1

Kaph Bogstavet Kaph betyder en håndflade. Da håndfladen er det sted i kroppen, hvor potentialet er aktualiseret, altså der, hvor tanke bliver til udtryk, opstod traditionen med at sætte den ene håndflade mod den anden som den første handling efter opvågning, mens man udsiger dagens første bøn: Jeg takker dig, evige Konge, for Du har barmhjerteligt genoprettet min sjæl i mig. Din trofasthed er stor! (Klages. 3, 23). Gud skaber verden løbende, det vil sige i bevægelse. Hans potentiale er derfor aktuel i hvert eneste øjeblik af Skabelsen, og skulle han trække sig tilbage fra den, om end kun for et øjeblik, da ville Skabelsen øjeblikkeligt gå til grunde. Ifølge Sepher Yetzirah kronede Gud bogstavet Kaph, og lod det herske over fænomenet Liv. Som det fjerde af de syv dobbelte bogstaver - Beth, Gimel, Daleth, Kaph, Peh, Resh og Tau - skulle Kaph tjene som model både for blødhed og hårdhed, svaghed og styrke inden for sit område. Sådan virker Kaph både som dominerende kraft i fænomenet liv, men også i livets modsætning døden. Det er i anerkendelsen af dette, at kabbalisten forstår det at placere den ene håndflade ovenpå den anden som et tegn på underkastelse. Det er en gestus, der også staver et ord, Kaph+Kaph+He, kachah, der betyder sådan eller således (er det), og handlingen er et signal om, at man har viljen til at bøje sig - ikke for livet og døden i sig selv, men for Kongen over dem begge og Gud over Kongen. I myten om verdens skabelse fortæller Rabbi Hammnuna Saba: Ved den tid steg bogstavet Kaph ned fra sin Herligheds Trone. Rystende og skælvende stod det foran Ham og sagde: Verdens Mester, vil det behage dig at skabe verden med mig fordi jeg er Din herlighed? (men) Da Kaph trådte ud af sin plads, rystede 200.000 verdener, og Herlighedens Trone skælvede, og alle verdner var ved at kollapse. Den Hellige Ene sagde: Kaph, hvad laver du her? Jeg skal jo ikke skabe verden med dig. Gå tilbage til din plads fordi ordet Kliya, total destruktion, begynder med dig og på grund af dig, ( ), Gå tilbage! Tilbage til din Trone og bliv der! I samme øjeblik tog Kaph sin afsked og vendte tilbage til sin plads Kaph ryster og skælver i sit spændingsforhold mellem to poler. Hvis en skabning lever i den ene pol, er den død i den anden, og er man død i den ene pol, da lever man i den anden. Gennem Kaph skabes der en dør mellem de to fænomener, der 2

muliggør en evig bevægelse af liv og død i verden. Verden er ikke skabt af liv og død, men liv og død indgår i verden, som en nødvendig del af verden, og var det ikke for dem begge, rummet i ét, Kaphs, mysterium, da ville resultatet være den totale ødelæggelse af alt, som er skabt. Derfor er det for kabbalisten lige så vigtigt at acceptere og forholde sig til døden som til livet på en bevidst måde. Kun sådan, vil man kunne indfri ønsket om at erkende deres mening ud fra en større og dybere sammenhæng end deres egen, og kun sådan vil man, i virkeligheden, kunne lære at orientere sig i mellem dem, og finde vej i deres særskilte processer. Kaph står for den guddommelige kraft, vi modtager på vores vej gennem livet, der sikrer, at vi får, hvad vi behøver for at klare os fra vi fødes, til vi dør, og bogstavets form, den let åbne hånd, refererer til et kabbalistisk ideal om, at vi må lære at modtage og acceptere alt, hvad der kommer til os, som gyldige og nødvendige skridt på vores vej uanset, hvor angstprovokerende og smertefuldt, det måtte være. Dette ideal beskrives meget levende i Lukas fortælling om Jesus og hans disciple den sidste nat på Oliebjerget. Jesus er så angstfuld og plaget i visheden om, hvad der vil komme til ham, at hans sved bliver som bloddråber, mens han indtrængende beder til Gud: Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog ske ikke min vilje, men din (Luk. 22, 42) Efter at have fundet styrke til, at se sin egen død i øjnene, går han tilbage til sine disciple, som han finder sovende fordi de er overvældede af sorg og han siger til dem: Hvorfor sover I? Rejs jer, og bed om ikke at falde i fristelse. (Luk.22, 46). Af denne sætning, kunne vi let forledes til at tro, at der er tale om en irettesættelse i den forstand, at disciplene skulle have været vågne, men er slumret ind på grund af karaktersvaghed eller manglende disciplin, at de nu bliver bedt om at mande sig op og tage sig sammen. Men det behøver ikke at være tilfældet. Sætningen kunne nemlig også læses med ganske andre, og mildere, øjne og forstås sådan, at der i realiteten er tale om en vejledning, en på rette vej sættelse, der er ganske uden en bebrejdende undertone: Mester fortæller: Hvorfor sover I? Selv nu, findes der en anden mulighed end at lukke øjnene for det uundgåelige. men de kræfter I er oppe mod er så stærke, at I ikke kan hamle op med dem for egen hånd. I må gøre, som jeg selv har gjort, og bede Gud om hjælp til, at I må finde styrke til at se det i øjnene, der overvælder jer og tvinger jer i knæ. Vågn op og se at I sover. Skam jer ikke fordi I sov, for søvnen er Guds nåde for afmagtens ofre, og I var i afmagt, da jeg fandt jer. Vågn op og forstå, at I ikke længere sover fordi magten er jeres nu. 3

Bogstavet Kaph korresponderer med det venstre øje i mennesket, ligesom Beth korresponderer med det højre. Kaph har talværdien 20, hvor Beth har talværdien 2 og begge er de, som tidligere nævnt mellem de 7 dobbelte bogstaver. Der er også noget, der rimer mellem Kaph og Beths udformning, og til sammen danner de to ord, nemlig: Beth+Kaph+He, bakah, der betyder at græde eller fælde tårer og Kaph+Beth+He, kabah, der betyder at have fået stillet sin tørst eller at være udslukket. I Beth var betydningen af de to ord i nutid fordi de knyttede sig til hendes sti, hvor det at skabe et åndens hus er centralt for udviklingen af personligheden. I Kaph har det, som gælder for Beth, hævet sig til det næste niveau. Det der er lært i 2, skal leves i 20. Nu handler det ikke længere om at vikle følelserne ud og lære at træffe valg, men om at være i ro, falde til ro uden at falde i søvn, for at sige det sådan. Vi må lære at vælge, hvornår vore beslutninger skal være til fordel for den lavere del af følelseslivet, det der hører egoet og psykologien til, og hvornår vi skal vælge ud fra et højere følelsesplan, altså det der føles rigtigt frem for det, der føles godt. Vi skal lære at være retfærdige uden at blændes af tårer eller harme, og derfor skriver og forstår vi nu de to ord i datid. Beth og Kaph korresponderer med øjnene i mennesket, lige som sjælen siges at gøre det, og som sådan er en rejse ind i disse bogstavers mysterium også en rejse ind i sjælen. Under det tredje bogstav, Gimel, omtalte vi begrebet Gilgul, der er en form for sjælevandring, og vi vil fortsætte historien her: Teorien om Gilgul, der betyder kredsløb, så formelt dagens lys i det 12. århundrede gennem bogen Bahir. Fænomenet blev fra starten af forstået som både en velsignelse og en straf. På den ene side måtte man, som den inkarnerede sjæls udtryk, vende tilbage til den lavere verden og leve vanskelighederne igennem endnu engang. På den anden side var det en chance for at frelse sjælen, og hjælpe med i det store arbejde med genoprettelse. Tanken bag dette er, at da alle sjæle i begyndelsen var indeholdt i Adam og gjort af Adams sjæl, så må vores personlige og fælles opgave i livet også være at finde tilbage til vores udgangspunkt i Adams verden. Hver sjæl må søge og vinde sin plads tilbage i hans organisme og herved virke med til, at genoprette Adams sjæl til sin oprindelige storhed og form. Sådan deler hver sjæl Adams eksil efter Faldet, og på den måde er hvert menneske en medhjælper i genoprettelses-processen Tikkun. 4

Med tiden er teorien om Gilgul modificeret. I stedet for en endeløs genfødselscyklus mente man nu, at det kun blev tilladt sjælen at reinkarnere tre gange. Den får altså tre muligheder for at vejlede, og på anden måde støtte, sit fysiske aspekt, sit menneske, i at tilegne sig den fornødne indsigt i fænomenet retfærdighed. Når mennesket forstår retfærdighed, vil det se ind i sin Neschamah sjæl og indse, at Shekinah, Guds brud, er Neschamah aspektet i ham selv og, at han nu, om blot for et kort øjeblik, selv har delt hendes nærværelse. Om sjælens liv efter menneskets død fortæller Zohar: I menneskets dødsøjeblik samles de fire elementer i ham, og begynder at kæmpe imod hinanden. På dette tidspunkt kommer en herold frem og forkynder for hele verden, at dette menneske ligger på sit dødsleje. I det øjeblik proklamationen er gjort, skyder en flamme ud fra Nord og strømmer ud til de fire verdenshjørner, hvor den brænder syndernes sjæle. Når det er gjort, hviler flammerne mellem vingerne på en sort hane, sort fordi det er dommens farve, og den galer tre gange, en lyd der kun kan høres af den døende. Ved det sidste hanegal, kommer alle den dødes nærmeste og står foran ham. Hvis han bliver dømt dydig, vil de alle bryde ud i jubel ved hans komme, og hans sjæl hæves op til det sted, som den er skikket til. Hvis ikke, vil kun de nærmeste, der også er syndere, genkende ham og en stor jammer bryder stilheden, når skikkelserne forandres til søjler af flammer, der skyder op i himmelen. Dette fængsler sjælen til jorden for en vis periode. I dødsøjeblikket skilles Neschamah og Nephesh ud fra kroppen. Ruach forbliver permanent i legemet. Gennem de syv første dage af kroppens jordfæstelse, går Nephesh grædende frem og tilbage, fra den afdøde og hen til hans hus. Når kroppen begynder at gå i opløsning på den syvende dag, befries Nephesh fra sit fængsel i verden. I disse 7 dage har Toraen stået over graven og våget over Nephesh for nu, hvor det er tid for den at tage af sted, at stige op sammen med den og gå foran den, og bane vejen for den. Ved Machpelah s grotte, hvilestedet for de tre Patriarker, vil Nephesh fortsætte sin rejse alene, mens Toraen vender tilbage til gravstedet, hvor den vil stå vagt indtil Genopstandelsens dag. I mellemtiden vil Nephesh nå Edens Haves porte, hvor den konfronteres med Keruben med ildsværdet. Hvis Nephesh bliver dømt værdig til at træde ind i Eden, mødes den af fire engle, der holder formen af et legeme i deres hænder. Dette ifører den sig gladelig til den får tilladelse til at stige endnu højere op i planerne, og muligvis så højt, at den kan blive forenet med Kongens legeme. Den Nephesh sjæl, som ikke er blevet dømt værdigt til at træde ind i Eden, kastes i stedet i helvede, i Gehinnom, hvor den gives til rigets prins eller engel - Dumah. 5

Her må Nephesh bliver til Opstandelsens Dag, men det fortælles, at i sabbatten bliver der lindet på Gehinnoms porte, og da vil Nephesh kunne så gå så langt ud som til den yderste port for at tale med de sjæle, som lever der. Det er kun Nephesh sjælen, der kan lide denne tort, for Ruachs opgave er at forblive i kroppen, og Neschamahs at gå tilbage til sin kilde. Sådan vil de tre aspekter være dømt til at leve adskilt til tidernes ende, hvor Nephesh vil blive genforenet med Ruach og legemet, og Neschamah igen vil stige ned fra kilden for at oplyse legemet og sammensmelte de tre sjælsgrader én gang for alle. Herom fortæller Esajas: Månens Lys skal blive som Solens Lys, og Solens Lys skal blive syvfold stærkere, som syv dages lys, på den dag da Herren forbinder sit folks bryst og læger dets sår. (Es. 30, 26). Kaph er det 11 bogstav i alfabetet, og med sin numeriske værdi 20, er det nummer 2 i rækken af de 9 10 ere, der repræsenterer Arketyperne i deres manifesterede form. Ved kraften fra 0 er 2 tallet nu hævet til en ny vibration, der giver det et overmaterielt eller metafysisk udtryk af åndelig eller sjælelig karakter. De to bogstaver, der hører med i den fulde stavemåde af ordet Kaph, er Kaph og Peh. Disse er også de første bogstaver i to andre ord: Koach, der betyder potentiel, og Poel, der betyder faktisk. Således hentyder bogstavet Kaph ved sit navn til den latente magt i alt, hvad der findes i de åndelige riger til også at manifesterer sig i den fysiske verden. Kaph og Peh er de eneste bogstaver i alfabetet, der både er dobbelt og slutbogstaver, og i sin egenskab af slut eller finalbogstav har Kaph værdien 500, det kosmiske niveau af 5, He, og 50, Nun. Erfaringerne om de åndelige riger leder som regel det enkelte menneske til den konklusion, at der er mindst tre aspekter af virkeligheden. Der er først den jordiske, fysiske virkelighed, der består af rationelle, årsags- og banalt forklarede verdslige hændelser. Den virkelighed som enhver af os fra tid til anden ønsker, ville blive forandret af noget eller nogen. Intensiteten, det grove og det tunge i denne jordiske virkelighed synes nogle gange at være næsten umulig at bære - så meningsløs, at vi ind i mellem føler os tvunget til en opgivende og ateistisk holdning. Så er der den såkaldte religiøse eller mystiske virkelighed, der står over den jordiske. Den er altid virkelig for barnet, der i kraft af sin medfødte sans for Gud allerede tidligt begynder at stille spørgsmål, der ligger ud over her og nu og dets konkrete virkelighed og behov. Som det spørger, får det svar af velmenende voksne, der forsøger at forme eller afvikle den naturlige barnetro ud fra deres egne overbevisninger. Nogle gange med et heldigt og andre med et knap så heldigt 6

resultat, alt efter, hvor vi ser det fra, men i alle tilfælde vil både den medfødte og tillærte religiøsitet skulle stå sin prøve i et moderne samfund præget af materialisme og en ateisme der, som samfundsforskerne udtrykker det, er formet ikke af fjendskab eller angst for tro men af en ligegyldighed overfor den. Selvom der er mange mennesker, som erfarer den åndelige dimension i sig selv og i verden, og oplever den guddommelige overjordiske sfære som en konkret del af virkeligheden, er der dog mindst ligeså mange mennesker, der benægter dens eksistens. For dem er Gud død for så længe siden, at de ikke længere føler noget ved det, og hvis Gud alligevel skulle eksistere, så kommer han til at gøre det i fred for dem, hvis han til gengæld så vil lade være med at forstyrre. De benægter ikke Guds eksistens, de ignorerer den. Nogle forbliver i denne tilstand hele livet. For andre har det at erklære gud og religiøsiteten død, været en nødvendig proces på vejen for at bringe lys og liv ind til den dybere sandhed, der er begravet i sindets egne, og ofte begrænsende og forældede, forestillinger. Ved at lade Gud dø, må man enten gå til grunde eller lære at klare sig selv, og ved at lade Gud genopstå viser man, at man nu har bevæget sig væk fra Kaphs ene pol Død og hen imod den anden Liv. I mennesket tager Døden oftest sin form i en hæmmende tilstand af passivitet og en angstfuld og afmægtig afhængighed af autoriteten, Den strenge Fader. I genopstandelsen, Livet, har mennesket i eksil genoprettet eller genfundet sig selv i en sådan grad, at det nu har viljen og modet til at indgå i en uafhængig men tillidsfuld forpligtigelse til, Den kærlige Fader, noget, der er større end det selv. Mennesker, der har gennemgået denne proces, verdens fortabte sønner vil snart finde sammen med dem, for hvem Gud altid har levet, for at arbejde med i levendegørelsen af den tredje og bedst skjulte virkelighed. Det er den virkelighed, der vokser og næres i kraft af dem, som efter at have erfaret det andet, ikke fornægter det jordiske, men rent faktisk tager det til deres hjerter. Det er i denne virkelighed, at det enkelte menneske konfronteres med den kendsgerning, at der er en brist i tilværelsens opbygning, at de to dimensioner, den hellige og den profane, er lig en mand og hustru, der ønsker at være sammen, men alligevel er tvunget af omstændighederne til at leve adskilt fra hinanden. Oplevelsen af det spændingsforhold, der er skabt ved en brist eller dualitet i verden, forplanter sig i vores indre som en følelse af afsavn og afstand, der er forbundet med at skulle være enten eller, død eller levende, og den får os til at søge efter et tredje sted, et både og, hvor vi altid lever alle steder på samme tid, 7

og hvor intet behøver at dø, for at noget andet kan eksistere. Hvor absurde og virkelighedsfjerne disse tanker end måtte synes at være, så er det måske netop i kraft af dem, at døren til Kaphs mysterium og den bagvedliggende virkelighed begynder at linde på sig. Det er ikke en verden af død. Ej heller en verden af liv. Det er hverken et foroven eller et forneden, men en verden vævet ind imellem dem alle som et forenende element af højere og lavere formål. Det er her, i denne rummets tredje dimension, at vi erkender, at den jordiske verdens lidelser er lidelser, som opstår ud fra behovet for en forsoning mellem det menneskelige og det over-personlige og ikke en fortrængning af det menneskelige til fordel for det over-personlige. Det vi må stræbe efter, er en enhed, der er sammensat af begge riger. Den virkelige mystiske erfaring om livet er den, som vokser ud fra en hensigtsfyldt, planlagt indtræden i begge virkeligheders ild, i den enkeltes forsøg på at antænde den i hele sig selv. 21. sti: På den 21. sti ligger bogstavet Kaph mellem Chesed og Netzach. Stien knytter sig til idéen om absolut kraft eller styrke, og den kaldes Forsoningens Intelligens. Denne sti modtager den guddommelige påvirkning, og velsignelse vil i al evighed strømme fra den og ud i alt som eksisterer. Hvert menneske bygger sin egen verden. På én gang bygger vi inde fra og tiltrækker udefra. Tanken er den kraft, hvormed vi bygger, for tanker er kræfter. Lige bygger lige, og lige foretrækker lige. I samme grad som tanken bliver åndeliggjort, bliver den mere fin og mægtig i sit virke. Denne åndeliggørelse foregår efter love, og står derfor i alles magt. Enhver ting bliver først forarbejdet i det usynlige, før det kommer for dagen i det synlige. I idéen, før den vinder skikkelse i virkeligheden. I det åndelige, før den fremtræder i stoffet. Det usynlige rige er årsagens rige. Det synlige rige er virkningens rige. Virkningens natur er altid bestemt og betinget af dens årsags natur. Hvis vi ikke lader os forblinde af de følelsesmæssige smertereaktioner, der opstår i vores krop og sind, som vi gør os vores erfaringer i skæbnens hjul, vil vi kunne drage nytte af såvel gode som dårlige oplevelser. Vi vil lære at acceptere dem begge, i takt med en stigende forståelse for, at god og dårlig kun er relativer, der ikke har deres egen eksistens i virkeligheden. Det er vigtigt for os at forstå vore læreprocessers iboende kvaliteter, og hvorfor de opstår i livet. For ved at acceptere alt som kommer til os, undgår vi at spilde energi, som det ellers vil ske, når vi 8

flygter fra eller kæmper i mod altings bevægelse i forhold til universets love. Der er en tid for alting og den tilsyneladende modgang, der dræner os på den korte bane, skal senere vise sig i en øget udholdenhed på den lange. Som fysisk træning giver musklerne styrke, giver erfaringerne mental styrke, og gennem naturlig progression vil vi lære, hvordan vi kan samstemme os med Det Højere Selvs ønsker uden at fortabe os i illusionen af, at vi er nødt til at fortrænge, undertrykke eller ligefrem ofre Det Lavere Selvs ønsker og behov. Først når det over-personlige selv er i samklang med de lavere menneskelige aspekter, har vi opnået de nødvendige forudsætninger for, at vi kan bringe vores øgede mentale skaberkræfter til live: I nye åndelige mål og planer, nye ambitioner og idealer - og manifestere dem i vores fysiske tilværelse på en hensigtsmæssig måde. Lektion om at skabe: Når du siger, at du skaber din egen verden, må du forstå, at din verden, som du selv, er skabt allerede inden du fødes. Dine forældre har allerede været i deres verden længe, inden du træder ind i den, og skovens træer, dit stamtræ, har sat uendeligt mange skud på sin stamme inden dit skud blev en realitet. Du er altså født ind i en kæde af vilkår bestemt af, hvor dit træ står i skoven og hvor på stammen din gren tager sit afsæt, og hvor på den igen, din kvist, dit liv er givet mulighed for at udfolde sig, fra en dato og til en anden dato i en fortløbende historie. Du er altså ikke dømt til En ensom og misforstået gang på Jord ej hellere til en konkurrence på egnethed, så Nogen skulle være bedre til at være dig end du selv, at Nogen skulle kunne erstatte dig, og gøre det bedre end dig. Netop her gemmer sig nemlig den udfordring, som er din. Kun din, men alligevel gældende for alt som er skabt, at lære at skabe med, og at lære at skabe om. Det drejer sig om mod til at se, hvad som er, for hvad det er, og se igennem, hvad som tilsyneladende er, men som viser sig at være noget andet ved nærmere eftersyn, i det lange løb eller i lyset af tid. Det er en rejse ud i alting, der tegner sig fra den illusoriske følelse af passivitet, begrænsning og afmagt mod den aktive, ubegrænsede magt, ikke over dine vilkår, ikke over de andre, såmænd heller ikke over dig selv, men over dit perspektiv på det, som er og sker, og dine muligheder i forhold til det, som er og sker. Du er, hvad du er, men hvad du gør med det, og hvad du bliver til, det vil i høj grad tegne sig ved dit mod, dit perspektiv og karakteren af dine valg, det du skaber. 9