Flittige folk på Landskontoret

maj 2011 Medlemsblad for Enhedslisten Flittige folk på Landskontoret Hvad går de egentlig og laver på Landskontoret? Kom med og se Side 20-21 Delte meninger om Libyen Læs argumenterne for og imod deltagelse i militærindsatsen i Libyen Side 4-5 Portræt: Majbrit Berlau s3 Multinasserne s6 Folkemøde på Bornholm s7 Fra velfærd til almisse s16-17 Fokus: Roskilde s18 FOA og Fair Løsning s22-23

foto: MaRK KNUDSEN/MONSUN»Årsmødet skal vise retningen for et år, hvor vi forhåbentlig får en ny statsminister på taburetten, og hvor vi skal kæmpe hårdt for, at det vil betyde forbedringer for almindelige menneskerenhedslistens svar på juleaften«jeg overhørte på et tidspunkt et medlem omtale årsmødet som Enhedslistens juleaften, og jeg kan godt lide tanken. Vi glæder os som små børn, og på dagen samles vi fra nær og fjern med gode venner. Vi snakker om året der gik, og vi hygger os. Det er årets begivenhed for os på mange måder, og i den forstand er juleaften for Enhedslisten en god beskrivelse. Men heldigvis er det også meget mere end det. På årsmødet samles vi nemlig om meget mere end hygge og god mad. Vi samles om politikken, om drømmene, diskussionerne og vejen videre frem. Årsmødet er vores højeste myndighed, og den ene weekend om året viser i særlig grad retningen fremad for Enhedslisten som parti. Årsmødet 2011 bliver ingen undtagelse. Vi står midt i et valgår, og når Lars Løkke trykker på knappen, skal vi langt om længe vælte regeringen. Og det kommer vores årsmøde selvfølgelig til at bære præg af. Samtidig skal vi vedtage en hel masse konkret politik, som kan vise den fælles retning for året fremover. Årsmødet skal vise retningen for et år, hvor vi forhåbentlig får en ny statsminister på taburetten, og hvor vi skal kæmpe hårdt for, at det vil betyde forbedringer for almindelige mennesker. Særligt skal vi på årsmødet behandle et forslag, som slår fast, at Enhedslisten vil satse på den offentlige sektor vi vil bruge den offentlige sektor til at skabe arbejdspladser, velfærd og mere demokrati. Det bliver en vigtig diskussion og et vigtigt redskab, når arbejdet under en ny regering begynder. Derudover skal vi selvfølgelig også diskutere en hel masse andet. Vi skal diskutere FN-aktionen i Libyen, vi skal vedtage ny psykiatripolitik og boligsocial politik, og vi skal vælge det næste års hovedbestyrelse. Der er med andre ord masser at tage fat på. Så selvom det kan være hårdt at holde juleaften man skal både lave mad, pynte op og spise til man segner bliver der nok endnu mere arbejde på årsmødet. Vi skal nemlig i fællesskab tegne retningen for endnu et fantastisk, aktivt og indflydelsesrigt år for Enhedslisten. Jeg håber på at se rigtig mange af jer! Pernille Skipper Folketingskandidat og medlem af Hovedbestyrelsen Egypten og Tunesien Fagbevægelsen har spillet en central rolle i Egyptens og Tunesiens revolutioner. Nu venter den egyptiske ungdom spændt på efteråret, hvor der er valg til landets nye parlament. s8-9 Nøglen til et bedre samfund Den offentlige sektor angribes af politiske og markedsøkonomiske interesser. Enhedslistens hovedbestyrelse ser en stærk offentlig sektor som nøglen til et bedre samfund og blæser til modangreb i hovedforslaget til årsmødet. s12-13 Hvad taler de om? 1. maj kalder på slagfærdige røde taler. Men hvad bliver hovedpointerne i år? Vi har spurgt tre af Enhedslistens 1. maj-talere. s19 Oplag: 6.200 Tryk: Scanprint Forsidefoto forestiller fra venstre: Morten kabell, Janus Noack, Patrick Kristiansen, Mette Grimstrup, Idunn Haraldsdottir, Rasmus Bredde. Fotograf: Maibritt Kerner/Rød+Grøn Næste deadline: den 12. maj kl. 9.00 Debatindlæg må højst fylde 2.000 tegn (inkl. mellemrum) Sendes til: debat@enhedslisten.dk eller i brev til: Enhedslisten, att: Rød+Grøn Christiansborg, 1240 Kbh K Administration/abonnement: 33 93 33 24 Abonnementspris: Uden medlemskab af Enhedslisten: 150 kr/år Institutionsabonnement: 250 kr/år Medlemmer modtager automatisk bladet. :Kolofon Redaktion: Karl Johnsen (ansv.), Simon Halskov (redaktør), Sarah Glerup, Jeppe Rohde, Lene Rygaard, Lars Hostrup, Stine Brix, Karl Johnsen (layout) Kontakt: medlemsblad@enhedslisten.dk ISSN: 1903-8496

foto: maibritt Kerner/rød+grøn Socialrådgiver med kant Som purung skoleelev demonstrerede Majbrit Berlau mod undervisningsminister Bertel Haarder. 15 år senere satte hun ham på plads fra talerstolen i Folketinget Jeppe Rohde, Rød+Grøn Det har været sjovere at være socialrådgiver, end det er nu. Under den borgerlige regering er det sociale område beskåret kraftigt, og en række rettigheder er blevet afløst af kontrol og straf. Det gør Majbrit Berlau vred: - Regeringen prøver at placere ansvaret for de sociale problemer hos individet selv. Det er din egen skyld, at du ikke kan få job, eller at du ikke kan betale din husleje og bliver sat på gaden. Som socialrådgivere får vi at vide, at vi skal finde de bedste og billigste løsninger, men de to ting hænger ikke altid sammen. Socialt arbejde kræver nogle gange en større investering i et menneske, der har brug for at blive hjulpet videre. Men til vores store frustration, prioriteres det ofte ikke. Satte Bertel på plads Majbrits politiske karriere startede, da hun sidst i 80 erne blev aktiv i elevrådet på sin folkeskole og var med til at arrangere demonstrationer mod den daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Siden blev hun aktiv i både Danske Studerendes Fællesråd, Folkebevægelsen mod EU og i Enhedslisten. Efter valget i 2005 kom hun i Folketinget som suppleant for Pernille Rosenkrantz-Theil. - I forhold til så meget andet politisk arbejde var det egentlig ikke så vanvittigt svært at gå til udvalgsmøder, forhandlinger og debatter i folketingssalen. Jeg kan huske, jeg var ret nervøs første gang, jeg skulle i debat med Bertel Haarder, som jeg havde demonstreret imod som skoleelev. Men da debatten kørte, blev jeg simpelthen så vred, at jeg fuldstændig glemte min nervøsitet. Så blev han sat godt og grundigt på plads. Forandringer kommer udefra Majbrit klarede sig godt på Borgen, og var populær i Enhedslistens bagland. Men til manges overraskelse valgte hun ikke at stille op til det efterfølgende valg. - Det er svært, når man sidder en lille gruppe og samtidig skal varetage alle politikområder. Man drukner let i store og små sager. Samtidig sagde jeg hele tiden til mig selv, at hvis de vigtige forandringer kommer udefra, hvad laver jeg så herinde? Majbrit sagde således farvel til Folketinget og lagde i stedet sine kræfter i fagforeningen. Hun er dog stadig aktiv i Rudersdal-afdelingen og kan spore fremgang i partiet: - Jeg synes Enhedslisten er blevet langt bedre til at prioritere det politiske arbejde. Vi har i dag et klarere fælles projekt, end da jeg sad i Folketinget. Majbrit Berlau er 34 år. Hun er uddannet socialrådgiver og arbejder som formand for Dansk Socialrådgiverforening i Region Øst. I 2005-2006 sad hun i Folketinget som stedfortræder for Pernille Rosenkrantz-Theil. Majbrit bor i et stort bofællesskab i Birkerød sammen med sin mand, Khaled, og deres to børn. Rød+Grøn Maj 2011 3

Enhedslisten valgte at stemme for en militær indgriben i den Libyske borgerkrig som har sendt dele af civilbefolkningen på flugt. Foto: magharebia Beslutningen om Libyen Baggrund Enhedslisten valgte at støtte den militære indsats i Libyen, men da indsatsen ikke længere fulgte FN s resolution, trak vi støtten Simon Halskov, Rød+Grøn Da demonstrationer og oprør for demokrati begyndte i Libyen, satte landets diktator Moammar Gaddafi ind med nedskydning af ubevæbnede demonstranter og krigshandlinger imod landets opposition. Gaddafi erklærede, at han ville udrydde sine modstandere i oprørernes byer som Tobruk og Benghazi, og der eksisterede derfor reel bekymring for, at mange civile ville miste livet. Den 17. marts vedtog FN en resolution, der sanktionerede en militær intervention i Libyen for at beskytte civile. Allerede dagen efter skulle Folketinget stemme om, hvorvidt Danmark kunne støtte aktionen og sende fire F-16 fly til at opretholde en no-fly zone. Forud for afstemningen blev Enhedslistens forretningsudvalg indkaldt til et hastemøde på Christiansborg. Forretningsudvalget valgte, bl.a. med udgangspunkt i en årsmødebeslutning fra 2009, at lade partiets folketingsmedlemmer stemme for aktionen med det formål at beskytte den libyske civilbefolkning. Dagen efter afstemningen mødtes Enhedslistens Hovedbestyrelse og bakkede op om beslutningen med 15 stemmer for, to stemmer imod. Yderst svær beslutning I sin ordførertale til afstemningen forklarede Frank Aaen, hvor svær en beslutning der var tale om. - Jeg vil ikke lægge skjul på, at den beslutning vi skal træffe i dag, har været én af de sværeste beslutninger, jeg har været med til at tage i de år, jeg har siddet i Folketinget. - Jeg er indædt imod krig og vold. Krig ødelægger og nedbryder lande både socialt, økonomisk og menneskeligt, og det kan tage generationer at læge skaderne. Erfaringerne fra Irak og Afghanistan taler deres tydelige sprog. Men der er situationer, hvor ønsket om at redde menneskeliv, vejer tungere end modviljen mod militært engagement, påpegede Frank Aaen. Enhedslisten bad om at få opfyldt nogle garantier, før vi kunne stemme for. Den militære indgriben skulle beskytte civile og stoppes øjeblikkeligt, hvis der kom våbenhvile. Der skulle desuden være fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet, herunder kontrollen med landets olieressourcer. Måtte gå efter brud med FN- resolutionen Det var afgørende for Enhedslisten, at der var et klart FN-mandat bag aktionen, og at forhandlinger for at opnå en øjeblikkelig våbenhvile var det allerførste punkt i FN-resolutionen. Derudover var det også vigtigt, at formålet var at beskytte civile, og at der ikke måtte bombes bredt i infrastruktur. Den 30. marts, 12 dage efter aktionen var indledt, var der endnu ikke taget seriøse initiativer til fredsforhandlinger. For de fleste stod det klart, at aktionen i Libyen ikke længere kun handlede om at opnå våbenhvile og beskytte civile, men at alliancen tog part i en borgerkrig. Det stod klart efter udenrigsministermødet i London, mødet i Udenrigspolitisk Nævn og alliancens luftstøtte til oprørerne, da de rykkede frem for at indtage nye byer. Denne udvikling var i strid med det mandat, som FN og Folketinget gav, og den betød, at Enhedslistens betingelser for at støtte operationen ikke længere var opfyldt. Partiet valgte at trække støtten til militæroperationen på et ekstraordinært møde i Forretningsudvalget, indkaldt af Frank Aaen. Konklusionen på mødet var, at Enhedslisten stadig fandt det rigtigt at standse Gaddafis angreb på civilbefolkningen, men at vi fra første dag havde gjort det klart, at vores støtte forudsatte, at FN s resolution blev fulgt. Da det ikke længere var tilfældet, kunne vi ikke længere støtte operationen. 4 Rød+Grøn Maj 2011

Libyen gjorde vi det rigtige? Libyen Ja, siger Pernille Skipper fra Hovedbestyrelsen. Nej, lyder det fra Christine Lundgaard fra Vesterbro-afdelingen Simon Halskov, Rød+Grøn Hvilken holdning havde I til interventionen, da Enhedslisten var med til at vedtage beslutningen i Folketinget? Christine: Jeg var imod det militære angreb, og jeg var overrasket over, at Enhedslisten stemte for det. Beslutningen var båret frem af en voldsom mediestemning om, at vi måtte gøre noget, selv om meget lidt tydede på, at det militære angreb ville gavne det demokratiske arabiske forår og redde flere menneskeliv end det kunne risikere at koste. Det stod klart, da beslutningen blev taget, at luftangreb sikkert ikke ville være nok til at standse Gaddafi, og at NATO kunne blive part i en borgerkrig. Selvom Lene Espersen forsikrede det modsatte, var der ingen strategi for, hvordan krigsindsatsen skulle stoppes igen. Som en række danske og internationale fredsforskere har peget på, blev det i forløbet op til FN-resolutionen helt forsømt at mægle og presse på for våbenhvile. Det samme gælder humanitær støtte. Pernille: Jeg mente både dengang og stadigvæk, at vi tog den rigtige beslutning. Den libyske befolkning stod i en situation, hvor alle former for humanitær hjælp, politisk pres, indefrysning af midler eller andre fornuftige tiltag var for sent, hvis et potentielt meget groft overgreb på civilbefolkningen skulle undgås. Gaddafi havde erklæret, at han ville slette oprørerne og deres støtter fra jordens overflade, og hans kampvogne stod på dørtærsklen til Benghazi. Så selvom militær intervention aldrig må være det første svar på et problem, var der ingen alternativer. Den 30. marts meldte Enhedslisten ud, at partiet trak støtten til den militære intervention i Libyen. Var det den rette udmelding? Christine: Ja. Desværre har vores oprindelige ja-stemme gjort det sværere for os at kritisere krigsindsatsen og det hykleri, der har bragt Danmark ud i endnu en krig på et tvivlsomt grundlag. Pernille: Ja, bestemt. Da vi støttede interventionen oprindeligt var alle enige om, at FN-mandatet begrænsede sig til at beskytte civilbefolkningen ikke at deltage som en part i en borgerkrig og at målet var en våbenhvile. Siden er der stort set intet sket for at opnå forhandlinger, og både danske F16- fly og andre har hjulpet oprørerne offensivt. Vi kan ikke støtte et forsøg på at bombe sig til demokrati, så selvfølgelig skulle vi trække støtten. Hvad kan vi i Enhedslisten lære af denne vanskelige beslutningsproces? Christine: Jeg synes, vi havde gode muligheder for at vide bedre. Så jeg tror, vi skal blive stærkere i vores internationale analyser og straks gå i gang med at se på, hvordan en ny regering kan arbejde for fredsinitiativer og demokrati på verdensplan i stedet for militarisme. Pernille: Jeg har været glad for at opleve, hvor meget der er plads til debat og uenighed i vores parti, men at vi stadig holder sammen. Det skal vi pleje og bakke op om. Også i fremtiden vil Enhedslisten blive sat i rigtig svære situationer, som der skal tages stilling til meget hurtigt. Derfor skal vi udvikle vores politik gennem debat og diskussion på de områder, hvor vi ikke er særligt klare, så der i fremtiden er et klart politisk grundlag at træffe beslutning på. Christine Lundgaard Enhedslisten Vesterbro Pernille Skipper Medl. af Enhedslistens hovedbestyrelse Rød+Grøn Maj 2011 5

Multinationale betaler stadig 0 kr. i skat En række store multinationale virksomheder betaler stadig nul kroner i skat i Danmark. Det viser en ny undersøgelse af virksomhedernes seneste regnskaber, som Enhedslistens skatteordfører Frank Aaen har gennemført Eva Flyvholm, Politisk medarbejder I årevis har Frank Aaen finkæmmet multinationale selskabers regnskaber og gjort opmærksom på de smuthuller, de benytter for at slippe for at undgå at betale til fællesskabet. Det fik den netop afgåede skatteminister, Troels Lund Poulsen, til at kalde til kamp mod multinasserne og love Enhedslisten at gøre en indsats over for Multinasserne multinationale selskabers skattesnyd. Det løfte løber den nye skatteminister fra. Multinassernes nye yndlingsminister Lige så snart Peter Christensen tog over i Skatteministeriet, valgte han at aflyse forhandlingerne om et indgreb overfor de multinationale selskaber. Han ser nemlig ingen grund til at tænke svindel, blot fordi selskaberne hævder ikke at have tjent en skattepligtig krone i Danmark. De er ofte bare i en svær økonomisk periode, udtalte ministeren til Politiken. Men den forklaring køber Enhedslisten ikke. - Vi taler ikke om små, lukningstruede firmaer, men giganter som Nestlé, Kellogg s og Q8, der i mange tilfælde ikke har betalt skat i mere end 10 år. Det er dybt naivt at tro, at de skulle bevare en filial i Danmark i så mange år uden at tjene på det, siger skatteordfører Frank Aaen. Dyrt for staten De nye toner fra Peter Christensen kan blive dyre, frygter Frank Aaen. - Det kan komme til at koste statskassen rigtig mange penge, for sagerne forældes, hvis man ikke tager hurtigt fat på dem. Danmark mister milliarder hvert eneste år, og det er helt uforståeligt, at den nye skatte- minister ikke vil gøre noget ved det. Selskaberne undgår at betale skat ved hjælp af såkaldt transfer pricing, hvor de sælger varer til sig selv til kunstigt høje priser, og dermed kan flytte overskud til lande med lav eller ingen selskabsskat. - Det er ganske enkelt uanstændigt, at store selskaber som gør brug af den danske infrastruktur vores veje, vores udannelsessystem snyder sig udenom at betale deres bidrag. Det gør det bestemt ikke bedre, at flere af selskaberne ikke har betalt skat i en lang årrække, siger Frank Aaen. Hurtigt indgreb fra Enhedslisten Senest har Frank Aaen undersøgt en række multinationale selskabers årsregnskaber fra 2009. Regnskaber som af- 6 Rød+Grøn Maj 2011

Fri leg på Bornholm Frank Aaen har endnu en gang afsløret en række multinationale selskaber i ikke at betale skat. Ganske uanstændigt, mener Frank, som inden sommerferien vil forsøge at samle et folketingsflertal for et hurtigt indgreb overfor multinasserne. Foto: Maibritt Kerner/Rød+Grøn I juni måned afholdes fire dages Folkemøde på Bornholm. Konceptet er klart inspireret af svenskernes Almedalsveckan, hvor politikere og borgere årligt mødes til demokratiudviklende dialog. Enhedslisten møder talstærkt op til Folkemødet Simon Halskov, Rød+Grøn som, kan også privatpersoner prøve den indre debattør af. slører, at virksomheder som Q8 og Nestlé stadig ikke betaler en krone i skat. På baggrund af den nye undersøgelse vil Frank Aaen nu prøve at finde flertal for et hurtigt indgreb, der kan sikre, at de store virksomheder betaler skat. - Jeg vil nu forsøge at samle et flertal i Folketinget, der vil pålægge ministeren at igangsætte forhandlinger om et indgreb allerede inden sommerferien, fortæller Frank Aaen. Du kan finde Enhedslistens nye undersøgelse af de multinationale selskabers økonomi på: multinasserne.dk. Demokrati Det begyndte i 1968, hvor Olof Palme (daværende leder af Sveriges socialdemokrater) var enetaler ved et politisk arrangement i Visby, Gotland. Siden har arrangementet udviklet sig til den årlige festival Almedalsveckan, hvor repræsentanter fra alle Sveriges partier får tildelt en festivaldag hver. I år har Østersøens danskere ladet sig i inspirere til at starte en tilsvarende debattradition på Bornholm, hvor Folkemødet afvikles for første gang i dagene 15.-18. juni. Udemokratiske one-liners Ifølge initiativtagerne bag Folkemødet, bl.a. Bornholms S-borgmester Winnie Grosbøll, giver mediernes krav om politiske oneliners demokratiet svære kår. Folkemødet skal derfor ses som et debatmæssigt pusterum, hvor demokratisk dialog er nøgleordene. Festivalen vil således være åben for alle, og selvom arrangementets scene er forbeholdt Folketingets partier, som på skift indtager scenen i tre timer, har andre bevægelser og organisationer rig mulighed for at ytre sig. Og som det ægte demokratiske arrangement, Folkemødet er tænkt Enhedslisten stærkt repræsenteret Alt tyder på, at Folkemødet på Bornholm bliver et tilløbsstykke, både hvad angår gæster, debattører og mediebevågenhed. Hvis der endnu ikke har været valg i midten af juni, bliver Folkemødet uden tvivl også en central platform for den valgkamp, som allerede nu er i fuld gang. Enhedslisten støtter naturligvis et så markant og demokratiskabende arrangement, og stiller derfor talstærkt op, både hvad angår politikere og græsrødder. Vær med til at starte traditionen Alle er som nævnt velkomne til at deltage i folkemødet på Bornholm. Enhedslisten opfordrer derfor alle medlemmer til at deltage i dette forhåbentligt vellykkede startskud på en tilbagevendende politisk festival på dansk jord. Ifølge arrangørerne kommer der til at være et væld af boder og telte i Danchells anlæg i Allinge, hvor Folkemødet finder sted. Man kan således forvente, at alle politiske partier, bevægelser og interesseorganisationer vil kaste sig helhjertet ind i den fire dage lange debatfestival. Folkemødets endelige program er under udarbejdelse, og i juninummeret af Rød+Grøn kan du læse, hvad Enhedslisten byder på. Du kan desuden finde flere informationer om Bornholms Folkemøde på brk.dk (under Folkemødet 2011 i højre spalte). Rød+Grøn Maj 2011 7

Fagbevægelsen er hjertet i det arabi I januar og februar sad millioner af mennesker verden over klinet til tv- og computerskærme for at følge revolutionerne i Tunesien og Egypten. Historiske begivenheder, som mange i den arabiske verden aldrig troede, de ville opleve i deres egen levetid Oprør i Nordafrika Osama Hamza, Internationalt Udvalg Mens tunesiske flag vejrede på Tahrir-pladsen i Kairo, og egyptiske flag var malet på unge yemenitters skilte på Forandringspladsen i Sanaa, blafrede bahrainske flag fra libyske oprøreres biler. Denne følelse af fælles kamp mod årtiers undertrykkelse og diktatur er blevet katalyseret af billeder fra Al-Jazeera og delt igennem sociale medier som Facebook. De folkelige oprør har skabt en hidtil uset solidaritet mellem arabiske befolkninger, som lider under de samme dårlige forhold og kæmper den samme kamp mod arbejdsløshed og korruption. De oplever, hvordan hensynet til vestlige investorer og regeringerne i USA og EU i mange år har vejet langt tungere end hensynet til den unge arbejdsløse, den enlige mor, landmanden, tekstilarbejderen, gadesælgeren og skolelæreren. Fagbevægelsens bærende rolle Den måske mest oversete faktor i de historiske forandringer, der fandt sted i Tunesien og Egypten, og har startet en bølge af revolutioner i hele regionen, Nøje koordinerede strejker Også i Tunesien har fagforeningerne, især Landssammenslutningen af Tunesiske Arbejdere, UGTT, haft en central rolle i revolutionen, som både væltede Ben Ali efter 23 års styre, og den efterfølgende regering, som ikke formåede at rense tilstrækkeligt ud. UGTT planlagde en storstilet og nøje koordineret bølge af strejker, der begrænsede sig til nogle bestemte brancher, med det formål at vælte den siddenhar været fagforeningerne i de pågældende lande. Mens medierne har fokuseret på sociale netværk i forhold til mobilisering af masserne, var det i virkeligheden arbejderklassen, der på gammeldags manér gjorde det muligt for de prodemokratiske bevægelser at blomstre. Både i Tunesien og Egypten har arbejderstrejker haft en afgørende rolle i forhold til at vælte det siddende regime. Begge steder har kombinationen af folkelige demonstrationer på gaderne og koordinerede strejker på tværs over flere brancher været et dødeligt stød, der på kort tid har væltet det siddende regime. Arbejdere startede lavinen I Egypten gik arbejderne i Suezkanalen den 10. februar i strejke sammen med havnearbejdere i Port Said og Ismailia, Telecomarbejdere over hele landet, titusinder af tekstilarbejdere og arbejdere fra olie- og industrisektoren. Denne bølge af strejker var det endelige slag, der fik regimet til at vælte den 11. februar, hvor Mubarak trådte tilbage efter 30 år ved magten. De egyptiske fagforeninger har i mange år været den eneste bevægelse i landet, der kunne mobilisere til demonstrationer og strejker i så stor udstrækning, at det flere gange har rystet regimet et regime der samtidig er den største arbejdsgiver i industri-, transportog oliesektorerne. de regering uden at ramme befolkningen og lamme det tunesiske samfund. Resultatet var et magtesløst militær og en ny overgangsregering uden symboler fra det gamle regime. Militæret knuste oprøret I Bahrain kaldte landets største fagforening, Landsorganisationer for Bahrainske Fagforeninger, til strejke den 19. februar efter en uges folkelige protester og demonstrationer imod det 250 år gamle diktatoriske monarki. Strejken blev mødt med tåregas, knipler, og skarpe skud direkte mod demonstranter. Dagen efter blev militæret trukket tilbage fra gaderne, og 8 Rød+Grøn Maj 2011

ske forår Fremtidens Egypten foto: Floris Van Cauwelaert kronprinsen inviterede til dialog med oppositionen, hvilket senere viste sig at være et forsøg på at vinde tid, indtil militære styrker fra Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emiraterne kunne rykke ind i Bahrain for at knuse oprøret. Kampen fortsætter Hverken i Egypten, Tunesien, Bahrain eller Yemen har fagbevægelsen endnu opnået deres mål, hvorfor kampen om rettigheder, demokrati og frihed vil fortsætte i de kommende måneder og år. Også i denne fremtidige kamp kommer fagbevægelsen til at spille en afgørende rolle. Til efteråret skal der være valg til Egyptens parlament. Her får befolkningen en chance for at gå til stemmeurnerne og give deres mening til kende. Men hvem skal de stemme på? Vi har været i Kairo for at tale med venstrefløjen og de unge egyptere om protesterne i landet og deres håb for fremtiden Oprør i Nordafrika Annika Holm Nielsen og Astrid Vang Hansen, Socialistisk UngdomsFront Ashraf er en af de venstrefløjsaktivister, vi har talt med. Han forklarer, at Mubaraks nationaldemokratiske parti og Det Muslimske Broderskab er de eneste, der har en organisering, som muliggør en ordentlig kampagne, hvilket giver svære vilkår for det den sekulære opposition: - I øjeblikket prøver nogle af de små partier, organisationer, netværk og grupper, der var en del af revolutionsbegivenhederne at samle sig i en alliance, som kan stille op til valget. En sådan alliance kan ikke undgå at blive ustabil, fordi den vil spænde meget bredt politisk. Men hvis vi skal nå ud til alle afkroge af landet, er vi også nødt til at arbejde sammen. Broderskabet tur-retur De fleste af dem, vi har talt med, vurderer, at Det Muslimske Broderskab i første omgang vil få et rigtig godt valg. Alligevel tror de ikke, at den egyptiske revolution vil udvikle sig som et nyt Iran. Mohammed forklarer: - Især på landet er Det Muslimske Broderskab dem, der har de bedste muligheder for at nå ud til folk. Men jeg tror ikke, at folk vil acceptere et nyt autoritært regime. Efterhånden som de nye partier bliver opbygget, vil tilslutningen til Det Muslimske Broderskab falde, for folk stemmer mest på dem i mangel af bedre. Og hvis broderskabet går over stregen, er jeg helt sikker på, at folk vil gå på gaden igen og smide dem på porten. Ashraf er dog lidt bekymret for, hvordan Vestens indflydelse vil påvirke Egyptens fremtid: - Jeg er allermest bange for, at Vesten vil misbruge Det Muslimske Broderskabs opbakning ved valget til at fremstille den egyptiske revolution som et skrækscenarium. Det vil være det allerværste for Egypten, for det vil give broderskabet en masse gode kort på hånden og gøre det rigtig svært at udvikle videre på revolutionen. Respektér dit folk Miriam, som også var aktiv på Tahrir-pladsen, mener ikke, at retten til demokratiske valg er det vigtigste resultat af revolutionen. I stedet fremhæver hun det, at egypterne har lært, at de kan blive hørt, når de går på gaden og protesterer: - Fra nu af skal vi demonstrere, hver gang vi er utilfredse. Så er det lige meget, hvem der sidder i regering de bliver nødt til at lytte til folket. Rød+Grøn Maj 2011 9

Ingen over årsmødet Årsmøde 2011 Årsmødet er Enhedslistens højeste myndighed og den bedste anledning til at lære kammerater fra hele landet at kende Sarah Glerup Kristensen, Rød+Grøn For tredje år i træk lægger Korsgadehallen på Nørrebro lokaler til, når Enhedslistens afholder sit årsmøde den 20.-22. maj. For en udenforstående kan det, der finder sted nede i salen, forekomme en smule kaotisk. Stribevis af decimaler bliver råbt op fra talerstolen, hvorpå en skov af hænder farer i vejret med rød-grønne kort. Årsmødet får sidste ord Men det er ikke en særlig avanceret form for banko, der hvert år samler flere hundrede delegerede Enhedsliste-medlemmer fra hele landet. Det er muligheden for at få indflydelse på partiets mest centrale beslutninger. Årsmødet er Enhedslistens højeste myndighed. De udtalelser, der vedtages her, udgør rettesnoren i hovedbestyrelsens og folketingsgruppens politiske arbejde resten af året. Samtlige lokalafdelinger repræsenteres af mindst to delegerede, der diskuterer og stemmer om par tiets politik på principielle punkter og om det kommende års aktiviteter. Ud over forslag og udtalelser tager de delegerede også stilling til de kandidatlister, der fordeler Enhedslistens folketingskandidater på valgkredse, og de vælger medlemmer til Hovedbestyrelsen og Rød Fond. Social smeltedigel På de fleste punkter bærer Årsmødet 2011 faklen videre fra tidligere årsmøder. Lokalerne på Nørrebro kender vi efterhånden ganske godt, og strukturen er meget lig sidste år. Fredag aften er sat af til politiske workshops. Hovedforslagene debatteres om lørdagen. Men årsmøder handler ikke udelukkende om afstemninger. I dagtimerne er det hovedsageligt de delegerede, der optager rækkerne af borde. Men lørdag aften opfodres alle medlemmer og venner af Enhedslisten til at lægge vejen forbi Korsgadehallen til årets sociale højdepunkt. Det er en unik lejlighed til at mødes på kryds og tværs af afdelinger og udveksle erfaringer fra den politiske hverdag og til at feste og i det hele taget lære hinanden at kende. 10 Rød+Grøn Maj 2011 foto: Maibritt Kerner /Rød+Grøn

Delegeret eller ej duk op! Mie Lilje, Amager, 25 år. I år er Mie delegeret for tredje gang, og som garvet årsmødedeltager har Mie gode bud på, hvordan man orienterer sig i de mange afstemninger. - Det gælder om at have læst tingene godt igennem på forhånd og smuglæse lidt undervejs, når der er de meget, meget lange diskussioner. Og så kan man holde øje med de mennesker, man normalt plejer at være enig med, hvis man har misset et punkt, griner hun. - Jeg har prøvet at stemme forkert, for nogle gange går det så hurtigt, at man simpelthen ikke når at få stemmesedlen ned! Det kræver teknik at stemme. Tricket er at beholde remmen om halsen, så det ligner, at man kvæler sig selv, hver gang man stemmer. Men årsmødet er andet og mere end afstemninger, understreger Mie. - Selvom man ikke er delegeret, skal man komme alligevel! Man skal dukke op og snakke med folk og sætte sig ind i tingene. Og festen er jo fantastisk. Det er også en vigtig del af det at være sammen med de mennesker, som ellers ser alt for sjældent. Et årsmøde med optimisme Peter Hess-Nielsen, Amager, 62 år Han har deltaget i så mange, at han ikke har tal på det. - Jeg følger med i partiets politik generelt, så derfor er det spændende at være med på årsmødet, som udgør partiets største og øverste beslutningsorgan. Og alle kan jo komme uanset om man er delegeret eller ej, så er det hyggeligt at være med, fastslår Peter. Han har en god fornemmelse af det kommende årsmøde. - Jeg glæder mig især til, at vi får vedtaget en boligpolitik, for det har jeg savnet. Men først og fremmest glæder jeg mig til et årsmøde i optimisme. Glæder mig over, at vi er inde i en god udvikling med udsigt til at gå frem til seks, måske endda syv eller otte mandater, så vi får tid og mandskab til også at arbejde med nogle af de mere forsømte områder. Nyt fra folketinget Regeringens 2020-plan smadrer velfærden Da regeringen for nyligt præsenterede sin såkaldte 2020-plan, var der tale om et sparekatalog, som vil ramme samfundets fattigste hårdt, hvis det bliver vedtaget.»det er noget sludder, når Løkke påstår, at han vil beskytte og udbygge velfærden. Det eneste, planen handler om, er at skære ned, så de rigeste danskere kan beholde deres skattelettelse«, sagde Johanne Schmidt-Nielsen efter statsministerens pressemøde.»uanset hvilken form, en tilbagetrækningsreform får, så vil den ramme de lavtlønnede og lavtuddannede hårdest. Jeg synes, at regeringen skulle begynde at overveje sin egen tilbagetrækning i stedet for«, lød opfordringen fra Johanne. Statsministeren skal undersøges Sagen om de statsløse palæstinensere, der blev snydt for statsborgerskab, skal undersøges. Regeringen lagde op til en begrænset undersøgelse, men pres fra bl.a. retsordfører Line Barfod betyder, at justitsministeren nu må gå med til at undersøge statsministerens rolle i sagen. Line Barfod er glad for afgørelsen.»det er dejligt, at justitsministeren nu imødekommer de krav, vi har rejst. Muligheden for at komme helt til bunds i sagen bliver langt bedre nu, hvor det står eksplicit, at statsministeriets rolle skal undersøges«. Tandlægebesøg skal ikke være en luksus Sundhedsordfører Per Clausen genfremsætter snart et forslag om, at tandlægebesøg skal være gratis og foregå i offentligt regi. Per Clausen siger:»har du ondt i armen, så kan du gå til lægen gratis. Men er det en tand, der gør ondt, så er det hundedyrt, når du er over 18 år. Det nuværende system er både ulogisk og socialt uretfærdigt, for det er dem med de mindste indkomster, der fravælger tandtjek og behandling«. Rød+Grøn Maj 2011 11

Nøglen til et bedre samfund Årsmøde 2011 I mange år har den offentlige sektor været under angreb fra politiske og markedsøkonomiske interesser. Og mens den værste økonomiske krise i 80 år hærger landet, tager den udvikling til i styrke. Enhedslisten blæser til modangreb og ser en stærk offentlig sektor som nøglen til et bedre samfund Simon Halskov, Rød+Grøn Vi skal betale for at gå til læge, betale for at uddanne os, efterlønnen skal fjernes og pensionsalderen øges. Den offentlige sektor bliver af mange tildelt skurkerollen i spillet om at løsne krisens faste greb om lan- Enhedslistens vision om den offentlige sektor som samfundets motor danner grundlag for Hovedbestyrelsens hovedforslag til det kommende årsmøde. På tre områder fremviser forslaget, hvordan en styrket offentdet. En stor offentlig sektor gør os ude af stand til at konkurrere i en globaliseret verden. Den skal slankes, og skattefinansierede rettigheder skal erstattes med brugerbetaling. Selv S og SF har ytret ønsket om en offentlig smalkost i de kommende år: Der er kun to muligheder enten får vi sparket gang i den private vækst, eller også får vi reduceret den offentlige, udtalte SF s finansordfører Ole Sohn i julen 2010. Sohns påstand om, at væksten skal komme fra det private erhvervsliv er Enhedslisten lodret uenig i: - Den offentlige sektor er den motor, der kan sikre flere arbejdspladser i samfundet, både i den offentlige og den private sektor, lød Frank Aaens svar. Drivkraften bag beskæftigelse, velfærd og demokrati lig sektor vil drive samfundet i positiv retning det være sig i forhold til beskæftigelse, velfærd og demokrati. For det første påpeger Hovedbestyrelsens forslag, at den offentlige sektor skal bruges til at vende den voldsomt negative udvikling i beskæftigelsen herhjemme, vel at mærke på en måde som er til gavn for både miljøet, arbejdsmiljøet og velfærden. Der skal investeres massivt i bl.a. kollektiv transport og energirenovering. Det offentlige skal i langt højere grad stå for den forskning og udvikling, som skaber fremtidens arbejdspladser, bl.a. indenfor vedvarende energiforsyning. Og så skal et stort antal arbejdspladser sikres ved at 12 Rød+Grøn Maj 2011

Der bruges alt for mange ressourcer på bureaukrati og kontrol i plejesektoren, mener Enhedslisten, som i stedet vil bruge pengene på mere omsorg for de ældre. Foto: Dmitriy Shironosov standse og tilbagerulle privatiseringen og udliciteringen af offentlige virksomheder. Staten skal spille en større rolle i samfundsøkonomien, hvilket etableringen af en offentlig finanssektor skal bane vejen for. Hermed får danskerne et spekulationsfrit alternativ til den profitjagende finansindustri, og mulighed for bl.a. billige boliglån og kreditter til virksomheder, som arbejder på et bæredygtigt grundlag. Væk med kontrol og bureaukrati I Hovedbestyrelsens forslag nævnes det, at den offentlige sektor er vokset under den borgerlige regering, ganske som regeringspartierne ofte siger. Problemet er bare, at pengene er blevet brugt på mere bureaukrati og øget kontrol af offentligt ansatte, bl.a. på områder som undervisning, sundhed og omsorg. Også det kommunale selvstyre er blevet voldsomt indskrænket under den borgerlige regering, bl.a. gennem en stram statslig styring af økonomi og beslutningsprocesser. Ifølge Hovedbestyrelsen kræver det en stor indsats at vende denne udemokratiske udvikling. Der skal flyttes ressourcer fra bureaukrati og kontrol til uddannelse og omsorg. Det kommunale og regionale selvstyre skal styrkes, og borgerne skal have mere nærdemokrati. Den Den offentlige sektor skal være en motor for hele samfundet med hensyn til at udvikle gode og bæredygtige arbejdspladser, velfærd og demokrati offentlige sektor som motor for demokrati inkluderer desuden en fri og lige adgang til uddannelse på alle niveauer, lige fra folkeskole til videregående uddannelser. Velfærd for alle I mange år har fattigdommen og uligheden været voksende i Danmark, ikke mindst i kraft af markedsmekanismernes friere tøjler. Enhedslisten ønsker at udbedre alle de forringelser af velfærdsrettighederne, som VKO-flertallet har gennemført i de seneste ti år. Blandt andet skal forringelserne af dagpengesystemet fjernes, overførselsindkomsterne skal hæves, og enhver brugerbetaling på sundhedsområdet skal afskaffes, så alle, uanset indkomst, har samme muligheder for behandling. Enhedslisten vil gennem en stærk offentlig velfærdspolitik bekæmpe ulighed og fattigdom og skabe velfærd for alle også for de rige, som til gengæld via skatten skal bidrage med mere til den fælles velfærd. Det sidste er helt centralt for Enhedslisten: Velfærdssamfundet skal finansieres gennem skatten, ikke gennem private pensionsopsparinger og forsikringer. Her finder Enhedslisten pengene En god offentlig sektor kræver massive investeringer hvilket vi også har råd til, fremgår det af Hovedbestyrelsens forslag. Dog kræver det, at vi prioriterer markant anderledes, hvis vi skal skabe en stærk og velfungerende offentlig sektor. For det første skal skattelettelserne til samfundets rigeste droppes, og samtidig skal skatteindtægterne øges gennem en markant højere beskatning af multinationale selskaber. Investeringen i jobs vil desuden skabe flere skatteindtægter og færre udgifter til dagpenge og kontanthjælp. Og den del af jobinvesteringen, som handler om at energirenovere offentlige bygninger, vil give besparelser på el- og varmeudgifter. Hvordan bliver visionen til virkelighed? Kampen for en stærk offentlig sektor, som offensivt bidrager til at gøre samfundet demokratisk og bæredygtigt, bliver hård. Stærke kapitalgrupper og borgerlige politikere og økonomer vil kæmpe indædt imod, og S og SF har ved flere lejligheder vist, at partierne bøjer af, når deres forslag konfronteres af store kapitalinteresser. Alligevel vil samarbejdet med S og SF kunne bringe os et stykke af vejen, og Enhedslisten vil, gennem fremsættelse af konkrete forslag og indgåelse af nødvendige kompromisser, gøre alt for at partierne fastholder kursen mod en stærkere og bedre offentlig sektor. Denne skabes dog ikke alene med Enhedslistens parlamentariske arbejde, vi skal også komme ud lokalt og arbejde tæt sammen med bl.a. fagforeninger og miljøbevægelser, pointeres det i Hovedbestyrelsens forslag. Læs forslaget på: enhedslisten.dk/aarsmoede2011 Rød+Grøn Maj 2011 13

Årsmøde 2011 Social indsats i udsatte boligområder foto: PF/rød+Grøn En række boligområder er af VKO blevet stemplet som ghettoer der bør fjernesmed bulldozere. Enhedslistens hovedbestyrelse ønsker i stedet en boligsocial politik for udsatte områder og et opgør med fattigdommen, som er hovedårsag til problemerne Lene Rygaard Jessen, Rød+Grøn På årsmødet stiller Hovedbestyrelsen forslag om en boligsocial politik under titlen Udsatte Boligområder. Forslaget er opfølgning på en debat, der begyndte på årsmødet i 2010, hvor der var indkommet et forslag til udtalelse om indirekte racisme på boligmarkedet. Strategi for udsatte boligområder For at følge op på debatten og dække behovet for afklaring på nogle af de mange problematikker, afholdt Enhedslisten i sep- tember et boligpolitisk seminar under overskriften Ghettoer hvad er problemet, og hvad gør Enhedslisten? På dette tidspunkt var Regeringen allerede ude og varsle ghetto-strategi, så det var påtrængende, at også Enhedslisten havde en strategi på området. Efter seminaret blev ideer og synspunkter samlet og diverse ændringsforslag indarbejdet, således at flest mulige synspunkter er kommet med. Derpå blev forslaget diskuteret på to hovedbestyrelsesmøder, og nu er forslaget klar til behandling på Årsmødet. Arbejdet med udsatte boligområder afsluttes dog ikke med vedtagelse af årsmødeforsla- get. Der er nemlig nedsat et boligudvalg, som skal fortsætte arbejdet med udvikling af Enhedslistens boligpolitik, et udvalg som er åbent for alle medlemmer af Enhedslisten. Bekæmp fattigdommen ikke de fattige I årsmødeforslaget anføres det, at problemerne i de udsatte boligområder skyldes dårlige sociale forhold, herunder fattigdom, arbejdsløshed og sygdom. Disse problemer forsvinder ikke ved at rive de socialt udsattes boliger ned. Først og fremmest skal fattigdommen bekæmpes, bl.a. ved afskaffelse af starthjælp, 450-timers regel og lofterne over kontanthjælp og børnefamilieydelse. Under VKO har beboerne i socialt udsatte områder oplevet stigmatisering, diskrimination og racisme, hvilket har gjort det svært for dem at komme i arbejde og uddannelse. Denne udvikling skal vendes med en social indsats, som skal sikre gode skoler i lokalområdet, fællesskabsstyrkende aktiviteter, socialrådgivning, retshjælp og bekæmpelse af kriminalitet. Stop tyveriet og start renoveringen I Enhedslisten betragter man den almene boligform som god, demokratisk og spekulationsfri. VKO har vedholdende angrebet almenboligsektoren, bl.a. ved at tage af lejernes fælles penge i Landbyggefonden, som skulle have været brugt på renovation og vedligeholdelse. Dette tyveri skal stoppes, og pengene skal bruges på bl.a. klimarenoveringer. Nogle boligområder har brug for gennemgribende renoveringer og en social indsats, men det skal ske i en demokratisk proces, hvor man tager udgangspunkt i beboerne og deres behov, pointeres det i årsmødeforslaget. Læs forslaget på: enhedslisten.dk/aarsmoede2011 14 Rød+Grøn Maj 2011

Der er for meget fokus på medicinering i behandlingen af mennesker med psykiske problemer. Enhedslisten ønsker en gennemgribende psykosocial indsats, hvor brugerne i højere grad selv kan vælge mellem behandlingsformer. Foto: Tom Varco Årsmøde 2011 Visioner for psykosocial sundhed Mennesker med psykiske problemer skal have de samme muligheder og rettigheder, som andre mennesker har. Det fastslår FN s Handicapkonvention. Der er dog langt fra ord til handling, og derfor har Enhedslistens hovedbestyrelse udformet et visionært psykiatripolitisk program Simon Halskov, Rød+Grøn I det nuværende psykiatriske behandlingssystem lægges der alt for stor vægt på medicinering. Enhedslisten ønsker en mere helhedsorienteret tilgang til behandlingen af mennesker med psykiske problemer, hvor nye arbejds- og behandlingsmetoder udvikles og afprøves. I stedet for at reducere mennesker med psykiske problemer til patienter skal der arbejdes for, at de kan mestre deres eget liv og magte at involvere sig i sociale forandringer. I alle behandlingens indsatser skal målet være krystalklart: Mennesker med psykiske problemer skal komme sig og få et liv uden sygdom. Demokratisk styring af behandlingen Behandlingen af psykiske problemer skal ske på demokratisk vis, hvor brugeren har mulighed for at træffe frie og informerede valg mellem behandlingsformer. Man skal desuden have ret til hjælp og behandling, selvom man ikke ønsker at blive indlagt eller flytte på institution. En demokratisk tilgang til den psykiatriske behandling kræver, at brugeren får adgang til uvildig bistand, når behandlingen skal planlægges. Alvorligt sindslidende skal også have ret til at afgive en forhåndserklæring, hvor det fremgår, hvilke behandlingsformer personen ønsker og ikke ønsker. Samtidigt skal det psykiatriske beredskab være så stærkt, at brugen af tvang minimeres og på længere sigt afskaffes. Det begynder med forebyggelse Psykiske problemer grundlægges ofte af omstændigheder, som en forebyggende indsats kunne have forhindret, og derfor er det af afgørende betydning, at hjælpen kommer rettidigt. Fattigdom, social eksklusion og dårligt arbejdsmiljø skaber og forstærker også psykiske problemer, som et samfund med mindre ulighed og mere plads til forskellighed kan være med til at forhindre. Når et menneske er ramt af alvorlige psykiske problemer, skal dets forsørgelsesgrundlag derfor sikres med en minimumsindkomst på 15.000 kr. og et førtidspensionsbevis, så samfun- det ikke kan kræve personen i arbejde. Samtidigt skal muligheden for at arbejde og uddanne sig tilbydes gennem løbende evalueringssamtaler. Tilstrækkelige midler og hjælp døgnet rundt Hjælpen til psykisk udsatte skal være til stede i lokalområdet og i alle døgnets timer. Der skal også gives støtte og indflydelse til de foreninger og bevægelser, som de tidligere eller nuværende psykiatribrugere benytter sig af. Den gennemgribende psykosociale sundhedsindsats skal sikres tilstrækkelige økonomiske midler, hvilket kræver et opgør med den eksisterende økonomiske kassetænkning. Desuden skal der arbejdes på at indføre en forskningsskat, som flytter penge fra medicinalindustrien til uafhængig forskning i behandlingen af psykiske problemer.t Læs forslaget på: enhedslisten.dk/aarsmoede2011 Rød+Grøn Maj 2011 15

Fra velfærd til almisse Fortællingen om Danmark som en solidarisk og universalistisk velfærdsstat er en sandhed med modifikationer. Der er fri og lige adgang til en række skattefinansierede velfærdsydelser, men efter 90 ernes nyliberale sporskifte er centrale dele af velfærden præget af ulighed Søren Kolstrup, lektor og tidl. MF for Enhedslisten Velfærdsstaten ekspanderede fra 1957 til 1974, folkepension blev for alle (1957) og sundhed ligeså (1971), men tandplejen blev aldrig for voksne, og boligen blev på de store linjer overdraget til markedskræfterne. Hertil kommer, at de sociale landvindinger siden begyndelsen af 90 erne er blevet underkastet et stille sporskifte. Her er tale om nyliberale reformer, som underløber den eksisterende velfærdsbygning. Forestillingen om adgang til en social ydelse som borger uanset køn, indkomst og stilling er blevet svækket til fordel for kravet om, at man skal yde en indsats, før man kan nyde. Ulighedsskabende elementer er blevet indbygget i den universalistiske velfærdsstat. Arbejdsløse aktiveres og polariseres To hovedtendenser krydsede klinger i slutningen af 80 erne. Over for venstrefløjens krav om en garanteret ret til uddannelse og arbejde på overenskomstmæssige vilkår, stod det fremvoksende krav om, at man skulle yde, før man kunne nyde. Det var det sidste synspunkt, som blev historiens vinder, og som hurtigt vandt opbakning fra alle toneangivende fløje. I 1988 arbejdede den socialdemokratiske arbejderbevægelse sammen med venstrefløjen for at sikre kvinder, især unge kvinder på bistand, en samfundsgaranteret adgang til uddannelse og overenskomstdækket arbejde gennem forslag om positiv særbehandling i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. Året efter blev disse bestræbelser fulgt op af en omfattende plan om en uddannelses og jobgaranti til alle under 30 år. Garantiudspillene blev dog hurtigt parkeret på historiens sidelinje. Arbejdsgiverne og de borgerlige partier var i offensiven, venstrefløjen på hælene. Parolen om et arbejderflertal blev skudt ned ved valget i maj 1988. Store dele af fagbevægelsen med LOs formand Finn Thorgrimson i spidsen ville i forståelse med Nyrup-fløjen i Socialdemokratiet en kompromislinje, der kunne sikre arbejderbevægelsens fodaftryk ved overenskomster og finanslove. Den midtsøgende kurs vandt. Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet øvede indflydelse på regeringens planer. Der kom aktiveringstilbud, men ingen garanti om uddannelse og ordinære jobs. Unge kontanthjælpsmodtagere fik ret til, men også pligt til at deltage i en beskæftigelsesaktivitet svarende til værdien af kontanthjælpen. Man skulle yde for at nyde, i modsat fald blev kassen smækket i. Da Nyrup-regeringen kom til i 1993, stod den parat til at indføre de hidtil mest omfattende aktiveringsordninger på skandinavisk grund. Alle kontanthjælpsmodtagere skulle aktiveres, de forsikrede ligeså. Tilhængerne af aktiveringslinjen fremhævede, at den åbnede for individuelle handlingsplaner, opkvalificering og klageadgang altså individets selvbestemmelsesret men det var stadig til jobs under overenskomsten. Den internationale aktiveringstendens havde ramt Danmark og polariseret arbejdskraften. For nogle var aktivering et redskab til at komme videre, for andre betød aktivering en fastlåsning på en lav ydelse og risiko for underminering af det ordinære arbejdsmarked. Arbejdsmarkedspensionen skævvrider Parallelt med aktiveringslinjen indledtes et markant skifte i arbejderbevægelsens pensionspolitik. Universalisterne tabte til fordel for den tyske models præstationsetik. Folkepensionen havde siden 1953 udgjort den røde tråd i arbejderbevægelsens pensionspolitik (og var blevet realiseret 1957 til 1970). Her var tale om en ydelse for alle borgere med et indbygget Robin Hood-element. De mindst bemidlede fik mest, de velbjærgede mindst. Det var denne hovedstrategi, der ved overenskomstforhandlingerne i 1991 blev marginaliseret til fordel for 16 Rød+Grøn Maj 2011

foto: wikimedia en arbejdsmarkedspension på LO området. Pensionen skulle nu afhænge af den enkeltes præstation på arbejdsmarkedet. Deltidsarbejdere, personer med høj arbejdsløshed, de syge, kvinder og alle på overførselsindkomst blev sejlet agterud. For fagbevægelsens top og de såkaldt socialkonservative (Palle Simonsenfløjen) udgjorde arbejdsmarkedspensionen et genialt klassekompromis. De konservative opnåede en løndæmpende politik, øget opsparing og pensionskasser med arbejdsgiverrepræsentation, mens fagbevægelsens top kunne love en langt bedre pensionstilværelse til alle med en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Internt i arbejderbevægelsen rasede en deling mellem tilhængere og modstandere af den nye linje. Det var med små marginaler, det lykkedes tilhængerne af arbejdsmarkedspensionen at» Når den offentlige ledelse har fokus på bundlinjen som i en privat virksomhed, vil dens blik rettes mod økonomisk og administrative funktioner frem for fagprofessionelle opgaver.«overbevise flertallet i SIDs kompetente organer. Da først SID havde overgivet sig omend på et hængende hår var vejen banet for et kompromis. De arbejdsløse og syge fik løfte om at blive tilgodeset senere. En sådan følgelovgivning så aldrig dagens lys under de socialdemokratiske regeringer i 90 erne og heller ikke senere. I dag har over 100.000 pensionister ingen eller næsten ingen arbejdsmarkedspension, alt mens folkepensionen taber i værdi. Her er et fattigdomsproblem. Det er slet ikke umuligt at løse. Det afhænger af de interne styrkeforhold i en kommende venstreblok, men kravet vil møde betydelig modstand. Et generelt løft for folkepensionisten vil blive erklæret som en straf for dem, der selv har sparet op individuelt og kollektivt. Det er arven fra fagtoppens vidtrækkende arbejdsmarkedspension i 1991. Den offentlige sektor som markedsplads Den sidste strukturændrende underløbning af velfærdsstatens universelle elementer har forbindelse med en glidende forandring af den offentlige sektor til en markedsplads. I 1994 udsendte finansminister Mogens Lykketoft et omfattende og dybtgående cirkulære om udbud og udlicitering af statslige drifts- og anlægsopgaver, såfremt det var en økonomisk gevinst for staten. Det handlede om at gøre det hele bedst og billigst, lød det fra finansministeriet. Cirkulæret var startskuddet til en stille revolution i den offentlige sektor, som blev forstærket af EU-direktiver og koncerner, som gennem lobbyvirksomhed over for de enkelte kommuner tilbød sig med nye og økonomisk fordelagtige løsninger, f.eks. ISS. Forandringsprocessen blev fremstillet som en teknisk øvelse, der havde til formål at sikre en omkostningsbevidst offentlig sektor, som kunne frigøre flere ressourcer til velfærdsstatens kerneydelser. De offentlige opgaveløsninger skulle underlægges konkurrencevilkår for at øge effektiviteten. Det var ikke velfærdsstatens afvikling, der var på dagsordenen, men dens tilpasning til samfundsudviklingen dvs. til markedet lød reformatorernes budskab. Vi kan imidlertid iagttage, at en vidtdreven markedsgørelse af den offentlige sektor vil føre til social polarisering også selv om de universelle ydelser bliver opretholdt. Når den offentlige løsning forvandles til en discountløsning, herunder bliver vanskelig tilgængelig, vil de velbjærgede betale sig til en bedre løsning hos de private. Når offentlige institutioner frisættes til at kapre kunder på et frit marked, vil de stærke overleve, de svage bukke under. Den lokale fællesskabsløsning lukker, de private vejrer morgenluft. Når den offentlige ledelse har fokus på bundlinjen som i en privat virksomhed, vil dens blik rettes mod økonomisk og administrative funktioner frem for fagprofessionelle opgaver. Og når omsorg udliciteres til de private, lukker demokratiet og dermed muligheden for løbende korrektioner i overensstemmelse med de faktiske behov. Opgør med velfærdsstatens uligheder Vil man fastholde og udvikle den universelle velfærdsstat (et vitalt element i socialismens budskab om lige og fri adgang til alle basisydelser) kræver det, at man finder pengene hertil. Men det er langt fra tilstrækkeligt. Det er også nødvendigt at indlede et opgør med den nuværende velfærdsstats ulighedsskabende strukturer: Aktiveringslinjen, arbejdsmarkedspensionen og den omfattende forvandling af den offentlige sektor til en markedsplads. Rød+Grøn Maj 2011 17

Roskilde Rød politik i nye folder Med flere end 100 medlemmer og en repræsentant i byrådet er Enhedslisten Roskilde én af partiets bastioner. Her finder man politiske tilbud om alt fra happenings til organisationsarbejde. Rød+Grøn har spurgt kontaktperson Åge Skovrind, hvor energien kommer fra fotos PF/Rød+Grøn Lars Hostrup Hansen, Rød+Grøn Et væsentligt element bag succesen og energien i Roskilde er afdelingens nytænkning. Det gør sig især gældende på valgkampsfronten. - Som noget nyt er vi blevet mere bevidste om pressestrategi i forbindelse med happenings og politiske tiltag, og de erfaringer er selvfølgelig også noget vi kan bruge i en valgkamp, mener Åge Skovrind. Der er i det hele taget fuld knald på valgkampsforberedelserne. For tiden kører der re- klamer for Enhedslisten i byens biograf, og afdelingen har holdt generalprøve på husstandsomdelingen ved at omdele 12.000 præsentationsfoldere for spidskandidat Christian Juhl, som afdelingen har et dynamisk samarbejde med. Byrådsarbejdet er centralt Nytænkning og valgkamp gør det dog ikke alene og derfor er det også de faste holdepunkter, der skaber rammerne for det politiske arbejde i Roskilde. Afdelingen holder medlemsmøder en gang om måneden, og ambitionen er også at komme på gaden hver måned. Derudover er det et centralt samlingspunkt for afdelingen, at Christian Holtet sidder i byrådet for partiet. - Det betyder, at vi får opmærksomhed, og at vi kan sætte en politisk dagsorden. F.eks. har vi lige været fremme med et forslag om bevarelse af et familiecenter, en sag som skabte en del røre i lokalsamfundet og fik omtale i lokalpressen, fortæller Åge. På trods af en dagsordensættende politik står Enhedslisten dog alene i byrådet. - Førhen havde vi et tæt samarbejde med SF, men efter deres parløb med Socialdemokraterne, er de hoppet med på besparelserne. Derfor står vi nu alene med en alternativ politik for kommunen, forklarer Åge. Generationsskifte forude Selvom det går godt i Roskilde, optager især ét problem afdelingen, siger Åge. - Roskilde er en by, hvor udskiftningen blandt unge er stor, og det betyder, at det er den ældre generation, som leder afdelingen. Vi er derfor gået i tænkeboks for at finde en løsning på, hvordan vi på sigt kan få gennemført et vellykket genrationsskifte. Fakta om Roskilde Der er 110 medlemmer i Enhedslisten Roskilde, hvoraf ca. 20 er aktive. Vil du vide mere om afdelingen, kan du kontakte Åge Skovrind på roskilde@enhedslisten.dk eller besøge hjemmesiden roskilde.enhedslisten.dk. 18 Rød+Grøn Maj 2011

1. maj hvad taler Enhedslisten om? Når du ser et rødt flag smælde 1. maj, skal det gerne være til lige så røde ord. Her kommer tre af Enhedslistens talere med bud på, hvad den vigtigste 1. maj-pointe er i 2011 Stine Brix, Rød+Grøn Else Kayser Kredsformand for Sygeplejerskerne i Region Midtjylland Taler i Viborg på vegne af FTF Hvad bliver den vigtigste pointe i din tale? At vi skal have en langt mere aktiv arbejdsmarkedspolitik. Det er jo vanvittigt, når man for tiden fyrer offentligt ansatte for efterfølgende at betale deres understøttelse. I stedet skal vi fordele arbejdet bedre, f.eks. ved at rotere mellem arbejde og uddannelsesforløb. Det vil også føre til, at færre bliver slidt ned, og at flere har de rette kvalifikationer. Hvem ville du helst høre holde en 1. maj tale? Nelson Mandela. Jeg hørte ham engang i Falkonercenteret. Det var fantastisk. Men han er nok ved at være for gammel. Hvad betyder 1. maj for dig? Det betyder faktisk ret meget. Jeg tror kun, at jeg har glippet en 1. maj, siden jeg var 18 år. Det er utroligt, at man Verden over markerer lønmodtagernes rettigheder og fællesskab på den samme dag. Lasse Olesen Faglig sekretær 3F Skagerak Holder 1. maj tale for Enhedslisten i Hjørring og Frederikshavn Hvad er det vigtigste budskab i din tale? Det er kammet fuldstændigt over med løntilskud og virksomhedspraktik. Man kan stort set ikke søge et arbejde, hvis man ikke har et tilskud i nakken. Og så er jeg er ret irriteret over, at Hjørring Kommune lukker så mange skoler, fyrer lærere og pædagoger. Når man så oven i købet vil bruge millioner på, at kronprinseparret skal på besøg, bliver det jo helt absurd. Hvem ville du helst høre holde en 1. maj tale? Anker Jørgensen! Han var en drømmer. Jeg har hørt ham mange gange. Han kan tryllebinde en, når han taler. Hvad betyder 1. maj for dig? Det betyder alt det, jeg er: Det er mit arbejde, min fritid, de røde faner og fællesskabet. Og det er min yndlingsdiæt, øl og kød. Det er helt pakken! foto: Mark Knudsen Johanne Schmidt-Nielsen Politisk ordfører for Enhedslisten Taler 1. maj for Enhedslisten hos 3F Kastrup, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, på Blågårds Plads og på LOscenen i Fælledparken Hvad er det vigtigste budskab i din tale? Jeg mener, at vi står over for et historisk valg. Hvis regeringen genvinder magten, får vi borgerlig politik, fremmedfjendskhed og også ultraliberalisme, når de bliver afhængige af Liberal Alliance. Den røde blok skal vinde valget. Men samtidigt er det vigtigt, at vi i Enhedslisten får et godt valg, så vi kan sikre, at der ikke bare kommer en ny statsminister, men rent faktisk en ny politik. Hvor drømmer du om at holde en 1. maj tale? Jeg håber, at jeg kan holde en 1. maj-tale i 2012 på den store scene i Fælledparken, der ikke handler om VKOs ulykker, men som handler om, hvad et rødt flertal vil. Hvad betyder 1. maj for dig? 1. maj markerer arbejderbevægelsens og venstrefløjens sejre, og at det kan lade sig gøre at forandre til det bedre. Rød+Grøn Maj 2011 19 Find dit lokale 1. maj-arrangement i kalenderen på side 30

En dag på Landskontoret På Studiestræde i København finder man landskontoret, Enhedslistens organisatoriske hjerte. Her arbejder en håndfuld myreflittige mennesker, som har til opgave at få vores hastigt voksende parti til at hænge sammen. Rød+Grøn har lagt vejen forbi Enhedslistens landskontor Simon Halskov, Rød+Grøn Når man træder ind ad døren ved Studiestræde 24, fornemmer man straks, at landskontoret er et sted, hvor alle er velkomne hvilket mange tyde- Stress afføder nye tiltag Selvom man bliver mødt af venlige ansigter på landskontoret, så emmer stedet af travlhed. Arbejdsopgaverne er mange og alsidige, hvilket også i perioder har givet de ansatte stress. Det har fået de ansatte til at lave nogle strukturelle ændringer, som ifølge Mette Grimstrup allerede har båret frugt. - Vi har fået en mere regelmæssig arbejdsdag nu, ved at starte med et morgenmøde, hvor vi planlægger dagens møligvis også benytter sig af. Fast sidder her en håndfuld hårdtarbejdende og travle men imødekommende ansatte, som på daglig basis bliver mødt af medlemmer, frivillige og andre gæstende, som passerer gennem huset. Landskontoret er Enhedslistens organisatoriske centrum, hvor der knokles for at få vores traditionsrige men brogede parti til at hænge sammen. der, og hvem der sidder i receptionen. At vi skiftes til at sidde i receptionen og tage os af indkomne forespørgsler, er også en rigtig god ændring. Det gør, at vi kan arbejde mere effektivt i forhold til før, hvor vi alle sammen var lidt ansvarlige for alle generelle henvendelser. Også Nina Ericsson, som selv har måttet tage orlov pga. stress, bifalder ændringerne:» Der er jo blevet omstruktureret ad helvede til, til det bedre«20 Rød+Grøn Maj 2011