Auktionshuset Bruun Rasmussen

CASE Auktionshuset Bruun Rasmussen 38-årige ALEXA BRUUN RASMUSSEN er PR-ansvarlig og sølvspecialist hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner. Hun har egentlig altid vidst, at hun skulle ind i familiens auktionshus, og da hun havde boet lidt for længe i USA, kom hendes far over og hentede hende hjem. HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER TRÅDT IND I? På den ene side er Bruun Rasmussen et gammeldags og traditionelt auktionshus med kunst, antikviteter og design. Vi holder traditionerne i hævd, har bonede gulve og bruger stadig min farfars gamle elfenbenshammer til auktionerne. Det er lidt et teaterstykke, men mange mennesker kan godt lide det med at gå på eftersyn og få et glas vin. På den anden side er vi også et moderne auktionshus med netauktioner. Jeg er både PR-ansvarlig og ansvarlig for sølv, mens min bror Frederik er ansvarlig for udenlandske kunder, og min far er auktionsleder. HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI- LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE DIT LIV PÅ? Det har altid været en selvfølge, at jeg skulle ind i firmaet, men det var ikke noget, jeg tænkte over som barn. Da jeg var yngre, var jeg lidt af en gavtyv, og da jeg kom i gymnasiet, ville jeg gerne være skuespiller. Jeg rejste rundt med teatertruppen Up with People i et års tid. Det talte mine forældre mig dog fra. Der var ingen tvivl om, at de gerne så mig i kunstens verden. Da jeg blev lidt ældre, var jeg i praktik i et tysk og et fransk auktionshus. Senere hen gik jeg på auktionsskole hos Christie s i London. Da jeg var til optagelsesprøve, klokkede jeg helt rundt i det, og da jeg skulle gå, sagde de til mig, at jeg måske skulle overveje en anden karriere. Men jeg kom ind, og jeg elskede den skole. Mens jeg gik der, besluttede jeg mig for, at det var den vej, jeg ville. I 2004 flyttede jeg til San Francisco. På et tidspunkt skulle min far til eftersyn hos Christie s i New York, og vi mødtes. Da sagde han til mig, at der var brug for sådan en som mig i familiefirmaet, og det ville være hyggeligt, hvis jeg kom hjem. Det gjorde jeg så i 2008. ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE? Jeg synes, det er en gave, fordi det er en mulighed. Jeg kan jo bare vælge det fra. Men det, at jeg har fået buddet, er jo positivt. Jeg har aldrig oplevet det som et pres. Jeg vil snarere kalde det frivillig tvang, men aldrig en rettighed. Man er ikke berettiget til noget, ligegyldigt hvad man laver. Man skal gøre sig fortjent til det. HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE DATTER AF FIRMAET? Der er noget hyggeligt ved, at det har været i familiens eje, siden det blev startet i 1948. Folk kommer ofte og fortæller mig, at min bedstefar har solgt dem noget. Mange af firmaets ansatte har været her altid, og jeg kan huske dem fra min barndom. Derudover er det en fordel over for kunderne, fordi de har en forventning om, at når det er familiens børn, der driver firmaet videre, er der styr på det. Jeg har nok også lidt lettere ved at få taletid hos min far. Jeg kan jo bare ringe til ham søndag aften, hvis jeg gerne vil diskutere noget. Det ville jeg nok ikke kunne, hvis jeg var medarbejder i enhver anden virksomhed. HVAD ER ULEMPERNE? Det er helt klart en ulempe, hvis der tages beslutninger i firmaet, som jeg ikke føler, at jeg kan stå inde for. Det sker heldigvis ikke så tit, for vi har jo et fælles værdisæt, som vi arbejder ud fra. Men hvis det sker, rammer det én hårdere, fordi det er familien. Det er måske lettere med en medarbejder, hvor der kan komme konsekvenser såsom afskedigelse, hvis man ikke er enig i, hvordan de passer deres job. Der kan følelserne bedre holdes på et professionelt plan. Det kan man ikke med familien. HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE, HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED MERE? Hvis firmaet en dag tager en drejning, som er stik imod mine værdier, vil jeg ikke være med mere. Det kunne jo også være, hvis firmaet blev solgt og blev trukket i en anden retning. Det ville mine forældre helt sikkert være kede af. Min bror og jeg er nu begge blevet en del af firmaet, men så længe min far er her, er det ham, der tager beslutningerne. Mit ønske er blot at være en del af firmaet og helst tæt på der, hvor beslutningerne bliver taget. Jeg kan ikke rigtig forestille mig noget andet. DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI- LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE? Nej, jeg får kindkys af min far hver dag, når jeg ser ham. Og jeg kalder ham også far, når vi er på arbejde. Jeg føler ikke behov for på den måde at tage afstand. Der er en forståelse i firmaet for, at han er chef, og jeg er hans datter. Bruun Rasmussen Kunstauktioner blev grundlagt i 1948 i lokalerne i Bredgade i København. I dag har familievirksomheden også lokaler i Nordhavn og Aarhus. Repertoiret er blevet udvidet med onlineauktioner, hvilket betyder, at også mange unge har fået smag for antikviteter og hammerslag. Tekst: xxxxxx. Foto: xxxxxxx. Produktfoto: xxxxxxxxxx. 64 EUROWOMAN.DK

FIRMAETS DATTER De fleste mennesker skal ud og finde et passende job, når de er færdige med deres uddannelse. Men for nogle går det lidt mere af sig selv, fordi der er et familiefirma, som har brug for dem. Her fortæller 3 kvinder, hvilke udfordringer der er forbundet med at træde ind i familiens virksomhed. Tekst: MARIE VARMING. Foto: PERNILLE RINGSING. Kunderne har en forventning om, at når det er familiens børn, der driver fimaet videre, er der styr på det EUROWOMAN.DK 65

Man kan ikke sige, at vi er kommet nemt til det, for vi startede jo fra bunden med en meget lille virksomhed i Randers 66 EUROWOMAN.DK

CASE Designvirksomheden Vipp SOFIE CHRISTENSEN EGELUND, 35 år, blev som ny uddannet grafisk designer kastet hovedkulds ud i den lille jyske familievirksomhed Vipp. I dag er hun kommunikationsansvarlig og medejer, og sammen med sin mor og bror har hun gjort den klassiske pedalspand verdenskendt. HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER TRÅDT IND I? Vipp er egentlig min morfars virksomhed. Han skabte i 1939 den første Vipp-skraldespand til min mormors damefrisørsalon. Men efterhånden ville hendes kunder også have dem, og siden producerede og solgte han spandene til børnehaver, hospitaler og tandlægeklinikker. Da han døde, besluttede min mor sig for at overtage virksomheden. Jeg var 20 år og netop begyndt på min uddannelse som grafisk designer. Mine forældre var lige blevet skilt, så jeg og min bror, som er økonom, hjalp min mor, hvor vi kunne. I dag er jeg primært kommunikationsansvarlig, men i kraft af min uddannelse har jeg selvfølgelig meget med designet og æstetikken omkring virksomheden at gøre. HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI- LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE DIT LIV PÅ? Da min morfar døde, var der to ansatte på hans lille fabrik i Randers. Jeg har gået rundt på den fabrik masser af gange som barn, men har aldrig tænkt på, at det var noget, jeg skulle overtage. Der var jo ikke rigtig noget dengang, og i øvrigt troede man jo, at ens bedsteforældre var udødelige. Men så besluttede min mor at overtage den, og det var naturligt for mig at hjælpe hende. Da jeg blev færdig som grafisk designer, sad jeg et halvt år på en tegnestue, men selv på det tidspunkt brugte jeg også meget tid ved siden af på Vipp. Vi talte ikke om, at jeg skulle tilbage, og min mor anfægtede ikke på noget tidspunkt, at jeg lavede noget andet i en periode, men det var uden tvivl en sund proces at være væk. ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE? Da min mor stod alene med det, følte jeg et ansvar for at hjælpe hende. Men det er aldrig noget, hun har bedt mig om, eller noget, jeg har følt som en pligt. Men jeg ser det også som en gave, for selv om det ikke var et stort firma med god økonomi, overtog vi et godt produkt, som vi kunne bygge videre på. Der var ikke penge til at udbetale løn, så min bror og jeg fik en tredjedel af firmaet hver. Man kan ikke sige, at vi er kommet nemt til det, for vi startede jo fra bunden med en meget lille virksomhed i Randers. I dag er vi meget privilegerede ved fortsat at være en familievirksomhed, fordi vi kan træffe hurtige beslutninger uden at skulle spørge en bank eller en bestyrelse om lov. HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE DATTER AF FIRMAET? Min bror og jeg plejer at joke med, at hvis det ikke var for vores mor, ville vi ikke have et job. Jeg synes også, at det har været en kæmpe mulighed at få denne opgave og det ansvar allerede som 20-årig. På papiret var jeg jo ikke specielt kvalificeret som nyuddannet designer til at være med til at drive en metalvarefabrik. HVAD ER ULEMPERNE? Selv vores juleaftener handlede engang meget om Vipp. Min bror og jeg har nu fået børn, så juleaften er igen kommet til at handle om juletræer og gaver. HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE, HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED MERE? Min mor har aldrig tvunget eller presset os til at være i virksomheden, men jeg så det som mit ansvar at hjælpe hende, da hun overtog det. Virksomheden har udviklet sig enormt, og vi har det sjovt, så i dag kan jeg ikke forestille mig at lave andet. Der opstår nogle specielle bånd, når man har et fælles projekt, så jeg tror på mange måder, at hun ligesom mig ville føle sig helt amputeret. DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMILIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE? Jeg har faktisk altid været i tvivl, om jeg skulle sige Jette eller mor, når vi er på arbejde. Nu er jeg nået frem til at kalde hende Mor-Jette over for kollegerne. Hun er sådan en, der godt kan gå og huske de ansatte på cykelhjelm og regntøj. Vipp startede som en metalvarefabrik i Randers i 1939, grundlagt af Holger Nielsen, som tegnede den allerførste Vipp-spand. Han døde i 1992, og hans datter Jette Egelund overtog forretningen som hun flyttede til København, hvor den stadig ligger i dag. Sortimentet er udvidet betragteligt med bl.a. møbler til køkken og bad. EUROWOMAN.DK 67

Jeg er her for at videreføre noget, som jeg har fået, til mine egne børn og deres børn 68 EUROWOMAN.DK

CASE Godset Egeløkke Komtessen REGITZE KNUTH på 36 år har siden 2007 forvaltet Egeløkke Gods. Dengang blev hun kaldt hjem fra et liv i England for at overtage slægtsgården, som har været i hendes families eje i generationer. HVAD ER DET FOR ET FIRMA, DU ER TRÅDT IND I? Egeløkke er en ejendom med tilhørende landbrug og skovbrug. Jeg er vokset op her, og det er planen, at jeg skal bo her fremover med min mand, så vores børn også kan vokse op her. Lige nu er ejendommen ved at blive renoveret, så vi bor der ikke for tiden. For mig er det vigtigt, at det bliver ved med at være privat beboelse, men jeg har tænkt mig at åbne parken op for offentligheden, da det er en del af den danske kulturarv. Jeg ser mest mig selv som administrator frem for ejer. Jeg er her for at videreføre noget, som jeg har fået, til mine egne børn og deres børn. HVORNÅR VIDSTE DU, AT DET VAR FAMI- LIEVIRKSOMHEDEN, DU SKULLE BRUGE DIT LIV PÅ? Det har jeg altid vidst, for jeg er vokset op med at skulle overtage. Jeg er enebarn, så jeg var selvskrevet arving til stedet, men det er ikke noget, vi har talt meget om. Jeg har selvfølgeligt spurgt min far en del om, hvordan det rent praktisk skulle foregå, når jeg en dag skulle overtage det. ER DET EN PLIGT ELLER EN GAVE? Jeg ser det kun som en mulighed. Det ligger også i min opdragelse, at jeg altid har haft muligheden for at sige nej tak, selv om det aldrig har været på tale. Jeg så det ikke som en pligt at overtage stedet, men nu hvor jeg har det, ser jeg det som min pligt at drive det, så fremtidige generationer kan overtage det. Jeg kigger hele tiden 10-20 år frem i tiden eller mere. Jeg synes, det er interessant, at de træer, som jeg planter nu, er nogle, som mine børn fælder, når jeg er død og borte. HVAD ER FORDELENE VED AT VÆRE DATTER AF FIRMAET? Det er selvfølgelig en fordel, at jeg også overtager en bolig. Jeg har altid tag over hovedet. Og så har jeg jo også fået et spændende job. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er udfordrende at drive landbrug i Danmark, men jeg ser det som en kæmpe fordel, at jeg kendte virksomheden så godt i forvejen. Jeg er jo vokset op her og med virksomheden på nærmeste hold. HVAD ER ULEMPERNE? Jeg har aldrig fri. Jeg kan ikke gå en tur og nyde naturen uden at bekymre mig, om et gammelt træ styrter i næste storm og ødelægger taget. Jeg kan ikke lægge mig på sofaen uden at få øje på noget træværk, som godt kunne trænge til at blive ordnet. Det betyder også, at 98 % af det, som jeg taler med min mand om, har med ejendommen at gøre. HVORDAN VIL DIN FAMILIE REAGERE, HVIS DU EN DAG IKKE VIL VÆRE MED MERE? Det ville være et kæmpe chok. Min far har aldrig lagt skjul på, at han helst så, at jeg overtog stedet, og at jeg derfor ikke rejste alt for langt væk i for lang tid ad gangen. Alligevel har jeg altid følt, at jeg havde frihed til at gøre, hvad jeg ville. Hvis jeg ikke var her, ville jeg gerne arbejde i et auktionshus i London, som jeg gjorde, indtil jeg overtog Egeløkke. DISTANCERER DU DIG FRA DIN FAMI- LIE, NÅR I ER PÅ ARBEJDE? I starten gjorde jeg rigtig meget for at distancere mig. Jeg var slet ikke modtagelig over for gode råd fra den ældre generation. Jeg følte det som et nederlag, hvis jeg var nødt til at følge deres anbefalinger. Men i dag har jeg lært at bruge den erfaring, som ligger i den ældre generation. Men det er vigtigt, at vi får det til at fungere, selv om vi kan være uenige. Det vil være den visse død for stedet, hvis vi ikke kan samarbejde. Der har da været mange uenigheder gennem tiden, men det har mest været om småting. Men vi har også været uenige om, hvorvidt jorden skulle bortforpagtes. Det ville jeg gerne have, og det er den også blevet. Egeløkke er et gods på Langeland. Godset har eksisteret siden det 15. århundrede, men hovedbygningen er fra 1800-tallet. Godset omfatter også en del jord, som dog har været bortforpagtet, siden Regitze Knuth overtog stedet i 2007. EUROWOMAN.DK 69