Kapitel 8, Realeksamen, Gymnasiet, 65 Realeksamen: Kammeraternes drillerier og udfrysningen af mig voksede i takt med at vi blev ældre. Kammeraterne mente der var noget galt med mig jeg var nok tosset. Tosset var jeg, men nok på en anden måde end de tænkte, for jeg var stjerne eddike spændt tosset på Hr. Stationsforstanderen for ham og hans image og på dem for deres drillerier. Lommepengene fra mor var blevet til karakterpenge, men fra Hr. Stationsforstanderen kom der ingen. Jeg fik højest en øretæve for det, hans to dejlige drenge, Louis og Poul, fra ægteskabet med Elsa Hjardemål fik ros og masser af klap på skuldrene for. Se bare til Louis han er førstemand i en stor købmandsforretning og Poul har sit eget handelsgartneri (i Brösarp i Skåne). En god karakter var bare et krav fra Hr. Stationsforstanderen - ikke noget jeg skulle have belønning for. 1952 fik jeg min realeksamen, men den kunne have været meget bedre. De to halve mennesker indeni mig var for alvor begyndte at slås om herredømmet. Det gik ud over den kapacitet der skulle give mig topkarakterer. Hverken fysisk eller psykisk kunne jeg i længden holde til at være to halve mennesker, og realskolebestyrer Jensen der havde afløst realskolebestyrer P. M. Pedersen skrev da også i mine eksamenspapirer at havde min flid stået mål med evnerne, kunne jeg let have taget realeksamen med udmærkelse hvilket i vore dage svarer til 13, eller dengang ug. Nu fik jeg kun mg- 13,33 = 8 efter 13-skalaen. Hr. Stationsforstanderen stak mig "et par flade" fordi jeg ikke fik topkarakteren. Skolebestyrer Jensen anede simpelthen ikke hvad han talte om, for hemmeligheden var, for ham, endnu i nogle år en godt bevaret hemmelighed. Hvad jeg end var fra begyndelsen, så var jeg i hvert fald nu hvor jeg var 17 år afgjort to forskellige personer.
66 Realklassen 1952. Jeg var kommet dertil at jeg ikke længere bare holdt min kæft. Hr. Stationsforstanderen ville for enhver pris have mig ud af byen. Efter realeksamen skulle jeg i gymnasiet og det blev ikke Stenhus, det var for tæt på Svinninge. Mor og jeg blev enige om at det ikke var ulejligheden værd med en skilsmisse, for nu var jeg i det mindste ikke direkte underlagt Hr. Stationsforstanderens kommando. Høng Gymnasium: Efter sommerferien 1952 kom jeg på Høng Gymnasium sammen med en klassekammerat, Arne Olsen og vi kom til at dele værelse. Høng Gymnasium: Dette forhold gjorde kun ondt til meget værre. Jeg fik endnu flere nerver og endnu dårligere karakterer. Dele værelse med en dreng - tilmed en dreng der hjemme i Svinninge var med til at drille mig. Bo, ikke på
"pigegangen" men på "drengegangen". Klæde sig af og på i værelsekammeratens påsyn nej, det var ikke noget for mig. Om aftenen ved 20-tiden følte jeg mig altid så tørstig. Så spurgte jeg Arne Olsen om han ville have en sodavand... jo tak... jamen så skal du hente dem i banegårdskiosken... jo, det skulle han nok. Når han kom tilbage havde jeg skiftet til nattøj. Så var aftenomklædningen da reddet om end det kostede mig en hel del i sodavandspenge... penge som jeg senere fik refunderet af mor. Om morgenen var jeg altid først i vaskerummet. Når Arne Olsen kom derud, smuttede jeg ind og klædte mig på som et lyn - færdig når han kom tilbage. Det lykkedes ikke altid, men det var en hurra morgen når jeg havde held med det. I Svinninge havde jeg altid sværmet for togene og jernbanepersonalet var mine bedste venner. Hr. Stationsforstanderen glemte at tage misteltenen i ed. I Høng mødte jeg alle mine venner og togene fra Svinninge. OHJ og HTJ var næsten samme selskab og i hvert fald samme tog og til dels samme personale. Når jeg havde fået nok af gymnasiet drog jeg ud i remisen eller bare ned på banegården til vennerne. Det hjalp heller ikke på karaktererne, men gav mig dog en smule frihed fra værelset og Arne Olsen. Rektor Monrad og jeg i dialog: Jeg kunne slet ikke honorere de krav undervisningen stillede til mig. I sommeren 1953 kom det til en samtale mellem Rektor Monrad og mig om mine karakterer. Han syntes de var for dårlige og foreslog udvidet lektielæsning i verdenshistorie og oldtidskundskab (hans hovedfag) samt et par stykker til. Rektor spurgte mig om hvorfor jeg ikke passede lektierne. Jeg afkrævede ham et løfte om at høre efter det jeg ville fortælle ham i stedet for, umiddelbart, at fare i flint. Han lovede mig, at hvis det var noget relevant ville han høre efter og tage stilling til det. Jeg svarede så at: 1: Jeg var født tvekønnet. (bingo han ville høre resten) 2: Far havde holdt det skjult for omverdenen. 3: Nu delte jeg værelse med en dreng. 4: Klæde mig af og på i hans påsyn var ikke lykken men et voldsomt psykisk pres. 5: Det følte jeg som at være i helvede. 67
6: Det var Hr. Stationsforstanderen der ville være student ikke mig og sikkert bare for at få mig væk fra Svinninge så jeg ikke kunne skade hans image. 7: Jeg var for så vidt lige glad om søjlerne på de græske templer var snoet på langs eller tværs for jeg havde alligevel ikke tænkt mig at male dem. Jeg var også ret ligeglad med om Xerxes havde levet, hvorhenne, hvorfor og af hvad. 8: Jeg havde simpelthen ikke psykisk kraft til at klare en studentereksamen og da slet ikke hvis jeg også skulle beskæftige mig med mine bifag. Se f.eks. på karaktererne for Matematik, Kemi, Fysik, Tegning, Geografi, Geologi ect. sagde jeg 9: Jeg ville bare have lov at være den pige der var indeni mig. Rektor Monrad og hans hovedfag: Historie og oldtidskundskab var rektors hovedfag. Han var ikke overbevisende glad for at høre punkt 7. På den anden side kunne rektor Monrad jo nok, på mine karakterer, se hvilke fag der var mine hovedfag, dvs. hvilke fag jeg havde rimeligt pæne karakterer i og hvilke fag der for mig var mere eller mindre unyttige bifag og som gav mig de dårlige karakterer. Jeg forklarede ham at jeg prøvede at koncentrere mine sparsomme ressourcer på det der kunne give mig en uddannelse jeg ville kunne leve af. Han forstod mig. Vidste intet om at jeg var halvt pige: Rektor Monrad havde af Hr. Stationsforstanderen intet som helst fået at vide om at jeg var tvekønnet. Han sagde at havde han vidst det, var jeg ikke kommet til at dele værelse med nogen som helst, men haft eneværelse. Rektor Monrad mente, at der med mit handicap kun var to muligheder, et eneværelse eller hjem, og med min indstilling til studentereksamen... nå ja, jeg måtte nok hellere rejse hjem til Svinninge. Han skulle nok prøve at forklare Hr. Stationsforstander Reiff et-ellerandet. Jeg blev så sendt hjem til Svinninge med et par beske bemærkninger om image, tvang, ødelæggelse af barnets liv for egen vinding osv. Jeg fik aldrig en studenterhue. Rektor Monrad sætter Hr. Stationsforstanderen delvis på plads: 68
Hr. Stationsforstanderen sendte mig derefter som frivillig ind i flyvevåbnet (det her med generalen). Han havde i Berlingske samme morgen set en annonce om mathelever og bort fra Svinninge skulle jeg for enhver pris. Jeg blev som sædvanlig ikke spurgt og lært noget af samtalen med Rektor Monrad havde han ikke. Mit liv kom jo ikke Hr. Stationsforstanderen og hans image ved. Det kom heller ikke Rektor Monrad ved, var Hr. Stationsforstanderens mening. Min åbenmundethed var sandelig ikke blevet mindre. Jeg hverken kunne eller ville holde kæft længere. Hr. Stationsforstanderen kunne hoppe landet rundt på sit image eller binde sit image på ryggen af en ko som middel mod lus hvis han havde lyst. Et kort stykke tid var jeg hos El-installatør Aage Petersen i Holbæk som "arbejdsdreng" og en dag stod der 05. November 1953 på kalenderen og jeg skulle møde på Flyvestation Værløse klokken 10. Gennem hele 2007 har Rektor Monrad nok siddet deroppe og gnedet sig i hænderne medens han kikkede ned og så mig gennempløje Illiaden og Odysseen. Dengang, i 1952 53 syntes jeg også bøgerne var spændende, men jeg havde bare ikke de fornødne ressourcer til at tage dem med i lektielæsningen. 69