Jørgen Hartung Nielsen. Mørket sænket sig. Sabotør-slottet, 1

Jørgen Hartung Nielsen Mørket sænket sig Sabotør-slottet, 1

Mørket sænket sig Sabotør-slottet, 1 Jørgen Hartung Nielsen Forlaget Cadeau 1. udgave, 1. oplag 2010 Illustrationer: Preben Winther Tryk: BB Offset, Bjerringbro, tlf. 86682388 ISBN: 978-87-92563-20-0 Lix: 15 I serien foreligger: Mørket Sænker dig Hilsen til Helena Skudt ned over Danmark Sabotage Forlagets adresse: Forlaget Cadeau Østparken 28, Ejsing, 7830 Vinderup Tlf og fax: 97446305 www.forlaget-cadeau.dk e-mail: post@forlaget-cadeau.dk

Indhold 1. Med fuld musik...7 2. Hvem er han?...12 3. Det andet bud...22 4. En plan...30 5. Ventetid...34 6. Der er nogen....38 7. I aktion....41

Efterår 1940

1. Med fuld musik En deling tyske soldater gik gennem byen. Deres tunge, taktfaste trin gungrede gennem gaden. Et orkester gik forrest. Det spillede tysk militær-musik. Folk stoppede op. Nogle af nysgerrighed. Andre fordi, de ikke kunne komme over gaden. Og enkelte, fordi de godt kunne lide musikken. Jørn holdt ved fortovs-kanten med sin cykel. Med den ene fod støttede han på fortovet. Han var på vej hjem fra arbejde. Siden han var gået ud af 7. klasse, havde han haft job på byens eneste autoværksted, Autogården. Først som arbejdsdreng, men nu var han kommet i lære. Han var glad for det. Han nød at rode med biler, at blive sort af olie over det hele og at se resultatet af sit arbejde. De sataner! lød det bag Jørn. Det var Erling. Hans bedste ven. Erling arbejdede også på Autogården. Erling blev på grund af sit røde hår altid kun kaldt Røde. 7

8

Sådan havde det været lige siden, de gik i skole. Af og til var han også blevet drillet. Men det blev han ikke mere. Røde var stor og stærk og havde lært at slå fra sig. Jørn og Røde var altid sammen. I tykt og tyndt. I arbejde og fritid. 9

10 De tyske soldater var lige ud foran dem nu. Rødes ansigt var fuldt af hån. Han sendte en klat spyt ned på gaden foran sig. Det gav et klask. Lad være med at provokere dem, sagde Jørn befippet og lagde en hånd på sin vens arm. Røde fnøs til svar. De har været her i byen i et halvt år nu. Og hvad gør vi? Synger Al-sang og går Al-gang. Røde fnøs igen. Og lytter til deres pisse musik. Jørn så sig om. Hvis nogen hørte Røde, kunne det gå galt. Meget galt. Men til alt held larmede musikken. De tyske soldater drejede ned ad gaden. De skulle ned til skolen. Her havde de deres hoved-kvarter. Jørn og Røde fulgtes ned ad hoved-gaden. Røde boede i byen. Jørn boede på en gård lige uden for. Vil du med i Kino i aften? spurgte Røde. I aften? Hvad går der? sagde Jørn. Odds 777, svarede Røde. Den skulle være god.

Jørn trak på skuldrene. Jeg ved ikke rigtig, sagde han. Sussi og Irene kommer også, sagde Røde og kneb et øje sammen. Han vidste, at Jørn godt kunne lide Irene, men han havde aldrig fået gjort noget ved det. Jamen så, måske sagde Jørn. Der var en lidt usikker klang i hans stemme. Klokken syv i aften, sagde Røde. Vi ses! Så drejede han ind til huset, hvor han boede. Jørn så efter vennen. Røde var altid så sikker. Både i sine meninger og med pigerne. Han havde det meget lettere, mente Jørn. Men Irene kom også, havde Røde sagt. En varm følelse bredte sig i hans bryst. Han havde længe været lun på hende. Men han kunne ikke få sig til at snakke med hende. Irene var så sød og pæn på en sød måde. Ja, det var netop sådan, hun var. Pæn på en sød måde! De havde gået i skole sammen, men dengang syntes Jørn, at hun var møgirriterende. Sådan var det nok altid. Nu var hun en ung kvinde. Ung og smadder sød. Jørn glædede sig til i aften. 11

2. Hvem er han? Jørn stak til maden. Han kunne ikke få noget ned. Ikke en bid. Rødbede-bøf! Det var ikke lige hans livret. Spis nu, Jørn, sagde hans mor. Jeg kan ikke mere, sagde han og lagde gaffel og kniv fra sig. Tak for mad. Han så på sit ur. Klokken var halv syv. Skal du nå noget? spurgte hans far. Jørn rejste sig og bar tallerkenen ud i køkkenet. Ja, råbte han derude fra. Jeg skal i biffen. Hvad går der? Det var hans mor, som råbte. Odds 777, råbte han tilbage. Odds 777! udbrød moren. Det er da den der med øh, hvad er det nu, hun hedder? Liva Weel, sagde hans far. Ja, det er sådan, hun hedder. Liva Weel. Jørns mor smagte lidt på navnet. Så nynnede hun. Det er dér, hvor hun synger Glemmer 12

du. Hun gik ud til Jørn i det lille køkken. Hvem skal med? Jørn trak på skuldrene og sagde, at det skulle Erling. De havde aftalt at mødes uden for Kino klokken lidt i syv. Erling? Ellers andre? Hun så på ham med et lille glimt i øjet. Jørn var jo nu kommet i den alder, hvor man godt kunne forvente, at der var en pige inde i billedet. Næ, svarede Jørn. Han havde ikke lyst til at fortælle sin mor om Irene. Måske blev det slet ikke til noget med hende? Og så var der ingen grund til at fortælle noget. Nå, men jeg skal skynde mig. Han gav sin mor et hurtigt kys på kinden. God fornøjelse, sagde hun. Og kom nu ikke for sent hjem! Men Jørn var allerede væk. Der var en lang kø uden for Kino. Røde og Irene var der allerede. Sammen med dem stod Sussi, som Røde kom sammen med. Lidt i hvert fald. Hun var en høj, tynd pige med leverpostejfarvet hår, som hun havde samlet i en knude oppe på hovedet. Jørn kunne godt 13

14 lide hende; men ikke så godt, som han kunne lide Irene. Med Irene var det noget andet. Helt andet. Jeg har købt fire billetter, sagde Røde. På kysse-rækken, sagde han og lo. Sussi gav ham et dask i siden. Skal vi gå ind? spurgte Jørn. Der er masser af tid, sagde Røde. Først reklamer og så en lang tysk uge-revy. Det gider vi ikke, vel? Ingen sagde ham imod. De stod lidt i tavshed. Jørn så på nogle fotos fra filmen. Den så god ud. Har I hørt den sidste nye maler-historie? sagde Røde. Han var allerede begyndt at grine. Dét havde de ikke, selvom der var en masse af den slags historier i omløb. Nå, sagde Røde. Men det var altså to tyske udsendinge fra Berlin. De kom ind i The Royal Bank of England. De skulle låne penge til nye fly. Kan De stille garanti for lånet? spurgte bank-direktøren. Jo, sagde den ene. Det kan vi godt. Under jorden har vi en masse kul.

Ja, indskød den anden, og over den har vi vores fører. Bank-direktøren tænkte sig lidt om. Så sagde han: 15

16 Kan De bytte om på de to dele, så er det i orden. De lo alle, så de fik tårer i øjnene. Hvor hører du alle de historier? spurgte Sussi.

Røde trak på skuldrene. Sådan rundt om, sagde han. Skal vi ikke gå ind nu? sagde Jørn. Han klukkede stadig af grin. 17

18 UFA-filmen, den tyske propaganda-film, var godt i gang, da de listede op på deres pladser. De to piger sad sammen i midten; Røde yderst ved siden af Sussi og Jørn ved siden af Irene på den anden side. Med ét dukkede et nærbillede af en tilfreds Adolf Hitler op. Straks lød det et sted i salen: Hvem er han? Salen brød ud i latter. Flere spydige bemærkninger fulgte, og latteren ville ingen ende tage. Pludselig blev filmen standset, og lyset i salen tændt. En mand kom frem foran lærredet. Han rakte en hånd i vejret og bad om ro. Repræsentanter for den tyske værnemagt, som er her til stede, sagde han, beder mig Han blev afbrudt af flere buh-råb. Lidt efter lidt blev der ro. Han fortsatte: Hvis der kommer flere mishags-ytringer, bliver aftenens film forbudt. Ærede publikum! Jeg beder Dem om ro. Tak. Så gik han, og UFA-filmen fortsatte.

Jørn var lige glad med filmen. Af og til skævede han til Irene. Når hun så på ham, så han hurtigt væk. Deres arme rørte hinanden på armlænet. En skælvende varme brusede op i ham. Han skulle måske trække armen væk? Nej, det kunne hun jo lige så godt gøre. Og det gjorde hun ikke. Denne nærhed fik helt ukendte følelser til at bryde frem. Tænk, at han engang havde syntes, at hun var en lille dum tøs! Det var ikke til at forstå. De fulgtes ud af Kino. Efterårsmørket havde lagt sig tungt over byens tage. Månen gemte sig bag tykke, sorte skyer. Gade-lygterne udsendte kun lidt lys gennem de blåmalede glas. Uden for Kino stod nogle unge mænd. Det var mørklægnings-lodsene. De tjente lidt penge ved at hjælpe ældre sikkert hjem gennem den mørke by. Den var god, filmen, synes du ikke? spurgte Irene. Jørn gav et nik til svar. 19

Jo, smadder sagde han, da han blev klar over, at hun ikke kunne se, at han nikkede. Nå, men jeg følger lige damen her sikkert hjem, sagde Røde. Vi ses i morgen, ikke? Det sidste var til Jørn, der bare vinkede godnat. Måske vil du også følges hjem, sagde Jørn. Han var glad for, at mørket skjulte hans rødmen. Gerne, lød svaret. Jeg skal lige hente min cykel, sagde Jørn. De gik et stykke tid i tavshed. Fulgte de hvide striber, som viste, hvor fortovet var. Irene havde taget sit hvide armbind på. Det gjorde det lettere at blive set i mørket. Jørn havde glemt sit hjemme. Han fortalte, at hans mor brugte en hvid pose. Hun klippede bunden af. Det var billigt og nemt. Det var smart fundet på, sagde Irene. Min mor har syet et til os alle sammen. Så gik de igen tavse ved siden af hinanden. Jørn kunne have travet meget længere, men med ét var de ved Irenes hus. Så er vi her, sagde hun. Tak for i aften. 20

Det var meget hyggeligt. Hun rakte en hånd frem mod ham. Han tog den. Det synes jeg også, sagde han. Så stod de igen tavse. Hvor skulle man hente ordene? tænkte Jørn. Hvad skulle man sige? Hvad skulle man gøre? Kysse hende? Hvad ville hun mon sige til det? Ses vi igen? fik han så omsider spurgt. Hvis du vil, svarede hun. Om han ville? Sikke dog et spørgsmål. Der var ikke noget, han hellere ville. Det vil jeg meget gerne, sagde han så. Nu ved du jo, hvor jeg bor, sagde hun og bøjede sig frem og gav ham et hurtigt kys på kinden. God nat. Hun gik hurtigt ind i opgangen. Jørn stod og så efter hende. Han kunne stadig mærke hendes læber, hvor hun havde kysset ham. Vi ses igen, jublede han, da han i mørket cyklede hjemad. Vi ses igen. Og han havde da hele tiden vidst, hvor hun boede. 21