SØNDAG 3. MAJ 2015 UGE 18

SØNDAG 3. MAJ 2015 UGE 18 tt En mand voldtog dem tt Krænkede deres krop og værdighed tt Alligevel skammede de sig tt Og følte sig skyldige tt Nu står de frem tt 8 modige kvinder fortæller om deres livs mareridt

CHEFREDAKTØR: Poul Madsen LEDENDE REDAKTØR: Lisbeth Langwadt REDAKTØR: Lisbeth Hvidt, Lars Bach REDAKTION: Torsten Ruus, Mette Pedersen, Simon T. Schultz BILLEDREDAKTØR: Jakob Boserup LAYOUT: Susanne Finderup, René Steen Sørensen UDGIVER: Ekstra Bladet ADRESSE: Ekstra, Rådhuspladsen 37, 1785 København V E-MAIL: ekstra@eb.dk TELEFON: 33111313 INDHOLDANSVARSH. FORSIDEFOTO: Linda Johansen 4 VOLDTAGET: Hver dag året rundt bliver otte kvinder voldtaget eller forsøgt voldtaget. Deres mareridt er forskellige, men fortællingen om den skam, skyld og angst, der følger med, har kvinderne til fælles. I dagens EKSTRA står otte modige kvinder frem og fortæller om det grusomme overgreb, der krænkede både deres krop og deres værdighed. 16 MEST FOR SJOV: Går familieferien til hinsidan i år? Så er Brunstrøm og Baastrup klar med uegennyttig hjælp, så du er klædt på til turen. Velkommen til Sverige for dummies. 26 DEN SOCIALE BREVKASSE: Kan kommunen tvinge Gitte til at sælge andelslejligheden, hvis hun skulle komme på kontanthjælp? Socialrådgiver Puk Sabber giver Gitte svar. 18 VARULVENE: Da Anden Verdenskrig sluttede, krøb landsforrædderne i skjul. En lille flok genopstod som varulve, hemmelige grupper SS havde uddannet og udstyret til at fortsætte kampen for Nazismen som guerillakrig i Danmark. 2 EKSTRA SØNDAG 3. MAY 2015

MINDST 8 SEXOVERFALD

HVER DAG HVERT ÅR UDSÆTTES mindst 2800 kvinder for voldtægt eller forsøg på voldtægt i Danmark. Nu står otte af dem frem. Deres mareridt er forskellige. Men når de fortæller om skammen, der følger med, om angsten og frygten for at ingen vil tro dem, er det som at høre en samlet stemme

TEKST: METTE PEDERSEN FOTO: LINDA JOHANSEN OG ANITA GRAVERSEN Mandy McClane Johnsen, 22 år, nystartet på VUC. VOLDTAGET I EN KOLONIHAVE AF AMAGERMANDEN, MARCEL LYCHAU HANSEN, 25. SEPTEMBER 2010 Han gjorde mig svag, og det gør mig vred Mit liv skulle i hvert fald ikke gå i stå. Det var noget af det første, jeg sagde til min mor, da vi kom hjem fra politiet. Jeg ville bare se fremad og skulle stadig gå i skole og til fester med mine venner. Planen var at fortsætte, som om intet var hændt. Det kunne jeg bare ikke. AMAGERMANDEN TOG magten fra mig den nat, han overfaldt mig i kolonihaven. Han kom ud af det blå, fem meter foran mig. Jeg blev mega flov, fordi jeg gik og sang højt, og passerede ham hurtigt. Men så hørte jeg skridt bag mig og mærkede hans hånd om min mund. Jeg forsøgte at komme fri og hive hans hue af, men han slog mig, hev mig med ind i en af haverne og truede med at slå mig ihjel, hvis jeg ikke gjorde, hvad han sagde. Så det gjorde jeg. For at overleve. Han beordrede mig til at tage min jakke af og lægge den på græsset. Jeg måtte ikke kigge på ham, men jeg så ham flere gange. Og vidste, at jeg ville kunne genkende hans ansigt. Og hans lugt. Han havde en meget skarp hjemmelugt. Tankerne fløj gennem hovedet på mig: Hvad gør han med mig bagefter? Slår han mig ihjel? Han fik udløsning i et kondom og sagde så helt køligt: Bare rolig, vi er slet ikke færdige. Men pludselig fik han travlt med at komme af sted. Jeg skulle blive liggende på jakken og tælle til 5000, for han skulle hente sin cykel. Så snart lyden af hans skridt ebbede ud, løb jeg hjem, så hurtigt jeg kunne. ALLEREDE KORT tid efter fik jeg svært ved at holde mig til planen. Jeg kunne ikke gå alene nogen steder, og jeg syntes hele tiden, at folk så anderledes på mig. Jeg var bange for, hvad de tænkte om mig. Selv kunne jeg ikke engang bruge ordet voldtægt om det, der skete. Det kan jeg stadig ikke. For det er et tegn på svaghed fra min side. At jeg ikke kunne komme fra ham og lod det ske. Efter et halvt år droppede jeg ud af skolen, fordi jeg havde for meget fravær, og med tiden har jeg udviklet en spiseforstyrrelse. Jeg har altid været lidt buttet, men efter overfaldet er jeg begyndt at se mad som min trøst, og jeg har taget 40 kilo på. Mit store lyspunkt er, at jeg var Amagermandens sidste offer. Jeg var med til at fælde ham, og da jeg vidnede mod ham i retten, følte jeg for første gang, at jeg havde magten. Det var en god følelse. Men det var også det eneste tidspunkt, jeg havde kontrollen og kunne få den. Jeg vil ikke ønske, at han får at vide, hvor meget han har påvirket mit liv. For så har han jo vundet. Men han har gjort mig svag, og det gør mig virkelig vred. Det har taget rigtig lang tid at komme videre, men heldigvis har jeg for kort tid siden fundet foreningen Hjælp Voldsofre. De har virkelig hjulpet mig med rådgivning og psykologhjælp, og jeg ville ønske, at jeg havde opdaget dem noget før. Nu er jeg netop startet forsigtigt op på VUC, og så går det forhåbentlig fremad. Amagermanden blev idømt fængsel på livstid for to drab, seks voldtægter samt forsøg på brandstiftelse. Da jeg vidnede mod ham i retten, følte jeg for første gang, at jeg havde magten Det har taget rigtig lang tid at komme videre. Men foreningen Hjælp Voldsofre har virkelig hjulpet mig. Nu håber jeg, at det går den rigtige vej. 6 EKSTRA SØNDAG 3. MAY 2015

Michella Schelde, 18 år, arbejdsløs. VOLDTAGET AF KÆRESTEN I SIN LEJLIGHED 16. MARTS 2013 Min kæreste blev min voldtægtsmand Vi lå i min seng efter en fest. Han var blevet utrolig sur over, at en anden dreng havde skrevet til mig, at jeg var smuk, og vi havde skændtes hele vejen hjem. Nu ville han have sex, men jeg havde ikke lyst og afviste ham. Så lagde han sig oven på mig, tvang mine ben fra hinanden og trængte op i mig. Jeg græd og råbte nej, men jeg kunne ikke få ham væk fra mig. Hans blik var helt tomt. Iskoldt. Og han stirrede bare på mig, mens han gjorde det. Jeg kunne ikke trænge igennem til ham. Det var, som om at han var en anden. Ikke min kæreste. Det glemmer jeg aldrig. I dag kan jeg stadig ikke se en mand i øjnene. Jeg har virkelig svært ved at holde øjenkontakt. Fordi jeg er bange for pludselig at se det samme, som jeg så den nat. DET VAR SKET EN gang før. Dengang tilgav jeg ham, fordi han blev ved med at sige undskyld. Han havde ikke været sig selv. Men denne gang kunne jeg ikke. Han brød min tillid, for han havde lovet, at det aldrig ville ske igen. Jeg følte mig brugt bagefter og gik i bad igen og igen. Det var så ulækkert. Jeg fortalte det til min plejemor, men jeg kunne ikke snakke om det. Jeg var flov over det. Sådan noget skete ikke for mig. Den person var jeg ikke. Og da jeg fortalte det til min familie, var der også en, der sagde, at det nok havde været min egen skyld. Det bekræftede min egen frygt: At ingen ville tro på mig. Og jeg kom selv i tvivl. Kiggede jeg forkert, gjorde jeg noget forkert? Selv om jeg jo godt vidste, at det ikke var mig, der var noget i vejen med. Alligevel meldte jeg ham ikke til politiet. Han var min første kæreste og på trods af, hvad han havde gjort, ønskede jeg ham ikke noget ondt. Først da han voldtog en anden pige til en fest, og hun kontaktede mig, gik jeg til politiet. For at hjælpe hende. Og for at være med til at sikre, at det ikke skulle ske for flere. Gerningsmanden blev idømt et år og tre måneders fængsel (heraf seks måneder ubetinget) for de to voldtægter. Jeg følte mig brugt bagefter og gik i bad igen og igen. Det var så ulækkert - Jeg glemmer aldrig hans blik. Det var helt tomt. I dag kan jeg stadig ikke se en mand i øjnene. 62 procent af samtlige voldtægter begås af personer, som offeret kender. Det kan enten være en nuværende eller tidligere partner, en ven eller en bekendt. Kun i knap hver tredje tilfælde er der tale om en overfaldsvoldtægt, hvor gerningsmanden er en fremmed. EKSTRA SØNDAG 7

Helle Hasfeldt, 32 år, specialpædagog. UDSAT FOR SEKSUELT OVERGREB 5. NOVEMBER 2006 Billederne af mig nøgen og bevidstløs fik mig til at græde Jeg vågnede i hans seng, halvnøgen. Mine bukser og trusser hang ved sengegærdet, men resten af mit tøj havde jeg stadig på. Jeg anede ikke, hvor jeg var eller hvorfor. Det gav ingen mening, at jeg var der. Da jeg spurgte, hvad der var sket, svarede han bare hvad tror du selv? Aftenen forinden havde jeg været på bar med min bedste veninde, Eva, hvor han også var til stede. Jeg havde måske fået fem-seks øl, men han må have puttet noget i en af dem. For jeg var så påvirket, at Eva til sidst ringede efter en taxi til mig. Det husker jeg ikke. Og jeg husker heller ikke, hvordan han endte i min vogn. Jeg kendte ham perifert fra bybilledet, men både min veninde og jeg afviste ham den aften. JEG VAR FORVIRRET. Fik lov til at tage et bad og gav ham så pænt hånden og sagde farvel, inden jeg måtte af sted på arbejde. Jeg var fuldstændig groggy resten af dagen. Om mandagen bemærkede jeg et stort blåt mærke på mit ene ben, men først da jeg spiste frokost med Eva, og hun blev ved med at stille spørgsmål, jeg ikke kunne svare på, gik det op for mig. Ud af det blå fik jeg et flashback fra den nat: Jeg lå og kiggede ind i en væg. Jeg havde ondt i låret, og så kunne jeg mærke en, der havde sex med mig bagfra. Hvorefter jeg faldt hen igen. Jeg smed bestikket fra mig. Gik nærmest i chok. Eva insisterede på, at vi ringede til politiet, men jeg kunne ikke overskue det. Så det var hende, der anmeldte sagen som en voldtægt. Heldigvis troede de på mig. Da betjentene afhørte ham, påstod han, at jeg selv var med på den. I hans lejlighed fandt de nogle piller, der minder om rohypnol. Og på hans digitalkamera var der nøgenbilleder af mig, som han havde taget, mens jeg lå fuldstændig bevidstløs på hans seng. DA JEG SÅ DEM, BRØD JEG sammen. Det var virkelig ubehageligt at se mig selv i en situation, hvor jeg ikke havde kontrol over, hvad der skete. Jeg følte mig umenneskeliggjort og var vred. Men samtidig også bange, fordi jeg havde været så magtesløs. Det tog mig lang tid at slippe frygten, og jeg går stadig ikke alene ud efter mørkets frembrud. I starten skammede jeg mig. Lige efter at det var sket, spurgte min far, hvorfor jeg dog også var gået med ham hjem. Det ramte hårdt, for det var jo heller ikke med min gode vilje, at jeg var endt der. Heldigvis blev han dømt, men helt præcist hvad der skete den nat, finder jeg aldrig ud af. Det er slettet fra min harddisk. Og den eneste person, der ved det med sikkerhed, lyver om det. Gerningsmanden fik seks måneders fængsel. Han blev dømt for besiddelse af euforiserende stoffer og for at tage nøgenbilleder af Helle samt skaffe sig samleje med hende, mens hun på grund af alkohol eller andre bedøvelsesmidler var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Det tog mig lang tid at slippe frygten, og jeg går stadig ikke alene ud efter mørkets frembrud HVER 7. DANSKER: DET ER DIN EGEN SKYLD Hver syvende dansker mener, at det er kvindens egen skyld, hvis hun bliver voldtaget, når hun er taget med en fyr hjem fra byen. Det viser en undersøgelse, som Voxmeter har lavet for Amnesty International. Det overrasker os, at tallet er så højt. Vi troede, den holdning var ved at blive aflivet, men der er altså stadig fordomme, der skal bekæmpes, siger Juridisk konsulent Claus Juul. Han understreger, at noget tyder på, at udviklingen går den rigtige vej. Målingen afslører en aldersforskel i holdningen til voldtægt. Knap hver tredje dansker over 65 år mener, at kvinden bærer et medansvar. Blandt de adspurgte 18-34-årige har blot 6,4 procent den holdning. Tal det ihjel. Det er mit bedste råd til andre piger. Og så skal de for guds skyld lade være med at skamme sig. 8 EKSTRA SØNDAG 3. MAY 2015

Mathilde, 18 år, sygemeldt fra sin uddannelse. VOLDTAGET I EN KOLONIHAVE AF EN FREMMED MAND I JULI 2009 Havde jeg sagt det højt dengang, var jeg måske rask nu Meningen var, at jeg ville fortælle mine forældre, hvad der var sket, så snart vi stod op. Men da vi sad og spiste morgenmad, kunne jeg alligevel ikke. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle sige det. Ville de blive skuffede over mig, fordi jeg lod det ske? Ville de overhovedet tro på mig? Jeg havde tit hørt, at det var noget, piger bare gik og sagde. I stedet blev det min største hemmelighed. Og det blev heller aldrig meldt til politiet. Hvad der skete den sommernat i juli 2009. Jeg var 13 år gammel og på vej hjem fra en kolonihave. Klokken var måske et om natten, jeg husker, at himlen var fuld af stjerner, og der var kun en lille kilometer hjem. Da han lagde en hånd på min højre skulder, tænkte jeg hvem er nu det, men jeg blev ikke bange. Dengang var jeg ikke bange for noget som helst, og jeg var jo bare en lille pige. Men så tvang han mig til jorden, rev mine shorts af og holdt mine arme fast. Det var klamt. Jeg var jomfru, og det gjorde rigtig ondt. Bagefter stod han og kiggede ned på mig. Jeg troede, han ville slå mig ihjel, så jeg lukkede øjnene. Men så kunne jeg høre fodspor i gruset. På mine dårlige dage føler jeg, at andre kan se på mig, at jeg er et offer. At jeg er svag og ikke kan få noget til at fungere. MIN FØRSTE TANKE var at komme hjem i mine forældres arme, så jeg fik tøjet på og løb. Men huset var tomt. Jeg havde glemt, at de var ude. Så jeg stod der helt alene og græd og græd. Jeg ved ikke, hvorfor det ikke faldt mig ind at ringe efter dem. Jeg gik i bad, skrubbede mig over det hele og krøb sammen under dynen. I fire år tav jeg. Lod som ingenting. Udadtil var jeg den samme glade pige som altid, men jeg lukkede mig mere og mere inde på mit værelse. Og inde i mig selv. Først for to år siden, da jeg var på efterskole, fik mine forældre det at vide. På det tidspunkt havde jeg fundet sammen med en rigtig sød fyr, men jeg havde meget svært ved at åbne mig. Jeg følte ikke, at jeg kunne være en rigtig kæreste for ham, og jeg kunne hverken gå i bad sammen med ham eller give ham sex. Nogle gange når vi lå i sengen, forvandlede han sig pludselig til den skikkelse, der overfaldt mig. En af mine lærere opdagede, at jeg var ked af det, og under en samtale gættede hun det: At jeg var blevet voldtaget. Bagefter var jeg nødt til at fortælle det til mine forældre. Jeg havde ikke lyst, og de fik et chok, for de havde aldrig mærket noget på mig. Men det endte med at være en lettelse. I DAG HAR JEG FÅET konstateret PTSD og svær depression. Jeg har gået på Center for Voldtægtsofre i to år, men jeg får stadig en knude i maven, når jeg træder ind i bygningen. Jeg har brugt så mange kræfter på at begrave det, der skete, at det først er nu, at jeg begynder at huske og kan snakke om detaljerne. Jeg hører hans stemme. Hans skikkelse bliver tydeligere, og jeg mærker hans hænder om mine arme. Om natten har jeg stadig mareridt om, at jeg bliver seksuelt krænket, og i december måtte jeg flytte til en anden by, fordi jeg er så bange hele tiden. For mørket. For fremmede mænd og for at møde ham. Folk siger, jeg skal finde vreden mod gerningsmanden frem inde i mig selv. Men det kan jeg ikke. Jeg er ikke sur på ham jeg frygter ham bare. Stadigvæk. Jeg skulle have fortalt det dengang. Det fortyder jeg virkelig. For hvis jeg havde sagt det højt, var jeg måske rask nu. Min psykolog har advaret mig om, at jeg måske må opgive at blive retsdommer, som jeg drømmer om. Jeg kan være for skadet til at gennemføre uddannelsen. Men det er jeg bare nødt til. Det SKAL jeg. Han tvang mig til jorden, rev mine shorts af og holdt mine arme fast. Det var klamt. Jeg var jomfru, og det gjorde rigtig ondt EKSTRA SØNDAG 9

Katja Heilmann Nøhr, 28 år, økonomielev. SEKSUELT MISBRUGT AF SIN EGEN FAR I 15 ÅR På de dårlige dage føler jeg mig stadig ulækker Altså hvis du var over 18, så har du jo også selv haft lyst til det. Den måde hun sagde det på... Det var en pige, som min gode veninde kendte. Hun spurgte, hvorfor jeg læste Pigen i spejlet, en bog om incest. Da jeg fortalte sandheden at min far misbrugte mig seksuelt, indtil jeg var 24, og at han nu var bag tremmer kunne hun slet ikke forstå, at jeg var gået med til at have sex med ham. Alt vendte sig oppe i mit hoved, for hun havde jo ret: Når man er myndig, kan man svare for sig, så måske havde jeg selv haft lyst? Ordene ramte fuldstændig ned i den tvivl og skam, jeg selv gik med. DET STARTEDE EN tirsdag aften, da jeg var ni år gammel. Min mor var på arbejde, og han kaldte mig ind i soveværelset. Sagde, at han syntes, jeg havde kigget meget på hans tissemand, da vi var i bad. Så han bad mig røre ved den. Og smage på den. Bagefter var jeg forvirret, men han var jo min far. Jeg var 11, da han tvang mig til sex første gang, og i en periode skete det nærmest dagligt efter skole. Nogle gange tog han mig i sengen, andre gange på toilettet. Så skulle jeg sætte mig på knæ oven på kummen og holde om cisternen, mens han gjorde det. Han var forsigtig og aldrig voldelig, for han ville have, at jeg skulle nyde det. Men det gjorde jeg ikke. Og jeg var så flov, når min krop alligevel fik en orgasme. Den reagerede modsat af, hvad jeg ønskede, og det var virkelig svært. Jeg vidste, at hvis jeg sagde nej eller gjorde modstand, så ville det få konsekvenser for familien. Han behøvede ikke engang true med det. Det lå mellem linjerne, at hvis jeg afviste ham, ville han slå min bror igen, eller min mor ville få problemer. Derfor sagde jeg det heller ikke til nogen. Ikke engang da jeg fik en kæreste og flyttede hjemmefra. Min far opsøgte mig stadig og krævede sex. DET VAR MIN BROR, der fik ham anholdt 18. februar 2011, fordi han en aften havde truet med at slå os alle sammen ihjel. Først da politiet kom og bankede på den nat, sagde jeg sandheden. Min mor brød sammen. Bagefter var jeg lettet. Men jeg frygtede helt vildt, hvad omverdenen ville tænke. Og det, den pige sagde, et tre måneder senere var præcis, hvad jeg var bange for. Hun syntes, jeg var præcis lige så ulækker, som jeg selv følte mig. Og som jeg stadig føler. Den magt, min far havde over mig, har jeg virkelig svært ved at acceptere. Og selv om jeg har en sød kæreste, er der stadig dage, hvor han ikke må røre mig. For hvorfor skulle han have lyst til at røre noget så ulækkert som mig? Det fortjener jeg ikke. Gerningsmanden blev idømt fem år og seks måneders fængsel for incest mod sin datter, vold mod sin søn, dødstrusler mod sin kone samt besiddelse af børneporno. Jeg er stadig bange for min far. Når han kommer ud af fængslet, frygter jeg, at han vil gøre alvor af sine trusler og slå min mor, bror og mig ihjel Selv om jeg har en sød kæreste, er der stadig dage, hvor han ikke må røre mig PSYKOLOG: DET ER ET VOLDSOMT TRAUME Tre af de kvinder, der i dag står frem i EKSTRA, har eller har haft posttraumatisk stress syndrom i kølvandet på voldtægten. Det er helt normalt. Selv om det er en sygdom, de fleste normalt forbinder med krigsveteraner, er voldtægt et af de traumer, hvor der efterfølgende er størst risiko for at udvikle PTSD. Ifølge Anja Hareskov Jensen, ledende psykolog ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus, har omkring halvdelen af alle voldtægtsofre symptomer på PTSD efter tre måneder. Overgrebet er en voldsom krænkelse af krop, sind og værdighed. Offeret er i en situation, hvor personen er fuldstændig magtesløs og mange gange også meget bange. Du har ingen mulighed for at komme derfra, du kan ikke kæmpe imod, fordi du er fysisk underlegen, og du frygter måske for dit liv. Det er et meget alvorligt traume, og det kræver hjælp at komme sig over det. PTSD kan vise sig i form af flashbacks, mareridt, angst, øget vagtsomhed, koncentrations- og hukommelsesproblemer og humørsvingninger. Andre psykiske problemer kan være angst og depression. Mange udvikler desuden et misbrug eller en spiseforstyrrelser. Fire gange så ofte som andre plages voldtægtsofre af selvmordstanker. 10 EKSTRA SØNDAG 3. MAY 2015

Line, 29 år, department manager i en tøjkæde. VOLDTAGET AF EN UNG MAND, HUN MØDTE PÅ VEJ HJEM FRA BYEN, I HANS LEJLIGHED JUNI 2006 Jeg var jo ikke typen, der blev voldtaget Voldtægt? Nej, det sker ikke for mig. Den slags sker for folk, der er svage og ude af stand til at sige fra. Det er et spørgsmål om at sige nu stopper du eller stikke ham et knæ i skridtet og løbe væk. Sådan havde jeg det tidligere. Jeg var ikke typen, der blev voldtaget. Men så skete det umulige alligevel. Min veninde og jeg var på vej hjem fra byen, da to fyre inviterede på morgenfest. Hun sprang fra i sidste øjeblik, men de virkede søde, så jeg tog med. Jeg havde tidligere været i behandling for en depression og talt med psykologen om, at jeg skulle arbejde med at komme ud af min skal. Så det var mit forsøg på at være spontan. HAN VOLDTOG MIG på sit værelse, Vi havde taget en taxi til huset, hvor de boede sammen med nogle andre, men jeg blev gennet ind til ham. Vi kyssede, men så gik det hurtigt. Han hev mit tøj af, satte sig på mig og pressede mine skuldre ned. Flere gange sagde jeg nej! Jeg vil ikke, men da han ikke stoppede, lukkede jeg simpelt hen ned. I stedet for at kæmpe imod frøs min krop fuldstændig, og jeg følte, at jeg stod uden for mig selv og så på, hvad der skete. Uden at jeg kunne gøre noget ved det. Bagefter skulle jeg bare væk. Ude på gaden satte jeg mig på en kantsten og kæderøg en halv time uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Men så gik jeg hjem. Min mor var stået op, men i stedet for at fortælle, hvad der var sket, gik jeg i seng. Og stod op næste dag, som om intet var hændt. Jeg var flov og tænkte, at folk ville sige, at det var min egen skyld. Så jeg tav. Og gik heller ikke til politiet. Men det var en fejl at gemme det væk. Min depression blussede op, jeg isolerede mig og havde et ekstremt behov for at have kontrol med alt, hvad der skete omkring mig. Jeg forsøgte at undgå al kontakt med det mandlige køn. Handlede kun i små butikker, hvor jeg kendte ekspedienterne, og hvis der pludselig var en ny ved kassen, kunne jeg finde på at gå igen. Sex var udelukket, og jeg har ikke haft en kæreste siden. DA JEG EFTER FIRE ÅR endelig brød sammen og fortalte min mor sandheden, var det en lettelse endelig at få hjælp. Men samtidig blev der rippet op i al den smerte, jeg havde pakket så grundigt væk. Jeg tog et ordentligt dyk psykisk. En aften skulle jeg bare ikke leve mere. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd, når jeg kunne blive udsat for den slags. Så jeg tømte et pilleglas og lagde mig til at sove. Heldigvis vågnede jeg igen. Og fortrød med det samme. Havde jeg fået hjælp lige efter voldtægten, var jeg ikke kommet så langt ud. Og det er et vigtigt budskab til andre: Søg hjælp med det samme! Psykiatrien i Aarhus og Center for Voldtægtsofre blev min redning, men det har taget lang tid. Først inden for de sidste fire måneder har jeg følt, at jeg lever igen. Men nu er jeg på rette kurs, og selv om det gør mig vred, at han har taget næsten ni år af mit liv, så har jeg besluttet, at han ikke får lov til at fylde mere. Han får ikke mere af mig. Line er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes rigtige identitet. Jeg følte ikke, at jeg var noget værd, når jeg kunne blive udsat for den slags Om anonymiteten: Det er ikke, fordi jeg er flov. Men når folk hører ordet voldtægtsoffer, er der en autoritet, der forsvinder, og jeg er leder for en del mennesker. De skal ikke synes, at det er synd for mig. Derfor vil jeg selv styre, hvem der får det at vide. DERFOR ANMELDER PIGERNE DET IKKE 382 danskere anmeldte sidste år en voldtægt eller et voldtægtsforsøg. Men ifølge den seneste offerundersøgelse fra Det Kriminalpræventive Råd anslås det, at der begås omkring 3600 og mindst 2800 overgreb om året. Et stort mørketal af kvinder går altså aldrig til politiet. Det er der forskellige grunde til. Nogle af ofrene definerer ikke selv overgrebet som voldtægt, fordi gerningsmanden er en, de kender. Andre føler selv skyld eller er bange for, hvordan deres omgivelser vil reagere. Og så er der også mange, der godt ved, at en anmeldelse meget tit aldrig kommer videre, siger ledende psykolog Anja Hareskov Jensen fra Center for Voldtægtsofre i Aarhus. Af de sager, der bliver anmeldt, afvises syv ud af ti, inden de kommer i retten. Det viser de seneste tal fra Det Kriminalpræventive Råd fra 2010. Typisk fordi at der ikke er nok beviser, og at det derfor vil blive et spørgsmål om hans ord mod hendes, når den formodede gerningsmand siger, at der var tale om frivillig sex og ikke voldtægt. I omkring halvdelen af de sager, der henlægges, har offeret fysiske skader. Ingen har undersøgt, hvorfor disse sager ikke kommer videre i systemet. EKSTRA SØNDAG 11

Sarah Kruse, 30 år, stifter og formand for Hjælp Voldsofre i Nordjylland. VOLDTAGET I SIN LEJLIGHED AF EN FREMMED MAND 15. MARTS 2008 Jeg kan godt savne den gamle, sjove Sarah Hvordan så han ud? Var han høj? Lav? Mørk? Lys? Noget må du da kunne huske. Betjenten blev mere og mere utålmodig. Men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke beskrive den gerningsmand, som samme aften havde fulgt efter mig hjem fra byen. Og som pludselig stod foran mig i min entre. Han truede med at slå mig ihjel og voldtog mig på køkkengulvet. Det eneste, jeg tænkte, var jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Hele mit system lukkede ned. Jeg ventede bare på, at han var færdig. Da han forsvandt, tog jeg på politistationen med det samme, men der var travlt. Da jeg endelig kom ind, var jeg så meget i chok, at intet af det, jeg sagde, hang sammen. Herfra fik jeg det kun værre. I tiden efter frygtede jeg, at politiet ikke troede på mig. Heldigvis viste rapporten fra retsmedicinsk undersøgelse, at der var tydelige tegn på voldtægt. Det var en lettelse, selv om sagen endte med at blive henlagt, fordi jeg ikke kunne give et signalement. MEN DET BETØD JO IKKE, at jeg fik mit liv tilbage. Tværtimod. De psykiske kampe stod i kø. At et andet menneske mente, at det var o.k. at behandle mig på den måde, gav mig følelsen af, at jeg ikke var noget værd. Jeg fik ingen krisehjælp, der var to måneders ventetid hos psykologen, og det endte med, at jeg gik ned med depression, blev langtidssygemeldt fra mit arbejde og måtte flytte til en anden lejlighed, fordi jeg ikke turde bo der mere. Hjælp Voldsofre blev mit kald. Her fik jeg rådgivning og mødte folk i samme situation. Og for 4,5 år siden stiftede jeg lokalforeningen i Nordjylland. Så jeg kan sikre, at andre kan få den hjælp og støtte, jeg ikke selv følte, at jeg fik. MIT BEDSTE RÅD til voldtægtsofre er: Bed om hjælp! Det er en hård kamp at tage alene. Rigtig mange udvikler en skam og skyldfølelse over det, der er sket. De ender med at føle sig uendeligt alene, for ingen forstår dem. Omgivelserne er bange for at sige noget forkert, så de vælger slet ikke at sige noget. Og det er farligt. Selv mistede jeg det meste af min omgangskreds. De faldt fra, fordi det var svært for dem at tackle situationen, og jeg isolerede mig var ikke længere den gamle, sjove Sarah mere. HENDE KAN JEG OGSÅ selv savne nogle gange. Før voldtægten havde jeg ikke samme behov for at bevise mit værd, som jeg har nu. Selv om jeg er i fuld gang igen, så har jeg stadig lavt selvværd. Det er ikke nok bare at være mig, og jeg har hele tiden brug for at redde hele verden. Det er hårdt. Omgivelserne er bange for at sige noget forkert, så de vælger slet ikke at sige noget. Og det er farligt Som formand for Hjælp Voldsofre i Nordjylland kommer Sarah i kontakt med mange piger, der er blevet voldtaget. Mit bedste råd er: Bed om hjælp. Det er en hård kamp at tage alene. Mange ofre kæmper med alvorlige diagnoser som depression og PTSD, og derfor er det vigtigt at få hjælp, så du kan komme videre i livet. Jeg ved det, for jeg har selv været der. 12 EKSTRA SØNDAG 3. MAY 2015

Sabine Stache, 27 år, sygemeldt. VOLDTAGET OG FORSØGT VOLDTAGET VED FLERE LEJLIGHEDER AF SIN EKSKÆRESTE I 2011 Jeg er helt sikker på, at han vil hævne sig Jeg går alene på gaden. Der er ingen hjælp i nærheden. Og pludselig står han foran mig. Jeg mærker panikken. Prøver at skrige igen og igen, men kan ikke. Det er det samme mareridt stort set hver nat. Selv om min ekskæreste sidder i fængsel, går der ikke en dag, hvor jeg ikke ser ham for mig eller tænker på ham. Måske bliver han løsladt i løbet af i 2015, og for hver dag der går, bliver jeg mere og mere nervøs. Jeg er sikker på, at han vil hævne sig. VI MØDTE HINANDEN i 2009 og blev kærester. Han var egentlig charmerende nok, men han begyndte lige så stille at terrorisere mig fysisk og psykisk. Da jeg endelig fik mod til at forlade ham, begyndte han at stalke mig. Han holdt øje med, hvem jeg var sammen med, mødte op ved min lejlighed og krævede sex. Nogle gange føjede jeg ham. Så lå jeg og så fjernsyn og lukkede af, mens han gjorde sig færdig. De gange, jeg gjorde modstand, blev han voldelig, tog kvælertag og voldtog mig. Det var min far, der til sidst meldte ham til politiet. Jeg havde selv prøvet et par gange måneder forinden, men der var ikke nok beviser, og volden blev bare værre af det, så jeg opgav. For mig handlede det bare om at overleve. Den Sabine, jeg var, før jeg kendte ham, findes ikke længere. Dengang var jeg ved at uddanne mig til kontorassistent. Jeg var social, havde en masse venner og elskede at læse bøger og at rejse. I dag har jeg ikke ro nok i hovedet til at læse bare et par linjer. Jeg er sygemeldt med svær PTSD, angst og depression. Jeg går aldrig ud og har svært ved at have tillid til og være sammen med andre mennesker. Ser jeg en mand, der bare minder om min ekskæreste, bryder jeg sammen. Min største frygt er, at han vil skade dem, jeg elsker. Selv er jeg ikke længere bange for at dø. Et eller andet sted er han jo ynkelig, for han er ikke rask, så jeg håber, han får hjælp. Men jeg er ikke i tvivl om, at han er i stand til at dræbe. HER KAN DU FÅ HJÆLP Å CENTER FOR VOLD- TÆGTSOFRE findes ti steder i Danmark. På centrene kan du få hjælp af både læger, sygeplejersker og psykologer. Hjemmeside: voldtaegt.dk Å FORENINGEN HJÆLP VOLDSOFRE kan du kontakte, hvis du har været udsat for vold, røveri, voldtægt eller andre seksuelle overgreb. Rådgivning omfatter bl.a. advokatbistand, psykologhjælp, erstatningsspørgsmål, skadesanmeldelse. Hjemmeside: voldsofre.dk Eller ring på tlf. 86415900 Å OFFERRÅDGIVNINGEN yder gratis personlig eller telefonisk rådgivning til ofre, vidner og pårørende i forbindelse med voldsomme oplevelser. Hjemmeside: offerraadgivning.dk Eller ring på tlf. 116006 Gerningsmanden blev idømt seks års fængsel for bl.a. at voldtage Sabine og en anden tidligere kæreste. Den Sabine, jeg var, før jeg kendte ham, findes ikke længere Jeg har vænnet mig til tanken om, at han slår mig ihjel, og min sidste vilje er nedfældet. Min aske skal spredes i Lillebælt et bestemt sted ud for kysten, hvor jeg har mange gode minder. Og altid har følt mig glad og lykkelig. 7procent af alle voldtægtsanmeldelser anslås at være falske, fastslog en rapport Det Kriminalpræventive Råd i 2010. Ifølge retssociolog Flemming Balvig viser flere spørgeundersøgelser blandt politifolk, at de gennemsnitligt tror, at falske anmeldelser udgør omkring 20-30 procent. Kilde: Det Kriminalpræventive Råd og Flemming Balvig v. Høring om voldtægt i Folketinget, december 2014. EKSTRA SØNDAG 13