Andrzej Wirth og Thomas Martius: Las Venice 5. - 6. april 2005 Ordet "Island" flakser med mellemrum henover væggene i Kanonhallens foyer. Den ene ende er fyldt med caféborde, som publikum sidder ved. Bagved og rundt om dem kører en film via fem megaprojektioner på foyerens vægge, søjler og skilte. Vinduerne i loftet er ikke dækket til. Man kan se himlen og de røde murstenshuse, der omgiver Kanonhallen. Filmen på væggene står længe på et billede af vand, og det giver en ambient stemning af at være neddykket i en ubåd sammen med de andre tilskuere og performerne. Det sætter en ramme om værket, uden at skabe en fiktion for publikum at fortabe sig i. På et podium, som kun er en anelse hævet over gulvet, sidder Thomas Martius og Andrzej Wirth. Wirth er klædt som en turist i hvidt, med stråhat og solbriller. Martius er i mørk habit. Han holder en fjernbetjening. De drikker vin fra baren. 72
Martius præsenterer projektet og siger at tilskuerne er frie til at stille spørgsmål og starte diskussioner undervejs i forløbet. De vil gennemgå filmen og stoppe op, hvor de har lyst. Der er ingen kronologi. Filmen begynder, og Island viser sig at være halvdelen af sætningen Treasure Island; navnet på hotellet overfor Venetian, som Wirth og Martius var indlogeret på i Las Vegas. I filmen ser Wirth ud af vinduet og drikker vin. Man ser Martius spejlet i vinduet. I dét filmen projiceres direkte på Kanonhallens vægge skabes en reference til åbningsscenen og til hele projektets tema; dobbelteksponeringen af ude og inde, af de to byer på hinanden; Las Vegas og Venedig. Filmens fiktionselementer punkteres af DVD afspillerens kommandoer (stop, pause) der dukker op hver gang Thomas Martius bruger fjernbetjeningen. På et tidspunkt klikker han til indholdsfortegnelsen. Han tilbyder publikum at bestemme hvad der nu skal ses. "Theatre is shortlived" vinder, og Wirth forklarer hvorfor. Filmmaterialet danner rammen om et forskningsprojekt med utallige tilgange og temaer. Finder man den rigtige ramme, er alt indenfor den teater. Disse to byer iscenesætter begge deres turister som skuespillere uden instruktør. Virtuelle aktører; vactors, kalder Wirth dem. Det kræver mod at skabe noget usammenhængende og til at tillade tilfældets komposition indenfor en stram ramme, siger han. 73
Filmen krydsklipper i hektisk tempo mellem byerne, og opsøger med forkærlighed rammer, TV skærme, et blik ud af et vindue og ned i en gyde. Martius inviterer de to fra Kanonhallens bar op på scenen: Stephen Williams trommer og synger på irsk. Selene Münuz danser flamenco. Bag dem viser filmen en fotovæg, hvor der er skåret huller til at man kan sætte sit ansigt ind. "Use your face here!". Der klippes til en arkitekt fra Las Vegas, som siger at det handler om at skabe en ramme for eskapisme, så folk tør give slip (og bruge penge). Byerne er fulde af begær og romantik. Handler dans om romantik? spørger Martius Selene Münuz. Byerne er labyrinter siger Wirth. Og i enhver labyrint er der en hemmelig have; et centrum som kender dig. Filmen viser klip fra "Døden i Venedig" hvor en mand dør, mens han leder efter en dreng, han begærer; og fra "Leaving Las Vegas", hvor Nicolas Cage spiller en alkoholiker, der tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Tusinde billeder flakser henover Kanonhallens vægge. Selene Münuz demonstrerer hvordan alle turister rækker armene op i samme opgivende gestus, mens de skyder sig selv med kameraer, der fryser dem i et hvidt sekund. Selv døden er en simulation og et billede blandt andre. 74
Andrzej Wirth grundlagde Instituttet for Anvendt Teatervidenskab ved Justus-Liebig-Universität Giessen (1982-1992). Han er teater- og litteraturkritiker og har oversat Brecht, Kafka og Dürrenmatt. Efter han forlod Polen i 1966, har han undervist på Stanford, Harvard, Yale, Oxford, Londons Universitet, City University of New York og Freie Universität Berlin. Han har skrevet om Bertolt Brecht, Jerzy Grotowski og Robert Wilson, og instrueret utallige forestillinger med universitetsstuderende fra Amerika, Europa and Australien. Thomas Wirtius afbrød en businesskarriere og begyndte at studere ved Instituttet for Anvendt Teatervidenskab i Giessen. Han blev færdig i 1994. Fra 1995 har han været free-lance kunstner. Han har blandt andet været Artist-in-Residence ved Podewil, i Berlin, 1996-98. Fra 1996 har han undervist i videokunst ved Freie Universität, Berlin. Han har over 100 internationale performances, videoer og teaterprojekter bag sig. Han arbejder med såkaldte Stills og Minimal Acting, som instruktør, både for teatergrupper og soloperformere. 75
76
77