Koncern Praksis Praksisfællesskaber 2012 Koncern Praksis
Indholdsfortegnelse 1. PRAKSISFÆLLESSKABER I REGION HOVEDSTADEN... 3 2. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - EN FÆLLES OPGAVE... 5 3. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER - RAMMER OG REGLER... 7 3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber... 8 3.2 Landsdækkende love, regler og rammer... 10 3.3. Lokale regler og rammer... 18 4. ETABLERING AF PRAKSISFÆLLESSKABER EN PROCES DER SKAL MOTIVERES OG UNDERSTØTTES... 22 5. TO SÆRLIGE INDSATSOMRÅDER... 30 BILAG 1... 37 BILAG 2... 42 BILAG 3... 44 BILAG 4... 46 2
1. Praksisfællesskaber i Region Hovedstaden Det hele sundhedsvæsen, visionen om et helt og sammenhængende sundhedsvæsen (praksissektoren og de kommunale sundhedstilbud ) skal gentænkes vedr. struktur, opgaver, indhold og organisationsformer, så det er gearet til at spille optimalt sammen med udviklingen af en centraliseret og specialiseret hospitalsstruktur. I praksisplanerne i Region Hovedstaden indgår praksisfællesskaber som en væsentlig del af det hele sundhedsvæsen. Praksisplanerne anbefaler øget fokus på etablering af praksisfællesskaber 1. Etablering af praksisfællesskaber er derfor et naturligt indsatsområde for praksissektorens faglige regionale organisationer og regionen 2. Region Hovedstaden er præget af stor diversitet. Det i forhold til kommuners størrelser, afstande til hospitalerne samt befolkningssammensætningen og yderes ønsker til deres praksis, hvorfor begrebet praksisfællesskab skal kunne rumme denne forskellighed. I Region Hovedstaden defineres praksisfællesskab derfor, som et meget bredt og åbent begreb, der kan rumme eksisterende institutioner som fx kompagniskabspraksis og sundhedshuse eller helt nye konstruktioner. Det afgørende for, at det her defineres som et praksisfællesskab, er at flere af praksissektorens ydere er gået sammen i et fællesskab gerne sammen med kommunale sundhedstilbud og med inddragelse af funktioner fra det sekundære sundhedsvæsen; hospitalerne. Der kan skelnes mellem tre forskellige former for praksisfællesskaber: Monofaglige praksisfællesskaber 1 Fx i Plan for almen praksis 2008 2011, Plan for fysioterapi 2011 2014, Plan for psykologi 2009 2012 2 Projektet knytter ligeledes an til tillægsaftaler til sundhedsaftalen for de kommuner, hvor etablering af sundhedscentre nævnes 2 samt til gældende overenskomst om almen praksis, hvor det fastslås, at regionerne skal etablere et tilbud om struktureret støtte og rådgivning til læger, der har ønske om at etablere større praksis samt tilbud om at understøtte læger, der ønsker at styrke organisering, ledelse og anvendelse af praksispersonale. 3
o På tværs af eksisterende klinikker indenfor egen ydergruppe i praksissektoren Tværfaglige praksisfællesskaber o På tværs af ydergrupper og eksisterende klinikker indenfor praksissektoren Tværfaglige og tværsektorielle fællesskaber o På tværs af ydergrupper og sektorer Fælles for alle tre former for praksisfællesskaber er, at etableringen altid går imod større enheder og på tværs af nogle eksisterende grænser i det danske sundhedsvæsen. Rapporten indledes med en kort gennemgang af de enkelte instansers rolle i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Efterfølgende vil love, regler og rammer, der gør sig gældende i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber blive belyst nærmere. Hvorefter bliver processen i forbindelse med etableringen af praksisfællesskaber skitseret. Afslutningsvis vil der være et afsnit om to særlige indsatsområder: Lokaler til praksisfællesskaber - en særlig udfordring samt Ulighed i sundhed tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber som en model? 4
2. Etablering af praksisfællesskaber - en fælles opgave Erfaringer fra dette projekt har vist, at en del aktører ønsker, at etablere praksisfællesskaber, men at det ikke er en nem proces. Det kræver typisk ildsjæle i alle involverede systemer i praksisfællesskabet at bære projektet igennem. Det har ligeledes vist sig, at der eksisterer en vis skepsis mod etablering af praksisfællesskaber blandt mange aktører specielt i forhold til de tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber, som står højt på den politiske dagsorden. Det anbefales, at Region Hovedstaden, kommunerne, men i høj grad også de faglige organisationer i regionen griber denne bold og er med til at understøtte og motivere aktørerne til at etablere praksisfællesskaber og dermed være med til at definere fremtidens praksisfællesskaber i Region Hovedstaden. De faglige organisationer spiller en særlig rolle, når det handler om at motivere yderne til at etablere praksisfællesskaber og udvikling af deres fag og faglighed Samarbejdsudvalgene spiller en særlig rolle i forhold til udarbejdelse af praksisplanerne og flyttetilladelser og dermed, hvilke ydere som kan indgå i praksisfællesskabet jf. de enkelte ydergruppers overenskomster og praksisplaner Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at finde egnede og mulige lokaler jf. kommunens kommuneplaner og lokalplaner Kommunerne spiller en særlig rolle i forhold til at tænke forebyggelse og rehabilitering ind i praksisfællesskaber jf. sundhedsloven 34 Regionen spiller en særlig rolle i forhold til at tænke praksissektoren og hospitalsfunktioner som et hele i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber jf. sundhedsloven 57 og 54 5
6 Regionen og kommunen spiller en særlig rolle i forhold til de tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber i forhold til at skabe sammenhæng indenfor sundhedsområdet og imellem sundhedsområdet og de tilgrænsende sektorer jf. Sundhedsloven 203
3. Etablering af praksisfællesskaber - rammer og regler Etablering af praksisfællesskaber går typisk på tværs af mange politik- og fagområder. Helt overordnet handler det om fx sundheds-, erhvervs- samt boligpolitik, men flere kommer til, hvis alt skal nævnes. Etablering af et praksisfællesskab involverer derfor mange og meget forskellige typer af love, regler og rammer. Etablering af praksisfællesskaber er ligeledes en proces, der ofte går på tværs af flere fag- og ydergrupper og dermed overenskomster og praksisplaner samt de forskellige sektorer i sundhedsvæsenet; dvs. praksissektoren, hospitalssektoren samt kommunale sundhedstilbud. Den store interesse for praksisfællesskaber samt åbne definition af, hvad et praksisfællesskab kan være, betyder at der for tiden eksperimenteres med diverse forskellige konstruktioner, hvorfor rammerne i form af lovgivning og andre regler for etablering af praksisfællesskaber konstant udfordres og ændres. Af ovenstående grunde vil der i det efterfølgende ikke være en fuldstændig komplet gennemgang af love og andre regler på området. I stedet er der valgt med udgangspunkt i sundhedsområdet at fokusere på de vigtigste og mest gennemgående for etableringen af praksisfællesskaber. Helt overordnet er området reguleret via landsdækkende rammer som: - Sundhedslovgivningen - Overenskomsterne for praksissektoren Samt lokale rammer, der defineres via: - Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner - Kommunens kommuneplan og lokalplaner - Sundhedsaftalerne - Øvrig regional sundhedsplanlægning 7
3.1 Sundhedsområdet og praksisfællesskaber Fig. 1 Regionen og praksissektoren Selvstændige erhvervsdrivene med autorisation: Praktiserende læge, speciallæge, tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut samt psykolog Sundhedsloven, kapitel 13 afsnit V foreskriver, at regionen har forsyningsforpligtelsen dvs. tilvejebringelse af tilbud hos praktiserende sundhedspersoner. Sundhedspolitik Sundhedspolitik Overenskomsterne for hver af faggrupperne har indflydelse på kapaciteten, organiseringsformer, det sundhedsfaglige udbud, kvalitetskrav samt mulighederne for at flytte praksis Styres ellers via praksisplanerne for hver af ydergrupperne. Praksisplanerne er en del af regionens samlede sundhedsplan Kommunen og kommunale sundhedsfunktioner Offentlig myndighed, der har ansvar for forebyggelse og sundhedsfremme Sundhedsloven kapitel 34 afsnit IX Sundhedskoordinationsudvalg Sundhedsaftaler Styres og reguleres ellers via kommuneplanen og lokalplanerne Sundhedspolitik Regionen og hospitalers funktioner Offentlig myndighed der har ansvar for at varetage hospitalsopgaver dvs. egne hospitaler og tilknyttede behandlingsinstitutioner. Sundhedsloven kapitel 16 afsnit VI Styres og reguleres ellers via sundhedsstyrelsens specialeplanlægning, retningslinjer, regionens sundhedsplan - > hospitalsplan Egen model I ovenstående model af sundhedsvæsenet gives et overblik over de mest relevante landsdækkende og lokale love, regler og rammer i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Love, regler og rammer er ikke statiske men ændres kontinuerligt. Det er derfor vigtigt at forholde sig til den sundhedspolitiske dagsorden, da den kan have stor 8
indflydelse på lysten og viljen til politisk at ændre rammer og regler eller give dispensation til praksisfællesskaber. Den sundhedspolitiske dagsorden på landsplan, men også regionalt og kommunalt, vil typisk være at finde i udviklingskontrakterne i overenskomsterne og praksisplanerne. De kan og skal derfor kunne bruges i argumentation for evt. ændringer eller dispensationer i forbindelse med etablering af et praksisfællesskab. Som udgangspunkt foreskriver reglerne følgende omkring den organisatoriske forankring: Monofaglige praksisfællesskaber Skal forankres i ydergruppens overenskomst og praksisplan og dermed i Samarbejdsudvalget. Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i udarbejdelse af praksisplan samt administrerer overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i forhold til lokaler. Tværfaglige praksisfællesskaber Skal forankres i de involverede ydergruppers overenskomster og praksisplaner og dermed i Samarbejdsudvalgene. Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i udarbejdelse af praksisplan samt administrerer overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i forhold til lokaler. Tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber Kan forankres i sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftalerne samt forankres i de involveredes ydergruppers samarbejdsudvalg. Samarbejdsudvalget varetager eller inddrages i udarbejdelse af praksisplan samt administrerer overenskomsten og dermed flyttetilladelse i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Kommunale lokalplaner for området vil altid være i spil i forhold til lokaler. 9
Kompleksiteten i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber stiger med graden af regelsæt, der skal involveres i forbindelse med etablering af praksisfællesskabet; dvs. gående fra monofaglige, til tværfaglige til tværsektorielle praksisfællesskaber. Hvilke love og regler, der specifikt gør sig gældende i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, vil dog altid være afhængigt af den enkelte konstruktion. 3.2 Landsdækkende love, regler og rammer Helt overordnet reguleres etablering af praksisfællesskaber via landsdækkende rammer som: - Sundhedslovgivningen - Overenskomsterne for praksissektoren Sundhedsloven dækker hele sundhedsområdet og er derfor relevant i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. Praksisfællesskaber kan bestå af aktører alene fra praksissektoren, men også af aktører fra hele sundhedsvæsenet det vil sige det regionale sundhedsvæsen bestående af hospitaler og praksissektoren, samt det kommunale sundhedsvæsen. Selvom praksisfællesskaber eller andre benævnelser for det nære sundhedsvæsen ikke direkte nævnes i sundhedsloven, sættes der i loven nogle rammer, der har betydning for etablering af praksisfællesskaber. Sundhedsloven indeholder helt overordnet en række målsætninger, som region og kommune som de ansvarlige på sundhedsområdet skal leve op til. Målsætningerne for sundhedsvæsenet og dermed også for praksisfællesskaberne er ifølge sundhedsloven 3 : let og lige adgang til sundhedsvæsenet behandling af høj kvalitet sammenhæng mellem ydelserne valgfrihed let adgang til information et gennemsigtigt sundhedsvæsen kort ventetid på behandling 3 Sundhedsloven, 2010, 2 10
Arbejdsdelingen mellem region og kommune er interessant, når der er politisk fokus på tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber, hvor man vil lægge hospitalsfunktioner, kommunale sundhedstilbud samt ydelser i praksissektoren ud i praksisfællesskaber 4. I forhold til tværfaglige og tværsektorielle praksisfællesskaber foreskriver sundhedsloven vedr. arbejdsdelingen mellem region og kommune. Regionerne har ansvaret for at tilvejebringe tilbuddene både i hospitalsvæsenet og i praksissektoren, hvilket typisk omhandler diagnosticering, behandling og pleje samt dele af den patientrettede forebyggelse. Mens kommunen skal varetage den borgerrettede forebyggelse, men også sundhedsydelser som genoptræning, rehabilitering, sundhedspleje og hjemmesygeplejen. Sundhedsloven vedr. arbejdsdelingen mellem region og kommune Ifølge 57 i sundhedsloven har regionerne ansvaret for at tilvejebringe tilbud om behandling hos praktiserende sundhedspersoner og ifølge 74 har regionen ansvaret for at varetage sygehusvæsnets opgaver. Kommunerne har ifølge 34 i sundhedsloven ansvaret for den borgerrettede forebyggelse samt dele af den patientrettede, genoptræning og rehabilitering samt sundhedspleje og hjemmesygeplejen 1. Mere specifikt i forhold til den del af sundhedsvæsenet arbejde, der omhandler forebyggelse og sundhedsfremme fremgår det af sundhedsloven, at arbejdsdeling mellem kommune og region er som følgende: Kommunalbestyrelsen har ansvaret for at skabe rammer for en sund levevis Kommunalbestyrelsen etablerer forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne Regionsrådet tilbyder patientrettet forebyggelse i sygehusvæsenet og i praksissektoren samt rådgivning af kommuner omkring deres indsats Mange patientforløb går derfor på tværs af sektorerne. I forbindelse med etablering af tværsektorielle praksisfællesskaber bliver samarbejdet mellem sektorerne derfor et vigtigt omdrejningspunkt for at kunne leve op til målsætningen i sundhedsloven om sammenhæng mellem ydelserne. 4 Sundhedspolitiske udspil fra Danske Regioner og KL, 2012 11
Samarbejdsformen mellem region og kommune i forbindelse med etablering af tværsektorielle praksisfællesskaber, hvor der skal sikres sammenhæng mellem sektorerne indenfor sundhedsvæsenet og tilgrænsende sektorer er ifølge sundhedsloven sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftalerne. Sundhedsloven vedr. samarbejde mellem region og kommune Ifølge sundhedsloven 203 skal Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen samarbejde om indsatsen på sundhedsområdet samt i forhold til at skabe sammenhæng mellem sundhedssektoren og de tilgrænsende sektorer. Og ifølge 204 skal der til dette formål nedsættes et sundhedskoordinationsudvalg. Der er fastsat nærmere regler for sammensætning og formandskab. I henhold til sundhedsloven 205 skal Regionsrådet og kommunalbestyrelserne i regionen indgå aftaler om varetagelsen af opgaver på sundhedsområdet, hvor fokus er på samarbejde og snitflader mellem hospitalsvæsenet, almen praksis og kommunerne. Aftalerne samles i Sundhedsaftalen for Regionen. Sundhedsministeriet fastsætter nærmere regler om, hvilke indsatsområder sundhedsaftalerne skal omfatte. I henhold til sundhedsloven 205 a, b og c kan region og kommuner tilvejebringe og udleje lokaler til brug for sundhedspersoner i praksissektoren og hinandens sundhedstilbud. Regionsrådet og kommunalbestyrelse skal dog koordinere disse aktiviteter i sundhedskoordinationsudvalget. De landsdækkende overenskomster er styrende for praksissektoren. Praksissektoren består, i modsætning til ansatte i hospitalsvæsenet, af selvstændige erhvervsdrivende med en sundhedsfaglig autorisation, hvis område reguleres via overenskomsterne. Overenskomsterne for de forskellige ydergrupper i praksissektoren kan betragtes som kontrakter, der er indgået mellem to parter, henholdsvis regionen som har forsyningspligten via sundhedsloven 5 og udbydere af ydelsen, dvs. den faglige organisation for den enkelte ydergruppe. Overenskomsterne for ydergrupperne i praksissektoren vil altid sætte nogle rammer i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. 5 Se tidligere afsnit om sundhedsloven 12
I de landsdækkende overenskomster aftales vilkår for honorering, og praksisdrift. Der er aftales også pligter i forhold til fortsat kvalitetsudvikling af sundhedsydelsen m.v. Regionens muligheder i forhold til at styre og udvikle praksissektoren er derfor en anden end for hospitalsvæsenet. For lægerne, dvs. almen praksis samt praktiserende speciallæger, består overenskomsten yderligere af en udviklingsdel. I udviklingsdelene lægges der spor ud om lægerne i praksissektoren. Udviklingsdelen forpligter parterne til at forny og udvikle lægehjælpen i praksissektoren i takt med udviklingen i det øvrige sundhedsvæsen. Udviklingsdelene i overenskomsterne er derfor vigtige retningsgivere for beslutningerne og afgørelserne i samarbejdsudvalgene vedr. etablering af praksisfællesskaber, som er et udviklingsområde, og hvor praksisfællesskaber gerne skal tænkes i forhold til det øvrige sundhedsvæsen. Uddrag fra udviklingskontrakterne vedr. speciallægehjælp og almen praksis Overenskomst om speciallægehjælp Speciallægepraksis har også fremadrettet en central placering som det nære tilbud og i mange tilfælde som alternativ til ambulant sygehusbehandling. Det betyder, at speciallægepraksis har et tæt samarbejde med både almen praksis og sygehussektoren. Det er målsætningen, at speciallægepraksis i fremtiden skal indgå i et endnu tættere samarbejde med resten af sundhedsvæsenet. Derfor er der med denne kontrakt lagt op til nye samarbejdsformer og en ny måde at anvende overenskomsten på. Overenskomst om almen praksis Mange patientforløb går på tværs af almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen. Det er en grundlæggende udfordring for almen praksis og det øvrige sundhedsvæsen at sikre effektive go sammenhængende patientforløb. Det er også en grundlæggende udfordring at sikre, at behandlingen sker på laveste, effektive omsorgsniveau. Det er til gavn for patienterne, og det sikrer den bedst mulige ressourceanvendelse i det samlede sundhedsvæsen. Der skal sikres, at der er et godt samspil mellem almen praksis, det specialiserede regionale sygehusvæsen, den øvrige praksissektor og det kommunale sundhedsvæsen. Praksisformer defineres i overenskomsterne, og er gående lige fra enkeltmandspraksis til flermandspraksis. 13
Overenskomsterne og praksisformer Overenskomst om almen praksis 21 Overenskomst om speciallægehjælp 9 Overenskomst om psykologhjælp 9 Overenskomst om almindelig fysioterapi 21 Praksisformer er relevant i forbindelse med etablering af Overenskomst om kiropraktik 12 praksisfællesskaber, da flermandspraksis i Region Overenskomst om fodterapi 12 Hovedstaden pr. automatik defineres som Overenskomst om tandlægehjælp bilag 3 praksisfællesskaber. Enkeltmandspraksis, er en praksis med en yder og uden fællesskab med andre om patienter og økonomi. Flermandspraksis indeholder flere praksisformer. Kompagniselskab, er en praksis der drives af flere ydere indenfor ydergruppen og hvor man har fælles patientkreds, lokaler, økonomi og personale Samarbejdspraksis er en praksis der drives i samarbejde mellem flere enkeltmands eller kompagniselskabspraksis, men med hver deres patientkreds, hvorom der dog findes et vist samarbejde og fællesskab om lokaler og personale Netværkspraksis er en praksis mellem selvstændige praksis, der ikke har lokalefællesskab, men er helt eller delvist fælles om klinikpersonale og/ eller klinikudstyr/instrumenter. I bilag 1 findes et overblik over antallet af praksisformer for de forskellige ydergrupper 6 og dermed et overblik over monofaglige praksisfællesskaber i Region Hovedstaden. Alligevel tegner der sig et billede af en region præget af enkeltmandspraksis, hvis vi lige ser bort fra fysioterapi og kiropraktik. Dog har det ikke været muligt at få en opgørelse af, hvorvidt disse enkeltmandspraksis indgår i samarbejds- eller netværkspraksis og dermed kan defineres som praksisfællesskaber. Det har heller ikke været muligt at få et overblik over antallet af tværfaglige eller tværsektorielle praksisfællesskaber i regionen. 6 Dog ikke tandlægerne 14
Det er derfor ikke muligt at give et klart billede af antallet af typer af praksisfællesskaber i Region Hovedstaden 7. Det kan dog konkluderes, at praksisformerne og definitionen af disse i overenskomsten ikke synes at være en barriere i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber. I forbindelse med etablering af tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber med økonomiske bindinger anvender man typisk en anden form for leje eller ejerkonstruktion til at binde fællesskabet sammen. Flytning af praksis er altid en del af det at etablere et praksisfællesskab. Flytningerne indenfor praksissektoren styres og reguleres via de forskellige ydergruppers overenskomster samt praksisplanerne for ydergrupperne i Region Hovedstaden. Ydere i praksissektoren (med undtagelse af tandlæger og kiropraktiker) skal altid ifølge overenskomsterne ansøge deres samarbejdsudvalg i regionen om flyttetilladelse. Kiropraktorer: Flytning af praksis inden for regionens grænser med 1 måneds varsel til den 1. i en måned 8. Tandlæger: Adresseændring indenfor regionen skal meddeles regionen og Tandlægeforeningen senest 8 dage efter ændringen er fundet sted. Overenskomster almen og flytninger praksis 8 stk. 1, 2 & 3 Overenskomst om speciallægehjælp 11 stk. 1 & 2 Overenskomst om psykologhjælp 14 stk. 1 & 2 Overenskomst om almindelig fysioterapi 19 ( 15 stk. 2), 18 stk. 4 Overenskomst om kiropraktik protokollat til 11 Overenskomst om fodterapi 18 Overenskomst om tandlægehjælp Flytningen indenfor et område eller på tværs af områder Behandlingen af ansøgning om flytning behandles forskelligt alt efter flytningens betydning for kapacitetsplanen. Det har 7 Overenskomsterne på området samt registreringen i yderregisteret er ikke ens på tværs af ydergrupperne, hvorfor der ikke kan gives et klart billede af praksisfællesskaber i Region Hovedstaden. Ligesom der i de systemer ikke tages højde for de tværfaglige og sektorielle praksisfællesskaber. 8 Dog: er klinikken nynedsat efter regionens beslutning, og er klinikkens geografiske placering besluttet som vilkår for nynedsættelsen, kan flytning af praksis inden for regionens grænser ske ved ansøgning til regionen. Godkendelse meddeles, medmindre regionen ud fra en konkret vurdering finder, at det ansøgte ændrer praksisforholdene i regionen i uhensigtsmæssig retning. Det vil sige, hvis det ikke ændrer kapacitetsfordelingen uhensigtsmæssigt. 15
dermed betydning, om det er flytninger indenfor et planområde eller på tværs af planområder, der ansøges om. Flytninger indenfor et planområde De flytninger som holder sig indenfor det planområde, hvor man i forvejen driver sin praksis fra, behandles typisk administrativt, da de normalt ikke ændrer nævneværdigt på kapacitetsplanen i regionen. De vil typisk blive imødekommet, så længe de lever op til krav eller anbefalinger, der findes i udviklingsplanen, hvilket bl.a. vil sige, at praksis er tilgængelig for handicappede. Den administrative behandlingstid vil typisk være 14 dage. Flytninger på tværs af planområder Ansøgning om flytning til andet planområde skal behandles i Samarbejdsudvalget, da det konkret skal vurderes, hvorvidt det ændrer væsentligt ved kapacitetsfordelingen indenfor regionen. Samarbejdsudvalget skal i deres bedømmelse forholde sig til praksisplanen dvs. kapacitetsplanen og udviklingsplanen for den pågældende ydergruppe i regionen. Behandlingstiden vil typisk have en længere varighed. Der afholdes ca. 4 møder om året. Ansøgning skal indleveres ca. små 8 uger inden mødet. I forbindelse med en afgørelse af flytning af praksis på tværs af planområder vil der ske en afvejning af to forskellige principper i overenskomsten: 1) Reguleringsdelen af overenskomsten omhandlende kapacitetsplanlægningen 2) Udviklingskontrakten og praksisplanen Samarbejdsudvalget har altså i forbindelse med flytteansøgninger mulighed for at vægte udviklingshensyn frem for kapacitetsfordelingen eller omvendt. Nedlæggelse eller tvungen flytning af kapacitet I specielle tilfælde kan nedlæggelse eller flytninger af kapaciteter indgå i praksisplaner. Rammer og regler for dette findes i de enkelte ydergruppers overenskomster. Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på ydere 16
Regionen har ikke samme problem med at rekruttere ydere til udkantsområder som andre regioner, - dog tyder noget på, at Regionen kan få sværere ved at rekruttere ydere til sårbare områder 9. I nedenstående fakta boks findes en oversigt over specifikke etableringsmuligheder i forbindelse med rekrutteringsvanskeligheder. Muligheder som Region Hovedstaden hidtil ikke har haft behov for at benytte. Specifikke etableringsmuligheder når der er mangel på ydere I sundhedsloven 57 stk. 2 gives regionsrådene ligeledes hjemmel til selv at etablere og drive klinikker med alment praktiserende læger efter overenskomst, hvis det ikke er muligt at opfylde forsyningsforpligtelsen på anden vis. I overenskomst om almen praksis 30 gives ligeledes muligheden for regionsdrevet klinik i tilfælde med manglende lægedækning. Regionen er forpligtet til senest efter to år at undersøge muligheden for at erstatte dette tiltag med en løsning på almindelige overenskomstvilkår. I overenskomst om almen praksis 29 gives muligheden for at etablere ydernummer på licens. Muligheden kan benyttes, når region/kommune i yderområder, stiller kliniklokaler til rådighed for lægen. Ydernummeret er til låns og kan ikke sælges videre. Praksis drives efter overenskomstens regelsæt, og lægen betaler et konkret fastsat omkostningsbidrag til regionen. I overenskomst om almen praksis gives muligheden for at koble et ydernummer til en fysisk lokalitet. Tildeling af ydernummeret betinges af, at praksis ikke kan flyttes i en periode på op til 10 år. Dette vil sikre regioners og kommuners investeringer i tidssvarende lægehuse. I overenskomst om speciallægehjælp 13 nævnes det, at der i forbindelse med rekruttering og fastholdelse kan etableres tilbud vedrørende lokaler, apparatur, o.lign. 9 Se evt. projektbeskrivelse for Praksisfællesskab Brøndby Strand 17
3.3. Lokale regler og rammer Helt overordnet reguleres etableringen af praksisfællesskaber af lokale rammer som: - Regionens sundhedsplaner - Regionen og de forskellige ydergruppers praksisplaner - Kommunens kommuneplan og lokalplaner - Sundhedsaftalerne Regionens sundhedsplaner og dermed også de regionale praksisplaner for de enkelte ydergrupper er det regionale redskab til at sikre forsyningspligten. Det vil sige, at det er i forbindelse med udarbejdelsen af praksisplanerne, at kapacitet indenfor et yderområde fastsættes. Praksisplanerne går derfor hånd i hånd med regionens sundhedsplan og understøtter den samlet udvikling af den regionale sundhedsindsats. De involveredes ydergruppers praksisplaner er vigtige i forbindelse med etablering af praksisfællesskaber, specielt i forhold til Samarbejdsudvalgenes vurderinger af flytteansøgninger. Regionale praksisplaner udarbejdes hvert 4. år i den enkelte region for hvert af ydergrupperne, hvor kapacitetsplan (antal kapaciteter og fordelingen af dem) fastlægges ligesom der i den forbindelse udarbejdes en udviklingsplan for ydergruppen i regionen. For nogle ydergrupper som fx almen praktiserende læger undersøges behovet for en evt. regulering af kapacitetsplanen hvert år. I regionens sundhedsplan, og dermed også i praksisplanerne, inddeles regionen i 4 hovedområder samt planlægningsområder, der er udgangspunktet for kapacitetsplanlægningen i forhold til de forskellige ydergrupper og for flytteansøgninger 10. 10 Se evt. afsnit om flytninger i afsnittet om overenskomster 18
Region Hovedstaden er inddelt i følgende hovedområder og planområder. Etablering af praksisfællesskaber skal som udgangspunkt ske med ydere indenfor et planområde, for at fastholde den vedtagende kapacitetsfordeling. Planområder kan til tider stå i vejen for etablering af praksisfællesskaber specielt hvis planområderne er for små. Men også når grænsen mellem planområder tages meget bogstaveligt og fx sætter en stopper for etablering af et praksisfællesskab på den anden side af gaden. Etablering af praksisfællesskaber på tværs af planområder og dermed flytteansøgningen til Samarbejdsudvalget skal begrundes i andre hensyn end den eksisterende kapacitetsfordeling. I dag er det typisk følgende hensyn, der gør sig gældende i praksisplanerne: Rekruttering og fastholdelse, herunder særlige hensyn til sårbare områder Et ønske om at understøtte praksisfællesskaber Adgangsforhold for handicappede. Eller at flytning ikke rykker nævneværdigt ved kapacitetsfordelingen Kommuneplanen, rammebestemmelser og de mere specifikke lokalplaner er ikke specifikt rettet mod sundhedsområdet, men spiller en afgørende rolle, når der skal findes lokaler til praksisfællesskaber. De har typisk betydning for, hvor der i et planlægningsområde kan etableres praksisfællesskaber. 19
Kommuneplanen 11 er den bærende og helt afgørende oversigtlige plan, hvor borgere og virksomheder kan orientere sig om mål og regler for arealanvendelsen i deres kommune. I kommuneplanen fastlægges kommunalbestyrelsens politik for udviklingen af kommunens samlede arealer i byer og landområder, mens det i lokalplanerne bliver mere specifikt omkring anvendelse og bebyggelse af området. I henhold til planloven skal kommunerne udarbejde lokalplaner, hvor der planlægges større ændringer i de eksisterende forhold. En lokalplan fastlægger, hvordan udviklingen skal være i et bestemt område. Det kan være et større område eller en enkelt ejendom. Lokalplanen kan bestemme: Hvad området og bygningerne skal bruges til Hvor og hvordan, der skal bygges nyt Hvilke bygninger, der skal bevares Hvordan de ubebyggede arealer skal indrettes. Bindeleddet mellem kommuneplanen som den overordnede plan og lokalplanernes bestemmelser om anvendelse og bebyggelse af delområder er rammebestemmelserne for lokalplanlægningen. I forbindelse med etablering af praksisfællesskaber skal man derfor typisk have fat i lokalplanen for det område i kommunen som man ønsker at etablere sig i. Her skal man være opmærksom på, at ydere i praksissektoren er at betragte som erhvervsdrivende, hvorfor der typisk skal være tilladelse til erhverv i området og i bygningerne. Kommuneplanerne og lokalplanerne sætter altså de juridiske rammer for, hvor der lokalemæssigt kan etableres praksisfællesskaber. Sundhedskoordinationsudvalget og sundhedsaftalerne i regionen skal være med til at sikre, at der udvikles et sammenhængende sundhedsvæsen i regionen, hvor 11 Alle kommuner har i medfør af planlovens 11 pligt til at opretholde og vedligeholde en kommuneplan. Samtidig sammenfatter og konkretiserer kommuneplanen de overordnede politiske mål for udviklingen i kommunen. For en periode på 12 år fastlægger kommuneplanen de overordnede mål og retningslinjer for den enkelte kommunes udvikling såvel i byerne som i det åbne land. Kommuneplanen skal som minimum omfatte de emner, der er beskrevet i planlovens 11a, 11b og 11c. De centrale emner dækker bl.a. over udformning af byområder, trafik og grønne områder. Samtidig skal der tages stilling til en lang række forhold uden for byerne, bl.a. natur, landskab, benyttelse og beskyttelse. 20