Sundheds- og Ældreudvalget 2016-17 SUU Alm.del endeligt svar på spørgsmål 192 Offentligt Sundheds- og Ældreministeriet Enhed: Psykiatri og Lægemiddelpolitik Sagsbeh.: DEPMAS Koordineret med: Sagsnr.: 1609792 Dok. nr.: 214984 Dato: 25. november 2016 TALEPAPIR Det talte ord gælder [SUU, FT og folketingspolitikere, den 17. november kl 16.30, lokale 2-080.] Samrådstale den 17. november 2016 kl 16.30 om genindlæggelser i psykiatrien (samrådsspørgsmål X) Tak til formanden. Dette samråd handler om genindlæggelser i psykiatrien. Og der spørges ind til, om niveauet af genindlæggelser i psykiatrien er tilfredsstillende. Hvad årsagerne til genindlæggelserne er. Og hvad jeg vil gøre for at forebygge genindlæggelser. Inden jeg svarer på de tre spørgsmål, vil jeg gerne starte med at afklare nogle definitioner. For det er altid godt, at vi taler om det samme.
Som jeg har svaret på i en række besvarelser til udvalget tilbage i august og september, så skal man skelne mellem genindlæggelser og det at have flere indlæggelser bag sig. En genindlæggelse er defineret som: Når indlæggelsen finder sted tidligst fire timer og inden 30 dage efter udskrivningen fra den foregående indlæggelse Og indlæggelsen starter akut. Og så er der en gruppe patienter, som har flere gentagende indlæggelser bag. Altså en patient, der har mange indlæggelser bag sig, men ikke nødvendigvis i forlængelse af hinanden. Jeg har tilladt mig at tolke samrådsspørgsmålet som værende relateret til den brede gruppe altså patienter med flere gentagende indlæggelser bag sig. Side 2
Og en egentlig genindlæggelse vil jo også være indeholdt i denne brede gruppe. Og nu når den del er på plads, vil jeg gå i gang med selve besvarelsen af spørgsmålene. Den første del af samrådsspørgsmålet handler om, hvorvidt jeg synes, at antallet af patienter med flere gentagnende indlæggelser ligger på et tilfredsstillende niveau. Jeg vil gerne starte med at understrege, at det jo er en lægefaglig vurdering, hvorvidt en patient skal indlægges eller udskrives. Og dermed er det også en beslutning, der suverænt skal hvile på lægernes faglighed i forhold til, om en patient har gavn af en indlæggelse eller ej. Når det så er sagt, så synes jeg da også, at antallet af patienter med mange indlæggelser bag sig er for højt. Side 3
Og nogle enkelte patienter har tydeligvis for mange indlæggelser i løbet af et år. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen for 2015 viser, at 345 patienter var indlagt 10 gange eller flere i løbet af det år. Og samtidig havde ca. 70 patienter 20 eller flere indlæggelser i løbet af samme år. Tallene viser også, at andelen af psykiatriske patienter med flere indlæggelser på ét år har været stigende siden 2009. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, at disse mennesker skal have forløb, der er kendetegnet ved så mange skift frem og tilbage i psykiatrien og dertil følgende ustabile rammer. Der er store forskelle på de mennesker, der bliver indlagt i psykiatrien, og dermed også på den hjælp, de skal have, for at forebygge genindlæggelser. Side 4
En ældre depressiv kvinde, der er indlagt med en alvorlig depression og er selvmordstruet, har for eksempel nogle andre udfordringer og behov, end en patient med svær psykisk lidelse, samtidigt misbrug, som er blevet tvangsindlagt fordi vedkommende har været til fare for andre. Og et ungt menneske, som er blevet indlagt med svære angstsymptomer, har igen nogle andre udfordringer og behov. Psykiatrien skal kunne rumme dem alle sammen, og det skal kommunerne også. Fra centralt hold har vi i satspuljekredsen lyttet til de særlige udfordringer, som kommuner og regioner oplever i forhold til den særlige gruppe af patienter med svære psykiske lidelse, samtidigt misbrug og udadreagerende adfærd. Side 5
Behovet for mere stabile rammer for denne patientgruppe er årsagen til, at regeringen stillede sig i spidsen for at få startet forhandlinger, som har ført til, at et bredt flertal af Folketinget er blevet enige om at oprette nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger mellem behandlingspsykiatrien og botilbuddene, så de mennesker får en bedre og mere sammenhængende indsats. Og dermed forhåbentlig også færre indlæggelser i psykiatrien. Men den gruppe udgør jo kun en lille gruppe af dem, der har behov for bedre hjælp i psykiatrien. Når hver fjerde indlæggelse blandt børn og unge er en genindlæggelse inden for 30 dage som Information skriver om i dag så er noget ikke godt nok. Så er regioner og kommuner simpelt hen nødt til at sætte sig sammen og finde ud af, hvordan indsatsen og sammenhængen for børn og unge kan forbedres på tværs af regioner og kommuner. Side 6
I forhold til spørgsmålet om årsagerne til, at nogle psykiatriske patienter har flere gentagende indlæggelser bag sig, så er der nok ikke ét simpelt svar på det spørgsmål. Men som oftest vil forklaringen være, at der er en forværring af patientens tilstand, som kræver en indlæggelse i psykiatrien. Nogle gange er svaret måske, at patienten er blevet udskrevet, før de var klar til det. Det kan også være, at kommunen ikke har stået klar med det tilbud, som den enkelte har behov for hvad enten der er tale om: Et rehabiliterende tilbud til den unge med en spiseforstyrrelse En støtteindsats for familien med det angstramte barn De nødvendige tilbud til en psykotisk person, der isolerer sig i sit eget hjem Eller der er tale om nogle andre patienter med hver deres forskelligartede behov. Side 7
For at forebygge genindlæggelser er det helt afgørende, at regioner og kommuner bruger de værktøjer, der allerede findes i dag til at sikre de gode overgange mellem indlæggelse i psykiatrien og de kommunale tilbud. Et at de centrale værktøjer til at sikre gode overgange, er udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Formålet med udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er netop at fastholde patienten i behandling og mindske risikoen for medicinsvigt og forværring af patientens tilstand, der kan føre til endnu en indlæggelse. Målgruppen er psykiatriske patienter, som har svært ved at indgå i behandlingsforløb efter udskrivelse fra en psykiatrisk afdeling. Og det er overlægen, som har ansvaret for, at der indgås en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan, når det antages, at patienten efter udskrivning ikke selv vil søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred. Side 8
Selvom det er svært at sige det eksakte tal for, hvor mange udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, der skal laves, så fik kun 601 personer lavet en sidste år. Ligesom data viser store regionale forskelle i brugen af dette værktøj. Med 261 personer med udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, så står Region Midtjylland fx for næsten halvdelen af dem. Det er altså ikke godt nok, at der er så store forskelle. Jeg har derfor også bedt Sundhedsstyrelsen Task Force for psykiatri om at komme med forslag til, hvordan værktøjerne kan blive brugt bedre. De vil drøfte det på deres møde her i løbet af november. For det hjælper ikke noget, at vi giver regioner og kommuner værktøjer til at samarbejde og udveksle oplysninger på tværs, hvis de ikke bruger de værktøjer. Side 9
En sammenhængende indsats for de mest sårbare psykiske syge borgere er altså efter min opfattelse alfa og omega for at forebygge genindlæggelser i psykiatrien. Og udover en bedre sundhedsfaglig behandling, bedre sammenhænge og overgange mellem sektorerne, så er det selvfølgelig også vigtigt, at de sociale og rehabiliterende tilbud, der findes i kommunerne, understøtter borgerne, når de er udskrevet fra psykiatrien. Det er også med til at forebygge indlæggelser. Kommunerne har pligt til at sikre, at hjælp og støtte til deres borgere, når de har behov for det. Jeg ved, at Social- og Indenrigsministeriet har taget en række initiativer blandt andet med den seneste satspuljeaftale til at styrke den tidlige indsats for at forebygge, at børn og unge udvikler psykiske lidelser. En styrket forebyggende indsats i regi af skoler, daginstitutioner og pædagogisk psykologisk rådgivning, kan hjælpe med til, at Side 10
færre børn og unge udvikler psykiske lidelser og skal i kontakt med det psykiatriske system. Men her må jeg henvise til min ministerkollega i Social- og Indenrigsministeriet, hvis I vil have en uddybning af, hvilke tilbud og indsatser, der findes på det område. Den sidste del af samrådsspørgsmålet handler om, hvilke initiativer jeg har sinde at tage for at forebygge de mange indlæggelser. Jeg kan som minister være med til at sikre de overordnede rammer og sikre, at der er de rette regler på området. Det kan fx være i forhold til at følge op på, om de værktøjer, som fx udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, der skal sikre samarbejde mellem regioner og kommuner, bliver brugt. Det skal vi følges op på sammen med en række andre forhold. Det er et ansvar, jeg tager på mig, og derfor satte jeg også fokus på, sammen med social- og indenrigsministeren, at der skulle Side 11
laves de nye socialpsykiatriske afdelinger, fordi der blev efterspurgt nogle nye rammer og regler. Men det er først og fremmest lægernes ansvar at sikre, at behandlingen lever op til de faglige standarder der findes på området og at de ikke udskriver folk for tidligt. Ligesom kommuner og regioner, som nævnt, skal sikre de rigtige tilbud, som er målrettet de konkrete udfordringer og behov, som den enkelte har. Og som sagt, så viser det sig nogle gange, at der også er behov for at ændre lidt på de overordnede rammer på området. Det kan være i form af flere midler til området eller ændret lovgivning eller begge dele. Og vi har tilført mange midler til psykiatriområdet. Og det skal selvfølgelig afspejle sig i den behandling, der så kommer ud til patienterne. Side 12
Med satspuljeaftalen for 2015-2018 tilførte vi 2,2 mia. kr. til psykiatrien, blandt andet for at nedbringe antallet af genindlæggelser i psykiatrien. I satspuljeaftalen for 2012-2015 satte vi 40 mio. kr. af årligt til flere senge, og de penge er efterfølgende blevet gjort permanente med 2016-2019 aftalen. Og med satspuljeaftalerne for 2008-2011 og 2009-2012 blev der givet ekstra midler til indførslen af behandlingsrettigheder i psykiatrien, så den i højere grad kunne blive ligestillet med somatikken på det punkt heraf 455 mio. kr. årligt i permanente midler til området. Senest har vi indgået en aftale om en handlingsplan for forebyggelse af vold på botilbud, hvor vi afsatte yderligere 400 mio. kr. til af få færre svingdørspatienter i psykiatrien, men først og fremmest en bedre behandling af patienterne. Og med de mange penge følger forventninger. Side 13
Det er blandt andet årsagen til, at jeg har sat mig for, at vi skal følge regionernes indsats noget bedre. Vi skal vide, hvad vi får for de 2,2 mia. kr. der er blevet afsat på området. Får vi mere personale og flere senge, som det var planen? Når det kommer til lovgivning på området, så har vi også taget initiativer på området. For nogle gange så har det ikke været muligt at holde mennesker i en tilstrækkelig og stabil behandling med de nuværende regler i psykiatriloven. Det var også baggrunden for, at vi i satspuljekredsen var enige om en særlig indsats målrettet nogle af de allermest sårbare borgere med psykisk sygdom, som opholder sig på botilbud. Jeg er sikker på, at med den aftale, får vi løftet området, og regioner og kommuner får både et skub og nogle konkrete værktøjer til at skabe en bedre indsats. Side 14
En indsats der forhåbentlig kommer til at forebygge nogle af de mange indlæggelser, som lige den målgruppe har i dag. Afdelingerne skal tilbyde både en socialfaglig og rehabiliterende indsats, men også psykiatrisk behandling og misbrugsbehandling under samme tag. Indsatsen skal sikre, at patientens helbred stabiliseres, og dermed også, at målgruppen netop ikke har de mange skift mellem indlæggelse i psykiatrien og botilbuddene. Vi blev også enige om en generel pulje på 59 mio. kr. til bedre sundhedsfaglig rådgivning og lettere adgang til psykiatrisk udredning for borgere, der bor på botilbud. Med puljen understøtter vi regioner og kommuner i at arbejde bedre samme om borgerne på botilbuddene. Pulje skal nemlig sikre en lettere adgang til psykiatrisk udredning for mennesker med psykiske lidelser på botilbud, for eksempel i form af: Side 15
Udgående regionale teams til botilbud, der kan sparre med de ansatte, men også vurdere eventuel behov for indlæggelse eller andre stabiliserende tiltag. Etablering af telefonrådgivning, mailsparring eller telefonkonferencer for en række borgere på botilbuddene. Eller hvad de enkelte regioner og kommuner nu synes, der er mest hensigtsmæssigt hos dem. Jeg ser frem til, at de forskellige indsatser bliver igangsat og de nye afdelinger oprettet i starten af 2018. Der findes også en række andre konkret tiltag fra centralt hold, som er med til at løfte indsatsen for patienterne i psykiatrien og dermed forebygge indlæggelserne. Side 16
Det er blandt andet de brugerstyrede senge fra satspuljeaftalen 2013-2016, psykiatriske akutteams fra satspuljeaftalen for 2014-2017 og på børneområdet også de tværfaglige, udgående teams i børne- og ungdomspsykiatrien, der skal bygge bro mellem den regionale psykiatri og kommunerne, sådan at børn, der udskrives fra psykiatrien, støttes i en god tilbagevenden til et hverdagsliv. Det, der for alvor betyder noget for patienterne i psykiatrien er, at regioner og kommuner lever op til deres ansvar om en sammenhængende indsats for mennesker med psykiske lidelser. Og at de, som jeg nævnte i indledningen, holder sig for øje, at der er store forskelle på de mennesker, der bliver indlagt i psykiatrien, og dermed også på den hjælp, de mennesker skal have. De mange penge og initiativer fra centralt hold gør ikke nogen forskel, hvis de ikke efterfølgende bliver implementeret og fulgt op på. Side 17
Når hver fjerde indlæggelse blandt børn og unge er en genindlæggelse inden for 30 dage som Information skriver om i dag så er noget ikke godt nok. Så er regioner og kommuner simpelt hen nødt til at sætte sig sammen og finde ud af, hvordan indsatsen og sammenhængen for børn og unge kan forbedres på tværs af region og kommune. Det forventer jeg, at de gør, og at de lærer af hinanden på tværs. Tak for ordet. Side 18