Nyhedsbrev januar 2015
fra bestyrelsen Kære Forældre, Det er nu et år siden, vi åbnede Ærtebjerghave børnecenter som privat institution. Og det er med stor glæde, at vi kan sætte punktum efter det første år med et stigende børnetal, en velfungerende institution, glade børn og personale og en fornuftig økonomi. Et af de større tiltag, vi gennemførte i 2014, var den nye struktur, som trådte i kraft i foråret 2014. Smølfestuen er en positiv nyskabelse, som er etableret for at give rum til en mere fleksibel struktur, der tager hensyn til det enkelte barn og dets udviklingstrin. Der er fokus på motorik og sammenhængen til sprogudvikling, som følges af fagfolk. Den nye struktur sikrer også, at overgangen fra vuggestuen til de store børn i børnehaven bliver mere overskuelig og tryg for barnet grænsen mellem vuggestue og børnehave bliver mere flydende, og hele institutionen bliver mere samlet. I samråd med ledelsen besluttede vi i sommer, at Ærtebjerghave børnecenter skulle certificeres som bevægelsesinstitution. Vi vil videreudvikle en bevægelseskultur i institutionen, der understøtter fysisk aktiv leg, som naturligt kan fungere sammen med vores musikfokus, så musik og bevægelse i endnu højere grad bliver en naturlig del af det daglige pædagogiske arbejde. Vores første opgave i 2015 er at finde en dygtig, udviklende leder til Ærtebjerghave børnecenter. Der vil være ansættelsessamtaler i januar måned, og vi håber på at ansætte en ny leder 1. marts 2015. Det bliver en spændende proces og vi vil gøre vores bedste. I starten af året skal vi også kigge på vores kapacitet. Vi har mange børn på venteliste, og vi har nedsat et udvalg, som skal diskutere dette forhold og komme frem til eventuelle løsninger på problemet. Slutteligt vi give en stor ros til Vivi og Lise samt hele personalegruppen. Vi er fuld af beundring over jeres engagement og sammenhold. Lise og Vivi har overtaget ledelsen af institutionen yderst professionelt, og personalet har været en stor opbakning. Tak for det. Det er prisværdigt og det giver stor tryghed til både børn og forældre. På vegne af bestyrelsen vil jeg ønske jer alle et rigtig godt nytår. Vi glæder os til nye spændende og udviklende udfordringer i 2015. Venlig hilsen Sille Haahr-Aasmul Bestyrelsesformand Vi ser det som meget positivt, at det er hele institutionen, der er under uddannelse alle medarbejdere følger forløbet. Efter endt udviklingsforløb har alle en konkret viden om en lang række lege og bevægelsesformer, der kan bruges aktivt i hverdagen. Forløbet varer ca. 8 måneder og vi vil være certificeret som bevægelsesinstitution i sommeren 2015.
fra ledelsen Kære forældre, Vi har nu fungeret som privatinstitution i et år, og det er gået rigtig godt. Vi har oplevet en fantastisk opbakning fra jer forældre. I er meget positive, og I møder talstærkt op, når vi laver arrangementer. Der var mange forældre, der mødte op på forældrearbejdsdagene, hvor vi fik bålpladsen, udeværkstedet, klatrevæggen og en ny gynge. Og vi har haft stor tilslutning til sommerfesten, selvom vi i sidste øjeblik måtte flytte festen til hallen, til forældremøderne og til alle vores julearrangementer i december måned. Det sætter vi meget stor pris på. Vi kan fortælle, at Ærtebjerghave Børnecenter er fyldt op vi har mange børn på venteliste. Vi regner med at få plads til alle på ventelisten hen over år 2015. Vi har i efteråret 2014 startet et udviklingsforløb med Gerlev legepark, hvor vi vil arbejde med den grundlæggende viden om børns motoriske udvikling. I dette udviklingsforløb er vi allerede på nuværende tidspunkt blevet beriget med teori, og hvordan det kan omsættes i praksis. Gerlev legepark har besøgt institutionen og har startet forløbet i vuggestuen op, og de har undervist os på vores pædagogiske dag i efteråret. I foråret 2015 starter Gerlev legepark et forløb op i børnehaven. Vores mål med dette udviklingsforløb er at blive certificeret som bevægelsesinstitution i sommeren 2015. Det glæder vi os meget til. I de daglige pædagogiske aktiviteter har vi i efteråret flittigt arbejdet med vores værdier, musik, sang og bevægelseslege, sprog og sprogtilegnelse og Marte Meo. Det er dejligt at se, at uddannelserne er med til at højne det pædagogiske indhold i dagligdagen. Vi vil ønske jer alle et godt nytår. Venlig hilsen Vivi og Lise Konstituerede ledere
fra vuggestuen Kære forældre, Et nyt år er begyndt, og vi kan i vuggestuen se tilbage på et par måneder i det gamle år med stor aktivitet i vuggestuegrupperne. Vi har lavet mange forskellige aktiviteter, og projekter, så som Motorikbaner ude og inde, samlet blade og lavet collager om efterårets farver, højtlæsning på legepladsen, dialogisk læsning i smågrupper. Vi lavede et længere projekt: stamtræet på legepladsen, et projekt der udviklede sig over et par uger. Træet blev pakket ind i papir, og herpå kunne børnene så tegne med fedtfarver. Bagefter satte de klistermærker på (en øvelse for finmotorikken), og på mærkerne var der forskellige billeder, som vi og børnene kunne snakke om. Senere blev der sat billeder af alle børnene på træet billederne limede de selv på. Også de voksnes billeder kom op på træet. Så gik snakken der er jeg.. og det er dig Her lærer barnet selvregistrering. Projektet blev udvidet igen, for vi fulgte barnets spor. Der blev sat billeder på med børnene i aktivitet, fx et barn, der spiser, eller et barn, der cykler osv., - alt sammen for at stimulere sproget hos børnene. Vi har malet, klistret - gerne med masser af glimmer -, lavet sandbilleder i sandkassen, lavet hemmeligheder til jul. Vi har gået en del ture med busserne og udforsket lokalområdet, for her er der også meget, man som et lille barn kan kikke på og snakke om. Der blev taget videoklip hele perioden til filmen om hverdagen i vuggestuen. Den blev vist på forældremødet i oktober. Her fandt vi også ud af, at det er kreative forældre, vi har. Snakken gik lystigt ved alle bordene, mens der blev tegnet og malet fire flotte malerier, der hænger på de to stuer til stor glæde for børnene. Tak fordi I alle var med på ideen. Uddannelsen i leg og bevægelse blev startet i vuggestue-afdelingen. Artur fra Gerlev legecenter var forbi i tre dage og instruerede os i, hvordan gamle lege kan være en del af vores aktiviteter på legepladsen, og hermed være med til at styrker børnenes motorik. Noget af det vigtigste, vi har gjort i vuggestuen, er at give os tid til at sidde på gulvet og være i børnehøjde. Være nærværende og tilstede, parat til et knus og et kram, hvis det er det, barnet har brug for. Vi har haft fokus på at følge og benævne børnene i deres leg: At blive budt ind i legen og fx få serveret havregrød, kaffe, kage i legekøkkenet, eller passe babydukker, der skal sove. At sætte ord på de andre børn i legen, hjælpe børnene med at forstå hinandens intentioner, og dermed hjælpe dem til at få bedre relation til hinanden. Fra december har vuggestuen tre nye personer, børnene skal lære at kende. Mette er ny pædagog på Troldestuen, hvor også Alexandra er startet. Alexandra har været på Smølfestuen, men er nu flyttet til vuggestuen i kraft af sin funktion som praktikvejleder. Hun skal nemlig følge Nadia, som er studerende og vil være på Alfestuen i 6 mdr. Vi glæder os meget til samarbejdet i vuggestuen, der er og skal vedblive at være en tryg base, en tryg start. Vi vil til slut ønske jer alle et godt nytår med flere nye udfordringer og oplevelser for jeres dejlige børn. Hilsen personalet i vuggestuen
fra børnehaven Kære forældre, Et halvt år er gået og der er sket rigtig meget hos Smølferne, Fragglerne og Dragerne. Sommeren gik med hygge og ture ud af huset. Vejret var dejligt, og vi var på legepladsen det meste af tiden i hele sommeren, ja faktisk langt ind i efteråret. Da hverdagen igen viste sit ansigt, begyndte vi igen på vores indianer/cowboy projekt. Vi arbejdede meget længe med emnet, og det var rigtig dejligt at have masser af tid til at fordybe os og gå i dybden med de forskellige aktiviteter. Der var forskellige indgangsvinkler til de forskellige aktiviteter, og nogle ting blev lavet som fælles projekter, mens andre blev lavet så børnene hver især fik dem med hjem. Børnene hyggede sig med de mange indianer og cowboy ting, de lavede og nogle brugte deres indianer/cowboy navn mere end deres rigtige navn. Vi lavede blandt andet halskæder, hovedpynt, skydere, totempæle, og hvert barn fik et indianer/cowboy navn. Projektet var en stor succes hos både børn og personale. Der er også mange af jer forældre, der har været forbi og fortalt, at børnene hjemme har snakket meget om de aktiviteter, vi lavede. Der har været forældre, der har hjulpet med at lave nogle opgaver for os. Det er rigtig dejligt, at I tilbyder jeres hjælp og er så flittige til at komme med de ting, vi efterlyser til vores projekter. Oktober måned var igen i år præget af Halloween, og vi fik pyntet rigtig fint op. Vi lavede edderkopper og spind i lange baner. Børnene syntes, det var sjovt at gå og kigge på alle edderkopperne, mens de pegede på, hvilke de selv havde været med til at lave. Vi fik snakket om, at der er nogen, der er bange for edderkopper, og hvad man så gør. Vi fik historier hjemmefra om, hvordan mor og far har det med edderkopper, og hvad børnene syntes om dyrene. Vi lavede suppe på bålet, som var sponsoreret af en forældre. Traditionen tro afsluttede vi Halloween måned med morgenmad, hvor børnene havde bagt farvede boller til morgenbordet. Det var en hyggelig morgen med mange børn og forældre. Andreas (fra Smølferne) far havde taget deres slange Yrsa med. Det var et stort hit hos børnene. Der var flere, der var meget ivrige for at prøve at røre slangen, men bestemt også en del børn, der ikke havde lyst til at røre den. Midt i al Halloween klargøringen nåede vi også at deltage i den årlige begivenhed Bag for en sag, hvor overskuddet går til Børns vilkår. Vi fik nogle gode snakke med børnene om, at der er børn i Danmark, som har det svært, og ved at bage nogle kager, som kan købes, er de med til at hjælpe de børn. Der blev bagt en hel del kager, som I forældre kunne købe om eftermiddagen. De mange kager blev solgt, og vi fik 1.886 kr. samlet ind til formålet.
fra børnehaven Her i efteråret har vi haft bål hver tirsdag. Den dag har vi som regel været ude hele dagen. Så både madpakken og frugten er blevet spist rundt om bålet, hvor børnene sidder. De hygger sig og snakker med hinanden på kryds og tværs. Vi har lavet forskellige ting over bålet så som fladbrød, kartofler, te, popcorn og pandekager m.m. Det har alt sammen været en succes, og vi ved, vi kommer til at prøve andre spændende ting i fremtiden. Store og mellemgrupperne er godt i gang. I mellemgruppen arbejdes der med selvet, form og farver og bevægelseslege. Der er fart over feltet, når mellemgruppen er samlet. Der er mange energiske børn, og mange vil gerne være først og hurtigst til det hele. Så i takt med, at de lærer, hvem de selv er, så bliver de også øvet i nogle sociale spilleregler som for eksempel at vente på tur, lytte til andre og at være med i et fællesskab. Traditionen tro gik vi nisseoptog, og intet kunne stoppe os end ikke en gang regn. Børnene havde øvet sig rigtig meget og var blevet rigtig gode til alle sangene, og de var meget spændte. Da der desværre var mange, der ikke kunne deltage ved arrangementet i år, valgte vi at sige god jul ved bålstedet med et glas gløgg, saft og æbleskiver senere på måneden. Det var en utrolig dejlig eftermiddag. Vi glæder os til en masse nye oplevelser med jeres børn i det nye år Vi ønsker jer alle et godt nytår Hilsen personalet hos Smølferne, Fragglerne og Dragerne Storgruppen leger miniskole. Der er samling, et kort frikvarter og så time. I timen arbejder vi med forskellige opgaver, og børnene er vilde for at lære en masse nyt. December har i år stået på hemmeligheder. Børnene har været meget glade for at lave de ting, vi har sat dem til, og de har lagt en masse energi i at gøre det rigtig fint. Stuerne fik vi pyntet fint op med julerier og hyggebelysning. Vores pakker til pakkekalenderen pyntede fint i loftet.