Fredericia politi s historie

Fredericia politi s historie Ordensmagten i Fredericia gennem tiderne. Historisk tilbageblik fra år 1643 til 1989. Forfattet af: fhv. politiinspektør Steen Jørgensen, Fredericia. Fredericias første ordensmagt Under svenskekrigen i årene 1643-1645 havde Bersodde ved Lillebælt vist sin store, strategiske betydning, og efter krigens afslutning tog regeringen kraftigt fat på at sætte den eksisterende Bersodde Skanse i stand. Dette anlæg blev senere til Frederiksodde. Da Frederik den 3. i 1648 efterfulgte Christian den 4. på tronen, tog planerne om en fæstning for alvor fart. En by skulle grundlægges, og uden om staden skulle der skabes et storslået voldanlæg i tidens ånd. Byen fik en række privilegier for at lokke indbyggere til. foruden almindelige købstadsrettigheder fik byen 50 års frihed for alle ordinære og ekstraordinære skatter og told m.v. Allerede i 1651 blev der givet kongebud om at indsætte en foged, som indbyggerne»kan imellem dømme, udi hvis tvistighed de indfalde kan«. Samme år kaldes byen for første gang for Frederiksodde. I 1653 var der et byting på otte mand, og Elbo Herredsting flyttedes til byen. Byens første ordensmagt har givet haft hjemsted i det første rådhus, som lå på det nordvestlige hjørne af Oldenborggade/ Kongensgade, og til belysning af, at tyverier allerede på dette tidspunkt florerede, står skrevet, at rådhuset måtte have fodstykket fornyet,»eftersom det forrige blev bortstjaalen«. Under bestræbelserne på at fa byen bebygget og beboet indførtes en»asylret«i 1664, samme år som byen var blevet omdøbt til Fredericia. Denne asylret betød, at når en mand - dansk eller udenlandsk, gik fallit eller følte sin gældtruende, kunne han drage til Fredericia. Hvis han nåede indenfor byens volde, var han fredet for sine kreditorer. Han måtte så møde for magistraten og lade sit navn og sin næring føre til protokols, samt sværge borgered. Mod en årlig afgift kunne han så nyde godt af byens beskærmelse. 110 år var han sikret mod sine kreditorer, og hvis han drog udenbys, blev han forsynet med et pas, hvori magistraten forkyndte, at han var under beskyttelse af stadens rettigheder. Asylret for drabsmænd I år 1682 udvidedes denne asylret til også at gælde udenrigske drabs- og "misgerningsmænd". At asyllanterne betød en fare for bysamfundet er klart, thi de uheldigste elementer var med til at fremme det, der i vore dage kaldes kriminaliteten uden ordentlige, økonomiske erhvervsmuligheder var byen ude af stand til at bringe de tilflyttede fallenter på føde. De måtte i mange

tilfælde kæmpe deres kamp før tilværelsen videre og havnede så atter trods fristed og asyl i nye vanskeligheder. Byens privilegier og den religionsfrihed, der var bevilget, lokkede naturligvis folk til byen. Langvejs fra kom nybyggere og eventyrere Fra Nordtyskland, Holland og Belgien kom mange handelsmænd og håndværkere fra Italien kom mange købmænd, og mange tidligere soldater blev i byen og erhvervede sig jord. Der blev katolsk menighed, og samtidig kom Huguenotterne fra Frankrig og søgte et fristed, ligesom mange jøder fandt til byen. Fredericias borgerskab var således sammensat af højst ulige elementer, skilt indbyrdes ved afstamning, sprog og religion, folk af alskens nationalitet, hæderlige, flittige folk og svindlere, eventyrere og fallenter, alle samlet på den samme plet og skærmet af de samme privilegier. At en ordensmagt var nødvendig, siger sig selv. I 1665 oprettedes det første, egentlige ordenskorps i byen i form af en Væbning, som var uniformeret og udstyret med geværer. Den bestod i årene fremover. Ordensmagten på rådhuset Januar 1684 blev der indrettet rådhus i et forfaldent hus i Prinsessegade overfor det nuværende teater. Dette hus erstattede det tidligere rådhus, som var blevet ødelagt under svenskekrigen 1657-59, hvor byen og fæstningen var erobret som selve huset var kælderen med fængslet også meget forfaldent. Fangerne stak af, som det passede dem, og det var derfor nødvendigt, når vigtige syndere var arresteret, at udkommandere væbnede borgere til at holde vagt over dem - både dag og nat. Nyt rådhus I 1762 blevet nyt rådhus bygget. Det lå på hjørnet af Sjællandsgade og Vendersgade på pladsen foran det nuværende, gamle rådhus på Bülows plads. I kælderen var der arrest, og ordensmagten holdt ligeledes til i kælderen. Den tidligere oprettede Væbning fik sin større opblomstring i årene fra 1801 (Englandskrigene) da det ved nyt kongeligt reskript bestemtes, at deri alle købstæder skulle oprettes borgervæbninger. Ved et enslydende reglement af 1802 før alle købstæder kom der nærmere bestemmelser før organisation, rekruttering, bevæbning m.v. Borgervæbningen skulle herefter bestå af to afdelinger, hvoraf den ene afdeling skulle sørge for ro og orden i byen, mens den anden først skulle sættes ind, når fjenden truede byen. Asylretten ophæves I 1821 ophævedes asylretten ved reskript af 24 januar. I 1830 havde byen fået to politibetjente, som sammen med fem vægtere skulle sørge før ro og orden i byen. De har sikkert været tilfredse med at kunne få assistance fra væbningen, som i 1830'erne som noget helt enestående for Danmark blev udvidet til hele fire borgerlige korps - påvirket af det stærke militære element i byen. De fire korps bestod af borgervæbningen, Jægerne, Artilleriet og Kavaleriet. Alle under kommando af en Stadthauptmann. Militærpoliti I 1870 ophævedes borgervæbningen, og i stedet for blev der i 1871 dannet et militært organiseret borgerligt politikorps. Den 3.. marts samme år blev»vedtægten for Fredericia Politicorps«approberet af justitsministeren.

Af vedtægten fremgik det blandt andet, at styrken fastsattes til 40 medlemmer foruden befalingsmænd og to trommeslagere. Korpset stod under politimesterens tilsyn og befaling, men den umiddelbare befaling over korpset udførtes af en premierløjtnant og de øvrige befalingsmænd. Formålet med korpset blev angivet således:»politikorpset, der udgør en særegen afdeling af Købstadens brandkorps, anvendes efter politi mesterens ordre til at overholde den indre orden og sikkerhed i købstaden og på dens grund og navnlig under opstået ildebrand at holde orden på brandstedet og påse, at ingen uvedkommende trænger ind på brandstedet eller ulovligt bortfører noget«. Alle byens mandlige indbyggere fra 18 og til 50-års alderen var pligtige til at tjene ved politikorpset, medmindre de var undergivet militærtjeneste eller søværnspligt, eller var ansat i offentlig stilling eller borgerligt ombud, hvor de efter overøvrighedens skøn skulle fritages. Korpset bar mørkeblå uniformer med grønne kantninger og var bevæbnet med rifler. Korpset havde naturligvis sit tilholdssted i det nye rådhus, der var taget i brug den 6. juli 1860. Efter indførelsen af enhedspolitiet i 1938 blev en række frivillige korps opløst, og spørgsmålet om Fredericia borgerlige politi korps fortsatte beståen blev rejst overfor justitsminister Steincke, der meddelte, at han intet havde mod korpsets fortsatte beståen. Korpset eksisterede helt frem til 1967, hvor det blev endeligt opløst. På det tidspunkt havde det i sagens natur ikke haft nogen praktisk betydning i mange år, og det var talmæssigt svundet meget stærkt ind. I 1868 kom loven om købstadskommunernes styrelse. Kommunerne fik adgang til at ordne politiets forhold og til selv at ansætte politibetjente og vægtere efter politimesterens indstilling. Politimesteren var lig med byfogeden, der nu tillige var kongevalgt borgmester. Vægterordningen ophørte i 1883. Landpolitiordningen År 1883 blev den første landbetjent stationeret i Børkop landdistrikt, der omfattede i alt 13. sogne. Dette landdistrikt blev opretholdt i denne størrelse indtil 1904, da ca. en tredjedel blev udskilt i det nye Taulov landdistrikt. I 1885 oprettedes, på grund af den spændte politiske situation - et Gendarmerikorps, som blev kaldt Estrups blå gendarmer. Det var en slags statspoliti, som skulle assistere civile myndigheder og bestå politiet med gennemførelse af ro og orden. Korpset var på 500 mand, som var beredne. De var udstyret med sabel, revolver og karabin og havde beføjelse til at bruge disse. Medlemmer af dette korps kom til at gøre tjeneste i Fredericia, og den mest kendte her i byen blev Carl Rasch, som ved korpsets nedlæggelse i 1894 blev ansat som politibetjent i Fredericia, hvor han sluttede sin politikarriere i 1938! I 1911oprettedes et Statspolitikorps på 36 mand med en leder - Statspolitichefen. Korpset, der ikke bar uniform, havde til opgave at yde politimyndighederne i de enkelte retskredse udenfor København hjælp ved efterforskning og forfølgning af forbrydelser, samt yde bistand til opretholdelse af fred og orden Kvindelige politibetjente I 1915 blev den første kvindelige politibetjent ansat i Fredericia. I de nærmeste år kom der efterhånden fire kvindelige betjente i byen. Af forskellige årsager forlod de forholdsvis hurtigt tjenesten, og der gik næsten 70 år, inden der atter kom en kvindelig betjent til byen.

Grundloven Grundloven af 1849 havde bestemt, at politiet og domstolene nu skulle adskilles. Dermed var grundlaget lagt for et selvstændigt og tidssvarende politi. Der skulle dog gå 70 år, inden dette blev ført ud i livet med retsplejereformen i 1919, hvor by- og herredsfoged embederne blev delt i dommer- og politimesterembeder. Samtidig blev kriminalpolitiet gjort statsligt, mens ordenspolitiet forblev kommunalt - dog bortset fra Sønderjylland, - hvor der i 1920 indførtes et statspoliti overalt. For Fredericias vedkommende betød det, at staten erhvervede ejendommen, Prinsessegade 33, hvor der blev indrettet bolig for politimesteren - og politikontor. Politimester Simonsen fik tjenestebolig på 1. sal, og i stueetagen var der kontorer for politimester og politifuldmægtig samt politikontor og skrivestue. De nyere tider krævede mere af politimanden, og derfor oprettede Fredericia i november 1922 sin egen politiskole for byens politi. Skolen, der varede i fem måneder, havde undervisning i dansk og almindelig politikundskab for den samlede styrke bestående af 12 betjente og en betjent fra jurisdiktionen. Udgifterne blev med amtets tilladelse udredt af politikassen, og ideen om egen skole blev taget op af andre byer. I 1924 kom»vedtægt for politiets ordning i Fredericia". Den var udstedt af Fredericia Byråd og godkendt af Justitsministeriet. I vedtægten var anført»under politimesteren ansættes 14 nye politibetjente". 1931 blev politimester Simonsen udnævnt til dommer i Kerteminde, og han afløstes af politimester H. Lorentzen, som overtog tjenesteboligen i Prinsessegade 33, hvor han boede til sin død i 1941. Fredericia Politistation, januar 1930. Overbetjent Rasch og betjentene Finderup, Mortensen, Christiansen og Sørensen.

Besættelsestiden 1940 1945 Den 9. april 1940 blev Danmark besat af den tyske værnemagt, og dermed opstod en situation, som var ganske uden sidestykke i landets og politiets historie. Et meget stort ansvar blev lagt på politimanden. Hans daglige tjenestetid blev forøget, og tjenesten blev på mange måder vanskeliggjort, men heldigvis havde man forståelse for dette i befolkningen, så opgaverne blev løst. Umiddelbart efter tyskernes ankomst til byen blev det bestemt, at kriminalpolitiet skulle flytte til det tidligere posthus i Vendersgade 52. Dette skete så snart ejendommen, der havde stået tom i fem år, var istandsat. Styrken, der bestod af seks mand, havde i hvert fald ikke pladsmangel efter indflytningen. Da tyskerne kom til Fredericia 9. april 1940. Året efter - den 9. maj 1941 flyttede ordenspolitiet og motorkontoret samt politikontoret m.v. ligeledes ind i Vendersgade 52. Ejendommen, Prinsessegade 33, blev beboet af krisepolitiet, som bestod af ikke lokale folk. Den 10. maj 1941 bragte Fredericia Dagblad en artikel med overskriften: "Den ny politigård er nu befolket". I artiklen er anført, at Fredericia nu endelig har fået sin politigård, og et længe næret, brændende ønske fra politiets side om bedre lokaleforhold er dermed opfyldt. Postbygningen i Vendersgade har fuldkommen skiftet udseende fra posthus til politigård, og fra at have landets sletteste lokaleforhold har Fredericia Politi nu fået en af landets bedst indrettede politigårde! Derefter følger en omtale af politistationen, politihundegården m.v., kælderen med»sing-sing- Cellen", 1.sal med kriminalpolitiets kontorer og politikontoret. Den 27. maj 1941 blev politigården officielt indviet. Foruden den store stab af politifolk og kontorfolk overværedes indvielsen af en lang række indbudte. Deriblandt borgmesteren, dommeren, politimesteren i Vejle (Kort forinden udnævnt efter at have været politifuldmægtig i Fredericia i seks år), - byens embedsmænd, og håndværkere, som havde forestået arbejdet med indretningen af politigården, pensionerede politifolk med flere. Ordenspolitiet bestod af 23 mand, kriminalpolitiet af 6 mand og kontorpersonalet af 5 personer.

Fredericia politi fik det første udrykningskøretøj i november 1941. Bølgerne gik højt med hensyn til hvem der overhovedet måtte benytte det. Det havde man mange kraftige diskussioner om. Den allerførste tur endte for øvrigt med, at to ældre politiassistenter kørte ind i en lygtepæl!!!! Fredericia politis første udrykningskøretøj 1941 De fem besættelsesår var en meget vanskelig tid for politiet i Fredericia. Byen havde en meget stor tysk garnison, tysk marinestation og diverse hjælpekorps. Der skete en del sabotage og schalburgtage, og der blev virkelig stillet krav til den enkelte politimand. Politiet var i 1940 blevet forstærket i hele landet med CB'ere, som var værnepligtige, der i stedet for militærtjenesten kom til at fungere som en slags hjælpepoliti. Med nogle få timers undervisning i politigerningen og iført gule kedeldragter blev de stillet til rådighed for den normale politistyrke, og måtte naturligvis blive til skydeskive for den bekendte danske humor. Efterhånden blev de udstyret med skråhue og grønt armbind og fik endda en klædelig og praktisk uniform, og med tiden stod der respekt om dem for det samfundsnyttige arbejde, de udførte. I 1941 døde politimester H. Lorenzen, og han efterfulgtes af politimester Sv. Aa. Schaldemose - Nielsen, som ikke tog tjenesteboligen, Prinsessegade 33, i brug. Politimesteren fik kun få år som politimester her i byen, inden han blev politimester i Odense. I de følgende år blev politistyrken yderligere forstærket ved ansættelse af et stort antal reservebetjente. For Fredericias vedkommende kom mange af disse til byen, hvor ikke mindst den såkaldte jernbanebevogtning krævede meget mandskab. I 1944 var der således foruden den normale politistyrke en reservepolitibetjentstyrke på ca. 100 mand til tjeneste. Politiet tages af tyskerne. Politiet fungerede fortsat som ordenshåndhæver på regeringens befaling og tyskernes godkendelse indtil den 19. september 1944 - politiets mørke dato. Det tjenestegørende personale blev overrumplet af den tyske værnemagt, som under dække af en falsk luft- alarm satte politiet ud af spillet. Tre tyske militærlastbiler med tyske soldater svingede pludselig ind foran politigården, hvor soldaterne stormede ind og holdt ordenspolitiets personale og kontorfolk, som befandt sig i stueetagen, op. Tyskerne må have været meget dårligt underrettet om de forskellige afdelinger i politigården, for de interesserede sig slet ikke for 1. sal, hvor kriminalpolitiet og kontorpersonalet befandt sig. Stueetagen blev gennemsøgt for våben, og tyskerne sikrede sig alle skydevåben, politiknipler og politiskilte m.v. Endvidere sikrede de sig kostervåben, hittegodsvåben, og andre våben, som blev opbevaret i våbenskabet. I løbet af eftermiddagen fik alle i stueetagen lov til at gå, og i mellemtiden havde kriminalpolitiet kunnet færdes frit!

Bortset fra konstitueret politimester C. Ellegaard blev ingen anholdt af tyskerne. Ellegaard blev anholdt af Gestapo og kom til Staldgården i Kolding. Derfra kom han senere via Frøslevlejren til den tyske koncentrationslejr Neuengamme. Flere fredericianske politifolk, som tilfældigvis var på kursus på politiskolen i København, blev anholdt der og sammen med mange andre danske politimænd ført til tyske koncentrationslejre. Politigården blev lukket og låst af, og bortset fra motorkontoret, som atter blev flyttet til Prinsessegade 33, var Fredericia Politi ophørt med at fungere. Byens befolkning reagerede ved at lukke samtlige butikker, fabrikker og lignende. Dagen efter var strejken total, og kun bagerforretninger, mælkeudsalg og fødevareforretninger holdt åbent - dog kun om formiddagen, så befolkningen kunne forsyne sig. Vagtværn Det stod klart, at Fredericia ikke kunne være uden en form for ordensmagt. Allerede den 21. september vedtog beboerne og de handlende i Gothersgade ved et åbent møde at oprette et lokalt vagtværn. Der blev tegnet et beløb til afholdelse af udgifterne derved, og medlemmerne af vagtværn et blev udstyret med ståihjelme, knipler og fløjter. De skulle forrette tjeneste dagligt i tiden kl. 21-06, og ordningen startede allerede dagen efter. Som et lille kuriosum kan nævnes, at kniplerne var politiknipler, som blev udleveret af den tyske værnemagt. Den 19. oktober 1944 ophørte det private vagtværn, idet man oprettede et kommunalt vagtværn, som blev stationeret på rådhuset, Bülows Plads. Korpset bestod af 33 mand, som blev udtaget ved, at hver større virksomhed i byen stillede et par af deres bedste folk til rådighed. Disse blev garanteret, at de kunne vende tilbage til deres tidligere jobs, når vagtværnet atter ville blive opløst. Leder af vagtværnet blev kaptajn Zeilau, kendt som den sidste danske kommandant på De vestindiske øer. Korpset var udstyret med blålig uniform og kasket. Hver mand bar et hvidt armbind, knippel og fløjte. Dette vagtværn var i funktion under resten af den tyske besættelse, i hvilken periode det gjorde en fortjenstfuld indsats under ofte meget vanskelige forhold. På frihedsdagen - den 5. maj 1945, dukkede Fredericia Politi atter officielt frem. De gjorde deres indtog i Fredericia som en del af den danske modstandsbevægelse. Optog i Danmarksgade efter frihedsdagen 5. maj 1945. Politibetjentene bærer frihedskæmper armbind.

Man fik hovedkvarter på hotel»viktoria«i Vendersgade, og det blev klart tilkendegivet fra byens befolkning, at man var glade for at have politiet tilbage igen I en overskrift i Fredericia avis stod: "92 politibetjente på byens gader i dag". I de næste par uger deltog man i anholdelser og de mange opgaver, som blev stillet i de hektiske dage efter besættelsens ophør. Torsdag, den 17. maj 1945 tog Fredericia Politi atter politigården i Vendersgade 52 i brug. Ved en højtidelig parade i Vendersgade udfor politigården overtog kst. politimester C. Ellegaard, der var kommet hjem i nogenlunde god behold fra tysk koncentrationslejr, den opstillede mandskabsstyrke bestående af ordenspoliti, kriminalpoliti og vagtværn fra modstandsbevægelsen. Hverdag igen. Den normale hverdag kunne så småt begynde for politiet. Efter besættelsen måtte mange politifolk forlade korpset, da der ikke mere var brug for den meget store styrke, som det var svulmet op til i løbet af besættelsesårene. I de følgende fem år blev der ikke ansat nye politifolk her i landet, men derefter begyndte man med nyansættelser. Samtidig blev politiskolens kurser moderniseret og forbedret. Dette var tvingende nødvendigt, da samfundsudviklingen nu tog fart, og flere og flere love og bestemmelser, hvis efterlevelse politiet igen havde ansvaret for, så dagens lys. Den gamle politistation i Vendersgade. Den store udvikling, som samfundet har gennemgået i tiden efter 2. verdenskrig, har til stadighed stillet krav til politiet. Det har blandt andet medført, at politistyrken i de enkelte politikredse har måttet øges. I årenes løb er dette også sket for Fredericia Politi. I 1964 bestod ordenspolitiet af 32 mand og kriminalpolitiet af ni mand. I 1977, da den nuværende politimester, Per Lawaetz, efterfulgte politimester C. Ellegaard, var der 43 mand i ordenspolitiet og 11 mand i kriminalpolitiet. I 1989 ved indflytningen i den nye politigård i Nørre Voldgade er der 57 mand i ordenspolitiet og 15 mand i kriminalpolitiet. Dertil kommer politimester og vicepolitimester + to politifuldmægtige og kontor- personale på 15 heltidsansatte, to elever, en vikar og to langtidsledige. Pladsproblemer. En udvidelse af personalet har naturligvis krævet mere lokaleplads. Selv om alle rum i den gamle politigård efterhånden blev taget i brug, var det nødvendigt at flytte til nye lokaler ude i byen. I 1964 flyttede politimesteren og de øvrige jurister, politikontorerne, motorkontoret, paskontoret og distriktspolitiet til ejendommen, Jernbanegade 21 og 23, hvor man fik gode lokaler i stueetagen og

på 1. sal. Senere flyttede distriktspolitiet tilbage til Vendersgade 52, hvorfra ordenspolitiets anklagerkontor flyttede til Jernbanegade 21. I 1987 flyttede anklagerkontoret tilbage til Vendersgade 52 og blev udvidet til ordenspolitiets sekretariat, og distriktspolitiet flyttede til en velegnet lejlighed i Sjællandsgade 25. Distriktspolitiet kom derved til at virke som en slags»nærpolitistation«, hvilket var velset i byen. Foruden hovedstationen i Fredericia er der et landdistrikt i Børkop. Et sådant har der været siden 1883, men det har i tidens løb ændret størrelse. En del af distriktet blev til et selvstændigt Taulov Landdistrikt i 1904. Dette blev dog nedlagt i 1966 og har siden udgjort et af distrikterne under Fredericia Politistation. Børkop Landdistrikt er identisk med Børkop Kommune. Landdistriktet blev varetaget af landpolitiassistent Aage Kvejborg, der gik på pension i 1995, hvorefter distriktet blev overtaget landpolitiassistent Johannes Larsen. Den nye politigård - Nørre Voldgade i Fredericia År 1989 vil gå over i historien. I 1989 flyttede ordensmagten for første gang i byens historie ind i en bygning, som er bygget specielt til politiets brug. Hele Fredericia Politi er nu samlet under et og samme tag, når der ses bort fra Børkop Landpoliti. Ved indflytningen i den tidligere politigård blev det udtalt, at Fredericia nu havde fået en af landets bedst indrettede politigårde, og man kan uden at overdrive sige de samme ord om den nye politigård, som vil udgøre ideelle rammer for politiet i Fredericia i mange, mange år frem i tiden. -------------- Tak til fhv. politiinspektør Steen Jørgensen for denne historiske beretning om ordensmagten i Fredericia. Det kan i øvrigt afsløres, at Steen Jørgensen i flere år har arbejdet på en bog om samme emne. Den nye politigård i Fredericia, der blev indviet i 1989 af bl.a. daværende justitsminister H.P. Clausen.