Grov uagtsomhed et typebegreb

Grov uagtsomhed et typebegreb Af adjunkt, ph.d. LISBETH KJÆRGAARD Juridisk Institut, Afdelingen for Privatret Aarhus Universitet Brugen af kriteriet»en så indlysende fare«i forbindelse med begrebet»grov uagtsomhed«i erstatnings- og forsikringsretten indebærer en objektivisering af bedømmelsen af graden af uagtsomhed. Kriteriet dækker over et rimelighedsskøn, hvis grænser fastlægges i retspraksis. 1. Grov uagtsomhed Afgrænsningen af begrebet»grov uagtsomhed«er ofret megen opmærksomhed både i praksis og i den juridiske debat, da grov uagtsomhed er afgørende for en skadevolders erstatningspligt for skade forvoldt på forsikringsdækkede genstande og kan afskære en forsikringstagers krav på forsikringsdækning i tilfælde, hvor han selv fremkalder forsikringsbegivenheden. I retspraksis anlægges i dag en objektiviseret risikobedømmelse i form af brug af kriteriet»en så indlysende fare«i relation til, hvad der kan betragtes som grov uagtsomhed i EAL 19, stk. 2, nr. 1, og FAL 18, stk. 2. Grov uagtsomhed er dog alene et hjælpebegreb, der benyttes af domstolene i forbindelse med deres skøn over, om der i en tvist bør opretholdes et erstatningsansvar, eller om forsikringsdækning bør nægtes. Begrebet dækker i virkeligheden over en række billighedsbetragtninger, som skal foretages af domstolene, hvilket viser sig i kravet om, at faren skal have været så indlysende, at der foreligger grov uagtsomhed. Vurderingen af graden af den udviste uagtsomhed er kompleks, og der er en lang række momenter, der er egnet til at indgå i bedømmelsen. Grov uagtsomhed bør ikke udelukkende bero på den objektive risiko for skadens indtræden, men efter omstændighederne kan der også inddrages subjektive elementer, herunder omfanget af dadelværdighed af den udviste adfærd. Af den foreliggende domspraksis kan det alene udledes, at der er en række paralleliteter i det mønster, der benyttes ved afgørelsen af om en adfærd er grov uagtsomhed i relation til EAL 19, stk. 2, nr. 1, og i relation til FAL 18, stk. 2. Det er ikke muligt af den foreliggende domspraksis at konkludere, om Højesteret finder, at afvejningen af momenterne for og imod grov uagtsomhed i de to regelsæt er identisk, altså om bedømmelsen er fuldstændig sammenfaldende. Eftersom der ikke er identitet mellem de interesser, de omhandlede regler varetager, bør retsstillingen være den, at der skal foretages en selvstændig og indbyrdes uafhængig afvejning af momenterne i de to regelsæt, som har mange lig- RETTID 2001 37

hedspunkter, uden dog at være fuldt ud sammenlignelige. I det følgende beskrives grov uagtsomhed i hhv. EAL 19, stk. 2, nr. 1 (afsnit 2) og FAL 18, stk. 2 (afsnit 3) ved en analyse af de overvejelser, der ligger bag reglerne og ved eksemplifikation fra de seneste års retspraksis. Efterhånden foreligger der et betydeligt antal afgørelser afsagt af domstolene og Ankenævnet for Forsikring vedrørende disse regler. Der peges på nogle generelle retningslinier, der kan anvendes som hjælperedskaber i den konkrete helhedsbedømmelse, der nødvendigvis må foretages ved afgørelsen af, om der er udvist grov uagtsomhed. Endvidere inddrages det, om der er og/eller bør være forskel i begrebets indhold i de to tilfælde (afsnit 5). I afsnit 4 behandles grov uagtsomhed udvist af børn samt personer, der mangler evne til at handle fornuftsmæssigt. 2. EAL 19, stk. 2, nr. 1 Det fastslås i EAL 19, at: I det omfang en skade er dækket af en tingsforsikring eller en driftstabsforsikring, er der ikke erstatningsansvar. Stk. 2. Reglen i stk. 1 gælder ikke, såfremt 1) den erstatningsansvarlige har forvoldt skaden forsætligt eller ved grov uagtsomhed [...]. 2.1 Forarbejderne Reglen i EAL 19, stk. 2, nr. 1, om opretholdelse af en skadevolders erstatningspligt, når han har forvoldt en skade, der er dækket af en tingseller driftstabsforsikring, er begrundet i hensynet til erstatningsreglernes præventive effekt og i hensynet til retsbevidstheden. 1 EAL-udvalget beskriver i Betænkning II grov uagtsomhed i EAL 19, stk. 2, nr. 1, som»en meget høj grad af uagtsomhed, og at handlingen må ses som udtryk for en hensynsløs ligegyldighed over for andres værdier«. 2 Samme sted anføres det, at udvalget havde overvejet at anvende udtrykket»grov tilsidesættelse af elementære hensyn til andre«, men at udvalget desuagtet fandt det mest hensigtsmæssigt at henvise til begrebet grov uagtsomhed i FAL 18, stk. 2, samt den retspraksis, der knytter sig hertil. Henvisningen til reglen i FAL 18, stk. 2, begrundedes med, at»almindelige rimelighedsbetragtninger må føre til, at den tredjemand, der har fremkaldt forsikringsbegivenheden ikke kan stilles bedre i forhold til selskabet end den sikrede selv«. 3 Hertil kommer, at det udtrykkeligt i bemærkningerne til lovforslaget til EAL udtales, at»også andet end bevidst uagtsomhed vil efter omstændighederne kunne anses for 1 Jf. Betænkning nr. 829/1978, s. 14. 2 Betænkning nr. 829/1978, s. 14. 3 Betænkning nr. 829/1978, s. 15. RETTID 2001 38

grov uagtsomhed«. 4 Forud for lovforslaget havde bl.a. Lyngsø om grov uagtsomhed i FAL 18, stk. 2, udtalt, at dette dækkede over bevidst grov uagtsomhed, hvilket vil sige, at den sikrede har indset forsikringsbegivenhedens indtræden som en mulig følge af sin handling. 5 På baggrund af det ovennævnte kan udtalelsen i bemærkningerne til lovforslaget til EAL 19, stk. 2, nr. 1, altså dække over 1) grov uagtsomhed i EAL 19, stk. 2, nr. 1, omfatter mere end det tilsvarende begreb i FAL 18, stk. 2, eller 2) at EAL-udvalget ikke var enig i Lyngsøs antagelse om, at kun bevidst uagtsomhed er grov uagtsomhed i FAL 18, stk. 2. Hidtil dvs. indtil dommene U 1995.737 H og U 1998.1683 H (jf. afsnit 2.2 og 3.2) har teorien anlagt den i 1) angivne fortolkning. Forarbejderne til EAL 19, stk. 2, nr. 1, kan således sammenfattes til 1) at regres forudsætter, at den subjektive adfærd har været dadelværdig i betydeligt omfang, 6 2) at der derimod ikke stilles krav om, at skadevolderen har indset skadens indtræden som en mulig følge af den udviste adfærd, og 3) at hvis adfærden er grov uagtsomhed i relation til FAL 18, stk. 2, så er den det også i relation til EAL 19, stk. 2, nr. 1. 2.2 U 1995.737 H 7 U 1995.737 H er den første afgørelse, hvori der anlægges en objektiviseret risikobedømmelse i form af brug af kriteriet»en så indlysende fare«ved reglen i EAL 19, stk. 2, nr. 1. U 1995.737 H: Maskinmester A benyttede efter arbejdstid sin arbejdsgivers, Midtkrafts, smøregrav og værktøj til at udføre en reparation på sin private bil. Da A svejsede en revne i bilens lyddæmper, opstod der brand i bilens bund. Ilden bredte sig til bygningen, der beskadigedes for knap 1,4 mill. kr. Bygningen var forsikret i forsikringsselskabet F, der rejste et regreskrav mod A under henvisning til, at han havde optrådt groft uagtsomt, jf. EAL 19, stk. 2, nr. 1. Branden var opstået som følge af antændelse af et rustbeskyttelsesmiddel, der var påført bilen ca. 1 år forud for branden. A havde ingen faglig uddannelse som svejser, men havde i ca. 30 år selv repareret sin bil og i forbindelse hermed udført svejsearbejder. Forinden A gik i gang med at svejse, havde han spændt udstødningssystemet løs fra bilens bund. A havde tilsidesat en række forskrifter i brandlovgivningen, han havde undladt at foretage en afskærmning af undervognen, undladt at bringe nogle oliebeholdere i den fornødne afstand fra svejsestedet, og han havde ikke sikret sig kendskab til brandslukningsmateriellets placering. Det fandtes ikke godtgjort, at der var et forbud mod lån og/eller brug af svejseapparatet, og risikoen for antændelse af rustbeskyttelsesmidler kunne kun antages at være velkendt blandt mekanikere. Vestre Landsret udtalte, at den udviste uagtsomhed ikke var»så grov«, at erstatningsansvaret burde opretholdes i medfør af EAL 19, stk. 2, nr. 1. Højeste- 4 FT 1983-84, 2. samling, tillæg A, sp. 111. 5 Jf. således Lyngsø, Fuldmægtigen 1968, s.117. 6 Jf. Nørgaard U 1996 B 194. 7 Dommen er kommenteret af Nørgaard i U 1996 B 191 ff. RETTID 2001 39

ret, der tilsluttede sig landsrettens resultat, valgte i stedet at benytte formuleringen, at A s adfærd»ikke indebar en så indlysende fare for den indtrådte skade, at han kan anses for at forvoldt den ved grov uagtsomhed i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i EAL 19, stk. 2, nr. 1«. Det kan ved formuleringen»indlysende fare«konstateres, at der lægges vægt på de momenter, der i almindelighed er egnet til at indgå i uagtsomhedsbedømmelsen, idet der bl.a. tages højde for sandsynligheden for, at der sker skade kombineret med skadens omfang, såfremt skaden faktisk indtræder. Samtidig indeholder»en så indlysende fare«netop ikke et krav om, at skadevolderen skal have indset skadens indtræden som en mulig følge. Derfor er begrebet ikke begrænset af den konkrete skadevolders subjektive forhold til handlingens skadeevne. I betingelsen om, at den udviste adfærd skal indebære en så indlysende fare for den skete skade, ligger en antydning af, at der skal være tale om en særlig høj skadesrisiko og måske tillige, at det kan karakteriseres som et dadelværdigt forhold, at skadevolderen har optrådt uden behørig iagttagelse af den åbenlyse fare. Brugen af ordet»så«synes derfor at indebære en graduering af den indlysende fare for skade, og gør det berettiget at opfatte begrebet grov uagtsomhed som elastisk og undergivet en løbende udvikling på samme måde som culpabegrebet. 2.3 U 1998.1558 H Kriteriet»en så indlysende fare«er konsekvent anvendt i senere retspraksis på området. U 1998.1558 H er et eksempel, som har særlig interesse, eftersom et flertal i Højesteret her nåede frem til, at skadevolderen havde forvoldt skade ved grov uagtsomhed. U 1998.1558 H: A, der var uddannet vvs-rørsmed og som havde gennemført et AMU-kursus i lysbuesvejsning, havde fået lov til at benytte en kommuneskoles værkstedsbygning til udførelsen af en række omfattende pladearbejder på sine forældres bil. Da A var i færd med i bilens kabine at påsvejse en ny plade i bunden under højre forsæde, opstod der ild, som bredte sig videre til værkstedsbygningen, der beskadigedes for ca. 860.000 kr. Bygningen var forsikret i forsikringsselskabet F, der rejste et regreskrav mod A i medfør af EAL 19, stk. 2, nr. 1. Det blev lagt til grund, at branden var opstået ved, at benzinslangen under svejsearbejdet i bilens bund smeltede som følge af varmen fra svejseflammen. Der var tale om ret omfattende reparationsarbejder, som på uheldstidspunktet havde pågået i ca. 14 dage. A havde tilsidesat en række forskrifter i brandlovgivningen, og der forefandtes ikke brandslukningsmateriel i bygningen. Derimod havde A tømt bilen for brændbart inventar og renset undervognen for rustbeskyttelsesmiddel. 8 A anførte, at han ikke havde skænket benzinslagen en tanke, men at han dog vidste, at der kun var lidt benzin på bilen. 9 Vestre Landsret udtalte, at det må anses for»indlysende selv for ikke- 8 Han havde således modsat skadevolderen i U 1995.737 H været sig bevidst, at rustbeskyttelsesmidlet udgjorde en brandfare. 9 Udsagn, der kan forekomme modstridende. RETTID 2001 40

fagkyndige, at der i en bil med benzintank bagi og motor foran er en benzinslange eller et benzinrør, og at det er nærliggende, at slangen eller røret er placeret et eller andet sted under bilen«. Landsretten fandt derfor, at det er en elementær sikkerhedsforholdsregel at undersøge placeringen, inden svejsearbejde i bunden påbegyndes, hvorfor der forelå en så indlysende fare for den indtrådte skade, at der var tale om grov uagtsomhed, uanset A ikke havde været bevidst om faren. Højesterets flertal tilsluttede sig landsrettens afgørelse med den tilføjelse, at det drejede sig om omfattende svejsearbejde, der havde varet i ca. 14 dage, og at A havde afrenset hele den udvendige side af vognbunden, hvorpå benzinslangen var fastgjort. Da A havde foretaget svejsearbejder i umiddelbar nærhed af benzinslangen uden at træffe sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til benzinslangen, indebar hans adfærd en så indlysende fare for brandskade, at A havde udvist grov uagtsomhed. Arbejdet forud for svejsningen havde derfor efter flertallets vurdering givet A anledning til at tænke nærmere over, hvad det egentlig var, der lå nede under bilen, og dermed en særlig tilskyndelse til at tilrettelægge arbejdsprocesserne således, at han minimerede den risiko, der var forbundet med arbejdets udførelse. Hermed tages der afstand fra, at A s skadesforvoldelse kunne anses for udslag af en»klapfejl«. 10 Det vil navnlig kunne have aktualitet at diskutere, om en udvist adfærd er udtryk for grov uagtsomhed, hvor skadespotentialet er stort, dvs. hvor der både er tale om en stor risiko for, at handlingen medfører skade, og skaden samtidig, hvis den indtræder, vil få et betydeligt økonomisk omfang. Er der tale om en helt konkret risiko, der må anses for almindelig kendt og knyttet til et afgrænset objekt, vil det være momenter, der må tillægges betragtelig vægt i bedømmelsen af graden af den udviste uagtsomhed. I den netop refererede dom var der en helt konkret risiko forbundet med at svejse i umiddelbar nærhed af benzinslangen. Såfremt der foreligger en stor risiko, der tilmed er åbenbar og generel, skærpes kravene til agtpågivenheden i almindelighed. Tidsfaktoren må antages generelt at kunne tillægges betydning for graden af den udviste uagtsomhed dels i form af, om der har været anledning til og mulighed for at tage højde for risikoen i en planlægningsfase, dels i form af at længere tids fortsættelse af en uagtsom handling eller undladelse i sig selv kan være en markant normafvigelse, der indicerer betragtelig ligegyldighed i forhold til faren for skade. I og med at skadevolderens reparationsarbejde i U 1998.1558 H havde pågået over en længere tidsperiode, havde han haft anledning til at tilrettelægge arbejdsprocesserne nøje, hvorved det får mindre betydning, at der var tale om en række ukomplicerede arbejdsprocesser. Endvidere vil en flerhed af uagtsomme handlinger dvs. den kumulerede mængde af uagtsomhed der f.eks. fører til en brandskade, kunne 10 Mindretallet udtalte, at A ikke havde tænkt på benzinslangen, og han således ikke var bevidst om, at han svejsede i nærheden af denne og derved foretog en handling, hvis farlighed er indlysende. Dermed tillagde mindretallet A s subjektive forhold en afgørende betydning, hvilket måske er udtryk for, at»grov«alene findes at være knyttet til det subjektive forhold hos skadevolderen. Idet mindretallet ikke fandt, at A s adfærd var udtryk for hensynsløshed eller grov ligegyldighed, anså de ikke hans adfærd for omfattet af EAL 19, stk. 2, nr. 1. RETTID 2001 41

bevirke, at adfærden betragtes som grov uagtsomhed. Tilsvarende vil grov uagtsomhed kunne foreligge i tilfælde af gentagen uagtsomhed. Som eksempel herpå kan nævnes, at en reparatør, som tidligere har forårsaget brand ved at svejse ifølge en bestemt fremgangsmåde, desuagtet benytter samme metode igen, og dette får samme følger. 11 Såfremt skadevolderen i handlingsøjeblikket i ikke ubetydelig grad er påvirket af spiritus eller andre rusmidler, vil det være et moment, der er egnet til at indgå i vurderingen af uagtsomhedsgraden. Grov uagtsomhed vil dog kun komme på tale, såfremt det ud fra begivenhedsforløbet er antageliggjort, at skadevolderens adfærd i nogen grad er udslag netop af rusmidlets påvirkning. Er handlingen (eller undladelsen) at betragte som en klapfejl eller en refleks, vil selv en ganske høj promille ikke indebære, at der er udvist grov uagtsomhed. Beruselse er ikke et forhold, der selvstændigt kan bevirke, at der er optrådt groft uagtsomt, men alene ét moment blandt flere. Det skal fremhæves, at det ikke er muligt at opstille nogle typetilfælde, hvor der altid vil foreligge grov uagtsomhed, eftersom der er tale om en helhedsbedømmelse af de konkrete faktiske omstændigheder i tilknytning den enkelte skadessituation. F.eks. vil det ikke automatisk være groft uagtsomt at forsøge at tø et frossent vandrør op med en varmluftpistol; bedømmelsen skal ske under hensyn til de konkrete forhold, hvorfor bl.a. omgivelserne og den tidsperiode optøningen pågår over, skal inddrages. 12 2.4 Følger af forsætlige handlinger. En helhedsvurdering En skade kan indtræde som et led i en årsagskæde, der er sat i gang med en handling, som er tilsigtet fra skadevolderens side. Der kan således opstå tilfælde, hvor skadevolderen ganske vist har foretaget en forsætlig handling, men hvor det ikke kan antages, at han har tilstræbt den indtrufne skade, og det heller ikke kan antages, at skaden er omfattet af den laveste forsætsgrad dolus eventualis. Bedømmelsen af, om en udvist uagtsomhed er»grov«, sker ved at anlægge en helhedsvurdering af hele skadesituationen og risikoen for skadens indtræden, hvorfor skadevolderens forsæt er ikke ensbetydende med, at enhver skade, der indtræder i forbindelse hermed, er omfattet af EAL 19, stk. 2, nr. 1. Det forsætlige vil dog kunne indgå som et moment i helhedsvurderingen, navnlig hvor skaden har nær forbindelse til den handling, som er omfattet af forsættet. 13 11 Jf. Bertil Bengtsson: Försäkringsrätt några huvudlinjer, 4. uppl., s. 68. 12 Jf. hertil Hellner: Försäkringsgivarens regressrätt (1953), s. 65. Smh. U 1995.737 H, hvor det som formildende omstændigheder, der taler for, at den udviste uagtsomhed netop ikke var at karakterisere som grov, kan anføres, at handlingen havde et fornuftigt formål og foregik i fornuftige omgivelser, og at A i kraft af sine erfaringer som privatmekaniker havde en vis anledning til at mene, at han gav sig af med noget, han ville have styr på, jf. Nørgaard, U 1996 B 191 ff. 13 Smh. Gomard og Wad: Erstatning og godtgørelse efter erstatningsansvarsloven og voldsofferloven (1986), s. 126, hvor det anføres, at det ved bedømmelsen af, om beska- RETTID 2001 42

Det anførte fremgår f.eks. af U 1998.32 H, hvor A havde besluttet sig for at begå selvmord ved at åbne for gassen på et komfur i sin lejlighed. Inden A ved 21-22- tiden indtog 30 ketoganer og åbnede for komfurets 4 gashaner, slukkede han helt for vågeblusset i gasvandvarmeren og stoppede utætheder, hvor gassen kunne sive ud. Derimod slukkede han ikke for hovedafbryderen, hvorved fjernsyn og video stod på standby, og et køleskab var slået til. Ved 7-tiden næste morgen skete der en eksplosion, som forårsagede store skader på ejendommen, der var forsikret. A overlevede, og forsikringsselskabet rejste et regreskrav mod ham. 14 Højesteret lagde til grund, at A havde haft til hensigt at begå selvmord, og at det var uafklaret, hvorfor der næste morgen skete en eksplosion med skade på bygningen til følge. Ved vejning af gasflasken var det konstateret, at ca. 6,6 kg. gas var udstrømmet, men der var ingen oplysninger om farligheden af den pågældende gasmængde under de nævnte omstændigheder. 15 A s adfærd fandtes derfor ikke at have indebåret en så indlysende fare for de indtrådte skader, at disse var forvoldt ved grov uagtsomhed i EAL 19, stk. 2, nr. 1's forstand. I den netop refererede dom kan der vel vanskeligt tales om en indlysende fare al den stund, at det ikke er afklaret, hvad der var årsagen til eksplosionen. Gas er forbundet med en generel fare, men det forhold, at A havde været klar over den generelle fare kan ikke i sig selv være tilstrækkelig til, at enhver skade uanset den nærmere udløsende årsagsfaktor har været indlysende i en sådan grad, at der er tale om grov uagtsomhed. At skadevolderen er sig bevidst om, at der er visse risici forbundet med adfærden, og han som følge deraf tager forholdsregler, indebærer ikke nødvendigvis, at der foreligger grov uagtsomhed, hvis faren alligevel realiserer sig i en skade. Generelt vil det kunne være undskyldende momenter, som taler imod at karakterisere en udvist uagtsomhed som grov, at det er vanskeligt for skadevolderen at gennemføre den alternative handling på det kritiske tidspunkt, eller at han har knap tid til at handle i. Desuden kan det virke undskyldende, såfremt skadevolderen befinder sig i en fejltagelse om sidigelse af f.eks. en bil, som skadevolderen har brugsstjålet, er omfattet af EAL 19, stk. 2, nr. 1, vil kunne spille ind, om skaden på bilen sker i nær forbindelse med tyveriet, således at det kan være mere nærliggende at lade forsættet til tyveriet tillige omfatte en skade på bilen. 14 A havde udenretligt og uden bistand fra en advokat vedtaget en bøde på 10.000 kr vistnok for overtrædelse af Strfl. 252. Se om bestemmelsen f.eks. Greve, Toftegaard Nielsen og Asbjørn Jensen: Kommenteret Straffelov Speciel Del (6. udg.), 289 f, hvor det anføres at»nærliggende fare«er et krav vedr. sandsynligheden for følgens indtræden, men kan også opfattes som et krav om, at en (vis) risiko skal være åbenbar. I en periode har man, jf. a.s., i strid med forarbejderne ladet visse uagtsomme forhold være omfattet af bestemmelsen. At gerningspersonen samtidig udsætter sig selv for faren, er ikke nødvendigvis tilstrækkeligt bevis for manglende viden om gerningens farlighed, jf. Nelson, U 1956 B 158. 15 Bevisbyrden for, at skadevolderen har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og hans erstatningsansvar derfor skal opretholdes uanset reglen i EAL 19, stk. 1, påhviler skadelidte (skadelidtes forsikringsselskab i det omfang selskabet er indtrådt i skadelidtes ret mod skadevolderen, jf. EAL 22, stk.1). RETTID 2001 43

tuationen. Den i dette afsnit behandlede problemstilling eksisterer også i forbindelse med FAL 18, stk. 2. Hvis man finder, at en skade i langt de fleste tilfælde indtræder som led i en årsagskæde, der er sat i gang af en handling eller undladelse, der er tilsigtet, forekommer det naturligt i forsikringsretten på tilsvarende vis som i erstatningsretten at anlægge en konkret helhedsbedømmelse af skadesituationen, hvor den adfærd, som er villet, indgår som et moment i afgørelsen af om skaden (dvs. forsikringsbegivenheden) er fremkaldt ved forsæt eller grov uagtsomhed, jf. FAL 18, stk. 2. 16 3. FAL 18, stk. 2 I FAL 18, stk. 2, bestemmes det:»har han [den sikrede] fremkaldt forsikringsbegivenheden ved en uagtsomhed, der under de foreliggende omstændigheder må betegnes som grov, skal det under hensyn til skyldgraden og omstændighederne i øvrigt afgøres, om erstatningen skal ydes og i bekræftende fald med hvilket beløb. Ved livsforsikring og ansvarsforsikring hæfter selskabet dog fuldt ud«. 3.1 Forarbejderne Forud for indførelsen af FAL fandtes der lovbestemmelser samt forsikringsvilkår, der bestemte, at selskabet altid var fri for ansvar, når forsikringstageren selv var skyld i, at forsikringsbegivenheden indtrådte. 17 Selv simpel uagtsom fremkaldelse af forsikringsbegivenheden var derfor undtaget fra forsikringsdækningen. Det har således klart været sigtet med indførelsen af FAL 18, stk. 2, at forbedre forsikringstagerens mulighed for at opnå forsikringsdækning, men samtidig kan den historiske baggrund eventuelt tages til indtægt for, at der ikke ved lovens indførelse har været hensigten, at grov uagtsomhed skulle fortolkes meget snævert. Omvendt må det haves for øje, at den generelle samfundsudvikling og navnlig den øgede forbrugerbeskyttelse kan indebære, at reglen i dag i praksis skal undergives en anden fortolkning, end den der oprindelig var tilsigtet. Beskrivelsen af grov uagtsomhed i relation til FAL 18, stk. 2, indskrænker sig i Udkastet 18 til, at der kan forekomme tilfælde, hvor uagtsomhedsgraden har en sådan karakter, at den stærkt nærmer sig forsæt, hvilket f.eks. er tilfældet, hvis den sikrede foretager en farlig handling 16 Se diskussionen herom, Ivan Sørensen: Forsikringsret (2. udg.), s. 141 f, samme i Festskrift for FED (2000), s. 263 f og Kjærgaard: Privatansvarsforsikring i et erstatningsretligt perspektiv (1999), s. 76 ff. 17 Se hertil N. H. Bache: Brandforsikringsretten 1. del (1905), s. 95 ff og Stig Jørgensen i Bör försäkringsavtalsrätten reformeras? (1968), s. 63. 18 Udkast til Lov om forsikringsaftaler (1925), s. 50 f. RETTID 2001 44

med bevidsthed om, at der er stor sandsynlighed for, at den vil medføre en forsikringsbegivenhed. Det anføres endvidere i Udkastet, 19 at situationen hyppigt kan være således, at det kan bevises, at den sikrede har handlet groft uagtsomt, men at der ikke kan føres tilstrækkeligt bevis for, at han har villet hidføre forsikringsbegivenheden. 20 Måske er flertallets afgørelse i U 1999.1706 H et eksempel på det netop anførte. Sagen vedrørte en ulykkesforsikrings dækning af A s dødsfald, indtruffet som følge af et fald på ca. 6 m fra en tagparkeringsplads. Der var ingen vidner til A s fald, der skete mindre end en time efter, han blev løsladt af politiet, efter at have været anholdt som sigtet for spirituskørsel. Tagparkeringspladsen var forsynet med et ca. 1 m højt rækværk placeret ca. 1,5 m fra tagkanten, der yderligere var forsynet med en opkant. Flertallet i Højesteret udtalte, at uanset om der måtte være tale om et ulykkestilfælde i policens forstand, 21 var det godtgjort ud over enhver rimelig tvivl, at A s død var»fremkaldt af ham ved»forsæt eller grov uagtsomhed«, jf. betingelsernes pkt. 3.4«. Det er imidlertid ikke klart tilkendegivet, om flertallet fandt, at A havde ønsket at begå selvmord, eller om han»kun«havde optrådt groft uagtsomt. Den valgte formulering kan dække over en mistanke om forsæt, uden at dette kan anses for tilstrækkelig bevist, henset til de sparsomme oplysninger om begivenhedsforløbet og A s sindstilstand. 22 Det deklaratoriske udgangspunkt i FAL 18, stk. 2, 1. pkt., er, at der i tilfælde af grov uagtsomhed skal foretages en nedsættelse af forsikringserstatningen i forhold til den udviste skyldgrad og omstændighederne i øvrigt. 23 Det er således muligt at tilkende forsikringstageren en reduceret 19 Udkast til Lov om forsikringsaftaler (1925), s. 51. 20 Om kravene til selskabets bevis for, at forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved forsæt, kan der henvises til Ivan Sørensen i»med lov...«retsvidenskabelige betragtninger i anledning af professor Vagn Greves 60 års fødselsdag, redigeret af Vestergaard og Balvig (1998), s. 259 ff., hvor det anføres, at der som udgangspunkt stilles krav om kvalificeret sandsynlighedsovervægt, således at der skal være klart mere, der taler for end imod, at forsikringsbegivenheden er fremkaldt ved forsæt. 21 Policen indeholdt følgende bestemmelse:»ved ulykkestilfælde forstås her en pludselig ydre hændelse, hvorved den forsikrede ufrivilligt kommer til skade«, hvilket i hvert fald rummer sproglige afvigelser fra den traditionelle ulykkesdefinition, jf. nærmere herom Ivan Sørensen: Forsikringsret (2. udg.), s. 364 og 385 ff. 22 Bevisbyrdefordelingen var kompleks; det påhvilede A s efterladte at bevise, at der forelå et ulykkestilfælde, dvs. de skulle bevise, at der var tale skade indtruffet som følge af noget viljesuafhængigt og noget udefrakommende. Forsikringsselskabet skulle bevise, at begivenheden konkret var undtaget fra dækningsområdet pga. forsæt eller grov uagtsomhed. Det kan diskuteres, om det har mening at tale om forsætligt fremkaldte ulykkestilfælde, da definitionen af ulykkestilfælde betinger, at der er tale om en skade, der indtruffet uafhængigt af den sikredes vilje, jf. Ivan Sørensen i»med lov...«retsvidenskabelige betragtninger i anledning af professor Vagn Greves 60 års fødselsdag, redigeret af Vestergaard og Balvig (1998), s. 264. 23 Ved en række forsikringstyper er det i praksis sædvanligt at fravige det deklaratoriske udgangspunkt, således at selskabet helt undtager forsikringsbegivenheder fremkaldt ved grov uagtsomhed fra dækningen, jf. Ivan Sørensen: Forsikringsret (2. udg.), s. 146 og RETTID 2001 45

forsikringserstatning, uanset at han har fremkaldt forsikringsbegivenheden ved grov uagtsomhed, om end det forudsættes, at der ikke skal ydes erstatning i de mere graverende tilfælde. 24 Muligheden for at graduere omfanget af forsikringsdækningen støtter en antagelse om, at grov uagtsomhed i FAL 18, stk. 2, ikke skal begrænses til tilfælde af skjult forsæt. Retsvirkningen af en udvist grov uagtsomhed adskiller sig herved i FAL 18, stk. 2, fra reglen i EAL 19, stk. 2, nr. 1, der ubetinget medfører en opretholdelse af skadevolderens erstatningspligt i tilfælde af grov uagtsomhed. Da en ansvarsforsikring som deklaratorisk udgangspunkt dækker erstatningsansvar pådraget ved grov uagtsomhed, jf. FAL 18, stk. 2 in fine, er det ofte ikke aktuelt i en og samme sag at undersøge, om en skadevoldende handling er groft uagtsom såvel i relation til EAL 19, stk. 2, nr. 1, som til FAL 18, stk. 2. 25 I Udkastet til FAL 18, stk. 2, anføres det i øvrigt som begrundelse for at lade ansvarsforsikringen som deklaratorisk regel dække erstatningsansvar pådraget ved grov uagtsomhed:» [...] at det, som fra et Samfundssynspunkt betragtes som Ansvarsforsikringens Hovedformaal, er at sikre skadelidte Erstatning for hans Tab«. 26 3.2 U 1998.1693 H og U 2000.1093 H I rets- og ankenævnspraksis knyttet til reglen i FAL 18, stk. 2, findes der eksempler på, at kriteriet»en så indlysende fare«også anvendes her. Det er bl.a. tilfældet i U 1998.1693 H. U 1998.1693 H: Fra sikringsboksen i et auktionshus (forsikringstager) blev der stjålet bl.a. smykker og andre effekter tilhørende auktionshusets kunder, en møntsamling tilhørende den ene af ejerne af auktionshuset samt nogle kontanter. Tabet opgjordes til ca. 1,7 mill. kr. Der var ikke sket opbrydning af døre eller vinduer, og nøglen til sikringsboksen fandtes siddende i låsen. Det viste sig dog senere, at alarmboksen var brudt op med et fremmedlegme. Nøglen til sikringsboksen blev af praktiske grunde opbevaret bag eller på nogle bøger i en bogreol på et kontor i samme bygning. Det var samme nøgle, som skulle anvendes til indgangsdøren og alarmboksen. Indledningsvis fastslog Højesteret, at opbevaringsmåden havde haft afgørende betydning for forsikringsbegivenhedens indtræden. Der var med andre ord kausalitet mellem den af auktionshuset valgte fremgangsmåde og tyveriet. 27 Her- Lyngsø: Dansk Forsikringsret (7. udg.), s. 223 f. 24 Jf. Udkast til Lov om Forsikringsaftaler (1925), s. 51. 25 Situationen vil således typisk være, at det er muligt at finde sager angående de respektive regler, som har mange lighedspunkter, men hvor der ikke er fuldstændig identitet i faktum, hvorved det kan være vanskeligt at afgøre, om forskellige resultater i bedømmelsen af graden af den udviste uagtsomhed kan tilskrives netop disse nuancer i faktum eller en forskellig anvendelse af EAL 19, stk. 2, nr. 1, og FAL 18, stk. 2. 26 Udkast til Lov om forsikringsaftaler (1925), s. 51. 27 Højesteret tager herved klart afstand fra dissensen i landsretsafgørelsen, som fandt: RETTID 2001 46