ÆNDRINGER I DEN MILITÆRE RETSPLEJELOVGIVNING

BETÆNKNING VEDRØRENDE ÆNDRINGER I DEN MILITÆRE RETSPLEJELOVGIVNING AFGIVET AF DET AF FORSVARSMINISTERIET DEN 5 MARTS 1954 NEDSATTE UDVALG BETÆNKNING NR. 158 1956

J. H. SCHULTZ A/S UNIVERSITETS-BOGTRYKKERI KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE Indledning 5 I. Kort oversigt over den gældende militære retsplejeordning 7 II. Forskellige reformforslag 8 A. Det på forsvarsministeriets foranledning udarbejdede udkast... 8 B. Auditørforeningens forslag 9 C. Officersorganisationernes subsidiære forslag 10 III. Udvalgets endelige forslag A. Vedrørende 11 12 B. Vedrørende 12 og 35 12 IV. Udvalgets standpunkt og endelige forslag vedrørende 23 16 Udkast til lov om ændring af den militære retsplejelov med tilhørende bemærkninger 18 Bilag. 1. Orientering vedrørende den militære retsplejeordning 20 2. Udkast til lov om ændring af den militære anklagemyndigheds organisation (det på forsvarsministeriets foranledning udarbejdede udkast) 33 3. Bemærkninger til lovforslaget (bilag 2) 37 4. Hærchefens memorandum af 27. november 1953 m. v 40 5. Skrivelse af 7. december 1954 fra foreningen af forsvarets auditører 46 6. Skrivelse af 20. april 1955 fra fællesorganisationen af officerer i hæren 47 7. Skrivelse af 20. april 1955 fra organisationen af flyvevåbnets officerer 49 8. Skrivelse af 21. april 1955 fra hovedorganisationen for søofficerer m. fl 51 9. Skrivelse af 31. januar 1954 fra Reserveofficersforeningen i Danmark 53

Indledning. Det af krigs- og marineministeriet den 30. september 1949 nedsatte udvalg til overvejelse af forslag til ændring i militær straffelov og militær retsplejelov afgav i 1953 en betænkning, der dannede grundlag for de i 1954 gennemførte ændringer i den militære straffe- og retspie j elovgivning. Under det nævnte udvalgs arbejde opstod tillige spørgsmål om en eventuel ændring af den militære anklagemyndigheds organisation. Udvalget anså det imidlertid som liggende udenfor dets opgave at overveje forslag til principielle ændringer i de hovedretningslinier, der ved den gældende lovgivning er fastsat for den militære retspleje. Siden afgivelsen af betænkningen i 1953 er der imidlertid rejst spørgsmål om den gældende retsplejeordnings hensigtsmæssighed, og opmærksomheden har i denne forbindelse bl. a. været rettet på den omstændighed, at den gældende ordning rummer mulighed for uensartede afgørelser i tiltalespørgsmålet ved ensartede forseelser, der er begået ved forskellige militære enheder. På foranledning af forsvarsministeriet udarbejdedes af generalauditøren et udkast til lov om ændringer i militær retsplejelov, hvortil knyttede sig en»orientering vedrørende den militære retsplejeordning«. Denne orientering er tilstillet udvalget af forsvarsministeriet, og da den bl. a. indeholder en oversigt over de gældende retsplejeregler, den historiske udvikling heraf, samt en fremstilling af den militære retsplejeorganisation i nogle fremmede lande er den tillige med lovudkastet trykt som bilag 1 nedenfor side 20. Forsvarsministeren nedsatte ved skrivelse af 5. marts 1954»Det militære retsplejeudvalg af 1954«med den opgave at overveje forslag til yderligere ændring af den militære retsplejeordning samt at udarbejde et forslag til lovbestemmelser vedrørende værnepligtige meniges friheder, specielt med henblik på en ændret affattelse af militær retsplejelovs 44. Udvalget fik følgende sammensætning: Præsidenten for Vestre landsret E. J. C. Bang, Landsdommer E. Broger, Generalauditør K. F. P. Christensen, formand. Landsretssagfører Poul Christiansen, Generalløjtnant C. C. J. Før slev, chef for flyvevåbnet, Højesteretsdommer Victor Hansen, Kontorchef, senere afdelingschef i forsvarsministeriet 5. A. Iversen, Ekspeditionssekretær, senere kontorchef i justitsministeriet Mogens Grau, Generalløjtnant E. C. V. Møller, chef for hæren, Viceadmiral A. H. Vedel, chef for søværnet. Som udvalgets sekretær beskikkedes auditør S. B. Nyholm. Under afdelingschef S. A. Iversens fravær i 1954 har kontorchef Verner Christiansen, forsvarsministeriet, deltaget i udvalgets møder. Ved forsvarsministeriets skrivelse af 18. oktober 1955 beskikkedes den nyudnævnte chef for flyvevåbnet, generalløjtnant Tage Andersen, til at indtræde som medlem ai udvalget i stedet for generalløjtnant Før slev, der samtidig udtrådte af udvalget som følge af sin afsked fra forsvaret. Udvalget færdigbehandlede først spørgsmålet om udarbejdelse af forslag til lov-

6 bestemmelser vedrørende de værnepligtige meniges friheder, og resultatet af disse overvejelser er nedfældet i en særskilt betænkning, der er forelagt som 1. del af udvalgets arbejde. Udvalget tog derpå spørgsmålet om en eventuel ændring af den militære retsplejeordning op til endelig behandling. Herunder behandledes i første række det på forsvarsministeriets foranledning udarbejdede udkast. Under behandlingen fremkom et forslag fra foreningen af forsvarets auditører, hvilket gav udvalget anledning til at indhente udtalelse og forslag fra værnenes officersorganisationer. Efter at disse forslag havde været gjort til genstand for overvejelse, enedes udvalget om at fremsætte et forslag til tydeliggørelse af nødvendigheden af det juridiske elements medvirken ved tiltalerejsning og undladelse af tiltale og overdrog det til et redaktionsudvalg at udarbejde et sådant forslag. Foranlediget af en henvendelse fra Reserveofficersforeningen i Danmark af 13. januar 1954 til forsvarsministeriet, aftrykt som bilag nr. 9, nedenfor side 53, vedrørende adgangen for officerer af reserven til at fungere som forsvarere i militære straffesager, har udvalget efter ministeriets opfordring taget dette spørgsmål op til overvejelse. Udvalget har anset det for naturligt i et vist omfang at imødekomme de ønsker, som er kommet til udtryk i foreningens ovennævnte skrivelse. Redaktionsudvalget udarbejdede herefter et udkast til ændringer i militær retsplejelov omfattende et nyt 3. stk. til 11 og en ny formulering af 12 og 35, stk. 1, samt af 23, 1. og 3. stk. Dette forslag blev med visse ændringer enstemmigt vedtaget af det samlede udvalg. Udvalget har afholdt 17 plenarmøder, hvortil kommer 12 møder i redaktionsudvalget, som bestod af retspræsident C. Bang, højesteretsdommer Victor Hansen og formanden med auditør Nyholm som sekretær. Som 2. og sidste del af udvalgets arbejde forelægges nærværende betænkning, indeholdende en oversigt over den gældende militære retsplejeordning, en gennemgang af og stillingtagen til de under udvalgets arbejde behandlede reformforslag, en redegørelse for udvalgets endelige syn på spørgsmålets løsning og et udkast til lov om ændring af den militære retsplejelov. Hertil knytter sig forskellige bilag. København, den 4. maj 1956. Tage Andersen C. Bang E. Broger K. Christensen Povil Christiansen Mogens Grau Victor Hansen S. A. Iversen E. Møller A. H. Vedel S. B. Nyholm

I. Kort oversigt over den gældende militære retsplejeordning. Efter den militære retsplejeordning af 4. oktober 1919 med ændringer, senest af 11. juni 1954, jfr. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. juli 1954, pådømmes alle militære straffesager ved de borgerlige retter bortset fra visse undtagelsestilfælde, hvor der er hjemmel til at nedsætte særlige domsretter ( 4 sammenholdt med 43). Under sagens behandling for retten gælder de almindelige borgerlige retsplejeregler med de i loven fremhævede undtagelser. Militære straffesager er sager mod militærpersoner for overtrædelse af militær straffelov samt for overtrædelse af andre straffebestemmelser, for så vidt disse overtrædelser vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af denne, på militært område eller i anvist kvarter, eller vedrører forbrydelse mod person eller ære, begået mod en ved krigsmagten tjenstgørende ( 3). Påtalemyndigheden er henlagt til visse militære chefer, der betegnes som rettergangschefer ( 9), og som normalt er regiments- eller dertil svarende chefer eller chefer for større militære enheder. Ved udøvelsen af deres påtalemyndighed bistås rettergangscheferne af auditører ( 12, l.stk.). Rettergangschefen udøver sin beslutning om undersøgelse eller påtale ganske uafhængig og selvstændig, dog at forsvarsministeren kan give ham pålæg om at lade en sag undersøge eller påtale ved retten ( 20). Auditørerne leder den efter rettergangschefens beslutning følgende undersøgelse i straffesager og virker som anklagere ved underretterne og landsretterne ( 13). Udførelsen af militære straffesager for højesteret varetages af generalauditøren, der tillige fører tilsyn med auditørernes virksomhed ( 15). Opstår der meningsforskel mellem rettergangschefen og auditøren angående dennes virksomhed ved påtalemyndighedens udøvelse, gør auditøren indberetning herom til generalauditøren ( 12, 2. stk.). Generalauditøren og auditørerne er selvstændige embedsmænd, der ikke er indordnede i den militære rækkefølge. Undersøgelsen i de militære straffesager, der ikke er tilstillet auditøren til nærmere efterforskning, foranstaltes af de militære chefer. Politiet optræder ikke selvstændigt i disse sager, men er pligtigt til at yde bistand, når det forlanges ( 32). Det vil således ses, at beslutningen om, hvorvidt undersøgelse skal indledes eventuelt med bistand af auditøren og tiltale rejses, er lagt i hænderne på rettergangscheferne, medens den nærmere udførelse af undersøgelsen og gennemførelsen i sin helhed af tiltalen overlades til auditørerne. Endelig bemærkes, at der ifølge loven foruden adgangen til at få militære straffesager afgjort ved de borgerlige retter tillige består en mulighed for, at underafdelingschefer eller dertil svarende myndigheder af søværnet samt højere chefer i visse tilfælde og inden for bestemte grænser kan afgøre militære straffesager ved pålæg af straf uden dom (arbitrært) ( 49 og flg.). Den militære retsplejeordning er principielt den samme under krig som i fredstid. Udvalget har overvejet, hvorvidt der tillige burde fremsættes forslag om en særlig militær retsplejeordning i krigstid, men da et sådant forslag ikke omfattes af kommissoriet, og da forsvarsministeren ikke har ønsket forslag fra udvalget herom, skal udvalget indskrænke sig til at fremhæve, at man anser det for givet, at de gældende militære retsplejeregler vil vise sig uanvendelige under krig.

II. Forskellige reformforslag. A. Det på forsvarsministeriets foranledning udarbejdede udkast. Som nævnt i indledningen har den nuværende ordning, hvorefter påtalemyndigheden tilkommer visse militære chefer, været udsat for en del kritik, idet det navnlig er blevet påpeget, at ordningen skaber mulighed for uensartede afgørelser vedrørende spørgsmålet om rejsning af tiltale ved ensartede forseelser, hvis behandling henhører under forskellige rettergangschefer. Forsåvidt angår denne mangel på ensartethed i tiltalepraksis har der navnlig været henvist til de i 1953 opståede mytterisager. Af de 4 pågældende rettergangschefer rejste een tiltale for mytteri mod samtlige deltagere af hvilke ingen havde efterkommet hans direkte opfordring til at indstille mytteriet een rejste tiltale mod de deltagere, der ikke på hans direkte opfordring havde indstillet mytteriet, to rejste tiltale mod et mindre antal (hovedmænd), hvorved bemærkes, at hændelsesforløbet hos de to sidstnævnte var mindre grelt end hos de to førstnævnte. Resultatet heraf var, at samtlige dømte indenfor de to førstnævnte rettergangschefers område måtte straffes med fængsel i mindst 4 måneder, der er lovens minimumsstraf for mytteri, medens hos de to andre rettergangschefer de deltagere, der ikke dømtes som hovedmænd, slap med en mindre arbitrær straf. Efter den gældende ordning var forsvarsministeren ikke i stand til at pålægge rettergangschefen alene at lade hovedmændene tiltale, jfr. militær retsplejelovs 20. Foranlediget heraf har den tanke været fremsat, om der burde indføres en fælles anklagemyndighed til at tage sig af de militære straffesager, ligesom det er tilfældet for de borgerlige straffesagers vedkommende. På denne baggrund har forsvarsministeriet ladet udarbejde det tidligere nævnte udkast til ændring af den gældende militære retsplejeordning, af trykt som bilag 2, nedenfor side 33. Hovedtanken i dette udkast er overførelsen af de militære chefers rettergangsmyndighed til auditørerne, således at disse for de militære straffesagers vedkommende træder i stedet for de til varetagelse af anklagemyndigheden i den borgerlige strafferetspleje ansatte statsadvokater og politimestre, medens generalauditøren træder i rigsadvokatens sted og forsvarsministeren varetager justitsministerens funktion. Den militære anklagemyndighed opbygges således hierarkisk med ministeren som øverste instans og er herefter i princippet organiseret på samme måde som den borgerlige anklagemyndighed. Ved udkastet tilsigtedes navnlig, at der blev skabt ensartethed i afgørelsen af spørgsmålet om tiltalerejsning, og at påtalemyndigheden blev lagt i hænderne på juridisk sagkyndige personer, der som medlemmer af auditørkorpset ikke er indordnet i den militære rækkefølge og således er uafhængige af de militære kommandomyndigheder. Udover hovedændringen, hvorefter den militære påtalemyndighed ville blive overført til auditørkorpset, og forsvars-

9 ministeren ville få samme stilling somi justitsministeren i borgerlige straffesager, rummede udkastet ingen principielle ændringer i den militære retsplejelov, der som hidtil kun var tænkt at skulle indeholde særregler i tilfælde, hvor dette ville være påkrævet af hensyn til de militære straffesagers særlige karakter, medens den borgerlige retsplejeordning iøvrigt skulle være fuldt ud gældende i disse sager. Til afløsning af betegnelsen rettergangschef indførte udkastet betegnelsen»chef eller foresat med fuld straffemyndighed«. I overensstemmelse med de hidtil gældende bestemmelser om, at rettergangschefen og ikke underordnede chefer skal tilstille auditøren sagerne til behandling, skulle efter udkastet en sag indsendes til auditøren af nærmeste foresatte chef, der havde fuld straffemyndighed. Udvalget kan ikke tiltræde det omtalte forslag. I hærchefens memorandum af 27. nov. 1953, der er tiltrådt af de to andre værnschefer og af forsvarschefen og findes aftrykt som bilag 4, nedenfor side 40, er det på overbevisende måde gjort gældende, at værnenes brugbarhed i krig står og falder med, om der findes den rette disciplin, at denne disciplin nødvendigvis må opbygges i fredstid, at regimentscheferne og de dertil svarende myndigheder ved søværnet og flyvevåbnet, der har og må have ansvaret for disciplinens tilvejebringelse og opretholdelse, kun vil kunne løse denne vigtige opgave, når de foruden den arbitrære straffemyndighed også er i besiddelse af påtalemyndigheden og dermed i stand til at gennemføre en hurtig retsforfølgning, og at denne ordning er fuldt forsvarlig under hensyn til de i den militære retsplejelov givne regler til betryggelse af sigtedes stilling. Man henviser iøvrigt til den indgående fremstilling i dette memorandum, og slutter sig fuldtud til de i dette anførte synspunkter, som man anser for at være af afgørende vægt. Udvalget er derfor af hensyn til nødvendigheden af den militære disciplins opretholdelse bestemt imod at fratage de militære chefer deres påtalemyndighed. Det skal i denne forbindelse bemærkes, at der ikke for udvalget foreligger oplysninger, der sandsynliggør, at det bestående system skulle have haft særligt uheldige konsekvenser. Hvad specielt angår den bestående mulighed for en uensartet tiltalepraksis vedrørende ensartede forseelser, har udvalget anset det for tilstrækkeligt og mere nærliggende at afhjælpe dette uheldige forhold alene gennem indførelsen af en regel, hvorefter påtalemyndigheden, når der samtidig foreligger en række ensartede forhold til behandling hos flere rettergangschefer, kan overtages af vedkommende værns chef eller af forsvarschefen, jfr. herved udvalgets forslag nedenfor side 18, og bemærkningerne hertil nedenfor side 18. Formanden har været stemt for det i dette afsnit behandlede forslag, men har ikke ment at kunne se bort fra de øvrige såvel militære som civile medlemmers enstemmige opfattelse for så vidt angår den betydning for forsvarets effektivitet, som bibeholdelsen af den nugældende organisation af den militære anklagemyndighed kan have, og har derfor valgt at lade dette forslag ligge og tiltræde udvalgets nedenfor omhandlede ændringsforslag og den til grund for disse dér anførte argumentation. B. Auditørforeningens forslag. Under behandlingen af det i det foregående afsnit omtalte udkast modtog udvalget fra foreningen af forsvarets auditører en skrivelse af 7. december 1954, aftrykt som bilag 5, nedenfor side 46, indeholdende forslag til ændring af den militære retsplejeordning. Forslaget er fremsat under den forudsætning, at princippet om de militære rettergangschefers påtalemyndighed vil blive bibeholdt fremover. Forslaget falder i 2 afsnit, hvoraf det første tager sigte på at skabe en mere betryggende lovmæssig garanti for det juridiske elements indflydelse på spørgsmålet vedrørende tiltalerejsning samtidig med, at man formener at tage tilbørligt hensyn til de militære kommandomyndigheders disciplinære interesser på dette område.

10 Til varetagelse af dette dobbelte formål foreslås indført en ordning i lighed med den hidtil gældende norske, hvorefter en tiltalebeslutning skal underskrives af såvel Jurisdiktionschef (rettergangschef) som krigsadvokat (auditør). For at gøre en sådan bestemmelse effektiv anbefales det endvidere, at kravet om underskrift af såvel rettergangschef som auditør også bør omfatte beslutning om henlæggelse af militære straffesager. Med henblik på det tilfælde, at der ikke kan opnås enighed mellem rettergangschefen og auditøren om sagens afgørelse, indeholder forslaget den regel, at sagen i så fald skal henføres under vedkommende værnschefs rettergangsmyndighed. Man formener herved at opnå den væsentlige fordel, at sagen stadig behandles inden for normale rammer, således at den i medfør af militær retsplejelovs 12 først forelægges for generalauditøren, hvis heller ikke værnschefen og dennes auditør når til enighed i det omhandlede spørgsmål. Denne forelæggelse for generalauditøren foreslås på den anden side gjort obligatorisk. På udvalgets foranledning har de tre værns officersorganisationer udtalt sig om auditørforeningens forslag. Organisationernes udtalelser, aftrykt som bilag 6 8, nedenfor side 47 f., der praktisk talt er enslydende for alle tre værns vedkommende, tager afstand fra det anførte forslag, idet det fremhæves, at det af hensyn til disciplinen er nødvendigt, at rettergangschefen over for det underlagte personel fremtræder som den, der alene træffer bestemmelse i tiltalespørgsmålet, og at sagens overgang til værnschefen i tilfælde af uenighed vil bevirke en betydelig forsinkelse af sagens endelige afgørelse, hvorved straffens generalpræventive virkning væsentlig forringes. Fra officersorganisationernes side ser man derfor helst den nuværende ordning opretholdt. Udvalget kan ikke tiltræde det af auditørforeningen på dette punkt stillede forslag og mener i så henseende at kunne indskrænke sig til at henvise til de ovenfor anførte betragtninger, der har ført til, at udvalget er imod en overførelse af de militære chefers rettergangsmyndighed til auditørerne. Specielt angående de tilfælde, hvor der ikke er enighed mellem rettergangschef og auditør, henvises til det nedenfor side 14 anførte. Andet afsnit af auditørforeningens forslag beskæftiger sig med risikoen for, at der træffes uensartede afgørelser af tiltalespørgsmålet ved samtidigt foreliggende ensartede lovovertrædelser, hvis behandling henhører under forskellige rettergangschefer. Til imødegåelse af dette uheldige forhold går foreningen ind for, at værnschefen (eller hvis tilfældet omfatter flere værn: forsvarschefen) skal kunne overtage behandlingen af sådanne sager under eet. I de nævnte erklæringer, som officersorganisationerne på udvalgets opfordring er fremkommet med, tiltrædes dette forslag. Som tidligere nævnt har udvalget under behandlingen af dette spørgsmål fundet det hensigtsmæssigt at søge tilvejebragt en ordning, der ligger på linie med auditørforeningens betragtninger. C. Officersorganisationernes subsidiære forslag. Auditørforeningens forslag foranledigede som nævnt udvalget til at indhente udtalelse og forslag fra værnenes officersorganisationer, hvis svar er indeholdt i skrivelser fra fællesorganisationen af officerer i hæren af 20. april 1955, hovedorganisationen for søofficerer m. fl. af 21. april 1955 og organisationen af flyvevåbnets officerer af 20. april 1955, der som nævnt er aftrykt som bilag nr. 6 8, nedenfor side 47 f. Officersorganisationernes i princippet ensartede erklæringer fremholder, at der gennem det lange tidsrum, hvori de nugældende regler har været praktiseret, ikke er indhøstet erfaringer, der viser, at rettergangschefernes myndighed ikke er blevet administreret på en fuldt ud forsvarlig måde, såvel i henseende til opretholdelse af disciplinen som i henseende til almindelig anerkendte retsprincipper. Der findes således efter organisationer-

11 nes opfattelse ingen nødvendighed for eller særlig anledning til at foretage ændringer i den gældende ordning. For så vidt den nugældende ordning ikke opretholdes, bringer organisationen subsidiært i forslag, at der i den militære retsplejelov indføjes en til den borgerlige retsplejelovs 712 svarende bestemmelse, således at der gives forsvarsministeren beføjelse til at meddele sådanne almindelige forskrifter for udførelse af rettergangschefernes virksomhed som ved siden af lovens regler findes fornødne, og til med hensyn til enkelte sager at pålægge vedkommende rettergangschef at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning med videre. Efter denne bestemmelse vil forsvarsministeren over for rettergangscheferne komme til at indtage samme stilling, som justitsministeren indtager indenfor den borgerlige anklagemyndighed. For at sikre forsvarsministerens kontrol med vanskelige og tvivlsomme sager foreslås endvidere, at rettergangschefen i tilfælde, hvor tiltale er rejst eller undladt i strid med auditørens indstilling, straks skal indberette sagen til forsvarsministeren. Om fornødent kan forsvarsministeren da straks pålægge vedkommende rettergangschef at standse eller indlede retsforfølgning. Officersorganisationerne mener med dette forslag at have opnået, dels at rettergangschefen stadig overfor det underlagte personel står som den, der efter lovens almindelige regel træffer bestemmelse i tiltalespørgsmål, dels at rettergangschefens mulighed for at handle hurtigt opretholdes, samtidig med at den foreslåede ordning skaber mulighed for en ensartet praksis i tiltalespørgsmål gennem forsvarsministerens almindelige beføjelse til at gribe ind over for rettergangscheferne. En gennemførelse af dette forslag er, for så vidt angår adgang for forsvarsministeren til at meddele pålæg om at begynde eller fortsætte en forfølgning, overflødig, idet denne beføjelse allerede efter den gældende lovs 20 tilkommer forsvarsministeren. Da det for udvalget er oplyst, at den justitsministeren i retsplejelovens 712 tillagte beføjelse til at undlade eller standse forfølgning ikke anvendes i praksis, og da de hensyn, der begrunder denne praksis, også gør sig gældende inden for den militære retspleje, finder man det ikke ønskeligt ved indførelse af en udtrykkelig lovbestemmelse svarende til retsplejelovens 712 at tillægge forsvarsministeren denne beføjelse. Udvalget har herefter ikke fundet anledning til at fremsætte et sådant forslag.

III. Udvalgets endelige forslag. A. Vedrørende 11. Udvalget mener, at den mulighed, som efter den gældende ordning af påtalemyndigheden foreligger for uensartede afgørelser af tiltalespørgsmålet, når der samtidig foreligger flere ensartede forseelser til behandling hos forskellige rettergangschefer, bør søges elimineret eller i alt fald begrænset mest muligt. En løsning af dette spørgsmål efter de i det ved forsvarsministeriets foranstaltning udarbejdede og officersorganisationernes forslag anførte retningslinier, der er omtalt i kap. II under A og C, har udvalget som ovenfor nævnte ikke kunnet tiltræde, hvorimod der i udvalget har været fremdraget synspunkter til problemets løsning, som ligger nær op ad det forslag, der er fremsat hertil af auditørforeningen, og som er nærmere omtalt i kap. II under B. Der foreslås derfor følgende tilføjelse til 11 som nyt 3. stykke:»foreligger samtidig en række ensartede eller i samme anledning opståede forhold til behandling hos flere rettergangschefer, kan, såfremt det er inden for samme værn, vedkommende værns chef og ellers forsvarschefen overtage påtalemyndigheden i disse sager, når dette findes hensigtsmæssigt for at sikre sagernes fremme efter ensartede retningslinier. Forsvarsministeren kan bestemme, at dette skal finde sted«. Der har været rejst det spørgsmål, om det i stedet for værnschefen burde være den ældste af de pågældende rettergangschefer, der i givet fald skulle kunne overtage sagerne til fælles behandling, således som det er foreskrevet i 11, 2. stk., i tilfælde af, at forfølgning skal rejses under eet mod flere personer, der står under forskellige rettergangschefer. Der er dog ikke en sådan lighed mellem de i 2. og 3. stykke omhandlede situationer, at det er naturligt at løse dem på samme måde, og udvalget har fundet det rimeligst, at det bliver de højeste militære chefer, der overtager sagsbehandlingen. Ved gennemførelsen af et forslag som det fremsatte vil man efter udvalgets mening fremtidigt undgå en forskellig afgørelse af spørgsmålet om tiltalerejsning i samtidigt hos forskellige rettergangschefer foreliggende, ensartede eller i samme anledning opståede sager, uden at man herved svækker den principielle linie for de militære rettergangschefers udøvelse af påtalemyndigheden, som udvalget som foran nævnt har fundet det ønskeligt at opretholde. B. Forslag vedrørende 12 og 35. Udvalget er af den opfattelse, at man gennem lovregler bør skabe garanti for det juridiske elements indflydelse ved behandlingen og afgørelsen af straffesager, og stiller derfor forslag om, at der i den militære retsplejelov foretages enkelte ændringer, som dels tydeliggør, i hvilke tilfælde der består en pligt for rettergangschefen til at forhandle med auditøren, dels giver udtryk for, at sådan forhandling bør søges også uden for det område, hvor der består en speciel pligt dertil, når det må anses for at være af betydning.

13 Den hidtil gældende ordning af forholdet mellem rettergangscheferne og auditørerne har i den militære retsplejelov fundet udtryk i en principiel bestemmelse i 12, 1. stk., hvor det fastslås mere i almindelighed, at rettergangscheferne ved udøvelsen af deres påtalemyndighed bistås af auditører. Dette hovedprincip, hvorefter rettergangschefen har adgang til bistand af auditøren, suppleres i loven af en række specielle bestemmelser, hvorefter rettergangschefen har pligt til at forhandle med auditøren, forinden han træffer visse beslutninger vedrørende militære straffesager. Således nævner lovens 35, 1. stk., at beslutning om og for hvilken forbrydelse tiltale skal rejses, tages af rettergangschefen, efter at denne derom har forhandlet med auditøren. Ligeledes hedder det i 38, 1. stk., 1. pkt, at rettergangschefen, før han på det offentliges vegne træffer beslutning om anvendelse af retsmidler mod trufne afgørelser, forhandler med auditøren derom. Fremdeles er der i 51, 4. stk., en tilsvarende pligt til ved spørgsmål om pålæg uden dom af frihedsstraf i mere end 30 dage at forhandle med auditøren derom, så vidt det er muligt. Endelig indeholder 27, 1. stk., den regel, at når en beslaglæggelse, ransagning eller anholdelse har fundet sted uden beslutning af en ret, skal der, medmindre den er foretaget ved auditørens foranstaltning, efter at sagen er tilstillet ham til efterforskning, jfr. 32, 3. stk., uopholdeligt ske indberetning herom med alle fornødne oplysninger til vedkommende rettergangschef, der uden ophold, så vidt muligt efter at have forhandlet med auditøren om sagen, afgør, om beslaglæggelsen eller anholdelsen skal opretholdes. Denne i retsplejeloven indeholdte sondring mellem på den ene side den generelle regel i 12, som forudsætter, at et almindeligt samarbejde mellem rettergangschefen og auditøren finder sted, og de omtalte særlige bestemmelser i 35, 38, 51 og 27 har udvalget ikke villet foreslå nogen ændring i. Udvalget har derimod anset det for ønskeligt, at den almindelige bestemmelse i 12 og 35, 1. stk., udbygges på en sådan måde, at det klart understreges, at det selv uden for de tilfælde, hvor auditørens medvirken udtrykkelig er foreskrevet, påhviler rettergangschefen at forhandle med auditøren i alle sager, hvor det efter sagens beskaffenhed er af betydning. Det er for udvalget oplyst, at mange rettergangschefer allerede nu forhandler med deres auditører om så godt som alle spørgsmål af nogen betydning indenfor deres straffe- og påtalemyndighed. Udvalgets nedenfor omtalte forslag tilsigter således i virkeligheden kun en lovfæstelse af denne praksis, således at den bliver bindende for alle rettergangschefer. Udvalget vil herefter foreslå, at der som nyt 2. stk. til 12 indføjes følgende :»Rettergangschefen bør ikke alene forhandle med auditøren, hvor dette er foreskrevet i denne lov, men tillige i andre tilfælde, hvor sådan forhandling må anses for at være af betydning«. Herved fastslås det nævnte allerede i betydeligt omfang praktiserede, men hidtil ulovfæstede princip samt tydeliggøres, at sådan forhandling normalt hverken er påkrævet eller rimelig, hvor det drejer sig om rene rutinesager eller bagatelsager. Forslaget indeholder en opfordring til rettergangscheferne om, at de selv i sager, der alene vil kunne medføre straf af ringe størrelse eller måske blot tænkes afgjort ved et disciplinarmiddel, bør rådspørge auditørerne, når der knytter sig en juridisk bedømmelse til sagen, således f. eks. med hensyn til bevisspørgsmålet, spørgsmålet om et forholds strafbarhed eller under hvilken straffebestemmelse det retteligt bør henføres. Det kan i denne forbindelse fremhæves, at der i sager, hvor sigtede ikke har tilstået sig skyldig i det påsigtede forhold, vil bestå en særlig tilskyndelse for rettergangschefen til at søge auditørens juridiske bistand. Dernæst har udvalget fundet det ønskeligt, at der gives nærmere bestemmelser om fremgangsmåden i tilfælde af meningsforskel mellem rettergangschef

14 og auditør. Den gældende regel herom findes i den nuværende 12, 2. stk., der er sålydende:»opstår der meningsforskel mellem rettergangschefen og auditøren angående dennes virksomhed ved påtalemyndighedens udøvelse, gør auditøren indberetning herom til generalauditøren«. Udvalget foreslår følgende ændrede formulering af denne bestemmelse, der som følge af det ovenfor omtalte forslag om indsættelse af et nyt 2. stk. vil blive placeret som stykke 3 i paragraffen:»opstår der i en sag meningsforskel mellem rettergangschefen og auditøren, gør denne uden ophold indberetning herom til generalauditøren. Tiltræder denne ikke straks rettergangschefens standpunkt, skal der såfremt generalauditøren inden fire dage fremsætter begæring om forhandling med rettergangschefen snarest finde en sådan forhandling sted, forinden rettergangschefen træffer afgørelse, jvfr. endvidere 20 i slutningen«. Det gælder herefter stadig uforandret, at auditøren gør indberetning til generalauditøren, hvis der opstår meningsforskel mellem ham og rettergangschefen. Indberetning vil kunne ske vedrørende ethvert spørgsmål, som efter de foreslåede regler gøres til genstand for forhandling mellem rettergangschefen og auditøren, altså ikke blot spørgsmål om tiltalerejsning. Den tvivl, der har hersket med hensyn til rettergangschefens stilling i sådanne tilfælde, søges afhjulpet ved det nye stk. 3, hvorefter der, såfremt generalauditøren ikke straks tiltræder rettergangschefens standpunkt, og såfremt generalauditøren inden fire dage fremsætter begæring om forhandling med rettergangschefen, snarest skal finde sådan forhandling sted, forinden rettergangschefen træffer afgørelse. Af forslaget følger, at forelæggelse for generalauditøren har suspenderende virkning, men at denne suspension er af en meget kort varighed, idet auditørens indberetning skal ske uden ophold og generalauditørens begæring om forhandling skal fremsættes inden fire dage efter modtagelsen af indberetningen, hvorefter forhandlingen skal finde sted snarest muligt. Det er en selvfølge, at auditøren straks skal give rettergangschefen meddelelse om sin indberetning til generalauditøren. Den fastsatte korte frist bevirker, at behørigt oplyste sager, hvori en hurtig afgørelse er af væsentlig betydning for disciplinen, ikke behøver at forsinkes nævneværdigt, idet rettergangschefen principielt har i sin magt at afgøre sådanne sager, såsnart den omtalte forhandling med generalauditøren har fundet sted. Ved den foreslåede ændring er der ikke tilsigtet noget indgreb i rettergangschefens beføjelse til selvstændigt at afgøre sagen. Det er alene for tydeligheds skyld, at forslaget indeholder en henvisning til den allerede gældende 20 in fine, hvor det fastslås, at forsvarsministeren kan pålægge rettergangschefen at rejse tiltale. Den nugældende bestemmelse i 35, 1. stk., er sålydende:»beslutning om og for hvilken forbrydelse tiltale skal rejses, tages af rettergangschefen, efter at denne derom har forhandlet med auditøren. Beslutningen udfærdiges skriftligt. En udvidelse af tiltalen kan kun ske med rettergangschefens samtykke«. Denne bestemmelse foreslås formuleret således:» I alle sager, som rettergangschefen ikke afgør ved straf uden dom i medfør af reglerne i denne lovs kapitel 2, skal han, forinden han tager beslutning om, hvorvidt tiltale skal rejses og i bekræftende fald for hvilke forbrydelser, forhandle herom med auditøren. Dette gælder, uanset om sagen har været genstand for efterforskning eller for forundersøgelse ved retten. Beslutning om tiltale udfærdiges skriftligt. En udvidelse af tiltalen kan kun ske med rettergangschefens samtykke«. Også efter den nugældende lovtekst er der en pligt for rettergangschefen til at forhandle med auditøren, forinden der træffes beslutning om og for hvilken forbrydelse, tiltale skal rejses. Udvalget finder imidlertid anledning til at fremhæve, at denne bestemmelse indebærer, at auditøren skal medvirke såvel ved rejsning af tiltale som ved henlæggelse

15 af en sag, hvorved bemærkes, at det i praksis ofte har været overset, at auditørens medvirken er påkrævet ved henlæggelse. Det foreslås yderligere præciseret, at dette gælder, uanset om sagen har været genstand for efterforskning eller for forundersøgelse ved retten, idet det hidtil har været en ret udbredt opfattelse, at auditørens medvirken som rådgiver kun var påkrævet, når der var foretaget efterforskning og/eller forundersøgelse i sagen ved auditørens foranstaltning. Udvalget har ikke i forslaget til 35, 1. stk., medtaget de tilfælde, hvor straf uden dom efter militær retsplejelovs kapitel 2 pålægges af rettergangschefen, idet man naturligvis ikke kan stille en rettergangschef ringere end de ham undergivne chefer, der kan pålægge arbitrær straf uden i forvejen at have forhandlet med auditøren, hvortil kommer, at der for arbitrære afgørelsers vedkommende finder en indgående kontrol sted gennem de regelmæssige indberetninger herom til generalauditøren. De eventuelle henlæggelser, som de underordnede chefer måtte foretage, udøver rettergangschefen kontrol med gennem sin tilsynsmyndighed, jvfr. 59, 1. stk. For så vidt angår rettergangschefens myndighed til at pålægge straf uden dom må dog erindres bestemmelsen i 51, 4. stk., hvorefter auditøren så vidt muligt skal rådspørges, når det drejer sig om pålæg af frihedsstraf på mere end 30 dage, ligesom den almindelige bestemmelse i 12, 2. stk., hvorefter rettergangschefen bør forhandle med auditøren i alle tilfælde, hvor sådan forhandling må anses for at være af betydning, også finder anvendelse på dette område. I den nugældende 35, 1. stk., 2. pkt., ønskes bestemmelsen om, at beslutningen skal udfærdiges skriftligt, bibeholdt uforandret, når bortses fra, at det tydeliggøres, at det er beslutning om tiltale, hvorom sagen drejer sig. Ved denne i realiteten uforandrede regel har man ikke villet gøre nogen ændring i den bestående retstilstand, hvorefter tiltale til retsbogen i tilståelsessager, der fremmes til dom i medfør af borgerlig retsplejelov 925, i overensstemmelse med længere tids praksis kan rejses af auditøren uden egentlig tiltalebeslutning fra rettergangschefen.

IV Udvalgets standpunkt og endelige forslag vedrørende 23. Den i indledningen omtalte henvendelse fra reserveofficersforeningen til forsvarsministeren om ændring i militær retsplejelovs 23 er foranlediget af et par tidligere foreliggende tilfælde, hvor en reserveofficer, som samtidig var cand. jur. uden dog at have beskikkelse som sagfører, under en indkaldelse til militærtjeneste havde påtaget sig hvervet som forsvarer i en militær straffesag, men måtte fratræde hvervet, fordi sagen først kom til behandling for retten, efter at han var hjemkommanderet fra tjeneste. De omhandlede bestemmelser i militær retsplejelovs 23, 1. og 3. stykke, er sålydende: 1. stk.:»til forsvarer kan sigtede vælge foruden de i lov om rettens pleje 730, 2. stk., nævnte sagførere en tjenstgørende militærperson af vedkommende værn«. 3. stk.:»som offentlig forsvarer kan foruden de i 733 nævnte sagførere beskikkes en tjenstgørende militærperson, når sigtede fremsætter ønske herom, og den pågældende er villig til at påtage sig hvervet. Når der i medfør af 43 nedsættes forhørsret eller domsret, og ingen er villig til at modtage beskikkelse som forsvarer, kan en officer eller ligestillet beordres dertil«. Det i disse bestemmelser anvendte udtryk»tjenstgørende militærperson«, har hidtil været forstået som kun omfattende foruden fast tjenstgørende befalingsmænd af linien militærpersoner, der efter indkaldelse eller indkommandering forretter tjeneste ved en afdeling af forsvaret, således at en reserveofficer ikke kan fungere som forsvarer alene i kraft af sin stilling som reservebefalingsmand, såfremt sagen kommer til behandling på et tidspunkt, hvor han ikke er indkommanderet til tjeneste i forsvaret. Reservebefalingsmændenes stilling inden for forsvaret er fastlagt dels ved lov nr. 277 af 18. juni 1951 om forsvarets ordning, dels ved kgl. anordning nr. 245 af 26. aug. 1953. Efter 44 i den nævnte lov er en befalingsmand af reserven pligtig at forrette tjeneste, når det skønnes nødvendigt af hensyn til landets sikkerhed, og ifølge samme paragraf skal de nærmere regler herfor og for reservebefalingsmænds forhold iøvrigt fastsættes ved kgl. anordning. I den nævnte anordning fastsættes bl. a. følgende former for reservebefalingsmænds tjeneste under normale forhold: a. Fuld vedvarende tjeneste. b. Kort- eller langtidstjeneste. c. Rådighedstjeneste. Medens tjeneste efter a. og b. alene omfatter den enkelte aftalte periode, består den under c. nævnte tjeneste deri, at reservebefalingsmanden har pligt til for et tidsrum af mindst 3 år ad gangen periodevis at forrette tjeneste i forsvaret på visse af forsvarsministeren fastsatte tidspunkter, og de tidsrum, i hvilke tjeneste skal forrettes, skal i løbet af en 3-årig periode udgøre ialt 9 uger, fordelt på mindst 2 kalenderår. Begrundelsen for reglen i 23 om, at tjenstgørende militærpersoner kan optræde som forsvarere i militære straffesager, må søges i, at disse må antages at være i besiddelse af et sådant særligt indgående kendskab til tjenesteforholdene ved de pågældende militære afdelinger, at dette kvalificerer dem til at bistå en sigtet eller tiltalt som forsvarer i sager, der opstår ved disse afdelinger.

17 Et sådant kendskab antages dog kun at foreligge hos militærpersoner, der er tjenstgørende ved samme værn som den sigtede. Loven opstiller derfor med hensyn til reglen i 1. stk. den betingelse, at den militærperson, der vælges som forsvarer, skal tilhøre vedkommende værn. Tilsvarende hensyn gør sig gældende ved beskikkelse af en militærperson som forsvarer, og i praksis har reglen i 3. stk. da også kun været anvendt med hensyn til militærpersoner af samme værn. De her fremhævede reale hensyn kan siges at føre videre end lovordene hjemler, idet det med en vis ret kan hævdes, at en militærperson, som var tjenstgørende ved en militær afdeling på det tidspunkt, da en militær forseelse blev begået ved denne, og som nu ønskes som forsvarer af den sigtede, næppe kan anses for mindre kvalificeret hertil, blot fordi han ikke længere forretter tjeneste på det tidspunkt, da sagen kommer til retslig behandling. Det forekommer mindre velbegrundet at lade en militærpersons adgang til at møde som forsvarer være afhængig af den tilfældighed, at sagen kommer frem til behandling, medens hans tjeneste endnu varer, idet hans kendskab til de tjenesteforhold, der er af betydning for forseelsens bedømmelse, må være upåvirket af, om han på det senere tidspunkt er tjenstgørende eller ej. I overensstemmelse med de anførte betragtninger foreslår udvalget herefter, at ordet»tjenstgørende«i 23, 1. stykke, udgår, og at der efter ordet»værn«tilføjes:»der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende«. Ved den ændrede affattelse af bestemmelsen imødekommes i et vist omfang reserveofficersforeningens ønsker, idet reservebefalingsmænd herefter vil kunne vælges til forsvarere i militære straffesager, når de blot var indkommanderet til tjeneste, da forseelsen blev begået. Vedrørende de foran omtalte reservebefalingsmænd, der har rådighedspligt, rejser der sig imidlertid det særlige spørgsmål, om der i overensstemmelse med reserveofficersforeningens ønske bør skabes hjemmel for, at disse også i perioder, hvor de ikke er indkommanderet, skal kunne vælges til eller beskikkes som forsvarer i militære straffesager alene i kraft af deres stilling som rådighedspligtige reservebefalingsmænd i videre omfang, end den foreslåede ændring i 1. stykke medfører. Såfremt dette vil være ensbetydende med en udvidet adgang til at vælge militære personer som forsvarer, må udvalget udtale sig imod en gennemførelse af dette ønske, og såfremt de omhandlede reserveofficerer kan opfattes som tjenstgørende og dermed falder direkte ind under den allerede gældende bestemmelse, falder hele spørgsmålet bort. Udvalget har imidlertid ikke ment at burde tage stilling til en sådan fortolkning, idet en ensidig løsning på dette specielle område ville kunne få afgørende betydning for de pågældendes status i andre henseender. Såfremt den af reserveofficersforeningen foreslåede ændring lovfæstedes, ville dermed være fastslået, at de nævnte reserveofficerer ikke falder ind under lovens begreb»tjenstgørende«, hvilket formentlig ikke er stemmende med foreningens ønske. Som følge af de foreslåede ændringer i 23, 1. stk., bør i paragraffens 3. stk. ordet»tjenstgørende«udgå og efter ordet»militærperson«tilføjes:»der efter reglerne i 1. stk. kan vælges til forsvarer.«de omhandlede stykker i 23 vil herefter i deres helhed komme til at lyde således: 1. stk.:»til forsvarer kan sigtede vælge foruden de i lov om rettens pleje 730, 2. stk., nævnte sagførere en militærperson af vedkommende værn, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende«. 2. stk 3. stk.:»som offentlig forsvarer kan foruden de i 733 nævnte sagførere beskikkes en militærperson, der efter reglen i 1. stk. kan vælges til forsvarer, når den sigtede fremsætter ønske herom, og den pågældende er villig til at påtage sig hvervet. Når der i medfør af 43 nedsættes forhørsret eller domsret, og ingen er villig til at modtage beskikkelse som forsvarer, kan en officer eller ligestillet beordres dertil«.

Udkast til lov om ændring af den militære retsplejelov. Til 11 tilføjes som nyt 3. stk.:»foreligger samtidig en række ensartede eller i samme anledning opståede forhold til behandling hos flere rettergangschefer, kan, såfremt det er inden for samme værn, vedkommende værns chef og ellers forsvarschefen overtage påtalemyndigheden i disse sager, når dette findes hensigtmæssigt for at sikre sagernes fremme efter ensartede retningslinier. Forsvarsministeren kan bestemme, at dette skal finde sted.«12 formuleres således: Ved udøvelsen af deres påtalemyndighed bistås rettergangscheferne af auditører. Rettergangschefen bør ikke alene forhandle med auditøren, hvor dette er foreskrevet i denne lov, men tillige i andre tilfælde, hvor sådan forhandling må anses for at være af betydning. Opstår der i en sag meningsforskel mellem rettergangschefen og auditøren, gør denne uden ophold indberetning herom til generalauditøren. Tiltræder denne ikke straks rettergangschefens standpunkt, skal der såfremt generalauditøren inden fire dage fremsætter begæring om forhandling med rettergangschefen snarest finde sådan forhandling sted, forinden rettergangschefen træffer afgørelsen, jfr. endvidere 20 i slutningen. 23, 1. stk., formuleres således:»til forsvarer kan sigtede vælge foruden de i lov om rettens pleje 730, 2. stk., nævnte sagførere en militærperson af vedkommende værn, der er eller på gerningstidspunktet var tjenstgørende. 2. stk. uforandret. 3. stk. formuleres således:»som offentlig forsvarer kan foruden de i 733 nævnte sagførere beskikkes en militærperson, der efter reglen i 1. stykke kan vælges til forsvarer, når den sigtede fremsætter ønske herom, og den pågældende er villig til at påtage sig hvervet. Når der i medfør af 43 nedsættes forhørsret eller domsret, og ingen er villig til at modtage beskikkelse som forsvarer, kan en officer eller ligestillet beordres dertil«. 35, 1. stk., formuleres således: I alle sager, som rettergangschefen ikke afgør ved straf uden dom i medfør af reglerne i denne lovs kapitel 2, skal han, forinden han tager beslutning om hvorvidt tiltale skal rejses og i bekræftende fald for hvilke forbrydelser, forhandle herom med auditøren. Dette gælder, uanset om sagen har været genstand for efterforskning eller for forundersøgelse ved retten. Beslutning om tiltale udfærdiges skriftligt. En udvidelse af tiltalen kan kun ske med rettergangschefens samtykke. Bemærkninger til lovudkastet. Ad 11, 3. stk.: Indføjelsen af et nyt 3. stykke i 11 skyldes ønsket om at undgå forskellig afgørelse af tiltalespørgsmålet i samtidigt hos forskellige rettergangschefer foreliggende, ensartede eller i samme anledning opståede sager. Om begrundelsen, se nærmere foran side 12.

19 Ad 12: Paragraffens 1. stykke er uændret. Paragraffens 2. stykke er nyt og indeholder en programudtalelse vedrørende auditørens medvirken i almindelighed. Bestemmelsen tilsigter at sikre en juridisk sagkyndig bistand for rettergangscheferne ved behandlingen af militære straffesager i alle tilfælde, hvor der på grund af sagernes art måtte være behov herfor, se iøvrigt foran side 13. Paragraffens 3. stykke træder i stedet for det hidtidige 2. stykke. Den nye regel om indberetning til generalauditøren er ikke begrænset til at vedrøre meningsforskel angående spørgsmålet om tiltalerejsning, men omfatter enhver sag, som efter nærværende udkast gøres til genstand for forhandling mellem rettergangschef og auditør. Der er i bestemmelsen indsat en særlig suspensionsregel, som tjener til at afskære den hidtil bestående tvivl vedrørende virkningen af, at auditøren foretager indberetning til generalauditøren. Henvisningen til 20 in fine i stykkets slutning er ikke udtryk for nogen ændring af den hidtidige retsstilstand, men er blot foretaget for i den omhandlede forbindelse at henlede opmærksomheden på den for ministeren bestående adgang til at beordre tiltale. Se iøvrigt foran side 14. Ad 23: Den ændrede formulering af 1. stk., 1. led, medfører, at en militærperson, uanset at han er hjemsendt eller hjemkommanderet på tidspunktet for sagens behandling for retten, kan møde som forsvarer, når han blot var tjenstgørende, da forseelsen blev begået. Om begrundelsen se nærmere foran side 16. Den nye affattelse af 3. stykke er en følge af ændringen i 1. stk., hvorfor der i det hele henvises til bemærkningerne hertil. Endvidere foreslås, at reglen i 3. stk. om beskikkelse ligesom reglen i 1. stk. begrænses til at angå militærpersoner af samme værn i overensstemmelse med den ovenfor side 17 omtalte praksis. Ad 35, 1. stk.: Ved den ændrede formulering af stykke 1, 1. pkt., har det været hensigten at tydeliggøre, at den omhandlede forhandling også skal finde sted i forbindelse med henlæggelse af en sag. Det nyindsatte 2. pkt. præciserer, at forhandling også skal finde sted, selvom sagen ikke har været genstand for efterforskning eller for forundersøgelse ved retten og afskærer derved enhver tvivl, som måtte kunne rejses vedrørende dette spørgsmål. Indholdet af 3. og 4. pkt. er uændret. Om den nærmere begrundelse for ændringerne af 35, 1. stk., se nærmere foran side 14 15.

Bilag 1. Orientering vedrørende den militære retsplejeordning. I. Indledning. På grundlag af den betænkning, der er afgivet af det under 30. september 1949 nedsatte udvalg, agter forsvarsministeren nu i folketinget at fremsætte forskellige forslag til ændringer i den militære straffelov og retsplejelov. Det principielle spørgsmål om den militære påtalemyndighed har derimod ikke været inddraget i nævnte udvalgs overvejelser, men den siden udvalgets nedsættelse stedfundne udvikling har rejst spørgsmål om den gældende retsplejeordnings hensigtsmæssighed, og opmærksomheden har i denne forbindelse bl. a. været rettet på den omstændighed, at den gældende ordning rummer mulighed for uensartede afgørelser i tiltalespørgsmålet ved ensartede forbrydelser, der er begået ved forskellige afdelinger m. v. II. Den nugældende retsplejeordning i korte træk. Efter de gældende regler pådømmes alle militære straffesager ved civil ret, bortset fra ganske særlige tilfælde, hvor der er hjemmel til at nedsætte en domsret i krigsskibe på togt. Påtalemyndigheden er derimod lagt i hænderne på visse militære chefer, der betegnes som rettergangschefer og som normalt er regimentschef eller chef for en større militær enhed. Rettergangschefen handler i sin egenskab af påtalemyndighed selvstændigt ved beslutning om undersøgelse eller påtale, idet forsvarsministeren ikke mod rettergangschefens ønske kan frafalde tiltale. Dog kan forsvarsministeren give en rettergangschef pålæg om at lade en sag undersøge eller påtale ved retten. I henhold til rettergangschefens tiltalebeslutning udføres påtalen i militære straffesager af auditørerne, der optræder ved underret og landsret, medens generalauditøren møder i sager for højesteret. Såvel generalauditøren som auditørerne er selvstændige embedsmænd, der ikke er indordnede i den militære rækkefølge. De militære straffesager er i første række sager mod militærpersoner for overtrædelse af militær straffelov samt for overtrædelse af andre straffebestemmelser, for så vidt disse overtrædelser vedrører tjenesten eller er begået i eller i anledning af denne, på militært område eller i anvist kvarter, eller som vedrører forbrydelser mod person eller ære, begået mod en ved krigsmagten tjenstgørende. Efterforskningen i militære straffesager udføres af de militære befalingsmænd og af auditørerne. Politiet optræder ikke selvstændigt i disse sager, men er pligtigt til at yde bistand, når det forlanges. Bortset fra adgangen til at få de militære straffesager afgjort ved de civile domstole, består der en adgang for kompagnichefer og højere chefer samt chefer for visse maritime enheder til inden for bestemte grænser at afgøre militære straffesager uden dom (arbitrært). Den, hvem en arbitrær straf pålægges, kan dog, hvis straffen ikke er pålagt i felten eller i krigsskib på togt, fordre sagen afgjort ved dom af de civile domstole.