Shellhuset 21. marts 1945. afjan Møgelbjerg

Shellhuset 21. marts 1945 afjan Møgelbjerg

Shellhuset, 21. marts 1945 - den dag krigen kom til Danmark

Shellhuset, 21. marts 1945 - den dag krigen kom til Danmark Af Jan Møgelbjerg Forlaget SØRVIS 1985 ISBN 87-981829-2-7

Forord Denne bog er ikke et digert historisk værk. Det er en samling af udtalelser, erindringer, beretninger og oplysninger om en enkelt dag i Danmarks historie. Bogen er blevet til for at sikre at den 21. marts 1945 ikke går i glemmebogen - selvom tiden går og en stadig mindre del af Danmarks befolkning kan huske begivenhederne fra da det skete. Der er mange grunde til at huske den 21. marts 1945. Den dag, da Shellhuset blev bombarderet kunne mange danske, mere eller mindre aktive, modstandsfolk ånde lidt friere fordi Gestapo-arkiver, Gestapofolk og Gestapostikkere gik til. Den dag døde også otte danske fanger - eller gidsler om man vil - i Shellhusets tagetage, hvor tyskerne havde anbragt dem i et forgæves forsøg på at afskrække fra bombning af huset. Samtidig markerer den 21. marts 1945 den dag, hvor danskerne fik en smagsprøve på, hvordan en dag i en krig kan gå. 87 børn og 28 voksne blev dræbt på Frederiksberg i området omkring den franske skole. Én enkelt dag i en krig var det og Danmark havde trods 5 års besættelse kun få dage, der mindede om denne, hvad menneskelig tragedie angår. 9

Det var én enkelt dag i en krig, der blev kæmpet med de såkaldte konventionelle våben. Ude omkring i Europa døde tusinder af civile; børn, kvinder og gamle, på denne måde. I Japan sluttede krigen med en forsmag på den moderne våbenteknik, den effektive drabsmetode, som ikke ville nøjes med få hundrede dræbte på en enkelt dag. Jan Møgelbjerg København, marts 1985 10

11

12

Indhold Huset 15 Fangelivet 25 Planlægningen 33 Angrebet 43 Katastrofen 61 Fangerne 73 Kilderne 77 13

14

Huset Selvom tyskernes officielle begrundelse for at rykke ind i Danmark den 9. april 1940, var at ville hjælpe den danske regering, trængte man sig som bekendt mere og mere på i løbet af besættelsesårene. Efterhånden som værnemagtens utilfredshed med det danske folk og dets modstand steg, satte man et stadigt større apparat ind i Danmark. Mere administration og flere politifolk. Den 15. maj 1943, godt 3 måneder før det endelige brud mellem Danmark og Tyskland, kom Gestapo - forkortelse for Geheime Staatspolizei. I Berlin havde Det tredie Riges ledere bemærket den stadigt større modstand i Danmark og i øvrigt også i andre besatte områder. Hitler proklamerede at "terror skulle bekæmpes med terror". Han mente med andre ord ikke, at den tyske hær i Danmark var i stand til at gøre et effektivt stykke arbejde overfor en organiseret modstandsbevægelse, som den der så småt var ved at etablere sig her. Og deri havde han sikkert ret. Mange af de tyske soldater her var ganske uinteresserede i nazisme og Vaterland. Deres højeste ønske var at komme hjem tii et land i fred. Deres næsthøjeste ønske var at kunne have det stille og roligt, mens de var i Danmark. En håndfuld tyske soldater på højere eller lavere niveau hjalp ligefrem de danske frihedskæmpere - dette gjaldt 15

endog chefen for de få tyske politifolk, der var her i landet inden 15. maj 43. Kriminalrath Hans Hermansen, chef for "Grenzpolizei" gjorde danskerne mange tjenester, også efter at Gestapo var kommet. Gestapos ankomst ændrede forholdene radikalt. Selvom der også her fandtes folk med en anden opfattelse end den nazistiske, så var Gestapofolkene uhyggeligt grundige og, i takt med at de blev forstærket, også uhyggeligt effektive. Gestapos vækst og omfang i Danmark er svær at overskue - blandt andet på grund af Shellhus-bombardementet, hvor utrolige mængder af papir og optegnelser gik til. Men i hvert tilfælde benyttede Gestapo fra foråret 1944 det store Shellhus og tre naboejendomme til sit virke. Dertil kom afdelingerne rundt om i landet, hvor man bl.a. havde sat sig på en stor del af Aarhus Universitet. Starten var i Dagmarhus, sammen med de øvrige tyske udsendinge. Efter indførsel af egentlig krigstilstand den 29. august '43, eksploderede pladsbehovet og administrationen hvoraf mange ikke kunne fordrage de påtrængende Gestapofolk - arbejdede ihærdigt på at blive alene i huset ved Rådhuspladsen. Olieselskabet SheIIs store og ret nye kontorbygning faldt altså i tyskernes smag. Med de omkringliggende kontorbygninger udgjorde Shellhuset et hovedkvarter, som var Det tredie Riges "storhed" værdig. Samtidig var der flere bygninger ved siden af igen" som kunne ind- 16

drages hvis det skulle blive nødvendigt. Dertil kom at der foran Shellhuset var plads til at opbygge de sikkerhedsforanstaltninger i form af barrikader og afspærringer, som den tyske grundighed forudså kunne blive nødvendigt. Endelig var der den stort set uudnyttede tagetage, som var anvendelig til fængsel, således at fangerne kunne agere skjold overfor tanken om et evt. luftangreb. I mange henseender brød Gestapos virke med det øvrige tyske arbejde i Danmark. Både militæret og SSkorpset havde en tragikomisk iver efter at give deres virke et skær af lovlighed. Den slags illusioner hæmmede ikke' det hemmelige politi. Udover at samle oplysninger om stort set alle former for aktivitet i Danmark, søgte Gestapo at sætte ind overfor modstanden ved hjælp af alle midler. Blandt de mere uskyldige ideer var et forsøg på at så forvirring i de danske rækker med udsendelse af falske opfordringer, falske plakater og falske illegale blade. Et eksempel på det sidste var bladet "Corsaren", som blev duplikeret fra november 1944 i Shellhuset. Det udkom 2 gange om måneden frem til slutningen af april '45 og var skrevet af danske medarbejdere, der lagde en proforma antitysk, konservativ, skandinavistisk holdning. Falske sabotageaktioner, der ligeledes skulle skabe forvirring hos danskerne og så mistillid til modstands- 17

bevægelsen var en af de voldelige ideer, Gestapo fik. Det var Gestapo, der stod bag den såkaldte Peter-gruppe, eller Brøndum-banden. Denne gruppe blev under ledelse af danskeren Henning Brøndum besættelsestidens mest berygtede terror-gruppe med over 300 menneskeliv på samvittigheden. Disse dræbte var i hovedsagen uskyldige danskere, dræbt ved bombeeksplosioner eller enkeltvis ved direkte likvideringer, som f.eks. da digterpræsten Kaj Munk i 1944 fandtes skudt nær Silkeborg. Gestapo samlede som nævnt oplysninger om alt og alle. Den ene hovedkilde til disse oplysninger var en udklipstjeneste under ledelse af danskeren Tretow-Loof. Han organiserede gennemlæsning af størstedelen af Danmarks aviser og tidsskrifter. Alt, hvad der var eller kunne blive af interesse for besættelsesmagten blev klippet ud og samlet i bøger og mapper. Det store tyske arkiv hørte til i en afdeling med det fine navn "Arbeitsgemeinschaft für skandinavische Zusammenarbeit". Her rådede dr. Wasche, som fik den anden store del af sine oplysninger fra et omfattende net af stikkere. Hvor organiseret dette net egentlig var er det aldrig lykkedes at finde ud af til fulde. I hvert tilfælde var der tale om to slags stikkere - de egentligt organiserede, og de der blot sendte oplysninger af forskellige grunde: Det kunne være jalousi, private uoverensstemmelser eller pengebegær, der fik folk til at 18

give Gestapo oplysninger, i stil med denne, gengivet fra Frit Danmarks Hvidbog om besættelsestiden: "Ein Freund teilt Ihnen mit: Ikh habe erfahren von sichere Quelle, das "Danmarks tekniske Højskole", 0stervoldgade 10 und Sølvgade von dem Freiheitsrat ausgesehen sind als Hauptquartier zu dienen, wenn der Kampf in Danemark beginnt. Es ist als eine Ueberrumplung des Gegners und ein Gewinn von geeignete Lokale mit viele Telefonen, Luftschutzkeller mit Stahlturen u.s. w. falls die Wehrmacht beschlag darauf legt. Das Personal auf der Hochschule wissen nichts von diesen Planen, des dänischen Freiheitsraten. Heil Hitler ein Freund (Spion im danishen Freiheitsrat) Ikke alle oplysninger, som tyskerne fik var lige anvendelige, hvilket fremgik af mange af de papirer, som overlevede bombardementet. Men blandt stikkerne var også folk, der oprigtigt ønskede at hjælpe Gestapo og disse har uden tvivl været mere omhyggelige med oplysningernes rigtighed end mange af de andre. Tilfangetagne Gestapo-stikkere 5. maj 1945 19

Nogle meddelere betjente sig af breve, som var skrevet med gennemslag. Når de så havde observeret, at deres anonyme henvendelse til Gestapo havde medført anholdelse eller lignende, sneg de sig ind i Shellhuset med kopien i hånden. Her fik de så udbetalt et beløb af varierende størrelse. De mere professionelle stikkere var omhyggeligt udvalgte danskere, der helst skulle kunne bevise, at de var interesserede i at gøre tjeneste for nazismen - for eksempel ved at have været i tysk millitærtjeneste. De kaldtes V-mænd og var placeret i forskellige grupper og miljøer, hvor man forventede at kunne støde på modstandsfolk, f.eks. i studenterorganisationer og i flere partier. Flere af disse stikkere måtte i krigens sidste tid bo i ShelIhuset, efter at de var blevet afsløret der, hvor de havde haft deres virke. At komme i Gestapos hovedkvarter betød for de fleste modstandsfolk begyndelsen til enden. Tyskerne henrettede 103 danskere efter domsafsigelse og formodentlig et lignende antal uden dom. Det mest umenneskelige eksempel var nedskydningen af 11 unge natten mellem den 7. og 8. august 1944. Gestapo hævdede at de var dræbt under flugtforsøg udenfor Shellhuset, men alt peger i retning af, at mordene foregik i hovedkvarterets kælder. Shellhuset var Gestapos forhørssted og tortur og metoder, der ligner, var almindeligt anvendt. Modstandsmanden Peter de Hemmer Gudme var en af 20

de, der blev forhørt under de barske forhold i november '44; efter 2 dage begik han selvmord for ikke at røbe sine kammerater. Reklamemanden Erik Crone var et andet eksempel på et torturoffer. Han nåede at sige mere end han brød sig om og fik smuglet et advarselsbrev ud om, hvad han havde sagt. Han blev henrettet den 28. januar efter at have fået en dom i den tyske krigsret natten forinden. Blandt de fanger, der undslap ved bombardementet af Shellhuset var der flere, der havde været underkastet tortur. En af dem, professor dr. phil. P. Brandt Rehberg berettede efter krigen: "... anden dags aften blev jeg imidlertid hentet ned, og nu fik piben en anden lyd (efter at de to første dage havde været småsnak og vrøvl. red.). Man betydede mig, at mit liv ingen betydning havde - nu ville man have de oplysninger, om man så skulle blive ved med at mishandle mig til næste dag, eller til jeg var død. Hvorefter 3-4 mand begyndte.at prygle løs på mig med en stok. Et øjeblik var jeg ved at ryge løs på dem, men besindede mig, men da jeg vendte mig imod dem og sagde, at jeg fandt at dette var en latterlig forestilling, fik jeg et stokkeslag i ansigtet, der gav mig et brud på det ene kindben. Man rev tøjet af mig og lænkede mig nedover et bord med hovedet ved gulvet og hænderne ind om en tværstang under bordet. Og så blev man ved. Hvorlænge ved jeg ikke, men jeg blev efterhånden temmelig medtaget. De skiftedes til at slå - når en havde slået nogle slag, rakte han stokken videre til den næste med ordene "Nun du". - De opførte sig 21

efterhånden som vilde mennesker - for frem og tilbage i lokalet og spyttede af raseri. Jeg havde nærmest indtrykket af, at de måtte hidse sig op for at kunne gennemføre mishandlingen. Jeg tror, det er galt at kalde dem sadister. Når jeg siger det tror folk, at det er et forsvar for dem. Det er det ikke tværtimod. Sadister er unormale, syge mennesker, som kun delvis er herre over sine handlinger. Dette var normale mennesker, som kynisk brugte mishandling for at fremtvinge oplysninger, som måtte hidse sig op for at kunne gøre det, og som var temmelig ynkelige og sammenfaldne bagefter. Medens jeg endnu hang lænket og halvt bevidstløs, kom en af dem hen til mig og sagde, at jeg ikke måtte tro, at han var glad ved at være med til det. Senere hørte jeg to af dem tale om, at de aldrig ville kunne fortælle deres koner om, hvad de havde været med til. Det var små mennesker i al deres brutalitet." Efter torturen udtænkte Brandt Rehberg en længere fortælling af løgne og ligegyldige informationer, som han vidste at tyskerne havde i forvejen. Disse fik han så tiden til at gå med i nogle dage og det endte i hvad Rehberg selv kaldte "relativ god stemning", hvor den tyske forhørsleder erklærede at han troede at mindst 80 % af professorens oplysninger var løgn. Hvor meget Gestapo egentlig vidste om den danske modstandsbevægelse har det aldrig været muligt at vurdere helt nøjagtigt. Men meget - alt for meget - var kendt; i Frit Danmarks Hvidbog om besættelsestiden hed det: 22

"Ganske vist var der meget Gestapo ikke anede - og det er en særdeles god Forlystelse nu at gennemlæse Gestapo-agenters Rapporter der rummer gale Oplysninger og gale Konklusioner om rigtige Iagttagelser - men det lader sig ikke nægte at grumme mange særdeles vigtige Oplysninger er naaet frem til Edderkoppespindets Centrum (dog tør man vistnok sige at de Oplysninger, der nu foreligger, viser at Gestapo snarere har vidst mindre end man regnede med, ihvert Fald indenfor Modstandsbevægelsens Inderkreds). For Eksempel vidste Gestapo på et vist Tidspunkt god Besked med alle Frihedsraadets Medlemmers Navne og Dæknavne, og flere Gange er Tyskerne naaet meget nær ind til Kærnen af Modstandsbevægelsen. " "Endnu i Marts 1945 vilde det sikkert have været muligt at ramme Modstandsbevægelsens Hoved, hvis Tyskerne havde villet og kunne sætte en meget stor Gestapostyrke ind derpaa. Det havde de dog ikke Kraft til paa dette Tidspunkt, men det kunde være gaaet meget galt hvis Tyskerne havde haft Held til at gennemføre den store "Durchkammungsaktion" der, efter Ønske fra Berlin, blev forberedt af General Pancke i Marts 1945, lidet anende at hans Samtaler herom med Berlin blev aflyttet af Frihedsbevægelsens Folk. Royal Air Force's Angreb paa Shellhuset den 21. Marts 1945 forhindrede Udførelsen heraf " Angrebet var en effektiv stopper for Gestapos virke. Der var ikke lang tid tilbage af krigen og selvom mange oplysninger kunne rekonstrueres' manglede en række tyske 23

nøglepersoner for at kunne samle tingene sammen igen. De største Gestapo-fisk var ganske vist blandt de overlevende, men det var ikke dem, der havde oplysningerne i hovedet. De, der ville have kunnet huske, var de, der havde samlet oplysningerne ind. Og de var næsten alle blandt de dræbte og sårede. Dertil kom at Gestapo altid havde været fyldt med interne stridigheder, sådan som det oftest er tilfældet når folk med store ambitioner er samlede på en arbejdsplads. Dette dårlige klima havde gjort meget af Gestapos arbejde ineffektivt inden bombardementet og situationen blev bestemt ikke bedre efter. Dr Wasches gigantkartotek var ødelagt. Det samme gjaldt de lister, hvor tusinder af danskere var opført og kategoriserede i forhold til hvor stor en risiko, man forventede at de ville være imod det tyske rige. Oplysninger, der var opbevaret mere sikkert end andre, i pengeskabe og solide arkivskabe, fik tyskerne langt fra fuld glæde af efter bombardementet. Et arkiv over tyskerhåndelangere blev fundet af modstandsfolk fra "Henrik Gerner-gruppen" og blev brugt ved retsopgøret efter krigen. Frihedskæmpere fra "Holger Danske-gruppen" hentede fem pengeskabe i ruinerne. De fire viste sig at være tomme og den femte indeholdt en tysk admiralsuniform! 24

Fangelivet Efter at tyskerne havde taget Shellhuset i deres besiddelse gik det op for dem at bygningen ikke var helt sikker overfor fjendtlige angreb. Den lå på et område, hvor en mængde lav, mere eller mindre midlertidig, bebyggelse foran gjorde Shellhuset let genkendeligt fra luften. Tanken om et allieret luftangreb lå ikke tyskerne fjernt. Gestapos løsning på dette sikkerhedsproblem var at holde fangerne som gidsler og i stedet for blot at indsætte alle i Jeg har kigget lidt på efteråret og estre Fængsel, placeredes de der ansås for mest prominente øverst i Shellhuset. I oktober 1944 blev Haus-gefängnis indrettet på loftsetagen på 6. sal. 11. november indsattes de seks første fanger. En af disse var Alf E. Olstrup, der senere har berettet om forholdene i dette noget specielle fængsel. Elevatoren gik kun til 5. sal, og fra denne etage førte en ret stejl trappe op til loftsetagen. Yderdøren var forsvarligt forsynet med en solid lås, og denne dør og selve fængslet adskiltes af et lille rum, hvor pårørende der havde ærinde til fangerne, kunne opholde sig. Indenfor den næste dør var så fængslet. Til højre lå cellerne fra 1-5, til venstre baderummet og de såkaldte arrestceller, egentlig en mærkelig betegnel- 25

se, da vi der sad i de andre celler vel også måtte betegnes som en slags arrestanter. Men der var selvfølgelig den forskel, at der ikke var elektrisk lys i arrestcellerne Gangen drejede så til venstre, og resten af fængslet lå på begge sider af gangen. Til højre fandtes der soverum for vagterne samt kombineret kontor og" opholdsstue,. derefter cellerne 6-9. På modsatte side lå bagagerum, køkken, pissoir, tre WC, to for fangerne og det midterste for vagtmandskabet, toiletrum med seks håndvaske og stort spejl over hver kumme. Lige efter toiletrummet kom igen celler fra nr 22 og ned til nr 17 som sidste celle på venstre side, på højre side fandtes et mellemrum mellem celleblokkene. Her sad et tagvindue som eneste lyskilde til gangen, på gulvet var der en meget stor kasse med sand og desuden spande og redskaber til brug for ildslukning. Til sidst kom så cellerne fra 10 til 16, der udgjorde den sidste blok." Alf Olstrup fortæller videre, at cellernes størrelse var 3 x 1½ meter med skråvæg i den ene ende, hvor der samtidig var vinduer på 10 x 20 cm. Lyset i de mørke timer kom fra 15 watts pærer. Møblementet var en dobbeltseng med spiralbund og madras, samt tre tæpper pr. mand. Et skrivemaskinebord med skuffer i den ene side, plus to spisestuestole var resten af indboet. Der var tynde vægge og almindelige krydsfinerdøre med ventilationshuller og et observationshul. Til at begynde med kunne den udvendige klap for kighullet drejes indefra, så fangerne kunne følge en smule med i livet på 26

gangen. Men tyskerne fandt at dette var en dårlig ide, så en skønne dag kom der glas for. Olstrup rettede i sin beretning en tak til ham, der satte glas i, for han overbragte fangerne den glædelige nyhed, at de allierede havde startet en offensiv over 700 km på vestfronten - efterretninger, der naturligvis bekom fangerne vel. Iøvrigt var fængslet ikke helt færdiggjort, da de første indsatte ankom - bl.a. gjorde elektrikeren sig først færdig dagen efter. Varme kom der først efter nogle ugers forløb; dette arbejde krævede, at der blev slået huller mellem cellerne. Disse huller var ikke uvelkomne hos fangerne, der fik en ekstra samtalemulighed. Om livet på Shellhusets loft fortæller Olstrup videre: "Nogle havde ryge- og læsetilladelse, andre opnåede det aldrig, og desuden blev behandlingen af fangerne alvorligt skærpet fra november til marts." Om den første dag: "Vi havde ingen middagsmad fået i Vestre (Fængsel, red). Vi alarmerede vagten og i løbet af eftermiddagen lykkedes det ham at skaffe os noget mad. Det var kalvefrikassé med grønærter, så det lovede godt; men om aftenen kendte vi det igen. Vi fik hver udleveret 7-8 røgede sild, det vil sige, det var nogle dværge af sild. Dertil et halvt rugbrød, som skulle skæres med en sløv brødkniv. Det medførte også, at vi fik vabler i hænderne. Smørrationen var på størrelse med en halv tændstikæske. I en af skuf- 27

ferne lå der lidt kaffeerstatning og lidt sukker. Det så ud til, at det var til morgenkaffen. Jeg tør roligt sige, at den lørdag var den tristeste i mit liv. Jeg følte mig temmelig sikker på, at vi skulle skydes næste morgen, så vi sad lige så stille og oplevede hele levnedsløbet fra barndommen og til den 11. november. Mine kammerater følte ligesådan. Alle mente, at nu var det forbi. Hvis vi ikke skulle skydes, så skulle vi bombes. Efterretningen om bombningen af Gestapos hovedkvarter i Aarhus den 31. oktober havde jo nået Vestre Fængsel. Da der så ved 20.30 tiden blev blæst luftalarm, blev humøret ikke bedre. Vi hørte et par engelske maskiner og ventede hvert øjeblik, at nu skete det. Men luftalarmen blev afblæst, og vi gik til køjs for første nat i Shellhuset, en nat, der efterfulgtes af mange lange nætter." I begyndelsen hørte fangelivet ikke til det hårdeste - og sammenlignet med nazisternes berygtede KZ-lejre, var opholdet her på toppen af København nærmest som en husarrest: "I den første tid blev vi ikke vækket til bestemt tid om morgenen. De, der vågnede først, ringede på klokken og blev så lukket ud til morgentoilette. Man kunne i de fleste celler høre, om der var nogen i.vaskerummet. Var der fri bane ringede man på vagterne. Om søndagen sov vi temmelig længe. Dette soveri skyldtes vel først og fremmest, at fængslet var nyt, og at der intet regulativ eller ordensreglement fandtes og samtidig, at vore to første vagter var ualmindeligt flinke. I en kort tid havde vi to 28

værnemagtssoldater fra Bayern. Den ene hed Josef, navnet på den anden vides ikke, kun at han var elektriker af profession. Disse to vagter var bestemt ikke glade for Hitler og hans krig, og vi kan vel alle huske deres næsten undskyldende mine, når de var nødt til at lukke døren efter os." "Gårdture gaves ikke, men om eftermiddagen havde vi lejlighed til at spadsere et kvarter på loftsgangen under behørig kontrol. Det var rart at få rørt sig lidt, selvom det havde været bedre, at komme en tur ud i den friske luft. På sin vis havde man det bedre i Shellhuset end i Vestre Fængsel. Vi havde bedre senge, kunne gå på W.C., når det passede os og ikke som i Vestre, når det passede tyskerne. Toiletforholdene var bedre. Der er trods alt udvekslet mange nyheder i vaskerummet. I særdeleshed mandag, onsdag og fredag, der var barberdage. Da kunne man opholde sig i vaskerummet indtil en halv time." Men tanken om at bo lige ovenover det frygtede Gestapo var ikke rar. Og de flinke vagter blev udskiftet med stadig skrappere folk. der gjorde det til en vane at skridte gangen Igennem hver time hele natten. dreje klapperne fra kighullerne og undersøge cellerne. Et venligt rengøringspersonale, der bl.a. forsøgte at smugle breve ud for fangerne, blev også skiftet ud og fangerne fik selv overdraget rengøringen. Det samme gjaldt køkkenarbejdet, hvilket i grunden var en slags fordel, for det gav en ekstra mulighed for samtale mellem fangerne - noget, der ellers var blandt det mest savnede i Shellhus fængslet. En over- 29

gang var Poul Sørensen (MF) fast opvasker til stor glæde for de øvrige, idet han hørte til de få, der havde fået en avislæsningstilladelse. Da det gik op for tyskerne, at nyhederne spredtes, blev han sat fra jobbet. Fængselslederen hed Jaeckel og han var en lidt oversmart tysker, der tænkte mere på sig selv end på det tredie rige. Han forsynede det meste af husets personale med sortbørsvarer - cigaretter, flæsk, silkestrømper og meget mere. Hvis fangerne kom til at ødelægge noget af servicet opkrævede han penge for det. Til trods for at det hele var stjålet i Ingeniørhuset kostede f.eks. en kaffekop 2 kr i erstatning fra fangerne - som alle var overbeviste om, at pengene gik direkte i Jaeckels egen lomme. "Maden blev bragt os fra Alsgades skole, samme sted som Vestre Fængsels tyske afdeling blev forsynet fra, så retterne var velkendte. Mandag, tirsdag, torsdag og lørdag suppe af en eller anden slags. Om onsdagen fik vi sovs og kartofler og et stykke flæsk, medisterpølse, forloren hare eller sådan noget. Søndagen bød på steg af en eller anden slags, men kun små stykker. Fredag var rædslernes dag. Det var nemlig fiskedag. Hvilken slags fisk, vi fik blev dog aldrig opklaret, men det var forskellige slags rusk-om-snusk kogt sammen med kartofler og sovs. Undertiden fik vi en Buko-ost eller et stykke røget torsk, godt tørt. Som ugerne gik blev vi blegere og tyndere." Ved juletid fik fangerne en god overraskelse, nemlig en Røde Kors pakke med ½ kg smør (der nåede at blive harsk inden jul), 1 spegepølse, 1 stk. ost, 1 æske lakrids- 30

konfekt, 1 æske flødekarameller, 1 bog, samt æbler og cigaretter. Juleaften fik man iøvrigt dobbelt kødportion (men stadig for lidt) og 1. juledag var der oksesteg. I julen var der desuden fred for forhørene. 31

32

Planlægningen I forlaget Gyldendals 3-bindsværk "De fem lange Aar", redigeret af Johs. Brøndsted og Knud Gedde, der udkom i 1946 står på side 939 (bd II): "I slutningen af februar blev Gestapo gennem et Kup paa Telefonhuset ledet frem til det Lokale paa Danmarks tekniske Højskole, hvor hver Morgen Oberstløjtnant Tiemroth holdt Møde med Professor Brandt Rehberg og Civilingeniør Mogens Prior. Alle tre arresteredes tillige med Civilingeniør Duhrkop, der havde stillet Lokalet til Raadighed. Dette var ingen daarlig Fangst. Tiemroth var Chef for Modstandsbevægelsens væbnede Styrker i København, Prior var tilknyttet "Frit Danmark", og Brandt Rehberg fungerede bl.a. som Forbindelsesled mellem Frihedsraadet og Formanden for Det radikale Venstres Rigsdagsgruppe, Jørgen Jørgensen. I Forbindelse med disse Arrestationer lykkedes det desuden Gestapo at anholde en Del andre Medlemmer af de københavnske væbnede Modstandsstyrkers Ledelse, bl.a. Flertallet af Kompagnicheferne samt Chefen for Vaabentransporterne i Jylland Kaptajn Ahnfeldt-Mollerup. Et meget føleligt Tab var saaledes tilføjet Modstandsbevægelsen, og det tilmed paa et Tidspunkt, da man maatte regne med snarlig Brug for dens aktive Indsats. Det engelske Hovedkvarter besluttede derfor - uden Opfordring fra Danmark - at komme Modstandsbevægelsen i København til Hjælp ved at 33

bombardere Gestapos Højborg, Shellhuset, og ødelægge de derværende Arkiver og Optegnelser. Og man gik straks i Gang med at forberede Angrebet. Opgaven var vanskelig, fordi Shellhuset laa i Byens Centrum. Den engelske Ledelse lod bygge Miniaturemodeller af Shellhuset og omliggende Bygninger, saa at Flyverne kunne blive fortrolig med Udseendet. I det Hele sparedes intet i omhyggelig Forberedelse. Ved midten af Marts var man rede, og da der den 19. Marts kom Meddelelse til London om, at den danske Spionageorganisation havde aflyttet paa General Panckes Telefonledning til Berlin en Meddelelse om, at han mente at ligge 34

inde med Navn og Adresser paa nogle af Frihedsraadets Medlemmer og paa Ledere indenfor Modstandsbevægelsen i København, hvorfor man udbad sig Tilladelse til at foretage en stor Razzia i hele København fra 23. til 25. Marts, besluttede man at gennemføre Angrebet den 21. Marts. Ingen i Danmark kendte denne Beslutning." Udlægningen af, at det var englænderne, der tog beslutningen uden opfordring fra Danmark var gængs i den første tid efter bombardementet og i årene umiddelbart efter besættelsen. Senere ændredes billedet efterhånden som folkene bag Frihedsrådet: Erik Husfeldt, Alfred Jensen, Frode Jakobsen, Børge Houmann, Mogens Fog, Aage Schoch, Ole Chievitz og C. A. Bodelsen. 35

dukkede op med deres beskrivelser og der kom flere versioner. I en bog om Shellhuset af Ove Kampmann og C. Næsh Hendriksen fra 1964 hedder det, at den danske modstandsbevægelses ledere allerede i 1944 begyndte at interessere sig for Shellhuset, og interessen skærpedes efterhånden som kampen blev hårdere og skarpere: "Det var indlysende, at en ødelæggelse af Shellhuset med samt proskriptionslister og hemmelige kartoteker ville lamme den tyske aktivitet overfor modstandsbevægelsen - i hvert fald for en tid. Vi var hårdt trængt herhjemme, adskillige militære grupper var revet op, efterretningstjenesten var i åbenlys fare, tyskerne vidste alt for meget." I december 1944 tilkaldte Gestapo-chefen, dr. Hoffmann, den svenske ambassadør, von Dardel, og beklagede sig over at tyskerne havde fundet nye, svenske våben i modstandsbevægelsen. Samtalen mellem de to mænd gjorde det klart, at tyskerne vidste meget om modstandsbevægelsen, og at denne var i stor fare. Tanken om et angreb på Shellhuset fremstod nu som det eneste realistiske middel mod Gestapo. Kampmann og Næsh Hendriksen skriver: "Allerede inden udgangen af december 1944 gik planerne i kode af sted til England. Der blev også fremsendt kort og skitser, og en af flyvevåbnets of- 36

ficerer udarbejdede et kort, der anviste de sikreste og bedste ruter over Sjælland og "indfaldsvejene" til selve målet midt i byen. Umiddelbart efter kom svaret tilbage - planerne var godkendt, men uden dato. De få indviede herhjemme havde kun at vente til angrebet satte ind, men det kan tilføjes, at den danske faldskærmsmand, major Ole Lund - direktør Ole Lippmann - i tiden omkring planernes godkendelse var sat ned "et eller andet sted" i Nordsjælland. Hans opgave var bl.a. at undersøge Shellhussagen..." "...kaptajn P. V. T. Ahnfeldt Mollerup... blev indsat i Shellhusets tagetage i februar og han var en af de få, der vidste, at angrebet en skønne dag ville komme, men han røbede ikke sin viden til en eneste af kammeraterne - endsige til tyskerne. En af de første bomber, der blev kastet rev hans celle op. Kaptajn Ahnfeldt Mollerup tog sin viden med sig i døden - en skæbne, han allerede længe havde måtte forudse." En anden af de, der vidste besked om angrebets komme var Poul Borking. Han var til forhør på 5. sal i Shellhuset, da bomberne faldt og fortæller selv: "Efter at Wiese (forhørslederen, red) nogle minutter havde talt med mig, forlod han lokalet. Tilbage blev jeg og to tyskere, som skulle holde vagt. Den enes navn var Matthis. Jeg sad med ansigtet vendt mod vinduet og kunne se ned på vandreservoiret ved Skt. Jørgens Sø, da jeg 37

pludselig fik øje på tre maskiner, som i ganske lav højde kom ind over byen. Netop da jeg så dem, foretog de en drejning, så jeg tydeligt så silhouetten, og jeg var straks klar over, at maskinerne måtte være engelske. Da jeg før min arrestation havde været medvirkende til, at bombardementet var blevet bestilt i London, mente jeg, at det var det, der nu forestod og anså det for rigtigst at forlade bygningen. Jeg rejste mig fra stolen, løb ud af værelset og hen ad korridoren til hovedtrappen. Den ene tysker råbte noget, som jeg ikke opfattede. Jeg nåede ned på 3. sal før de første bomber faldt." Efter at englænderne havde fået opfordring fra den danske militære gren af modstandsbevægelsen om angrebet ønskede de en vurdering af betimeligheden i dette projekt fra anden side. Air-chief-marshall Sir Basil Embry sendte som nævnt faldskærmsmanden Ole Lippmann, med dæknavn Lund, afsted. Denne havde med sine forbindelser til Frihedsrådet og modstandsbevægelsen forudsætningerne for at vurdere angrebet fra en mere "civil vinkel. Det stod på forhånd klart, at mange menneskeliv kunne komme i fare ved angrebet - ikke blot de engelske flyveres, men også de danske modstandsfolk i Shellhuset. Dertil kom den generelle risiko ved et angreb på et forholdsvist lille mål i et tæt bebygget område; selvom ingen havde forestillet sig katastrofen i den franske skole, der jo skete et godt stykke fra Shellhuset, var man fuldt ud klar over faren for civile i andre bygninger end Shellhuset. Det var beboelsen/hotellet Richmond bag 38