Folkeskolereform og børneliv 22.4.2013 Pernille Hviid
Folkeskolereformens problem Børn lærer ikke nok Problemet underbygges med Pisa undersøgelser som børnenes kvalifikationer i grundfagene dansk, matematik og naturfag og den (for) store variation i børnenes kunnen.
Leg som læringspotentiale Det Nina sagde med skoen, det var ikke noget med frivilligt det var noget vi skulle, Ikke? I hvert fald, så godt vi kunne. (Rasmus, 1. kl.)
Rasmus: Mig og Søren vi laver urtemedicin. i Vi var bare vildt, vildt berømte og vi var ikke rige. Hver gang mig og Søren gik ud så kom der bare Søren: flokke af autograf nogen der ville ha vores autograf. Rasmus: Ja, autograf jægere og sådan noget. Søren: Det [medicinen, red.] kunne faktisk helbrede ja, helbrede hlb næsten alt! Rasmus: Hvis man fx har lavet et stort hul her [på benet, red.], så hvis man hælder noget af det i. Så skal man nok sove øh to døgn. Så vil man være rask igen. Så vil det ikke gøre ondt, men det vil stadig være der, man kan godt se det. dt Søren: At der er blod.
Rasmus: Ja, men det vil ikke kunne gøre ondt. Altså, det kan ikke helbrede død. Når man er død så kan man ikke bare hælde det på. Så god er medicinen heller ikke. Interviewer: Hvem har mest brug for den? Er det børn, eller er det soldater i krig? Søren: Der kommer faktisk hver måned kommerder faktisk en lastbil der skal hente medicin til soldater. Vi sælger det til alle og soldater har meget brug for det, så Rasmus: De kommer hvert år, der kommer sådan en kæmpe, kæmpe lastbil. Interviewer: Det er da egentligt mærkeligt, at I ikke tjenermange penge på det? Søren: Men det gør vi faktisk ikke. Soldaterne får det meget billigt.
Rasmus: Ja, for de er med til at forsvare landet. Uden soldater kunne vi ikke Søren: De får noget rabat, fordi de er med til at forsvare landet og sådan. Og det her er faktisk noget, de virkelig har brug for. Rasmus: Jeg vil sige: Hvad er det højeste de kan få? Søren: Ja, hvad er det bedste tilbud de kan få? Rasmus: Hvis der har været sådan en stor verdenskrig, så vil de godt kunne få Søren: En kasse. Rasmus: Ti kasser! Søren: For hvor meget? Rasmus: For en verdenskrig. Men det er også det højeste. Hvis det bare er sådan almindeligt og der ikke har været særlig meget krig, så vil jeg sige de kan få tre kasser.
Interviewer: GiverI så også medicinen til fjenden? Søren: Nej! Det gør vi ikke! Vi vil ikke give fjenderne medicin. Rasmus: Jo, jo men så skal den være dyrere. Det giver vi ikke gratis. Jo, måske, du ved godt at Danmark og England dde holder sammen, ikke? Søren: Ja. Rasmus: Dem giver vi også medicin. i Interviewer: Men hvis det nu var nogen, jeres land var i krig med? Ville de så også få den gratis? Søren: Nej, det ville de ikke. Interviewer: Men i ville godt sælge det til dem? Begge: nej! Søren: Ikkehvis der varkrig.
Rasmus: Men før der var krig, der ville vi meget gerne sælge det. Men de kan ikke få det gratis, for de forsvarer jo ikke vores land. Søren: Men før der er krig, vil vi meget gerne sælge det. Men de får det til almindelige l priser. Interviewer: Ok. Hvad er der egentlig i vejen med at blive alt for rig? Rasmus: Så kan man men kan hurtig blive ond, når man bliver rig, synes jeg. For de fleste film, der er de jo de rige, der er de onde. Og de fattige, der er de gode. Interviewer: Nåe Rasmus: Derfor.
Leg og venskaber, venskaber og leg Pernille: Hvis du er i dårligt humør, Rasmus er det så også dine venner du går hen til? Rasmus: Ja, ikke hi hvis jeg sådan ellevild græder, er blevet sparket eller sådan noget. Så går jeg selvfølgelig hen til en voksen. Søren: Men hvis du bare er i dårligt humør, tænker hun på. Rasmus: Jeg bliver ikke særlig glad af de voksne venner opmuntrer mig jeg ved ikke hvordan. Christian: Jeg tror det er fordi vi leger en rigtig god leg og så glemmer du.. Søren: Ja, så glemmer du hvad du var ked af Pernille: Hjælper det? Rasmus Jah!! (1 kl.)
Hemmelige lege Private lege Vores bedste leg
Leg og venskaber Rasmus (9år) Jeg har fået flere venner, men jeg kender dem ikke lige så godt som dengang vi legede. For så har han fået noget, som jeg ikke har, og så har jeg fået noget som han ikke har, og så leger vi af den grund. For at prøve nogle ting, som vi ikke kan. Jeanne (9år) Ja vi leger. Vi leger sådan far og mor og børn, men altså. Det er ikke noget man leger ret tit, når man er gået op og blevet større nu. Det var noget vi legede meget dengang g vi var små, men altså, det er ikke noget vi leger nu, sådan. Pernille: Men I gør det alligevel engang imellem? Jeanne: Ja, for vi ved godt at vi gerne vil ha nogle minder frem fra gamle dage.
Relationer, W. Hartup Vertikale relationer: Omsorg, opdragelse, oplæring Horisontale relationer: Konkurrence og samarbejde
Børneperspektiver Jeg tror, det er ret naturligt at folk ser op til hinanden, jo mindre man er. (Marie, 12 år)
Jonas (13 å) år): Mig og Mikkel vi var jo kongerne i børnehaven. Hvis der var... nogen inde i puderummet så kunne vi sige: Gå med jer! Det er vores, vi har reserveret det. Og så tog vi det bare. Pernille: Så de ældste Jonas: De havde magten. Når de små var kede af det, så trøstede vi dem, men vi havde magten.
Nu var de jo endnu større, end de største i vuggestuen var. De var 6 år gamle, ikke også? Det var meget stort. Man kunne se det også, fordi det var dem, der cyklede rundt på de tohjulede cykler. Dem cyklede vi andre ikke rundt på. Dem kunne vi ikke rigtig komme i nærheden af. Det var også dem, som spillede fodbold med de voksne og sådan noget. Det gjorde vi ikke så meget. Vi sad bare og legede My little pony. (Hviid 2008)
Marie (12 år): å) Hvert år, når der kommer nye, så tænker man: Åh nej, nu kommer der små! Jeg tænker også tilbage på, da jeg begyndte. Så tænker jeg: Nej, hvor var vi irriterende! Når vi bare kom rendende. Vi så jo helt vildt meget op til 7. klasserne, ikke? Pernille: Jo. Marie: I 4. klasse, der snakker man meget om dem [de store, red.]. Jeg synes faktisk, de er irriterende [de små, red.], og det har de [store, red.] også syntes om os, ikke? Jeg syntes bare: Gud, hvor var de flinke, for de var jo store.
Pernille: Er det sådan alle steder? Marie: Ja, det er sådan i skolen. Ja, det er også sådan i børnehaven. Ja, det er også sådan i vuggestuen. Det er sådan overalt! Og da jeg gik i tredje, der syntes jeg, at 6. klasse var den helt store klasse, ikke? Men nu så synes jeg bare, man er helt lille. Jeg tror, det er ret naturligt, at folk ser op til hinanden, jo mindre man er. Pernille: Ja. Det der næste trin. Har du det sådan med voksne? Marie: Ikke på samme måde. Pernille: Så i dag, hvor du er 13, så ser du vel op til en som mig, som er over 50! Marie: Altså, nej. (Fælles fnis og grin). Pernille: Så ser du måske op til en, som er 18? Marie: Ja, det er rigtigt nok, nu har jeg det sådan.
Rasmus (9 år): Nogle af de små, der hænger på os Det er fordi vi er gode til at finde på. Og de vil være ligesom os.
Imitation er for den intelligente og ivrige imitator aldrig slavisk, aldrig blot gentagelse; g den er tværtimod et middel til nye mål, en metode til at absorbere det nuværende i andre og genskabe det til særlige former tilpasset ens eget temperament og værdifulde for én selv. Baldwin 1906, p. 22 (forfatterens oversættelse)
De stores udbytte Samlet peger de omtalte undersøgelser på, at ældre børn villigt påtager sig lederskab over for yngre, at de er i stand til at gøre det på en fornuftig og hjælpsom måde, at de dermed bidrager til skabelse af et mere samarbejdsorienteret klima og nedbryder en meget stærk polarisering af magt, men også at disse typer af opgaver har indvirkning på deres egen adfærd og deres egen faglige arbejdsindsats i skolen.
De mindres udbytte Anne Marie (3. klasse) kommer ud i køkkenet sammen med lille Ida fra børnehaveklassen. Anne Marie: Hun er tørstig, er der ikke noget saft? Hun kan ikke lide vand. De voksne hører ikke spørgsmålet og Anne Marie fylder en kop med vand og smager på det. Anne Marie: Ida, det smager ikke af noget. Ida piber: Men jeg kan ikke li vand. Anne Marie: Det er nu ikke så dramatisk. Hun sætter koppen på bordet foran Ida og begynder at flette hendes hår. Ida drikker lidt, og så løber de af sted. De får som tendens en rigere leg, et rigere sprog og et rigere selvkendskab. Og ofte laderde sig som Ida opdragepåpå områder (her postevand!), hvor selv deres mor synes at have givet op.
De udsattes udbytte Generelt mindre aggression i aldersheterogene børnegrupper. Store kan øve sig på lederskab blandt yngre. Yngre tager sig sammen
Børnene er lige kommet fra skole. Der er brydekamp på en af stuerne, Lagunen. Cirka 20børn ersamlet, ogderdukker dukker endnu20opundervejs undervejs. Helle (pædagog) er i baggrunden, men på en afstand hvor hun kan følge med. Hun står og ordner et eller andet på nogle hylder. Christian og Jesper fra børnehaveklassen kæmper. Stolene er ikke taget ned fra bordene endnu, de andre børn har sat sig på stolene, oppe på bordene. Det ligner et amfiteater. De hepper: Heja Jesper, Heja Jesper! Der er halvleg! annoncerer begge drengene. De sætter sig i sofaen. Jesper erildrød i hovedet, ogbeggeharvådt hår. Så rejser Christian sig og siger højtideligt: Dem der vil, kan lave kamp med mig og Jesper! Så kæmper de videre. Jesper har publikums gunst, han klovner lidt, og publikum griner. Tune fra 2. klasse træder ind i arenaen og siger noget om tykke mænd, der slås og falder på halen. Publikum griner og griner, og Tune smiler, træder tilbage og sætter sig ned. Christian og Jesper kæmper stadig. Christian tager fat om Jespers skuldre, tæt ved halsen. Jesper råber: Er du sindssyg!! Dukvæler!! Christian hiver i Jesper, der spræller. Tine springer ind med næverne fremme og siger til Jesper: Skal du ha hjælp? Helle (pædagogen) ser derover. Christian stopper. Så gider jeg ikke! siger han. I er jo tre mod en! Jesper svarer: Jeg gider i hvert fald ikke mod Christian, han tager kvælertag. Christian ser fortørnet og forskrækket rundt på publikum og fortrækker derefter hurtigt.
Jesper går også ud. Publikum venter tavst. Jesper kommer tilbage med Martin. Martin er den største dreng fra 1. klasse og et hoved højere end Jesper. Han smiler venligt ad optrinnet. Martin: Hvad skal man? Jesper: Man skal kæmpe, men uden kvælertag. Martin: Fint! For jeg er dårlig til kvælertag. Det sidste siger han muntert nok mest til publikum. Så starter kampen. Martin skal brydesmodsebastian, somerlangt mindre og lettere. Martin virker overbevisende sikker og rolig og Sebastian tilføjer, mens de danser rundt om hinanden: Men man må kun markere! Oh, siger Martin og tager fat i Sebastian. AUUU! skriger Sebastian. Martin slipper: Hvad er der? Sebastian: Du kvæler!! Martin: Najjj! Undskyld. Martin tager fat igen. Rusker Sebastian lidt og får lavet et sving der vrider Sebastian ud af stilling. Langsomt glider han ned på gulvet. Det Dtser meget nemt ud for Martin, men Sebastian Sb er rød i hovedet. Han skriger: Man må kun markere! Martin bakker forundret tilbage: Hvordan gør man det? Ingen svarer. Sebastian kommer på benene igen. Så fortsætter de. I et enkelt vrid har Martin igen overtaget. Han forsøger så mildt som muligt at få Sebastian lagt ned. Men Sebastian græder højt og såret.
Hvad gjorde jeg? Hvad gjorde jeg? spørger Martin rådvild. Ikke noget, svarer en af publikum. Du trøster ham, siger Asta med høj og myndig røst fra toppen af skuepladsen. Hun går i 2. klasse. Martin går over til Sebastian, tager rundt om ham og løfter ham op på stolen hvor han snøfter af. Så varmer han op til en ny kamp. Hvem vil? smiler han sejrstolt. Ikke mig, siger Sebastian med et skævt smil. Han er for stærk, forklarer han et forstående publikum og genvinder respekten. Nicklas fra 3. klasse kommer ind, og sammen med ham en flok af de store drenge. Han virker om muligt endnu mere tilfreds end Martin med at indfinde sig på arenaen. Hvad sker der her? spørger han smilende Må jeg være med? Pøblen jubler: JAAAAHHHH! Vennerne fra tredje tager plads på første række. Du skal slås mod Martin, råber de. Nicklas smiler mod Martin. Han er et hoved højere. Martin smiler ikke. De begynder kampen og har begge godt dtfat i hinandens kraver. Publikum råber råt: Heja Nicklas, heja Nicklas. De to drenge danser rundt og vrider i hinandens skuldre. Men efter ti sekunder opgiver Martin. Han gør sig slap oglader sig glide nedpå gulvet, mens hansmiler til Nicklas. Fuldstændig overgivelse. Publikum råber: NICKLAS NICKLAS! Kampen er slut. Helle annoncerer, at stolene skal tages ned fra bordene. Flokken opløses.