Skov Olesens Plantage

Skov Olesens Plantage Skov Olesens Plantage er beliggende sydøst for Hammerum nærmere bestemt Langelundvej, ca. 3 km øst for Hauge. (Se kort). Klik på emnerne for beskrivelse: Plantagens historie og mindestenen Mads Skov Olesen Skoven Engen Mosen Heden Jagtjytten Mindesten for Jomfru Rist Svenska Skanserne Fandens dige Krybende enebær Tomten af en fårehytte Gravhøjene Yderligere information

Skov Olesens Plantage

Plantagens historie og mindestenen Arealerne til plantagen blev i 1946 skænket til den daværende Gjellerup Sognekommune af landmand Mads Skov Olesen og hustruen Anna. I dag tilhører plantagen Herning Kommune og administreres af en bestyrelse med udgangspunkt i de retningslinier, som Skov Olesens Gavebrev udstikker. Mindestenen har flg. inskription: Forside: Vil selv du fatte det væsens rod skøn på de skatte, de efterlod. Anno 1946 er dette areal givet til Gjellerup Kommune af Anna og Mads Skov Olesen. Bagside: Der vokser skov på heden, der vokser også mænd. Mads Skov Olesen ( 1886-1961 ) Mads Skov Olesen var en stor naturelsker. Det udmøntede sig i en interesse for især skoven og vildtet. Arbejdet med skoven resulterede i, at han i 1959 fik både Det Danske Hedeselskabs og De Samvirkende Plantningsforeningers sølvbæger. At vildtet ikke blev glemt viser, følgende citat fra gavebrevet: "Bestyrelsen skal drage Omsorg for, at der på Arealet søges opretholdt en god Vildt- bestand, og der maa kun foretages nænsom Beskydning, ligesom der bør foretages total Fredning af sjældnere Vildtarter, saasom Urfugle m.m." Ved at skænke arealerne til kommunen er borgere blevet sikret mulighed for at kunne komme ud at opleve naturen og se både hede, eng, mose og skov, dog under hensyntagen til vildtets tarv.

Skoven Skov Olesens Plantage udgør i dag 55 ha., heraf er 33 ha. med skov. Plantagen blev for størstedelens vedkommende anlagt i begyndelsen af 1950érne. De første tilplantninger skete dog i 1930érne, hvor der indtil da kun var nogle få rækker læhegn over heden. Skovens arealmæssige og træartsmæssige udvikling kan ses af figuren. Skoven i 1930érne Skoven i dag ( 1998 ) Nålskov- Løvskov Skovdriften i plantagen har hidtil været baseret på især contortafyr, lærk, rødgran og sitkagran men i den nuværende og fremtidige skovudvikling, vil løvtræerne og andre nåletræer få en endnu større andel. En større løvtræsandel bevirker bl.a., at skoven bliver mere biologisk og højdemæssigt varieret. Skoven bliver mere forskelligaldret pga. træarternes forskel i modenhed. Dette forventes at påvirke skovens stabilitet positivt, så der i løbet af 50-100 år vil være et mere beskyttet klima, en bedre jordbund og de blandede bevoksninger forventes bedre at kunne modstå storm. Alt i alt bidrager dette til et bedre skovmiljø tillige med flere levesteder for svampe, insekter og fugle mv. Grunden til at bl.a. løvtræerne ikke så let etableres fra starten er, at de har svært ved at klare

især frosten, men også vildtbid. Fyr, rødgran og sitka tåler dette bedre. Ved at udnytte disse som en slags beskyttende skærm kan de yde beskyttelse mod frost og give læ for de nyplantede planter. Sarte træarter, som bl.a. bøg men også nåletræsarter som alm. ædelgran og douglasgran kan komme ud over de første kritiske år på denne måde. Idéen er, at skærmbevoksningerne fældes i takt med, at de unge træer vokser til. De har behov for især mere og mere lys, men behovet for næringsstoffer og vand har også betydning. Ved denne metode kan sarte og følsomme træarter indføres, og der undgåes at få en såkaldt renafdrift, hvor alle træerne fældes på samme tidspunkt, og arealet er fuldstændigt blotlagt.

Renafdriften har flere dårlige effekter for skovmiljøet, bl.a. at dyr og svampe mv. mister deres fødegrundlag og skjulesteder, men det resulterer også i, at der sker en udvaskning af næringsstoffer, som hidtil har været bundet i skovbunden, samt at der sker indvandring af uønskede græsarter mv., som vanskeliggør etableringen af den kommende skov. Sådanne opvækstsvilkår tåler netop træarter som rødgran og sitka meget bedre end eks. bøg og ædelgran, hvilket bevirker, at udviklingen går i ring, og der ikke kommer andre træarter ind i billedet. Skærmforyngelsen har dog også sine ulemper. Det er svært at styre lystilgangen til underplantningen så planterne ikke går til grunde samtidig med, at der ikke skabes for store huller i bevoksningen, så der er risiko for stormfald. Idag tager den overordnede drift af Skov Olesens Plantage sigte på bæredygtighedstankegang, idet skoven skal rumme mange forskelligartede interesser såsom publikum, træproduktion, stabilitet og naturbeskyttelse såvel på kort som på lang sigt. I praksis sker det ved, at der anvendes flere forskellige træarter, således at der skabes en bred træartsmæssig variation og ikke en ensidigt satsning på nogle få træarter.

Engen Enge opretholdes kun hvis de afgræsses eller der slåes hø. Ingen af delene har foregået på arealet siden 1960'erne, og engen er delvist tilgroet med pilekrat. Den åbne eng forsøges genoprettet ved afgræsning, ellers vil arealet dækkes med skov - tilsvarende som det kan ses ved mosen. I modsætning til heden afgræsses engen af kvæg. Kvæget giver mulighed for en mere varieret flora på grund af en skånsom mere afgræsning, og fordi koens tråd "roder" mere op i jorden. Dette giver grobund for blomster og græsser. Der er kun foretaget nedskæring af pil ved hegnslinien. Der har været dyr på arealet i 3-5 uger hver sommer siden 1998

Mosen. Mosen blev i 1940-50'erne udgravet med henblik på at berige områdets natur foranlediget af Mads Skov Olesen. Søerne er udgravet med håndkraft. Normalt var arbejsgangen, at der var 2 mand til at fylde en trillebøre mens én mand kørte det opgravede materiale væk i en anden trillebøre, alt imens den f'ørste blev fyldt. Området er i dag et yndet tilholdssted for bl.a. ande- og spurvefugle.

Heden Karakteristisk med hedelyng. Heden afgræsses af får. Dette sker for at undgå, at den "springer" i skov. Problemet er birketræer fra den nærliggende mose. Birketræet har en stor frøsætning, som spredes effektivt med vinden. Ved hjælp af fåregræsning kan birkeopvæksten holdes nede. Samtidig bevirker fårernes færdsel at nye lyngplanter får mulighed for at etablere sig. Lyngen vil så være i stand til af holde sig "ung" og livskraftig længere.

Jagthytten Her er mulighed for tørvejr - eller også at nyde en medbragt madpakke. Jagthytten blev bygget i 1938.

Mindesten for Jomfru Rist Sten rejst til minde om adelsjomfru Johanne Severine Frederikke Rist som indtil 1862 var Husjomfru på Hesselbjerggaard. Mindestenen har følgende indskrift: " Jomfru Rist levede her i ensomhed omkring 1880" I 1862 lejede hun 50 tdr. hede med pligt til at opdyrke 1 tdr. hede hvert år. Hun byggede et lille hus (32 m 2 ) og anlagde have, hvor mindestenen nu står (omrids og træer ses endnu). I huset var der 2 rum (stue og en stald), midt i stuen stod kakkelovnen, dog uden skorsten, idet røgen skulle forsvinde ud af et hul i taget. I disse omgivelser levede eneboeren Jomfru Rist, indtil det slidsomme arbejde med hedeopdyrkningen havde tæret så meget på helbredet, at hun måtte flytte fra sin hytte, ko og have i 1881. Jomfru Rist døde i 1899 i København i en alder af 83 år.

Svenske Skanserne Et udgravet rektangulært hul på 80 x 20 meter med en dybde på ca. 5 meter. Den nøjagtige anvendelse er ikke klarlagt: Der kan være tale om en ler-/sandgrav, hvor der graves gulvsand eller ler til teglbrænding. En anden teori går ud på, at der er tale om et militært forsvarsværk bygget af svenske besættelsesstyrker under Torstenssonkrigen (1643-1645). At svenske styrker har hærget området er der ingen tvivl om, men hvorvidt disse styrker har haft behov for at bygge et forsvarsværk/skanse netop her er dog tvivlsomt.

Fandens Dige I plantagen findes de sandsynlige rester af et gammelt dige oprindeligt kaldet Isen Dige senere Fandens Dige. Det strakte sig herfra og til Over Isen syd for Ikast. Idag kan diget ikke ses direkte, fordi det er dækket af påføget sand. Man fornemmer dog klart en halvmåneformet forhøjning af landskabet. Diget strækker sig fra Svenske Skanserne til gravhøjene. Formålet med at bygge et så langt dige er uvis - men der gættes på, at diget har fungeret som enten et skeldige eller et forsvarsværk. Årsagen til navneændringen til Fandens Dige kendes heller ikke, men det er jo sandsynligt at betegnelsen blev brugt af de bønder som skulle udbygge/vedligeholde diget - givetvis uden vederlag. Første gang navnet Isen Dige optræder er i 1587. Måske kan diget have været anlagt for at forhindre vildtet, især vildsvin og kronvildt, der levede i datidens store skove i at ødelægge afgrøderne. At netop dette har været et problem fremgår af en indberetning fra Lensmanden for Skanderborg Len i 1593, hvor der afholdes én stor jagt hvor der nedlægges i alt 1600 krondyr.

Krybende enebær En variant af Almindelig enebær (Juniperus communi ) som er krybende. Enebærtræet har en diameter på det bredeste sted på ca.14 meter men er kun ca. 1 meter høj. Træet dækker et areal på over 100 m2. Der er så vidt vides tale om Danmarks største af sin type. Tomten af en skur/hytte til 5-7 får Her findes de sandsynlige rester af et opholdssted for 5-7 får. Skuret har ligget i læ af Fandens Dige for vestenvinden. Ligeledes har indgangspartiet været placeret i østsiden af det dengang åbne hedeareal. Alderen på tomten kendes ikke, og den er vanskelig at få øje på.

Gravhøje Efter størrelsen at dømme er gravhøjene fra Bondestenalderen (2800-2400 år f.k) nærmere bestemt Enkelt gravskulturen. I området er der inden for ganske få kvadratkilometer 25 gravhøje fra denne periode. Gravhøjene har ifølge Herning Museum ikke været udgravet, hvorfor dateringen er behæftet med en vis usikkerhed.

Yderligere information Yderligere oplysninger og spørgsmål kan rettes til: Parkafdelingen 7400 Herning Tlf: +45 96 28 28 28, Fax: +45 96 28 29 89 www.herning.dk e-mail: teknik@herning.dk De fleste lokalhistoriske informationer er fundet i bogen " Jomfru Rist og hendes slægt" af Tage Lier Hansen, udgivet i 1982. ISBN 87-981067-1-6