe bruge, ti)i bet laber til et ffiffeligt 9}Jcnnej!e, og \)an ^ijtcbe i aar ufortrøben om mcb oé giennem bet ut)ijre SonbonS for* cirrebc årgange. 2Jtin 3lbrcgfc er for Øiebliffet 9^orfoIf* ftreet 28 fom jdu fan fætte ^5aa!J)it førfie SBret), men bet ongrer mig, at jeg iffe bab 2)ig ftrioe, før 2)u faar bcttc, tf)i meb?lbre8fen»ar bet ligcg^tbigt, ba jeg bog fefc maa foref)3ørge om 33re» l^oé QJiinifteren Srceffet mig l^ar jeg iffc een ang ^saa l^ele 9?cifen, ffiønbt ^a^ijtjungcn og flere af bet unge QJJanbffab unber ben førfte huling gao mig et f(et (Sjempet, men bcnouet og upasfelig oar jeg rigtig nof alt imettem, og engang paa S^emfen meer enb ben mefte S;ib i Sfiorbføen. (Siben»oreg gløbc flap op, l^ar jeg bruffet ^affe meb en 8@ggc*33Iomme og Z^tt uben toibere, fom!^ar fmagt ypperlig, og Saptainen ^r i bet ^ele før* get faa fortrinlig for alffens ^rocifxon lige til.^anerne, tot l^ar ftegt, og ^ønfene bcr gjorbe 2(Sg, at jeg funbe umulig I^atot bet fcebre paa noget <gfib Og nu be fiære S3ørn, l^oab fige be, ^»orban finber 3io!^an ftg i at fee ^aber«(stue tom, og Søgerne ftøtebe? 2)og, ffrito nu altib meget om SBørnene, jeg fan iffe, tl^i naar jeg tcenfer paa bem, ocerocelber g^øtelfen mig enbnu, til jeg f)ører fra bem ubå 5SeIftgnetfe otocr bem, ^an9 (Sngle omfring bem, ^ang greb i it fjerte og i jdine S^anfer,.^an8 S^røft og tiærligl^eb toort uf^nlige SJJøbe i SBønnen i 3efu Sl^rifti 9iaton altib! 3fa, fiære 8ife! ^erren l^abcr gjort ftore [2;ing]»eb oé, berfor toil toi»ære gtabe, ba bet er Sl^riftne gitoet at funne toærc glabe mibt i Se*

brøcelfc! 8@ngfte ig i!f e o»cr mig, jeg ftaacr unbcr ^an«s3c!^ttclfe, fom giør 3111, l^toab ^an»il i ^imlen og paa. forben, og fom laber fine 2;ienere føle, ot feb max be f^nc8 meft ene, ere be bog i!fe ene, tl)i ^an er meb bem! ^an betoare oé»eb fin Stonb i fin Xxo og ^iærligl>eb ^l)«sbømene fra 2)in ^reberif.?onbon 18 SKoJ. (Snbnu, bu fticere, maa jeg tilføje to Drb, ba bet førft i aworgen er ^ojlbag. -Qcg er nu i ubé ^am ftijttet inb i SfJorfoIf treet tranb 28, og ^r bet i ^øiben fom en ^rinbé 3aa bet j^abfeligfte, men ønffebe bet nof libt laoere i atte 9}?aaber ub oelfigne og fcetoare!!dig, S3ørnene, SJennerne, og ake, fom f )ørgc efter ^erren! 3. e^jh^ttn. b. 30te 9Wai 1829. tjære elffebe runbt»ig! 9^u ub ffee 8o» og Jaf fom førbe 2)ig toet otocr ^aoet at jeg»ecb S)ig igjcn paa bet tørre Sanb, etter rettere tørre 53tje, bet»ar en lang lang 2;ib før jeg tjørbe fra ig, mtcp fom T>u fjære 55en fagbc, fom Sreoet til toor litte 9)Jet^a8*) ^Jøbfetébag, men enbnu længere maac S)u nu»ente før 2)u feer bette; bet»ar ogfaa ret flemt, ba jeg jo ogfaa funbc l^aoe betæntt l^toab 3)u ffritoer og fenbt S3reo til lidig, at J)u bog»eb Slnfomften funbe Ijatoc ^ørt fra- o«, 33ørnenc toil jeg ba

førfi ^il[c ^ahtt fra, bc er ub ffee Sot) roffe Itgefaa er 2)in ^onc ^aa bet ^ooeb nær, font ej ret»il fomntc fig; min fiængfcl og mit aon og ben jtom^eb, jeg l^ar følt i be fire Uger fiben bu min elffcbe @r. tog Bort»il jeg ei»ibcre tale om, bet f!al jeg jo nu fee at finbe mig i foa gobt jeg fan og»ære glab, naar jeg een @ang om Ugen fan l^øre gobe 2;ibenber fro jdig, fom jeg ba meb ub«^jel^»il ^aau, jeg længes nu ret faa meget efter at»ibe jdig»ære!ommet libt i 9ioe, fom jo nu ba ei fan ffee før jdu ^r faact et orbcntligt Sogie og ei ^»or 3)u nu er, ^»or 3)u ffol førgc for jdig fe(», f)a»be 2)u iffe et ^ar anbefalinger meb fra 33rott)n l^erom, bet fjjneå mig? 2lt bet ^r»æret 2)ig lange fjorten 3)age til (Søe8 bet fon jeg begribe ligefom a»net 3)u ^r følt efter bc fjære Søm og for mig ogfaa at ^aber funbc tage fig libt af bem, bet fa»ner jeg ofte. ^agen^) og Sei^) fommer nu fom 3)u»eeb ^»er anben 2)ag, ben ene gormibbag og ben anben (Sftermibbag, drengene crc ret flinfe ber»eb, Stol^an«^aanbelag er bog ci faa bag»enbt fom jeg trocbe,»enn^) læfcr be noget af 2;iben meb, iø»rigt frasfer I>an noget paa 2:a»Ien, fom l^an jo bilber ftg inb ei er faa baarligt, 9)iøl= ler^) fommer imellem og toger fig of Ool^an, ^n lærer nu et tifle tt)ffe i Sibelfrønifen for mig f)»er 3)ag og læfer fit ^5aber»or, og om Siftenen be tre SSeré l^on l^or lært; om ønbogcn fom l^an )3lcjebc for ^ober, en ^fotme i Singo, ben til Sl^rifti^^immelfortébog \)ax i)an lært og nu i næfte Uge fiol ben lærcs til ^intfebog; Sonbfort og frø«nifcr glemmes bo iffe l^eøer, men Skiben»il rigtignof iffe!^»er!dag ftræffe bertil, t^i fiben»i l^ar faaet bet fmuffc SSeir, fjcenber S)u nof, moac jeg gaac necb i aorben og

8 ba glemmes at!omme op igicn, fom f^aber ogfaa no! ]^uj!cr er er faa meget jeg ffuttc og»tue ffrice min elffebc 2)tanb tit om at jeg ei loeeb (gnbe euer 33eg^nbelfc beri og enbnu meget meerc er ber jeg bitbc cibe fra 2)ig, ja bet er ei at opregne l^toab jeg \)ax paa mit fjerte [om bu ffulle ftge mig, lange, lange 33retoe maae jdu nu ffri»e og tabe mig ret»ibe f)t)orban 2)u i atte SWaaber ^r bet, l^toorban SDu ^ar funbet aue be ^errer jdu feuile til? om ber fjønt luffe«op paa Sibliotefer for 2)ig? l^toorban 2)u fører in 5fonomie? f)toorban jdit Sogie er og ^oorban møbleret? ^r jdu faaet en orbentlig 3!nbretning mcb at faae 2)in 55abff beførget? funbe 2)u finbe rebe i S^øiet jeg ^aiobe paffet inb for 2)ig og l^ar 2)u intet miftet beraf? f)ar 2)u faaet en ^at og klæbningen beførget orbentlig? \a faa«lebeé funbe jeg blitoe»eb, men»il bog nu ei plage 3)ig mcer meb mine uenbelige pørgémaat, men lab mig nu ret i alle 2Kaaber oibe l^dorban S)u ftnber jj)ig fornøjet i ben n^e SSerben meb aue be n^e idjenneffer? ^toorbon 2)u forftaaer bem og be igjen 3)ig, nu paa 9)Janbag gtceber jeg mig tit at fee et langt 33reo.... ^f^æften be tre fjeele førftc Uger jdu»ar reift taae jeg eene meb be tre fjærc SSøm i obefammeret l^toor ber ba om Giftenen naar be foto, omgato mig en 2;oml^eb, at jeg ci funbe titte libt inb tit 2)ig, men bet otocrfommer mig oftere, enbogfaa jeg om«gitoeé af 2JJange; ben Si^ft 2)u nof l^ar i^ørt mig tale om fra min Ungbom at ^toc SSinger, ben toit enbnu ofte paa«fomme mig, gib jeg nu i bet minbfte funbe gitoe bette S3reo bem. øftre, toogre og alle 3Jenner jeg l^ar fcet ^r jeg nu mange mange ^ilfener fra, ibørnene f^gfe gabers ^æn*

ber, jeg ffa( toaage ooer bem og Bebe @ub becare bcm, at Q^abcr meb (æbc tnaae fec bent igjen. iilu. @ub oelfignc min ciffcbe runbtioig! i ^jærtig^eb minbe«2)u 2)in Sifc. 4.?onbon 26 IHoj 1829. Sioerc, gobc Sone! (Snbnu ^ar 2)u ttfc faaet mit 33rco fra Z\)tm\tn og bcn8 SSrcbb, men maajfe faaer 3)u bet bog enbnu paa Wlztai ^^øbfclsbog, og, ffiønbt jeg cel enbnu cnftunb maa»ente ^aa SBubffab fra be ^iærc, fan jeg bog iffe opfættc længer at fige 3)ig et 'i^ar Orb om be førftc 8 2)age i bonbon. ^tu at jeg oil beflrtde bem, t^i bet fcleo alt for»ibtløftigt, og!du bitbe cnbba tun ^aoe et bunfelt 33egreb berom, ibenfteb jeg, naar @ub taber o9 møbes glabe, cift lebenbe»i( funne ffilbre, tjoab ber gif mig faa nær til fjerte. @ub ffee?o»! be ere ooerftanbne, og nu er jeg, meb ubé ^jel^), oter bet SJoerfle. 5?e( l^ar jeg enbnu iffe funnet beg^nbe paa nogen S^ing, ba ber ^ører abftiuige 3introbuctioner til, før man fan fomme inb ab ben 2)ør, man ^ar 25ie paa, men bog er jeg introbucerct ifoé ben SDZr. fom igien ffal introbucere mig tit SJir. paa bet SBrittiffe 9J?ufeum, og bet oilbe alt»ære ffebt, fjoi«iffe parlamentet l^atobe faaet i inbc at lægge S3eflag paa. famme.^erre«2:ib juft i aar, ba l^an oilbe fiørt i Staben meb mig.!l>e8uben er ber bog ogfaa ffebt en '^ttl, jeg er fclecet engeif! etter bog angliferet fra 2^o)3 tit Xaa, ja, occr 2;o^ jen, meb ^at og 'i^ara^t^, og, ^»ab ber giccber mig

10 inberliø, jeg ^r faact mig et n^t Sogt«, ber haaht er libt nærmere»eb SD^ufeet, langt Usligere og fec!t5emmere, og,!^tiab jeg jlatter tjøift, er l^er en iwiftrcfg, ber ^ax bet bebftc SSibneéb^rb for ei at toitte giøre fine Sogerenbe i "ipenge, men blot at t»ille ^»c fin billige ^orbeel af bem, uben bereé!abc. i^or benne ^elbige f^cranbring maa jeg, nceft ub, taf!e min Sanbémanb, fom jeg ut>entet ftøbtc paa ]^o«sjzinifteren (^o«^toem jeg ^t>be ben 8(5re at f^ifc til SWibbag i ønbagg ^I. 7V2 IOV2) bet bar en^»a) fra ubenlanbffe departement, fom ^r Io»ct, naar l^an fom* mer til Sl^tn, at gaae felt> ub og fortælle jdig libt om mig, og!^an agter fig l^jem meb førfte befcemme fibé* leilig'^eb. ^an er neto^j i ønbags, af en færcgen runb, flt)ttet fra et Sogi«fom tatsraab Slanf etoi^^^) l^ocbe an* befalet f)am, og ^»or Ijan t>abbe funbet fig ocerorbentlig t>cl tilfrebé, bet lotoebc l^an at ftaffe mig, og I)oIbt Orb, faa jeg allerebe i aar (SiJJanbag) fucceberebe l^am l^er, ^»or jeg l^ar en!iøn litle <Stne og et engefommer paa førfte at, og mt bifligt i ^ufet. 27. mal ^iære Sife! ^aa SJJeta«f^øbfelgbag maa jeg faa* meget mere ffribe et ^ar Orb, fom bet netop i 2)ag It)He* be«mig ot faae et 2lbgang *^ort til?cefe*(saien paa 3Jiu* feet, fao jeg ba nu,»il ub, fan bcg^nbe mine ^orret^ ninger, og»ccre orbenlig f^sfelfat fra ^I. 10 4 unbtagen om Søtoerbogen, og bet bil, meb ub«^jcl^), bccre gobt, tl^i l^ibtil ^be 3)agene bæret faa umaabelig lange for mig, omtrent fom be ftore aber i $)onbon, paa f)bilfc ber fiartab ingen @nbc er at naae. t^s 9J?eta fra mig ogfaa for ben 27be og ønff f>enbe Sljffe og 5SeIfigneIfe fra ub i bet

11 ^øit. ^an»cerc taffct for ben lille glabc 5)uffe, bofebelt nu, ba jeg er ois paa l^un afloffer eller afnøber min fioere 8ifc mangt et miil, ber etterilbc ubemice. 28. 'Jflai. @om et SBrubfttjffe af førftc Uge«^iftorie i bonbon, maa jeg fortccue 2)ig, fjtocrlebe«jeg fif bet førftc 33ret) til 5)ig beførget. 3)u becb jeg ftuttebe bet ben førftc 2)ag i Sonbon, og om 3;irébagen, fom»ar ^oftbag ffulbe bet ba bort. 3eg tog mig berfor en 33ogn ub til ben banffc SKi* nifier, l^eor jeg bog ei fom»ibere enb til at (eccrc en Sjcner mit S9rco til SKinifieren, og faac at toibe l^oor?e* gationés(secretaircn boebe, men ba jeg fom til ^am, noeg«tebc l^an fig f^jemme, og bcr ftob jeg. S3ognen oar fiørt, Sloffen bteo mange, og jeg»ibfte ^tjerfen 33ei etter <Sti. (gftcr et ^ar 2;imerg forgæoe«^jorføg ^aa at toinbe op tit en abc jeg fienbte og oar paåferet, f>eeb, træt og forfagt, traf ieg enbelig en ^i^rccogn, fom jeg lob fiørc mig f)cn til en SOfJcegler 3) id,") fom jeg»ar anbefalet til, og fom jeg ba I>aabebe, bilbe beførge mit S3reto meb ^often. 2)er fom jeg ba, men»ar faa bum igen at labc 35ogncn fiørc, og f ørbc bc«ubcn ftray til min gorffræffelfc, at 5W(egIcren tjcl bocbc bcr, men f>atobe fit S^ontoir i ben anbcn (5nbe af S3^en, og fom førft f) em efter ^often«lutning. 9Ju funbe jeg ba begtjnbt igien, l^tjor jeg fla^, f)ois jeg iffe Iijffctigoii«i min Slngeft ^a»be truffet en ufcebcanlig fmuf ^^rcoogn, men ben ^tobe loffct,^u«frucn felo ub i angen at tale mcb mig, og ba f)un ^ørbc, eg»ar anff og funbc iffe finbc 35ci, ^nfebeå I)un oiocr mig, tog mig inb, gao mig Ubt SSiin og ^age, lob ^igen ^ente mig en 35ogn, og

12 gato fig tit at fnaffe 2)anj! mcb mig, l^toortoeb bet font ub, at l^un l)ar boet 10 ^ar i ^iøbcn^on, og l^olbcr enbnu mere af ben enb af Sonbon, ftiønbt Ijun er (Sngctlænberinbe. Seb l^cnbc«^\tlp!om jeg attfaa enbelig til '^Dloi^Unn, fom ganf!e tørt fortalbc mig, at ^n ffulbe no! beførge 33ret»et, men bet!om ligcfaa tiblig mcb 2)ampbaabcn næfte 2øt»er* bag. 2yieb ftor 33eftoær t)ittebe jeg nu l^jem, og fab i min mefi raabtoilbe tcmning, ba bet banfcbe, og jeg fit et 33reo fra en SSaronet, SJioIbcc^^^) anbcfatebe mig til om at \pi\t grofoflt t o«l^am ncefte 5Uiorgen. "Ulaax 9^øben er j^ørft er ^jel^en nceft, t^i faa ficmt l^ar bet bog atbrig»æret fibcn. t^g SBørnene, 'i)iu Safter, tooger og atte gobe S3cn* ncr! 3teg gaaer nu i ub«sha'on "^en paa a)?ufeet at be* gt)nbe mit Slrbeibe, og center nu i ncefte Uge at fcc 33rc» fra 3)ig,»elfignebe fiære ^uftruc, og I)aaber beraf at fec, at 5llt er»el, og at ifccr 2)u og ørnene minbe«^ile«grimmcn ficerlig, uben bog at længe«formeget efter ^m. WlvL\ttt er aabent fra 10 4 men i 2)ag ^olbt jeg bet iffe længer ub for utt enb til ti. 2, og beber nu ub oel* figne og betoare!idig meb Sørnene og alle tiære, faa»i møbeg og famle«meb læbe, faa fnart, fom bet er giør* ligt! frito nu!iønt flittig tit 2)in enfommc f^reberi!. 5. 26 Jtentonflteet»onbon 4be 3unl 1829. 58tun6toiC^ quqte. Siærc gobe tone! (gnbnu ^ar jeg Sfntet feet fra min (gtffebe, og Sfntet fra ben fiære ^jemftacn uben et ^ar 2) a g t}^) fom reto 2)1 o 1 1! e i*)»ar faa gob at taane mig f or*

13 leben, og l^coraf jeg faoe, at (Statéraab Olfen^^) er l^en^^ focet; men nu ^aber jeg fiffert at fee ijjreo fro!dig ^oa Jirébag meb gloebcuge efterretninger om jdtg, om be»el* flgnebe maa, og otte»ore 3Senner. 2)0»il jeg ftrcebe meb ub8 ^\dp at tære tilfrebé i ben fremmebe <Stab mine Ublcenbtgl^ebé age, f)»ig 33itter^eb jeg bog tafnemmelig maa erfenbe, at ^erren oflerebe paa mange unberligc SHaaber fjar forføbet.!det er fiffert et gobt ^uus ^an i}n i)ax ført mig inb i, og, ffiønbt (Snfoml^eben enbnu fatber mig noget tung, er bet bog alt ftore 2;ing, at jeg, naar jeg»il, engang om 3)agen, fan»ære temmelig fiffer paa at træffe en Sanbémanb, ^»aé, fom enbnu blioer fjer en ottebags 2:ib, og ait fom jeg begijnber at finbe 33ei i 58^en, og fan tale taalelig meb Sngelffmccnb, taber )pf)oibet meer og meer af bet Øbe og 3)øbe, fom i i^o^^ftningen faa faare nebflog mig, at, f)at)be jeg»æret min egen ^erre, troer jeg beftemt, jeg l^a»be fat mig paa 2)om^)6aaben, og»ar feilet fijem igien, fom et fort»i»iet 33arn, ber f)ar for»iibet fig fra SDiober-Sfiøbet, og er utrøftelig, før f)an naaer bet igien. )g besuben, jeg føler bet, jeg trængte til at lære, f)»ab rigtig Snfomfjeb er, t!^i jeg!^ar misbrugt ben tilf^ne* labenbe nfoml^eb i en elffelig gamilieé fiøb, ]^»or man fun bef)ø»er at luffe 2)øren op for at ^a»e bet Ii»Iigfte og uf!t)ibigfte og meft»elgiørenbe (Selffab, faa jeg fjaaber fif* fert, jdu ffal fee mig igien, fom en ømmere 35en, og 2)Janb og O^aber, fom, naar ^n friftcå til fun at tænfc egenfær* tig paa fin egen øiebliffeligc Stjft, fommer Sonbon ifju, og taffer ub, at fjan fan ogfaa»ære bem til nogen læbe, fom ubgiøre faa ftor en jdeel of ^m! u»il fagten«gierne»ibe Ubt om min Se»emaabe, og

14 ben er ba fæboanitg faa, at jeg ftaacr op ^l 8 etter (Ibt efter, briffer Z^tt (fom jeg feb lacer) ^I. 9 og æbcr bcr* til faamcget mørrebrøb, fem jeg fan faae ncb, gaacr libt ot»er 10 til 9)Zufcumet, fomntcr bcrfra omtrent ^I. 4, \pi\tx ^l 5 ^»ab man falbcr 9J?ibbag«mab, briffcr jt^c igen ^l 8 9 og gaacr i eng ^I. 12. 3bag l^ar jeg gjort mit 9)ieftcrft^ffe og laoct (Salat, fom neppe nifbe fmagt SDig, men fom jeg bog fanbt, lob fig fpifc, og gat> libt ^oran* bring til bet røbe (Stcg=(Sttjffe, fom er min baglige ^oft, beds forbi man maa l^abe ^iøb, naar man et facer anben øbemab enb jt^esanb, og beels forbi jeg!ienber iffe enbnu S^Jacnene paa bc engelffe 9tetter, faa bet ntjtter iffe, man fpørger mig, l^oab jeg be^ger. jloba! r^ger jeg bel enbnu, men bet ^r bog ingen 5lrt, er oet fnap en l^eel "ipibe ^ele 2)agen, og fatber fagtenå efterl^aanben rccnt bort. ^affe fan jeg faae, naar jeg mi t)a»e ben, I)er i <5ufet, og jeg braf forleben 'i)tx en portion meb min (S^ajstain 5lnbrefen fom ei»ar flet, men jeg brt^ber mig iffe om bet, og feer, at man i et fremmeb Sanb lettelig fan gibe li^) paa atte baglige SSaner, unbtagen ben at ^be ficere SJJenneffer om* fring fig, af f)bem man føler ftg elffet og ^nbet. ^or S'Je* ften ^ax jeg 3ntet at ftage ober be (Sngelffmænb, jeg l^ar bceret l^os, jeg ^r l^abt ben 2@re at bære titftæbe i et 2Jiøbe baabe af bet kongelige og bet 5lntifbarif!e clffab, cg, ftiønbt bet bar fiebfommcligt, bar bet bog en Ubmær= felfe, jeg maa ffiønnc paa. os C)ber*S8i6Iiotl^efaren beb ajiufeet, 3Jir (gllis^^) er jeg introbuceret, fanbt al mulig f^orc* fommenl^cb, og fjar I ag mobtaget en pyntelig jcafftgelfe fra jdirectionen for 2Jiufeet, for et Syemplar af S3jobuIfS!S)xapi, jeg i 2:iråbagé fcnbte. iffert næbncbe jeg i mit

15 forrige S8rc» en SKr. SDliUtx.^'^) fom ben ^^ørfte ber tog fig af mig, ^os tiam tjar jeg ogfaa frofoftet (æbt tit taffe og Z^tt) i 2)ag, og tænter at jeg!al tilbringe mangen for* nøielig Slime, naar ci blioe tibt neierc!ienbt. ^an leoer ubenttoiot fom '^cbcrfocnb, men fan ei toocre ftort oetbre enb jeg og taber tit en ret oprigtig, teltænfenbe 3urift, fom I)etler ^»erfen fatte«^unbffab, ^orftanb, eller 3ntere8fe for tfibenjtabelige ^8ler. a)ieb geiftlige ^oh l^ar jeg enbnu iffc taft, ba jeg txtftttx mig faa (ænge mueligt, i at gaae til S@rfe6iffoppen, og ^r enbnu iffe!unnet o)3bage, ^tjor bet ^ar 'i)3rcefter boe, jeg agter at beføge. 33it 3)u giure 3)ig en gorefticting om min S3oepæI, ba tcenf 3)ig en tifle abc omtrent fom?ungang8*(stroebet, borte fra 2:ummelen, og et pænt liue ^uus, fom bet t>i ber boebe i, tun libt f)øierc, og faameget minbrc i Omfang, at min (Stue tit aben (meb to ftore ^ag SBinbbuer fra utt3ct til Softet og en "ipitle) og mit ocfammer tit aarben ubgiør ^ele førfte <3al. Ooer tjcte @u(fet i min <Stuc feer 3)u et btomftrct X(zppt og beéuben et minbre, mere gloenbe, meb g^rtjnbfer, foran kaminen, t)tjor ben btanfc 3tbtang, SIbffutle etc. bcftanbig paraberer paa 9?ab. 2)^eub= lerne er et ftort Sorb, ^t>or jeg I)ar mit ^^eife^sl^atot paa ben ene (Snbe, mebené 9?uinernc af min 9Kibbag mab para= bere paa ben ^nben, nogle 9?ør-<Stotc, et "ipar fmaa pæne taber meb jlæppe for, tit SBøger og ftigt, og et tangt (Sficenfeborb meb tuffer, fom 3>ærtinben bruger, og fom prt^beé af nogle!jøirofer, enbeet omocnbte @tag, et Il^ce* frin, mine Stjfe*(Stager, og to plaffer (meb 53iin og 53anb) fom jeg bentjtter. 2)ht Jøi beførger 55ærtinbcn tit 33a t meb orbenttig Optegnelfe, og er bet b^rt, faa faaer man ogfaa

16 tbelje nof, mig ttjffe«formegen for "ipengene. Wm Sært* inbe 'i)ax ogfoa tilbubt mig at beførge (Stopning, ^nap' fj^ning og ligt, fom er mig grumme fiært, ha SCccernc forleben frøb ub af et ^ar rene trømper, og abffiflige ^nap^jer beelé er fprungct og beel«paa ^ringet. 9^u, lifle?ife, l^ar jeg jo bog gjort orbenligt SfJegnffab, og gicet jdig faatsibt mueligt, en g^oreftihing om min Sei* ligl^eb cg?eoemoabe. Scto nu»el, i ^erren«s5aretccgt, meb be!icere maa, og I)uf!»en og SD'Jcta imeflem paa ^ahtx, ettere glemme be ^am reent. SWeb 3o^an tcenfer jeg iffe bet befjøteé, t^i f)an f^ørger»ift tit til gaber, og fører fiffert en l^eel amtale meb jdig om?onbon, naar ber tommer 39rebe. @ub famle o«glabe, faa fnart fom ^n feer, bet er gobt. -Seg I>ar enbnu iffe ffrecet tit noget SJJenneffe i 2)anmarf, uben til J)ig, berfor ^il«fmuft»ore ^bffenbc baabe i ^f)»n. og labfaje,^^) og SSenncrne faaoibt 2)u fan, og fiig, at faafnart jeg fan oderfomme Ijtoab ber ei blot frcecer 3;ib, men en muntrere temning, enb jeg altib er i, ffal jeg ffrioe. 3of an, tcenfer jeg,!^ar nof feb i benne Uge l^uffet paa ^inbfe«i^eften, f^é l^am og afle Sørnene fiærligft fra mig, og minbcs meb glab ^engit>en!^eb i ^ané 33ittie fom er gob, og ^t)ié SDJiéfunb^eb»årer e»inbelig, 3)in Wlanh og 3)in 33rober i (5f)rifto Sfl. g.. runbt»ig.

17 6.?onbon Ute Oun 1829 ^tcerc gobe Æonc! (Snart er jeg en 9)?aaneb gammel i Sonbon, og ^r cnbnu intet l^ørt fra ben!tcere ^jemftacn, men nu tjaafcer jeg ba fifferlig at fee S3re& fra big førft i næfte Uge, og faa l^cer Uge berefter, og, naar jeg ba, fom ub i 9?oabe gt»c, ibelig tiører, at be ^icere Ube»el, fan jeg nof til 9^øb forfonc mig meb Sonbon, l^dor jeg fagtens immer»il fiebe mig libt, og altib fa»nc ^»ab jeg l^ar ficercfl paa 3torben, men l^ioor jeg bog maaffc fan giøre libt aton, finber meget at lære, og finber nu ganffe ffiffelig 53ei. ^»aå er l^er enbnu, og ibag (mene jeg»ar ube) l^ar jeg l^a»t Scføg af en ntjfommen SanbSmanb, en 9^itmefter 9fiiclfen^^)»eb ^l^enjte dragoner, fom fommer fra 9?om og ^oris. (ilj. 3)anneff jo(b^ ) er fommet ^er aflercbe i for* rige Uge, men jeg l^ar iffe feet l^am, og fif l^am maaffee ntppz at fee, l^»i8 bet iffe»ar rimeligt,»i funbe møbeé l^oé re» 2Jiottfe, ber l^ar»æret faa artig at bi)be mig til SDtibbag paa ønbag. ^elc benne 'ipinbfe*ugc!^ar 33'Jufeet»ccrct luffet, f)»ab»el iffe fcefjagebe mig altfor gobt, men»ar bog iffe ubeleifigt, ba jeg f)a»be en ^eel!j)eel at Be» førge, fom jeg i bisfe SDoge fanbt Seiligl^eb til. a man iffe laaner Søger ub fra 33i6Iiotf)efeme i (Snglanb, ^r jeg Begijnbt at fiøbe mig nogle, fom jeg tilbeds l^a»be (JommiSfion paa fra bet kongelige SSifcliotl^ef, og!l)u fan nof tænfc, at faabannc mig l^ibtit ubefienbte 58øger ei ^»e nogen ringe jdeci i, at jeg benne Uge bebre fan faa ^a9 paa SCiben, og finber Sonbon mere taalelig. 5lf tåben«^erligfiebcr fjar jeg for 9?cften fun feet libet mere enb ben allert)berfte fal, ber ^er fjelben er tiltrceffenbe, og jeg»ilbc 2