Civilproces Sommer 2012 Opgave 1 Sukkersød ApS drev virksomhed med fremstilling og salg af slik. Selskabet var ejet 100 % af Anders Andersen, der også var bestyrelsesformand i selskabet. Selskabet havde hovedkontor i Horsens. Anders Andersen boede privat på et landsted lidt uden for Randers. Der havde i flere år været overskud i selskabet, men i forbindelse med indførelsen af sukkerafgiften i Danmark kunne Anders Andersen konstatere, at omsætningen blev mindre, og han frygtede for virksomhedens fremtid. Han drøftede derfor fremtidsmulighederne med selskabets revisor, Rasmus Rod, der havde sit eget revisionsfirma i Sønderborg, hvor han også boede. Efter disse drøftelser besluttede Anders Andersen sig for at flytte produktionen til Tyskland. Dette skete ved, at han købte et tysk selskab Zucker GmbH, som herefter købte alle aktiverne af Sukkersød ApS. Det var Rasmus Rod, der lavede opgørelsen over aktiverne og vurderede prisen for disse. Den samlede salgssum blev opgjort til 1 mio. kroner. 2 måneder efter salget blev Sukkersød ApS taget under konkursbehandling på baggrund af en konkursbegæring indgivet af Hans Hansen, der havde udlejet lokaler i Horsens til Sukkersød ApS. Han havde ikke fået leje de seneste 3 måneder og havde derfor tabt 90.000 kroner. Som kurator i boet blev udpeget Bente Borg, der drev selvstændig advokatvirksomhed i Århus. Efter konkursen gik der rygter om, at virksomheden var blevet solgt for billigt, at Anders Andersen havde tømt selskabet for midler efter salget, og at nogle maskiner var blevet fjernet fra virksomheden uden at indgå i overdragelsen til det tyske selskab. Hans Hansen blev meget oprørt over disse påstande og havde også en fornemmelse af, at der var noget galt. Han bad derfor sin advokat Flemming Flink om at stævne såvel Anders Andersen som Rasmus Rod, da han mente, at begge måtte kunne gøres ansvarlige for hans tab. Flemming Flink stævnede herefter Rasmus Rod ved Retten i Sønderborg med påstand om betaling af 90.000 kroner under anbringende af, at vurderingen af de overdragne aktiver var fastsat for lavt og havde medført et tab for Hans Hansen. Anders Andersen blev stævnet ved Retten i Randers med påstand om betaling af 90.000 kroner under anbringende af, dels at aktiverne var overdraget til for lav en pris, dels at Anders Andersen havde unddraget aktiver. Flemming Flink drøftede med Hans Hansen, om de også skulle anlægge sag mod Zucker GmbH. Dette skulle i givet fald ske med påstand om, at selskabet vidste, at aktiverne var købt til underpris, og at de derfor var erstatningsansvarlige. Flemming Flink mente dog, at dette ville blive for besværligt og for dyrt. Der blev derfor ikke anlagt sag mod Zucker GmbH. Retten i Sønderborg henviste sagen mod Rasmus Rod til behandling ved Retten i Randers, jf. 254, stk. 2. 14 dage før sagen skulle hovedforhandles, ringede Viggo Vrads til Flemming Flink og fortalte, at det var korrekt, at en stor maskine var fjernet før overdragelsen. Viggo Vrads var tidligere ansat hos Sukkersød ApS, og han var af Anders Andersen blevet bedt om at hjælpe med at flytte maskinen til Anders Andersens landsted. Han havde under flytningen spurgt Anders Andersen, om det ikke var ulovligt, men Anders Andersens havde sagt, at han ikke skulle spille smart.
Flemming Flink bad straks Viggo Vrads om at møde til hovedforhandlingen og afgive vidneforklaring. Han underrettede herefter Retten og Anders Andersen om den påtænkte afhøring. Der var ingen protester mod den påtænkte afhøring. Til hovedforhandlingen mødte Viggo Vrads ikke op. Flemming Flink ringede til ham, men Viggo Vrads fortalte, at han havde glemt tidspunktet og nu var på arbejde på Bornholm. Han kunne derfor ikke møde. Spørgsmål: 1. Hvor er der værneting for erstatningssagen mod Rasmus Rod? 2. Kunne Flemming Flink have anlagt sagerne mod Rasmus Rod og Anders Andersen samlet og hvor? 3. Kan retten anvende tvangsmidler for at få Viggo Vrads til at komme til retsmødet? 4. Kunne Flemming Flink have inddraget Zucker GmbH i sagsanlægget mod Anders Andersen med påstand om erstatning? 2
Opgave 2 Nielsen solgte som handelsagent tøj særligt skjorter for forskellige udenlandske selskaber. Han havde som selvstændig erhvervsdrivende et kontor i Aarhus og kørte ellers rundt til kunder samt havde stande på messer m.v. i hele Danmark. Det franske selskab Barte der havde hovedkontor i Paris kontaktede ham i foråret 2007. De ville gerne ind på det danske marked med deres nyeste kollektion en serie skjorter, som de markedsførte under navnet Arte. Der blev indgået en aftale mellem Nielsen og Barte, der bl.a. indeholdt følgende bestemmelser: Forholdet til tredjemand: Agenten handler i agenturgivers navn og for dennes regning. Agenten kan optage ordre samt indgå aftale på vegne af agenturgiver. Agentens forpligtelser: Agenten har eget kontor og er forpligtet til for egen regning at besøge kunder og deltage i modemesser. Agenten forpligter sig til efter overtagelse af kollektionen at kontakte sine kunder i Danmark. Agenten forpligter sig til at have en stand med henblik på at ekspedere sine danske kunder under de årlige modemesser i Oslo, Stockholm og Helsingfors. Det geografiske område: Nielsen er foreløbig agent for kollektionen Arte i Danmark, men parterne har en intention om at udvide agenturet til andre markeder, særligt det norske og svenske. Parterne tager på et senere tidspunkt op til vurdering, om dette er hensigtsmæssigt. Nielsen tog straks fat på opgaven, og han oparbejdede over de næste to år en stor kundekreds i Danmark. Da skjorterne var så populære, begyndte han i efteråret 2009 at køre til Norge, og han fik hurtigt en del kunder i Oslo-området. Han drøftede ikke dette med Barte, men han regnede med, at Barte accepterede agenturets udvidelse, idet selskabet leverede varerne til de norske kunder og i øvrigt overholdt aftalens vilkår om provision m.v. til Nielsen. Da Barte i efteråret 2010 valgte at satse på egne butikker i de nordiske lande, opsagde selskabet aftalen med det kontraktmæssige varsel. Det tilbød og betalte i den forbindelse Nielsen 200.000 kroner i godtgørelse for den oparbejdede kundekreds, men Nielsen krævede 1.000.000 kroner for den danske kundekreds og 500.000 kroner for den norske kundekreds. Det førte til en længere men forgæves korrespondance mellem parterne, og Nielsen indleverede den 14. januar 2011 en stævning til Retten i Århus med påstand om betaling af 1.300.000 kroner. Barte indleverede rettidigt svarskrift med påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse. Selskabet gjorde til støtte for afvisningspåstanden gældende, at der ikke var værneting for sagen ved Retten i Århus, og det gjorde til støtte for frifindelsespåstanden bl.a. gældende, at der ikke kunne kræves godtgørelse for den norske kundekreds, idet der ikke var indgået en aftale om udvidelse af agenturet til Norge. Sagen blev herefter forberedt. 3
Retten udskilte først spørgsmålet om værneting til særskilt afgørelse, og den afsagde efter at parterne havde udvekslet processkrifter kendelse om, at der var værneting for sagen ved Retten i Århus. Der blev efterfølgende afholdt et forberedende retsmøde, og parterne udvekslede efter retsmødet processkrifter om sagens genstand. Nielsen nedsatte i et processkrift påstanden til 800.000 kroner, og han anførte i den forbindelse følgende: Sagsøger ønsker at koncentrere sagen om principperne for godtgørelsens opgørelse. Påstanden reduceres således med godtgørelsen for den norske kundekreds, men sagsøger tager forbehold for at gøre dette krav gældende under en senere sag. Barte kommenterede ikke dette hverken i det efterfølgende processkrift eller senere under hovedforhandlingen i sagen. Nielsen fik delvist medhold: Barte blev således dømt til at betale 600.000 kroner til Nielsen. Nielsen overvejede at anke dommen med henblik på at fremsætte påstanden om betaling af 500.000 kroner som godtgørelse for den norske kundekreds for landsretten, men han blev frarådet dette, idet han formentlig ikke ville få lov til at fremsætte påstanden for landsretten. Hverken Barte eller Nielsen ankede således dommen, men Nielsen anlagde et par måneder efter en ny sag mod Barte ved Retten i Århus med påstand om betaling af 500.000 kroner. Han gjorde i den forbindelse gældende, at han havde krav på godtgørelse for den norske kundekreds. Barte indleverede rettidigt svarskrift med påstand om frifindelse. Selskabet gjorde i den forbindelse gældende, at der ikke kunne kræves godtgørelse for den norske kundekreds, idet der ikke var indgået en aftale om udvidelse af agenturet til Norge. Retten indkaldte parterne til et forberedende møde, men et par dage inden mødet fremsendte Barte et nyt processkrift med påstand om afvisning. Selskabet gjorde til støtte for påstanden om afvisning gældende, at den tidligere afgørelse havde retskraft. Nielsen protesterede straks mod den nye påstand, idet han gjorde gældende, at den var fremsat for sent. Spørgsmål: 1. Var rettens kendelse om værneting rigtig? 2. Ville Nielsen have fået lov til at fremsætte påstanden om godtgørelse for den norske kundekreds for landsretten? 3. Er påstanden om afvisning fremsat for sent? 4. Er der grundlag for at afvise sagen? 4
Rettevejledning: Opgave 1 1. Hvor er der værneting for erstatningssagen mod Rasmus Rod? Sagen angår hans revisionsmæssige bistand, og da han driver erhvervsvirksomhed som revisor i Sønderborg, kan sagen anlægges der, jf. 237. Desuden kan sagen anlægges ved hans personlige hjemting, jf. 235. Dette er ligeledes Sønderborg. Der er tale om et muligt ansvar uden for kontrakt. Der er ikke noget kontraktmæssigt forhold mellem revisoren og Hans Hansen. Værnetinget for en sådan sag vil som alternativt værneting være der, hvor retskrænkelsen er foregået, jf. 243. Ansvarsgrundlaget vil være revisors mangelfulde/forkerte opgørelse til brug for handlen. Denne knyttes formentlig til selskabets hovedkontor, hvorfor Horsens på denne baggrund kan danne værneting. Argumentationen og ikke resultatet er afgørende. Der kan ikke anlægges sag efter 238, stk. 4 ved selskabets hjemting, idet revisor ikke er omfattet af denne bestemmelse. 2. Kunne Flemming Flink have anlagt sagerne mod Rasmus Rod og Anders Andersen samlet og hvor? Kumulation skal afgøres efter 250. Der vil være tale om oprindelig subjektiv kumulation. Betingelserne i nr. 1-4 er oplagt opfyldte, idet der selvstændigt spørges om, hvor sagerne kan anlægges. Hvis der ikke gøres indsigelser, er nr. 5 opfyldt. Der skal desuden tages stilling til, hvilken betydning en indsigelse kan få. Dette afhænger af, om sagerne bør behandles under ét. Sagen mod Rasmus Rod vedrører opgørelsen af overdragelsessummen. Sagen mod Anders Andersen vedrører såvel overdragelsessummen som fjernelsen af aktiver. Ifølge oplysningerne har Rasmus Rod ikke medvirket ved dette forhold. Der er derfor kun tale om delvist sammenfald. Det må dog forudses, at der er tilstrækkeligt sammenfald til en samlet behandling. Det afgørende er, at de studerende ser problemstillingen. Sagerne kan anlægges ved et hvilket som helst værneting, hvor Rasmus Rod eller Anders Andersen kan sagsøges. For Rasmus Rod fremgår det af besvarelsen af spørgsmål 1. Anders Andersen har hjemting i Randers og er desuden omfattet af 238, stk. 4, hvilket medfører værneting i Horsens. 3. Kan retten anvende tvangsmidler for at få Viggo Vrads til at komme til retsmødet? Viggo Vrads har af Flemming Flink fået oplyst, at han skal komme til retsmødet og afgive forklaring som vidne. Der er ikke sket formel indkaldelse med forkyndt vidnestævning. Tvangsmidler kan kun anvendes, når vidnestævningen er forkyndt for vidnet, DCR side 480. Forkyndelse anses også for sket, når et dokument er kommet vedkommende i hænde, uanset hvordan dette er sket. I denne sag har Viggo Vrads imidlertid kun fået at vide, at han skulle komme. Han har derfor ikke fået de oplysninger, der skal være indeholdt i en vidnestævning. Der er derfor ikke grundlag for at anvende tvangsmidler. 4. Kunne Flemming Flink have inddraget Zucker GmbH i sagsanlægget mod Anders Andersen med påstand om erstatning? Zucker GmbH er et tysk selskab og inddragelsen skal derfor vurderes efter domsforordningen, nærmere artikel 6. Det er den oprindelige sagsøger, Hans Hansen, der vil medinddrage. Det er derfor artikel 6, nr. 1, der skal anvendes. Det er en betingelse, at sagsanlægget er sket ved Anders Andersens bopæl, hvilket er tilfældet. 5
Desuden skal kravene være snævert forbundne. Dette tolkes strengt. Ansvarsgrundlaget mod Zucker GmbH vil være en påstand om kendskab til for lave priser. Sagen mod Anders Andersen angår såvel dette som et andet forhold. Spørgsmålet om de lave priser er dog en så central del af sagen, at der formentlig vil være grundlag for adcitation efter artikel 6, nr. 1. De studerende bør se, at vurderingen efter artikel 6, nr. 1, er strengere end efter retsplejelovens 250, stk. 1, nr. 5, jf. spørgsmål 2. Opgave 2 Rettevejledning: 1. Var rettens kendelse om værneting rigtig? Da selskabet Barte har hovedkontor i Paris, jf. domsforordningens art. 60, er det domsforordningen, der skal anvendes, jf. Rpl 247. Selskabet skal således sagsøges i Paris, medmindre sagen efter en supplerende værnetingsbestemmelse kan anlægges ved Retten i Århus, jf. domsforordningens art. 2. Da Nielsen er selvstændig erhvervsdrivende, skal de særlige regler om ansættelsesforhold i domsforordningens art. 18 til 21 ikke anvendes, jfr. DCR, s. 207 f. Da kravet på godtgørelse hviler på aftalen mellem Nielsen og Barte, skal domsforordningens art. 5, nr. 1, diskuteres. Nielsen udfører en tjenesteydelse, idet han formidler salg for Barte. Det afgørende er således efter bestemmelsens litra b hvor denne tjenesteydelse er leveret. Dette skal hvis det er muligt fastlægges på grundlag af aftalens bestemmelser, jf. f.eks. sag c-19/09 Wood Floor. Da Nielsen ifølge aftalen hovedsageligt skal formidle salg i Danmark, er der således værneting for sagen i Danmark og da omdrejningspunktet for Nielsens virksomhed er kontoret i Aarhus, er der formentlig værneting for sagen ved Retten i Århus. Det kan endvidere diskuteres, om domsforordningens art. 5, nr. 5, finder anvendelse. Et agentur kan efter EU-domstolens praksis udgøre en filial, såfremt der foreligger et centrum for erhvervsudøvelsen, som udadtil varigt fremtræder som en repræsentation for hovedvirksomheden. Der skal foretages en samlet vurdering af hovedvirksomhedens forhold til den mulige filial og dette forholds fremtræden udadtil, jf. f.eks. Sø- og Handelsrettens afgørelse i U 2004.2710 H. Det taler f.eks. i det konkrete tilfælde for filialværneting, at agenten kan optage ordrer samt indgå aftaler på vegne af agenturgiver, mens det taler mod filialværneting, at Nielsen er agent for forskellige udenlandske selskaber. Der er i øvrigt tale om en lidt atypisk situation, idet det i givet fald er filialen, der anlægger sagen. Diskussionen ikke resultatet er afgørende. 2. Ville Nielsen have fået lov til at fremsætte påstanden om godtgørelse for den norske kundekreds for landsretten? Nielsen frafaldt påstanden om betaling af 500.000 kroner under sagens forberedelse. Da den således ikke har været gjort gældende for byretten, skal det bedømmes efter Rpl 383 eller 384, om den kan fremsættes for landsretten. Det har en væsentlig betydning, om forholdet bedømmes efter den ene eller den anden bestemmelse. Såfremt en påstand omfattet af Rpl 383 fremsættes i ankestævningen, kan retten selv om modparten protesterer tillade fremsættelse efter kriterierne i stk. 2, mens en påstand omfattet af Rpl 384 som hovedregel ikke tillades fremsat. Der er tale om en flydende grænse, men det er formentlig afgørende, om sagens genstand ændres, 6
jf. DCR, s. 412 ff. Her ændres sagens genstand, idet aftalegrundlaget for salgsformidlingen i Norge ikke blev prøvet i byretten, men godtgørelsen for den norske kundekreds har i øvrigt en nær tilknytning til kravet om godtgørelse for den danske kundekreds. Diskussionen ikke resultatet er afgørende. Det bør endvidere diskuteres, om der i forbindelse med påstandens frafald foreligger en bindende proceserklæring, jf. DCR, s. 82. 3. Er påstanden om afvisning fremsat for sent? Retten skal ikke ex officio påse, om betingelserne for udstykning er opfyldt, jf. DCR, s. 582. Påstanden om afvisning skal således fremsættes i svarskriftet, jf. Rpl 351, stk. 2. Da dette ikke er sket og modparten protesterer mod fremsættelsen kan retten efter kriterierne i Rpl 358, stk. 6, give tilladelse til påstandens fremsættelse, jf. Rpl 358, stk. 2, jf. stk. 1, jf. stk. 6. Der skal foretages en samlet vurdering, men da påstanden fremsættes allerede under det forberedende møde, bør den formentlig tillades fremsat. 4. Er der grundlag for at afvise sagen? Det skal først diskuteres, om der foreligger et eller flere krav. Såfremt flere krav udspringer af samme kontrakt, er der som udgangspunkt tale om delkrav, dvs. krav der sammen udgør et krav, jf. U 2010.1431 H og DCR, s. 571. Nielsens salgsformidling i Norge sker i forlængelse af den indgåede aftale, og der er muligvis indgået en stiltiende aftale om aftalens udvidelse til Norge. Kravene på godtgørelse for den danske og den norske kundekreds kan således opfattes som et krav. Såfremt det er tilfældet, kan der som udgangspunkt ikke ske udstykning, jf. U 2010.1431 H, og påstanden skal i så fald formentlig afvises. Diskussionen ikke resultatet er afgørende. Nielsens forbehold er uden betydning, idet Barte ikke accepterede det, jf. U 2010.1431 H. 7