udvikling OG en drøm om udviklingssamarbejde EUROPÆISKE FÆLLESSKABER DE 116 MAJ 2003
OG en drøm om udviklingssamarbejde
Denne lille bog indeholder en historie som dem jeg selv plejede at fortælle mine egne tre børn. De er alle voksne nu, og jeg er i mellemtiden blevet medlem af Kommissionen hvor jeg har ansvaret for udviklingsbistanden. Man kan måske undre sig lidt over indholdet af denne bog, men det er så vigtigt: Budskabet er at vi nu engang alle bor på samme jord, og at det derfor kun er ret og rimeligt at folk der er rige, hjælper folk som er fattige på den måde hver især nu bedst kan. Når du har læst denne historie, vil du sikkert bedre kunne forstå hvad der sker, og lige som de voksne få lyst til at prøve på at gøre noget ved det. Poul Nielson MEDLEM AF KOMMISSIONEN MED ANSVAR FOR UDVIKLINGSBISTAND OG HUMANITÆR BISTAND Denne bog findes på 11 sprog. Tekst og illustrationer afspejler ikke nødvendigvis Kommissionens synspunkt. Eftertryk med kildeangivelse tilladt De Europæiske Fællesskaber
Mads og hans søster Sofie kan vældig godt lide at se fjernsyn om aftenen inden de skal i seng. I aften er der en udsendelse om vilde dyr i Afrika. Har du set alle de elefanter og giraffer der bare sådan går frit omkring over det hele, Sofie? Afrika må godtnok være et stort land...
Den nat da Mads var faldet i søvn, begyndte han straks at drømme. Han drømte at han var i Afrika, men tingene var bare slet ikke som på fjernsynet...
Han drømte at han vågnede op med fødderne i sand. Han havde skoletasken på ryggen og sad og ventede på skolebussen, ligesom hver morgen, men det var alligevel ikke helt som hjemme...
Bussen var propfuld. Vejen var så dårlig at Mads ramlede frem og tilbage som en fodbold, hver gang bussen kørte over et hul. Han røg hele tiden ind i dem ved siden af. De prøvede at hjælpe ham med at holde sig på benene. Den slags bliver du snart vant til... Amadou grinede og hjalp Mads med at holde sig oprejst. Amadou var vant til det, for han tog hver dag bussen sammen med sin far.
I næste landsby steg Amadous far af bussen. Han arbejdede på en stor kokosplantage. Flere børn på samme alder som Mads og Amadou steg også af bussen sammen med ham. Det undrede Mads lidt: Hvor skal de hen? Hen til plantagen, hvor de arbejder, lige som min far Amadou smilede: Den slags bliver du snart vant til...
Amadous skole var næsten helt ny. Den var blevet bygget på samme tid som landsbyens lille sundhedscenter med penge fra EU-landene. Læreren stod i klassen og pegede de forskellige EU-lande på et gammelt kort. Mads vidste godt hvad de hed, og han kunne næsten ikke nære sig for at række hånden op: Det ved jeg! Det ved jeg!
Værsgo', den er dejlig kold... Amadou rakte ham et stykke mango. Det var lækkert og smagte sødt. Mads smilede: Dem har vi også hjemme, i min fars forretning. Folk i dit land kan altså også godt lide ting fra min landsby?
Der hvor jeg kommer fra, er mango en eksotisk frugt. Det er nu underligt, når man tænker på det, for den kommer jo måske bare fra marken bag ved skolen... Mads kiggede ud ad klassevinduet: han ventede næsten at se sin fars store lastbil køre forbi.
På tilbagevejen kørte bussen pludselig ind til siden og standsede. Den var punkteret, men der var ingen som så ud til at være overraskede eller sure over forsinkelsen. Amadou så på sin nye ven: Det kan godt ske det kommer til at vare lidt. Hvis du har lyst, kan vi jo hoppe af og gå... Mads grinede: Ja, lad os det. Den slags kan jeg jo nok vænne mig til...
Amadous landsby lå ikke ret langt væk. Drengene gik ad en sti gennem palmeskoven. For enden af stien var nogle kvinder i gang med at fylde nogle enorme lerkrukker med vand ved en lille brønd. Hej Mads! Jeg hedder Myriam, jeg er mor til Amadou. Hun løftede krukken op på hovedet, lige som de andre gjorde. Mads så på hende og spekulerede over hvor langt mon hun kunne gå med sådan én på hovedet.
De sang mens de gik, og krukkerne blev siddende som om de var limet fast. Mads og Amadou løb i forvejen, gennem marker hvor der groede blomster: de blomster skulle sikkert snart sendes op til de store byer i de nordlige lande.
Mads var stolt og meget glad. Landsbyhøvdingen havde givet ham en skjorte, og den holdt han beundrende frem. Det var en dejlig skjorte, fuld af strålende varme farver. Kan du lide den? Den er bare flot... Han kunne knap nok hviske, og vidste slet ikke hvad han skulle sige, så betaget var han. Han var aldrig blevet budt velkommen af sådan en landsbyhøvding før. Det var næsten som om det var en konge, eller en præsident eller sådan noget. Det tog lidt tid inden han kom sig...
Mens kvinderne lavede mad, gik Mads en tur rundt i landsbyen sammen med høvdingen. Høvdingen pegede på sundhedscentret og forklarede: Der sker så mange ulykker heromkring, for vejene er jo så dårlige... Mads nikkede. Når han var sammen med landsbyhøvdingen syntes han at han var nødt til at se alvorlig ud og opføre sig som om han kendte til den slags ting. Men det gjorde han jo også på en måde: han tænkte på den punkterede bus halvt nede i grøften.
Det var det bedste tidspunkt på dagen, det tidspunkt hvor man rigtigt kunne slappe af og sludre med hinanden. Mads og Amadou var uadskillelige. Når jeg kommer tilbage til min egen skole, så vil jeg samle en hel masse skoleting sammen. Vi har så mange ting som I osse kunne bruge.
Det er underligt... Alt er det samme, og så er det alligevel helt anderledes Drømmen føltes som om den var virkelighed, og det samme gjorde skolegården, den spraglede skjorte han var så stolt af, og alle vennerne rundt om ham. De spurgte ham hvad der var sket. Hej Mads! Hvor har du været henne i nat? Fed skjorte, mand!
Der var slet ikke plads nok i hans skoletaske. Den var proppet fuld til randen af viskelædre, linealer, blyanter, limstifter og splinternye kuglepenne. Mads kunne slet ikke fatte det... det var utroligt... alle hans venner havde forstået hvor vigtigt det var at dele med folk som ikke kun eksisterer i drømme, men som kan give os så meget mere end bare deres venskab.
Kommissionens generaldirektorat for udvikling har offentliggjort en mere detaljeret vejledning som kan være til hjælp for forældre, lærere og andre som læser denne fortælling højt for børn. I vejledningen fortælles der lidt mere om hvad udviklingssamarbejde egentlig er, og hvad vi alle sammen kan gøre for at mindske fattigdommen i verden. Hvorfor spørger du ikke dine forældre eller dine lærere om de kan finde ud af mere på internettet : http://europa.eu.int/comm/development/index_en.htm eller hos De Europæiske Fællesskabers publikationskontor? udgiver Leonidas Antonakopoulos Georges Eliopoulos Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber Generaldirektoratet for udvikling Informations- og kommunikationsafdelingen Wetstraat/Rue de la Loi 200 B 1049 Bruxelles konsulent Luc Dumoulin for Mostra! Communication illustrationer Philippe de Kemmeter tekst Ariane Le Fort Valérie Michaux grafik Marc Dausimont kommissionen for de europæiske fællesskaber Luxembourg: De Europæiske Fællesskabers publikationskontor 2003 36s. 20x28 cm ISBN 92 894 5547 0 ISBN 92 894 5529 2
NH-11-02-002-DA-C / NH-11-02-000-DA-C De Europæiske Fællesskabers publikationskontor L 2985 Luxembourg