'^^M^^nå. M5^h ^^mt r
m^
MEMOIRER OG BREVE UDGIVNE AF JULIUS CLAUSENooPFkRIST. XXI EFTERLADTE OPTEGNELSER AF GENERALFISKAL PETER ULDALL DRONNING CAROLINE MATHILDES DEFENSOR GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG KØBENHAVN 1914.^^ ' -'- -^
UDGXVNSaFJULIUS CZAUSENoc P. FRjaST J9
TRYKT I 900 EKSEMPLARER LANGKJÆRS BOGTRYKKERI KØBENHAVN
INDLEDNING Uldall stammer fra Byen Uldal Gram Herred, Haderslev Amt Slægten Sønderjylland, og Følge Sagnet fra en af de Gaarde, som var skænket tl nogle af Gøngernes Befalngsmænd tl Løn for deres Tapperhed under Kjøbenhavns Belejrng. Peter Uldall blev født Assens den 29. Jun 1743. Om hans Fader Hans Pedersen Uldall, der var født 1705, fortælles, at han som ung stod ved et Regment Sønderjylland og dér af Kongen selv blev udtaget tl Lakaj og paa den Maade kom tl Kjøbenhavn, hvor han lærte sn Kone at kende, der havde tjent ved Hoffet 1 1 Aar som Vadske- og Kokkepge. Hun hed Krstne Hansdatter Hougaard og var født 1714 og døde 1796. Skkert er det hvert Tlfælde, at han tog dansk-jurdsk Examen med 1. Karakter 1741, da han var 36 Aar, og at det var efter en Ansøgnng, som var skrevet og undertegnet af hans Kæreste, at han 1742 blev Byfoged (1755 tllge Borgmester) Assens og Herredsfoged Baag og Vends Herreder, hvor han døde 1782. Deres ældste Søn, Peter Uldall, blev sat tl Studerngerne og blev allerede 1755 Student, kun 12 Aar gammel. Det var vel paa Grund af hans store Ungdom, at Faderen beholdt ham hjemme Assens et helt Aar, medens han læste tl Baccalaureus-Examen, som han tog Efteraaret 1756. Faderen bearbejdede ham vrgt for at faa ham tl at studere Theolog, hvlket Sønnen kke havde Lyst tl, men Faderens Vlle sejrede. Der fortælles Famlen, at Peter Uldall en Dag gk paa
II Jagt paa nogle Marker, som Faderen ejede Nærheden af Byen og derved kom nd paa en nærboende Herremands Jorder. Herremanden fangede Drengen nd, bandt ham tl sn Hest og førte ham paa den Maade hjem med sg. Om han yderlgere har revset ham fortælles kke, men er rmelgt nok; th den Behandlng han, der maaske allerede dengang var Student, havde ldt, harmede og krænkede ham den Grad, at han svor at hævne sg. Og det fortælles, at det var den egenlge Grund for ham tl at vlle studere Jura, lgesom Famle-Tradtonen tlføjer, at han vrkelg senere fk Hævn over Herremanden ved at føre en Sag, som nogle af dennes forurettede Bønder havde anlagt mod ham, samt at Uldall vandt Sagen, der skal have været en af de første, han førte. Foreløbg maatte han føje sn Fader og studere Theolog. Han fk sn Examen 1759 og Følge Tradtonen har han ogsaa engang prædket for Dms Frue Krke Kjøbenhavn. De to paafølgende Aar tlbragte han Assens, et Ophold, som han selv sger mange Maader var ham fortrædelgt". Mulgvs har Forholdet mellem ham og Faderen kke været godt. Han har hvert Tlfælde kke vllet benytte sn Attestats, og Faderen har kke vllet støtte ham andre Studer, uagtet den unge Mand altd havde hget mod Juraen. Der vdes øvrgt kun ldet om Peter Uldalls Ungdom, ja Oplysnnger om hans prvate Lv det hele taget er saa spnkle, at man kun med Møje kan konstruere hans Lv og Levned paa hans egne magre Optegnelser og de faa Famle-Tradtoner, der er bevarede. Skkert er det, at han med Glæde forlod sne Forældres Hus" 1761, og at han to Aar efter tog sn jurdske Embedsexamen med Glans. Da det lader tl, at han kke har modtaget Støtte fra Hjemmet, maa han have havt det haardt nok Kjøbenhavn, ndtl han ved Professorerne Obeltz's og Snee-
III dorffs Hjælp et halvt Aars Td efter sn Examen blev Alumnus paa Elers' Collegum. Denne Velgernng glemte han aldrg, og han vste sn Taknemlghed paa en Maade, der tjener ham tl Hæder, th mange Aar efter tlstllede han 1791 Elers' Collegum en Gave af 300 Rdlr., hvs Renter skulde nydes af den ældste af de Alumner, der studerede Rets- eller Statsvdenskab. Det har skkert været Mndet om sne egne trange Kaar. Mellem de Alumner, der samtdg med ham opholdt sg paa Colleget, kan nævnes den senere Konferensraad M. Treschow, Lægen Prof. M. Saxtorph, Professor M. T. Brnnch, Bskop H. Fnsen, Præsten Chr. Bastholm. I de første Aar har det været vanskelgt nok for ham at exstere, th den Plads, han havde som Skrver ved Inkvstonskommssonen, tjente han saa at sge ntet, da hele Lønnen de to Aar, han her var Medhjælper hos Krgsraad Stub, kun var 20 Rbdl., og dem fk han først udbetalt, da han opgav Stllngen 1765. Det var Generalaudtør F. C. Sevel, der da kom ham tl Hjælp. Denne udmærkede Mand havde som Notarus ved det jurdske Fakultet overværet Peter Uldalls Examen og faaet et saa godt Indtryk af ham, at han anbefalede ham tl sn Ven, Højesterets-Advokat J. J. Anchersen, der antog ham som Fuldmægtg. Dermed var hans Lykke gjort. Han skrver det selv, han takker det naadge Forsyn, der hjalp ham udover den Krss", hvlken han befandt sg, og cterer den Anlednng en Hymne tl den moderlge Kærlghed. Han flyttede nu, 1766, fra Colleget tl sn nye Herres Hjem. Denne var dengang en Mand sne bedste Aar, 45 Aar, ugft, og en meget søgt Advokat. Den 22aarge Fuldmægtg fk selvfølgelg gennem ham en udmærket Uddannelse alt, hvad der hørte tl Faget, og der udvklede sg et varmt Venskabsforhold mellem Mester og Lærlng, der bl. a. vste sg ved at Anchersen senere stod Fadder tl Uldalls Børn. Det har
IV vstnok været lykkelge Aar for ham, og han noterer ogsaa, at det var Aaret 1766, at han fæstede sn Hu tl den unge Kvnde, som senere blev hans Hustru. Efter tre Aars Forløb aflagde Uldall Begyndelsen af 1769 den sædvanlge Prøve som Prokurator for Højeste- da Anchersen Aaret efter blev Assessor Højeste- ret; og ret, har han rmelgvs overtaget den største Del af hans Praxs. Ved at gennemblade Højesterets-Protokollerne for de følgende Aar faar man et Bllede af Uldalls Vrksomhed og stgende Anseelse. I det første Aar fører han mndre betydelge Sager for ret ukendte Personer, men allerede 1770 pladerer han mange betydelge Sager, og fra 1771 faar han Gang paa Gang kgl. Ordrer tl at føre Sager. Han fk nu rg Lejlghed tl at lægge sne fremragende Evner for Dagen og vakte snart Opsgt ved den Veltalenhed for Skranken, som han delg berømmes for. Blandt dsse Sager kan nævnes dem, som han førte mod den senere saa berygtede Berngskjold, for Gehemeraad F. L. Woyda o. m. a. Paa dette Tdspunkt hans Lv brød de store Begvenheder frem, der førte tl en af de alvorlgste og nteressanteste Katastrofer Danmarks ndre Hstore, som skabte Peter Uldall et Navn og som blev hans Lvs store Oplevelse. Da den paa Kronborg fængslede Dronnng Carolne Mathlde selv skulde vælge sg en Defensor tl at føre sn Sag for den nedsatte Kommsson, blev Uldall beskkket dertl den 13. Marts 1772, og Følge kgl. Ordre af 23. Marts blev han tllge befalet at være Defensor Sagen mod Struensee. Det maatte betragtes som en stor Ære for den 29aarge Advokat at faa dsse alvorlge og vanskelge Hverv overdraget, hans Navn kom paa alles Læber, og de bdrog meget tl hans Lykkes Fremme og hans store Anseelse. At Dronnngen kke selv har valgt ham tl sn Defensor, følger af sg selv. Hun havde aldrg set ham, næppe hørt tale om ham. Det har maaske været hendes Omgvelser paa
Kronborg, der har raadet hende, eller mulgvs er Spørgsmaalet blevet afgjort gennem Kommssonsmedlemmerne. Uldall havde gode Venner mellem de fremtrædende Jurster, og egenlg talt var der blandt de mere bekendte Advokater kke mange at vælge mellem. Foruden ham var der kun et Par, der havde alt det mere lukratve Arbejde for Skranken Hænde; de andre Højesteretsprokuratorer havde kun offenlge Sager. Uldalls Memoranda" om st Lv, som gengves nedenfor, er kun førte tl 1782. Af overordenlg Interesse er hans Samtaler med Dronnng Carolne Mathlde hendes Fængsel. De nærmere Omstændgheder ved den store Palads- Revoluton den 17. Januar 1772, som vakte en saa ualmndelg Opsgt hele Verden over, blev af det sejrende Part tl en vs Grad undertrykte og hemmelgholdte. Den egenlge Proces, Sagens Akter, Advokaternes Indlæg tl Forsvar og mod de Anklagede, maatte ej komme offenlg frem og blev kun kendt af Afskrfter, der løb om mellem Folk. Først 1824 lody. K. Høst dsse trykke sn Levnedsbeskrvelse af Struensee. Det er først blevet den nyeste Tds Hstorkere forbeholdt at faa Adgang tl de hemmelge Paprer og Aktstykker, der vedrører denne for det danske Kongehus' Hstore saa betydnngsfulde Sag. Uldalls her meddelte Samtaler med Dronnng Carolne Mathlde er tdlgere delvs blevet benyttet af Chr. Molbech hans store Afhandlng om Hoffets Hstore paa den Td (Nyt Hstorsk Tdsskrft IV) og den nyeste Td af Prof. Edv. Holm hans store, endnu kke afsluttede Værk: Danmark-Norges Hstore 1720 1814. Dette sdste har nu afdækket alle skjulende Slør og klaret alle Taager, der tlhyllede Carolne Mathldes og Struensees Forhold, saaledes at dette staar fuldt belyst alle Enkeltheder, for saa vdt som de har hstorsk Værd.
VI Naar Uldalls Samtaler her meddeles deres Helhed mellem hans andre Optegnelser om st Lv, er det kke alene, ford det har sn store psykologske Interesse at se, hvorledes han, Dronnngens Defensor, selv gengver det Indtryk, som hendes Personlghed ndgyder ham, og høre ham selv udtale de Følelser, som hendes Stllng og Skæbne vækker ham; men ogsaa ford dsse Samtaler ndeholder de klareste Udtalelser af den stakkels unge Fyrstnde, der afkræfter alle senere Forsøg paa at erklære hende for Martyrnde. Uldalls Optegnelser gver en høj Grad dramatsk Fremstllng af de grbende og rørende Scener mellem den ulykkelge Dronnng og den stærkt bevægede Defensor. Det ses klart, at hun vl ofre alt for Struensee lge tl sn Dronnngeværdghed; ja, det som mere er, selve Moderfølelsen maa vge for hendes Elskov, skøndt den engelske Gesandt sger om hende: A more tender mother than ths queen never was bom n ths world." Hun troer saa urokkelg fast paa Struensee, at ntet kan brnge hende fra den Tro, at kun Pnebænk og Tortur har kunnet bevæge ham tl en Tlstaaelse, og alle Forsøg paa at bekæmpe denne Overbevsnng brydes mod det Panser af Tlld og Tltro, som værner hendes eget Hjærtes Følelser. Dette gør et overordenlg stærkt Indtryk paa Uldall. Han saa med gunstgere Øjne end de fleste andre paa Struensee som Statsmand og Mnster. Især sympathserede han med, at Struensee havde sat Adelen tlvægs og at han havde bragt mere Fart og Orden nd Embedsstandens Arbejde; men han har kke stærke Ord nok tl at fordømme ham for hans Fejghed ved at bekende en Sag, som enhver af den galante Verden vlde fordømme ham for". Lge saa meget som han beundrer Dronnngens Personlghed, lge saa frastødt føler han sg over for Struensee, da han første Gang staar Ansgt tl Ansgt med ham Kastellets Fængsel; han foragter ham som et Menneske, der ngen Fastghed har Sndet". Uvlkaarlg synes man, at Uldalls
VII Forsvar for Dronnngen er bedre hans prvate Optegnelser end hans offenlge Defenson. Uldalls Optræden som Dronnngens Defensor berømmes af alle, kke alene paa Grund af den Dygtghed, hvormed han gennemførte st Hverv, men ogsaa for den Takt og Skaansomhed, han udfoldede sn Omtale af Sagens hele pkante Natur. Efter at Sagen var endt og Struensee var blevet henrettet den 28. Aprl og Dronnngen sejlet bort fra Kronborg den 31. Maj, stod Uldall nu st 30te Aar som en af Landets mest bekendte Mænd, agtet og æret af alle, anerkendt sn Stllng og vel betrygget pekunær Henseende. Han følte sg nu saa skker for de Bouleversements, som Struensees Forandre-Syge truede med", at han besluttede sg tl at gfte sg med den unge Kvnde, som allerede for længst havde vundet hans Hjærte. I Jun blev han forlovet og September gft med Antonette Hansen, en Datter af den to Aar før afdøde Generalkrgskommssær Stephen Hansen, en høj Grad vrksom Købmand og Fabrkejer, der havde efterladt sg en stor Formue foruden Godset Fr^^dendal ved Holbæk. Ved sn Kones Arv blev Uldall en velhavende Mand. Frydendal tlfaldt ved Skftet hans Svoger, den unge Købmand og Kancellraad Wlhelm August Hansen (1743 96), der fra Godsejer gled over paa Embedsbanen og blev Deputeret Rentekammeret. Hans Navn har Landbosagen gvet en Klang som faa andres paa den Td, og han maa nævnes som en af de bekendte Mænd, der stod Uldall meget nær. 1776 blev Uldall Justtsraad, V ser, at han 1770 blev Medlem af det kgl. Skydeselskab, hvor Fuglekongen, den lvfulde Komedeskrver, Generalfskalen F. V. Wvet, spllede en stor Rolle, og da denne 1783 anbefaler ham tl at blve Generalfskal, maa det antages, at dsse Mænd har staaet godt Forhold tl hnanden, uagtet Uldall saa stærkt msbllgede Wvets Optræden Struensee-ProcQSsen.
VIII Men det som mest af alt nteresserede Uldall og som har bdraget tl at bevare hans Navn, er hans store Kærlghed tl Lteratur, kke alene Jursprudens og Flosof, men tl alt, hvad der falder nd under lterære Studers Omraade. Han var Medlem af det kgl. danske Selskab for Fædrelandets Hstore og Sprog og af andre lterære Selskaber, og allerede fra han var ung var han en vrg Bogsamler. I hans Bekendtskabs Kreds var allerede hans Velynder Ungdommen, Konferensraad Sevel en berømt Samler af Bøger og Haandskrfter og som Bblofler og Samlere kan nævnes hans gode Bekendte P. F. Suhm, Martfelt o. fl. Hans egen Samlng bestod, da den blev solgt ved Aukton 1803, af en Katalog paa 5200 Numre. Werlaujf skrver: Ejerens Stllng og Formue havde sat ham Stand tl at gve denne Samlng en høj Grad af Fuldstændghed, og den sporedes kendelgen at være anlagt og vedlgeholdt med megen Interesse og Bogkendskab". Uldalls bekendte Manuskrptsamlng særlg vedrørende Danmarks Hstore og Lovkyndghed blev skænket det store kgl. Bblothek af hans yngste Søn, Justtsraad, Toldkasserer Næstved, W. Å. Uldall. Desværre blev ved Auktonen store Dele af hans Bøger, f. Ex. hans store Samlng af Lgprædker o. 1., solgt under ét som Makulatur. Om hans prvate Lv vdes som sagt ntet eller ldet. Han førte et smukt Hus og havde megen selskabelg Omgang. Hans fornemme Interesse for Vdenskab og Kunst gav sg kke alene tlkende hans Samlnger, men ogsaa Udstyrelsen af hans Hjem, hvs kostbare Efterladenskaber af Møbler og Sølvtøj endnu hos hans Efterkommere vdner om hans fne og kunstnerske Smag. Hans Lv hengk med Arbejderne hans store og betroede Stllnger som Højesteretsadvokat og Generalfskal. Men den Omvæltnngstd, som han levede, kaldte ham kke frem tl offenlg Deltagelse de store poltske Begvenheder. Kun for Skranken træder han frem for Offenlgheden, og hans Navn fndes
IX kun Justtsprotokollerne. Kun én Gang endnu kom hans Navn en kort Td paa alles Munde Kjøbenhavn. Det var Anlednng af det asatske Kompagns store Kassemangel Maj 1783, som vel nok omfattede et af de største Bedragerer (3,300,000 Kr. vore Penge), som er begaaet her Landet ndtl vore Dage. Det vakte en vældg Opsgt og truede med nogle af vore største Handelshuses Undergang, da deres Chefer som Kompagnets Drektører var ansvarlge over for dets Aktonærer. Kongen tlbød da paa vsse Betngelser at holde dsse skadesløse, men en stor Del af dem, hvorblandt flere af Kongens Mnstre, fordrede kke desto mndre, at man skulde holde sg tl Kompagnets Drektører. Dette vakte Hoffets og særlg Guldbergs højeste Harme. Uldall, der paa Aktonærernes Vegne havde fremsat Forslaget paa Generalforsamlngen, blev draget tl Ansvar og blev Syndebuk for det skete. Guldberg vlde endog have arresteret ham, hvlket dog Colbørnsen forhndrede, da han ntet strafbart havde gjort; men han led den Tort, at Mnstrene, tvungne af Guldberg, maatte desavouere ham. Sagen, som ogsaa sne Følger er af Betydnng og Interesse, kan der her kke dvæles ved. ) Som det lader tl, vedblev Uldall dog at være Kongens Naade. To Aar efter, den 3de Marts 1785, holdt han Talen, da Kronprnsen for første Gang var tlstede Højesteret, en Tale, som vstnok kun exsterer Ma-' nuskrpt, og som det hvs Pladsen kke forbød det vel var værd at aftrykke her som en Prøve paa hans Veltalenhed, som Datden saa meget beundrede. I Foraaret 1788 blev Uldall Vceborgmester Kjøbenhavn; mulgvs har han søgt dette Embede for at koncentrere sn Vrksomhed, da han Aaret efter opgver sn Stllng som Generalfskal. Det vdes kke, at 1) Hst. Tldsskr. VI. 4. D. Mag. V. 3. Det blev fem Aar efter tlbudt Uldall at blve jurdsk Drektør asatsk Kompagn med 1000 Rdlrs. Gage, men han betakkede sg.
hans nye Embede har sat særlge Mærker eller har gvet ham Lejlghed tl offenlg Fremtræden. Det lader tl, at hans Helbred efterhaanden lod meget tlbage at ønske, og den velhavende Mand besluttede sg derfor tl at følge sne fornemme Venners Exempel, at gennemgaa en Badekur ved det meget mondæne Badested Pyrmont Waldeck. Den dygtge Forretnngsmand forenede dermed den vanskelge Opgave at brnge de Hardenberg-Reventlowske Famlesager Orden efter den saa meget omtalte Sklsmsse mellem den danske Komtesse Reventlow og den senere preussske Mnster Fyrst L. A. Hardenberg^ og endelg benyttede han Lejlgheden tl at gøre en Plgrmsgang tl Celle, hvor hans kongelge Klent, Dronnng Carolne Mathlde havde endt st unge ulykkelge Lv 1775. Uldalls Beskrvelse af denne Rejse fra Jun tl ultmo September 1788 frembyder megen Interesse. Ikke alene gver den en udmærket Fremstllng af Datdens Rejsemaade med alle dens Besværlgheder, men han er selv en udmærket Turst efter Datdens Begreber. Der er kke den Tng, han forsømmer at se og at undersøge, og hans Personlghed træder frem for os ret levende Træk. Han, som rejser for første Gang st Lv, benytter enhver Lejlghed tl at se og høre og udtaler sg altd med stor Sagkundskab om de forskellge Tng, og tdt med en klog og skarp Krtk, th han er ngen tom Beundrer, men recenserer frejdg Kunst og særlgt Arktektur, bedømmer Vaaben og Kostbarheder paa Museerne, Heste Stuttererne, Soldater paa Paraderne, fremsætter de mest sagkyndge Bemærknnger om Landvæsen og Fabrkker, gver lange Beskrvelser af Kanal- og Slusevæsen osv. osv.; overalt mærkes hans udprægede, vdtgaaende Kundskaber og Vden. Alt mellem falder der meget skarpe poltske Bemærknnger om de Schmmelmannske Foretagender, det nye Møntvæsen Hertugdømmerne, samt, men
XI meget knapt, om de nye Landbolove det er jo Aaret for Stavnsbaandets Løsnng. Af de nævnte Beskrvelser har en Del dog meget er udeladt. rnge Interesse og Mest Interesse frembyder Uldalls Fortællng om hans og hans Frues Ophold mellem de fornemme og fyrstelge Personer det stærkt besøgte Pyrmont, hvor han hurtg blver bekendt som den ulykkelge danske Dronnngs Defensor, hvlket gav hans Navn en ærefuld Klang. Skæbnen vl, at han her gør Bekendtskab med Dronnngens forhenværende Hofmesternde, Fru v. Plessen, der er bosat det nærlggende Celle. Hun drager ham tl sg fortrolg Omgang, og paa sn Hjemrejse tlbrnger han højst nteressante Dage hos den fornemme gamle Dame sammen med flere af dem, der havde spllet Roller den store Tragede og som havde levet sammen med Dronnngen hendes sdste Leveaar. Gamle Hofhstorer blver Genstand for deres Konversaton, og gamle Mnder og Hofntrger drages frem og drøftes. Paa Hjemrejsen hentyder Uldall som sagt tl de nye Landboreformer, men dog kke saa meget, at det deraf klart kan ses, hvorledes han stller sg tl dem. Paa Grund af sn Stllng maatte han vel være en meget forsgtg Mand. Upaatvvlelg hørte han tl den gamle Skole, men han var knyttet tl Mænd af begge Parter, adelge Godsejere, fremragende Vdenskabsmænd, tl P. Fr. Suhm og Landbokommssonens Sekretær Martfelt, ved Svogerskab tl Foregangsmanden W. A. Hansen o. s. V.; men v ser ogsaa, at han staar den gamle Mnster Schack-Rathlou meget nær, der er saa vrg Modstander af Reformerne, at de gver ham Anlednng tl at tage sn Afsked; ja, den bekendte Kammerherre Luttchau, Modstandernes Høvdng, der blev dømt for sn hensynsløse Kamp mod Reformerne, er Uldalls Rejsefælle. Det har da sn store Interesse, at da Chrstan Colbørnsen 1790 udgav st hvasse Skrft den
XII store Propretærfejde mod Lttchau og de andre jydske Godsejere, var der sær ét af de mange Flyveskrfter, der fremkom den Anlednng, som vakte Opsgt og Anerkendelse, nemlg: Bllge Erndrnger Anlednng af Hr. Etatsraad Chr. Colbjørnsens Betragtnnger over en Del jydske Jorddrotters Klage af D. N. Reersen, Kbhvn. 1791". Dette Skrft blev almndelg antaget at være forfattet af Uldall. Det blev kke modsagt. Pjecen er dateret: Fodbygaard Sjælland, den 29. Decbr. 1790. Fodbygaard Sorø Amt hørte tl de Pléssenske Fdecommsgodser. Uldall stod Famlen Plessen meget nær. Skrftet sger Prof. E. Holm var: trods alle sne Ensdgheder og sn fanatske Btterhed godt skrevet formel Henseende, og Forf. forstod at fnde flere svage Sder Colbjørnsens Rustnng. Det gjorde derfor en kke rnge Opsgt". Men Forf. skød langt over Maalet ved sne personlge Angreb paa Colbj'ørnsen, han sgtede ham endog for at have ladet sg lede af Had og Hævngerrghed, og han sammenlgnede ham med de romerske Angvere fra Kejsertden." Uldalls Forfatterskab er kke konstateret; men allerede det, at man almndelgt tlskrev ham dette, vdner om, at han maa have været en Modstander af Landboreformerne, og dette tjener meget tl at betegne hans Personlghed og slaa hans konservatve Anskuelser fast. Nogle Aar efter blev Uldall selv Godsejer, det han 1796 købte Godserne Høvdngshus (nu Høvdngsgaard) og Lllendal med Østergaard Præstø Amt. Tradtonen meddeler, at det var hans Agt at faa oprettet et Baron af dsse Godser for den ene af sne tre Sønner (nogle mener den yngste, der skal have vundet hans Hjærte ved at studere Jura), men at Døden forhndrede hans Forehavende. Den 11. November 1798 døde Justtsraad Peter Uldall af et Slagtlfælde, kun 55 Aar gammel. I Kjøbenhavns Unverstets-Journal" omtales han
tl Slægtens Hstore. Udg. XIII som en Mand, der vel kke har gjort sg synderlg bekendt ved trykte Skrfter men hans, skrftlge Deduktoner nogle vgtge Processager har løbet om fra Haand tl Haand og bestyrket den Tanke, man af hans mundtlge Foredrag Skrankerne havde, kke alene om hans Talegaver og praktske Lovkyndghed, men ogsaa om hans grundge Indsgt Flosof og Statsret. Hans smukke Bogsamlng, der Bøgernes Antal og Valg kke skal have gvet nogen prvat Bogsamlng efter uden den Suhmske, vdner ogsaa om hans Agt for Kundskab og Kærlghed tl Vdenskaber". I en latnsk Eloge Adresseavsen" berømmes han ogsaa for sn Retskaffenhed, Troskab og Retfærdghed, samt for sn Fortjeneste af Bønderne paa sne Godser. Orgnal-Manuskrptet tl Uldalls Memoranda", som han har skrevet Aarene 1775 tl 1782, fndes Rgsarkvets Samlnger og kan betragtes som utlgængelgt. Den her benyttede Afskrft, som maa anses for fuldt ud paaldelg, er tllgemed Orgnal-Manuskrptet tl Rejsebeskrvelsen velvllgt overladt tl Udgvelse af Arkæologen, Hr. Arktekt Fr. Uldall Randers, Højesteretsadvokatens Sønnesøns Søn. Hr. cand. phl. Kaj Uldall har med stor Interesse støttet Arbejdet med Oplysnnger fra sne Samlnger
MEMORANDA
UNGDOMSBILLEDE AF P. ULDALL
1743 den 29. Jun er jeg Peter Uldall født Assens Fyen, hvor mn Fader, Hans Uldally var Borgemester og Byfoged. Mn Moder var Krstne Hougaard. Tlnavnet havde mn Fader fra en By, Uldal kaldet, lggende Skrydstrup Sogn, Gram Herred Haderslev Amt, hvor hans Forfædre har boet og havt Gaard paa Kongens Gods, saavdt jeg veed, som Selveerfolk. 1755 n Jun deponerede jeg ved Unverstetet Kjøbenhavn, og efterat jeg om Vnteren havde læst hemme hos mne Forældre, fk jeg 1756 Foraaret anden Examen. Mn Fader vlde, at jeg derefter skulde studere Theologe, som var mod mn Lyst. Endelg fk jeg Examen 1759 Efteraaret, og reste derpaa hem. 1761 Efteraaret kom jeg gen tl København, for at studere Jura. Med Glæde forlod jeg mne Forældres Huus, som mange Maader havde været mg fortrædelgt. Lykkelg var jeg dog, at mt Snd derved henvendtes tl at søge den Høestes Beskjærmelse. Hvor kan jeg takke ham for Alt det Gode, han har bevst mg? 1763 den 11. Mart fk jeg jurdsk Examen cum caractere laudable. Før den Td hørte jeg Etats-
Raad Oheltz's Collega over Jursprudentzen, og den berømmelge Sneedorffs^) over Montesqueu's l'esprt des los. Skjøndt ukendt det øvrge af dem, erhvervede jeg dog dsse to brave Mænds Yndest, og erholdt derved Plads paa Collego Elersano sdst Aaret 1763. Efterat jeg havde absolveret Examen, blev jeg Fuldmægtg ved Inqustons-Commssonen, eller rettere hos Krgsraad Stuh,^) som var Audteur derved. Med lden Fornøelse, og saa godt som for ntet, tlbragte jeg derved to Aar. Jeg sger saa godt som for ntet; th Krgsraad Stuh var der e mere end 20 Rbd. at erholde af, som jeg endda først fk to Aar derefter. Alt hvad jeg havde at underholde mg af, var de Penge jeg fk af Collego Elersano. Jeg erkender mdlertd endnu med Taknemmelghed den Understøttelse, jeg da nød mn forrge Verts, Feltbereder Rtters Huus. 1765 n Majo blev jeg Fuldmægtg hos Etatsraad, daværende Høeste-Rets-Advocat Johan Joachm Anchersen.^) Dette var Begyndelsen tl mn Lykke. Hvor er det mulgt, at Forsynets Omsorg for et enkelt Menneske kan nægtes? en Mand, som Dr. jur. Balthasar Gebhard Obeltz (1728 1806) blev 1754 Professor jurs et 1) phlos. og 1759 ordenlg Professor Lovkyndghed. Han roses af sn Samtd for sn Vrksomhed som Docent og for sn Omsorg for trængende jurdske Studenter. Jens Schelderup Sneedorff (1724-64) var Prof. jur. ved Sorø Akadem fra 1751 61, da han kom tl Kbhvn. som Lærer for Arveprnsen. Han hørte tl den nye Td og holdt Forelæsnnger over Montesqueus Lovenes Aand". Uldall blev vstnok stærkt paavrket af denne udmærkede Mand, der dog døde Aaret efter at Uldall tog sn Examen. «) Krgsraad Joachm Andreas Stub døde 1816, 82 Aar gammel. S) Etatsr. Johan Joachm Anchersen (1721 85) blev 26 Aar gammel Højesteretsadvokat 1747 og Justtsraad og Højesteretsassessor 1770. 1781 blev han Konferensraad. Han var vstnok ugft.
jeg ngen Kendskab havde tl, var her mn Befordrer. Etats-Raad Frederk Chrstan Sevel^) havde været Notarus facultats jurdcæ og den qualté overværende, da jeg tog Examen jurdcum. Han erndrede sg mg fra den Td, og foreslog mg som Fuldmægtg hos sn Ven. Jeg blev strax antaget. Aldrg kan jeg erndre mg den Crss, hvor jeg, før dette skeete, var, uden med dybeste Erkendtlghed at hukomme en, jeg maa bekende det, høst ufortent guddommelg Velgernng. Sonnet af Vncenzo da Flacaja. Grandson vol 2. Letter 32:2) See en glad Moder omrnget af sne Børn. Med nderlg Ømhed skuer hun omkrng og hendes Sæl smelter med moderlg Elskov. Eet kysser hun, et andet trykker hun tl st Bryst. Eet holder hun paa Skødet; hendes Fod tener et andet tl Sæde; og mdlertd hun af deres Øne, deres Latter, deres Handlnger søger at lære deres utallge smaae Ønsker, gver hun hne et Øekast, dsse et kærlgt Ord: og enten hun smler, eller er alvorlg, er hun del øm Kærlghed. Saaledes, skøndt uendelg hø og ærværdg er 1) Professor, Dr. jurs Frederk Chrstan Sevel (1723 73), der havde fattet Interesse for Uldall, blev 1751 Notarus ved det jurdske Fakultet og 1754 tllge Søkrgsprukurør, tl han blev General-Audtør ved Søetaten fra 1765 72. Derefter blev han Deputeret Admraltets-Kolleget. Han var Medlem af Inkvstonskommssonen mod Struensee og Brandt, og det kan antages, at han har havt Del, at Uldall blev Carolne Mathldes Defensor. 2) Det følgende Ctat er en Sonnet af den toskanske Dgter Vncenzo da Flacaja, der levede det 17. Aarhundredes anden Halvdel. Den anvendes paa det af Uldall angvne Sted Rchardsons meget skattede Roman Sr Charles Grandson". 1*
Forsynet mod os, saaledes vaager det over os, styrker dsse, forsørger hne, hører alle, helper enhver; og nægter det undertden en Godhed v bede om, skeer det kun, for at opmuntre os tl alvorlgere Bønner eller og, det det nægter os en Velsgnelse, ndeholder dets Vægrng en langt større." 1769 den 24. Februar blev jeg efter aflagt Prøve Advokat ved Høeste-Ret. Imdlertd forblev jeg dog Etatsraad Anchersens Huus ndtl Sommeren 1770, efterat han n Marto e. a. havde taget Sæde som Assessor Høeste-Ret. 1772, efterat Dronnng Carolne Mathlde havde begært mg tl at forsvare hende den af Hans Kongelge Majestæt mod hende anlagte Sag, reste jeg den 18. Mart tl Helsngør og havde Audence hos hende Kl. 4 om Eftermddagen hendes Arrest paa Kronborg Slot. Jeg var der ndtl mod Kl. 7. Jeg var befalet at forevse hende Commssarernes Stevnng, og at overtale hende tl at paategne den at være hende forkyndt, som hun og gorde.) Jeg talede dernæst med hende om Sagen, forevste hende et P.[ro] M.[emora] over de Argumenter, jeg meente hun skulde bruge, og hun jeg skulde an- tegnede paa samme hvad det var, føre tl hendes Forsvar. Derunder spurgte jeg hende: om Kongen den Td, Struensee havde 1) Den dømmende Kommsson, der bestod af 35 Personer, Medlemmer af Højesteret, højtstaaende Embedsmænd og nogle Gejstlge, havde den 13. Marts stevnet Dronnngen tl at lade sn Advokat møde for sg den 2. Aprl.
været Slottet, havde brudt sn Troskab mod hende. Dertl svarede hun: Ne, vel før, men e da." Jeg spurgte om hun nu vlde forsvare sg med, hvad Kongen før den Td kunde have forbrudt mod hende? Dette fandt hun ved Overveelse e anstændgt. Hun bekymrede sg e heller om at sklles ved ham, saavdt jeg erfarede. Den ulykkelge Struensee var al hendes Omsorg henvendt paa. Naar v talede om hans Skæbne, græd hun og bævede. Brandt spurgte hun og om, hvad der vlde blve af ham. Hun kunde e forestlle sg, at han skulde døe. Hun troede, at Struensee maatte være tvungen tl at bekende paa hende. De surprenerede mg og", sagde hun ved at tale om Maaden, hun var bragt tl Tlstaaelse paa.,jeg nægtede Beskyldnngen, men de vlde have det skrftlgt af mg, og det for at straffe ham som den, der havde løet paa Dronnngen og begaaet crmen læsæ majestats. Jeg underskrev da Alt hvad de vlde have.") Hvad hun her sagde, er rgtgt nok, som jeg sden erfarede, th ellers var Alt, hvad hun fore- hun havde desværre været gav, just e tlforladelgt; 1) Dronnng Carolne Mathlde troede tl det sdste paa Struensee og var overbevst om, at hans Tlstaaelse var ham aftvungen paa Pnebænken. Den gængse Fortællng om, at hendes egen Tlstaaelse paa Kronborg den 9. Marts var hende halvt aftvungen, er som bekendt kke rgtg; hun underskrev selv Tlstaaelsen, ford hun derved, uden Hensyn tl sg selv, troede at kunne redde Struensees Lv. Enevold Brandts Forseelser var som bekendt kke af den Natur, at nogen, som dengang var bekendt med hans Færd, kunde tænke sg Mulgheden af, at den oprørende Dødsdom kunde ramme ham.
6 slette Hænder. Dog maa jeg tlstaae, at jeg tydelg kunde mærke, naar hun fortællede mg Sandhed, og tvertmod. Hun var neppe en forhærdet Syndernde. Jeg forskrede hende, at Struensee godvllg havde bekendt. Jeg søgte at oprøre hendes Stolthed ved at forestlle hende, hvor meget han havde forseet sg mod hende. Dette syntes at have nogen Vrknng og vlde have havt meere, om hun fuldkommen havde kendt hans Feghed, men hun gk altd tlbage tl dette: han maatte være tvungen. Da jeg sden efter talede med Struensee^ spurgte jeg ham, hvor han havde kunnet overtale sg tl ham for. at bekende paa Dronnngen, en Sag, som enhver af den galante Verden vlde foragte Han svarede: han havde fulgt sn Samvttghed der, han troede, det var en Plgt for Gud, at han maatte tlstaae det. Hertl var Intet at sge, men da Dr. Munters Bog kom ud, saae jeg, at hans første Besøgelse var 1. Mart og Bekendelsen er dermod af 21. og 25. Februar.) Det var da Feghed og e Gudsfrygt, at han bekendte. Han havde ngen Fastghed Sndet, dog hvlken Ond kan have den? og han frygtede Torturen. 2) I Begyndelsen jeg havde den Ære at tale med hende, var hun urolg. Hun klagede over at hun var arresteret, at hun e maatte faae Kongen Tale 1) Sognepræsten ved St. Petr Krke Dr. Balthasar Mnter (1735 93) var Struensees besklclcede Sjæesørger Fængslet. Han udgav allerede Jun s. A. Bekelrungsgesclchte des Grafen v. Struensee", Følge vlken Struensee fra Frtænker ska være gaaet tl Skafottet som troende Krsten. Dronnngen er kke nævnt Bogen, der skkert er blevet revderet af det regerende Hof. ') Struensee forraadte Dronnngen, da han erfarede, at hun var fængslet.