Kl. 10.00 Burkal Kirke Tema: Brug dine talenter! Salmer: 744, 263, 276; 714, 209,1 373 Evangelium: Matt. 25,14-30 "Godt, du gode og tro tjener" Gud har i dåben givet os nogle meget store gaver: genfødslen til at være Guds børn, Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv. Sammen med disse store gaver har Gud givet os en stor opgave: Vi skal være Jesu vidner. Vi skal fortælle om ham, så at det glædelige budskab om ham når ud til andre. De tre tjenere i Jesu lignelse får hver betroet det som de kan klare at administrere. De to første tjenere har gjort deres betroede formue til "flittige penge", som det hedder. De har ladet formuen arbejde. Fem talenter er blevet til ti, to talenter til fire. Sådan er det nemlig også med troen på Jesus Kristus, vor Herre. Der er noget, der hedder at "vokse i troen". Det sker, når den bliver 1
flittigt brugt: brugt til at bede, brugt til at lytte til Guds ord, brugt til at gå til alters, brugt til at lovsynge Herren, brugt til at elske sin næste, brugt til at tage del i løsning af samfundets mange problemer, og så videre. Altså kort sagt når jeg bruger min betroede tro, slipper den løs i mit liv - for at mit liv med dets kræfter og evner og muligheder må være et kristent liv, levet under ansvar over for ham, der engang skal komme og spørge efter troen på jorden. Hvor et menneske bruger troens formue - giver den lov til at arbejde - dér forøges den; dér vokser et menneske i troen. Det er ikke størrelsen af det betroede der betyder noget, men kun den troskab som det bliver forvaltet med. Derfor bliver de to første tjenere rost for deres troskab, uanset om de havde meget eller lidt. Helt anderledes går det med den tredje tjener. Han afleverer sin ene talent og forklarer at han har gravet den ned, fordi han kendte sin herre som en hård negl, der høster hvor han ikke har sået, og samler hvor han ikke har spredt. Men når tjeneren beskriver sin Herre så negativet, så er det fordi han er lammet af frygt. Han har ikke set at gaven rummede en opgave. Han er endda så fræk at påstå at Herren ikke har noget at beklage sig over, for han får jo sit igen. Nøjagtigt det som han gav tjeneren, får han tilbage. Vi har fået evangeliet betroet, og vi skal ikke grave det ned eller beholde det for os selv. Det er ikke en død kapital! Men det er en betroet formue, en formue der skal tages i brug. Gud vil at de midler han har betroet os, skal bruges som en risikovillig kapital. Det er også sådan der tales om det i dansk erhvervsliv. Fx hedder det et sted at "enhver virksomhed er afhængig af omstillingsparathed og tilstrækkelige kompetencer hos de medarbejdere, der er tilknyttet virksomheden." Det er et meget specielt og meget indforstået sprog der bruges i forretningslivet, men meningen er klar nok: Det gælder om at turde investere og udvikle virksomheden. Sådan er det også i Guds rige. Som Guds folk skal vi lade Guds kræfter og resurser være virksomme, både i vort eget liv og i alt hvad vi har med at gøre. De betroede talenter er det liv som Gud har givet os. Derfor skal vi leve livet, mens vi har det. Som Piet Hein siger i et gruk: "Husk at glemme bagateller. 2
Husk at nemme, hvad det gælder. Husk at elske, mens du tør det. Husk at leve, mens du gør det." Vi skal leve det liv Gud har givet os. Her er et par eksempler på det liv vi skal leve: Vi har en Herre, som kommer til os og siger: "dine synder er dig forladt". Og det passer virkelig. Når Han siger det, så er det hele tilgivet, slettet ud, fjernet, væk, borte. Men den tilgivelse er jo ikke bestemt til bare at deponeres som en anskuelse inde i mit hoved eller som en lunende følelse inde i mit hjerte. Tilgivelsen er en formue, som jeg skal arbejde med. Den skal gives ud til andre, og den vokser ved at blive givet ud. Det hedder, ikke uden grund: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere." Der er en sammenhæng mellem formuen og dens brug. Og hvis nogen nu kommer og påstår, at det er komplet umuligt, for han kan bestemt ikke under nogen omstændigheder tilgive det og det menneske, så er der kun ét svar, nemlig at så kan Gud heller ikke tilgive ham. Sådan som det siges med rene ord i Det nye Testamente, lige efter Fadervors tekst: "Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser." (Matt.6,15) Sådan skal troens formue forvaltes, bruges. Når Herren kommer, kan jeg ikke bare møde op og levere ham tilgivelsen ubrugt tilbage efter at have haft den deponeret inde i mit hoved eller mit hjerte. Så vil Jesu svar lyde: "Du dårlige og dovne tjener!" Et andet eksempel: Vi har fået den formue, det er at måtte bede. Jesus siger: "Bed, så skal I få; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer." (Matt.7,7) Ja sikken kapital: at have sådan et sted at gå hen med sin rådvildhed og frygt. Men også her er der tale om en formue, der skal gives ud, sættes i omløb, og som vokser ved at blive brugt. "Giv den, som beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig", siger Jesus. (Matt. 5,42) Og hvis ikke vi har lyst til at gøre det, så rammes vi af hans ord: "Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?" (Luk. 6,46) Nej, det nytter ikke noget at protestere. For den, der selv har fri adgang til vor himmelske Fader, men pure nægter at lytte til sit medmenneske, der kommer og beder, han er som den tjener i lignelsen, der gravede sin talent ned i jorden. Og når Herren kommer, da vil det lyde: "Du dårlige og dovne tjener!" 3
Et tredje eksempel: Vi har den enorme rigdom at vide, at vi aldrig er alene. For han er med os alle dage, og hvad det betyder, kan ikke vurderes højt nok. Han er med os, så bogstaveligt, at han bærer med, føler med, sørger med, græder med os. Jo, vi kristne er velhavende. Men igen er det en formue, en kapital, der skal gives ud, og som vokser ved at blive givet ud og brugt. Så er der med andre ord ikke længere noget, der hedder, at jeg har bedre ting at bruge min tid på, eller at jeg ikke gider blive blandet ind i noget, eller at det ikke kommer mig ved. Men hver gang jeg står over for et menneske, som føler sig alene, da skal jeg bære med, føle med, sørge med og græde med. Og hvis jeg foretrækker af have Jesu Kristi nærvær som en tanke inde i hovedet eller som en lunende følelse inde i hjertet, da skal det lyde, når Herren kommer: "Tag nu talenten fra ham og giv den til ham med de ti talenter. Og kast den uduelige tjener ud i mørket udenfor." Her er det, som om Jesu lignelse om de betroede talenter vil sige os: at troen er en kapital, der skal investeres og yngle og vokse. Vi skal vogte os for at gemme det betroede af vejen. For i denne sammenhæng er det ikke godt at have "skjulte talenter". Det, der var galt med ham som gravede talenterne ned i et hul i jorden var jo, at han af frygt for risikoen gemte det hele væk og kun sørgede for sig selv. Han håbede det gik som en vis dansk digter har skrevet: "Den der gør meget, begår mange fejl. Den der laver mindre, laver ikke så mange fejl. Og den der intet gør, laver ingen fejl, men bliver forfremmet." Han var bange for at involvere sig, men sørgede for at betale enhver sit, så han til sidst kunne stå med rene hænder. "Se, her har du, hvad dit er", sagde han til sin herre. Underforstået: "Jeg skylder ikke nogen noget. Jeg har ikke gjort noget. Jeg har bare passet mig selv". Det var hans store fejltagelse. Det var hans livs fallit. Han tænkte sig for meget om, inden han gjorde - ingenting! Han levede kun for sig selv, og han sørgede kun for sit eget. Når regnskabet for et sådant liv skal gøres op, er der kun tab og gråd og tænderskæren over et forspildt liv. I mørket uden for Himmeriget får man kun efter fortjeneste. Denne sidste tjener havde til sidst kun det han altid havde stræbt 4
efter: sig selv og sit eget. Det var frygten, der drev ham. For han kendte kun sin herre som en hård mand: "Af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden". Den tredje tjener havde et helt forkert billede af vor Herre. Jesus er ikke en hård herre som stiller urimelige krav. Tværtimod giver han os alt som en betroet gave. Og når han kalder os til at give det bort i tjeneste for andre, er det helt på hans ansvar. Det er ham der tager risikoen og bærer tabet, hvis det ikke lykkes. Vi skal ikke leve vort liv i frygt, men i tillid - til vor Herre. Han spørger kun efter, om vi vil være hans tro tjenere og bruge de talenter vi har fået til gavn og glæde for andre. Jeg vil slutte med at fortælle om den største rigdom Gud betror os, nemlig livsmod. Gud giver os mod på livet, mod til at leve med glæde og frimodighed som hans børn. Det er Johannes Møllehave der har fortalt om Danmarks mindste skomager. Denne skomager var lige ud af landevejen og fløjtede mens han arbejdede, selv om han vidste han var syg. Han havde en alvorlig sukkersyge - og lægerne havde forberedt ham på, at han muligvis ville blive blind, og samtidig havde han kredsløbsforstyrrelser i benene. Men skomageren holdt humøret oppe, selv da han ikke længere kunne se til at arbejde. Også da han kom på sygehus og måtte have amputeret et ben, blev han ikke slået ud over sin skæbne. Sidste gang Møllehave besøgte skomageren var han igen - for uvist hvilken gang på grund af sine mange svækkelser - på sygehuset og havde nu fået amputeret det andet ben. 'Her ser du Danmarks mindste skomager' sagde skomageren og slog tæppet til side og lå der som en lille torso i sengen. Møllehave fortæller, at han var glad for at skomageren var blind, så han ikke kunne se hans tårer. Hvor får den slags mennesker modet fra - livsmodet trods alle odds? Livsmodet kommer fra Gud. Modet til at leve finder ingen i sig selv. Virkeligt mod er altid mod på trods af noget. Som det at holde modet oppe på trods af svær sygdom. Men i grunden kræver hver eneste dag a et stort mod. Jeg skal jo holde ud til at leve som den jeg er! Jeg skal have mod til at se verden i øjnene, som 5
den er: Et sted hvor ødelæggelse, ondskab og død opleves som de stærkeste magter. Men trods alt giver Gud mod. Gud følger os og holder os i sin hånd. Og det er det der giver os mod til at leve. Jesus giver os mod til at leve. Han knytter os sammen med livets inderste mening - med Gud. Han kigger med, når vi ser os selv i spejlet - og siger: du er god nok. På trods af alt det du ser - er du god nok. For Gud ser dig i kærlighed. Det skal give dig mod til at leve. På trods af alle de mærkelige tanker vi kan få, når vi ser os i spejlet, ser Gud os nøjagtig, som han så os, da vi blev døbt. Han siger igen og igen: "Du er mit barn. Du hører til hos mig. Du er min skat. Jeg er glad for at jeg har skabt dig som du er." Amen. 6